Kultur- og Fritidsudvalget

12-01-2016

Medlemmer

Jan Kongebro(A)
Pia Hess Larsen(A)
Niels Spittau(O)
Flemming Lunde Østergaard Hansen(A)

Fraværende

Chris Lassen Jensen(C)

Sager 1 - 4

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 1

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

  1. Oversigt over indkomne love og bekendtgørelser.
  2. Præsentation af det kulturelle årshjul med fokus på året der er gået, og de kommende større kultur- og fritidsaktiviteter i 2016.

Indstilling

Meddelelsespunkterne forelægges til orientering.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Bilag 1: Nyhedsliste for kultur- og fritid for perioden 20. november til 22. december 2015

Etablering af kælkebakke ved Rødovrehallen - ansøgning om anlægsbevilling
Sag nr. 2

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

På anlægsbudgettet (Investeringsoversigten i budget 2016) er der afsat rådighedsbeløb på i alt 450.000 kr. til etablering af kælkebakke på skråningen ved Rødovrehallen.

Der søges om en anlægsbevilling på 450.000 kr. til frigivelse af rådighedsbeløb til gennemførelse af projektet.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at skitseforslag samt tidsplan godkendes samt
  2. at der gives en anlægsbevilling til frigivelse af rådighedsbeløb på 450.000 kr.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Det har været et ønske at styrke aktivitetsmulighederne ved Rødovrehallen ved etablering af en kælkebakke til benyttelse både vinter og sommer på den eksisterende vold mellem Rødovrehallen og Tennisanlægget.

Skitseforslag

Teknisk Forvaltning foreslår, at kælkebanen placeres på skråningen, hvor der i forvejen kælkes om vinteren, og hvor der er mulighed for at komme op ad den eksisterende græsrampe, jfr. vedlagte skitse med placering af kælkebane og opholdsmuligheder.

Banen tænkes udført i ca. 4 meters bredde beliggende op ad den eksisterende bevoksning.
På den nederste del vil det blive nødvendigt at fjerne lidt af beplantningen for at gøre plads.
Der etableres siddemuligheder ved start af kælkebanen samt opsættes borde/bænke på toppen af bakken.
Teknisk Forvaltning har i forbindelse med udarbejdelse af forslaget vurderet sikkerheden og foreslår anlæg af et smalt fortov langs vejen for at sikre, at børnene efter kørsel på kælkebanen ikke benytter vejen.

Teknisk Forvaltning har undersøgt, hvor der er etableret tilsvarende kælkebaner til sommerbrug, men der er kun få erfaringer med dette.
Som den bedste mulighed foreslås et produkt, som er benyttet i Solrød Kommune og i et boligselskab i Roskilde, jfr. vedlagte foto.
Selve banen består af kunstgræs med sandfyld, udlagt på ca. 10 cm stabilgrus.
Fordelen ved denne type bane er, at den kan benyttes både sommer og vinter samt at den ligger forholdsvis stabilt.
For at passe bedst muligt ind i naturen er valgt grøn som farve på kunstgræsset og med en hvid stribe i siderne for at vise afgrænsningerne.

Gennemførelsen af projektet varetages af Teknisk Forvaltning.
Den nærmere planlægning vil ske i samarbejde med Børne- og Kulturforvaltningen.

Lov- og plangrundlag

Byggestyringsreglerne.

Selve banen er ikke kategoriseret som legeudstyr og er derfor ikke omfattet af Dansk Standards regler for legepladser.

Økonomiske konsekvenser

Den samlede udgift til gennemførelse af projektet er anslået til 450.000 kr.

Kunstgræsset skønnes at holde i 3 år, hvorefter det skal udskiftes.
Dette er indregnet i den afledte drift på 50.000 kr., som er indarbejdet i budgetforslag 2016 og frem under Kultur- og Fritidsudvalgets område på kommunes idrætsanlæg.

Tidsplan

Kultur- og Fritidsudvalget: 12. januar 2016
Økonomiudvalget: 20. januar 2016
Kommunalbestyrelsen: 26. januar 2016
Udførelse: februar - maj 2016
Ibrugtagning: maj 2016

Bilag

Bilag 1: Teknisk Forvaltnings skitse med placering af kælkebane og opholdsmuligheder
Bilag 2: Bevillingsoplæg fra Teknisk Forvaltning af 11. december 2015

Forslag til Kommuneplanstrategi 2016
Sag nr. 3

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

I henhold til Planloven har Kommunalbestyrelsen pligt til at vedtage og offentliggøre en strategi for planlægningen inden for den første halvdel af Kommunalbestyrelsens valgperiode.
Strategien skal indeholde:

  • oplysninger om den planlægning, der er gennemført siden den seneste revision af kommuneplanen,
  • Kommunalbestyrelsens vurdering af og strategi for udviklingen, samt
  • en beslutning om revisionsmetode.

