Kultur- og Fritidsudvalget

06-06-2023

Medlemmer

Formand Lene Due (A)
Pia Hess Larsen (A)
Tina Hippe Hansen (C)
Martin Rosenkrantz (F)
Marianne Christensen (Ø)

Sager 23 - 29

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 23

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

Meddelsespunktet fremlægges til orientering.

  1. Mundtlig orientering om udvidet åbningstid for idrætsanlæg i skolernes sommerferie.

Indstilling

Meddelelsespunktet forelægges til orientering.

Beslutning

Taget til efterretning.

Handleplan for idrætspolitikken 2023-2024
Sag nr. 24

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

Børne- og Kulturforvaltningen forelægger handleplan for idrætspolitikken 2023-2024. Handleplanen indeholder udvalgte indsatser for det kommende år, der skal medvirke til at omsætte vision og strategimål i politikken til praksis. Samtidig evalueres handleplanen for idrætspolitikken 2022-2023.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at handleplanen for idrætspolitikken for 2023-2024 godkendes samt
  2. at evaluering af handleplanen for idrætspolitikken for 2022-2023 tages til efterretning

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Handleplan for idrætspolitikken 2023-2024

I handleplanen for idrætspolitikken 2023-2024 arbejdes der ud fra visionen om, at alle borgere i Rødovre skal have mulighed for et aktivt, sundt og mangfoldigt idrætsliv gennem hele livet. Indsatserne sigter overordnet mod at få flere borgere ind i foreningslivet og at flere borgere generelt bliver mere idrætsaktive, herunder også selvorganiseret.

Indsatserne i handleplanen relaterer sig til idrætspolitikkens fem strategimål:

  1. Vi vil styrke foreningsidrætten og frivilligheden.
  2. Vi vil fremme samarbejde og partnerskaber på tværs.
  3. Vi vil styrke idrætten gennem gode faciliteter og inspirerende byrum.
  4. Vi vil skabe gode rammer for talent- og eliteidræt.
  5. Vi vil skabe et mangfoldig og inkluderende idrætsliv for alle.

I handleplanen er der beskrevet udvalgte indsatser for det kommende år, og giver dermed ikke et overblik over alle indsatser og aktiviter på området. Nogle af indsatserne knytter an til kommunens øvrige politikker og handleplaner, som f.eks. Sundhedspolitikken, Folkeoplysningspolitikken og Kultur- og Fritidspolitikken.

Handleplanen 2023-2024 har dels et særligt fokus på at styrke foreningsidrætten og få flere foreningsuvante børn og unge til at blive idrætsaktive, dels et fokus på at forbedre udnyttelsesgraden af kommunens idrætsfaciliter. Foreningerne spiller en afgørende rolle i udarbejdelsen og gennemførelsen af de konkrete indsatser i handleplanen, men skoler, institutioner og kommunens andre forvaltninger vil ligeledes være centrale aktører i indsatserne. Ligeledes vil partnerskabsaftalen med DGI Storkøbenhavn, der løber fra 2020-2023, fortsat medvirke til at understøtte foreningerne i at udvikle indsatser, der skal få flere børn og unge ind i foreningslivet.

