Kultur- og Fritidsudvalget

11-01-2022

Medlemmer

Lene Due (A)
Pia Hess Larsen (A)
Tina Hippe Hansen (C)
Martin Rosenkrantz (F)
Marianne Christensen (Ø)

Sager 1 - 7

Fold alle ud

Konstituering af Kultur- og Fritidsudvalget for perioden 01.01.2022 - 31.12.2025
Sag nr. 1

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

Valg af formand og næstformand til Kultur- og Fritidsudvalget.

Indstilling

Kultur- og Fritidsudvalget skal på mødet den 11. januar 2022 vælge en formand og en næstformand for udvalget.

Beslutning

Lene Due (A) blev valgt som formand for udvalget.

Pia Hess Larsen (A) blev valg som næstformand for udvalget.

Sagsfremstilling

På Kommunalbestyrelsens konstituerende møde den 1. december 2021 blev følgende Kommunalbestyrelsesmedlemmer valgt til Kultur- og Fritidsudvalget:

  • Lene Due (A)
  • Pia Hess Larsen (A)
  • Marianne Christensen (Ø)
  • Tina Hippe Hansen (C)
  • Martin Rosenkrantz (F)

Lov- og plangrundlag

Lov om kommunernes styrelse og Rødovre Kommunes styrelsesvedtægt.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Kultur- og Fritidsudvalget fungerer i perioden 1. januar 2022 til 31. december 2025.

Meddelelser
Sag nr. 2

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

Der er ingen meddelelser.

Beslutning

Taget til efterretning.

Generel orientering om Kultur- og Fritidsudvalgets ressortområde
Sag nr. 3

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

Børne- og Kulturforvaltningen vil på mødet give en introduktion til udvalget ansvarsområde, struktur, budget, samt igangværende og kommende større opgaver på udvalgets område.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Denne sag beskriver Kultur- og Fritidsudvalgets ansvarsområde, organisation, samt større igangværende og kommende opgaver.

Ansvarsområde

I henhold til Rødovre Kommunes styrelsesvedtægt af 31. januar 2018, varetager udvalget den umiddelbare forvaltning af opgaverne indenfor kultur og fritid, herunder:

  • folkebibliotek
  • museer
  • kulturhus
  • musikskole
  • idrætsanlæg
  • fritidsforanstaltninger for børn og unge.
  • folkeoplysende aktiviteter og voksenundervisning.
  • udlån og udleje af lokaler og anlæg til foreninger m.v., som ikke er henlagt til andet udvalg.
  • kulturelle arrangementer og musikaktiviteter.
  • indkøb af kunst.
  • drift og vedligeholdelse af anlæg og arealer under udvalgets område.
  • samarbejde med fælles kommunale organisationer.

Udvalget varetager drift og vedligeholdelse af

  • anlæg og arealer henlagt til udvalget.

Udvalget udarbejder forslag og indstiller til Kommunalbestyrelsen om

  • politikker og planer for kultur og fritid i samarbejde med Økonomiudvalget, jf. § 10.
  • regler for udlån og udleje af kommunale lokaler og anlæg og for tilskud til foreninger m.v. anlægsplaner.
  • byggeopgaver indenfor udvalgets ansvarsområde. Udvalget har ansvaret for byggeriet i alle faser, indtil idriftsætning jf. § 10, stk. 6.
  • øvrige anlægsopgaver indenfor udvalgets ansvarsområde, og har ansvaret for anlægget i alle faser.

Fakta og organisering

Børne- og Kulturforvaltningen er opbygget med følgende områder:

  • Dagtilbudsområdet
  • Skoleområdet
  • Kultur- og Fritidsområdet
  • Børne- og Kulturforvaltningens administration, herunder Den kommunale Tandpleje.

I bilag 1 er en detaljeret oversigt over forvaltningens opbygning og organisering.

Budget i 2022

Kultur- og Fritidsudvalgets samlede budgetramme (drift) er i 2022 på 111 mio. kr. på udgiftssiden og 27 mio. kr. på indtægtssiden, svarende til en nettoramme på 83 mio. kr. Anlægsbudgettet er på 10,5 mio. kr.

Budgettet er fordelt således (udvalgte områder):

  • Fritidsfaciliteter: 25 mio. kr.
  • Folkeskolen m. m.: 3 mio. kr.
  • Folkebiblioteker: 22 mio. kr.
  • Kulturel virksomhed: 18 mio. kr.
  • Folkeoplysnings- og fritidsaktiviter: 16 mio. kr.

