Økonomiudvalget

25-10-2017

Medlemmer

Formand Erik Nielsen (A)
Peter Mikkelsen (Ø)
Britt Jensen (A)
Niels Spittau (O)
Claus Gisselmann Olsen (V)

Sager 194 - 204

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 194

Beslutningskompetence: ØU

Sagens kerne

Oversigt fremlægges til orientering.

  • Sygefraværsstatistik for 1.-3. kvartal 2017 og 3.-4. 2016.

Indstilling

Meddelelsespunkterne forelægges til orientering.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Bilag 1: Sygefraværsstatistik for 1- 3 kvartal 2017 og 3- 4 2016

Revision af Fingerplan 2017 - spor 2
Sag nr. 195

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

De ti LOOP City kommuner har udarbejdet et fælles høringssvar til revision af Fingerplan 2017 – spor 2. Høringssvarene handler om behovet for at revurdere, hvordan Fingerplanen skal regulere den fysiske arealanvendelse i hovedstaden. Høringssvaret er et principielt oplæg mere end egentlige arealudpegninger. 

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at høringssvaret til revision af Fingerplan 2017 godkendes.

Teknik- og Miljøudvalget, 10. oktober 2017, pkt. 104:

Anbefales.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Erhvervsstyrelsen har inviteret hovedstadskommunerne til at byde ind med ønsker til revision af Fingerplan 2017. Høringssvaret tager udgangspunkt i de fire udfordringer præsenteret af Erhvervsstyrelsen.

LOOP CITY ønsker generelt en tydeligere sammenhæng mellem den politiske vision for hovedstaden og Fingerplanens regulering. Udviklingen i Hovedstadsområdet skal ske med udgangspunkt i Fingerbystrukturen. Der ønskes en konstruktiv dialog og kommunalt råderum.

Hovedemnerne i høringssvaret handler om:

  • Stationsnærhedsprincippet
  • De grønne kiler
  • Erhvervsplanlægning for hele LOOP CITY

Ønskerne er inddelt i seks forslag grundet den skabelon, som Erhvervsstyrelsen har valgt som indgang til at afgive høringssvar.

Overskrifterne på de seks forslag er grupperet under hver af de fire udfordringer:

Plads til voksende befolkning og ændrede livsstil:

1.    Mulighed for stationsnær byudvikling

For at sikre det bedst mulige afkast ved investeringer i skinnebåren kollektiv trafik, skal Fingerplanen åbne mulighed for at byudvikle de stationsnære kerneområder. Herunder arealer der er omfattet af grøn kile og andre ikke intensive arealreservationer.

For Rødovre har forslaget betydning for en eventuel fremtidig byudvikling af kolonihaveområdet ved letbanestationen "Rødovre Nord" i Islev.

Hvis forslaget bliver taget til efterretning vil det således være muligt at udnytte hele det stationsnære kerneområde i Islev.

2.    Justering af begrebet byfunktioner af regional karakter

Definitionen af ”byfunktioner af regional karakter” (Fingerplan 2013 § 6, stk. 3 og § 11, stk. 3) ændres, så det i det indre byområde og i den inderste del af det ydre byområde ikke er spørgsmålet om, hvorvidt funktionen har et opland, der rækker udover kommunegrænsen, der afgør, om der er tale om en regional funktion.

Forslaget har betydning for Rødovre Centrum og Rødovre Port. Tages forslaget til efterretning sikres Rødovre Centrum muligheder for funktioner af regional karakter, der genererer stor trafikmængde.

Erhvervslokalisering:

3.    Anvendelsen af motorvejsnære erhvervsområder

Fingerplanen skal fastlægge hvilke motorvejsnære erhvervsområder, der skal prioriteres til transport- og logistikvirksomheder og andre transporttunge virksomheder. Udpegning skal ske i tæt dialog med de respektive kommuner.

Forslaget giver større kommunalt råderum.

4.    Udtagelse af Avedøre Holme som areal forbeholdt virksomheder med særlige beliggenhedskrav (VSB)

LOOP CITY ønsker at udpegningen af Avedøre Holme til VSB udgår af Fingerplanens § 11, stk. 5 samt kortbilag I, således at erhvervsområdet overgår til en bred vifte af produktionsvirksomheder samt transport- og distributionserhverv.

