Kultur- og Fritidsudvalget

15-11-2022

Medlemmer

Formand Lene Due (A)
Pia Hess Larsen (A)
Tina Hippe Hansen (C)
Martin Rosenkrantz (F)
Marianne Christensen (Ø)

Sager 52 - 61

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 52

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

Meddelelsespunkterne fremlægges til orientering.

  1. Notat vedrørende muligt samarbejde med Idrættens analyseinstitut og Syddansk Universitet om flere brugere og bedre benyttelse af idrætsanlæg.
  2. Notat om ”En håndsrækning til de hårdest ramte rødovreborgere”.

Indstilling

Meddelelsespunkterne forelægges til orientering.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Bilag 1: Notat vedrørende muligt samarbejde med Idrættens analyseinstitut og Syddansk Universitet om flere brugere og bedre benyttelse af idrætsanlæg
Bilag 2: En håndsrækning til de hårdest ramte rødovreboere

Tillægsbevilling - renovering og omlægning af tennisbaner
Sag nr. 53

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Sagen omhandler en ansøgning om en tillægsbevilling på 4,5 mio. kr. til omlægning af de ni eksisterende rødgrusbaner til helårsbaner på Rødovre Tennisklubs anlæg.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at der gives en tillægsbevilling på 4,5 mio. kr. til Kultur- og Fritidsudvalget og afsættes rådighedsbeløb i 2022 til renovering og omlægning af udendørs tennisbaner, som finansieres af kassebeholdningen,
  2. at der gives en anlægsbevilling på 2,4 mio. kr. i 2023 til Kultur- og Fritidsudvalget og afsættes rådighedsbeløb på 2,4 mio. kr. i 2023, som finansieres af driftsmidler fra idrætspuljen,
  3. at projektforslag og tidsplan godkendes samt
  4. at opgaven varetages af Park og Naturafdelingen i tæt samarbejde med Børne- og Kulturforvaltningen.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Der blev i forbindelse med budget 2022 afsat midler i 2023 til renovering af tennisanlægget samt helårsbelægning på fire ud af de ni udendørs baner.

Rødovre Tennisklub har i forbindelse med budget 2023 ansøgt om tilskud fra 10 mio. kr. puljen på idrætsområdet med ønske om, at alle ni baner omdannes til helårsbaner med lys, så banerne kan bruges stort set året rundt - også i de mørke vinteraftener.

Prioriteringen af anlægsinvesteringer på idrætsområdet blev godkendt på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 16. august 2022. Herunder at der blev afsat 2,4 mio. kr. fra idrætspuljen til projektet.

Forslaget omfatter, at alle ni baner omlægges til hybridbaner med lys. Hybridbaner kan benyttes året rundt og spilletiden forlænges dermed væsentligt. I forbindelse med omlægningen af banerne vil der være fokus på at tilvejebringe de mest miljørigtige og moderne baner. Fordelene ved etablering af hybridbaner frem for almindelige grusbaner er, at banerne skal have mindre vand, grus og generel vedligeholdelse. Grundet reduceret vand- og materialeforbrug (grus) opnås der derved en klimamæssig gevinst.

Projektforslaget indeholder følgende:

  • Belysning og net demonteres.
  • Det eksisterende grus, mellemlag og underlag graves bort.
  • Der genetableres med nyt dræn, opbygning af drænlag, mellemlag og udlægning af hybrid belægning.
  • Der etableres nye netstolper samt hegn omkring banerne - inklusiv nye låger.
  • Der sættes ny kantsten langs banerne.

Belysning:

Der opsættes nyt energibesparende LED lysanlæg på stolper ved alle ni baner. Det vil blive muligt at tænde/slukke lyset i klubhuset.

Opgaven vil blive udført i et tæt samarbejde mellem Park og Naturafdelingen, Børne- og Kulturforvaltningen samt repræsentanter fra tennisklubben.

Der henvises til sag på lukket dagsorden vedrørende godkendelse af entreprenøroversigt.

Lov- og plangrundlag

Rødovre Kommunes byggestyringsregler.

Lokalplan:

Tennisanlægget er omfattet af lokalplan 120, som for delområde 3 bestemmer, at området skal benyttes til offentlige formål, fritidsformål og rekreative formål som tennisanlæg. Renoveringen af tennisbanerne ændrer ikke ved brugen af området. Lokalplanen forbyder terrænændringer og ændringer i vegetationen i delområde 3, hvilket der tages højde for i renoveringen.