På anlægssiden er der i budgetåret desuden afsat 10 mio. kr. til idrætshelhedsplan og 0,5 mio. kr. til handicaptoilet på biblioteket.

Råd, nævn og selskaber

På Kommunalbestyrelsesmøde den 1. december 2021 er der på kultur- og fritidsområdet nedsat følgende udvalg og bestyrelser:

  • Folkeoplysningsudvalget
  • Bestyrelsen for Heerup Museum.
  • Bestyrelsen for Rødovre Kommunale Musikskole.
  • Bestyrelsen for Vestbadet (3 medlemmer og 3 personlige suppleanter valgt af og blandt Kommunalbestyrelsens medlemmer, 2 medlemmer valgt af og blandt Kommunalbestyrelsen i Brøndby kommune).
  • Bestyrelsen for Vestvoldens Ungdomsklub.
  • Bestyrelsen for Rødovre Kunstråd.

Igangværende og kommende opgaver

Idrætsområdet:

  • Idrætspolitik, herunder udarbejdelse af årlige handleplaner.
  • DGI Partnerskabsaftale.
  • Prioritering og udvælgelse af anlægsinvesteringer på idrætsområdet.
  • Forbedring af foreningsportalen.
  • Forbedre udnyttelsesgraden af idrætsanlæg.
  • Partnerskaber i forbindelse med åben skole.

Kulturområdet:

  • Udvikling af ny kulturpolitik.
  • Etablering af 'kunst i byens rum', herunder bl.a. indvielse 15. marts 2022 af to kunstværker på Rødovre Musikskole.
  • Kulturaftale 2021-2023, herunder fokus på tre indsatsområder: 'Et bedre liv med kultur', 'musikindsatsen' og 'ungeindsatsen'.
  • Kulturvitaminer – et 'kultur på recept'-forløb for borgere uden for arbejdsmarkedet.
  • Etablering af Islev Bibliotek som medborgerhus – videre proces.
  • Erhvervs-ph.d.-forløb for kunstner Veronica Hodges.
  • Gennemgang af kulturtilbud- og politikker, herunder initiaver på dagtilbuds- og ungeområdet set ift. indførelse af nye styrkede læreplaner på Dagtilbudsområdet og ”Sammen om unge”-strategi.

Årlige arrangementer

  • Nytårskoncert og uddeling af Rødovre Musikpris (januar)
  • Sjov Lørdag (marts og oktober)
  • Børnefestival (maj)
  • Ungdomsmesterfest (juni)
  • Foreningslederfest (juni)
  • Krigshistorisk festival (juni)
  • Store Cykeldag (juni)
  • Sankt Hans (juni)
  • Jazz festival (juli)
  • Sommerferie aktiviteter (juli + august)
  • Rødovredagen (september)
  • Spil Dansk uge (oktober)
  • Bevægelsesuge 41 (oktober)
  • Julemarked (november)

Planer og politikker

I 2005 blev der vedtaget en eliteidrætspolitik og i 2007 en breddeidrætspolitik, der indtil nu har udgjort en samlet idrætspolitik for Rødovre Kommune.

I løbet af 2021 er der udarbejdet en ny idrætspolitik, som skal godkendes af Kultur- og Fritidsudvalget, Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen i januar 2022. Den nye idrætspolitik indeholder en række visioner og konkrete målsætninger for fremtidens idrætsliv i Rødovre.

Desuden henvises til kommunens børne- og ungepolitik, børnekulturpolitik, folkeoplysningspolitik, handicappolitik, kultur- og fritidspolitik samt sundhedspolitik.

Lov- og plangrundlag

Bekendtgørelse af lov om kommunernes styrelse, Lbkg. nr. 318 af 28. marts 2017.

Rødovre Kommunes styrelsesvedtægt af 28. januar 2018.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Organisationsdiagram Børne-og Kulturforvaltningen

Godkendelse af Rødovre Kommunes Idrætspolitik
Sag nr. 4

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Børne- og Kulturforvaltningen forelægger det endelige forslag til Rødovre Kommunes nye idrætspolitik efter endt høringsperiode.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at forslag til Rødovre Kommunes idrætspolitik godkendes.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte på sit møde den 5. oktober 2021 at sende udkast til Rødovre Kommunes idrætspolitik i høring.