Forslaget har ingen væsentlig betydning for Rødovre.

Effektiv mobilitet for personer og varer:

5.    Nye stationsnære områder

Yderligere udbygning af den kollektive trafik med flere letbaner og metro.

Forslaget peger på en udvikling af bedre offentlig transport til eksisterende sorte pletter i den offentlige trafik som Rødovre Centrum, Hvidovre Hospital, Brøndby Stadion og tilsvarende.

Forslaget understøtter således tankerne om en Metro til Rødovre.

Grønne kiler:

6.    Justering af afgrænsning af de grønne kiler og samlet planlægning for anvendelsen af kilerne.

LOOP CITY kommunerne ønsker en dialog om udarbejdelse af en samlet planlægning og overordnet administrationsgrundlag for de grønne kiler som grundlag for at præcisere anvendelsen af kilerne og justere afgrænsningen af de grønne kiler.

Forslaget peger på nødvendigheden af at reducere støjen fra gennemskærende motorveje, hvilket i Rødovre er særligt relevant langs Motorring 3. Samtidig peger forslaget på muligheden for at restarealer eksempelvis mellem motorvejsindfletningen fra "Frederiksundsmotorvejen" til Rødovre kan anvendes til fritidsanlæg og andre fællesanlæg, der ikke er støjfølsomme.

Tidsfristen for høringen er 15. oktober 2017. Svaret er derfor givet med forbehold for Kommunalbestyrelsens beslutning.

Lov- og plangrundlag

Planloven.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Erhvervsstyrelsen oplyser, at målsætningen er at gennemføre ændringerne med virkning fra 2018. 

Bilag

Bilag 1: Mulighed for stationsnær byudvikling
Bilag 2: Justering af begrebet byfunktioner af regional karakter
Bilag 3: Anvendelsen af motorvejsnære erhvervsområder
Bilag 4: Justering af areal forbeholdt virksomheder m særlige beliggenhedskrav (VSB)-Avedøre Holme
Bilag 5: Nye stationsnære områder
Bilag 6: Justering af afgrænsning af de grønne kiler og samlet planlægning for anvendelsen af kilerne
Bilag 7: Oversigt over enkeltforslag
Bilag 8: Følgebrev til høringssvar om revision af Fingerplan spor 2

Pleje- og anlægsplan for Vestvolden 2017-2020
Sag nr. 196

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Vestvolden med tilliggende grønne arealer er fredet, og i henhold til fredningen skal der udarbejdes en Pleje- og Anlægsplan, som minimum skal revideres hvert 5. år. Planen skal udarbejdes i et samarbejde mellem beliggenhedskommunerne, Slots- og Kulturstyrelsen samt Naturstyrelsen, som er tovholder. Alle skal godkende planen, før den er gældende. Generelt er der tale om mindre justeringer i forhold til den tidligere, herunder med justeringer, som følge af reviderede love og bekendtgørelser, ligesom resultatet af Befæstningsprojekterne er indarbejdet.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at Pleje- og Anlægsplan 2017 - 2020 godkendes som udgangspunkt for det videre arbejde.

Teknik- og Miljøudvalget, 10. oktober 2017, pkt. 106:

Anbefales.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

I 1996 blev Vestvolden fredet og af fredningsbestemmelserne fremgår det, at beliggenhedskommunerne i samarbejde med Naturstyrelsen og Slots- og Kulturstyrelsen skal udarbejde en Pleje- og Anlægsplan for Vestvolden gældende for max. 5 år.

Der blev i november 2010 godkendt en Pleje- og Anlægsplan for Vestvolden for 2011 – 2015, og det har derfor været nødvendigt at udarbejde et forslag til en ny Pleje- og Anlægsplan for Vestvolden gældende frem til 31. december 2020.