Kommuneplan:

I kommuneplanen er området også udlagt til rekreation- og fritidsformål. Det er desuden udlagt som naturområde med beskyttelsesinteresser samt økologisk korridor, hvorfor træer som udgangspunkt ikke må fældes eller beskæres og biodiversiteten skal styrkes.

Fredning:

Tennisanlægget er omfattet af Vestvoldsfredningen, hvor den gældende Pleje- og Anlægsplan giver tilladelse til istandsættelse af tennisbaner og belysning. Da der skal opsættes mere belysning, end der er i dag, skal der søges dispensation fra fredningen for den ekstra belysning.

Økonomiske konsekvenser

Der søges om en tillægsbevilling og rådighedsbeløb på 4,5 mio. kr. i 2022, som finansieres af kassebeholdningen, samt en anlægsbevilling og rådighedsbeløb på 2,4 mio. kr. i 2023, som finansieres af driftsmidler fra idrætspuljen.

I det vedtagne budget 2023 er der under idrætspuljen afsat yderligere ca. 800.000 kr. til uforudsete udgifter, som kan bruges til projekterne i puljen. jvf. sag 34 på mødet i Kultur- og Fritidsudvalget i august 2022.

Samlet set vil der dermed være afsat 6,9 mio. kr. til renovering og helårsbelægning af tennisbanerne. Dertil er der de 800.000 kr. til uforudsete udgifter.

Det vurderes, at projektet vil koste ca. 7,2 mio. kr.

Det forventes, at anlægsudgifterne vil holde sig inden for det afsatte budget ved brug af ca. 300.000 kr. fra midlerne til uforudsete udgifter.

Omlægningen af banerne forventes ikke at få økonomiske konsekvenser for driften.

Udgiften på 4,5 mio. kr. vedrører hovedfunktion 00.32 Fritidsfaciliteter.

Der henvises til økonomioversigten i den lukkede sag.

Tidsplan

Projektering og udbud: December 2022 - februar 2023.

Ansøgning om dispensation for fredning: December 2022 - maj 2023.

Tennissæson udendørs: April 2022 - oktober 2022.

Udførelse: Oktober evt. november 2023 - januar 2024.

Den præcise opstart aftales nærmere med tennisklubben.

Hård frost i udførelsesfasen kan forlænge anlæggelsesperioden.

Bilag

Bilag 1: Bevillingsoplæg åben dagsorden

Anlægsinvesteringer på idrætsområdet 2024
Sag nr. 54

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

Som led i udmøntningen af kommunens idrætspolitik samt en politisk ambition om at afsætte 10 mio. kr. i en tiårig periode, har Børne- og Kulturforvaltningen i løbet af 2021 og starten af 2022 afprøvet og tilpasset en model for prioritering og udvælgelse af anlægsinvesteringer på idrætsområdet. Børne- og Kulturforvaltningen ønsker, at erfaringerne fra denne proces danner grundlag for prioritering og udvælgelse af anlægsinvesteringer i 2024.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at modellen for prioritering og udvælgelse af anlægsinvesteringer i 2024 godkendes.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Målet er at skabe en fast, årligt gentaget og gennemsigtig proces, hvor idrætsforeningerne er med til at udvælge, hvilke projektforslag der skal indstilles til politisk godkendelse. Modellen er udarbejdet som led i udviklingen af kommunens idrætspolitik samt med udgangspunkt i en politisk ambition om at afsætte 10 mio. kr. årligt over en periode på 10 år.

Børne- og Kulturforvaltningen har i forbindelse med udlodningen af 2022- og 2023-midlerne i samarbejde med Fællesrepræsentationen af Idrætsforeninger i Rødovre (FIR) afprøvet og justeret processen for anlægsinvesteringsønsker. Med udgangspunkt i erfaringerne fra denne proces er der enighed mellem forvaltningen og FIR om, at processen for 2024 bør tilpasses med følgende ændringer:

At afbureaukratisere og lette sagsgangen for ansøgerne på baggrund af et ønske fra FIR, så der indføres en to-delt ansøgningsproces:

  1. En første ansøgning fra foreninger i helt kort form – ca. 2 sider – til en indledende screening af, om projektet rammer indenfor de fastsatte udvælgelseskriterier eller ej.
  2. En mere omfattende ansøgning til de forslag, der går videre til 2. runde. Denne ansøgning vil i store træk være ens med de ansøgninger, vi hidtil har brugt i de tidligere uddelingsprocesser, men skal dermed kun gennemføres af de foreninger, der har forslag, der rammer inden for kriterierne.

