Kultur- og Fritidsudvalget

15-03-2022

Medlemmer

Formand Lene Due (A)
Pia Hess Larsen (A)
Tina Hippe Hansen (C)
Martin Rosenkrantz (F)
Marianne Christensen (Ø)

Sager 15 - 21

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 15

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

Der er ingen meddelelser.

Beslutning

Taget til efterretning.

Anlægsbevilling - kunstgræsbane Islev Skole
Sag nr. 16

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Sagen vedrører ansøgning om anlægsbevilling på i alt 8,25 mio. kr. til etablering af kunstgræsbane ved Islev Skole samt ansøgning om en tillægsbevilling på 1,5 mio. kr. til fjernelse af forurenet jord.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at der gives en anlægsbevilling på 7 mio. kr. til Kultur- og Fritidsudvalget, som finansieres af det afsatte rådighedsbeløb på 10 mio. kr. i 2022 til Helhedsplan idræt, renovering og udbygning,
  2. at der gives en anlægsbevilling på 1,25 mio. kr. til Kultur- og Fritidsudvalget, som finansieres af det afsatte rådighedsbeløb på 10 mio. kr. i 2023 til Helhedsplan idræt, renovering og udbygning,
  3. at der gives en tillægsbevilling på 1,5 mio. kr. til Kultur- og Fritidsudvalget i 2023, som finansieres af kassebeholdningen samt
  4. at projektforslag og tidsplan godkendes.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen har som en del af budgetaftalen for 2022 afsat 10 mio. kr. til anlægsinvesteringer på idrætsområdet. De 10 mio. kr. er en del af en politisk ambition om at afsætte 100 mio. kr. over de næste 10 år. Børne- og Kulturforvaltningen har henover efteråret 2021 i samarbejde med Fællesrepræsentationen af idrætsforeninger i Rødovre (FiR) udvalgt tre projektforslag, der indstilles til politisk godkendelse med henblik på at igangsætte projekterne i løbet af 2022.

Kommunalbestyrelsen godkendte den 14. december 2021 i alt tre projekter, herunder at der etableres en ny kunstgræsbane med lysanlæg ved Islev Skole. Ansøgningen om en ny kunstgræsbane kommer fra i alt seks fodboldklubber (Orient Fodbold, Rødovre Boldklub, B77, Avarta, Islev Boldklub og BK Vest), der sammen har ønsket en 11-mands kunstgræsbane samt lysanlæg og hegn ved Islev Skole, således at der kan spilles i vinterhalvåret og i de mørke timer om vinteren.

Bane

Den eksisterende boldbane bruges i dag af Islev Skole og Orient Fodbold. Om vinteren benytter Orient Fodbold kunstgræsbanen ved Horshøjvej.

Banen anlægges som kunstgræsbane med indfyld af sand i stedet for gummigranulat, som eksempelvis er brugt ved banen ved Horshøjvej. Sandfyld har flere fordele. Det har højere vægtfylde end gummigranulat og forsvinder derfor i mindre grad fra banen. Det betyder, at der er mindre behov for opfyldning af indfyldsmateriale. Sand er desuden ikke skadeligt for miljøet og er dertil billigere i anlæg og drift.

Når projektforslaget er behandlet i Kommunalbestyrelsen, vil brugerne blive inddraget i den mere detaljerede proces med etablering af banen. Der knyttes desuden en rådgiver med forstand på kunstgræsbaner til projektet, så forvaltningen og brugerne dermed får kyndig vejledning til den videre proces.

Banen kan blive ca. 100x65 meter, hvilket ikke opfylder DBU’s officielle krav til banestørrelse i forhold til afvikling af kampe. Dette er klubberne indforstået med, da de ikke vil bruge banen til officielle kampe men til træning og træningskampe.

Lys

Der opsættes belysning langs banen, som kan fjernstyres og dermed variere i styrke og tændingstidspunkter. Der lægges vægt på, at lyset er brugervenligt og generer naboerne mindst muligt.

Miljø

Efter projektering vil der blive foretaget en miljøscreening af afledte lys- og lydgener ved den øgede brug af banen. Når projektering og miljøscreening er udarbejdet, arrangeres et borgermøde med mulighed for efterfølgende at indsende skriftlige høringssvar til forvaltningen.

