Kultur- og Fritidsudvalget

16-01-2024

Medlemmer

Formand Lene Due (A)
Pia Hess Larsen (A)
Tina Hippe Hansen (C)
Martin Rosenkrantz (F)
Marianne Christensen (Ø)

Sager 1 - 5

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 1

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

Der er ingen meddelelsespunkter.

Beslutning

Taget til efterretning.

Forslag til revideret Folkeoplysningspolitik
Sag nr. 2

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

Børne- og Kulturforvaltningen forelægger forslag til revideret folkeoplysningspolitik.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at forslag til Rødovre Kommunes folkeoplysningspolitik sendes i høring i de godkendte folkeoplysende foreninger.

Beslutning

Godkendt.

Beslutning fra Folkeoplysningsudvalget, 21. november 2023, pkt. 39:

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Da den nuværende folkeoplysningspolitik udløber ved udgangen af 2023, har Børne- og Kulturforvaltningen - i samarbejde med Folkeoplysningsudvalget - udarbejdet et forslag til en ny og revideret folkeoplysningspolitik. Den reviderede Folkeoplysningspolitik står på skuldrene af og afløser den eksisterende folkeoplysningspolitik, der indtil nu har udgjort grundlaget for løbende målsætninger og strategiske pejlemærker på folkeoplysningsområdet. Folkeoplysningsudvalget har udtrykt tilfredshed med den eksisterende politik, herunder både vision, formål og indsatsområder, hvorfor den nye folkeoplysningspolitik er en skærpelse af den eksisterende med få ændringer.

I henhold til Folkeoplysningslovens §34 skal Kommunalbestyrelsen vedtage og offentliggøre en politik for den folkeoplysende virksomhed i kommunen. Formålet med folkeoplysningspolitikken er at sikre en bevidst og planlagt udvikling af de rammer, som de folkeoplysende foreninger agerer inden for. Derfor er det også hensigten, at politikken udarbejdes i samarbejde med de folkeoplysende foreninger i kommunen. Som følge af ovenstående er udviklingen af den nye og reviderede folkeoplysningspolitik sket i et tæt samarbejde med Folkeoplysningsudvalget, der gennem workshop og dialog har haft mulighed for at komme med input, ønsker og prioriteringer til politikken.

Den reviderede folkeoplysningspolitik beskriver, ligesom den forrige, ambitionsniveauet, rammevilkårene og det brede samarbejde inden for folkeoplysningen i Rødovre Kommune.

Visionen og formålet i politikken er bibeholdt, dog med en skærpet sammenhæng til Rødovrestrategien og kommunens idrætspolitik og kultur- og fritidspolitik.

De fire strategimål i politikken er bibeholdt, herunder:

  1. Flere borgere deltager aktivt
  2. Foreningernes ressourcer bliver styrket
  3. Faciliteter understøtter aktivitet og mange brugere
  4. Samarbejde bredt for at styrke folkeoplysningen

De enkelte indsatsområder inden for hvert strategimål er blevet udvidet med henblik på at understøtte rekruttering af frivillige samt imødekomme borgere med handicap og borgere med særlige behov.

Det foreslås, at forslag til revideret folkeoplysningspolitik sendes i høring blandt de folkeoplysende foreninger i Rødovre.

I forbindelse med udviklingen af den reviderede folkeoplysningspolitik har Folkeoplysningsudvalget efterspurgt en drøftelse og tilpasning af udvalgets mødestruktur, indhold og graden af involvering. Børne- og Kulturforvaltningen vil således på et af de kommende møder i Folkeoplysningsudvalget komme med forslag til ændringer, der kan ligge til grund for en yderligere drøftelse og dialog om arbejdet i Folkeoplysningsudvalget og indholdet heraf.