I ovenstående proces vil forvaltningen - til vurderingen af 1. runde forslagene - sammen med FIR vurdere, hvem der er ”videre til 2. runde”, og der vil - som hidtil - arbejdes hen imod en fælles indstilling fra forvaltning og FIR ift., hvilke ønsker der skal prioriteres efter gennemførelsen af 2. runde.

Proces for udvælgelse af anlægsinvesteringer i 2024

Med udgangspunkt i erfaringerne fra 2022 og 2023 foreslås processen for prioritering og udvælgelse af anlægsinvesteringer på idrætsområdet i 2024 således håndteret med udgangspunkt i følgende procesplan:

  • November 2022: Kultur- og Fritidsudvalget godkender modellen for prioritering og udvælgelse af anlægsinvesteringer i 2024.
  • Den 1. december 2022: Ansøgningsrunde åbner.
    Foreningerne tilbydes vejledning og sparring i ansøgningsfase med deadline for de endelige ansøgninger – Fase 2 – ultimo april 2023.
  • Ultimo maj 2023: Udvælgelseskomité (FIR samt forvaltning) prioriterer og udvælger, hvilke anlægsprojekter der skal indstilles til politisk godkendelse.
  • August 2023: Udmøntning af de besluttede projekter godkendes politisk i Kultur- og Fritidsudvalget, hvorefter beløbene til anlægssagerne straksfrigives, hvis beløbet er under 2,5 mio. kr. Ved større projekter (over 2,5 mio. kr.) eller efter ønske fra enten Kultur og Fritidsudvalget eller Børne- og Kulturforvaltningen kan der lægges sager op politisk for uddybning og afklaring af projekterne.

Derudover gælder nedenstående fortsat i forbindelse med ansøgningsproceduren:

  • Foreningerne har mulighed for at få hjælp til udarbejdelse af deres projektforslag hos både Teknisk Forvaltning og Børne- og Kulturforvaltningen.
  • Foreninger, der får afslag, får en begrundelse, og kan få den uddybet med henblik på en ny ansøgning i næste runde.
  • Der opfordres til, at hvis flere foreninger har samme projektforslag, bør foreningerne gå sammen om ansøgningen.

Udvælgelseskriterier

Hvert år lægges der en række kriterier til grund for, hvilke anlægsprojekter der prioriteres i den kommende ansøgningsrunde. Som eksempel kan der det ene år fokuseres på børn og unge, mens et andet år kan fokus være på ældre. Fælles for kriterierne er, at de er i tråd med Rødovre Kommunes idrætspolitik. Der foreslås følgende kriterier (uprioriteret) for processen for anlægsinvesteringer i 2024:

  1. Anlægsprojekter, der kan øge kapaciteten eller forbedre udnyttelsesgraden af eksisterende faciliteter.
  2. Anlægsprojekter, der kan stimulere diversiteten af idrætstilbud i Rødovre Kommune eller lokalt i et område i kommunen.
  3. Anlægsprojekter, der fremstår som modne og klar til at blive realiseret.

Det første kriterie er det samme, som var gældende i 2023-ansøgningen på trods af, at der netop ved ansøgningsrundens start bliver offentliggjort en analyse af mulighederne for etablering af nye idrætsfaciliteter i Rødovre Kommune – udarbejdet af DGI. Indtil denne analyse er bearbejdet internt i forvaltningen, i FIR og drøftet i foreningerne mere generelt, anbefaler forvaltningen at fastholde dette. Det giver tid til at indarbejde analysens resultater i den strategiske planlægning af fremtidens anlægsinvesteringer i kommunen. Børne- og Kulturforvaltningen foreslår derfor indtil da fortsat at fokusere på kommunens eksisterende faciliteter med fokus på enten at øge kapaciteten eller forbedre udnyttelsesgraden af disse.

