Kultur- og Fritidsudvalget
03-12-2024
Medlemmer
Pia Hess Larsen (A)
Tina Hippe Hansen (C)
Martin Rosenkrantz (F)
Marianne Christensen (Ø)
Sager 64 - 72
Meddelelser
Sag nr. 64
Beslutningskompetence: KFU
Sagens kerne
Ingen meddelelser.
Indstilling
Meddelelsespunktet forelægges til orientering.
Beslutning
Taget til efterretning.
Handleplan for idrætspolitikken 2025
Sag nr. 65
Beslutningskompetence: KFU
Sagens kerne
Børne- og Kulturforvaltningen fremlægger handleplanen for idrætspolitikken 2025 samt evaluering af handleplan for idrætspolitikken 2023-2024. Handleplanen for 2025 fokuserer på udvalgte indsatser, der omsætter idrætspolitikkens vision og strategiske mål til praksis og fremmer trivsel og aktivitetsniveauet blandt borgerne i Rødovre.
Indstilling
Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,
at handleplanen for idrætspolitikken 2025 godkendes.
Beslutning
Godkendt.
Sagsfremstilling
Rødovre Kommunes idrætspolitik blev godkendt af Kommunalbestyrelsen den 25. januar 2022, og sætter retningen for fremtidens udvikling af idrætslivet i Rødovre.
Visionen for Rødovre Kommunes idrætspolitik er, at alle borgere skal have mulighed for et aktivt, sundt og mangfoldigt idrætsliv gennem hele livet.
Visionen afspejler et målrettet ønske om at få flere borgere ind i idrætslivet – både i foreningslivet og i det selvorganiserede idrætsliv. Ambitionen er, at Rødovre Kommune som minimum kommer på niveau med kommunerne på Vestegnen, og at Rødovre derigennem bakker op om DIF og DGI’s nationale vision ”Bevæg Dig For Livet”, der skal gøre Danmark til verdens mest aktive nation.
Med idrætspolitikken er det besluttet, at der hvert år skal udarbejdes en handleplan, der beskriver kommunens indsatser i forhold til at nå strategimålene i politikken. Det er samtidig besluttet, at der hvert år skal gøres status på indsatserne samt komme forslag til nye handlingsindsatser for det kommende år.
Handleplanen for 2025 bygger videre på visionen om, at alle borgere i Rødovre skal have adgang til et aktivt og inkluderende idrætsliv gennem hele livet. Planens mål er at engagere flere borgere i foreningslivet og øge aktivitetsniveauet, både i organiseret og selvorganiseret idræt.
De udvalgte indsatser i handleplanen afspejler en bred indsats, men udgør ikke en udtømmende liste over alle aktiviteter. Flere af dem er koordineret med kommunens øvrige politikker, herunder Sundhedspolitikken, Folkeoplysningspolitikken samt Kultur- og Fritidspolitikken.
Handleplanen bygger videre på erfaringer fra 2023-24 og viderefører aktuelle projekter, herunder "Mod På Trivsel" og samarbejdet med DGI Storkøbenhavn, som allerede har inddraget borgere og foreninger omfattende. De nye initiativer i planen er dermed baseret på principperne fra "Sammen om Rødovre" og bidrager til en mere samlet indsats.
Udvalgte mål og indsatser for 2025
I handleplanen for 2025 vil forvaltningen fortsætte og styrke indsatsen for trivsel og fællesskab i idræts- og fritidslivet. Den igangværende indsats "Mod På Trivsel", som startede i 2023, videreføres og forankres med en ny handleplan, der lanceres til foråret, for at sikre bæredygtige trivselstiltag i samarbejde med lokale foreninger og institutioner.
Forvaltningen vil også afholde idræts- og temamøder for at inspirere og forberede foreningslivet på fremtidens udfordringer. Møderne vil omfatte temaer som mental sundhed, trivsel og udvikling af tilbud til unge og piger, så foreningerne kan tilpasse sig samfundsudviklingen og tiltrække flere medlemmer.
Derudover lanceres en frivilliguddannelse i samarbejde med DGI Storkøbenhavn for at styrke rekruttering og ledelse i foreningerne. En del af denne indsats bliver et ungelederakademi, der skal ruste unge til at tage ledelsesansvar i foreningslivet og engagere sig i dets demokratiske processer.
