Økonomiudvalget

13-12-2023

Medlemmer

Formand Britt Jensen (A)
Birgitte Glifberg (A)
Flemming Lunde Østergaard (A)
Peter Mikkelsen (Ø)
Kim Drejer Nielsen (C)

Fraværende

Flemming Lunde Østergaard (A), sag 215-227

Sager 206 - 227

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 206

Beslutningskompetence: ØU

Sagens kerne

Oversigt fremlægges til orientering

  1. Lånedispensation til indfrielse af deponering

Indstilling

Meddelelsespunktet forelægges til orientering.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Bilag 1: Lånedispensation til indfrielse af deponering

Budgetresolution - Afklare muligheder for samkørsel ved M3 - Jyllingevej
Sag nr. 207

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

I budgetresolutionen for Budget 2023 blev det besluttet, at Teknisk Forvaltning skal beskrive mulighederne for at etablere en plads til samkørsel på Jyllingevej ved M3, herunder konsekvenser for biodiversitet m.v.

Sagen forelægges til orientering i Klima- og Naturudvalget.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at forvaltningen arbejder videre med, at etablere et skiltet opsamlingssted for samkørsel ved Jyllingevej.


Beslutning fra Klima- og Naturudvalget, 5. december 2023, pkt. 45:

Taget til efterretning.


Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 5. december 2023, pkt. 90:

Anbefales.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

I budgetresolutionen for Budget 2023 er det beskrevet, at:

"Afklare muligheder for samkørsel ved M3/Jyllingevej

Rødovre Kommune ønsker at fremme brugen af samkørsel, og Teknisk Forvaltning skal derfor beskrive mulighederne for at etablere en plads til samkørsel på Jyllingevej ved M3-ringen, herunder konsekvenser for biodiversitet m.v."

Samkørsel er, når man kører flere i samme bil, typisk til og fra arbejde.

Flere steder langs motorvejsnettet er der etableret parkeringspladser/samkørselspladser, hvor f.eks. flere fra et lokalområde kan mødes og fortsætte i én bil. Dette reducerer miljøbelastningen. En sådan plads skal være nem at komme til og fra, for at være attraktiv for brugerne. Disse pladser er primært etableret af Vejdirektoratet på egne arealer.

En sådan samkørselsplads vurderes der ikke umiddelbart, at være mulighed for at lave ved Jyllingevej, da arealerne op mod Jyllingevej ikke tilhører Rødovre Kommune (bortset fra knallertbanen). For at adgangsveje til og fra stedet, skal være lette, vil en sådan plads også kræve, at midterrabatten brydes, evt. med etablering af lyskryds. Afhængig af udformning, vil etablering af en sådan plads kræve et større areal med fast belægning, og derfor påvirke biodiversiteten negativt.

En samkørselsplads kan også være knyttet op på kollektiv trafikbetjening. I Rødovre er der etableret en samkørselsplads ved Rødovre Centrum, hvor der er opsat en tavle, der indikerer mulighed for opsamling. Den kollektive trafikbetjening af Jyllingevej ved Motorring 3 er med busser til/fra Flintholm Station, Rødovre Station, Herlev Station og Skovlunde Station.

I forbindelse med ombygningen af Jyllingevej, er der indrettet en række parkeringspladser i større bredde end tidligere, og disse pladser kan allerede anvendes ved samkørsel for trafikanter, der ønsker det.

Forvaltningen har endvidere kigget på alternativer til Jyllingevej, og har derfor taget kontakt til ejeren af Islevdalvej 50 (tidligere Jyllingevej 336), hvor Jysk m.fl. har et fælles parkeringsområde, hvor der kan skiltes et opsamlingssted for samkørsel. Efter dialog med ejeren, er det vurderingen, at de er positivt indstillet i forhold til, at der kan skiltes et opsamlingsted for samkørsel på deres arealer. Den endelig placering aftales nærmere med ejeren.

Lov- og plangrundlag

Budget 2023.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Godkendelse af låneramme til I/S Vestforbrændings forventede investeringer i 2024
Sag nr. 208

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Vestforbrændings bestyrelse anmoder om godkendelse af låneramme 2024 på 237,0 mio. kr. til finansiering af forventede investeringer i 2024.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at Vestforbrænding får godkendt låneramme på 237,0 mio. kr., til finansiering af forventede investeringer i 2024 på 237,0 mio. kr. samt
  2. at lån optages med pro rata hæftelse i forhold til indbyggertallet det år, hvor forpligtelsen blev indgået, jf. vedtægtens § 6, stk. 2-3.


Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 5. december 2023, pkt. 91:

Anbefales.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

På Vestforbrændings bestyrelsesmøde nr. 438a onsdag den 4. oktober 2023 godkendte Vestforbrændings bestyrelse låneramme på 237,0 mio. kr. til finansiering af forventede investeringer. Der henvises i øvrigt til indstillingen, vedlagt som bilag samt følgeskrivelse til låneramme 2024.

Vestforbrændings adgang til lånoptagelse er hjemlet i Økonomi- og Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 1580 af 17. december 2013, om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v.

Kraftvarmeanlæg 138,0 mio. kr.
Forventede investeringer til udskiftning af utidssvarende el-anlæg og transformere, ny overheder til Anlæg 6, nye brændere til Anlæg 5. Der foretages gennemgang og optimering af begge turbiner og begge kedler samt miljømæssige forbedringer især støvreduktion på hele anlægget. Det hele er et led i optimering og levetidsforlængelse af kraftvarmeanlægget.

Varmenet 63,0 mio.kr.
Tilslutning af nye kunder, herunder kunder i nybyggerier med tilslutningspligt og konverteringer fra olie/gas til fjernvarme i eksisterende godkendte fjernvarmeområder. Disse aktiviteter skal finansieres ved lånoptagelse for at kunne medtage renteomkostninger i varmepriskalkulationen og dermed opretholde den reelle varmepris.

Bygninger kraftvarmeanlæg 10,0 mio. kr.
Forventede indstillinger af en række forbedringer af produktionsbygninger samt elevatorer og samling af værksteder i produktionen. Der foretages udskiftning af glas og vinduer i bygninger i produktionen og de tilknyttede administrative funktioner.

Andre bygninger 26,0 mio.kr.
Forventede indstillinger til forbedring af belægninger på udendørsarealer, opgradering af ventilationsanlæg, forbedring og udbygning af de administrative bygninger.

