Børne- og Skoleudvalget
15-09-2020
Medlemmer
Ahmed H. Dhaqane (A)
Kenneth Rasmussen (F)
Kim Drejer Nielsen (C)
Formand Flemming Lunde Østergaard (A)
Sager 75 - 81
Meddelelser
Sag nr. 75
Beslutningskompetence: BSU
Sagens kerne
Meddelelsespunkterne fremlægges til orientering.
- Status på COVID-19.
- Oversigt over indkomne love og bekendtgørelser.
- KL og Lærernes Centralorganisation har 11. august 2020 indgået en aftale om lærernes arbejdstid. I vedlagte notat sammenholdes aftalen med Rødovre Kommunes professionsaftale og OK18 (L409).
Indstilling
Meddelelsespunkterne forelægges til orientering.
Beslutning
Taget til efterretning.
Bilag
Bilag 1: OK 20 lærerområdet sammenholdt med profaftale og L409 (ok18) 1Bilag 2: Nyhedsliste fra Schultz lovguide
Søtorp licitationsresultat
Sag nr. 76
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Sagen omhandler fremlæggelse af licitationsresultat vedrørende Børneinstitutionen Søtorp.
Indstilling
Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,
- at forslag til ny indretning godkendes,
- at tidsplanen godkendes samt
- at den samlede anlægsbevilling til Børne- og Skoleudvalget til Søtorp forøges med 1 mio. kr. Merudgiften på 1 mio. kr. indarbejdes i budget 2021.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
På kommunalbestyrelsesmødet den 25. juni 2019 blev sagen vedrørende udvidelse af Børneinstitutionen Søtorp godkendt, og der blev frigivet 7 mio. kr. til udvidelsen.
Der har været afholdt licitation i hovedentreprise på udbygning af Børneinstitutionen Søtorp, som har resulteret i en samlet anlægssum på knap 8 mio. kr. (se bilag).
Det betyder en overskridelse på 1 mio. kr. i forhold til anlægsbevillingen på 7 mio. kr., samt en ændring af projektforslaget.
Den tidligere afholdte licitation, som blev udbudt i fagentreprise, beløb sig til 10,6 mio. kr., hvilket betød en overskridelse på 3,6 mio. kr.
De væsentligste ændringer i projektforslaget er:
- Tilbygningens areal er reduceret med ca. 59 m2
- Rumhøjden i de to grupperum er reduceret med ca. 80 cm
- Forrum og garderober til de to grupperum er ligeledes reduceret i m2
- Tekøkken i forrum udgår
- Nuværende kontor bevares i eksisterende bygning
- Udvidelse af eksisterende personalerum udgår
- Depot i tilbygning udgår
- Teknikrum flyttes fra tagrum til stueplan
- De udvendige terrasser bliver optimeret.
Teknisk forvaltning har foretaget ændringerne i samråd med institutionens ledelse samt Børne- og Kulturforvaltningen.
Lov- og plangrundlag
Rødovre Kommunes byggestyringsregler.
Økonomiske konsekvenser
Den samlede anlægssum efter licitationen beløber sig til 7.990.113 kr., hvilket betyder en overskridelse af anlægsbevillingen på ca. 1 mio. kr.
I det tekniske ændringsforslagshæfte til budget 2021 er der afsat 1 mio. kr. til at dække overskridelsen af anlægsbevillingen.
Hvis den nye hovedtidsplan godkendes, betyder det, at lejeudgiften til eksisterende pavilloner øges med 211.500kr på baggrund af en forlængelse på 9 måneder fra juli 2020 til april 2021 (23.500 x 9 måneder = 211.500 kr). Legeudgiften afholdes indenfor den eksisterende økonomiske ramme.
Udgiften på 1 mio. kr. vedrører hovedfunktionen 3.22 Folkeskoler.
Tidsplan
Kontrakt og mobilisering: Oktober 2020
Myndighedsbehandling: Oktober 2020
Udførelse: November 2020 til marts 2021
Ibrugtagning: April 2021.
