Klima- og Naturudvalget
05-12-2023
Medlemmer
Anette Rachlitz (A)
Jan Kongebro (A)
Jette Louise Larsen (C)
Henriette Hesselmann (C)
Fraværende
Sager 42 - 48
Meddelelser
Sag nr. 42
Beslutningskompetence: KNU
Sagens kerne
Oversigt fremlægges til orientering.
- Referat fra efterårsmøde mellem Agenda 21 gruppen og Klima- og Naturudvalget (se bilag 1).
Indstilling
Meddelelsespunktet forelægges til orientering.
Beslutning
Taget til efterretning.
Bilag
Bilag 1: Referat fra efterårsmøde mellem Agenda 21 gruppen og Klima- og Naturudvalget Resultat af buslæskurudbud
Sag nr. 43
Beslutningskompetence: TMU
Sagens kerne
I sommer-efterår 2023 har Teknisk Forvaltning gennemført udbud af kommunens buslæskure som del af indsatserne i DK2020.
Sagen forelægges til orientering i Klima- og Naturudvalget.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
at resultatet af udbuddet tages til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Sagsfremstilling
I DK2020 klimahandlingsplanen er bæredygtige buslæskure udpeget som en indsats i den grønne omstilling, idet kommunens buslæskure muligvis kunne udskiftes til et design med solceller eller grønne tage. Solceller kunne bidrage til mindre energiforbrug, og de grønne tage ville udvide det grønne areal i kommunen og bidrage til øget biodiversitet.
Teknisk Forvaltning har i processen forud for udbuddet haft markedsdialog med leverandører på markedet. Forvaltningen har haft forudgående dialogmøder med repræsentanter fra Seniorrådet og Handicaprådet. Dette for dels at indhente viden om, hvad der kunne leveres, og dels for at afdække, hvad brugerne af buslæskurerne savner i de nuværende typer af buslæskure. Seniorrådet og Handicaprådets inputs blev taget med i markedsdialogen med leverandørerne, og indarbejdet i udbudsmaterialet i det omfang, at det forventeligt kunne leveres.
Som et element i markedsdialogen blev det klarlagt, at det ud fra et miljøperspektiv ikke ville være positivt at få solceller på buslæskurerne i Rødovre. Solceller har en miljøbelastning i forbindelse med fremstillingen, og det skal udlignes af den produktion af el, som solceller leverer over deres levetid. Miljøberegninger fra leverandøren viste, at solcellerne i deres levetid ikke ville kunne producere nok el til at udligne belastningen ved fremstillingen. Begrundelserne var det begrænsede tagareal og det danske klima. Samlet ville det derfor være en større miljøbelastning at udstyre buslæskurerne med solceller end at udstyre dem med grønne tage.
Solceller blev derfor fravalgt i udbuddet, og derfor blev der i udbuddet kun efterspurgt grønne tage. Set i lyset af antallet af læskure i Rødovre, så svarer det til en udvidelse af det grønne areal med en parcelhusgrund (ca. 700 m2). Plantearterne på de grønne tage vil forventelig være nogle andre arter end dem, der findes i tilstødende grønne arealer og i borgernes haver. De grønne tage vil derfor kunne øge den lokale biodiversitet.
Vinderen af udbuddet var Clear Channel, som tidligere har været driftsoperatør og leverandøre af læskurer i Rødovre. Samlet har Clear Channel mere end 20 års erfaring med at drifte læskurene i Rødovre.
Lov- og plangrundlag
DK2020 (Klimahandlingsplan).
Økonomiske konsekvenser
Den fremadrettede udgift til drift af læskurer afholdes indenfor det eksisterende driftsbudget. Eventuelle effektiviseringer indarbejdes i Budget 2025, hvor indsatsen er fuldt indarbejdet.
Tidsplan
Opstillingen af alle nye læskure med grønne tage sker løbende igennem 2024, hvor der skal udskiftes 90 læskure og 21 vitriner rundt om i Rødovre.