Med henblik på at styrke foreningsidrætten vil kommunen i samarbejde med foreninger, skoler, institutioner og DGI Storkøbenhavn udvikle og igangsætte en række indsatser under fællesbetegnelsen "Foreningsliv for alle". "Foreningsliv for alle" indeholder bl.a. en bevægelsespakke, en trivselspakke, klubbernes dag samt en række foreningsworkshops, og har samlet set til formål at introducere flere børn og unge til kommunens idræts- og foreningstilbud, samt at styrke foreningerne i at inkludere socialt udsatte borgere med henblik på at sikre god modtagelse og fastholdelse. Derudover vil den nye "fritidspasordning", hvor børn og unge har mulighed for at få økonomisk hjælp til at starte i en forening, ligeledes have et særligt fokus i handleplanen. Med midler fra Socialstyrelsen er der ansat en fritidsvejleder, som skal være med til at udrulle fritidspasset og gøre opmærksom på ordningen på kommunens skoler, SFO'er og daginstitutioner. Indsatsområderne i projektet består bl.a. af fritidsvejledning, etablering af følgeven, foreningsworkshop, kontingent og udstyrsstøtte samt kommunikation mellem skolerne, familierne og foreningerne. Midlerne løber til og med 2023, men forvaltningen vil foreslå at fortsætte ordningen med fritidspasset og fritidsvejledningen med midler fra bl.a. Folkeoplysningsudvalget og §18-midler fra Social- og Sundhedsudvalget. Ovenstående indsatser er en del af Rødovre Kommunes kommende fokus på børn og unges mentale sundhed og trivsel, som bl.a. skydes i gang med et topmøde i august/september måned og som efterfølges af et 'Sammen om trivsel'-år, hvor der skal gennemføres prøvehandlinger og initiativer rettet mod børn og unges trivsel i dagtilbud, skoler og fritidstilbud.

Med henblik på at forbedre udnyttelsesgraden af idrætsfaciliteterne i kommunen vil der være fokus på at implementere termiske kameraer i haller og gymnastiksale og monitorering heraf, indførelse af mandskabsfri adgang i hallerne, samt at ubenyttet tid bliver belagt på nye måder, herunder bl.a. gennem skole- og SFO-forløb, friløb, åben hal samt privat brug via platformen wannasport. Indsatserne vil blive udviklet i samarbejde med idrætsanlæggene, brugerbestyrelserne og idrætsforeningerne med henblik på at udnytte faciliteterne bedre, introducere nye målgrupper og skabe større tilfredshed blandt idrætsforeningerne. Indsatserne taler samtidig ind i den langsigtede plan om at øge kapaciteten af kommunens idrætsfaciliteter, herunder bl.a. planerne på skoleområdet og pejlemærket om at tænke idrætsfaciliteter, når skolernes skal ombygges og renoveres. Det er målet at kommunens nuværende såvel som fremtidige idrætsfaciliteter bliver benyttet så meget som muligt til gavn for borgerne og foreningslivet.

Udover de beskrevne indsatser i handleplanen arbejder Børne- og Kulturforvaltningen løbende for en større gennemsigtighed og imødekommenhed i samarbejdet med foreningerne med henblik på at styrke foreningernes medbestemmelse og indflydelse i udviklingen af kommunens idrætstilbud. Forvaltningen vil derfor i det kommende år - sideløbende med de mange indsatser i handleplanen - styrke inddragelsen af foreningerne i de kommunale processer, og arbejde for at foreninger og borgere kender til medarbejdernes arbejdsopgaver og ansvarsområder.

Evaluering af handleplan for idrætspolitikken 2022-2023

I handleplanen for idrætspolitikken 2022-2023 har de overordnede indsatser været:

  • At udvikle et nyt halfordelingssystem og -principper for brugen af kommunens idrætsfaciliteter
  • At implementere termiske kameraer i kommunens haller og gymnastiksale
  • At udvikle et træner- og lederakademi med henblik på at styrke frivilligheden i foreningerne
  • At etablere en række netværksmøder med henblik på at fremme viden og samarbejde på tværs af idrætsforeningerne
  • At udrulle fritidspasordningen og fritidsvejledning, så flere børn og unge uden økonomiske midler kan blive en del af idræts- og foreningslivet

Et nyt halfordelingssystem og -principper for brugen af kommunens idrætsfaciliteter blev udviklet i samarbejde med kommunens idrætsforeninger og er gældende fra sæsonen 2023-2024. De nye principper bliver evalueret efter et år med henblik på at imødekomme eventuelle problemstillinger.

Der er blevet sat 26 termiske kameraer op i kommunens haller og gymnastiksale, herunder bl.a. i Rødovrehallen, Rødovre Stadionhal, tennishallen og kommunens skoler. Data fra kamerarerne vil blive brugt fra august af, når den nye sæson starter op, og vil indgå som et dialogværktøj i forhold til foreningernes udnyttelse af faciliteterne.

