Kultur- og Fritidsudvalget

01-02-2022

Medlemmer

Formand Lene Due (A)
Pia Hess Larsen (A)
Tina Hippe Hansen (C)
Martin Rosenkrantz (F)
Marianne Christensen (Ø)

Sager 8 - 14

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 8

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

Der er ingen meddelelser.

Beslutning

Taget til efterretning.

Anlægsbevilling - Islev Taekwondo Klub
Sag nr. 9

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Islev Taekwondo Klub har ansøgt om midler til anden fase vedrørende en tilbygning af fælles træningslokale og klubhus Ved Sportspladsen 14, så klubben får samlet alle deres aktiviteter på én adresse.

Sagen omhandler ansøgning om anlægsbevilling samt godkendelse af projektforslag og tidsplan.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at der gives en anlægsbevilling på 2,5 mio. kr. til Kultur- og Fritidsudvalget, som finansieres af det afsatte rådighedsbeløb på 10 mio. kr. i 2022 til Helhedsplan idræt, renovering og udbygning,
  2. at der gives en anlægsbevilling på 5 mio. kr. til Kultur- og Fritidsudvalget, som finansieres af det afsatte rådighedsbeløb på 10 mio. kr. i 2023 til Helhedsplan idræt, renovering og udbygning samt
  3. at projektforslag og tidsplan godkendes.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

I september 2020 godkendte Kommunalbestyrelsen skitseforslag til indretning af lokaler til Islev Taekwondo Klub i den nordlige del af ejendommen Ved Sportspladsen 14, da Islev Taekwondo er vokset ud af rammerne på kælderen i Islev Skole, hvor de p.t. har adresse. Da klubben de seneste år har oplevet en stigende medlemstilgang, har de et stort ønske om at samle alle deres aktiviteter på ét sted, så de ikke skal være på to adresser - henholdsvis Ved Sportspladsen 14 og kælderen i Islev Skole.

Klubben har derfor ansøgt om midler, via en pulje afsat i budget 2022 til anlægsinvesteringer på idrætsområdet, til at etablere ét samlet hus i to etager på adressen Ved Sportspladsen 14. Kommunalbestyrelsen godkendte på deres møde den 14. december 2021, at der bliver arbejdet videre med fase to i projektet.

De to bevillinger muliggør klubbens ønske om at samle aktiviteterne på én adresse. Ved at opføre en bygning i to etager i én byggeetape spares der byggeomkostninger, og grundarealet rundt om bygningen kan udnyttes til andet formål.

Projektet er planlagt til at omfatte delvis nedrivning af Ved Sportspladsen 14 samt opførelse af en ny tilbygning i to etager.

Projektforslaget indeholder en bygning i to etager, som rummer følgende:

  • entre med plads til sko, overtøj m.v.
  • vindfang ved indgangsdør
  • møderum med plads til max 10 personer
  • to store træningssale med venteareal (10x16 og 10x12 meter)
  • herre og dame omklædning med bad samt forrum til toiletterne
  • to toiletter hvoraf det ene er et handicaptoilet med bademulighed
  • køkken
  • trapperum
  • opholdsrum
  • styrketræningsrum
  • to rengøringsrum
  • et teknikrum

Dertil bliver der indtænkt cykelparkering, parkering samt udendørsområde med bord-/bænkesæt.

Projektet overholder bygningsreglementets krav (BR18) om tilgængelighed (adgangsforhold, indretning m.v.).

Projektforslaget udarbejdes i et tæt samarbejde med Islev Taekwondo Klub, Teknisk Forvaltning samt Børne- og Kulturforvaltningen. Skitseforslag er vedlagt som bilag.

Der henvises til sag på lukket dagsorden vedrørende økonomioversigt og godkendelse af entreprenørliste.

Lov- og plangrundlag

Rødovre Kommunes byggestyringsregler.