Kommunalbestyrelsen fastsætter en frist på mindst otte uger for fremsættelse af ideer, forslag mv. og kommentarer til den offentliggjorte strategi. Herefter tager Kommunalbestyrelsen stilling til fremkomne bemærkninger og kan i den forbindelse vedtage ændringer af strategien. Hvis der vedtages ændringer af strategien, skal dette offentliggøres.

Kommunalbestyrelsen kan, når den endelige strategi er offentliggjort, udarbejde et kommuneplanforslag eller ændringer til kommuneplanen i overensstemmelse med strategien.

Sagen behandles samtidig i alle fagudvalg.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at Forslag til Kommuneplanstrategi 2016 vedtages og fremlægges i offentlig høring i otte uger fra februar til april 2016 samt
  2. at der afholdes borgermøde i forbindelse med kommuneplanstrategiens høringsperiode.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen vedtog på sit møde den 26. april 2011, sag nr. 60, at revidere Kommuneplan 2010 delvist efter temaet ”Vækst gennem bæredygtig udvikling”. Det betød ændringer i nogle af kommuneplanens afsnit, og der foreligger nu Rødovre Kommuneplan 2010 og Rødovre Kommuneplan 2014.

Kommunalbestyrelsen besluttede på sit møde den 26. maj 2015, sag nr. 97, at foretage en fuld revision af Kommuneplan 2010-2022 og Kommuneplan 2014.

Baggrunden for beslutningen om en fuld revision er, at der er behov for en gennemgående revision af samtlige af kommunens rammeområder samt en generel ajourføring af den hidtil gældende kommuneplanlægning for alle de emner, der skal medtages i en kommuneplan, jf. Planlovens § 11a. Derudover skaber det også unødig forvirring for borgere og andre interessenter med mange forskellige plandokumenter.

I forbindelse med den endelige vedtagelse af Rødovre Kommuneplan 2014 har Rødovre Kommune aftalt med Naturstyrelsen (nu Erhvervsstyrelsen), at Rødovre Kommune i forbindelse med den kommende revision ændrer på rammeområdernes afgrænsning i forhold til stationsnærhed.

Forslag til Kommuneplanstrategi 2016 indeholder en beskrivelse af de emner, der skal arbejdes med de næste år frem mod en ny Kommuneplan 2018.

Kommuneplanstrategiens indhold

I Forslag til Kommuneplanstrategi 2016 beskrives det valgte tema om hvordan Rødovre Kommune har tænkt sig at behandle temaet. Derudover beskrives målet for arbejdet.

Udover beskrivelse af temaets vision og mål indeholder kommuneplanstrategien status på den aktuelle situation, og en identificering af Rødovres potentialer og udfordringer.

I 2010 vedtog Kommunalbestyrelsen Rødovre Kommuneplan 2010-2022 med titlen ”Det rige hverdagsliv”. I 2014 fik temarevisionen om bæredygtig udvikling undertitlen ”Fremtidens forstad – Vækst gennem bæredygtig udvikling”. Fælles for de foregående temaer er udgangspunktet, at Rødovre er et godt sted at bo, arbejde og drive forretning. Noget der skal sikres i mange år fremover. Derfor er det nødvendigt at sikre en udvikling, hvor hverdagslivet stadig kan udspille sig.
Derudover er det også stadig nødvendigt at have fokus på vækst. Både i forhold til at fastholde og tiltrække nye virksomheder, men også borgere. Rødovre Kommune har over de seneste år oplevet en befolkningstilvækst. Som prognoserne ser ud på nuværende tidspunkt, er det også tilfældet fremadrettet. Derudover kan lægges en forventet befolkningstilvækst på op mod 4.500 borgere i to af kommuneplanens byudviklingsområder.

I den kommende planperiode vil der være fokus på en bæredygtig byudvikling.

Visionen ”Sammen om Rødovre" går på tværs af alle forvaltninger og handler om at nytænke velfærdskommunen, så vi også er en moderne velfærdskommune med et stærkt fællesskab om 20 år.
Dette er også udgangspunktet for den kommende planperiode.

Forslag til Kommuneplanstrategi 2016 er et bud på, hvordan velfærdskommunen Rødovre skal udvikle sig fremover. I Kommuneplanstrategien er der et naturligt fokus på den fysiske udvikling af byen, som i høj grad defineres af kommuneplanens temaer og rammer. I Rødovre er der tradition for, at kommuneplanen er langt mere end blot en arealplan med optegninger af, hvor der kan være forskellige funktioner.

Den fysiske udvikling er vigtig for at opnå mål for kommunens samlede udvikling. For eksempel er det afgørende, hvordan byen er indrettet, hvis det skal være lettere at leve et sundt og fysisk aktivt liv i Rødovre. Ved at indrette grønne områder, stier og veje så de er attraktive og sikre at færdes i, og inviterer til bevægelse, kan flere lokkes til at bruge cyklen i dagligdagen eller måske gå en tur.

