Beskæftigelsesudvalget
03-12-2024
Medlemmer
Peter Mikkelsen (Ø)
Birgitte Glifberg (A)
Flemming Lunde Østergaard (A)
Mikkel Molin (V)
Sager 50 - 55
Meddelelser
Sag nr. 50
Beslutningskompetence: BEU
Sagens kerne
Oversigt fremlægges til orientering.
- Mundtlig orientering om tillægsbevilling til beskæftigelsesområdet.
Indstilling
Meddelelsespunktet fremlægges til orientering.
Beslutning
Taget til efterretning.
Orientering om 37 timers arbejdspligt
Sag nr. 51
Beslutningskompetence: BEU
Sagens kerne
Social- og Sundhedsforvaltningen orienterer om implementering af nye regler om 37 timers arbejdspligt for alle borgere i kontanthjælpssystemet, der ikke lever op til hhv. opholdskravet og beskæftigelseskravet.
Indstilling
Social og Sundhedsforvaltningen indstiller,
at orientering om indføring af 37 timers arbejdspligt tages til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Sagsfremstilling
Fra 1. januar 2025 bliver arbejdspligten en del af kontanthjælpssystemet. Det betyder, at alle borgere fra 18 til 65 år, der ikke opfylder krav om ophold i riget ni ud af de seneste 10 år (opholdskravet) og krav om fuldtidsbeskæftigelse i mindst 2½ år ud af de seneste 10 år (beskæftigelseskravet), skal deltage i arbejdspligten for at modtage den fulde ydelse.
Hvem omfattes i Rødovre
Borgere, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse (SHO-ydelser), og ikke opfylder opholds- og beskæftigelseskravet, omfattes af arbejdspligt pr. 1. januar 2025. Jobcentret skal have implementeret arbejdspligten for disse borgere senest den 1. juli 2025. Det omfatter ca. 25 borgere.
Øvrige kontanthjælpsmodtagere, der ikke opfylder opholds- og beskæftigelseskravet, omfattes af arbejdspligt den 1. juli 2025. For disse borgere skal arbejdspligten være implementeret senest den 1. januar 2026. Det omfatter ca. 105 borgere.
Fordrevne fra Ukraine er undtaget arbejdspligten.
Kommunen skal altid foretage en individuel vurdering, så arbejdspligtens indhold og omfang bliver afstemt med den enkeltes forudsætninger. Ligesom i dag kan kommunen således fritage borgeren fra de beskæftigelsesrettede indsatser i arbejdspligten, helt eller delvist i en periode, hvis det vurderes, at indsatsen vil forværre borgerens helbred eller sygdom.
Kommunen skal ved afgivelse af tilbud, som led i arbejdspligten, også tage hensyn til, at borgeren eksempelvis modtager sociale foranstaltninger, psykiatrisk behandling eller lignende. Sådanne indsatser og understøttende tiltag kan medregnes i antallet af timer i arbejdspligten.
Det er forventningen, at i alt ca. 25 jobparate tilbydes 37 timers arbejdspligt, at 40 aktivitetsparate er helt fritaget, og at ca. 65 tilbydes arbejdspligt med et gennemsnit på 10 timer ugentligt.
Arbejdspligten kan have følgende indhold:
- Ordinære løntimer
- Job med løntilskud
- Virksomhedspraktik
- Korte kurser – f.eks. AMU
- Nytteindsats – f.eks. ekstra rengøring, beskæring af træer, opsamling af affald eller ekstra reparationer på offentlige arealer
- Særligt tilrettelagt nytteindsats – projektlignende forløb
- Vejledning og opkvalificering med klart beskæftigelsesfokus og i begrænset omfang
- Transport mellem aktiviteter
- Forberedelsestid og jobsøgning uden for hjemmet i op til 4 timer pr. uge
- Danskuddannelse og danskundervisning
- Indsatser efter social- og sundhedslovgivningen.
Det skal bemærkes, at varighedsbegrænsningen på nytteindsats ophæves, da arbejdspligten er kontinuerlig, så længe borgeren er omfattet.
Strategi
Alle borgere, der er omfattet af arbejdspligten, adviseres ved kommende samtale. Der påbegyndes en faglig vurdering med henblik på omfanget af pligt til deltagelse. Arbejdspligten tilrettelægges så tæt på det ordinære arbejdsmarked som muligt.