Økonomiske konsekvenser

Der er i investeringsoversigten i budget 2022 afsat i alt 100 mio. kr. til investeringer på idrætsområdet fordelt med 10 mio. kr. om året over de næste 10 år.

Den forventede udgift til fase to til Islev Taekwondo Klub anslås til ca. 7,5 mio. kr. og finansieres af det afsatte rådighedsbeløb på 10 mio. kr. i 2022 og 2023.

På kommunalbestyrelsesmødet den 29. september 2020 blev der afsat 4.530.000 kr. til indretning af lokale til Islev Taekwondo samt 720.000 kr. til tilpasning af udearealer.

På kommunalbestyrelsesmødet den 31. august 2021 blev der givet en tillægsbevilling på 2.800.000 kr. til indretning af lokale til Islev Taekwondo.

Den samlede udgift til fase 1 og fase 2 anslås til ca. 15, 5 mio. kr.

Løst inventar er ikke indeholdt i økonomien.

De afledte driftsudgifter anslås til 400.000 kr. årligt eksklusiv rengøring, som klubben selv varetager.

De samlede omkostninger til de tre projekter under 10 mio. kr. puljen i 2022, som blev godkendt på Kommunalbestyrelsesmødet den 14. december 2021, er anslået til 14,5-15,5 mio. kr., hvor der tages 10 mio. kr. fra budgettet for 2022 og forventeligt 5 mio. kr. for budgettet for 2023. Det bemærkes, at der er en risiko for, at de konkrete omkostninger både kan stige eller falde, alt afhængig af udmøntningen af de konkrete projektforslag. Det bemærkes, at Kommunalbestyrelsen med budget 2022 vedtog en budgetresolution omkring risikovurdering af anlæg med henblik på fremadrettet at være mere på forkant med prissætninger af anlægsprojekter. Formålet med denne er bl.a. at identificere og minimere risici, så man så vidt muligt undgår fordyrelser af anlægsprojekter. Forvaltningerne er på den baggrund i gang med at udarbejde et forslag til en model for risikostyring af anlægsprojekter, der kan bidrage til, at kommunens overordnede anlægsøkonomi overholdes.

Alle tre anlægssager igangsættes i 2022 med en forventning om, at en række af anlægsudgifterne først vil falde i 2023, så en ramme på ca. 10 mio. kr. på anlægsrammen i 2022 kan holdes. De øvrige udgifter forventes at falde i 2023.

Hvis der mod forventning bliver forbrugt mere end 10 mio. kr. i 2022, vil dette blive fremlagt på en særskilt mødesag i Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

Udgiften vedrører hovedfunktion 00.32 Fritidsfaciliteter.

Tidsplan

Forventet tidsplan:

Projektering og udbud: forår/sommer 2022

Udførelse: efterår/vinter 2022/2023

Ibrugtagning: forår 2023.

Der tages forbehold for ændringer i ovenstående tidsplan. Den endelige tidsplan vil foreligge, når der er indgået kontrakt med firmaet, som skal udføre opgaven.

Bilag

Bilag 1: Islev Taekwondo Klub. Bevillingsoplæg
Bilag 2: Plantegning Islev Taekwondo Klub

Ny kultur- og fritidspolitik
Sag nr. 10

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

I løbet af 2022 skal der udvikles en ny kultur- og fritidspolitik i Rødovre med det formål at styrke kulturlivet i hele Rødovre for alle borgere. Kultur- og fritidspolitikken skal udvikles i samspil med en lang række aktører, herunder borgere, kultur- og fritidsliv, politikere samt lokale erhvervsdrivende. I nedenstående sag præsenteres de indledende tanker og processen for projektet.   

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at sagen om "Ny kultur- og fritidspolitik" tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

I det kommende år er det ambitionen at skabe en relevant og dynamisk kultur- og fritidspolitik for Rødovre, der bygger ovenpå de eksisterende stærke traditioner og institutioner, og som skal skabes ved at inddrage og afspejle de mennesker, der bor i byen og de mange kulturelle ressourcer, byen har.