Kommuneplanen skal også sikre muligheden for at imødekomme fremtidige servicebehov ved at reservere plads til nye institutioner og skoler. Eller blot sikre mulighed for at de eksisterende udpegninger kan udvikles. I Kommuneplanen sættes rammerne for hvor meget byggeri, der kan være i kommunens forskellige områder, hvor der kan være boliger og erhverv, men også hvor der skal sikres plads til grønne områder.

I Rødovre er der en lang tradition for, at borgere engagerer sig i lokalsamfundet. Borgerne har sammen med Rødovre Kommune skabt den by, vi ser i dag. Sådan skal det også være fremover. Rødovre Kommune, virksomhederne og borgerne har et fælles ansvar for, at Rødovre også i fremtiden er en attraktiv by – både at bo i, arbejde i, besøge og drive forretning i.

Forslag til Kommuneplanstrategi 2016 omhandler følgende deltemaer:

  • Flere borgere - en kommune i vækst
  • Erhvervsliv i vækst
  • Bæredygtige og attraktive byrum
  • Det grønne Rødovre
  • Effektiv mobilitet

Byområder i udvikling

I den kommende planperiode er det Teknisk Forvaltnings vurdering, at der er nogle områder med særlig gode muligheder for udvikling.
Derfor udpeges 4 byudviklingsområder. Alle 4 områder har også været udpeget i Kommuneplan 2014. Det drejer sig om Rødovre Nord, Islevdal Erhvervskvarter, Bykernen og Rødovre Syd.

I 2014 var IrmaByen også udpeget som byudviklingsområde. Det er ikke længere udpeget, da det ud fra et planlægningsmæssigt synspunkt er udviklet. Der blev i 2015 vedtaget en lokalplan for området og der er nu gang i byggesagsbehandlingen. Det forventes, at IrmaByen bygges over de næste 5 til 10 år.

Strategiens forudsætninger

Kommuneplanstrategien skal forholde sig til en lang række planer og projekter for områder, der varetages af andre myndigheder som f.eks. Erhvervs- og Vækstministeriet. Herunder også samarbejder med andre kommuner og regioner.

Den internationale konkurrence er intensiveret og Rødovre Kommune indgår derfor i et erhvervspolitisk samarbejde omkring "Greater Copenhagen” med andre kommuner og regioner. Projektet er en fælles platform for 46 østdanske kommuner og dele af Skåne, hvor der er mulighed for at brande sig ud mod verden og skabe en konkurrencedygtig storby. Der er udarbejdet et fælles opslag til de deltagende kommuners planstrategier. Dette indgår også i Kommuneplanstrategi 2015.

En kombineret Planstrategi og Agenda 21-strategi

I henhold til Planloven skal Kommunalbestyrelsen også offentliggøre en redegørelse for sin strategi for kommunens bidrag til en bæredygtig udvikling i det 21. århundrede (lokal Agenda 21) inden for den første halvdel af Kommunalbestyrelsens valgperiode.

Ligesom det var tilfældet i Kommuneplanstrategi 2012 er der udarbejdet en kombineret Plan- og Agenda 21-strategi. Dette skal ses i forlængelse af Kommuneplan 2010-2022 og Kommuneplan 2014, der fastslår, at Rødovre Kommune skal tænke og arbejde bæredygtigt.

Ved at lave en kombineret strategi sikres det på et meget tidligt tidspunkt, at de visioner, mål og udviklingsmuligheder der planlægges for, som udgangspunkt er bæredygtige.

Borgermøde i høringsperioden

Teknisk Forvaltning foreslår, at der afholdes et borgermøde for eksempel som en cafédebat, som det var tilfældet ved den offentlige høring af Kommuneplanstrategi 2012.
Mødet planlægges og afholdes i koordinering med projektet "Demokratisk laboratorium".

Lov om miljøvurdering af planer og programmer

Kommuneplanstrategi 2016 fastlægger ikke rammer for fremtidige anlægstilladelser til projekter. Plandokumentet er derfor ikke omfattet af § 3, stk. 1, i lov om miljøvurdering af planer og programmer og derfor ikke er omfattet af kravet om miljøvurdering.

Lov- og plangrundlag

Planlovens § 5, 10, 11, 23 og 33.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Forslag til Kommuneplanstrategi 2016 vedtages af Kommunalbestyrelsen i januar 2016.
Forslag til Kommuneplanstrategien offentliggøres i februar 2016.
Forslag til Kommuneplanstrategien fremlægges i offentlig høring i 8 uger fra februar til april 2016.
Afholdelse af et borgermøde i høringsperioden.
Bearbejdning af indkomne høringssvar og forberedelse til politisk behandling.
Endelig vedtagelse af Kommuneplanstrategi 2015 på Kommunalbestyrelsens møde i juni 2016.

Bilag

Bilag 1: Udkast til Kommuneplanstrateg

Diverse
Sag nr. 4

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.

Protokollen oplæst og godkendt. Mødet afsluttet kl. 18.50.