Nye lån optages med pro rata hæftelse i forhold til indbyggertallet det år, hvor forpligtelsen blev indgået, jf. vedtægtens § 6 stk. 2-3. Rødovre Kommunes andel udgør 4,36 % svarende til 10,33 mio. kr. baseret på indbyggertal fra 2023.

På baggrund af ovenstående skal bestyrelsen i henhold til § 10, stk. 14, i Vestforbrændings vedtægt, således anmode om kommunalbestyrelsens godkendelse af låneramme for 2024.

Lov- og plangrundlag

Økonomi- og Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 1580 af 17. december 2013.
I/S Vestforbrændings vedtægt af 8. marts 2012.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Brev vedr. låneramme 2024
Bilag 2: Følgebrev til låneramme 2024 - oktober 2023
Bilag 3: Punkt 2. Låneramme for 2024
Bilag 4: Bilag af Vestforbrændings vedtægter uddrag af §6 og §10

Godkendelse af låneramme til I/S Vestforbrændings Varmeplan 2030 etape 1
Sag nr. 209

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Vestforbrændings bestyrelse anmoder om godkendelse af låneramme på 6.300 mio. kr. til finansiering af forventede investeringer i 2023-2028 på Varmeplan 2030 etape 1.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at Vestforbrænding får godkendt låneramme på 6.300 mio. kr., til finansiering af forventede investeringer i 2023-2028 på Varmeplan 2030 etape 1 samt
  2. at lån optages med pro rata hæftelse i forhold til indbyggertallet det år, hvor forpligtelsen blev indgået, jf. vedtægtens § 6, stk. 2-3.


Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 5. december 2023, pkt. 92:

Anbefales.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

En enig bestyrelse i Vestforbrænding har tiltrådt målsætningen i strategi 2030 om at rulle fjernvarme ud til yderligere 30.000 borgere inden 2030.

På bestyrelsesmøde nr. 438a, onsdag den 4. oktober 2023, godkendte Vestforbrændings bestyrelse en låneramme på 6.300 mio. kr. til finansiering af forventede investeringer vedrørende Varmeplan 2030 etape 1. Der henvises i øvrigt til indstillingen, vedlagt som bilag 3, samt bilag 2 med følgeskrivelse til låneramme for Varmeplan 2030 etape 1. Varmeplan 2030 indebærer en konvertering af mere end 10 % af landets naturgaskunder. Det er således en plan, der reducerer CO2-udledning betragteligt.

Garantistillelse for lån til Vestforbrænding påvirker ikke kommunernes låneramme. Det fremgår af vejledningen til lånebekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1580 af 17. december 2013), at lånedispositioner foretaget af et selskab med kommunal deltagelse, som alene vedrører kommerciel virksomhed, ikke henregnes til kommunens låntagning. Det gælder således også for lånerammen til Varmeplan 2030.

Fjernvarme er et ‘hvile i sig selv‘ område, og derfor er det fjernvarmeforbrugerne, der kommer til at afholde omkostningerne til lånene for Varmeplan 2030.

Vestforbrænding har gennem årene optaget en række lån, uden det på noget tidspunkt har været nødvendigt at bringe de kommunale garantier i spil. Såfremt en ejerkommune ikke ønsker at deltage i lånoptagelsen, jf. indstillingens andet led, så vil hæftelsen fordeles pro rata blandt de øvrigt hæftende ejerkommuner i forhold til indbyggertallet det år, hvor forpligtelsen blev indgået, jf. vedtægtens § 6, stk. 2 og 3.

I vedlagte bilag findes indstillingerne fra I/S Vestforbrændings bestyrelsesmøder nr. 438 og 438a, økonomiske oversigter, uddrag af Vestforbrændings vedtægt samt et følgebrev der forklarer om baggrund, byggekredit, lånegaranti og hæftelse. Bilag 4-6 er er stemplet fortroligt, men fortrolighed er ikke længere gældende. Stemplingen stammer fra Vestforbrændings bestyrelsesmøde, hvor det af hensyn til en børsnoteret entreprenør var nødvendig med fortrolighed.

Til bestyrelsesmødet den 20. marts 2024 skal I/S Vestforbrænding udarbejde et oplæg til drøftelse vedrørende selskabets fremtidige ejerstruktur i relation til lånoptag og garantistillelse. Oplægget skal belyse hvordan ejerstruktur og selskabsformer kan tage højde for ejerkommunernes hæftelser fremover, når de forventede krav om selskabsdannelse af hele affaldsområdet er trådt i kraft. Drøftelsen vil indgå i en efterfølgende beslutning i bestyrelsen om en strategi for Vestforbrændings forskellige forretningsområder og ejerkommunernes garantistillelse og hæftelse fremover.

Der opkræves ikke garantiprovision, da vi i såfald opkræver garantiprovision af os selv, som følge af den lovgivning der ligger til grund for §60 selskaber, der er organiseret som interessentselskaber.

Hvis den fremtidige ejerstruktur betyder, at vi stiller garanti til et A/S eller ApS vil det betyde, at vi i givet fald vil opkræve garantiprovision, så vi overholder EU’s statsstøtteregler.

Lov- og plangrundlag

Økonomi- og Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 1580 af 17. december 2013.
I/S Vestforbrændings vedtægt af 8. marts 2012.

Økonomiske konsekvenser

Ingen direkte.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Brev vedr. låneramme VP 2030 etape 1
Bilag 2: Følgebrev låneramme Varmeplan 2030
Bilag 3: Indstilling best.møde 438 - hæftelse tillægsbevilling Varmeplan 2030 - Strategi 2030
Bilag 4: BM 438 punkt 3.b. Tillægsbevilling til Varmeplan 2030 - Strategi 2030
Bilag 5: BM 438 punkt 3.b. Bilag 1 Investeringsanmodning - Varmeplan 2030 tillægsbevilling
Bilag 6: BM 438 punkt 3.b. Bilag 2 Økonomi Varmeplan 2030 tillægsbevilling - Strategi 2030
Bilag 7: Vestforbrændings vedtægter uddrag af §6 og §10

Udmøntning af 1,5 pct. besparelse i budget 2024 (2025-2027)
Sag nr. 210

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Kommunalbestyrelsen har med vedtagelsen af budget 2024 (2025-2027) besluttet en generel varig rammereduktion på 1,5 pct. Denne sag beskriver udmøntningen af besparelsen på områder.