Jobparate tilbydes primært ordinært arbejde, job med løntilskud eller virksomhedspraktik med henblik på ordinært arbejde. Sekundært nyttejob og jobsøgningskursus.
Aktivitetsparate tilbydes som udgangspunkt nyttejob, primært på ordinære arbejdspladser i kommunen, region eller stat. Sekundært i Projekt Huset.
Projekt Huset indrettes, så det er muligt at tilbyde særligt tilrettelagt nyttejob, hvor andet tilbud ikke er muligt. Jobsøgningskurser i Huset udvides til at omfatte hele målgruppen.
Danskundervisning tilbydes borgere, der er omfattet af arbejdspligt, og som fortsat har ret til danskundervisning indenfor den fem-årige periode, eller hvor det vurderes hensigtsmæssigt som led i den kommende jobsøgning.
Korte kurser tilbydes borgere, der er omfattet af arbejdspligt, og som har udsigt til ordinært job som følge deraf.
Rimelighedskravet samt varighedsbegrænsningen afskaffes (for nyttejob) for at skabe et mere fleksibelt system og en indsats, der ligner det, der mødes på det normale arbejdsmarked. Såfremt nyttejob etableres på kommunale arbejdspladser, sikrer Jobcentret, at det sker med ekstraordinære opgaver, der normalt ikke bliver løst samt efter aftale med den faglige organisation.
Lov- og plangrundlag
Lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen mv.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
Loven træder i kraft 1. januar 2025 og er fuldt implementeret 1. januar 2026.
Redegørelse for beskæftigelsesindsatsen 3. kvartal 2024
Sag nr. 52
Beslutningskompetence: BEU
Sagens kerne
Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger redegørelse for udviklingen på beskæftigelsesområdet i Rødovre i de første tre kvartaler af 2024. Redegørelsen opgør graden af målopfyldelse for de mål, som Kommunalbestyrelsen har fastlagt for beskæftigelsesindsatsen i 2024. Ligeledes kommenteres udviklingen blandt offentligt forsørgede, samt Jobcentrets placering på Beskæftigelsesministeriets benchmarkingliste.
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
at redegørelse for beskæftigelsesindsatsen i tredje kvartal 2024 drøftes og tages til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Sagsfremstilling
Ledigheden blandt de forsikrede ledige er på landsplan og i Rødovre fortsat relativt lav. Antallet i Rødovre er faldet betydeligt gennem 2024 efter en større stigning over årsskiftet. På kontanthjælpsområdet ses fortsat et mindre fald, mens antallet af borgere på ressourceforløb er stagneret på et lavt niveau efter et markant fald gennem flere år.
Antallet af borgere, der tilkendes fleksjob, er faldende, overvejende på grund af et lavere antal i ressourceforløb. Integrationsområdet er fortsat påvirket af de mange fordrevne fra Ukraine, og tilgangen er igen svagt stigende.
Antallet af aktivitetsparate unge er fortsat relativt højt. Ved uddannelsesstart i august er der dog, som forventet, set et betydeligt fald i antallet af de unge uddannelsesparate.
Antallet af borgere på sygedagpenge er faldet, og der ses omsider en nedadgående udvikling i antallet af borgere i jobafklaringsforløb. Andelen af borgere på det samlede sygedagpengeområde er dog fortsat på et højere niveau end før pandemien.
Kommunalbestyrelsens mål
Den samlede andel borgere i offentlig forsørgelse er 7,8 procent i de første tre kvartaler af 2024. Det samlede mål for 2024 på maksimalt 8,1 procent er dermed nået, ligesom delmålene på de fleste ydelser. Der er dog fortsat en forventning om, at antallet af borgere på a-dagpenge og sygedagpenge kan stige gennem fjerde kvartal 2024.
Ses på samtlige ydelser, således inklusive borgere i fleksjob, på førtidspension og på seniorpension, så er andelen af borgere på offentlig forsørgelse 15,0 procent af befolkningen i Rødovre i de første tre kvartaler af 2024. Det er under gennemsnittet for kommuner på Vestegnen såvel som landsgennemsnittet, der er henholdsvis 16,3 procent og 17,5 procent i samme periode.
Beskæftigelsesministeriets benchmarking
Rødovre er nr. 82 på landsplan på Beskæftigelsesministeriets nye rangliste, og har en overledighed på 90 fuldtidspersoner i perioden 3. kvartal 2023 til 2. kvartal 2024. Således ti flere end i forrige periode.