Udkastet til idrætspolitikken har i perioden fra den 6. oktober 2021 til den 8. november 2021 været i høring hos kommunens idrætsforeninger, spejderforeninger, aftenskoler samt relevante råd og organisationer, der har bidraget til udviklingen af idrætspolitikken.

Børne- og Kulturforvaltningen har i høringsperioden modtaget svar fra DGI Storkøbenhavn, Fællesrepræsentationen af idrætsforeninger i Rødovre (FiR), RS Volley, Rødovrespejderne, Handicaprådet, Integrationsrådet og Udsatterådet.

Høringssvar

DGI Storkøbenhavn skriver i deres høringssvar, at de ønsker at kvittere både politikere og forvaltningen for dels en god, åben og inddragende proces samt et ambitiøst politikudkast. DGI Storkøbenhavn opfordrer til, at der i arbejdet med den generelle byudvikling løbende medtænkes og finansieres idrætsfaciliteter, der tilgodeser både foreningsbaserede og selvorganiserede idrætsaktiviteter, så kommunen også i fremtiden har en social bæredygtig by med gode muligheder for idræt og fællesskaber for byens borgere. DGI Storkøbenhavn ønsker ligeledes, at der i politikken skrives to nulpunktsmålinger ind, så det bliver muligt at følge medlemsudviklingen over tid, samt at politikken suppleres af en konkret handlingsplan, der skal realiseres i de kommende år. Desuden opfordrer DGI Storkøbenhavn til, at kommunen fokuserer på aktuelle idrætstrends samt på at understøtte foreningernes digitale medlemsdemokrati, så det bliver nemmere og mere tilgængeligt at bidrage til foreningens fremtid og udviklingsarbejde.

FiR ønsker, at Rødovre Kommune afsætter flere midler til etablering af idrætsfaciliteter. FiR vurderer ikke, at 10 mio. kr. over de næste 10 år er en væsentlig forøgelse af de midler, der tidligere er afsat på området, i og med at rensning og fjernelse af forurenet jord samt prisstigninger potentielt set kommer til at udgøre en stor del af investeringsrammen. FiR ønsker, at Rødovre Kommune afsætter flere ressourcer til arbejdet med anlægsinvesteringer bl.a. i forhold til identifikation af nye og moderne idrætsanlæg, der kan lægge til grund for etablering af kommende idrætsanlæg i kommunen.

RS Volley opfordrer til, at Rødovre Kommune fremadrettet arbejder for at udnytte de eksisterende faciliteter bedre og at kapaciteten udvides ved at bygge nyt eller ved at leje sig ind hos eksempelvis Rødovre Gymnasium. Foreningen er samtidig bekymret for om 10 mio. kr. over de næste 10 år til nye idrætsanlæg er nok i forhold til den befolkningstilvækst, som Rødovre Kommune vil opleve de kommende år.

Rødovrespejderne roser det fornyede fokus på idræts- og foreningslivet, som vil være med til at sætte skub i udviklingen og medlemsvæksten i kommunens foreningsliv. Rødovrespejderne ønsker dog, at spejderlivet fremover inkluderes i idrætspolitikkens midler og tiltag, således at det kan komme alle børn og unge i Rødovre til gavn.

Handicaprådet udtrykker, at idrætspolitikken er god og rummer potentiale til at udvikle løsninger, der vil gøre det nemmere at blive idræts- og foreningsaktiv for borgere med særlige behov. Handicaprådet ønsker, at ordet "handicap" skal fremgå mere direkte i idrætspolitikken, og at foreningerne i højere grad skal prioritere denne målgruppe i deres indsatser.

Integrationsrådet udtrykker ønske om, at Rødovre Kommune skal arbejde for et mangfoldigt idrætsbillede med mulighed for at dyrke de idrætsgrene, som præger nutidens og fremtidens idrætskulturer, herunder at unge idrætsudøvere bliver rollemodeller for andre unge, og at tiltrækning og udvikling af disse styrkes.

Udsatterådet anerkender og tilslutter sig udkastet til idrætspolitikken, herunder i særlig grad strategimål 5.