Bilag
Bilag 1: Søtorp - Licitationsresultat 17.08.2020 (åben dagsorden).docBilag 2: Søtorp - Økonomioversigt 17.08.2020.xlsx
Bilag 3: Tegningsliste - tilbygning Søtorp.pdf
Bilag 4: Stueplan -tilbygning Søtorp.pdf
Bilag 5: Bruttoetageareal - tilbygning Søtorp.pdf
Bilag 6: Facade -tilbygning Søtorp.pdf
Bilag 7: Snit A-A - tilbygning Søtorp.pdf
Bilag 8: Udsigt 1 - - tilbygning Søtorp.pdf
Bilag 9: Udsigt 2 - tilbygning Søtorp.pdf
Hendriksholm Skole som UNICEF Rettighedsskole med fokus på teknologi og innovation
Sag nr. 77
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Børne- og Kulturforvaltningen fremlægger forslag om at gøre Hendriksholm Skole til en profilskole under overskriften UNICEF Rettighedsskole med fokus på teknologi og innovation med opstart i skoleåret 2020/2021. En profil der skal være gennemgående i hele skolens virksomhed.
Indstilling
Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,
at Hendriksholm Skole etableres som profilskole under overskriften UNICEF Rettighedsskole med fokus på teknologi og innovation.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Gennem en årrække har Hendriksholm Skole både arbejdet med børnedemokrati, i forbindelse med et beboerprojekt i Kærene, og med teknologi og innovation i skolen. Begge indsatser har vist sig at være gavnlige for børnene og de unges motivation og trivsel. Derfor ønsker Hendriksholm Skole, i forlængelse af en demokratisk proces med skolebestyrelsen, det pædagogiske personale og elevrådet, at integrere disse indsatser i en ny tydelig profil for skolen, hvor der arbejdes systematisk og intensivt med rettigheder i et teknologisk og innovativt perspektiv. Udtalelse fra henholdsvis skolebestyrelsen og skolens MED-udvalg er vedlagt som bilag.
Hendriksholm Skole vil være en folkeskole, der tilbyder trygge og engagerende læringsfællesskaber for alle med fokus på rettigheder, medbestemmelse, teknologi og innovation. Som UNICEF Rettighedsskole vil Hendriksholm Skole forene børn, forældre, pædagogisk personale og ledelse i et fællesskab, der er baseret på værdierne i FN's Børnekonvention. Skolen skal være baseret på fællesskab, respekt, tryghed, engagement og ansvarsfølelse på en meget konkret måde, så værdierne bliver mere end bare ord. Børn, som kender deres rettigheder og forstår dem i praksis, trives og behandler hinanden med respekt og værdighed.
UNICEF Rettighedsskole
Første skridt på vejen mod etableringen af Hendriksholm Skole som rettighedsskole med fokus på teknologi og innovation er at blive certificeret UNICEF Rettighedsskole.
Formålet med at blive UNICEF Rettighedsskole er at sætte en ramme for at styrke elever, forældre, pædagogisk personale og ledelse i at være sammen om den vigtige opgave, det er at forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. På Hendriksholm Skole skal arbejdet med børns rettigheder have fokus på elevernes trivsel og dannelse som et fundament for et stærkt og åbent læringsmiljø. Der er ikke tale om et politisk eller religiøst funderet projekt, men et skoleprojekt, der tager afsæt i det lovgivningsmæssige grundlag, som alle skoler i Danmark arbejder ud fra. Værdier som lighed, værdighed, respekt, tolerance og deltagelse er i fokus, når Hendriksholm Skole aktivt inddrager børnerettighederne i skolens læringsmiljø.
Hendriksholm Skole som UNICEF Rettighedsskole taler ind i Rødovre Kommunes vision 'Sammen om Rødovre': "Rødovre er en kommune, hvor vi tager ansvar for vores eget liv og for hinanden – vi står sammen om Rødovre. Vi vil skabe mere fællesskab og et bedre lokalsamfund, hvor man både tager ansvar for eget liv og medansvar for sin næste".
Samtidig understøtter profilen skolens og det samlede skoleområdes indsatser: 'Fremtidens Skole', 'Læringsfællesskaber for alle' og 'Teknologi & Innovation'. Det gælder særligt i kombination med de udviklingstiltag, som skolen har været i fuld gang med i en årrække i forhold til læseplanen for faget og dimensionen teknologi og innovation, der handler om at bruge teknologien og innovative læringsprocesser som værktøjer til at skabe stærke fællesskaber og gode fælles løsninger baseret på rettigheder.