Sagen behandles samtidig i alle fagudvalg.

Indstilling

Staben for Økonomi og Personale indstiller,

  1. at de generelle forslag til udmøntning af besparelsen tages til efterretning,
  2. at de specifikke forslag til udmøntning af besparelsen godkendes samt
  3. at der gives følgende tillægsbevillinger i 2024, som indebærer udmøntning af de konkrete forslag i denne sag: En mindreudgift på 0,3 mio. kr. til Teknik- og Miljøudvalget, en merudgift på 0,4 mio. kr. til Klima- og Naturudvalget, en mindreudgift på 0,5 mio. kr. til Social- og Sundhedsudvalget, og en merudgift på 0,4 mio. kr. til Økonomiudvalget. Den samlede driftsbevilling er budgetneutral, fordi der allerede i budget 2024 er sket en foreløbig fordeling af besparelsen på 1,5 pct.


Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 5. december 2023, pkt. 97:

Anbefales.

Beslutning fra Klima- og Naturudvalget udvalget, 5. december 2023, pkt. 47:

Anbefales.

Beslutning fra Børne- og Skoleudvalget, 5. december 2023, pkt. 84:

Anbefales.

Beslutning fra Kultur- og Fritidsudvalget, 5. december 2023, pkt. 54:

Anbefales.

Beslutning fra Social- og Sundhedsudvalget, 5. december 2023, pkt. 73:

Anbefales.

Beslutning fra Beskæftigelsesudvalget, 5. december 2023, pkt. 50:

Anbefales.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Med budgetaftalen for budget 2024 har en enig Kommunalbestyrelse besluttet en generel varig rammereduktion på 1,5 pct. i 2024 og fremefter. Det skal ses i sammenhæng med, at der i 2023 er indarbejdet en 1-årig rammereduktion på 0,75 pct., dvs. at forskellen til situationen i 2023, alt andet lige, er en yderligere reduktion på 0,75 pct. Endvidere har parterne udtrykt en forventning om, at afskedigelser ud af Rødovre Kommune kan undgås på de store velfærdsområder.

Forvaltningerne fremlægger med denne sag en beskrivelse af, hvordan reduktionen på 1,5 pct. foreslås udmøntet konkret. I relation til parternes forventning om, at der med besparelsen kan undgås afskedigelser ud af kommunen på de store velfærdsområder bemærkes det, at det er forventningen, at de steder, hvor stillinger nedlægges, sker det ved ikke at genbesætte eller omplacere jf. Rødovre Kommunes tilgang om ”ingen nemme løsninger”.

Udmøntningen falder i to hovedgrupper:

  1. En generel udmøntning som sker via justeringer og tilpasninger i institutionernes budgetter. Af bilag 1 fremgår en overordnet beskrivelse af dette for hvert udvalg. Det besluttes lokalt hvordan denne del af besparelsen konkret fordeles. Konsekvenserne rapporteres til udvalgene i de kvartalsvise udgiftsopfølgninger i 2024.
  2. En specifik udmøntning på aktiviteter, som medfører en ændring af et konkret serviceniveau. Nedenfor fremgår de aktiviteter der påvirkes.

På Børne- og Skoleudvalgets område:

  • Nuværende niveau for fremskudt familiebehandling fastholdes.
  • Nuværende niveau for Sundheds- og trivselsindsats fastholdes.
  • Ophør af aftale om personaletilstedeværelse hvor der ikke er indmeldt børn i dagtilbuddet, i forbindelse med sampasningsordningen.

På Social- og Sundhedsudvalgets område:

  • Udtræden af tværkommunalt samarbejde på kræftområdet.
  • Midlertidig reduceret kapacitet på Rødovre Parkvej Skole.
  • Træning på midlertidige døgnpladser bortfalder om lørdagen.
  • Ny aftale med Dorthe Mariehjemmet, svarende til en rammebesparelse på 1,5 pct.
  • Reduktion af puljen til det frivillige sociale arbejde.

En uddybende beskrivelse af udmøntningen af 1,5 pct. besparelsen i de enkelte udvalg fremgår af bilag 1.

Lov- og plangrundlag

Lovgrundlaget for kommunernes budgetlægning findes i Lov om kommunernes styrelse (Bekendtgørelse af lov om kommunernes styrelse, LBK nr. 47 af 15. januar 2019) og i Bekendtgørelse om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision mv. (BEK nr. 2305 af 28. december 2020). En mere detaljeret beskrivelse af budgetlægningen i Rødovre Kommune findes i de bevillingsregler, der fremgår af budgetpublikationens Generelle Bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

Budgettet er styringsgrundlag for Rødovre Kommunes virksomhed i 2024, samt i budgetoverslagsårene 2025-2027.
I forhold til de bevillingsmæssige ændringer, der følger af sagen gælder det fortsat, at fordelingen af besparelsen på fagområder er uændret ift. i budget 2024.

Tidsplan

Sagen behandles i fagudvalgene: 5. december 2023.
Sagen behandles i Økonomiudvalget: 13. december 2023.
Sagen behandles i Kommunalbestyrelsen: 19. december 2023.

Bilag

Bilag 1: Uddybende beskrivelse af udmøntningen af 1,5 pct. besparelsen i de enkelte udvalg

Orientering om CO2-fangst på Vestforbrænding
Sag nr. 211

Beslutningskompetence: ØU

Sagens kerne

I/S Vestforbrænding orienterer om, at man med Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) har underskrevet to aftaler om etablering af CO2-fangstanlæg hos Vestforbrænding. Desuden er der underskrevet et resumé af aftalernes gældende vilkår og betingelser. Aftalerne er juridisk uforpligtende, men danner grundlag for en event forpligtende aftale.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at orienteringen tages til efterretning.


Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 5. december 2023, pkt. 93:

Indstilles taget til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

I/S Vestforbrændings bestyrelse har i samarbejde med ejerkommunerne tidligere besluttet, at Vestforbrænding skal være CO2-neutral inden 2030. Et virkemiddel til dette er CO2-fangst i forbindelse med affaldsforbrænding.

Derfor ansøgte Vestforbrænding om tilskud fra statens CO2-udbud for at kunne finansiere CO2-fangst, transport og lagring og dermed gøre Vestforbrændings og ejerkommunernes affaldsforbrænding CO2-neutral. Vestforbrænding var sammen med Ørsted og Aalborg Portland én af de tre udvalgte virksomheder, der kunne afgive den endelige ansøgning om et statstilskud på op til 8,1 mia. kr. til fangst og lagring af CO2.