Kultur- og fritidspolitikken skal være retningsgivende for udvikling af nye kulturelle fællesskaber ved, at de eksisterende fællesskaber åbner sig endnu mere med det formål at skabe et voksende kulturliv i hele Rødovre og for alle Rødovres borgere.

Rødovre Kommune har allerede i dag et stærkt kulturliv med gode kultur- og fritidsinstitutioner og kultur- og fritidstilbud til borgerne samt mange velbesøgte aktiviteter og arrangementer i hele byen. Samtidig ser vi en række nye kulturelle tendenser vokse frem, bl.a. selvstændige borgerinitiativer, som dækker bredt fra kommercielle og foreningsdrevne til en række mere individbårne initiativer. Samtidig har Kommunalbestyrelsen besluttet at arbejde med en medborgerhusfunktion det kommende år på Islev Bibliotek, hvor borgerne inviteres ind ved, at der skabes en platform til borgerinitiativer i Islev. Det er derfor oplagt at få genbesøgt og opdateret de nuværende kultur- og fritidspolitikker samt indfange og understøtte mulige nye kulturelle tendenser – i tæt samspil med borgere, kultur- og erhvervsliv.

Rødovre Kommune har derfor brug for viden om, hvad borgerne ser som afgørende for at få flere kulturelle fællesskaber i spil og for at udvikle kulturlivet i en ambitiøs retning, som borgerne oplever som relevant, og som de kan være stolte af. En løbende dialog med borgere og lokale erhvervsdrivende vil bringe borgernes kendskab og ønsker til byens kulturliv ind i udviklingen af kultur- og fritidspolitikken, både fra start når politikken udvikles, og når politikken sættes i spil.

Udviklingen af en ny kultur- og fritidspolitik vil dermed give en indsigt i netop arbejdet med nye former for borgerinddragelse, en viden der også efterfølgende kan bruges og anvendes i resten af kommunen.

Procesbeskrivelse

Projektet består af fire hovedelementer, der hovedsageligt afvikles i 2022.

1. Forundersøgelse af overordnede ønsker, tanker og forventninger – Afviklet i 2021

Indsamling og bearbejdning af data fra kick-off-workshop 5. oktober 2021, kulturledermøde 1. november 2021 samt udvidet workshop 30. november 2021 i Viften med erhvervs- og kulturlivet samt øvrige forvaltninger. De indledende møder og workshops havde til formål at klarlægge de største udfordringer og ønsker til udviklingen af kulturlivet i Rødovre.

Efter de første drøftelser er der særligt ét ønske, der er særligt tydeligt og gennemgående: Der er brug for klarhed over, hvordan man som borger kan komme ”igennem” kommunen, når man ønsker at arrangere en ny kulturel aktivitet – én indgang til kommunen.

For eksempel lød et af svarene på workshoppen til spørgsmålet; "Hvad ønsker du dig fra kommunen?" således:

”Hurtige processer, åbenhed og risikovillighed”.

2. Kortlægning over det nuværende kulturliv, herunder Rødovres særlige styrker og særegenheder på kulturområdet – Afvikles 1. kvartal 2022

  • Kommunens forskellige events, puljer og indsatser.
  • Kulturinstitutionernes fokusområder og udviklingspotentialer, herunder Islev Bibliotek som medborgerhus-projektet.
  • Lokale ikke-kommunale kulturaktører.
  • Skitsering af nuværende trends for forventede udviklingsområder.
  • Overblik over områdets puljer inkl. formål og anvendelse.

3. Udviklingsmøder og dataindsamling – Afvikles løbende

Der afvikles møder med og på tværs af forvaltninger, politiske udvalg, erhvervsliv, borgere, kommunale institutioner og kulturelle foreninger m.fl. Der afholdes interviews, dialog- og kaffemøder samt afvikles forskellige temamøder.