Lov- og plangrundlag

Rødovre Kommunes byggestyringsregler.

I gældende kommuneplan og forslag til kommuneplan 2022 er området udpeget til offentligt formål, herunder sports- og idrætsanlæg. Områdets anvendelse ændres ikke, når banen omlægges til kunstgræs.

Der er ingen lokalplan for området.

Økonomiske konsekvenser

Der er i investeringsoversigten i budget 2022 afsat i alt 100 mio. kr. til investeringer på idrætsområdet fordelt med 10 mio. kr. om året over de næste 10 år.

Anlægsomkostninger

Den forventede udgift til etablering af kunstgræsbanen anslås til 8,25 mio. kr. De 8,25 mio. kr. finansieres af det afsatte rådighedsbeløb på 10 mio. kr. i 2022 og 2023. Forvaltningen anslog i sagen til Kommunalbestyrelsen den 14. december 2021, at projektet ville koste mellem 6,5 og 7,5 mio. kr. Projektet er som følge af prisstigninger samt øget rådgiverhonorar blevet 0,75 mio. kr. dyrere. I forbindelse med projektet er der i januar 2022 foretaget jordbundsprøver som forberedelse til projektet. Prøverne har desværre vist, at der er tale om forurenet jord, der skal bortskaffes, hvilket estimeres til ca. 1,5 mio. kr.

I forbindelse med etableringen af en ny overdækket rullehockey-hal, blev der i 2021 også konstateret slagger og forurenet jord. Kommunalbestyrelsen besluttede, at omkostningerne til håndteringen af slagger og forurenet jord blev finansieret af en tillægsbevilling, hvor midlerne blev taget fra kassebeholdningen jf. KB sag nr. 96 25. maj 2021.

Forvaltningen forslår på den baggrund, at ekstraudgiften til håndtering af den forurenede jord ved Islev Skole søges som en tillægsbevilling til jordforurening finansieret af kassebeholdningen i 2023.

Drift

De afledte driftsudgifter anslås til ca. 350.000 kr. årligt. I beløbet indgår leasing af maskine, som skal bruges til at pleje kunstgræsbanen, miljøvenligt tømiddel samt personaleudgifter (til vedligeholdelse af banen). Driften varetages af Børne- og Kulturforvaltningen.

Risikostyring

Det bemærkes, at Kommunalbestyrelsen med budget 2022 vedtog en budgetresolution omkring risikovurdering af anlæg med henblik på fremadrettet at være mere på forkant med prissætninger af anlægsprojekter. Formålet med denne er bl.a. at identificere og minimere risici, så man så vidt muligt undgår fordyrelser af anlægsprojekter. Forvaltningerne er på den baggrund i gang med at udarbejde et forslag til en model for risikostyring af anlægsprojekter, der kan bidrage til, at kommunens overordnede anlægsøkonomi overholdes.

Alle tre anlægssager igangsættes i 2022 med en forventning om, at en række af anlægsudgifterne først vil falde i 2023, så en ramme på ca. 10 mio. kr. på anlægsrammen i 2022 kan holdes. De øvrige udgifter forventes at falde i 2023.

Hvis der mod forventning bliver forbrugt mere end 10 mio. kr. i 2022, vil dette blive fremlagt på en særskilt mødesag i Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

Udgiften vedrører hovedfunktion 00.32 Fritidsfaciliteter.

Tidsplan

Projektering og udbud: april-juni 2022.

Miljøscreening: juni-juli 2022.

Indhentning af miljøtilladelser: juni-juli 2022.

Borgermøde og høring: september-oktober 2022.

Udførelse: marts-juni 2023 (man kan ikke anlægge i frostvejr).

Ibrugtagning: juli 2023.

Bilag

Bilag 1: Bevillingsoplæg til anlægsbevilling - kunstgræsbane Islev Skole

Bevilling af projektmidler fra Socialstyrelsen til Fritidspasordningen
Sag nr. 17

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Børne- og Kulturforvaltningen har fået bevilget projektmidler af Socialstyrelsen til "Fritidspas for socialt udsatte børn og unge - § 15.26.25.10 i Rødovre Kommune".