Ørsted vandt udbuddet og Vestforbrænding besluttede at afsøge muligheden for et partnerskab med en privat aktør med henblik på at etablere CO2-fangst. I forlængelse heraf er der indgået to uforpligtende aftaler med Copenhagen Infrastructure Partners (CIP), som denne orienteringssag vil gennemgå.

Vestforbrændings bestyrelse skal inden udgangen af første kvartal 2024 præsenteres for en business case af mulige næste skridt, som der herefter skal tages stilling til.

Processen med at færdiggøre materialet til ovennævnte udbud varede knap to år. Det har medført, at Vestforbrænding i dag står med et robust og solidt projektgrundlag til etablering af et CO2-fangstanlæg. Derfor er Vestforbrænding blandt dem, der er længst fremme i Danmark med at realisere et CO2-fangstanlæg. Der er etableret en projektorganisation, udarbejdet projektforslag, gennemført udbud af det tekniske anlæg inkl. forhandlinger og aftaleindgåelse, klargjort øvrige udbud, samt udarbejdet VVM-ansøgning og arbejdet med de relevante kommuner om nødvendige lokalplanændringer mm. i relation til opførelsen af et CO2-fangstanlæg.

Ny partnerskabsmodel for CO2-fangst
Det forventes, at CO2-fangst vil være en vigtig parameter i den fremtidige konkurrenceudsættelse på affaldsområdet. Bestyrelsen i Vestforbrænding er optaget af, at Vestforbrænding skal stilles stærkest muligt i den kommende konkurrence, og at Vestforbrændings egen 2030-målsætning skal nås. Derfor er der behov for at arbejde videre med projektgrundlaget for et CO2-fangstanlæg.

På Vestforbrændings bestyrelsesmøde 437a i maj 2023 blev der givet mandat til, at Vestforbrænding arbejder videre med at etablere CO2-fangst, og at der præsenteres en ny business case for bestyrelsen ultimo 2023. Herunder blev der også givet mandat til, at Vestforbrænding undersøger mulighederne for et samarbejde med en privat aktør.

Vestforbrænding har afsøgt tre muligheder for private investorer og har valgt at indlede forhandlinger med Copenhagen Infrastructure Partners (CIP). CIP er både i Danmark og globalt involveret i udbygningen af infrastruktur, som medvirker til grøn omstilling, herunder Power-to-X. Den 6. november 2023 har Vestforbrænding og CIP indgået en uforpligtende aftale med vilkår og betingelser (et såkaldt term sheet) for et muligt partnerskab i et nyt selskab (et Joint Venture-selskab).

Ved udbuddet af Energistyrelsens første CO2-fangst-pulje bød Vestforbrænding med Evida og Gas Storage Denmark som leverandører af henholdsvis transport og lagring. Det havde den fordel, at Vestforbrænding havde den fulde kontrol. Det havde også den ulempe, at den fulde risiko for projektet påhvilede Vestforbrænding og i sidste ende Vestforbrændings 19 ejerkommuner, jf. den garantistillelse, der skulle stilles af alle 19 ejerkommuner før en ansøgning til Energistyrelsen kunne afleveres.

Et partnerskab med CIP vil betyde, at der etableres en ny juridisk enhed om et økonomisk samarbejde (et Joint Venture-selskab), som vil ejes 70% af CIP og 30% af Vestforbrænding. Dette er en betydelig fordel for Vestforbrænding og Vestforbrændings 19 ejerkommuner, da risikoen for CO2-fangst-projektet løftes ud af Vestforbrænding og ind i et selskab, hvor CIP ejer 70%. Derudover vil CIP sammen med Vestforbrænding i Joint Venture-selskabet påtage sig opgaven med at forhandle aftalerne med underleverandører til projektet. Der er her tale om opgaver, som CIP har stærke kompetencer og erfaringer indenfor, som Vestforbrænding kan drage nytte af.

Der er indgået tre aftaler mellem Vestforbrænding og CIP som danner grundlag for det videre arbejde med at afdække mulighederne for et forpligtende samarbejde:

  • En aftaleforside, der indeholder aftalens dato og resumé af de gældende vilkår og betingelser og krav (Cover Agreement), som juridisk forpligter parterne til fortrolighed under de efterfølgende kontraktforhandlinger, og at der ikke indgås aftaler med andre.
  • En uforpligtende aftale med vilkår og betingelser (Term sheet) for Joint Venture-selskabet Carbon Capture A/S, som indhegner de kontraktvilkår, som efterfølgende skal forhandles mellem parterne. Det bemærkes, at et term sheet ikke er juridisk forpligtende.
  • En uforpligtende aftale med vilkår og betingelser (Term sheet) for aftalen mellem Vestforbrænding og Carbon Capture A/S omkring levering af den røggas, der skal renses af CO2-fangstanlægget. Aftalen indhegner de kontraktvilkår, som efterfølgende skal forhandles mellem parterne. Det bemærkes, at et term sheet ikke er juridisk forpligtende.

Mellem Joint Venture-selskabet og Vestforbrænding vil der efterfølgende skulle laves en række juridisk forpligtende aftaler vedrørende levering af blandt andet røggas, el, damp og leje af land fra Vestforbrænding til Joint Venture-selskabet. Disse aftaler skal forhandles på plads inden udgangen af marts 2024, så Vestforbrænding har mulighed for – hvis disse aftaler ikke kan lukkes – at byde selvstændigt ind på Energistyrelsens næste CO2-fangst-udbud, eventuelt selv eller med en anden partner end CIP.

Ny CO2-fangst aftale
I september 2023 blev SVM-regeringen sammen med et bredt flertal i Folketinget enige om en ny CO2-fangst-aftale. Heri peger aftalepartierne på CO2-fangst som et af de få tekniske virkemidler til at reducere CO2-udledningen fra affaldsanlæg. Med aftalen sammenlægges eksisterende puljer til CO2-fangst til to nye puljer med fokus på fangst, transport og permanent lagring af CO2. Disse to nye puljer vil komme i udbud i henholdsvis 2024 og 2025 og sigter efter CO2-fangst af henholdsvis 0,9 mio. tons og 1,4 mio. tons CO2. Samlet set vil puljerne udbyde 26,8 mia. kr., som løber i 15 år fremfor 20 år. Det er vurderingen, at Vestforbrændings CO2-fangstanlæg vil have gode muligheder for at komme i betragtning til tilskud via disse puljer.