4. Udarbejdelse af politik, der giver retning for kultur- og fritidslivet og beskriver, hvordan der løbende skal arbejdes involverende i forhold til temaer, målgrupper og øvrige interessenter – Afvikles 3. kvartal

Projektets deltagerkreds

  • Erhvervslivet: Vi elsker, Rødovre Centrum, Terminalen, Folkehuset &Kaffe, Det gamle hundebad, Rødovre Lokal Nyt, Den boligsociale koordinator i Kærene.
  • Foreningslivet: Kulturelle foreninger og foreninger, der engagerer sig i kulturlivet – fx sociale foreninger, aftenskoler, kirker.
  • Borgere på tværs af alder, institutioner og bydele: Børn og unge, børnefamilier, ældre m.fl., kultur- og fritidsinstitutioner, gymnasium, skoler, ungdomsskole, klubber, daginstitutioner, plejehjem.
  • Teknisk Forvaltning, Social- og Sundhedsforvaltningen og Børne- og Kulturforvaltningen.
  • Politikere.

Økonomiske konsekvenser

Projektets udgifter er estimeret til at udgøre 200.000 kr. i alt.
Gennem ’Sammen om Rødovre’-puljen har Kultur- og Fritidsområdet fået bevilget 175.000 kr. til at løfte projektet. Øvrige udgifter dækkes af Kultur- og Fritidsområdets overordnede budgetramme.

Tidsplan

Børne- og Kulturforvaltningen er i gang med at planlægge involvering af deltagerkredsen for projektet, herunder med Kultur- og Fritidsudvalget. ’Sammen om kulturen’ vil blive drøftet første gang med Kultur- og Fritidsudvalget den 5. april 2022. Derudover vil Kultur- og Fritidsudvalget blive involveret i et større temamøde på baggrund af dataindsamlingen og -bearbejdningen i maj/juni måned samt i et tredje møde i november/december 2022 og/eller en godkendelsessag af kultur- og fritidspolitikken.

Bilag

Bilag 1: RKH-Kultur-fritidspolitik-2012

Bevilling til udarbejdelse af analyse af idræts- og bevægelsesfaciliteter i Rødovre Kommune
Sag nr. 11

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Sagen omhandler udmøntning af anlægsbevilling til en analyse på idrætsområdet, som led i idrætspuljen på 10 mio. kr., samt godkendelse af tidsplan og forslag til analysens indhold.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at der gives en anlægsbevilling på 0,5 mio. kr. til Kultur- og Fritidsudvalget, som finansieres af det afsatte rådighedsbeløb på 10 mio. kr. i 2022 til Helhedsplan idræt, renovering og udbygning (herunder kapacitetsanalyse i 2022) samt
  2. at forslag til analyse og tidsplan godkendes.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

I budget 2022 er der afsat en pulje på 10 x 10 mio. kr. over en periode på 10 år til investeringer på idrætsområdet, herunder en kapacitetsanalyse i 2022. Kommunalbestyrelsen godkendte på mødet den 14. december 2021 i alt tre projekter til igangsættelse i 2022, herunder en analyse af mulighederne for etablering af idræts- og bevægelsesfaciliteter.

Børne- og Kulturforvaltningen skal derfor nu igangsætte arbejdet med analysen i samarbejde med Teknisk Forvaltning og en ekstern udbyder. Analysen forventes at være færdig ultimo oktober 2022, så den kan indgå i overvejelserne og vurderingerne af ansøgningerne til 10 mio. kr. puljen i 2024.

Analysen skal overordnet give et bud på hvilke anlægsinitiativer, der vil kunne styrke idrætten bedst muligt. Analysen skal bestå af to dele:
1) Et overblik over eksisterende faciliteter og muligheder samt
2) En visionsdel med udgangspunkt i den nye idrætspolitik for Rødovre Kommune.