Desuden fortsættes arbejdet med at optimere brugen af kommunens idrætsfaciliteter og udvikle en samlet plan for de store faciliteter, som Rødovrehallen og Stadionhallen.
Endelig forstærkes indsatsen med fritidspas og fritidsvejledning for at give udsatte børn og unge bedre muligheder for at blive en del af foreningslivet gennem økonomisk støtte og vejledning.
Lov- og plangrundlag
Ingen.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
Handleplanen udmøntes i 2025.
Bilag
Bilag 1: Handleplan for idrætspolitikken 2025Bilag 2: Evaluering af handleplan for idrætspolitikken 2023-2024
Proces og kriterier for anlægsinvesteringer på idrætsområdet 2026
Sag nr. 66
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Som led i udmøntningen af kommunens idrætspolitik samt en politisk ambition om at afsætte 10 mio. kr. årligt i en tiårig periode, har Børne- og Kulturforvaltningen afprøvet og tilpasset en model for prioritering og udvælgelse af anlægsinvesteringer på idrætsområdet for budget 2022, 2023, 2024 og 2025. I forbindelse med Budget 2025 blev det aftalt, at Kultur- og Fritidsudvalget skulle drøfte processen og kriterierne for fordeling af midlerne i idrætspuljen for 2026, forud for en endelig godkendelse af processen i Kommunalbestyrelsen. Efter en åben drøftelse i Kultur- og Fritidsudvalget den 12. november 2024, forelægges sagen nu i revideret form til politisk beslutning.
Indstilling
Børne- og Kulturforvaltninge indstiller,
at modellen for prioritering og udvælgelse af anlægsinvesteringer på idrætsområdet i 2026 godkendes.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Denne sag er en opfølgning på Budget 2025, hvor der blev stillet ønske om en drøftelse af proces og kriterier for idrætspuljen. Af huskelisten fremgår følgende: ”Vi ønsker en sag i Kultur- og Fritidsudvalget (KFU), hvor udvalget drøfter fleksibilitet i kriterierne for fordeling af midler i idrætspuljen samt en drøftelse af, hvordan kendskabet til idrætspuljen udbredes yderligere. Herefter ønskes sagen drøftet samlet i KB”.
Med udgangspunkt i ovenstående blev sagen drøftet på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 12. november 2024, hvor udvalget kom med bemærkninger til processen. Baseret på disse foreslår Børne- og Kulturforvaltningen at tilpasse modellen med følgende ændringer:
- At der indarbejdes et kriterie for udvælgelse af projekter, der har fokus på optimering og forbedring af nuværende faciliteter.
- At der efter ansøgningsfristen afholdes et videndelingsmøde, hvor ansøgende foreninger får mulighed for at præsentere deres projektidéer for Kultur- og Fritidsudvalget, forvaltningen, repræsentanter for
- At der arbejdes på at forbedre synligheden af idrætspuljen gennem en bredere digital tilstedeværelse på kommunens hjemmeside samt at FIR og brugerbestyrelserne får en mere aktiv rolle som formidler af idrætspuljen.
Ovenstående tiltag bygger videre på tidligere års tilpasninger, som bl.a. har medført en todelt ansøgningsproces, en løbende orientering af Kultur- og Fritidsudvalget om processen, en udvidelse af analysegruppen med repræsentanter fra DGI samt en udvidelse af udvælgelseskomitéen med repræsentanter fra brugerbestyrelserne.
Proces for udvælgelse af anlægsinvesteringer på idrætsområdet 2026
Processen for prioritering og udvælgelse af anlægsinvesteringer på idrætsområdet følger tidligere års tidsplan og praksis. Opsummeret forløber processen således:
- Ansøgningsrunde og analyse: Borgere og foreninger indsender anlægsønsker, som efterfølgende analyseres af forvaltningen.
- Udvælgelse og anbefaling: En udvælgelseskomité bestående af forvaltningen, DGI, FIR og repræsentanter fra brugerbestyrelserne drøfter og prioriterer mellem de forskellige projektforslag, som danner grundlag for en efterfølgende politisk indstilling.
- Endelig beslutning: Kommunalbestyrelsen beslutter, hvilke projekter der skal finansieres, og anlægsbevillingerne frigives, så projekterne kan igangsættes.
Se vedhæftet bilag for en uddybet tidsplan.