I forhold til den tidligere Pleje- og Anlægsplan er alle de hidtidige muligheder fastholdt. Derudover er der indarbejdet enkelte nye muligheder for Rødovre Kommune, herunder:

  • Nye stier fra Irmagrunden, dels til Espelunden Park og mod vest til boldbanerne og Vestvolden
  • Mulighed for en overdækning af rullehockeybanen samt anlæggelse af en ekstra bane
  • Mulighed for etablering af ekstra toiletbygning på opvisningsbanen i Espelunden
  • Opholds og aktivitetsmuligheder ved Oplevelsescentret Vestvolden, f.eks. i form af en militær træningsbane for børn
  • Mulighed for genopførelse af historisk toilethus og vagtbygning i Ejbylejren samt synliggørelse af hele Ejbylejren (rydning af krat)
  • Mulighed for istandsættelse af Hvissinge Batteri nord for Jyllingevej, så den historiske sammenhæng bedre kan opleves fra den planlagte bro over Jyllingevej
  • Mulighed for renovering af den historiske bro ”Rødebro”.

Det skal bemærkes, at Pleje- og Anlægsplanen for Vestvolden kun angiver muligheder. Etablering af anlæggene vil derfor være op til en politisk prioritering.

Slots- og Kulturstyrelsen har i lighed med tidligere indhentet forhåndstilladelse i forhold til fortidsmindebeskyttelsen, således at der umiddelbart er mulighed for de mere driftsmæssige ting, når planen er tiltrådt af alle beliggenhedskommunerne.  Dette gælder eksempelvis opsætning af bænke langs voldgaden, opsætning af informationstavler, stirutemarkering, redningskranse, træbomme, sikkerhedshegn mv. i henhold til bilagsdelen i Pleje- og Anlægsplanen for Vestvolden 2017-2020, bilag 6, Inventar. Ligeledes kan voldalleen fornys. Som noget nyt gives der tilladelse til stødfræsning af træstubbe til 10 cm under terræn, hvilket betyder, at træerne ikke skyder igen, og arealet lettere kan holdes. Derudover gives der mulighed for at grøfterne kan oprenses. Der henvises også til Bilagsdelen til Pleje- og Anlægsplan 2017 – 2020, Bilag 2, Slots- og Kulturstyrelsen – 5 årig tilladelse.

Ved udarbejdelsen af Pleje- og Anlægsplan for Vestvolden 2017 - 2020 har der i overensstemmelse med fredningen, forud for den politiske behandling, været indkaldt udtalelser fra de høringsberettigede. Generelt er der kommet mange positive tilkendegivelser. De konkrete forslag og bemærkninger med kommentarer fremgår af forordet. Teknisk Forvaltning vurderer at Pleje- og Anlægsplan 2017-2020 samlet set har et tilfredsstillende indhold.

Lov- og plangrundlag

Fredningskendelse af 28. juni 1996.

Ethvert tiltag på fortidsmindet (selve volden) vil kræve tilladelse af Slots- og Kulturstyrelsen, bortset fra de tiltag, der på forhånd er godkendt af Slots- og Kulturstyrelsen, jvf. bilag 2.

I hele fredningsområdet kræver nye tiltag en fredningstilladelse, hvis de ikke er detaljeret beskrevet i Pleje- og Anlægsplan 2017 – 2020.

Økonomiske konsekvenser

I sig selv medfører ”Pleje- og Anlægsplan for Vestvolden 2017 – 2020” ingen økonomiske konsekvenser.

Såfremt de beskrevne tiltag ønskes realiseret, vil det forudsætte en politisk stillingtagen, herunder med forslag til finansiering og med beskrivelse af eventuelle afledte driftsudgifter.

Tidsplan

”Pleje- og Anlægsplan for Vestvolden 2017 – 2020” skal godkendes af alle beliggenhedskommunerne, før planen er gældende.

 Det er planlagt, at kommunerne skal forelægge planen til godkendelse i løbet af oktober 2017.

Bilag

Bilag 1: Pleje- og Anlægsplan for Vestvolden 2017 - 2020
Bilag 2: Bilag til Pleje- og Anlægsplan for Vestvolden 2017 - 2020
Bilag 3: Kort til Pleje- og Anlægsplan for Vestvolden 2017 - 2020

Udpegning af medlem til Taxinævnets bestyrelse
Sag nr. 197

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Der skal udpeges et nyt medlem til Taxinævnets bestyrelse. Udpegningen koordineres af KKR, der indstiller, at borgmester Morten Slotved (C), Hørsholm Kommune indtræder i bestyrelsen i stedet for Jens Jørgen Nygaard (C), Egedal Kommune.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at udpegningen af Morten Slotved (C), Hørsholm Kommune, godkendes. 