Rettighedsskolekonceptet med fokus på teknologi og innovation skal være løftestang for elevernes motivation, medbestemmelse og medinddragelse i alle aspekter af skolens liv. Det skal løfte både elevernes trivsel og deres faglighed jævnfør opmærksomhedspunkterne i kvalitetsrapporten.
Målsætninger
Hendriksholm Skole vil arbejde endnu mere målrettet med at gøre eleverne parate til at agere som medborgere i et højteknologisk demokratisk samfund. Ved hjælp af rettighedsskolekonceptet er målsætningerne for eleverne:
- At styrke trivslen (Jf. Skoleområdets indsats 'Fremtidens Skole' og 'Læringsfællesskaber for alle')
- At øge deres medindflydelse og medbestemmelse (jf. Kvalitetsrapporten)
- At løfte det faglige niveau som følge af øget motivation og trivsel (jf. Kvalitetsrapporten)
- At styrke deres kommunikations-, samarbejds- og handlekompetencer (Jf. Skoleområdets indsats 'Fremtidens skole')
- At styrke deres viden om og kendskab til demokrati, medborgerskab og FN's Verdensmål (Jf. Skoleområdets indsatser 'Fremtidens Skole', 'Teknologi & Innovation' og 'Rødovrestrategien 2020')
- At sikre et højere læringsudbytte, så de i højere grad bliver parate til at foretage et kvalificeret uddannelsesvalg og gennemføre en ungdomsuddannelse
Skolen har endvidere en ambition om at gøre udskolingen mere attraktiv og dermed fastholde flere elever på skolen, øge forældretilfredsheden, samt opnå færre konflikter og bedre konflikthåndtering. Målsætningerne skal indfries ved:
- At uddanne en profilskolekoordinator
- At uddanne en tovholder til at understøtte arbejdet med profilen i SFO og indskoling, samt en tovholder der bl.a. skal være medlem af skolens rettighedsråd – et råd bestående af børn og voksne som kontinuerligt arbejder med at forbedre vilkårene for alle børn på skolen
- At gøre rettigheder og FN's verdensmål til en integreret del af skolehverdagen
- At øge elevinddragelsen i beslutninger, der vedrører skolen
- At etablere Teknologi, Innovation og Rettigheder som en tydelig identitet for skolen
Effekten af etableringen af Hendriksholm Skole som UNICEF Rettighedsskole forventer skolen at kunne aflæse i den årlige trivselsundersøgelse, i relevante faglige test, samt i en undersøgelse foretaget af UNICEF. Derudover forventer skolen at kunne beskrive en positiv effekt af den nye skolekultur og tilgang til læring på flere parametre i den næste kvalitetsrapport, f.eks. en øget motivation, deltagelse og højere grad af trivsel blandt eleverne, en oplevelse af øget medbestemmelse og –inddragelse hos eleverne, samt tegn på at undervisningen og de fokuserede læringsforløb er spændende og relevante for eleverne.
Videndeling
Hendriksholm Skole ønsker at bidrage med viden og læring om arbejdet med rettigheder og medbestemmelse i et teknologi- og innovationsperspektiv til gavn for hele skoleområdet. Denne videndeling kan foregå i regi af de etablerede netværk 'Læringsfællesskaber for alle', 'Fremtidens Skole' og 'Teknologi & Innovation'. Desuden ønsker skolen at understøtte de øvrige skolers arbejde med og opmærksomhed på rettigheder f.eks. ved at koordinere og fejre den årlige FN-dag, Børnekonventionens fødselsdag, demokratiugen mv. Sidst men ikke mindst vil skolen gerne bidrage til at styrke elevmedbestemmelsen og arbejdet med børnedemokrati i skolerne f.eks. gennem det fælles elevråd i et samarbejde med Ungecenter 2610.
Lov- og plangrundlag
Lov om Folkeskolen.