Det første skridt i retningen af etableringen af et lederakademi er taget, men selve lederakademiet er endnu ikke realiseret grundet problemer med at etablere samarbejde med eksterne partnere. Der arbejdes på at kunne afholde et ung-lederforløb i efteråret 2023, som forlængelse af forårets netværksmøde om unges frivillige engagement.

Der har været afholdt en række netværksmøder med henblik på at fremme viden og samarbejde på tværs af idrætsforeningerne. De afholdte netværksmøder er: "Bevægelsesmøde", "Unges frivillige engagement", "Præsentation af visionsoplæg for idrætsudvikling i Rødovre" samt "ABC for mental sundhed".

Fritidspasordningen er implementeret og der er pr. 1. maj 2022 ansat en fritidsvejleder, der administrerer sagsbehandling af ansøgninger, yder fritidsvejledning til børn, unge og deres familier, udbreder kendskabet til ordningen og samarbejder med fagpersoner rundt om i kommunen og frivillige i foreningerne om indsatsen om at få udsatte/sårbare børn og unge med i et fritidsfællesskab. Antal udstedte fritidspas: 2022 (40) og 2023 (27).

For yderligere beskrivelse og evaluering af ovenstående indsatser henvises der til vedlagte bilag.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Evaluering af handleplanens indsatser fremlægges politisk i juni 2024, hvor den nye handleplan for idrætspolitikken også præsenteres.

Bilag

Bilag 1: Handleplan for idrætspolitikken 2023-2024
Bilag 2: Evaluering af handleplan for idrætspolitikken 2022-2023

Medlemskab af Danmarks Biblioteksforening
Sag nr. 25

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, hvorvidt Rødovre Kommune skal blive medlem af Danmarks Biblioteksforening, der arbejder for at skabe bedre biblioteker for borgerne.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at Rødovre Kommune, repræsenteret ved Kultur- og Fritidsudvalget, bliver medlem af Danmarks Biblioteksforening pr. 1. juli 2023.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Danmarks Biblioteksforening (DB) er en interesseorganisation, der siden 1916 har varetaget de danske folkebibliotekers interesser og bidrager til samarbejde, erfaringsudveksling og ’best practice’ inden for området.

DB står bag det største netværk for kommunale kulturpolitikere. Biblioteksforeningen afholder hvert år ’Det Bibliotekspolitiske Topmøde’, hvor der fx afholdes partigruppemøder med mulighed for kulturpolitiske drøftelser på tværs af kommunerne. Dens kulturpolitiske rolle kommer også til udtryk i nationale kulturkonferencer og i regionale, kulturpolitiske debatter.

DB skaber også debatoplæg til kommunerne om, hvordan de kan udnytte bibliotekernes potentiale, fx Biblioteket i Samfundets Tjeneste, og laver processer for de enkelte byråd, udvalg eller biblioteker.

Det er også gennem DB, at de kommunale kulturpolitikere skaber fælles høringssvar, når de centrale myndigheder ændrer rammerne for de kommunale biblioteker; hvad enten det gælder lovgivning, udligningsordninger, eller når der skal nedsættes kommissioner, hvor der skal kommunale repræsentanter med.

DB har ligeledes taget initiativ til Tænketanken Fremtidens Biblioteker. Den laver løbende undersøgelser, udviklingsprojekter og effektmålinger, som fx påviser folkebibliotekernes positive effekt på læselyst og evnen til at læse; kortlægger antallet af personer, der tager og gennemfører en uddannelse; bibliotekernes integrationseffekt, bibliotekernes positive effekt for samfundsøkonomien m.v.

Pr. januar 2023 er 78 af landets 98 kommuner medlem af DB foruden Flensborg Kommune.