Proces for justering af Lokalplan 148 og udpegning af bevaringsværdige træer
Sag nr. 44
Beslutningskompetence: TMU/KNU
Sagens kerne
I august 2023 blev Lokalplan 148 drøftet i Teknik- og Miljøudvalget og Klima- og Naturudvalget. Her tilkendegav udvalgene, at forvaltningen skal arbejde videre med justering af en række bestemmelser i lokalplanen, herunder bestemmelserne om bevaringsværdige træer. I forlængelse heraf har Kommunalbestyrelsen den 26. september 2023 afsat 850.000 kr. til en konkret udpegning af bevaringsværdige træer i lokalplanens område.
Udvalgene ønskede ligeledes, at udpegningen af træer tager afsæt i en borgerinddragelsesproces.
Sagen behandles samtidig i Klima- og Naturudvalget og Teknik- og Miljøudvalget.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
at den foreslåede proces for det videre arbejde med tilpasning af Lokalplan 148 tages til efterretning, herunder proces for udpegning af bevaringsværdige træer.
Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 5. december 2023, pkt. 89:
Godkendt.
Beslutning
Godkendt.
Sagsfremstilling
Baggrund
Formålet med Lokalplan 148 er, at området forbliver et grønt og åbent boligområde. I forlængelse heraf, at store karakteristiske træer bevares af hensyn til byens grønne udtryk, biodiversitet og den positive effekt på byklimaet.
Sikring af markante og bevaringsværdige træer har været praksis i kommunens lokalplanlægning i flere år. Sædvanligvis udpeges disse i den enkelte lokalplans kortbilag.
I Lokalplan 148 er bestemmelsen for bevaring af træer i dag ikke baseret på en konkret udpegning, men derimod i en generel bestemmelse om træerne stamme omkreds:
"§ 9.6 Markante træer. Træer med en samlet stammeomkreds på minimum 75 cm målt én meter over jorden, må ikke fældes uden forudgående tilladelse fra kommunen. Derudover må træer ikke stynes, topkappes el.lign. og store rødder må ikke overgraves eller blotlægges uden forudgående tilladelse fra kommunen."
Teknik- og Miljøudvalget og Klima- og Naturudvalget havde i august 2023 en fælles drøftelse af en række bestemmelser i Lokalplan 148. Heriblandt bestemmelserne om bevaringsværdige træer. Udvalgene tilkendegav blandt andet et ønske om, at bestemmelserne om bevaringsværdige træer bliver mere præcise og konkrete af hensyn bl.a. til borgernes mulighed for indflydelse. I forlængelse heraf har Kommunalbestyrelsen besluttet at udpege træerne i Lokalplan 148 på kortbilag.
Borgerkontakt og -inddragelse
På temadrøftelsen i august var ligeledes et ønske om, at udpegningen af træer sker på baggrund af en bred borgerinddragelse. Derfor foreslås, at alle borgerne få lejlighed til at komme med deres input omkring bevaringsværdige træer, samtidig med en orientering om træers værdi i forhold til både biodiversitet og byens grønne karakter. Dette vil foregå i lighed med den proces, der var i forhold til borgerinddragelsen vedr. elladestanderstrategien, hvor borgerne havde mulighed for at udpege ønsker til ladestandere på vejnettet.
Der vil forudgående blive kommunikeret tydeligt omkring formålet med input til bevaringsværdige træer, både i forhold til det, der peges på inden for Lokalplan 148's geografiske område, samt værdien af input om de træer, der ligger uden for lokalplansområdet.
Teknisk Forvaltning vil i første omgang se på alle de træer, som borgerne har peget på indenfor Lokalplan 148, og inputtet vil indgå i udpegningen af bevaringsværdige træer.
Udbud
Udpegningen af bevaringsværdige træer udbydes til tre rådgivningsfirmaer.
I udpegningen vil der blive lagt vægt på træernes sundhed og restlevetid. Der vil også kunne blive lagt vægt på træernes værdi i forhold til biodiversitet, deres arkitektoniske værdi, kulturhistoriske værdi og deres betydning for kvarterets grønne udtryk, herunder de indkomne udpegninger fra borgerne.