Det andet kriterie bunder i nogle af de fund, der er fremkommet i den nyeste idrætsforskning og medlemsundersøgelser. Heraf fremgår, at et diverst og mangfoldigt idrætstilbud i en kommune over tid vil øge antallet af idrætsdeltagende borgere mere, end hvis der støttes færre og store idrætsgrene. Det skal ses i lyset af, at Rødovre Kommune ligger under landsgennemsnittet af foreningsmedlemmer, ligesom kommunen har færre foreningsaktive til sammenligning med de øvrige kommuner på vestegnen. Eksempler på støtte til idræt, der øger diversiteten af idrætstilbud, der allerede er i gang i kommunen, er discgolf og basketball.

Det tredje og sidste kriterie bunder i ønsket om at få eksekveret anlægsprojekter besluttet i budget 2024 hurtigst muligt, hvorfor projekter, der ikke medfører behov for foranalyser mv., vil vægtes højere. Således prioriteres de projekter, som fremstår gennemarbejdede og hvor fx priser og tegninger er indhentet.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Principper og procesplan for nyt halfordelingssystem
Sag nr. 55

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

Børne- og Kulturforvaltningen forelægger udkast til nye principper og regler for haltidsfordeling i Rødovre Kommune.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at udkastet til principper og regler for haltidsfordeling i Rødovre drøftes samt
  2. at udkastet til principper og regler for haltidsfordeling i Rødovre sendes i høring hos kommunens idrætsforeninger, relevante råd og organisationer.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Børne- og Kulturforvaltningen har – efter input fra forskellige aktører på idrætsområdet – udarbejdet et forslag til nye fordelingsregler for indendørs idrætsanlæg i Rødovre Kommune. Forslaget er blevet til på baggrund af et møde mellem forvaltningen og idrætsforeninger i Rødovre om fremtidige fordelingsprincipper, som afholdtes den 1. september 2022, og efter fremlæggelse af principperne på Folkeoplysningsmødet den 11. oktober 2022.
Fordelingsreglerne er vedlagt som bilag.

De nuværende fordelingsregler har i en årrække fungeret i en uændret form, og der har – fra både foreninger og fra Folkeoplysningsudvalget været et ønske om en justering, bl.a. baseret på:

  • En større klarhed i beslutningsprocessen for tildelingen af tiderne, herunder hvem, der har hvilke kompetencer i fordelingen af tider ved evt. tvister.
  • En større vægt på dialog mellem foreninger og forvaltning, og dermed mindre vægt på beregninger af point og forhandlinger ud fra point-tildelinger.
  • En fast brug af ensartede registertal (DIF/DGI tal), som er gældende for alle foreninger, frem for egne indmeldte tal.
  • At der kan skabes ro i længere tid om tider, fx ved 2-årige tildelinger af tider.
  • At der skarpere sanktioneres, når foreninger enten ikke bruger deres tider, eller der er en del færre, der deltager i træningen end forventet, således at der kan justeres til, og andre kan komme til undervejs.

Til sagen er også vedlagt den sag om fordelingsprincipper, der var på Folkeoplysningsudvalgets møde den 11. oktober 2022. I sagen er resumé af mødet med foreningerne den 1. september 2022 vedlagt som bilag, samt udkast til de bærende principper for fordelingen, som Folkeoplysningsudvalget drøftede på mødet.

Efter eventuelle input fra Kultur- og Fritidsudvalget vil forslag til fordelingsregler blive sendt i høring blandt foreningerne med henblik på, at en endelig version af principper og regler kan godkendes den 17. januar. Se tidsplan for overblik over processen.

Børne- og Kulturforvaltningen foreslår, at udkastet til fordelingsregler sendes i skriftlig høring via e-mail hos følgende foreninger, råd og organisationer:

Rødovre Kommunes idrætsforeninger

Rødovre Kommunes aftenskoler

Fællesrepræsentationen af Idrætsforeninger i Rødovre

Rødovre Aftenskolers Samråd

Handicaprådet

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

15. november 2022: Udkast til fordelingsregler forelægges Kultur- og Fritidsudvalget med forslag om at sende reglerne i høring.

Uge 47-49 2022: Fordelingsreglerne sendes i høring hos kommunens idrætsforeninger, aftenskoler samt relevante råd og organisationer.

