Klima- og Naturudvalget

04-10-2022

Medlemmer

Formand Kenneth Rasmussen (F)
Anette Rachlitz (A)
Jan Kongebro (A)
Jette Louise Larsen (C)
Henriette Hesselmann (C)

Sager 32 - 34

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 32

Beslutningskompetence: KNU

Sagens kerne

Oversigt fremlægges til orientering.

  1. Møde mellem Klima- og Naturudvalget og Agenda 21-gruppen (se bilag 1 og 2)
  2. "Plant et træ" - træer på Grøndalslund Kirkegård (se bilag 3).

Indstilling

Meddelelsespunkterne forelægges til orientering.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Bilag 1: Invitation til møde med Agenda 21-gruppen den 13. oktober 2022
Bilag 2: Invitation til møde med Klima- og Naturudvalget
Bilag 3: Plant et træ på Grøndalslund Kirkegård

Orientering om masterplaner
Sag nr. 33

Beslutningskompetence: TMU

Sagens kerne

Teknisk Forvaltning har i samarbejde med HOFOR udarbejdet masterplaner for to områder kaldet Rødovre Nord og Rødovre Øst. I masterplanerne er der defineret anlægsprojekter, som tilsammen kan sikre opfyldelse af spildevandsplanens mål om serviceniveau for hverdagsregn og skybrud samt begrænsning af overløb fra fælleskloak til Harrestrup Å.

Sagen forelægges til orientering i Klima- og Naturudvalget.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at masterplanerne for områderne Rødovre Nord og Rødovre Øst godkendes.

Beslutning

Orientering taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Teknisk Forvaltning har i samarbejde med HOFOR udarbejdet masterplaner for to områder kaldet Rødovre Nord og Rødovre Øst. En masterplan er et arbejdsdokument, som indeholder projekter på idefaseniveau inden for et geografisk afgrænset område. Masterplanernes projekter skal modnes igennem en analysefase og en design- og projekteringsfase, før projekterne ligger endeligt fast.

I denne modningsproces kan projekterne ændre størrelse, udtryk, placering og budgetoverslag. Ligeledes kan der vise sig forhold, som gør, at projekter må erstattes af nye projekter. Projekterne beskrevet i masterplanerne skal derfor opfattes som en overordnet erkendelsesfase for et område, og det er vigtigt at være opmærksom på, at projekterne kan blive ændret i løbet af deres videre projektmodning.

I masterplanerne er der defineret anlægsprojekter, som tilsammen kan sikre, at servicemålene for hverdagsregn og skybrud i Rødovre Kommunes spildevandsplan, kan overholdes. Servicemålet for hverdagsregn er stuvning til terræn hvert 5. år i separatkloakerede områder og hvert 10. år i fælleskloakerede områder. Servicemålet for skybrud er sikring mod en 100-års regn.
I spildevandsplanen er der også krav om, at HOFOR skal nedbringe antallet af overløb fra fælleskloak til Harrestrup Å ved 3 overløbsbygværker. I Masterplan Rødovre Øst er det beskrevet, hvordan dette kan opnås.

Endelig indeholder Masterplan Rødovre Øst projekter, der kan sikre, at Bykernen separatkloakeres som led i byudviklingen, hvilket er en målsætning i Helhedsplan for Bykernen. Projekterne i masterplanerne for Rødovre Nord og Rødovre Øst færdiggør klimatilpasningen af risikoområde 1, 4 og 5. Masterplanerne giver dermed et samlet overblik over hvilke investeringer, der skal til for at nå spildevandsplanens mål i de to områder. Risikoområderne er vist i bilag 2 til mødesagen.

Masterplan Rødovre Nord definerer 6 projekter, og Masterplan Rødovre Øst definerer 8 projekter. En oversigt over projekterne kan ses i bilag 1 til mødesagen. Nogle af projekterne omhandler traditionelle spildevandstekniske anlæg som rør og bassiner. Disse projekter gennemføres og driftes af HOFOR.

Andre projekter omhandler håndtering af regnvand på overfladen og er derfor medfinansieringsprojekter. Et medfinansieringsprojekt er et projekt, hvor der indgås en aftale mellem HOFOR og en grundejer, som kan være Rødovre Kommune eller en privat grundejer f.eks. et boligselskab. Grundejeren lægger areal til projektet, og typisk står grundejeren også for den efterfølgende drift, men det er HOFOR, der dækker udgifterne til regnvandshåndtering. Afhængig af projektets type vil det enkelte projekt i masterplanerne blive forelagt politisk til enten vedtagelse eller orientering, når det udføres.