Tilretninger i politikken

De skriftlige høringssvar har givet anledning til følgende større tilretninger i idrætspolitikken:

  • Under strategimål 1 er det specificeret, at Rødovre Kommune ønsker at udvikle nye aktiviter, der tager udgangspunkt i nutidens og fremtidens idrætskulturer, og at igangsættelsen af disse skal baseres på lokale behov eller med udgangspunkt i dokumenteret viden og metoder på området.
  • Under strategi mål 1 er det tilføjet, at Rødovre Kommune fremover vil understøtte foreningernes digitale medlemsdemokrati, så det bliver nemmere og mere tilgængeligt at bidrage til foreningens fremtid og udviklingsarbejde.
  • Under strategimål 3 er det tilføjet, at nye byudviklingsområder skal indrettes med fokus på flere idrætsfaciliteter og rekreative områder, så Rødovre også i fremtiden er en social bærdygtig by med gode muligheder for idræt og fællesskab.
  • Under strategimål 5 er ordet "handicap" indarbejdet i teksten, så det fremgår tydeligt, at idrætspolitikken også inkluderer denne målgruppe.

De øvrige input fra høringssvarene vil blive taget med i det videre arbejde med konkrete indsatser og handleplaner. Såfremt idrætspolitikken godkendes, vil Børne- og Kulturforvaltningen henover foråret 2022 udarbejde en handleplan for hvert af de fem strategimål, som vil udgøre fundamentet for det kommende års arbejde med idrætspolitikken. Handleplanen vil blive behandlet politisk af Kultur- og Fritidsudvalget inden sommerferien 2022.

Udkast til Rødovre Kommunes Idrætspolitik vil efter den politiske godkendelse blive sat op med layout af tekst og billeder, trykt samt lagt på Rødovre Kommunes hjemmeside.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Den 11. januar 2022: Forelæggelse af endeligt udkast til idrætspolitikken hos Kultur- og Fritidsudvalget.

Den 19. januar 2022: Forelæggelse af endeligt udkast til idrætspolitikken hos Økonomiudvalget.

Den 25. januar 2022: Forelæggelse af endeligt udkast til idrætspolitikken hos Kommunalbestyrelsen.

Bilag

Bilag 1: Rødovre Kommunes Idrætspolitik
Bilag 2: Rødovre Kommunes Idrætspolitik inkl. rettelser
Bilag 3: Høringssvar - DGI Storkøbenhavn
Bilag 4: Høringssvar - FIRs bestyrelse
Bilag 5: Høringssvar - RS Volley
Bilag 6: Høringssvar - Handicaprådet
Bilag 7: Høringssvar - Integrationsrådet
Bilag 8: Høringssvar - DDS Rødovrespejderne
Bilag 9: Høringssvar - Udsatterådet

Proces for anlægsinvesteringer på idrætsområdet 2023
Sag nr. 5

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

Som led i udviklingen af kommunens kommende idrætspolitik samt en politisk ambition om at afsætte 10 mio. kr. over de næste 10 år, har Børne- og Kulturforvaltningen henover efteråret 2021 afprøvet en ny model for prioritering og udvælgelse af anlægsinvesteringer på idrætsområdet i 2022. Børne- og Kulturforvaltningen ønsker, at erfaringerne fra denne proces danner grundlag for en ny model til prioritering og udvælgelse af anlægsinvesteringer i 2023.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at modellen for prioritering og udvælgelse af anlægsinvesteringer i 2023 godkendes.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på sit møde den 17. august 2021 at afprøve en ny model for prioritering og udvælgelse af fremtidige anlægsinvesteringer på idrætsområdet. Det overordnede mål med modellen er at skabe en fast, årligt gentaget og gennemsigtig proces, hvor idrætsforeningerne er med til at udvælge, hvilke projektforslag der skal indstilles til politisk godkendelse. Modellen er udarbejdet som led i udviklingen af kommunens kommende idrætspolitik samt med udgangspunkt i en politisk ambition om at afsætte 10 mio. kr. årligt over de næste 10 år.

Børne- og Kulturforvaltningen har henover efteråret 2021 i samarbejde med Fællesrepræsentationen af Idrætsforeninger i Rødovre (FIR) afprøvet modellen med henblik på at udvælge anlægsinvesteringer på idrætsområdet i 2022. Med udgangspunkt i erfaringerne fra denne proces er der enighed mellem forvaltningen og FIR om, at processen bør tilpasses med følgende ændringer:

  • Foreningerne skal have mulighed for at få hjælp til udarbejdelse af deres projektforslag hos både Teknisk Forvaltning og Børne- og Kulturforvaltningen.
  • Ansøgningsskemaet skal forenkles og gøres lettere at udfylde ved at fjerne spørgsmål om lokalplaner, facilitetstilstand og driftsomkostninger.
  • Ordlyden i nogle af spørgsmålene i ansøgningsskemaet skal ændres, så de er mere forståelige.
  • Hvis flere foreninger har samme projektforslag, bør foreningerne gå sammen om ansøgningen.
  • Når forvaltningen har analyseret de indsendte projektforslag skal det udarbejdede materiale sendes i høring hos både foreningerne og FIR. Foreningerne sender efterfølgende deres bemærkninger til FIR.