22. november 2022. Fordelingsreglerne forelægges Folkeoplysningsudvalget som høringspunkt.

Uge 50 2022: Opsamling – og indarbejdelse af høringssvar i fordelingsreglerne.

17. januar 2023: Nye fordelingsregler forelægges Kultur- og Fritidsudvalget med forslag om at godkende reglerne.

Bilag

Bilag 1: Nye regler for halfordeling i Rødovre 2023
Bilag 2: Sag nr. 57 på FOU-dagsorden den 11. oktober 2022. Proces for vedtagelse af nye principper for halfordeling i Rødovre

Kunst i byens rum i forbindelse med Rødovre Kommunes 125-års jubilæum
Sag nr. 56

Beslutningskompetence: ØU

Sagens kerne

Det foreslås, at der fremadrettet reserveres midler til Kunst i byens rum for årene 2024-2026 til en ny kunstpark, der markerer og fejrer Rødovres 125 års jubilæum ved at sikre oplevelser til både nutidens og fremtidens generationer. Kunsten vil blive afsløret i forbindelse med fejringen af kommunens jubilæum i 2026.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at midlerne til kunst i byens rum for 2024-2026 reserveres til etablering af en ny kunstpark i anledningen af Rødovres 125 års jubilæum i 2026 samt
  2. at en del heraf, svarende til ca. 600.000 kr., reserveres til finansiering af en fuldtidskunstkonsulents arbejde med bl.a. at fundraise i et år (2023-2024) med henblik på at opnå væsentlig fondsstøtte til projektet. Det afsatte beløb indskrives i fondssøgningen som en væsentlig del af den af fondene krævede egenbetaling.  

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Rødovre Kommune kan i 2026 fejre 125 års jubilæum. Med denne sag foreslås det, at jubilæet markeres med en ny kunstpark, der etableres som et blivende kunstnerisk bidrag placeret i området, hvor det kommende Aage Knudsens Stræde forbinder Rådhuspladsen med byens nye boligkvarter.

Rødovre har en lang og flot tradition for at lade kunst i byens rum markere særlige vigtige begivenheder. I forbindelse med kommunens 75 års jubilæum, i 1977, afsløredes Gudrun Lauesens bronzeskulptur ”Tyren” ved indgangen til Rødovre Rådhusplads, mens ”Faldet” af Eli Benveniste kom til i 2001, skænket af Rødovre Centrum A/S i forbindelse med Rødovre Kommunes 100 års jubilæum. At fejre Rødovre Kommunes 125 års jubilæum med en ny kunstpark vil ligge i fin tråd hermed. Sammen med ovenfor nævnte værker vil kunstparken samtidig kunne danne en kunstakse - og en kulturel forbindelse - mellem det nye kvarter og Rådhuspladsen.

For at sikre velintegreret kunst af høj kvalitet foreslås det, at der søges ekstern finansiering fra private fonde i et omfang, hvor målet er at fordoble kommunens eget bidrag. Der arbejdes hermed med følgende mål:

  • At kommunens eget-bidrag til kunsten består af den væsentligste del af budgetterne for 2024-2026 til Kunst i byens rum, svarende til ca. 4 mio. kr. reserveret over tre år.
  • For at sikre rettidig fundraising og god proces foreslås det, at første del af kommunens egen-bidrag fremrykkes og anvendes i 2023 til ansættelse af en dedikeret kunstkonsulent og fundraiser; en kunstfaglig person med beviselig erfaring inden for fundraising og med tilstrækkelig erfaring i etablering af kunst i Rødovre til at sikre en god proces både internt og eksternt.

Danmark er beriget med en række private fonde, som hvert år støtter kunst og kultur med betydelige ressourcer. En række af disse fonde har allerede igennem en årrække støttet etablering, udstillingsaktiviteter m.m. på Heerup Museum. Rødovre har de seneste år vist en stor vilje til at løfte kunsten og kulturen, så den når bredt ud til mange borgere. Henvendelsen til private fonde vil tage afsæt i dette vigtige og fremadrettede arbejde.

Udover at række ud til fonde skal kunstkonsulenten afsøge muligheden for samarbejde og støtte fra Rødovres erhvervsliv til kunsten, samt tænke arbejdet ind og i koordinering med kommunens nye kultur- og fritidspolitik, der pt. er under udarbejdelse.