Lov- og plangrundlag

Folkeoplysningslovens §34.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

November 2023: Forelæggelse af udkast til folkeoplysningspolitikken hos Folkeoplysningsudvalget

Januar 2024: Forelæggelse af udkast til folkeoplysningspolitikken hos Kultur- og Fritidsudvalget

Januar og februar 2024: Høring af udkast i de folkeoplysende foreninger i Rødovre

Marts 2024: 2. behandling i Folkeoplysningsudvalget

April 2024 : 2. behandling i Kultur- og Fritidsudvalget

April 2024: Endelig vedtagelse af revideret folkeoplysningspolitik i Kommunalbestyrelsen

Bilag

Bilag 1: Revideret Folkeoplysningspolitik

Handleplan for kultur- og fritidspolitik 2024-2026
Sag nr. 3

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

Børne- og Kulturforvaltningen forelægger handleplan for kultur- og fritidspolitikken 2024-2026. Handleplanen indeholder fire overordnede indsatser, som hver udmøntes i fire til seks handlinger, der skal konkretisere og virkeliggøre målene i kultur- og fritidspolitikken.

Indstilling

 Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at handleplan for kultur- og fritidspolitikken 2024 godkendes samt
  2. at handleplan for kultur- og fritidspolitikken og status på indsatser og handlinger er gældende for to år.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Rødovre Kommunes kultur- og fritidspolitik blev godkendt af Kommunalbestyrelsen den 14. marts 2023 efter en bred inddragelsesproces i godt halvandet år. Med henblik på at sætte politikken i spil er det besluttet at udarbejde handleplaner, der udmøntes i konkrete indsatser for Rødovre Kommune.

For at udvikle handleplanen har Børne- og Kulturforvaltningen i første omgang kortlagt kultur- og fritidsområdets eksisterende og kommende indsatser gennem:

  • Dialogmøder med Rødovres kultur- og fritidsinstitutioner, udvalgte medarbejdere fra kultur- og fritidsområdet samt andre fagområder som erhverv, byudvikling, klima, vej og park, dagtilbuds- og skoleområdet samt social- og sundhedsområdet.

Efter kortlægningen fulgte en indkredsning af handleplanens udvalgte indsatser, som blev præciseret gennem:

  • To workshops med kultur- og fritidslivet
  • Yderligere møder med kultur- og fritidslivet samt samarbejdspartnere til de kommende udvalgte handlinger, bl.a. det lokale erhvervsliv, skoler, kunstnere, foreninger, borgere, ungdomsorganisationer, fonde, råd, Kulturmetropolen, eksterne kulturinstitutioner m.fl. 

På baggrund heraf blev der til handleplanen 2024-2026 i fællesskab udvalgt fire overordnede indsatser, som sættes i spil gennem såkaldte handlinger.

Indsats 1: Udbredelse af kunst og kultur for alle, herunder seks handlinger
Indsats 2: Kunst og kultur i byens rum, herunder seks handlinger
Indsats 3: Et godt børne- og ungeliv med kultur, herunder fire handlinger
Indsats 4: Udvikling af kulturelle fællesskaber, herunder fire handlinger.
De udvalgte indsatser og handlinger favner kulturelt bredt og er med til at synliggøre, sætte retning og fokus på de prioriterede kultur- og fritidstilbud og sikrer samtidigt, at Rødovres Kommunes kultur- og fritidstilbud udvikles i overensstemmelse med gældende kultur- og fritidspolitik.

I handleplanen er kultur- og fritidspolitikkens vision et omdrejningspunkt: Kulturen skal være i centrum for dannelse af mennesker og fællesskaber og bidrage til byens udvikling og udfordringer.

Med visionen følger der en ambition om, at der i henhold til strategien Sammen om Rødovre skabes et levende kultur- og fritidsliv, hvor målene er, at alle borgere skal kunne opleve og deltage i et rigt kultur- og fritidsliv, og at flere kulturelle aktiviteter og fællesskaber skal opstå i hele byen.

Indsats 1
I handleplanens indsats 1 er der et særligt fokus på, at Rødovres kultur- og fritidsinstitutioner spiller en vigtig rolle i at sikre borgerne gode og varierede kulturtilbud af høj kvalitet og mødet med den professionelle kunst og kultur, og at kulturinstitutionernes tilbud skal udvikles og udbredes, så flere får mulighed for at opleve og udøve aktuel kunst og kultur i Rødovre – også dem, der ikke kan se sig selv i de mere etablerede tilbud i byen.