Begge dele skal derfor tage hensyn til bredde- såvel som eliteidræt, organiserede og selvorganiserede aktiviteter, unge og ældre samt borgere med særlige behov.

Den overordnede vision med analysen er at få inputs til, hvad der skal til for at skabe gode fysiske rammer for idrætten i Rødovre, hvorfor analysen vil berøre følgende emner:

1) Overblik over eksisterende faciliteter og muligheder:

  • overblik over eksisterende idrætsfaciliteter i kommunen.
  • udviklingsscenarier for eksisterende idrætsfaciliteter i kommunen med særligt fokus på Rødovrehallen, Espelunden og Rødovre Stadionhal.

Der vil i forbindelse med undersøgelsen af udviklingsmulighederne blive indhentet referencesager fra andre kommuner, hvor prisoverslag på scenarier/cases gennemgås og vedlægges som bilag til analysen. Der vil så vidt muligt gives to eksempler fra hver ende af prisspekteret på lignende anlæg.

2) Overblik over udviklingsområder:

  • udpege mulige temaer og retninger for eventuelle nye helhedsplaner for de områder, der i dag allerede er udlagt til rekreative formål.
  • afsøge nye (mulige) områder, der kan udlægges til rekreative formål.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Der er i investeringsoversigten i budget 2022 afsat i alt 100 mio. kr. til investeringer på idrætsområdet fordelt med 10 mio. kr. om året over de næste 10 år.

Der forventes udgifter til analysen på op til 0,5 mio. kr. der finansieres af det afsatte rådighedsbeløb på 10 mio. kr. i 2022.

De samlede omkostninger til de tre projekter under 10 mio. kr. puljen i 2022, som blev godkendt på Kommunalbestyrelsesmødet den 14. december 2021, er anslået til 14,5-15,5 mio. kr., hvor der tages 10 mio. kr. fra budgettet for 2022 og forventeligt 5 mio. kr. for budgettet for 2023.

Alle tre anlægssager igangsættes i 2022 med en forventning om, at en række af anlægsudgifterne først vil falde i 2023, så en ramme på ca. 10 mio. kr. på anlægsrammen i 2022 kan holdes. De øvrige udgifter forventes at falde i 2023.

Hvis der mod forventning bliver forbrugt mere end 10 mio. kr. i 2022, vil dette blive fremlagt på en særskilt mødesag i Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

Udgiften vedrører hovedfunktion 00.32 Fritidsfaciliteter.

Tidsplan

  • Ultimo februar 2022: Analysearbejdet starter.
  • Primo juni 2022: Referencegruppen mødes, og udbyderen præsenterer de foreløbige fund / giver status. Kultur- og Fritidsudvalget forelægges et statusnotat, der også drøftes med FIR.
  • Efterår / oktober 2022: Vision, analyse og anbefalinger forelægges referencegruppe og drøftes med Kultur- og Fritidsudvalget samt øvrige relevante interessenter.
  • Analysen indgår herefter i arbejdet med processen for anlægsinvesteringer på idrætsområdet 2024.

Folkeoplysningsudvalget for perioden 1. januar 2022 til 31. december 2025
Sag nr. 12

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Børne- og Kulturforvaltningen har den 19. januar 2022 afviklet valgmøde med henblik på udpegning af 10 foreningsrepræsentanter til Folkeoplysningsudvalget for perioden 1. januar 2022 til 31. december 2025.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at valg af medlemmer og stedfortrædere fra valggruppe A, C, D og E tages til efterretning,
  2. at Kommunalbestyrelsen følger indstillingen fra Fællesrepræsentationen af Idrætsforeninger i Rødovre vedrørende valg af ordinære medlemmer i valggruppe B (idrætsforeninger) samt
  3. at der blandt de resterende fem kandidater fra valggruppe B (idrætsforeninger) vælges fem stedfortrædere i prioriteret rækkefølge, som beskrevet.