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Taxinævnet i Region Hovedstaden er en fælles kommunal myndighed for kommunerne i Region Hovedstaden (ekskl. Bornholms Regionskommune). Taxiområdet er reguleret af lovgivningen, hvori det betragtes som en form for offentlig transport. Det er Taxinævnets opgave, at sørge for en tilfredsstillende taxiordning i Region Hovedstaden.

Af vedtægterne til Taxinævnet fremgår det, at nævnet skal bestå af 13 medlemmer, hvoraf otte medlemmer udpeges af 23 kommunalbestyrelser i Region Hovedstaden i fællesskab. Udpegningen koordineres via KKR Hovedstaden.

Der skal udpeges en ny repræsentant for Jens Jørgen Nygaard (C), Egedal Kommune. KKR Hovedstaden har på møde den 1. september 2017 indstillet borgmester Morten Slotved (C), Hørsholm Kommune som repræsentant til Taxinævnet.

Det bemærkes, at der skal udpeges nye repræsentanter ved konstitueringen i december 2017.

Lov- og plangrundlag

Styrelseslovens § 60.

Vedtægterne for Taxinævnet i Region Hovedstaden.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Hjertestartere i Rødovre Kommune - Offentlig tilgængelighed
Sag nr. 198

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Rødovre Kommune har opsat 23 hjertestartere i kommunens institutioner, ud af disse er 20 ikke offentligt tilgængelige efter bygningernes lukketid.

Tryg Fonden anbefaler, at der er fokus på at hjertestartere er tilgængelige døgnet rundt, så de er til rådighed for det akutte beredskab.

På den baggrund har Teknisk Forvaltning undersøgt mulighederne for, at øge tilgængeligheden yderligere til hjertestarterne.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at der i 2017 gives en tillægsbevilling på 170.000 kr. til Økonomiudvalget til at gøre yderligere 10 af kommunens hjertestartere offentligt tilgængelige. Bevillingen finansieres af kassebeholdningen.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Der er i alt 69 registrerede hjertestartere i Rødovre, på Tryg Fondens hjemmeside "hjertestarter.dk"

Ud af 69 hjertestartere er 24 tilgængelige hele døgnet. Af kommunens 23 opsatte hjertestartere er 3 tilgængelige døgnet rundt (Værkstedscenteret, Tinderhøj skole og Botilbud ved Broparken).

Ved at gøre yderligere 10 af kommunens hjertestartere tilgængelige skabes en fortætning, der medfører en større mulighed for at nå frem til en hjertestarter døgnet rundt, og dermed en større chance for at overleve et hjertestop.

For at gøre hjertestartere offentlig tilgængelige, skal de opsættes udvendigt på en bygning i et termoskab, som sikrer et stabilt klima af hensyn til enhedens funktionsduelighed.

De eksisterende hjertestartere er forudsat genbrugt. Opsætning foreslås fortaget i en prioritering ud fra distancen mellem offentlige tilgængelige hjertestartere, jf. kort bilag "Oversigt over kommunale hjertestartere i Rødovre".  

Hjertestartere på følgende institutioner foreslås gjort tilgængelige døgnet rundt:

  1. Det gamle Vandværk - Vandværksvej 17
  2. Rødovre Bibliotek - Rødovre Parkvej 140
  3. Teknisk Forvaltning - Tæbyvej 77
  4. Rødovregård - Kirkesvinget 1
  5. Rødovrehallen - Rødovre Parkvej 425
  6. Islev skole (nyetablering) - Islevbrovej 44
  7. Vestbadet - Nykær 26
  8. Vestvoldens oplevelsescenter - Jyllingevej 303
  9. PUC - Tæbyvej 9
  10. Nyager skole - Ejbyvej 100

Alle udgifter til drift finansieres som idag af de berørte institutioner og afholdes løbende.