Miljømæssige konsekvenser
Etablering af CO2-fangst er den vigtigste enkeltstående handling i forhold til at nå målsætningen om, at Vestforbrænding er CO2-neutral i 2030. Vestforbrænding er i dialog med Energistyrelsen om indregning af CO2-reduktionen i de kommunale klimaregnskaber.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen direkte. Det er Vestforbrændings forventning, at omkostningerne for CO2-fangst projektet kan indeholdes indenfor sparede afgifter og kvoter, hvorfor det ikke vil få økonomiske konsekvenser for ejerkommunerne og heller ikke vil have indflydelse på hverken varmepris eller affaldstakst.

Tidsplan

Vestforbrændings bestyrelse skal inden udgangen af første kvartal 2024 tage beslutning om de næste skridt for CO2-fangst projektet hos Vestforbrænding, herunder om der skal indgås en endelig aftale med CIP med henblik på at ansøge den nye CO2-fangst-pulje, som åbner til juni 2024.

Vestforbrænding vil invitere til to webinarer til alle kommunalbestyrelsesmedlemmer hos de 19 ejerkommuner, hvor Vestforbrændings direktion vil gennemgå status på CO2-fangst projektet.

Fjernvarmetakster april – december 2024
Sag nr. 212

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Vestegnens Kraftvarmeselskab I/S hæver deres takster markant pr. 1. januar 2024. Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning ser sig derfor nødsaget til at ændre takster pr. 1. april 2024. Samtidig indføres en trindelt model for det faste bidrag for Kundetype 1 (fritliggende enfamilieboliger). En model i stil med modellen brugt gennem mange år for Kundetype 2.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at den foreslåede trindelte model for det faste bidrag for Kundetype 1 indføres i takstbladet,
  2. at Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsynings takstblad 2024, april-december godkendes samt
  3. at Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsynings nye budget 2024, april-december godkendes og anmeldes til Forsyningstilsynet.


Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 5. december 2023, pkt. 94:

Anbefales.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Takstbladets forskellige elementer er drøftet i Teknik- og Miljøudvalget på dets møde den 14. november 2023, sag nr. 83. I stil med den faste takst for Kundetype 2, ønskes der indført en trindelt model for den faste takst for Kundetype 1, enfamilieboliger. I forbindelse med den kraftige udbygning af fjernvarme til hovedsagligt fritliggende enfamilieboliger, er den hidtidige faste takst med samme beløb for alle kvadratmetre bolig ikke attraktiv for nyere og ofte velisolerede boliger. Det er til fordel for alle kunder, at så mange som muligt tilslutter sig fjernvarme allerede i anlægsfasen. Den trindelte model giver derfor en mindre takst for de sidste kvadratmetre bolig. Det forventes, at ændringen vil gøre det attraktivt for også nyere og ofte velisolerede boliger at tilslutte sig fjernvarme.

Det er administrationens hensigt, at den samme trindelte model indføres i takstbladet for udbygningstillægget, der omtales i projektforslaget for konvertering af tre områder beliggende nord og syd for Jyllingevej og vest for M3 (Islev). Projektforslaget blev foreløbig godkendt af Kommunalbestyrelsen på sit møde den 26. september 2023, sag nr. 135. Projektforslaget forventes fremlagt til Kommunalbestyrelsens endelige godkendelse i februar 2024, efter endt høring hos berørte forsyningsselskaber.

Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning (RKF) køber varme til brug for videresalg fra Vestegnens Kraftvarmeselskab I/S (VEKS).

Bestyrelsen for VEKS forventes på sit møde nr. 210, der afholdes den 15. december 2023, at godkende VEKS budget 2024, samt overslag for årene 2025-2027. Der tages derfor forbehold for evt. ændringer.

VEKS revideret budget 2024 med tilhørende salgspriser for varme, ligger til grund for RKF nye budget 2024, april-december og tilhørende takstblad 2024, april-december.

Prisstigningerne fra VEKS begrundes i:

  • Energimarkedet har i de seneste år været svært at forudse, og det er stadig er meget uforudsigeligt. Prisen på biomasse steg voldsomt i løbet af 2022 og selvom prisen er faldet lidt, er den fortsat høj set i et historisk perspektiv. Prisen på affaldsvarme er steget som følge af stigende affaldsvarmeafgift og konsolidering ifm. selskabsgørelse af affaldsforbrændingsselskaberne.
  • Elpriserne har været lavere end forventet, hvilket indirekte har påvirket fjernvarmeprisen, da indtægterne fra salg af el er mindre end forventet.

Den faste takst til VEKS stiger fra 44,67 kr./GJ til 48,65 kr./GJ. Det svarer til en prisstigning på 14,33 kr./MWh. For RKF betyder det rundt regnet 2,1 mio. kr./årligt.

Den gennemsnitlige variable takst til VEKS stiger fra 73,91 kr./GJ til 81,22 kr./GJ. Det svarer til en gennemsnitlig prisstigning på 26,32 kr./MWh.

Den afledte stigning af VEKS nye priser for 2024 hos RKF´s kunder betyder, at enkelte takstelementer stiger mere end 10 % udover den stigning som sket med virkning fra 1. januar 2024 i forhold til taksten for 2023. De nye takster skal derfor varsles overfor kunderne med mindst tre måneders varsel.

RKF har benyttet lejligheden til at gennemgå og ajourføre budgettets øvrige forskellige poster.

Taksterne for levering af varme fra RKF bestemmes efter varmeforsyningslovens bestemmelser om økonomisk at "hvile-i-sig-selv". Det vil sige, at RKF budgetterede resultat for 2024 efter varmeforsyningsloven skal være 0 kr.

Forslag til takster 2024, april-december ses i vedlagte bilag Takster 2024, april-december (ekskl. moms). De ændrede og tilføjede takster er markeret med rødt.

Lov- og plangrundlag

Bekendtgørelse af lov om varmeforsyning (Varmeforsyningsloven). LBK nr. 2068 af 16. november 2021.
Bekendtgørelse om anmeldelse af tariffer, omkostningsfordelinger og andre betingelser for levering af fjernvarme, samt varmeproduktionsomkostninger til brug for fastsættelse af prisloft m.v. (Anmeldelsesbekendtgørelsen). BEK nr. 1412 af 3. december 2018.
Afskrivningsbekendtgørelsen. BEK nr. 941 af 4. juli 2017.
Forsyningstilsynets vejledning om varslingsreglerne efter varmeforsyningsloven - særligt med henblik på væsentlige prisstigninger, af 16. marts 2022.