Derudover gælder nedenstående fortsat i forbindelse med ansøgningsproceduren:
- Foreningerne har mulighed for at få hjælp til udarbejdelse af deres projektforslag hos både Teknisk Forvaltning og Børne- og Kulturforvaltningen.
- Foreninger, der får afslag, får en begrundelse, og kan få den uddybet med henblik på en ny ansøgning i næste runde.
- Der opfordres til, at hvis flere foreninger har samme projektforslag, bør foreningerne gå sammen om ansøgningen.
Kriterier:
Hvert år lægges der en række kriterier til grund for, hvilke anlægsprojekter der prioriteres i den kommende ansøgningsrunde. Som eksempel kan der det ene år fokuseres på børn og unge, mens fokus et andet år kan være på ældre eller eliteidræt. Fælles for kriterierne er, at de er i tråd med Rødovre Kommunes idrætspolitik.
Med udgangspunkt i drøftelserne fra Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 12. november foreslås følgende kriterier (uprioriteret) for processen for anlægsinvesteringer i 2026:
- Anlægsprojekter, der optimerer og forbedrer nuværende faciliteter.
- Anlægsprojekter, der fremstår modne og klar til at blive realiseret.
Det første kriterie bunder i ønsket om at optimere og forbedre eksisterende faciliteter. Dette kan omfatte udvidelse eller modernisering af faciliteter for at øge deres kapacitet, funktionalitet eller tilgængelighed. Fokus vil være på at forbedre udnyttelsen af eksisterende, således at faciliteterne kan betjene flere brugere eller imødekomme nye behov. Projekter, der demonstrerer konkrete forbedringer i forhold til energieffektivitet, brugervenlighed eller tilgængelighed vil således blive vægtet positivt.
Det andet kriterie bunder i ønsket om at få eksekveret anlægsprojekter besluttet i budget 2026 hurtigst muligt, hvorfor projekter, der ikke medfører behov for foranalyser mv. vil vægtes højere. Således prioriteres de projekter, som fremstår gennemarbejdede og hvor fx priser og tegninger er indhentet.
Udover ovenstående kriterier ses der positivt på de projekter, som er bæredygtige, multifunktionelle, øger kapaciteten og hvor flere foreninger eller aktører kan samarbejde om brugen af faciliteten, jf. målene i idrætspolitikken.
Alle indsendte projektforslag analyseres og vurderes på baggrund af de vedtagne kriterier. Med udgangspunkt i disse kategoriseres projektforslagene enten som højt behov, mellem behov eller lavt behov.
Kommunikation:
For at styrke kommunikationen med foreningerne og understøtte, at flere foreninger ansøger idrætspuljen, foreslår Børne- og Kulturforvaltningen at øge synligheden af puljen gennem kommunens digitale platforme og ved at styrke FIR’s og brugerbestyrelsernes rolle som formidler af puljen.
Forvaltningen vil øge synligheden af idrætspuljen gennem en bredere digital tilstedeværelse, så foreningerne lettere kan tilgå information om ansøgningsprocessen og motiveres til at deltage. Konkret vil dette ske gennem en forbedring af kommunens hjemmeside, øget brug af kommunens Facebookside og udsendelse af nyhedsbreve, som skal sikre en bredere formidling og nem adgang til ansøgningsmateriale. Derudover foreslås det, at FIR og brugerbestyrelserne får en mere aktiv rolle som formidler af idrætspuljen. Ved at drage nytte af deres tætte kontakt til foreningerne kan bidrage til at udbrede information puljen, ansøgningsprocessen samt opfordre flere foreninger til at søge.
Lov- og plangrundlag
Ingen.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
Ingen.
Bilag
Bilag 1: Bilag - Tidsplan for anlægsinvesteringer på idrætsområdet 2026 Anlægsregnskab - Islev kunstgræsbane
Sag nr. 67
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Kommunalbestyrelsen godkendte den 29. marts 2022, at der blev afsat 9,8 mio. kr. til en kunstgræsbane ved Islev Skole. Anlægsregnskab for bevillingen forelægges hermed til godkendelse. Projektregnskabets resultat er en mindreudgift på 0,6 mio. kr.
Indstilling
Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,
- at anlægsregnskabet godkendes samt
- at mindreforbruget på 0,6 mio. kr. tilgår kassebeholdningen.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Kommunalbestyrelsen godkendte i marts 2022, at der blev afsat i alt 9,8 mio. kr. til en ny kunstgræsbane med lysanlæg ved Islev Skole.