Det vurderes, at opsætning og yderligere tilgængelighed kan igangsættes i 2017 og færdiggøres primo 2018. 

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Etablering:

10 stk. termoskabe a 12.000 kr.

10 stk. installation a 5.000 kr.

I alt 170.000 kr., som afholdes af kassebeholdningen.

Øvrige driftsomkostninger:

  • Omkostninger til opvarmning af termoskab, som i gennemsnit må påregnes at være maksimalt 500 kr. årligt pr. skab.
  • Omkostninger til simkort (fjernovervågning), batterier og elektroder efter behov.

Driftsomkostninger afholdes som i dag af institutionerne.

Udgiften på 170.000 kr. vedrører hovedfunktion 0.25 Faste Ejendomme.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: 05.10.2017 - hjertestartere

Fredning af Vestbads friluftsanlæg
Sag nr. 199

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Slots- og Kulturstyrelsen har besluttet at frede friluftsanlægget Vestbad.

Fredningen af friluftsanlægget var en forudsætning for gaven fra Den A.P. Møllerske Støttefond til restaurering af anlægget.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at afgørelsen om fredning af friluftsanlægget tages til efterretning.

Kultur- og Fritidsudvalget, 10. oktober 2017, pkt. 39:

Indstilles taget til efterretning.

Beslutning

Indstilles taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen godkendte den 20. juni 2017 det udarbejdede høringssvar til Slots- og Kulturstyrelsen vedrørende indstilling om fredning.

Kulturministeriet har i brev af 12. september 2017 fremsendt Slots- og Kulturstyrelsens afgørelse om, at det har besluttet at frede friluftsanlægget Vestbad, bestående af to udendørs svømmebassiner med omgivende flisebelægninger og alle tilhørende konstruktioner, vandlegeplads, den tidligere kioskbygning samt parken.

Styrelsen har noteret sig, at der er tilslutning til en fredning af Vestbad både hos ejerne, Brøndby og Rødovre kommuner, og blandt eksperterne i Danske Landskabsarkitekter.

Slots- og Kulturstyrelsen ser frem til samarbejdet med de to kommuner og oplyser, at såfremt ønsket om øget offentlig adgang til vandlegepladsen og Hønen skulle kræve fysiske ændringer af adgangsforhold e.l. vil styrelsen tage konkret stilling hertil og medvirke til at finde løsninger, som kan imødekomme behovene.

Konsekvenserne af fredningen betyder, at Slots- og Kulturstyrelsen skal søges om tilladelse, hvis der ønskes foretaget bygningsarbejder eller lignende, der rækker ud over almindelig vedligeholdelse.

Lov- og plangrundlag

Beslutningen er truffet efter § 3 i lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer.

Tidsplan

Der kan klages over Slots- og Kulturstyrelsens beslutning med en frist på 4 uger fra modtagelsen af brevet den 14. september 2017.

Bilag

Bilag 1: Afgørelse om fredning fra Kulturministeriet af 12.09.2017
Bilag 2: Fredningsforslag, oplæg fra Det Særlige Bygningssyn
Bilag 3: Bekendtgørelse, bilag afgørelse

Vestegnens Kulturinvesteringsråd, forslag om udmeldelse pr. 01.01.2019
Sag nr. 200

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Rødovre Kommune har siden 2007 været medlem af Vestegnens Kulturinvesteringsråd, som står bag Vestegnens Kulturuge. Kommunen betaler årligt 4 kr. pr. indbygger, der går til fælles sekretariat, tværgående kunstværker og fælles markedsføring af Vestegnens Kulturuge. Der skal med denne sag tages stilling til, om Rødovre Kommune fortsat skal være medlem af Vestegnens Kulturinvesteringsråd.

Indstilling

 Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at Rødovre Kommune melder sig ud af Vestegnens Kulturinvesteringsråd pr. 1. januar 2018 med virkning fra den 1. januar 2019 samt
  2. at den økonomi, der har været afsat til Vestegnens Kulturinvesteringsråd, i stedet anvendes til at styrke de kulturelle arrangementer lokalt i Rødovre Kommune.