Økonomiske konsekvenser

RKF forventer at få et årsresultat på 0 kr. iht. varmeforsyningsloven.

For Forsyningstilsynets standardbolig (enfamiliebolig) er den faste takst for de første 130 kvm pr. 1. april 2024 hævet med 14,8 % i forhold taksten for 2023. Til gengæld har justeringer i budgettet betydet, at det ikke bliver nødvendigt at foretage yderligere stigninger i den variable takst, der fastholdes på 424 kr./MWh ekskl. moms. (530 kr. pr. MWh inkl. moms), gældende fra 1. januar 2024. En stigning på 9,8 % fra 2023 til 2024.

For Forsyningstilsynets standardboliger stiger prisen for 2024 pr. 1. april 2024 (inkl. moms) i forhold til 2023 beregnet for et helt års forbrug:

  • Enfamiliebolig, 130 kvm, forbrug 18,1 MWh, stiger fra 13.871 kr. i 2023 til 15.381 kr. i 2024 (Stigning på 1.510 kr., svarende til 10,9 %).
  • Lejlighed, 75 kvm., forbrug 15 MWh, stiger fra 10.519 kr. i 2023 til 11.606 kr. i 2024 (Stigning på 1.087 kr., svarende til 10,3 %).

Tidsplan

Takster og tilhørende nyt budget 2024 skal træde i kraft pr. 1. april 2024.
Takster og tilhørende nyt budget 2024 skal anmeldes til Forsyningstilsynet senest den 31. december 2023, før de kan træde i kraft den 1. april 2024.

Bilag

Bilag 1: Takster 2024 uden moms, pr. 1 april 2024

Ny genbrugsstation på Sandbækvej
Sag nr. 213

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Teknisk Forvaltning har siden temamødet den 22. august 2023 med Teknik- og Miljøudvalget arbejdet videre med den model for den nye genbrugsstation, som der var bred enighed om. Der er indhentet prisoverslag ved rådgiver, hvor det har vist sig, at anlægsarbejdet og forberedelser af underlag til belægning er forventet at blive væsentligt dyrere end forudset.  

I modellen er der mulighed for at opnå besparelser på udgifter til det nuværende beholderlager og mandskabsfaciliteter. De forventede besparelser kan dog ikke dække hele den merudgift der er i prisoverslaget, hvorfor der indstilles til en drøftelse om hvorvidt Teknisk Forvaltning skal arbejde videre med modellen. 

Merudgiften i den dyrere model kan finansieres ved en forhøjelse af affaldsgebyret på ca. 70 kr. pr. husstand pr. år.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at Teknisk Forvaltning arbejder videre med den skitserede model og udbyder opgaven.


Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 5. december 2023, pkt. 95:

Anbefales med stemmerne 4 for (A) og 1 imod (C). C stemte imod pga. infrastrukturforholdene.

Beslutning

Økonomiudvalget besluttede at tilbagesende sagen til TMU med henblik på yderligere belysning af planforhold mv.

Sagsfremstilling

På temamødet den 22. august 2023 var Teknik- og Miljøudvalget inviteret til dialog om, hvordan den nye genbrugsstation på Sandbækvej kan indrettes, så det bliver en tidssvarende, moderne og brugervenlig genbrugsstation. På mødet blev Teknik- og Miljøudvalget præsenteret for et skitseforslag med en hævet plads med moduler, og der var bred enighed om, at det var en god løsning, hvor udvalgets ønsker til en ny genbrugsstation kan blive indfriet. Teknisk Forvaltning har ved rådgiver Dines Jørgensen & Co fået udarbejdet et prisoverslag for etablering af en nye genbrugsstation ud fra skitseforslaget. Prisoverslaget er betydeligt dyrere end forventet, og der skal derfor ske en drøftelse af om Teknisk Forvaltning skal arbejde videre med skitseforslaget og udbyde opgaven.

Den nuværende genbrugsstation har et areal på omkring 7.200 m2, og den har hvert år 80.000 til 90.000 besøgende biler. På de travleste dage kommer op mod 500 besøgende, og der modtages omkring 13.000 tons affald pr. år. Ca. 20 % af de besøgende er erhverv.

Arealet der er til rådighed for den nye genbrugsstation udgør 7.500 m2. Det er med i planerne, at parkering og opladning for skraldebiler skal flyttes, så de holder på et areal langs pladsens nordlige skel i tillæg til de 7.500 m2.

Krav til ny genbrugsstation
Der er en række lovmæssige krav, som gælder for en genbrugsstation. Det gælder både for modtagelsen af affald, men også i forbindelse med vilkår i miljøgodkendelsen. Det er eksempelvis lovpligtigt, at der etableres et område til direkte genbrug. Det er også et krav, at der etableres et støjhegn rundt om pladsen, ligesom der er en række andre myndighedskrav i forbindelse med underlag og håndteringen af bl.a. metal, elektronik og farligt affald, samt regnvand.

Sorteringskrav til affald fra både myndigheder og I/S Vestforbrænding, er støt stigende. Der introduceres løbende nye affaldstyper, som der skal være plads til, og som skal bidrage til at øge genanvendelsen. Det skal den nye genbrugsstation kunne rumme.

På temamødet den 22. august 2023 var der bred enighed om, at den nye genbrugsstation skal tilbyde niveaufri adgang til containerne og mulighed for at benytte genbrugsstationen uden for den bemandede åbningstid. Derudover er der ønske om adskillelse af trafikken på pladsen, så lastbiler (der henter affald) og borgere holdes mest muligt adskilt. Det øger sikkerheden på pladsen. Skitsen for denne model, samt visualisering af plateauet og en beskrivelse af indretningen fremgår af bilag.

Fra Affaldsplan 2022-2033 er der et initiativ om etablering af undervisningslokale til formidling om affaldsområdet for kommunens skoleelever. Det er ligeledes et ønske.