Indsats 2
Under indsats 2 er der lagt særligt vægt på, at kunst og kultur går i samspil med andre fagområder og tænkes ind i kommende udviklingsprojekter i byen, i nye boligområder, i byplanlægningen og i forhold til klima og grøn omstilling. Der er bl.a. fokus på at involvere borgerne i kunst- og kulturprojekter, der har til formål at give Rødovres borgere en stemme i byudviklingen og gøre os klogere på interesser for det grønne byrum. Der er også lagt vægt på at udvide kunstformidlingen i det offentlige rum og på at levendegøre kulturhistorisk formidling med borgerne i centrum.
Indsats 3
Under indsats 3 har vi fokus på at bruge kunst og kultur som en vej til at fremme børn og unges trivsel, livsglæde, lyst til at udtrykke sig og til at deltage i fællesskaber, bl.a. med ny musikundervisning for elever fra specialundervisningen, der skal give dem øget fokus og koncentration. Der er også fokus på at sætte kunsten og kulturen i centrum som en vej til at skabe et modstandsdygtigt, glædesfyldt og fællesskabsbåret børne- og ungeliv i Rødovre. Herudover at kombinere kunst med naturoplevelser, som skaber fordybelse, ro og forbindelse til naturen.
Indsats 4
I indsats 4 rækker vi ud mod byens kulturelle foreninger for sammen at inkludere flere borgere i kulturelle aktiviteter og fællesskaber. Her skal en ny kortlægning af det kulturelle foreningsliv give viden om samarbejdsflader til byens kulturinstitutioner som en mulig vej for at åbne op for nye samarbejder.  Der skal også åbnes op for samarbejde med Rødovres seniorer og ønsker til brug af byens grønne rum som afsæt for udvikling af nye uformelle fællesskaber på tværs af byen. Og der skal udvikles på større arrangementer i samarbejde med foreningslivet, som kan bidrage til at invitere flere borgere med i byens fælleskaber og aktiviteter.

Kommende handleplaner
Med prioriteringen af udvalgte indsatser og handlinger for det kommende år, er det ikke alle områdets indsatser, som er medtaget. Handleplanen giver derfor ikke et komplet overblik over hele kultur- og fritidsområdets indsatser og aktiviteter. Der er ligeledes dele af politikkens indhold, som endnu ikke er omsat til konkrete handlinger i nærværende handleplan, men som først vil være i fokus i efterfølgende handleplaner. Der gælder også indsatser, som der arbejdes på at modne sideløbende med handleplanen, bl.a. ønsker om i højere grad at sammentænke idræt med kultur.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Der er ansøgt midler gennem flere fonde. Tre af projekterne/handlingerne er afhængige af et tilsagn fra fondene for at kunne udvikles efter planen fra 2024.

Tidsplan

Eftersom flere af de beskrevne handlinger i planen for 2024 er flereårige, foreslås det at lade handleplanerne vare to år ad gangen, herunder også opfølgning og status på handleplanen. Der udarbejdes dog et tillæg til handleplanen i 2025 med særligt fokus på Rødovres 125 års-jubilæum i 2026. Kultur- og Fritidsudvalget vil derfor få forelagt sagen om 125 års-jubilæet til udvalgsmødet i januar 2025 samt status på handleplanerne på udvalgsmødet i december 2025.

Bilag

Bilag 1: Handleplan til kultur- og fritidspolitik_2024

Udgiftsneutral tillægsbevilling til renovering af Rødovre Tennisanlæg
Sag nr. 4

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Som en del af en samlet renovering af Rødovre Tennisanlæg ønsker Rødovre Tennisklub at finansiere renoveringen af to ud af ni tennisbaner samt et nyt låse- og adgangssystem.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at modtagelse af midlerne godkendes samt
  2. at der i 2024 gives en udgiftsneutral anlægsbevilling og afsættes rådighedsbeløb til renovering af Rødovre Tennisanlæg svarende til en udgift på 1.945.000 kr. og en tilhørende indtægt på 1.945.000 kr. til Kultur- og Fritidsudvalget.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

I forbindelse med budget 2022 og 2023 blev der afsat midler til renovering af Rødovre Tennisanlæg, herunder omlægning af alle ni eksisterende rødgrusbaner til helårsbaner inkl. ny hybridbelægning, drænsystem, hegn, låger og LED-lysanlæg. Projektet blev vurderet til at koste 7,2 mio. kroner.

