Kultur- og Fritidsudvalget

14-03-2017

Medlemmer

Jan Kongebro(A)
Flemming Lunde Østergaard Hansen(A)
Pia Hess Larsen(A)
Chris Lassen Jensen(C)

Fraværende

Niels Spittau(O)

Sager 14 - 17

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 14

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

Oversigt over indkomne love og bekendtgørelser.

Indstilling

Meddelelsespunktet forelægges til orientering.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Bilag 1: Nyhedsliste for Kultur- og Fritid for perioden 27. januar til 22. februar 2017

Kunst i byens rum - Damhustorvet
Sag nr. 15

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

Økonomiudvalget anmodede på sit møde den 25. maj 2016, sag nr. 111, Rødovre Kunstråd om at indtænke kunst på Damhustorvet i forbindelse med det forestående nyanlæg af torvet.

Kunstrådet fremsætter hermed forslag til opsætning af et lyskunstværk "Gate of Colours" på Damhustorvet. Kunstværket er udført af lyskunstner og lysdesigner Christina Augustesen.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at lyskunstværket "Gate of Colours" af lyskunstner og lysdesigner Christina Augustesen opsættes på Damhustorvet.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Rødovre Kunstråd har på møder ultimo 2016 og primo 2017 drøftet og undersøgt forskellige forslag til opsætning af et egnet kunstværk på Damhustorvet. I Kunstrådets overvejelser har indgået samspillet med de øvrige elementer på det renoverede torv, og det har været en forudsætning, at kunstværket skal indgå i det nye byrum, så det spiller sammen med torvet og er med til at give det karakter, samtidig med at det bliver et synligt vartegn ved kommunegrænsen.

Lyskunstværket "Gate of Colours" består af to lystårne, som har til formål at skabe relation til mennesker i længere eller kortere tid - og i forskellige tempi. Kunstværket har enkle virkemidler og et klart og enkelt formsprog, og kompositionen er en kombination af farvede filtre og et immaterielt lys, som skifter i farver, intensitet og tid. Titlen på kunstværket henviser til den "port", man kan gå igennem imellem de to lysskulpturer, og refererer samtidig til den visuelle port værket er til Rødovre Kommune.

Værket kan opleves i forbifarten og fra længere afstand som en lysende skulptur, hvor farverne vil skabe en identitet og genkendelighed for området. Når man bevæger sig tættere på eller omkring lysværket, vil man opleve en dobbeltdynamik i form af lysets bevægelse og samspillet med ens egen bevægelse. Værket er således dynamisk, og det vil med sine langsomme farveskift og forskellig lysintensitet indbyde til fordybelse og fremstå som et roligt element på det aktive torv - og som en rolig kontrast til den hektiske Roskildevej - uden at blænde eller abstrahere trafikanter eller beboere i området.

Skulpturerne har en skala, der lægger sig op ad torvets træer og øvrige arkitektoniske elementer. De består af flere lag af cylindre i slagfast akryl med semitransparente og farvede filtre, der diffuserer og indrammer lyset. Værket belyses med skjulte LED-armaturer, og farver og lysintensitet programmeres i en integreret intelligent styringsenhed. Skulpturerne vil blive ca. 4 meter høje, og afstanden mellem de to elementer vil være 2-4 meter. Værket opføres omkring to eksisterende udluftningsrør, som derved bliver skjult, det giver god plads til forskellige arrangementer på pladsen og vil ikke karambolere med en eventuel senere pavillon.

Rødovre Kunstråd er den 15. februar 2017 blevet præsenteret for forslaget, hvor selve lysvirkningerne er blevet fremvist i en prøvemodel.

Ud over ovenstående er der igangsat opførelse af kunstværket 'Generations' på Nyager Skole. Dette kunstværk forventes indviet primo april måned i år.

Følgende områder er tidligere foreslået som områder, hvor der kan indtænkes ny, varig kunst i det offentlige byrum:
- Byens skoler - to skoler har i dag ikke stationære kunstværker (Hendriksholm og Islev skoler),
- Byens idrætsanlæg,
- Byens parker og grønne områder,
- Byens torve og pladser,
- Byens plejecentre - specifikt har Økonomiudvalget peget på Ørbygaard i forbindelse med nyanlægget her.

Det er et væsentligt kriterie, at også kommende kunstværker placeres, hvor de kan opleves af mange borgere, og det er afgørende, at der skabes gode match mellem stedet, dets funktion, historie, brugere, den kunstneriske idé og det unikke udtryk.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Der er i 2017 afsat 1.400.000 kr. til etablering af kunst i byens rum.

Budgetoverslag for kunstværket "Gate of Colours" er 975.000 kr. ex. moms.

Grave- og retableringsarbejde for forsyningsledning og fundamenter forudsættes udført under anlægsarbejdet på torvet og skal koordineres hermed.

Årlig afledt drift (elforsyning) er på ca. 3.900 kr. pr. år.

Tidsplan

Foreløbig tidsplan for projektet.