Økonomiske konsekvenser
Børne- og Kulturforvaltningen og Hendriksholm Skole vurderer, at der er behov for 600.000 kr. årligt til følgende:
Profilskolekoordinator: 510.000 kr.
Pædagog, der implementerer profilen i SFO og indskoling: 50.000 kr.
Lærer, der bl.a. er medlem af rettighedsrådet: 40.000 kr.
I alt: 600.000 kr.
Tidsplan
Skoleåret 2019/2020
Der er blevet afholdt workshop og kursus med skolens personale om rettighedsskolekonceptet, og indgået samarbejdsaftale med UNICEF vedrørende Rettighedsskolecertificering.
Skoleåret 2020/2021
For at blive certificeret UNICEF Rettighedsskole skal skolen igennem seks trin i løbet af det første skoleår. De er beskrevet nedenfor. Derudover vil Hendriksholm Skole løbende have fokus på, hvordan teknologi og innovationsaspektet integreres med rettighedsperspektivet i både beslutningsprocesser og læringsforløb. Her har koordinatoren og tovholderne en særlig rolle og ansvar.
Trin 1 – Viden
- Der laves en baseline-undersøgelse blandt elever og personale i forhold til deres viden om rettigheder, elevindflydelse, trivsel og tryghed
- Det efterfølges af workshops for hele skolens personale og elevråd
- Forældre informeres om initiativet og får viden om Børnekonventionen
Trin 2 – Lederskab
- Rettighedsråd bestående af elever og personale etableres
- Lærere og pædagoger inddrager konventionens artikler, hvor det falder naturligt i den daglige læring og undervisning
- Årshjul udfærdiges
- Rettighedsvæg etableres
- Visuel gruppe etableres
Trin 3 - Undersøgelser
- Tryghedsundersøgelse og tryghedsvandring: Man undersøger hvordan eleverne oplever at bevæge sig rundt på skolen, og især hvor de helst ikke kommer, fordi de oplever det som utrygt. Man udvælger de steder, som flest elever oplever som utrygge
- Elevrådsrepræsentanter drøfter, hvad der kan gøres for at gøre det trygt
- Undersøgelsen formidles på afdelingsmøder, skolebestyrelsesmøder mv.
Trin 4 – Handlingsplan
- Rettighedsrådet og Rettighedsskolekoordinatoren laver en handlingsplan for, hvordan skolen skal blive rettighedsskole – herunder løfte de områder, undersøgelsen viser et behov for at gøre noget ved
Trin 5 – Handlingsplanen sættes i værk
- Handlingsplanen sættes i gang med Rettighedsrådet som tovholder
- Skolebestyrelsen reviderer skolens relevante principper, politikker mv.
Trin 6 – Evaluering
- Baseline for personale og elever gentages
- Tryghedsvandringer gentages
- Tilgængelighedsundersøgelse gentages
- Alle resultater for hele året offentliggøres
- Fejring af skolens nye status som Certificeret UNICEF Rettighedsskole
Skoleåret 2021/2022 og frem
Trin 7 - Næste og kommende skoleår
- Nye undersøgelser foretages og handlingsplaner udarbejdes efter samme struktur
- Særligt fokus på at medinddrage de øvrige skoler og fælleselevrådet omkring elevernes rettigheder, medbestemmelse, FN-dag og Børnekonventionens fødselsdag
Bilag
Bilag 1: Bilag 1 Udtalelse fra MED-udvalgBilag 2: Bilag 2 Udtalelse fra skolebestyrelsen
Frokostordning i daginstitutionerne pr. 1. januar 2021
Sag nr. 78
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
I henhold til Dagtilbudsloven er der foretaget afstemning i forældrebestyrelserne om fra- eller tilvalg af forældrefinansieret frokostordning for børnehavebørnene i daginstitutionerne for den næste toårige periode, som løber fra 1. januar 2021 – 31. december 2022.