Kultur- og Fritidsudvalget, 10. oktober 2017, pkt. 40:

Anbefales med 4 stemmer for (A og O). 1 medlem stemte imod (C), idet sagen ønskes nærmere belyst.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Vestegnens Kulturinvesteringsråd (VKIR) er et samarbejde mellem seks kommuner: Rødovre, Hvidovre, Ishøj, Albertslund, Høje-Taastrup og Vallensbæk. Rådet blev etableret i november 2007 af 8 kommuner, der dengang også talte Brøndby og Glostrup.

Det er VKIRs formål at investere i kulturen til udvikling af Vestegnen gennem et fokuseret og sammenhængende kultursamarbejde, så egnen gøres mere attraktiv for både lokale og udefrakommende og skaber vækst, liv og turisme.

I 2012 blev kommunerne enige om at forhøje kontingentet fra 2 kr. pr. borger til 4 kr. pr. borger og samtidig fokusere samarbejdet omkring Vestegnens Kulturuge. Dette skete med åbningen af Vestegnens Kulturuge på Roskildevej i Rødovre i september 2013.

Herefter er der blevet arbejdet efter en model, hvor kulturugen skal indeholde større kulturelle aktiviteter/"fyrtårnsaktiviteter", tværgående samarbejde mellem kulturinstitutionerne og en række forskellige lokale aktiviteter i institutioner og foreninger.

Fra 2016 blev det besluttet, at man skulle arbejde med et tema i kulturugen, og at der skulle iværksættes tværgående kunstprojekter.

Temaerne og kunstprojekterne har været følgende:

  • I 2016 etableredes "De seks glemte kæmper" af Thomas Dambo med udgangspunkt i temaet "På den anden side..."
  • I 2017 er der etableret 6 elektroniske kunstsatelitter "Tryllebundet", med udgangspunkt i temaet "På elektrisk grund...."
  • I 2018 arbejdes der med temaet "Mellem lys og skygge", som bl.a. skal sætte lys på det skønne, der vokser ud af Vestegnen

Det er Børne- og Kulturforvaltningens opfattelse, at Rødovre Kommune vil kunne få mere ud af kontingentet ved at bruge beløbet lokalt og dermed styrke og videreudvikle de kulturelle arrangementer lokalt i Rødovre Kommune.

Børne- og Kulturforvaltningen vil sideløbende hermed arbejde for, at det tværkommunale samarbejde mellem de kulturelle institutioner samt kultur- og fritidsområderne vil kunne fortsætte til gavn og glæde for alle.

I henhold til § 15, stk. 2 i vedtægterne for Vestegnens Kulturinvesteringsråd har udtræden af rådet virkning fra den 1. januar det følgende år efter Kommunalbestyrelsens meddelelse via sit faste medlem til bestyrelsen om udtræden. Bestyrelsen består af borgmestrene fra de deltagende kommuner.

Økonomiske konsekvenser

Kontingentet i 2017 var på 153.968 kr., svarende til 4 kr. pr. borger.
Kontingentet i 2018 bliver forventeligt på 157.404 kr. ved en forventet befolkning på 39.351 borgere pr. 1. januar 2018.

Udmeldelsen har ingen økonomiske konsekvenser, da midlerne fortsat anvendes til kulturelle arrangementer.

Tidsplan

Meddelelse om udmeldelse af Vestegnens Kulturinvesteringsråd skal finde sted inden udgangen af 2017.

Udtrædelse af Vestegnens Kulturinvesteringsråd har virkning fra den 1. januar 2019.

Bilag

Bilag 1: Vedtægter Vestegnens Kulturinvesteringsråd

Diverse
Sag nr. 201

Beslutningskompetence: ØU

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.

Lukket punkt: Økonomisk Oversigt - oktober 2017
Sag nr. 202

Beslutningskompetence: ØU

Beslutning

Taget til efterretning.

Lukket punkt: Ansættelse af ressource- og servicedirektør
Sag nr. 203

Beslutningskompetence: KB

Beslutning

Indstilles godkendt.

Lukket punkt: Diverse
Sag nr. 204

Beslutningskompetence: ØU

Beslutning

Taget til efterretning.

Protokollen oplæst. Mødet afsluttet kl. 8.25.