Indstilling

Børne-og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at der i 2022 gives en udgiftsneutral tillægsbevilling svarende til en udgift på 1.170.123 kr. og tilhørende indtægt på 1.170.123 kr. til Kultur-og Fritidsudvalget samt
  2. at den resterende del af bevillingen på 343.330 kr. indarbejdes som en udgiftsneutral bevilling i budget for 2023.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Et aktivt fritidsliv forbedrer børn og unges livskvalitet og skaber øget chancelighed. Derfor skal langt flere i Rødovre Kommune i fremtiden være en aktiv del af foreningslivet. Denne målsætning gælder i meget høj grad også kommunens udsatte børn og unge. Derfor arbejdes der med et fritidspas i Rødovre Kommune, som gør det muligt at yde kontingentstøtte til de børn og unge, som ikke på egen hånd har mulighed for at deltage i en fritidsaktivitet. Dermed kan vi leve op til vore kommunale mål om, at ingen må stå ufrivilligt uden for idrætten i Rødovre Kommune.

Som meddelt i sag nr. 30 på Kultur-og Fritidsudvalgets møde den 8. juni 2021, har Børne-og Kulturforvaltningen søgt midler til "Fritidspas for socialt udsatte børn og unge" i puljen "Fritidspas til socialt udsatte børn og unge § 15.26.25.10" i Socialstyrelsen.

Børne- og Kulturforvaltningen søgte om i alt 1.844.800 kr. og har fået bevilliget 1.513.453 kr. Beløbet skal anvendes i perioden 01.01.2022 - 31.12.2023. Det ansøgte beløb blev af Socialstyrelsen reduceret med 331.347 kr. til lønudgifter og foreningstilskud. Der er fra Rødovre Kommune afsat 100.000 kr., der er bevilget af Folkeoplysningsudvalgets ramme.

Fritidspaspuljen skal bruges til 1) ansættelse af en fritidsvejleder og 2) indsatser vedrørende fritidspasset.

Ansættelse af en fritidsvejleder:

Det overordnede formål med fritidsvejlederen er at være tovholder på rekrutteringen af børn og unge til kommunens fritidspasordning. Jobbet består i at opsøge og vejlede unge, facilitere uddannelse af følgevenner og udbrede kendskabet til ordningen. Dermed bidrages også til overordnet at understøtte idrætstilbud for kommunens børn og unge med henblik på at fremme bevægelse, sundhed og læring, samt at øge medlemstallet i kommunens idrætsforeninger.

Der skal for perioden 1. maj 2022 - 31. december 2023 ansættes en fritidsvejleder med følgende ansvarsområder:

  • Fritidsvejledning af børn og unge, samt deres familier, institutioner, skoler og idrætsforeninger.
  • Tovholder på rekrutteringen af børn og unge til fritidspasset - herunder kommunikation til respektive brugergrupper og samarbejdspartnere.
  • Etablere og understøtte en følgevenordning i tæt samarbejde med de lokale idrætsforeninger.
  • Afholde dialogmøder med daginstitutioner, skoler, SSP, relevante fagpersoner, lokale interesserede, øvrige kommunale forvaltninger og almene boligområder mm. for at udbrede kendskabet til fritidspas-ordningen.
  • Administration, projektledelse og økonomistyring i forhold til fritidspasset.
  • Understøtte strategimålene i kommunens idrætspolitik og folkeoplysningspolitik generelt.

Socialstyrelsens rapporter om implementeringen i forskellige kommuner viser, at det er "helt nødvendigt at afsætte tid til en koordinerende fritidsvejleder / projektleder, som kan samle trådene og holde kontakt til alle involverede aktører, sikre projektevaluering samt holde opmærksomhed på fremdrift i implementeringsforløbet". At implementeringen kræver ressourcer skyldes også nødvendigheden af at få indsatsen forankret i foreningerne - og derigennem inddraget brugerne af ordningen.

Fritidsvejlederens arbejde forventes også at have positiv effekt på rekrutteringen af børn og unge generelt, da vejledning ofte alene kan føre til medlemsskab i en forening, uden brug af fritidspasset. Dermed indgår fritidsvejlederen i de overordnede målsætninger om at indsluse og fastholde børn og unge i foreningslivet.