Indstilling
Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,
- at forældrebestyrelsernes beslutninger tages til efterretning
- at der igangsættes en analyse af behovet for produktionskøkkener på Dagtilbudsområdet samt
- at der indarbejdes 5 mio. kr. til etablering af køkkener på dagtilbud i budget 2021
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Baggrund
Af dagtilbudsloven fremgår det, at frokostordning i dagtilbud er obligatorisk, men at forældre minimum hvert andet år skal have mulighed for at fravælge frokostordningen. I Rødovre Kommune godkendte Kommunalbestyrelsen i november 2010 retningslinjer for fravalg/etablering af frokostordning. Ordningen trådte i kraft den 1. august 2011. Af retningslinjerne fremgår det, at forældrebestyrelserne skal give meddelelse om eventuel fravalg senest ved udgangen af juni måned i lige år med ikrafttrædelse den efterfølgende 1. januar. I Rødovre Kommune er der tradition for, at forældrene vælger frokostordning med det forbehold, at maden skal produceres i det enkelte dagtilbuds eget køkken. Der har i den forbindelse også været tradition for at ombygge køkkener til produktionskøkkener efter behov.
I Rødovre Kommune er frokostordningen obligatorisk for vuggestuebørn. Det betyder, at forældrene kun betaler 25 % af udgiften til frokosten og derfor ikke kan fravælge frokost. Frokost til børnehavebørn er 100 % forældrefinansieret. Derfor beslutter forældrebestyrelsen hvert andet år, om frokostordningen skal fravælges for børnehavebørn.
I Rødovre Kommune er der 22 dagtilbud, hvor der er børnehavebørn. I perioden 2019-2020 har Espelunden, Græshoppen, Kæret, Regnbuen-Æblehaven, Rønneholm og Søtorp fået frokostordning for børnehavebørn. I alle dagtilbuddene er der etableret produktionskøkkener umiddelbart inden opstart af frokostordningen.
Ved den seneste afstemning for perioden 2021-2022 har yderligere fire forældrebestyrelser i Broparken, Slottet, Islemark og Mælkevejen ønsket frokostordning for børnehavebørn i de pågældende dagtilbud. Frokostproduktionen øges væsentligt, da dagtilbuddenes nuværende køkkener, i dag kun har kapacitet til at producere til vuggestuebørnene,
skal udvides fra følgende:
Broparken: fra 65 portioner til 180 portioner dagligt
Slottet: fra 40 portioner til 115 portioner dagligt
Islemark: fra 36 portioner til 115 portioner dagligt
Mælkevejen: fra 20 portioner til 70 portioner dagligt
Alle fire institutioner har i deres svar til forvaltningen angivet, at de ønsker frokostordning med forbehold for, at maden produceres i eget køkken. Desuden er forældrebestyrelserne vidende om, at en eventuel ombygning af et produktionskøkken ikke kan færdiggøres til 1. januar 2021, da det kræver omfattende ændringer af dagtilbuddenes eksisterende køkkener at løfte produktionen til det krævede omfang.
Teknisk Forvaltning har foretaget foreløbige projekteringer af, hvad det vil koste at ombygge de fire institutioners eksisterende køkkener til produktionskøkkener. Da alle køkkener skal udvides fysisk og skal have omfattende ændringer af deres el og ventilationssystem mv., har Teknisk Forvaltning foreløbigt skønnet, at udgifterne til at etablere de fire køkkener beløber sig til i omegnen af 10- 12 mio. kr.
Dagtilbudsområdets fremtidige frokostproduktion
Det skal understreges, at alle institutioners børn vil profitere af at kunne servere frokost til alle børnehavebørn, da et fælles måltid understøtter et godt læringsmiljø og sundheden for alle børn.
I takt med at flere forældre ønsker, at deres børnehavebørn får frokost i børnehaven vurderer forvaltningen, at der er behov for at se mere samlet på køkkenløsningen på Dagtilbudsområdet. Mange store og mellemstore institutionskøkkener er ikke kun omkostningstunge at etablere, men er også dyre at vedligeholde. Det bør derfor overvejes, om nærliggende institutioners køkkener kan levere til hinanden, så der opnås stordriftsfordele både i etableringsudgiften af køkkenerne, vedligeholdelsen af køkkenerne og i driften af frokosten. Da der er tradition for, at der etableres produktionskøkkener i de enkelte dagtilbud, vil det kræve en politisk beslutning at ændre denne praksis. Børne- og Kulturforvaltningen anbefaler således, at der igangsættes en analyse af, hvordan køkkenerne kan etableres mest hensigtsmæssigt under hensyntagen til kommunens økonomi.