Det tilrettede ansøgningsskema kan ses i bilag 2.

Proces for udvælgelse af anlægsinvesteringer i 2023

Med udgangspunkt i ovenstående erfaringer foreslås processen for prioritering og udvælgelse af anlægsinvesteringer på idrætsområdet i 2023 håndteret på følgende vis:

  • Den 3. februar 2022: Informationsmøde med foreninger om kriterier, ansøgningsskema og proces.
  • Den 7. februar 2022: Ansøgningsrunde åbner.
  • Den 28. februar 2022: Ansøgningsrunde lukker.
  • Marts 2022: Analysegruppen beskriver og kvalitetstjekker de indsendte anlægsprojekter. Det udarbejdede materiale sendes herefter i høring hos foreningerne samt FIR.
  • Ultimo april 2022: Udvælgelseskomité prioriterer og udvælger, hvilke anlægsprojekter der skal indstilles til politisk godkendelse.
  • Primo juni 2022: Kommunalbestyrelsen afholder budgetseminar.
  • Medio september 2022: Budget 23 aftales, hvorefter der laves en anlægsbevillingssag til Kultur- og Fritidsudvalget med udmøntning af de besluttede projekter.

Udvælgelseskriterier

Da idrætspolitikken endnu ikke er godkendt, er der endnu ikke vedtagne politiske målsætninger, der kan danne grundlag som vægtede kriterier ift. hvilke projekter, der skal udvælges i 2023. Der foreslås derfor følgende kriterier for processen for anlægsinvesteringer i 2023:

  • Anlægsprojekter, der kan øge kapaciteten eller forbedre udnyttelsesgraden af eksisterende faciliteter.
  • Anlægsprojekter, der fremstår som modne og klar til at blive realiseret.
  • Anlægsprojekter, der kan give mest muligt idræt for pengene.

Det første kriterie tager udgangspunkt i, at der i løbet af 2022 vil blive udarbejdet en analyse af mulighederne for etablering af nye idrætsfaciliteter i Rødovre Kommune. Indtil denne analyse er udarbejdet, er der et naturligt ønske om at fokusere på kommunens eksisterende faciliteter ved enten at øge kapaciteten eller forbedre udnyttelsesgraden af disse. Det andet kriterie bunder i ønsket om at få eksekveret anlægsprojekter besluttet i budget 2023 hurtigst muligt, hvorfor projekter, der ikke medfører behov for foranalyser mv., vægtes højere. Således prioriteres de projekter, som fremstår gennemarbejdede, og hvor fx priser og tegninger evt. er indhentet. Det sidste kriterie bunder i kommunalbestyrelsens ønske om at udnytte pengene bedst muligt ift. at rekruttere og fastholde flest mulige medlemmer. Dette skal ses i lyset af, at Rødovre Kommune ligger under landsgennemsnittet af foreningsmedlemmer, ligesom kommunen har færre foreningsaktive til sammenligning med de øvrige kommuner på vestegnen.

Endelig model for anlægsinvesteringer

Modellen for prioritering og udvælgelse af anlægsinvesteringer i 2023 er – ligesom modellen for 2022 – en komprimeret udgave. I den endelige model – som vil være gældende for budget 2024 – vil der være mere tid i de forskellige faser, herunder længere tid til at indsende ansøgningsskemaer, udarbejde analyser samt prioritere og udvælge projekterne. Den endelige model for anlægsinvesteringer i 2024 vil overordnet foregå efter følgende tidsplan:

  • Okt. 2022: Kultur- og Fritidsudvalget godkender model og kriterier for processen.
  • Nov. – Dec. 2022: Foreningerne indsender ansøgninger.
  • Jan. – Marts 2023: Forvaltningen analyserer projekterne, hvorefter de sendes i høring hos foreningerne og FIR.
  • Maj 2023 – : Udvælgelse og prioritering af anlægsprojekterne.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Den 11. januar 2022: Sag til Kultur- og Fritidsudvalget med indstilling af ny proces, kriterier og ansøgningsskema for prioritering af anlægsinvesteringer i 2023. Såfremt godkendt, orienteres foreninger om kriterier, ansøgningsskema og forventet proces, jf. nedenfor.