Rødovre Kommune har tidligere været medlem af DB, men medlemskabet blev bragt til ophør i 2010, da det vurderedes, at medlemskabet gav for lidt værdi for pengene. I takt med, at DB får større kommunal tilslutning, bliver mere dagsordensættende og synlig på den kulturpolitiske arena, kan det give god mening at genoptage medlemskabet for at blive en del af en fælles, kulturpolitisk stemme, der har vægt og bliver hørt, og som arbejder for at skabe bedre biblioteker for borgerne.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Et kommunalt medlemskab hos DB er baseret på indbyggertallet og vil for Rødovre Kommune fra 2025 koste ca. 73.076 kr. årligt, som foreslås delt ligeligt mellem Rødovre Bibliotek og Børne- og Kulturforvaltningen. Medlemskabet er for Rødovre Kommune gratis året ud i 2023, og i 2024 opkræver foreningen kun halv pris, dvs. ca. 36.000 kr.

Rødovre Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg vil desuden kunne deltage gratis i DB’s Kulturkonference den 21. september 2023 eller i Det Bibliotekspolitiske Topmøde i 2024.

Det kommunale kontingent fremskrives årligt med KL’s fremskrivningsprocent.

Tidsplan

Ingen.

Bedre udnyttelse af Rødovregård
Sag nr. 26

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

Rødovregård er et foreningshus, der har til formål at stille lokaler til rådighed for kommunens foreninger, aftenskoler, forvaltninger og lokale paraplyorganisationer. Rødovregård har - som de fleste andre steder - ledig kapacitet af lokaler, og da der samtidig er stor efterspørgsel på privat leje af Rødovregårds lokaler i forbindelse med fx bisættelser, foreslås det, at ledige lokaler med kort varsel fremadrettet kan udlejes til enkeltstående private arrangementer.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at det godkendes, at ledige lokaler på Rødovregård med kort varsel kan udlejes til enkeltstående private arrangementer samt
  2. at det godkendes, at forvaltningen får bemyndigelse til at udarbejde konkrete retningslinjer for udlejning til private arrangementer.

Beslutning

Godkendt med 4 stemmer for (A, C og F) og 1 imod (Ø), idet:

1) at udlejning af Rødovregård udelukkende kan ske til Rødovre-borgere,

2) at udlejning udelukkende omfatter begravelser og bisættelser, samt

3) at der skal gives en status til KFU om ca. 1,5 år.

Sagsfremstilling

Rødovregård er et foreningshus, der har til formål at stille lokaler til rådighed for kommunens foreninger, aftenskoler, forvaltninger og lokale paraplyorganisationer med fokus på at understøtte foreningsaktiviteter og kulturelle arrangementer. Lokalerne på gården bruges bl.a. til musik, sang, foredrag, debat, kommunale workshops og informationsmøder samt bestyrelsesmøder og generalforsamlinger for kommunens foreninger.

På trods af gårdens mange aktiviteter og brugere har Rødovregård - som de fleste andre steder - ledige lokaler, og da der samtidig er stor efterspørgsel på privat leje af gårdens lokaler i forbindelse med fx bisættelser, foreslås det, at overskudskapacitet med kort varsel fremadrettet kan udlejes til enkeltstående private arrangementer. Ved at åbne for udlejning til private arrangementer opnås der en bedre udnyttelse af lokalerne på Rødovregård samtidig med, at økonomien styrkes og borgernes efterspørgsel på lokaler imødekommes.

Der foreslås følgende retningslinjer for udlejning til enkeltstående private arrangementer:

  • Udlejning af lokaler kan kun forekomme såfremt lokalerne ikke kan benyttes af kommunens foreninger
  • Udlejning af lokaler skal ske med kort varsel inden for 10 dage
  • Udlejning af lokaler skal ske til markedspris. Prisen vil i udgangspunktet være 680 kr. pr. time uanset lokale og antal deltagere.
  • Udlejning af lokaler kan ikke benyttes til private fester
  • Rødovregård forbeholder sig retten til at afvise arrangementer uden yderligere forklaring

Med kort varsel sikres det, at foreningerne altid vil have mulighed for at booke sig ind først. Samtidig lægges der op til, at der kun kan bookes til spontane private arrangementer som fx begravelseskaffe. Med udlejning til markedspris sikres det, at kommunen lever op til kommunalfuldmagtsreglerne.