I august 2023 blev projektet sendt i udbud, hvor fem firmaer efter forudgående aftale blev anmodet om at afgive tilbud. Ved den efterfølgende licitation modtog kommunen to tilbud og her viste det sig, at den samlede tilbudssum for de indsendte tilbud var højere end den af Rødovre Kommune bevilgede anlægssum. Tilbuddene var højere end vurderet tilbage i efteråret 2022 grundet de tiltagende prisstigninger i bygge- og anlægsbranchen, og fordi der er blevet udarbejdet et konkret projektgrundlag, hvor de lokale forhold er blevet undersøgt nærmere ved hjælp af prøver og forundersøgelser. Udbuddet blev herefter annulleret.

Ved en efterfølgende gennemgang og tilretning af projekteringsmaterialet, blev det vurderet, at syv ud af de ni baner kunne renoveres inden for den bevilgede anlægssum ved et nyt udbud. Rødovre Tennisklub meddelte i den forbindelse, at klubben ønsker at medfinansiere de to sidste baner med henblik på at komme i mål med den fulde renovering af de oprindelige ni baner.

Et nyt udbud blev herefter udsendt medio oktober omhandlende renovering af syv baner (bane 1-7) med option på renovering af de sidste to baner (bane 8-9) og dermed forventet samlet ni tennisbaner i alt. Ved den efterfølgende licitation kom det frem, at optionen på de to baner koster 1.800.000 kroner. Optionen finansieres ved hjælp af en tillægsbevilling fra Rødovre Tennisklub, som overfor kommende valgt og igangværende entreprenør, skal være udløst af bygherre inden den 1. februar 2024. Rødovre Tennisklub ønsker ligeledes at finansiere et nyt elektronisk adgangs- og låsesystem, der gør det nemmere og mere fleksibelt at styre adgangen til banerne og klubhuset. Det nye adgangs- og låsesystem forventes at koste 145.000 kroner.

Rødovre Tennisklub har på deres ekstraordinære generalforsamling den 29. november 2023 godkendt at afsætte 1.945.000 kroner til renovering af 2 baner samt etablering af et nyt låse- og adgangssystem. Udarbejdelse af lånedokumenter forventes at pågå frem til og med januar 2024.

Tennisklubbens medfinansiering medfører ikke ændringer i forhold til tennisklubbens rådighed over banerne eller kommunens ret til at anvise andre foreninger til anlægget jf. folkeoplysningsloven. Tennisklubbens medfinansiering af de to baner kan ikke overstige 1.800.000 kroner. Overskridelser af anlægssummen påhviler herefter kommunen. Se bilag for aftale mellem Rødovre Kommune og Rødovre Tennisklub vedr. renovering af medfinansiering af Rødovre Tennisanlæg.

Kultur- og Fritidsudvalget blev orienteret om sagen på deres møde den. 5. december 2023. Rødovre Tennisklub har løbende været inddraget i udarbejdelsen af projekteringsmaterialet, herunder de konkrete løsninger for renoveringen, ligesom de løbende har været involveret i genudbuddet og de nødvendige tilrettelser.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Den godkendte anvendelse af midlerne har ingen økonomiske konsekvenser for Rødovre Kommune.

Bevillingen vedrører hovedfunktion 00.32 Fritidsfaciliteter.

Tidsplan

Entreprisen udføres i perioden fra den 4. december 2023 til og med den 2. april 2024. Den samlede tidsplan for projektet er nærmere specificeret nedenfor:

  • 16. oktober 2023: Udsendelse af tilrettet udbudsmateriale
  • 6. november 2023: Tilbudsafgivelse (licitation)
  • 10. november 2023: Meddelelse om tildeling af kontrakt til de bydende
  • 17. november 2023: Opstart af udførelsesperiode for renoveringsarbejdet
  • 1. februar 2024: Deadline for udløsning af option på de resterende 2 baner (bane 8 og 9)
  • 2. april 2024: Afleveringsforretning

Det bemærkes, at vejrforhold kan påvirke tidsplanen.

Bilag

Bilag 1: Aftale mellem Rødovre Kommune og Rødovre Tennisklub om renovering og medfinansiering af Rødovre Tennisanlæg - m. underskift fra RK og RTK

Diverse
Sag nr. 5

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.