Ansøgningen om en ny kunstgræsbane kom fra i alt seks fodboldklubber (Orient Fodbold, Rødovre Boldklub, B77, Avarta, Islev Boldklub og BK Vest), der sammen ønskede en 11-mands kunstgræsbane samt lysanlæg og hegn ved Islev Skole.
Banen er anlagt som kunstgræsbane med fyldmateriale af sand i stedet for gummigranulat. Sandfyld har flere fordele. Det har højere vægtfylde end gummigranulat og forsvinder derfor i mindre grad fra banen. Det betyder, at der er mindre behov for genopfyldning af fyldmateriale. Sand er desuden ikke skadeligt for miljøet og er dertil billigere i anlægs- og driftsomkostninger.
Der er opsat belysning langs banen, som kan fjernstyres og dermed variere i styrke og tændingstidspunkter. Lyset er brugervenligt og der er lagt vægt på, at det skal genere naboerne mindst muligt.
Projektet er nu afsluttet og regnskab for bevillingen er opstillet nedenfor:
Anlægsbevilling i alt: 9.787.444 kr.
Forbrug i alt: 9.197.195 kr.
Mindreforbrug: 590.249 kr.
I regnskabet er anlægsbevillingen pris- og lønfremskrevet, hvorfor der er en difference mellem det bevilligede beløb den 29. marts 2022 og anlægsregnskabet.
Mindreforbruget skyldes, at der viste sig at være mindre forurenet jord end forventet og færre uforudsete udgifter. Der var afsat 675.000 kr. til uforudsete udgifter, men der er kun brugt 300.000 kr.
Lov- og plangrundlag
Bekendtgørelse om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision m.v., bilag 1, pkt. 7.2.
Generelle retningslinjer, budgetpublikationen.
Økonomiske konsekvenser
Mindreforbruget på 0,6 mio. kr. tilgår kassebeholdningen.
Tidsplan
Ingen.
Bilag
Bilag 1: Anlægsregnskab Islev skole kunststofgræsbane.pdf Ændrede takster for Skoletjenesten Københavns Befæstning udenfor Rødovre, København og Frederiksberg kommuner
Sag nr. 68
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Oplevelsescenter Vestvolden ønsker at hæve taksterne for Skoletjenesten Københavns Befæstnings undervisningsforløb for skoler fra kommuner, der ikke har aftaler om medfinansiering af driften af Skoletjenesten. Skoletjenestens undervisningsforløb vil fortsat være gratis for skoler i Rødovre samt for skolerne i de medfinansierende kommuner, København og Frederiksberg.
Indstilling
Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,
at de foreslåede takster for undervisningsforløb gennem Skoletjenesten Københavns Befæstnings godkendes.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Taksterne for undervisningsforløbene for Skoletjenesten Københavns Befæstning er ikke blevet justeret siden 2017. Det foreslås derfor at hæve taksterne for forløbene med mellem 100-350 kr. pr. forløb for skoler fra kommuner, der ikke har aftaler om medfinansiering af driften af Skoletjenesten.
De nye takster er fastlagt med henblik på at øge indtægten til driften af Skoletjenestens undervisningsforløb for delvist at dække merudgifter på området. Samtidigt er der lagt vægt på, at taksterne fortsat skal være konkurrencedygtige i forhold til sammenlignelige tilbud.
I bilaget er en oversigt over nuværende takster og forslag til fremtidige takster.
Skoletjenesten blev virksomhedsoverdraget til Oplevelsescenter Vestvolden fra Københavns Kommune pr. 1. januar 2024. Driften af Skoletjenesten Københavns Befæstning er finansieret i et samarbejde mellem Frederiksberg, København og Rødovre kommuner med undervisning på forskellige lokationer i alle tre kommuner. Der er i forbindelse med virksomhedsoverdragelsen indgået aftale om fortsat medfinansiering af Skoletjenesten fra København og Frederiksberg i årene 2024-2026 med årligt hhv. 300.000 og 75.000 kr.
Lov- og plangrundlag
Ingen.
Økonomiske konsekvenser
Tilpasningen vil medføre en forøget indtjening for Oplevelsescenter Vestvolden på ca. 25.000 kroner, såfremt antallet af undervisningsforløb for eksterne skoler fastholdes på samme niveau som i 2024.