Skitseforslag
Arealet til den nye genbrugsstation er forholdsvis lille, og det er derfor vigtigt, at pladsen udnyttes bedst muligt. Ved at hæve et areal på ca. 2.000 m2 kan der findes plads til de ønskede funktioner på de 7.500 m2, der er til rådighed. Det sker ved, at de 2.000 m2 bliver udnyttet dobbelt, da det giver 2.000 m2 lokaler under plateauet. Denne løsning vil således give niveaufri adgang til flest mulige affaldstyper og samtidig give plads for en fleksibel indretning under plateauet.

Med dette skitseforslag er alle aktiviteter på affaldsområdet (genbrugsstation, skraldebiler, renovationsmedarbejdere, administrationen og lager) samlet et sted, og derved fremtidssikret i forhold til en kommende selskabsgørelse af affaldsområdet.

Det er især udgifter til anlægsarbejde, belægning og jordhåndtering, der overstiger den forventede pris. Det er derved også udgifter der ikke ændrer sig uanset genbrugsstationens udformning og udseende.

Oprindeligt var det indregnet, at der ved købet af Sandbækvej skulle være etableret en belægning af arealet med kloakering og forsyningsledninger. Dette blev siden ændret til at arealet blev købt uden nogen forberedelser. Udgiften til ovenstående er således ikke indregnet i det oprindelige projekt.

Det hævede plateau er på skitseforslaget større end oprindeligt planlagt. Det er først og fremmest for at sikre en bedre trafikafvikling og en bedre indretning af genbrugsstationen. Til gengæld har det den afledte effekt, at der kan samles flere aktiviteter under plateauet og derved dobbeltudnytte et større areal af pladsen.

Affaldsområdet lejer for nuværende et lager på 800 m2 til brug for affaldsbeholdere. Med den skitserede model kan lejemålet opsiges og flyttes ind under plateauet. Derved spares lejeudgifterne. Det samme gør sig gældende for de pavilloner, der lejes til direkte genbrug og omklædning for skraldemænd.

Den skitserede model er ikke en ekstravagant model. Den består udelukkende af standardmoduler og betonelementer og der er ingen udgifter til arkitekter eller design. Den eneste måde den adskiller sig fra lignende genbrugsstationer er det forholdsvis store areal, som er hævet med moduler, men det er nødvendigt på det lille areal der til rådighed.

Til sammenligning koster den nye genbrugsstation i Gladsaxe Kommune omkring 95 mio. kr. og den i Herlev Kommune har kostet ca. 34 mio. kr.

I Kristiansstad i Sverige har man i 2019 bygget en genbrugsstation til ca. 55 mio. Dkkr.

Genbrugsstationen i Gladsaxe er stadig under opbygning, og den endelige pris kendes derfor ikke. De 95 mio.kr. er fra anlægsbevilling i budget 2022.

Genbrugsstationen i Herlev blev indviet i 2022. Der har fra starten været betydeligt flere kvadratmeter til rådighed, så der har ikke på samme måde været behov for at udnytte arealet dobbelt. I Herlev er der ikke indrettet lokaler til direkte genbrug og der er ikke lagerfaciliteter eller mulighed for aflæsning i båse.

Genbrugsstationen i Kristiansstad fra 2019 er bygget inden prisernes himmelflugt. Det er en supermoderne genbrugsstation, med fokus på bæredygtighed og formidling til børn og unge. Selve pladsen, med mandskabsbygning og opbygningen af- og indretning under modulerne, har givet inspiration til skitsemodellen for den nye genbrugsstation. Kristiansstad genbrugsstation er således bygget op af de samme moduler, som er forudsat i skitsen til genbrugsstation i Rødovre.

Fordele ved at arbejde videre med skitseforslaget

  • Den skitserede model er en ny og moderne genbrugsstation med niveaufri aflæsning af affald og adgangskontrol uden for bemandet åbningstid.
  • Aktiviteter på affaldsområdet samles og fremtidssikres i forhold til selskabsgørelse. Administration, lager og mandskabsfaciliteter flyttes til genbrugsstationens område.
  • Indtægt for salg af grund. Der er allerede regnet med indtægter for salg af grunden hvor den nuværende genbrugsstation er placeret i budget 2024.
  • Tidsplanen er presset i forhold til at få en ny genbrugsstation klar til december 2024. En opbremsning af processen kan betyde, at en ny genbrugsstation måske ikke kan nå at stå klar før i løbet af 2025.

Ulemper ved at arbejde videre med skitseforslaget

  • Prisoverslaget er dyrere end forventet og de budgetterede besparelser ved at samle lager og andre aktiviteter kan ikke dække alle meromkostninger.
  • Tidsplanen er underlagt usikre markedsvilkår, og den pressede tidsplan kan være med til at gøre løsningen uforholdsmæssig dyr, fordi vi er tvunget til at handle nu.
  • Inflationen har generelt gjort det væsentligt dyrere at bygge.
  • Der er ikke umiddelbart en billigere løsning, som kan opfylde alle krav og ønsker.

Bæredygtighed
I udbud af totalentreprise vil bæredygtighed blive tænkt ind som optioner og omfatte følgende parametre:

  • Genbrugte byggematerialer i anlægsarbejde. Til selve anlægsarbejdet kan genbrugte byggematerialer erstatte jomfruelige materialer til opbygningen af bund og bærelag under belægningen.
  • Beklædning af facader med genbrugstræ. Bygningerne og moduler til plateauet kan beklædes med genbrugstræ.
  • Solceller på overdækning til skraldebiler. Der kan etableres en overdækning af skraldebilerne som kan benyttes til et solcelleanlæg. Energien herfra skal bidrage til opladningen af skraldebilerne og driften af genbrugsstationen.
  • Regnvandet fra det overdækkede areal skal kunne opsamles og genanvendes.

Lov- og plangrundlag

Lokalplan 142 Islevdal erhvervskvarter.

Økonomiske konsekvenser

På Kommunalbestyrelsens møde den 10. november 2020 (sag nr. 103) blev bevilling af 7,5 mio. kr. i 2021 til etablering af ny genbrugsstation godkendt. Beløbet var første del af det afsatte beløb på 14,5 mio. kr., som er afsat til anlæggelse af ny genbrugsstation på Sandbækvej. De 7 mio. kr. er blevet bevilliget i forbindelse med overførselssagen 2022-2023 på kommunalbestyrelsesmødet d. 28. marts 2023 (sag nr. 64).

I budget 2023 er der foretaget en budgetudvidelse på 10,1 mio. kr., så det samlede rådighedsbeløb for etablering af en ny genbrugsstation er på 24,6 mio. kr.