For at fremtidssikre udpegningen af træbestanden, vil der også være fokus på træer, som om 5-10 år vil få stor betydning for biodiversiteten og det grønne udtryk i området.
For de træer, der udpeges, skal der registreres slægt, art, højde, bredde, sundhed, placering, fotoregistrering m.v.
Som en option i udbuddet medtages de kommunale træer inden for lokalplanens område, så de kan vurderes på samme måde som de private. På den måde vil kommunen og andre graveaktører være ligestillet med borgerne.
Øvrige justeringer i Lokalplan 148
Forvaltningen vil herudover forberede forslag til ændringer af de bestemmelser i Lokalplan 148, som ikke omhandler bevaringsværdige træer. Dette gøres på basis af konklusionerne fra Teknik- og Miljøudvalgets og Klima- og Naturudvalgets drøftelser.
Forslag til disse ændringer af Lokalplan 148 forventes behandlet i Teknik- og Miljøudvalget og Klima- og Naturudvalget før sommerferien 2024. Når træregistreringen er færdiggjort, tilføjes dette i lokalplanforslaget, som herefter behandles i Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen med henblik på at sende det i offentlig høring.
Der foreslås inddragelse af SAGIR forud for den endelige udarbejdelse af justeret lokalplan.
Lov- og plangrundlag
Planloven.
Økonomiske konsekvenser
Der er afsat 850.000 kr. til udpegningen af bevaringsværdige træer. Udgiften er indarbejdet som en del af de tekniske ændringer i forhold til budget 2024.
Tidsplan
Primo 2024 igangsættes indsamling af borgerinput vedr. bevaringsværdige træer. Forud herfor udarbejdes tilhørende information.
Udbudsmaterialet udarbejdes i januar-februar og udbydes i marts 2024.
Udpegning/besøg hos grundejere foretages i maj-august 2024, da det her er muligt at vurdere træernes fulde værdi, mens de har blade på. Forud den konkrete udpegning udsende informationsbreve i april-maj 2024. I denne proces inddrages SAGIR.
Revidering af den del af Lokalplan 148, som ikke omhandler bevaringsværdige træer, udarbejdes og drøftes politisk før sommerferien 2024.
SAGIR inddrages igen i revidering af lokalplanen inkl. de bevaringsværdige træer i efteråret 2024.
Behandling af forslag til justeret lokalplan samt bilag om bevaringsværdige træer behandles i Teknik- og Miljøudvalget ultimo 2024 og sendes derefter i offentlig høring.
Budgetresolution - Afklare muligheder for samkørsel ved M3 - Jyllingevej
Sag nr. 45
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
I budgetresolutionen for Budget 2023 blev det besluttet, at Teknisk Forvaltning skal beskrive mulighederne for at etablere en plads til samkørsel på Jyllingevej ved M3, herunder konsekvenser for biodiversitet m.v.
Sagen forelægges til orientering i Klima- og Naturudvalget.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
at forvaltningen arbejder videre med, at etablere et skiltet opsamlingssted for samkørsel ved Jyllingevej.
Beslutning
Taget til efterretning.
Sagsfremstilling
I budgetresolutionen for Budget 2023 er det beskrevet, at:
"Afklare muligheder for samkørsel ved M3/Jyllingevej
Rødovre Kommune ønsker at fremme brugen af samkørsel, og Teknisk Forvaltning skal derfor beskrive mulighederne for at etablere en plads til samkørsel på Jyllingevej ved M3-ringen, herunder konsekvenser for biodiversitet m.v."
Samkørsel er, når man kører flere i samme bil, typisk til og fra arbejde.
Flere steder langs motorvejsnettet er der etableret parkeringspladser/samkørselspladser, hvor f.eks. flere fra et lokalområde kan mødes og fortsætte i én bil. Dette reducerer miljøbelastningen. En sådan plads skal være nem at komme til og fra, for at være attraktiv for brugerne. Disse pladser er primært etableret af Vejdirektoratet på egne arealer.