Beslutning

Indstilles taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Børne- og Kulturforvaltningen har den 19. januar 2022 afviklet valgmøde med henblik på udpegning af 10 foreningsrepræsentanter til Folkeoplysningsudvalget for perioden 1. januar 2022 til 31. december 2025.

Valget har fundet sted i henhold til vedtægten for Folkeoplysningsudvalget og § 35 i Lov om støtte til folkeoplysende voksenundervisning, frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde og daghøjskoler samt om Folkeuniversitet (folkeoplysningsloven).

Valget blev bekendtgjort ved brev af 2. december 2021 til de folkeoplysende foreninger samt annonce i Rødovre Lokal Nyt i uge 1 og 2 i 2022.

Forudsætningen for deltagelse i valgmødet var, at den folkeoplysende forening skal have modtaget tilskud og/eller fået anvist offentlige lokaler i det seneste år op til valget.

I henhold til § 15 i "Vedtægten for Folkeoplysningsudvalget" er reglerne for valghandlingen følgende:

  • Opnås der på mødet enighed om valg af medlemmer og stedfortrædere til Folkeoplysningsudvalget, anses de pågældende for valgt.
  • Opnås der ikke på mødet enighed om valg af medlemmer og stedfortrædere til Folkeoplysningsudvalget på grundlag af de på mødet, eller senest 7 dage efter dette, fremkomne indstillinger fra de i § 14, stk. 1 nævnte foreninger.

Folkeoplysningsudvalget består af 13 medlemmer:

  • 3 medlemmer vælges af Kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer.
  • 3 medlemmer udpeges af Kommunalbestyrelsen efter indstilling fra aftenskolerne.
  • 4 medlemmer udpeges af Kommunalbestyrelsen efter indstilling fra idrætsforeningerne.
  • 1 medlem udpeges af Kommunalbestyrelsen efter indstilling fra de kulturelle foreninger.
  • 1 medlem udpeges af Kommunalbestyrelsen efter indstilling fra Børne- og Ungdomsorganisationer.
  • 1 medlem udpeges af Kommunalbestyrelsen efter indstilling fra de lokale handicapforeninger.

For hvert medlem udpeges en eller i prioriteret rækkefølge flere stedfortrædere.

På Kommunalbestyrelsens konstituerende møde den 1. december 2021 blev følgende kommunalbestyrelsesmedlemmer valgt til Folkeoplysningsudvalget:

  • Medlem Lene Due (A)
    • Stedfortræder: Birgitte Glifberg (A)
  • Medlem Pia Hess Larsen (A)
    • Stedfortræder: Annette Rachlitz (A)
  • Medlem Martin Rosenkrantz (F)
    • Stedfortræder: Kenneth Rasmussen (F)

På valgmødet den 19. januar 2022 blev fire ud af fem valggrupper enige om, hvem der er valgt inden for de respektive valggrupper:

  • Valggruppe A (Oplysningsforbund/aftenskoler): Enighed
  • Valggruppe B (Idrætsforeninger): Ikke enighed
  • Valggruppe C (Kulturelle foreninger): Enighed
  • Valggruppe D (Børne- og Ungdomsorganisationer): Enighed
  • Valggruppe E (Lokale handicapforeninger): Enighed

Valggruppe A (Oplysningsforbund/aftenskoler)

Der blev på mødet opnået enighed, og nedenstående kandidater er som følge heraf valgt til Folkeoplysningsudvalget:

  • Medlem John Kalo, Gigtskolen
    • Stedfortræder Henrik Bo Hansen, Invalides Oplysnings Forbund
  • Medlem Ole Gjøl, Arbejdernes Oplysnings Forbund
    • Stedfortræder Søren Skov Petersen, Arbejdernes Oplysnings Forbund
  • Medlem Henning Elmelund, Arbejdernes Oplysnings Forbund
    • Stedfortræder Peter Folmer Posgaard, Arbejdernes Oplysnings Forbund