I analysen skal det desuden vurderes, hvad der årligt bør afsættes af midler til vedligeholdelse af eksisterende køkkener. Udgiften til vedligeholdelse kan ikke tages direkte fra institutionernes budget til frokostordning, da forældrebetalingen udelukkende må gå til produktionen.
Lov- og plangrundlag
Lov om dag-, fritids- og klubtilbud.
Rødovre Kommunes byggestyringsregler.
Økonomiske konsekvenser
Frokostordningen er forældrefinansieret.
I det tekniske ændringsforslagshæfte til budget 2021 er der afsat 5 mio. kr. til etablering af køkkener på dagtilbudsområdet.
Tidsplan
Frokostordning 1. januar 2021 – 31. december 2022.
Såfremt KB tiltræder indstillingen, vender forvaltningen tilbage med en analyse i begyndelsen af 2021.
Status på indskrivning af børn i dagtilbud
Sag nr. 79
Beslutningskompetence: BSU
Sagens kerne
Sagen giver en status på indskrivningen af børn i dagtilbud i august, september og oktober 2020.
Indstilling
Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,
at Børne- og Skoleudvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Sagsfremstilling
Visiteringen til oktober 2020 er færdig. De børn fra Kompasset, der ønsker at overflytte til et nyt dagtilbud fra oktober 2020, vil blive visiteret i første halvdel af september 2020.
Status på 0-2-årige: I august 2020 er der indskrevet 916 0-2 årige, i september er der indskrevet 908 0-2 årige, og i oktober er der indskrevet 905 0-2 årige. I august 2019 var der til sammenligning indskrevet 955 0-2 årige, i september var der indskrevet 965 0-2 årige, og i oktober var der indskrevet 954 0-2 årige. Der er altså indskrevet færre 0-2-årige i 2020 end i 2019.
Status på 3-6-årige: I august 2020 er der indskrevet 1.320 3-6 årige, i september er der indskrevet 1.374 3-6 årige, og i oktober er der indskrevet 1.413 3-6 årige. I august 2019 var der til sammenligning indskrevet 1.304 3-6 årige, i september var der indskrevet 1.315 3-6 årige, og i oktober var der indskrevet 1.370 3-6 årige. Der er således indskrevet lidt flere 3-6-årige i 2020 end i 2019.
Tabel over indskrivningerne fremgår af bilag.
Med de kendte indskrivninger er der i gennemsnit 50 færre 0-2 årige i 2020, end det var forventet i befolkningsprognosen. Dette er en tendens, som andre kommuner også har oplevet i 2020. Årsagen kendes ikke præcist, men det kan skyldes, at flere forældre har valgt at holde deres børn hjemme længere på grund af COVID-19. Det er forventningen, at antallet af 3-6 årige stort set stemmer overens med befolkningsprognosens forventninger til antal børn i aldersgruppen.
Forvaltningen er på nuværende tidspunkt i gang med at udlægge budget til dagtilbuddene i 2021, så kapaciteten udnyttes bedst muligt. Med den midlertidige lukning af Børnehuset Kompasset og den forventede stigning af 3-6 årige børn påregnes det, at alle pladser i kommunen bliver udnyttet.
Lov- og plangrundlag
Lov om dag-, fritids- og klubtilbud.
Bilag
Bilag 1: Status på indskrivning af børn (august-oktober) Ansøgning om udgiftsneutral tillægsbevilling til flere lærere i folkeskolen
Sag nr. 80
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Med finansloven i 2020 blev der afsat 275 mio. kr. i 2020 stigende til 807 mio. kr. i 2023 til løft af folkeskolen ved ansættelse af flere lærere. Børne- og Undervisningsministeriet har i juni 2020 udmøntet beløbet for 2020, og Rødovre Kommune har modtaget 2,1 mio. kr. Der er endnu ikke taget stilling til udmøntningskriterierne for 2021 og frem. Midlerne for 2020 skal nu fordeles til skolerne.