Igangsætning af projekt:

Marts 2017

Fremstilling og afprøvning af mock-up: April - maj 2017
Konstruktion og produktion: Juni - august 2017
Montage og programmering: September - oktober 2017
Indjustering: Oktober 2017
Indvielse af kunstværk: November 2017

Tidplanen vil blive koordineret med tidsplanen for anlægsprojektet på torvet.

Bilag

Bilag 1: Damhustorvet - Lyskunst - Christina Augustesen
Bilag 2: CV - Christina Augustesen

Status på handleplan for sundhedsindsatsen 2016
Sag nr. 16

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger status på handleplan for sundhedsindsatsen 2016 til godkendelse.

Sagen forelægges samtidig i alle fagudvalg.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at status på handleplan for sundhedsindsatsen 2016 godkendes.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Handleplan for sundhedsindsatsen 2016 blev godkendt på Kommunalbestyrelsesmøde den 29. marts 2016 (sag nr. 57). Status på handleplanen forelægges hermed.

Langt de fleste af de fastsatte mål er nået. En enkel indsats er ikke gennemført. Det er sundhedsformidlerne, som måtte opgive deres funktion i Rødovre på grund af ændringer i deres jobsituation. Derudover er der få indsatser, der ikke er fuldt opnået, hvilket primært skyldes manglende efterspørgsel.

Følgende indsatser har været særligt i fokus i 2016.

Lighed i sundhed blandt andet ved at styrke det tværfaglige samarbejde

Der har i alle indsatser været fokus på samarbejde på tværs af fagligheder, da det er en vigtig forudsætning i arbejdet med sundhed for alle. Derudover har sundhedscenteret været aktiv i lokalmiljøet og tilrettelagt nogle af deres forløb for særlige grupper.

Nyt koncept i forhold til rygestopkurser

Udover rygestopforløb i grupper og individuelle forløb har der i 2016 været afprøvet en ny metode ”Rødovre kvitter smøgerne” tilrettelagt som et cafearrangement. Forløbet bestod af en kombination af rygestoprådgivning med en fastlagt rygestopdato for alle, oplæg samt en konkurrence. 21 deltog i forløbet, og 71% af deltagerne var stoppet med at ryge ved indsatsens ophør. Tilbuddet blev givet i et samarbejde mellem Lokalafdelingen for Kræftens Bekæmpelse, Børne- og Kulturforvaltningen og Social- og Sundhedsforvaltningen.

Styrket indsats for overvægtige børn og unge

Fra juni 2016 er der sket en systematisk henvisning af børn og unge til behandling i ”Enheden for overvægtige børn og unge”. I alt 110 børn er en del af projektet og for størstedelen af børnene er deres BMI faldet. Projektet tilbyder også de børn, der ikke allerede er medlem af en sportsklub fysisk aktivitet, så de kan blive en del af kommunens foreningsliv.

Synliggørelse af indsatserne på sundhedsområdet

Sundhedscenteret har været synligt i magasinet ”Sammen om Rødovre”, vejskærme, infoskærme, facebook og Rødovre Lokalnyt. Facebooksiden er nu oppe på godt 500 følgere og er et godt afsæt for at nå flere nye brugere af sundhedscenterets mange tilbud. Hjemmesiden har fået nyt overskueligt design, herunder en side målrettet de praktiserende læger.

Status på handleplan for sundhedsindsatsen 2016 bliver præsenteret i en skematisk oversigt over mål og opfølgning på mål som bilag til sagen.

Supplerende sagsfremstilling

Sagen blev behandlet i alle udvalg på møderækken i februar 2017 med følgende beslutninger:

Beskæftigelsesudvalget 07-02-2017:
Anbefales med 3 stemmer for (A og O) og 1 stemme imod (C).
Gruppe C tog forbehold, idet de ønsker yderligere forklaring på afvigelser i forhold til målopfyldelse.

Børne- og Skoleudvalget 07-02-2017:
Anbefales med 3 stemmer for (A,Ø og O) og et medlem tog forbehold (C).

Social- og Sundhedsudvalget 07-02-2017:
Anbefales.

Kultur- og Fritidsudvalget 07-02-2017:
Anbefales med 3 stemmer for (A og O) og et medlem tog forbehold (C).

Teknik- og Miljøudvalget 07-02-2017:
Anbefales.

Økonomiudvalget 15-02-2017:
Da der i forlængelse af udvalgsmøderne er fremsendt supplerende spørgsmål sendes sagen tilbage til fornyet drøftelse og behandling i fagudvalgene.

På baggrund af ovenstående beslutning i Økonomiudvalget, har Social- og Sundhedsforvaltningen efterfølgende udarbejdet notat med svar på spørgsmålene vedlagt som bilag 2 til mødesagen, som grundlag for den fornyede behandling i fagudvalgene.

Lov- og plangrundlag

Sundhedsloven § 119 stk. 1 og 2.

Økonomiske konsekvenser

Indsatserne er finansieret inden for det afsatte budget for 2016.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Bilag 1: Status for handleplan for sundhedsindsatsen 2016
Bilag 2: Bilag 2: Svar på spørgsmål til handleplan 2016

Diverse
Sag nr. 17

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning

Protokollen oplæst og godkendt. Mødet afsluttet kl.: 18.45.