Tidsplan
Takstændringen vil træde i kraft 1. januar 2025.
Bilag
Bilag 1: Bilag_Oplevelsescenter Vestvolden_ Skoletjenesten hævede takster Udgiftsneutral tillægsbevilling til Rødovre Musikskole
Sag nr. 69
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Rødovre Musikskole har modtaget samlet 230.000 kr. fra fire fonde til instrumentkøb til MusikUnik i 2024.
Indstilling
Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,
at der gives en udgiftsneutral tillægsbevilling på netto 0 kr. til Kultur- og Fritidsudvalget svarende til en udgift og tilhørende indtægt på samlet 230.000 kr. til Rødovre Musikskole.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Rødovre Musikskole har opnået fondsbevillinger på hhv. 75.000 kr. fra A.P. Møller Fonden, 45.000 kr. fra Johan Schrøders Fond, 60.000 kr. fra Beckett Fonden og 50.000 kr. fra Axel Muusfeldts Fond.
Det samlede bevillingsbeløb på 230.000 kr. skal bruges til vedligehold og køb af instrumenter til MusikUnik.
MusikUnik er et gratis musikalsk tilbud til børn og unge på 2. og 3. klassetrin i skemalagte timer i skoletiden i Rødovre Kommune og udgør et samarbejde mellem Rødovre Musikskole, Rødovre Concertband og tre af kommunes folkeskoler. I MusikUnik-orkesteret for de ældste elever tilknyttes mentorer fra Rødovre Concertband, som støtter eleverne både socialt og musikalsk.
Lov- og plangrundlag
Ingen.
Økonomiske konsekvenser
Den godkendte anvendelse af midlerne har ingen økonomiske konsekvenser for Rødovre Kommune. Der betales fondsmoms af tilskuddet på 17,5 %. Bevillingen vedrører hovedfunktionen 03.35 kulturel virksomhed.
Udgiftsneutral tillægsbevilling til særudstilling på Heerup Museum
Sag nr. 70
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Heerup Museum har modtaget hhv. 250.000 kr. fra Ny Carlsbergfondet, 70.000 kr. fra Lemvigh-Müller Fonden, 70.000 kr. fra Axel Muusfeldts Fond og 60.000 kr. fra Knud Højgaards Fond til den aktuelle særudstilling ’Ting Klingeling’.
Indstilling
Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,
at der gives en udgiftsneutral tillægsbevilling på netto 0 kr. til Kultur- og Fritidsudvalget svarende til en udgift og tilhørende indtægt på samlet 450.000 kr. til Heerup Museum.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Støtten fra hhv. Ny Carlsbergfondet, Lemvig-Müller Fonden, Axel Muusfeldts Fond og Knud Højgaards Fond anvendes til den aktuelle udstilling på Heerup Museum ’Ting Klingelling’.
Udstillingen er med 53 af Heerups skraldemodeller, og der er indlån fra en udenlandsk kunstsamler og adskillige museer nationalt samt flere danske private samlere. Værkerne spænder fra en periode fra 1930'erne til 1970'erne.
Heerup Museum har tidligere på året modtaget hhv. 100.000 kr. fra Augustinus Fonden og 75.000 kr. fra Hoffmann og Husmans Fond, og derfor når de samlede fondsbevillinger til særudstillingen op på 625.000 kr.
Lov- og plangrundlag
Ingen.
Økonomiske konsekvenser
Den godkendte anvendelse af midlerne har ingen økonomiske konsekvenser for Rødovre Kommune. Der betales fondsmoms af tilskuddet på 17,5 %.
Bevillingen vedrører hovedfunktionen 03.35 kulturel virksomhed.
Tidsplan
Særudstillingen løber i perioden 10. oktober 2024 frem til 2. marts 2025.
Diverse
Sag nr. 71
Beslutningskompetence: KFU
Sagens kerne
Beslutning
Taget til efterretning.
Underskriftsside
Sag nr. 72
Beslutningskompetence: KFU
Indstilling
Forvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget godkender protokollen.
Beslutning
Protokollen blev underskrevet.
Sagsfremstilling
Kultur- og Fritidsudvalget skal efter oplæsning af beslutningerne godkende beslutningsprotokollen. For at godkende beslutningsprotokollen skal hvert medlem underskrive ved at trykke på "Godkend".