Valggruppe B (idrætsforeninger)

Der blev på mødet ikke opnået enighed, og Kommunalbestyrelsen skal således udvælge fire medlemmer og fem stedfortrædere ud af nedenstående ni kandidater, skrevet i vilkårlig rækkefølge:

  • Preben Riel, B77 Bordtennis
  • Poul Lundberg Andreasen, Rødovre Tennisklub
  • Gurpaul Singh Rehal, Rødovre International Street Klub
  • Johnnie Gregersen, Rødovre Skøjte- og Ishockey Klub
  • Søren Nygaard, Rødovre Badminton Club
  • Ivan Holm, Boldklubben Avarta
  • Karin Finner Madsen, Rødovre Statsskoles Volleyballklub
  • Daniel Hammer, B77 fodbold
  • Rasmus Mellerup, Rødovre- og Omegns Gymnastikforening

Fællesrepræsentationen af Idrætsforeninger i Rødovre (FIR) har indstillet, at de peger på, at følgende kandidater vælges til Folkeoplysningsudvalget:

  • Preben Riel, B77 Bordtennis
  • Poul Lundberg Andreasen, Rødovre Tennisklub
  • Karin Finner Madsen, Rødovre Statsskoles Volleyballklub
  • Rasmus Mellerup, Rødovre- og Omegns Gymnastikforening

Alle ovenstående kandidater sidder i bestyrelsen i Fællesrepræsentationen af Idrætsforeninger i Rødovre (FIR).

De kandidater, der ikke bliver valgt som ordinære medlemmer, ønsker at blive valgt som stedfortrædere.

Børne- og Kulturforvaltningen anbefaler, at der ikke vælges personlige stedfortrædere, men at stedfortræderne vælges i prioriteret rækkefølge, nr. 1 - 5.

Børne-og Kulturforvaltningen anbefaler, at de fem resterende kandidater vælges i følgende, prioriterede rækkefølge på baggrund af et hensyn om at have både store og små foreninger repræsenteret:

  • Daniel Hammer, B77 fodbold
  • Gurpaul Singh Rehal, Rødovre International Street Klub
  • Johnnie Gregersen, Rødovre Skøjte- og Ishockey Klub
  • Søren Nygaard, Rødovre Badminton Club
  • Ivan Holm, Boldklubben Avarta

Valggruppe C (Kulturelle foreninger)

Der blev på mødet opnået enighed, og nedenstående kandidat er som følge heraf valgt til Folkeoplysningsudvalget:

  • Medlem Thomas Lilliebjerg, Rødovre Lokalhistoriske Forening
    • Stedfortræder Ole Mathiasen, Rødovre Kulturråd

Valggruppe D (Børne-og Ungdomsorganisationer)

Der blev på mødet opnået enighed, og nedenstående kandidat er som følge heraf valgt til Folkeoplysningsudvalget:

  • Medlem Lisbeth Nielsen, FDF Rødovre
    • Stedfortræder Gunver Sommer, Rødovrespejderne DDS

Valggruppe E (Lokale handicapforeninger)

Der blev på mødet opnået enighed, og nedenstående kandidat er som følge heraf valgt til Folkeoplysningsudvalget:

  • Medlem Trine Ravn, Rødovre DH
    • Stedfortræder Jytte Mikkelsen, Rødovre DH

Lov- og plangrundlag

Lov om støtte til folkeoplysende voksenundervisning, frivilligt foreningsarbejde og daghøjskoler samt om Folkeuniversitetet (§ 35), samt vedtægter for Folkeoplysningsudvalget.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Vedtægter for Folkeoplysningsudvalget af 24.04.18

Diverse
Sag nr. 13

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.

Lukket punkt: Entreprenørliste Islev Taekwondo Klub
Sag nr. 14

Beslutningskompetence: KB

Beslutning

Anbefales.