Det skal nævnes, at Rødovre Kommune i andre sammenhænge udlejer kommunale faciliteter til privat og kommerciel brug. Private borgere har bl.a. mulighed for at leje baner i kommunens idrætsfaciliteter, såsom Rødovrehallen, Rødovre Skøjte Arena og Vestbadet, ligesom kommunens faciliteter bliver udlejet til kommercielle aktiviteter, såsom koncerter, festivaller og messer.

Lov- og plangrundlag

Kommunalfuldmagten. Folkeoplysningsloven.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Tillægsbevilling til Krigshistorisk Festival på Oplevelsescenter Vestvolden
Sag nr. 27

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Oplevelsescenter Vestvolden har fået tilsagn om økonomisk støtte til afvikling af Krigshistorisk Festival 2023 på 80.000 kr. fra Nordea-fonden.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at der i 2023 gives en udgiftsneutral tillægsbevilling på netto 0 kr. til Kultur- og Fritidsudvalget svarende til en udgift og en tilhørende indtægtsbevilling på 80.000 kr. til Oplevelsescenter Vestvolden.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Oplevelsescenter Vestvolden har fået tilsagn om støtte til afholdelse af Krigshistorisk Festival. Der er bevilget 80.000 kr. fra ’Liv i det lokale’-puljen gennem Nordea-fonden.

Krigshistorisk Festival afholdes for femte gang på Vestvolden i Rødovre den 10.-11. juni 2023. Krigshistorisk Festival blev afviklet første gang i 2017 og har siden været en stor succes med 15-20.000 besøgende i løbet af den årlige festivalweekend.

Festivalen arrangeres af Oplevelsescenter Vestvolden i samarbejde med frivillige fra dygtige historiske grupper, der dækker hele landet og med praktisk hjælp fra lokale frivillige fra Rødovre.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Den godkendte anvendelse af midlerne har ingen økonomiske konsekvenser for Rødovre Kommune. Der betales fondsmoms på 17,5 % af beløbet.
Bevillingen vedrører funktion 03.35 Kulturel virksomhed.

Tidsplan

Ingen.

Drøftelse af studieture
Sag nr. 28

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

I denne sag forelægges foreløbige ideer til studieture til videre drøftelse i de enkelte fagudvalg og i Økonomiudvalget.

Sagen behandles i alle udvalg.

Indstilling

Staben for Politik, Strategi og Digitalisering indstiller,

at foreløbige ideer til studieture drøftes i de politiske udvalg med henblik på efterfølgende afklaring.

Beslutning

Drøftet.

Sagsfremstilling

De politiske udvalg (Økonomiudvalg og fagudvalg) har mulighed for at tage på studietur én gang i løbet af en fireårig valgperiode med det formål at hente inspiration og viden til at videreudvikle Rødovre Kommune. I indeværende valgperiode afholdes studieturen et sted i Danmark.

Studieture skal tilrettelægges, så de emnemæssigt ligger inden for det enkelte udvalgs arbejdsområde. De politiske udvalg kan f.eks. mødes med andre politikere, eksperter eller fagfolk, og kan eksempelvis besøge virksomheder, organisationer eller institutioner, der har alternative løsninger på de udfordringer og problemstillinger Rødovre Kommune står overfor. Udvalgene har også mulighed for at arrangere udvalgsture sammen med andre udvalg, hvor der er fælles tværgående temaer.

I vedlagte bilag skitseres formål, foreløbige ideer til besøg samt mulige datoer til drøftelse. Efter drøftelser i de enkelte udvalg samles forslag og ideer, hvorefter forvaltningen udarbejder endeligt program.

Det endelige program vil blive forelagt på udvalgsmøder til orientering efter sommeren 2023 og vil efterfølgende blive lagt på Rødovre Kommunes hjemmeside.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Grundet et generelt økonomisk pres på kommunerne, herunder Rødovre, er der i denne udvalgsperiode et fokus på relevante besøg i Danmark, der passer til de udfordringer, kommunerne ser ind i.

Tidsplan

Studieture kan afvikles i andet halvår 2023 og første halvår af 2024.

Bilag

Bilag 1: Foreløbige ideer til studieture

Diverse
Sag nr. 29

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.