En sådan samkørselsplads vurderes der ikke umiddelbart, at være mulighed for at lave ved Jyllingevej, da arealerne op mod Jyllingevej ikke tilhører Rødovre Kommune (bortset fra knallertbanen). For at adgangsveje til og fra stedet, skal være lette, vil en sådan plads også kræve, at midterrabatten brydes, evt. med etablering af lyskryds. Afhængig af udformning, vil etablering af en sådan plads kræve et større areal med fast belægning, og derfor påvirke biodiversiteten negativt.
En samkørselsplads kan også være knyttet op på kollektiv trafikbetjening. I Rødovre er der etableret en samkørselsplads ved Rødovre Centrum, hvor der er opsat en tavle, der indikerer mulighed for opsamling. Den kollektive trafikbetjening af Jyllingevej ved Motorring 3 er med busser til/fra Flintholm Station, Rødovre Station, Herlev Station og Skovlunde Station.
I forbindelse med ombygningen af Jyllingevej, er der indrettet en række parkeringspladser i større bredde end tidligere, og disse pladser kan allerede anvendes ved samkørsel for trafikanter, der ønsker det.
Forvaltningen har endvidere kigget på alternativer til Jyllingevej, og har derfor taget kontakt til ejeren af Islevdalvej 50 (tidligere Jyllingevej 336), hvor Jysk m.fl. har et fælles parkeringsområde, hvor der kan skiltes et opsamlingssted for samkørsel. Efter dialog med ejeren, er det vurderingen, at de er positivt indstillet i forhold til, at der kan skiltes et opsamlingsted for samkørsel på deres arealer. Den endelig placering aftales nærmere med ejeren.
Lov- og plangrundlag
Budget 2023.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
Ingen.
Energiforbedrende tiltag i kommunale bygninger 2024 - Anlægsbevilling
Sag nr. 46
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
I investeringsoversigten for 2024 er der afsat et rådighedsbeløb på 6,6 mio. kr. til gennemførelse af energitiltag i Rødovre Kommunes bygninger. Tiltagene forventes at give en CO2-reduktion på 92 tons p.a.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
at der gives en anlægsbevilling på 6,6 mio. kr. til Klima- og Naturudvalget, som finansieres af det afsatte rådighedsbeløb på 6,6 mio. kr. i 2024 til energitiltag i kommunale bygninger samt at den foreslåede disponering af beløbet godkendes.
Beslutning
Anbefales, idet anlægsbevillingen justeres fra 6,5 mio. kr. til 6,6 mio. kr.
Sagsfremstilling
Der er i investeringsoversigten for budget 2024 afsat et anlægsbeløb på 6,6 mio. kr. til energitiltag i kommunens bygninger. Generelt er tiltagene koordineret med den generelle bygningsvedligeholdelse, for at sikre den bedst mulige synergi. Energitiltagene er en del af Rødovre Kommunes klimaindsats, og de er medvirkende til at nå kommunens mål om 70 % CO2-reduktion i 2030. Konkret er tiltagene med til at sikre, at indsats 2 og 3 i klimahandlingsplanen, som omhandler udskiftning af lyskilder til LED og energirenovering i kommunale bygninger, gennemføres.
Besparelsen på gennemførte energitiltag i kommunale bygninger geninvesteres i CO2-reducerende tiltag, med afsæt i kommunens klimahandlingsplan.
Tiltagene forventes at forbedre kommunens CO2-udledning med 92 tons, svarende til 2,7% af Rødovre Kommunes CO2 udledning.
Energirenovering af Rødovre skole 2,8 mio. kr.
Energirenoveringen skal omhandle udskiftning af de utætte klimaskærme samt bedre isolering, lyset med seneste løsninger med LED, ventilationsanlæg med eksisterende hvor der ikke er genvex, varmeanlæg samt varmecentral således de virker optimalt både i drift og efter nutidens normer af værdier. Desuden skal disse være afstemt med CTS’en, derfor skal denne efterbehandles heraf.
Udskiftning af belysning til LED 1,25 mio. kr.