Rødovre Kommune har mest sammenlignelige rammevilkår med kommunerne Glostrup, Hvidovre og Høje-Taastrup, der ligger placeret som nr. henholdsvis 89, 68 og 84 i den seneste opgørelse.
Den samlede placering, som nr. 82, dækker over placeringer som nr. 87 på a-dagpengeområdet, nr. 87 på kontanthjælpsområdet og nr. 33 på sygedagpengeområdet. Det svarer til afvigelser på henholdsvis 40 og 70 flere fuldtidspersoner på a-dagpenge og kontanthjælpsområdet end forventet, og en negativ afvigelse på 20 færre fuldtidspersoner på sygedagpengeområdet end forventet.
Rødovres placering på kontanthjælpsområdet har primært årsag i kommunens lave andel af borgere på førtidspension. Såfremt Rødovre havde den samme andel borgere på førtidspension som landsgennemsnittet, ville der være omkring 460 borgere færre på en midlertidig ydelse i kommunen – primært på områderne ressourceforløb, kontanthjælp og jobafklaring. Blandt forsikrede skal iværksættes en yderligere indsats for de ledige, der ikke opnår beskæftigelse i A-kasseforløbet de første tre måneder.
Lov- og plangrundlag
Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (LAB).
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
Ingen.
Bilag
Bilag 1: Kvartalsredegørelse 3. kvartal 2024 Beredskabsplan for æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol
Sag nr. 53
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger udkast til beredskabsplan for æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol til godkendelse. Sagen behandles samtidig i Beskæftigelsesudvalget samt Social- og Sundhedsudvalget.
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
at beredskabsplan for æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol godkendes.
Beslutning
Sagen udsat med henblik på genbesøg af sagsfremstillingen.
Sagsfremstilling
I henhold til Barnets Lov § 15 stk. 3 skal kommunalbestyrelsen udarbejde et beredskab til forebyggelse, opsporing og håndtering af negativ social kontrol, æresrelaterede konflikter og ekstremisme blandt børn, unge og deres familier. Beredskabet skal udformes skriftligt, vedtages af kommunalbestyrelsen og offentliggøres. Kommunalbestyrelsen skal revidere beredskabet løbende efter behov, dog som minimum hvert fjerde år.
Formålet med beredskabsplanen er at sikre, at der på tværs af forvaltninger er en systematisk og effektiv sagsgang til håndtering af bekymring samt adgang til konkret viden om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol. Beredskabsplanen henvender sig til medarbejdere i Rødovre Kommune, som i deres arbejde støder på sager, hvor der er bekymring for æresrelaterede konflikter og/eller negativ social kontrol.
Organisering
Chef for Social-, Familie og Borgerservice er ansvarlig for beredskabsplanen, mens teamleder i Børne- og Familieafdelingen er ansvarlig for at koordinere indsatsen.
Der udpeges ressourcepersoner fra beskæftigelses- og integrationsområdet samt børne- og familieområdet til et tværfagligt team. Teamet har ansvaret for at sikre samarbejdet mellem relevante parter i Rødovre Kommune og politiet. Ressourcepersonerne uddannes i Patriark, der er et risikovurderingsværktøj til brug for vurdering af risikoen for fremtidig vold i forbindelse med sager om æresrelaterede konflikter.
Det tværfaglige team nedsættes pr. 1. januar 2025 og mødes fast hver tredje måned.
Lov- og plangrundlag
Barnets Lov § 15 stk. 3
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
Netværket nedsættes pr. 1. januar.
Bilag
Bilag 1: Beredskabsplan for æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol Diverse
Sag nr. 54
Beslutningskompetence: BEU
Sagens kerne
Beslutning
Taget til efterretning.
Underskriftsside
Sag nr. 55
Beslutningskompetence: BEU
Indstilling
Forvaltningen indstiller, at Beskæftigelsesudvalget godkender beslutningsprotokollen.
Beslutning
Godkendt.
Protokollen oplæst. Mødet afsluttet kl. 15.45
Sagsfremstilling
Beskæftigelsesudvalget skal efter oplæsning af beslutningerne godkende beslutningsprotokollen.
For at godkende beslutningsprotokollen, skal hvert medlem underskrive ved at trykke på "Godkend."