I 2022-2023 forventer Teknisk Forvaltning og HOFOR at udarbejde masterplan for yderligere et område kaldet Rødovre Syd. Området omfatter blandt andet risikoområde 6, som dækker erhvervskvarteret ved Korsdalsvej. Tilsammen vil de 3 masterplaner dække det meste af Rødovre og beskrive hovedparten af de projekter, der skal til for at opnå målene i spildevandsplanen.

Projekter relateret til risikoområde 2, 3, 7 og 8 er allerede gennemført eller bliver gennemført uden for masterplanerne. Masterplanerne forholder sig ikke til det langsigtede mål i Spildevandsplan 2022-2030 om fuldstændig separatkloakering.

Lov- og plangrundlag

Serviceniveaubekendtgørelsen, BEK nr. 2276 af 29. december 2022

Spildevandsplan 2022-2030 Rødovre Kommune

Kommuneplan 2022 Rødovre Kommune

Helhedsplan for Bykernen.

Økonomiske konsekvenser

Efter vedtagelsen af Rødovre Kommunes klimatilpasningsplan i 2014 blev der udarbejdet økonomiske overslag over, hvad det ville koste at klimatilpasse de 8 udpegede risikoområder. Resultatet af beregningerne blev præsenteret for Kommunalbestyrelsen på mødet 24. november 2015 (sag nr. 203).

Projekterne i masterplanerne for Rødovre Nord og Rødovre Øst færdiggør som nævnt klimatilpasningen af risikoområde 1, 4 og 5. Prisen for klimatilpasning af risikoområde 1, 4 og 5 blev i 2015 anslået til 253,8 mio. kr. Da Spildevandsplan 2013-2020 blev vedtaget 26. august 2014 (sag nr. 172) var det økonomiske overslag for indsatsen mod overløb fra fælleskloak 62 mio. kr.

Samlet set har forventningen dermed hidtil været, at der skulle bruges 315,8 mio. kr. på at klimatilpasse risikoområde 1, 4 og 5 og begrænse antallet af overløb fra fælleskloak til Harrestrup Å. Disse beløb har indgået i HOFORs langtidsprognoser for takstudviklingen. Det økonomiske overslag for projekterne i masterplanerne for Rødovre Nord og Rødovre Øst ligger på 173,5-288,5 mio. kr. Hertil kommer udgiften til allerede gennemførte projekter i de tre risikoområder herunder udvidelse af Hvissingegrøften.

Udgiften til klimatilpasning af risikoområde 1, 4 og 5 samt til begrænsning af overløb bliver dermed i samme størrelsesorden eller mindre end de tidligere overslag, som har ligget til grund for HOFORs takstprognose. Samtidig indeholder Masterplan Rødovre Øst projekter, der sikrer separatkloakering af Bykernen, hvilket ikke tidligere har været prissat. Det samlede billede fra masterplanerne er dermed, at klimatilpasning bliver billigere end tidligere forventet, hvilket vil dæmpe den fremtidige takstudvikling.

Det bemærkes, at masterplanerne er udarbejdet før serviceniveaubekendtgørelsen indførte nye krav om samfundsøkonomiske beregninger og via en vejledning foreskrev, hvordan de beregninger skal udføres. Masterplanerne er derfor baseret på Rødovre Kommunes serviceniveau for skybrud, som er sikring mod en 100-års regn. Beregninger i andre byområder har ifølge HOFOR vist, at det samfundsøkonomisk optimale serviceniveau med den foreskrevne beregningsmetode typisk er sikring mod op til en 10-års regn eller som det højeste en 30-års regn. HOFOR forventer derfor, at de nye regler kan føre til, at nogle af projekterne i masterplanerne skal designes til at håndtere mindre vand, hvilket kan medføre lavere udgifter.

Tidsplan

Projekterne i Masterplan Rødovre Nord forventes færdiggjort i perioden 2023-2029. Projekterne i Masterplan Rødovre Øst forventes færdiggjort i perioden 2023-2030. Masterplan Rødovre Syd forventes udarbejdet i 2022-2023.

Bilag

Bilag 1: Oversigt over projekter i masterplaner
Bilag 2: Kort over risikoområder
Bilag 3: Masterplan for Rødovre Øst
Bilag 4: Masterplan for Rødovre Nord

Diverse
Sag nr. 34

Beslutningskompetence: KNU

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.