Den 3. februar 2022: Informationsmøde med foreninger om kriterier, ansøgningsskema og proces.

Den 7. februar 2022: Ansøgningsrunde åbner.

Den 28. februar 2022: Ansøgningsrunde lukker.

Marts 2022: Analysegruppen analyserer, beskriver og kvalitetstjekker de indsendte anlægsprojekter. Herefter sendes det bearbejdede materiale i høring hos foreningerne samt FIR.

Medio/ultimo april 2022: Udvælgelseskomité prioriterer og udvælger, hvilke anlægsprojekter der skal indstilles.

Primo juni 2022: Kommunalbestyrelsen afholder budgetseminar.

Medio september 2022: Budget 23 aftales, hvorefter der laves en anlægsbevillingssag til Kultur- og Fritidsudvalget med udmøntning af de besluttede projekter.

Bilag

Bilag 1: Proces for 2023 og 2024
Bilag 2: Ansøgningsskema 2023
Bilag 3: Ansøgningsskema 2022 inkl. rettelser

Budgetresolution - Islev Taekwondo
Sag nr. 6

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Sagen omhandler en tilbagemelding på budgetresolutionen omkring Islev Taekwondo Klub, som Kommunalbestyrelsen vedtog i forbindelse med budget 2021. Budgetresolutionen omhandler belysning af mulighederne for opførelse og fondsfinansiering af en tilbygning Ved Sportspladsen 14 med henblik på samling af alle Islev Taekwondo Klubs aktiviteter i bygningen.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at orienteringen om mulighederne for opførelse af en tilbygning samt mulighederne for ekstern finansiering via fondsmidler tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Budgetresolution:

Islev Taekwondo Klub har oplevet stor medlemstilgang. Klubbens rammer på Islev Skole er derfor ikke længere tilstrækkelige. Rødovre Kommune har tidligere afsat midler til indretning af Ved Sportspladsen 14, så klubben kan gennemføre en del af sine aktiviteter i klubben, hvor der dog ikke er plads til alle klubbens aktiviteter.

Klubben har derfor et stort ønske om at kunne samle alle aktiviteter ét sted, der er fælles for alle medlemmer, og har på baggrund af dette foreslået, at der opføres en tilbygning som en del af den allerede besluttede byggesag Ved Sportspladsen. Dette frigiver samtidig klubbens lokaler i kælderen under Islev Skole til andre formål, da hele klubben således flytter op til Ved Sportspladsen.

Budgetparterne ønskede, som en del af budget 2021, mulighederne for opførelse af en tilbygning via ekstern finansiering belyst, herunder om klubben selv kan medvirke til at tilvejebringe finansieringsbidrag gennem fondsmidler.

Islev Taekwondo Klub har derfor – i samarbejde med forvaltningen – undersøgt mulighederne for fondsfinansiering og taget kontakt til en række af de fonde, som har som en del af deres fundats at støtte aktiviteter på fritids- og foreningsområdet. De fonde, klubben herefter tog kontakt til, vurderede ikke, at en udvidelse af en igangværende kommunal byggesag på idrætsområdet lå inden for rammen af, hvad man kunne forvente at få støtte til.

I mellemtiden opstod der en mulighed for at søge midler til tilbygningen via en pulje afsat i budget 2022  på 100 mio. kr. til anlægsinvesteringer på idrætsområdet over de næste 10 år, hvor Islev Taekwondo Klub indsendte en ansøgning, blev udvalgt af en komité med repræsentation fra FIR - sammen med to andre projekter – som dem, der foreslås støtte til i 2022. De tre indstillede projektforslag blev godkendt på Kommunalbestyrelsesmødet den 14. december 2021.

En nærmere beskrivelse af projektforslag, økonomi og tidsplan for de tre udvalgte idrætsinvesteringer forelægges Kultur- og Fritidsudvalget, Økonomiudvalget samt Kommunalbestyrelsen på februar-møderækken 2022.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Der forventes en udgift på 7,5 mio. kr. Der vil blive redegjort nærmere for økonomien, når projektforslaget bliver fremlagt på februar-møderækken 2022.

Tidsplan

Kultur- og Fritidsudvalget: 1. februar 2022.

Økonomiudvalget: 9. februar 2022.

Kommunalbestyrelsen: 15. februar 2022.

Diverse
Sag nr. 7

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.