Indstilling
Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,
- at der i 2020 gives en udgiftsneutral tillægsbevilling til Børne- og Skoleudvalget på netto 0 kr. svarende til en udgift og en tilsvarende indtægt på 2,1 mio. kr. til skoleområdet.
- at midlerne i 2020 fordeles til Rødovres skoler efter elevtal samt
- at midlerne anvendes til ansættelse af flere lærere med henblik på fx at få flere to-lærer-timer, herunder mentorordning for nye lærere.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Midlerne i finansloven er afsat til et generelt løft af folkeskolen. Der er således ikke tale om tildeling af midler til at opfylde et bestemt serviceniveau. Udgangspunktet er, at midlerne skal anvendes til at fastansætte flere lærere med henblik på at øge kvaliteten i undervisningen. Det kan eksempelvis være via øget brug af to-lærerordninger til at styrke de inkluderende læringsmiljøer. Af bevillingsbrevet for tildelingen i 2020 gælder følgende kriterier, som forventeligt vil være tilsvarende for tildelingen i 2021 og frem:
- "Tilskuddet skal anvendes ud over kommunens vedtagne budget for 2020 på folkeskoleområdet, og en eventuel budgetmæssig omprioritering på området må ikke skyldes det tildelte tilskud.
(....) Manglende overholdelse af tilskudsbetingelserne kan medføre bortfald af tilskud eller krav om hel eller delvis tilbagebetaling af tilskud til ministeriet".
Tilskuddet skal fortrinsvis anvendes til at fastansætte flere lærere med en funktion i direkte tilknytning til elever i den almindelige folke- eller specialskole. Tilskuddet er i 2020 udmøntet i forhold til kommunens andel af landets samlede elevtal. Hvis det antages, at udmøntningskriterierne ikke skifter markant i 2021 og frem, får Rødovre Kommune forventeligt ca. 3 mio. kr. i 2021, ca. 4,2 mio. kr. i 2022 og ca. 6,1 mio. kr. i 2023.
For 2020 foreslås det, at midlerne tildeles til flere lærere og børnehaveklasseledere på skolerne for at give alle Rødovre Kommunes børn og unge de bedste muligheder for læring, udvikling og trivsel. Midlerne foreslås på den baggrund fordelt efter elevtal.
Derudover foreslås det, at et par skoler igangsætter prøvehandlinger på en kommende mentorordning for nye lærere og børnehaveklasseledere for at understøtte fastholdelse og rekruttering af kvalificerede lærere og børnehaveklasseledere.
For 2021 og frem vil det være muligt for Børne- og Skoleudvalget at planlægge og prioritere eventuelle særlige indsatser med udgangspunkt i at skabe endnu bedre rammer for læring og undervisning på alle Rødovres skoler. Midlerne kan fx. anvendes til at udfolde og videreudvikle 'Læringsfællesskaber for alle' gennem flere to-lærer-timer og holddannelser samt til etableringen af en fleksibel mentorordning, da det er af stor værdi at tage godt imod nye kolleger samt at sørge for at fastholde dem på kommunens arbejdspladser i en tid med stigende rekrutteringsudfordringer.
Lov- og plangrundlag
Finansloven 2020.
Økonomiske konsekvenser
Rødovre Kommune modtager 2.094.000 kr. i 2020. Tilskuddet skal anvendes ud over kommunens vedtagne budget på skoleområdet, og en eventuel budgetmæssig omprioritering på området må ikke skyldes det tildelte tilskud.
Den godkendte anvendelse af midlerne har ingen økonomiske konsekvenser for Rødovre Kommune.
I 2021 og frem fremlægges en bevillingssag, når den endelige tildeling til Rødovre Kommune ligger fast.
Bevillingen vedrører hovedfunktion 03.22 Folkeskolen m.m.
Tidsplan
Midlerne udmeldes til skolerne umiddelbart efter vedtagelsen i september 2020, og midlerne anvendes i 2020.
Forvaltningen fremlægger en ny sag vedrørende anvendelsen af tildelte midler i 2021, når der kommer en udmelding fra staten om næste års midler.
Bilag
Bilag 1: Fordeling af midler til flere lærere Diverse
Sag nr. 81
Beslutningskompetence: BSU
Sagens kerne
Beslutning
Taget til efterretning.