Indsatsområder vedrørende fritidspasset:

Spydspidsforeninger:
Der igangsættes en ansøgningsproces med henblik på at udvælge fem foreninger, der vil indgå særligt aktivt i fritidspas-ordningen.

De fem foreninger skal være en del af/deltage i:

  • Følgeven/tag godt imod kurser
    Der skal udarbejdes tre følgeven/tag godt imod kurser pr. år for at sikre, at følgevennerne ude i foreningerne er godt "klædt på", så de kan tage godt imod de nye børn og unge, særligt med fokus på fastholdelse.
  • Foreningsworkshops
    Der skal laves opkvalificeringsindsatser for de udvalgte foreninger (+ evt. andre interesserede foreninger) i form af foreningsworkshops med henblik på at styrke deres kompetencer til at rumme udsatte børn og unge.

Fritidspasset:
Det vil være muligt for alle folkeoplysende foreninger at søge om tilskud på vegne af barnet / den unge til:

  • Kontingentstøtte
    Tilskud til kontingentstøtte til én folkeoplysende aktivitet pr. år, dog max. 2.000 kr. Der er budgetteret med 400.000 kr. svarende til 100 fritidspas pr. år.
  • Udstyrsstøtte
    Tilskud til udstyr, dog max. 500 kr. pr. år. Der er budgetteret med tilskud på i alt 40.000 kr. svarende til ca. 40 tilskud pr. år.


Derudover er der afsat økonomi til ekstern revision mv., hvilket er et krav fra Socialstyrelsen.

Socialstyrelsen har for 2021 godkendt et tilskud på 917.881 kr. og for 2022 et tilskud på 252.242 kr. Begge tilskud udbetales i 2022. Under forudsætning af finanslovens vedtagelse med de forventede beløb, vil der blive givet et tilskud på 343.330 kr. i 2023.

Lov- og plangrundlag

Folkeoplysningsloven.

Økonomiske konsekvenser

Den godkendte anvendelse af midlerne har ingen økonomiske konsekvenser for Rødovre Kommune.

Bevillingen vedrører hovedfunktion 03.38 Folkeoplysning og fritidsaktiviteter.

Tidsplan

01.01.2022 - 31.12.2023.

Ansøgning om udgiftsneutral tillægsbevilling til særudstilling på Heerup Museum
Sag nr. 18

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Heerup Museum har modtaget 90.000 kr. fra Augustinus Fonden og 75.000 kr. fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond til særudstillingen "Hasle og Heerup - det vi skaber".

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at der i 2022 gives en udgiftsneutral tillægsbevilling på netto 0 kr. til Kultur- og Fritidsudvalget svarende til en udgift og tilhørende indtægt på 165.000 kr. til Heerup Museum.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Støtten fra Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond skal anvendes til forårsudstillingen 2022 på Heerup Museum "Hasle og Heerup - det vi skaber". Udstillingen præsenterer en visuel dialog mellem Henry Heerup og samtidskunster Gudrun Hasle. Gudrun Hasle har lavet nye værker specialt til udstillingen, der er centreret omkring moderskab og skabelsen af nyt liv i kunsten.

I udstillingen undersøger og udfordrer Gudrun Hasle Henry Heerups ikoniske madonnafremstillinger og livmoder- og fosterformer, alt imens dette møde mellem generationer inviterer til refleksion over nye som gamle forestillinger om moderskab, familie, køn og krop.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Den godkendte anvendelse af midlerne har ingen økonomiske konsekvenser for Rødovre Kommune. Der betales fondsmoms af tilskuddet på 17,5 %.

Bevillingen vedrører hovedfunktionen 03.35 kulturel virksomhed.

Tidsplan

Udstillingen har åbent fra 11. februar til 12. juni 2022.

Diverse
Sag nr. 19

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.

Lukket punkt: Entreprenørliste - kunstgræs Islev Skole
Sag nr. 20

Beslutningskompetence: KB

Beslutning

Anbefales.

Lukket punkt: Diverse
Sag nr. 21

Beslutningskompetence: KFU

Beslutning

Taget til efterretning.