Gamle lyskilder bliver med tiden naturligt udfaset og erstattet med bæredygtige LED-armaturer. LED-belysning giver mulighed for at tilpasse farvetemperaturen efter brugernes funktion, samt opdatere belysningskravene. Derudover har LED en længere teknisk levetid, hvilket giver driftsbesparelser. Der afsættes midler til Nordstjernen, Broparken (daginstitution), Nyager skole (klub), Ishockey træningshal (hal 2), og Valhøj skole (resten af hvad der manglede fra 2023).
Klimaskærmsoptimeringer 1,56 mio. kr.
Efterisolering af klimaskærme indebærer alt fra isolering af lofte, vægge, terrændæk samt udskiftning af vinduer. Som udgangspunkt udføres klimaskærmsoptimeringer i forbindelse med andre bygningsarbejder, eller hvis klimaskærmen bidrager til dårlige termiske indeklimaforhold. Der planlægges i 2023/2024 udført forbedringer af klimaskærmen i forbindelse med energiprojekt på Ørbygård.
Isolering af varmerør 0,23 mio. kr.
Ved uisolerede varmerør i bygninger forekommer der et unødigt energitab, dette vil blive afhjulpet ved korrekt isolering. Ejby Bunkeren bliver efterset bl.a.
Analyse af muligheder for solceller 0,2 mio. kr.
I forbindelse med analyse om solceller på kommunale bygninger, er der behov for yderligere undersøgelser af de fysiske forhold, værende retning, bæreevne og tilstand.
Andre tiltag som afklares i løbet af året 0,56 mio. kr.
Der afsættes et rådighedsbeløb på kr. 560.000 til tiltag, som afklares i løbet af året, herunder også etablering af solcelleanlæg hvis muligt og rentabelt. Milestedet bliver bl.a. efterset.
Lov- og plangrundlag
Rødovre Kommunes byggestyringsregler.
Bekendtgørelse om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision mv (BEK nr. 1051 af 15. oktober 2019). kap. 1.
Rødovre Kommunes Klimahandlingsplan.
Økonomiske konsekvenser
I budget 2024 er der indarbejdet en varig effektivisering på 0,5 mio. kr. årligt for så vidt angår etablering af energirigtige løsninger i kommunale bygninger. Effektiviseringen geninvesteres i DK2020, som medfinansiering af klimahandlingsplanens tiltag.
Energipriserne er på nuværende tidspunkt yderst fluktuerende og høje sammenlignet med niveauet få år tilbage, hvilket dog også er og vil blive afspejlet i de årlige indeksreguleringer i budgetterne. Placeringen af effektiviseringen på specifikke institutioner vil tage udgangspunkt i pris pr. kWh på det givne tidspunkt og forsøge at tage højde for muligheder i budgetterne.
Udgiften på 6,6 mio kr. vedrører hovedfunktion 06.45 Administrativ organisation.
Tidsplan
De planlagte aktiviteter gennemføres løbende over året efter nærmere aftale med de enkelte institutioner.
Udmøntning af 1,5 pct. besparelse i budget 2024 (2025-2027)
Sag nr. 47
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Kommunalbestyrelsen har med vedtagelsen af budget 2024 (2025-2027) besluttet en generel varig rammereduktion på 1,5 pct. Denne sag beskriver udmøntningen af besparelsen på områder.
Sagen behandles samtidig i alle fagudvalg.