Rødovre har - ikke mindst efter etableringen af Kunstrådet i 2016 - skabt en række gode og bæredygtige processer omkring etablering af kunst, som inddrager borgere og giver anerkendelse uden for kommunen. I forlængelse heraf vil kunstkonsulenten kunne sikre, at en ny kunstpark til markeringen af Rødovres 125 års jubilæum forankres i den igangværende byggeproces i den nye bydel og tilføjer noget værdifuldt og langtidsholdbart til byen.

Det anbefales, at der etableres såvel styregruppe som faglig følgegruppe med inddragelse af det nuværende Kunstråd. Det bemærkes, at kunstkonsulenten tillige med arbejdet med kunst til Rødovres 125 års jubilæum forventes at bidrage til arbejdet med kunst i den nye administrationsbygning.

Fremadrettet proces

Såfremt sagen godkendes, går Børne- og Kulturforvaltningen videre med at ansætte en fuldtids kunstkonsulent og fundraiser ca. pr. 01.02.2023 og et år frem.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Der er stor usikker om, i hvilket af budgetårene 2023-2026 udgifterne falder, men i budgetprocessen for 2024 vil forvaltningen indarbejde den forventede udgiftsprofil. Det er dog forventningen, at der vil være behov for at overføre mindre/merforbrug mellem årene.    

Tidsplan

Såfremt sagen godkendes, igangsættes etablering af projektet med henblik på opstart af projektet fra 2. februar 2023.

Kunst til Rødovres nye administrationsbygning
Sag nr. 57

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

På baggrund af Økonomiudvalgets beslutning om at indtænke kunst i Rødovres nye administrationsbygning fremsætter Kunstrådet hermed forslag om et bygningsintegreret kunstprojekt af billedkunstner Anne Marie Ploug.   

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at forslaget til nye kunstværker af billedkunstner Anne Marie Ploug godkendes.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Økonomiudvalget besluttede den 8. december 2021, at der skal indtænkes kunst i Rødovres nye administrationsbygning.

Kunstrådet har på baggrund af en grundig udvalgsproces valgt at pege på billedkunstner Anne Marie Plougs kunstneriske projekt. For at sikre koblingen mellem den tænkte arkitektur og kunsten har Kunstrådet undervejs i processen faciliteret en tæt dialog mellem de ansvarlige arkitekter fra WERK ApS og Anne Marie Ploug.

Kunstværket vil bestå af flere bygningsintegrerede dele, der strækker sig som et samlet forløb i den borgerrettede del af administrationsbygningens stueetage. Kunstværket består af i alt fire sammenhængende kunstneriske elementer; hhv. to store mobiler i kobber placeret ved de to indgange, kobberrelieffer i sidde-nicher langs det langstrakte hovedrums bagvæg, vævede væghængte tekstiler og/eller keramikrelieffer samt farvesætning og dekoration af de åbne møderum.

Plougs kunst forholder sig tæt til arkitekturen skabt af tegnestuen WERK ApS, Oluf Jørgensen A/S og be Hamburg GmbH, og kunstneren vil igennem hele processen indgå i samarbejde med arkitekterne og Kunstrådet for at sikre, at kunst og arkitektur understøtter hinanden.

Formålet med kunstværket

Kunsten i Rødovres nye administrationsbygning skal understøtte og videreformidle den rolige, varme og imødekommende stemning i det åbne lyse rum, som fremover vil danne ramme om mange væsentlige samtaler og møder med og mellem Rødovres borgere.

Ved indgangene mødes borgeren af de to mobiler, som består af sammenhængende kobberringe i forskellige størrelser. Ringene symboliserer de mange sammenhænge og cirkler, som udgør et fællesskab i en by som Rødovre. Ringene griber ind i hinanden, er i bevægelse og skaber et smukt lysspil i indgangsrummene.

I det åbne langstrakte hovedrum spejles mobilernes kobber i store kobberrelieffer, der udsmykker rækken af sidde-nicher. Ventende, hvilende eller i dialog kommer borgeren her helt tæt på kunsten og kan bogstavelig talt både føle og se naturens strukturer ridset og ætset ind i kobberets skinnende overflade.

Administrationsbygningens store vinduesparti vil dagligt trække Rådhusparkens lys og natur indenfor i det åbne rum. For at understrege denne bevægelse mellem ude og inde, natur og mennesker, tager Anne Marie Ploug afsæt i naturens farver og strukturer. Mønstre fra bladenes ribber, grenenes slyngninger og barkens nubrede overflade går igen i såvel kobberrelieffer som væghængte tekstiler og/eller keramikrelieffer, og genfindes i indrammede grafiske tryk.

De mindre møderum skal danne rammen om fortrolige samtaler med borgerne og vil med en blå-grøn farveskala tage afsæt i Arne Jacobsens originale farveunivers. Grafiske kobbertryk i farver vil understøtte de enkelte rums særlige identitet. Forbindelsen mellem de grafiske tryk og nichernes kobberrelieffer er som et tryk forbinder sig med en trykplade.

Kunstrådets vurdering

Det er Rødovre Kunstråds vurdering, at Anne Marie Plougs kunstneriske udtryk og sanselige bearbejdning af materialer og mønstre raffinerer og spiller sammen med den valgte arkitektur af Werk A/S. Lige så væsentlig for kunstrådet er det, at Plougs kunst rækker ud mod borgeren som en oversættelse af arkitekturens store linjer til en menneskelig skala. Overordnet set vil Anne Marie Ploug gennem materialer som kobber, keramik og tekstil invitere husets mange brugere til at zoome ind på naturen og få øje på den samlende kraft naturen har.

Anne Marie Ploug er stærkt inspirereret af måden, hvorpå arkitekt Arne Jacobsen livet igennem trak naturens farver, strukturer og linjer ind i sine rum og design. Med sit kunstneriske projekt peger Ploug såvel på den lokale natur som på Arne Jacobsens rådhusbygning, som i mange år har været en stærk markør for Rødovre.

Kunstrådet ser det som et ekstra plus, at Anne Marie Ploug i sit kunstneriske arbejde vil bede borgerne i Rødovre om hjælp til finde og skabe aftryk af de strukturer og mønstre, der findes i byens grønne oaser. Dette vil ske i samarbejde med kunstrådet samt byens skoler og institutioner.

Økonomiske konsekvenser

Rødovre Kommune afsætter årligt 1,3 mio. kr. til ny varig kunst i byens rum. I 2022 og 2023 forventes det, at budgettet primært er forbeholdt ny kunst til administrationsbygningen. Kunstneren har endnu ikke fået en endelig budgetramme, da projektet skal med i udbud af entreprise på ny bygning til rådhusfunktioner.

Tidsplan

Den forventede tidsplan for etableringen af kunsten følger tidsplanen for opførelsen af bygningen:

  • 2022: Valg af kunstner. Kunstner udarbejder, i samarbejde med totalrådgiveren WERK, et samlet projektforslag for kunst og byggeri, der skal i udbud i andet halvår af 2023.
  • 2023: Kunstner udvikler kunstværk og indsamler, gennem borgerrettede aktiviteter, konkrete idéer, elementer og motiver m.v., der kan indgå i den færdige kunst/udsmykning.
  • 2024-25: Etablering af kunstværk undervejs i byggeprocessen.
  • 2026: Overlevering af bygning og kunstværk.

Bilag

Bilag 1: Skitseforslag. Anne Marie Ploug

Forventet regnskab pr. ultimo september 2022 for Kultur- og Fritidsudvalget
Sag nr. 58

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

Forventet regnskab pr. ultimo september 2022 omfatter en opfølgning på forbruget af nettodriftsmidler i 2022 for Kultur- og Fritidsudvalget med udgangspunkt i status pr. ultimo september 2022.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at forventet regnskab pr. ultimo september tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Der henvises til bilaget "Forventet regnskab pr. ultimo september for Kultur- og Fritidsudvalget".

Lov- og plangrundlag

Principper for Økonomistyring i Rødovre Kommune.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Forventet regnskab pr ultimo september 2022 for Kultur- og Fritidsudvalget

Diverse
Sag nr. 59

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.

Lukket punkt: Entreprenørliste til renovering og omlægning af tennisbaner
Sag nr. 60

Beslutningskompetence: KB

Beslutning

Anbefales.

Lukket punkt: Diverse
Sag nr. 61

Beslutningskompetence: KFU

Beslutning

Taget til efterretning.