Indstilling
Staben for Økonomi og Personale indstiller,
- at de generelle forslag til udmøntning af besparelsen tages til efterretning,
- at de specifikke forslag til udmøntning af besparelsen godkendes samt
- at der gives følgende tillægsbevillinger i 2024, som indebærer udmøntning af de konkrete forslag i denne sag: En mindreudgift på 0,3 mio. kr. til Teknik- og Miljøudvalget, en merudgift på 0,4 mio. kr. til Klima- og Naturudvalget, en mindreudgift på 0,5 mio. kr. til Social- og Sundhedsudvalget, og en merudgift på 0,4 mio. kr. til Økonomiudvalget. Den samlede driftsbevilling er budgetneutral, fordi der allerede i budget 2024 er sket en foreløbig fordeling af besparelsen på 1,5 pct.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Med budgetaftalen for budget 2024 har en enig Kommunalbestyrelse besluttet en generel varig rammereduktion på 1,5 pct. i 2024 og fremefter. Det skal ses i sammenhæng med at der i 2023 er indarbejdet en 1-årig rammereduktion på 0,75 pct., dvs. at forskellen til situationen i 2023, alt andet lige, er en yderligere reduktion på 0,75 pct. Endvidere har parterne udtrykt en forventning om, at afskedigelser ud af Rødovre Kommune kan undgås på de store velfærdsområder.
Forvaltningerne fremlægger med denne sag en beskrivelse af, hvordan reduktionen på 1,5 pct. foreslås udmøntet konkret. I relation til parternes forventning om at der med besparelsen kan undgås afskedigelser ud af kommunen på de store velfærdsområder bemærkes det, at det er forventningen, at de steder hvor stillinger nedlægges sker det ved ikke at genbesætte eller omplacere jf. Rødovre Kommunes tilgang om ”ingen nemme løsninger”.
Udmøntningen falder i to hovedgrupper:
- En generel udmøntning som sker via justeringer og tilpasninger i institutionernes budgetter. Af bilag 1 fremgår en overordnet beskrivelse af dette for hvert udvalg. Det besluttes lokalt hvordan denne del af besparelsen konkret fordeles. Konsekvenserne rapporteres til udvalgene i de kvartalsvise udgiftsopfølgninger i 2024.
- En specifik udmøntning på aktiviteter, som medfører en ændring af et konkret serviceniveau. Nedenfor fremgår de aktiviteter der påvirkes.
På Børne- og Skoleudvalgets område:
- Nuværende niveau for fremskudt familiebehandling fastholdes.
- Nuværende niveau for Sundheds- og trivselsindsats fastholdes.
- Ophør af aftale om personaletilstedeværelse hvor der ikke er indmeldt børn i dagtilbuddet, i forbindelse med sampasningsordningen.
På Social- og Sundhedsudvalgets område:
- Udtræden af tværkommunalt samarbejde på kræftområdet.
- Midlertidig reduceret kapacitet på Rødovre Parkvej Skole.
- Træning på midlertidige døgnpladser bortfalder om lørdagen.
- Ny aftale med Dorthe Mariehjemmet, svarende til en rammebesparelse på 1,5 pct.
- Reduktion af puljen til det frivillige sociale arbejde.
En uddybende beskrivelse af udmøntningen af 1,5 pct. besparelsen i de enkelte udvalg fremgår af bilag 1.
Lov- og plangrundlag
Lovgrundlaget for kommunernes budgetlægning findes i Lov om kommunernes styrelse (Bekendtgørelse af lov om kommunernes styrelse, LBK nr. 47 af 15. januar 2019) og i Bekendtgørelse om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision mv. (BEK nr. 2305 af 28. december 2020). En mere detaljeret beskrivelse af budgetlægningen i Rødovre Kommune findes i de bevillingsregler, der fremgår af budgetpublikationens Generelle Bemærkninger.
Økonomiske konsekvenser
Budgettet er styringsgrundlag for Rødovre Kommunes virksomhed i 2024, samt i budgetoverslagsårene 2025-2027.
I forhold til de bevillingsmæssige ændringer, der følger af sagen gælder det fortsat, at fordelingen af besparelsen på fagområder er uændret ift. i budget 2024.
Tidsplan
Sagen behandles i fagudvalgene: 5. december 2023.
Sagen behandles i Økonomiudvalget: 13. december 2023.
Sagen behandles i Kommunalbestyrelsen: 19. december 2023.
Bilag
Bilag 1: Uddybende beskrivelse af udmøntningen af 1,5 pct. besparelsen i de enkelte udvalg Diverse
Sag nr. 48
Beslutningskompetence: KNU
Sagens kerne
Beslutning
Taget til efterretning.