Siden rådighedsbeløbet er besluttet, har inflationen medført en stigning i priser på varer og tjenesteydelser, og krav og forventninger til genbrugsstationen er ændret. Det afsatte rådighedsbeløb rækker derfor ikke længere. Det er især udgifter til belægning, som oprindeligt var en del af købet af grunden, og til byggemodning af området, som er betydeligt højere end det, som blev lagt til grund for den oprindelige bevilling. Desuden er der kommet andre ønsker til den nye genbrugsstation samt ny lovgivning med krav om direkte genbrug og politisk aftale om selskabsgørelse af affaldsområdet.

Teknisk Forvaltning har ved rådgiver Dines Jørgensen & Co fået udarbejdet et økonomisk overslag for etablering af den nye genbrugsstation.

Omkostningsfordelingen er listet op nedenfor:
Byggemodnings-, anlægs-, plads- og bygningslægsrelaterede arbejder: 34,5 mio. kr.
Plateau og bygning: 32,9 mio. kr.
Bygherrerådgivning, adm. m.v.: 1,6 mio. kr.
Uforudsete udgifter: 6,9 mio. kr.
I alt 75,9 mio. kr.

Ovenstående overslagspris for byggemodning mm. indeholder også indledende jordarbejder, der startes op i januar 2024. Dette arbejde finansieres af de allerede bevilgede midler.

I forhold til det afsatte rådighedsbeløb på 24,6 mio. kr. mangler der således at blive afsat et rådighedsbeløb og givet en bevilling på 51,3 mio. kr.

I forbindelse med den nye genbrugsstation er der sparede udgifter til lager og pavilloner svarende til 0,9 mio. kr. årligt. Det anslås, at denne udgift vil kunne dække lån på ca. 20 mio. kr. Dette betyder, at der er en udgift på ca. 31,3 mio. kr., der ikke kan dækkes af tidligere afsatte midler.

Finansieringen af restbeløbet vil betyde en årlig merudgift på ca. 70 kr. ekskl. moms pr. husstand i Rødovre Kommune.

Landsskatteretten har den 21. oktober 2020 truffet afgørelser om, at kommunerne ikke skal opkræve og afregne moms ved levering af renovationsydelser til private grundejere og grundejerforeninger. Dette har resulteret i at Skattestyrelsen har udarbejdet og udsendt et styresignal primo november 2023, som fastsætter at kommunerne fremover ikke længere skal opkræve moms af affaldsgebyrerne. For Rødovre Kommune vil det komme til at gælde fra 2025. Det er muligt for kommunerne at få refunderet tidligere opkrævet moms tilbage til 2012. Ind til videre har Rødovre Kommune indsendt krav om tilbagebetaling af 13,5 mio. for årene 2012 til og med 2022. Det vides dog ikke hvornår momsen vil blive refunderet. Derudover skal kravet for 2023 og 2024 opgøres og indsendes.

Tilbagebetalingen af de 13,5 mio. kr. i moms, kan indgå i finansieringen af genbrugsstationen, så gebyrstigningen ikke bliver 70 kr., men kun 40 kr. pr. husstand pr. år.

Da der fremover ikke vil blive opkrævet moms af affaldsgebyret, vil borgerne opleve et fald i affaldsgebyret, på trods af de ekstra omkostninger der er til den nye genbrugsstation.

Affaldsområdet er takstfinansieret og området er omfattet af affaldslovgivningens bestemmelser om økonomisk at hvile-i-sig-selv. Der er mulighed for, i henhold til lånebekendtgørelsen, at optage 30 årige lån til ny genbrugsplads.

Tidsplan

December 2023: Forberedelse til indledende jordarbejder.
Januar 2024: Indledende jordarbejder starter.
Januar 2024: Udarbejdelse af udbudsmateriale.
Februar 2024: Udbud af Totalentreprisen på den nye genbrugsstation.
Marts 2024: Politisk godkendelse af anlægsbevilling og en tillægsbevillingsbevilling.
2. til 4. kvartal 2024: Etablering af den nye genbrugsstation.
3. kvartal 2024: Sag om fremtidige åbningstider herunder ubemandet åbningstid i morgen- og aftentimerne.
4. kvartal 2024: Indvielse af den nye genbrugsstation.

Bilag

Bilag 1: Tegninger

Tillæg 2 til Kommuneplan 2022 - 2034 - Endelig vedtagelse
Sag nr. 214

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Kommunalbestyrelsen vedtog på møde den 29. august 2023, at forelægge Forslag til Tillæg 2 til Kommuneplan 2022 i otte ugers offentlig høring. Tillægget indstilles nu til endelig vedtagelse.

For at opfylde Rødovrestrategiens vision om en bæredygtig byudvikling og en mangfoldig boligsammensætning, gives der med Tillæg 2 til Kommuneplan 2022 mulighed for, at stille krav om op til 25 % almene boliger i det nye boligkvarter syd for Irmabyen.

Forslaget om krav til almene boliger indgik i startredegørelsen til Lokalplan 156 - Nyt boligkvarter syd for Irmabyen, som blev godkendt af Kommunalbestyrelsen 28. februar 2023. 

I høringsperioden er der indkommet to høringssvar. Høringssvarene giver ikke anledning til ændringer i tillægget.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at Tillæg 2 til Kommuneplan 2022 vedtages endeligt.


Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 5. december 2023, pkt. 96:

Anbefales.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Udviklingen af det nye boligkvarter syd for Irmabyen skal ske i overensstemmelse med Rødovrestrategiens vision om en bæredygtig byudvikling. Derfor gives derfor med dette kommuneplantillæg mulighed for i lokalplanlægningen, at stille krav om op til 25 % almene boliger i nye boligområder. Dette er for at bidrage til en mangfoldig boligsammensætning, hvor der er boliger til alle indkomst- og brugergrupper.

Kommuneplantillægget gælder for rammeområderne 4B20. Der indføres en rammebestemmelse i Kommuneplanen, som giver mulighed for at at fastlægge bestemmelser i lokalplanen om op til 25 % almene boliger i nye boligområder. Procentdelen af almene boliger opgøres i forhold til antal m2 bolig-etageareal indenfor lokalplanområdet.

Tillæg 2 til Kommuneplan 2022, kan ses i Bilag 1.

Offentlig høring
Tillæg 2 til Kommuneplan 2022 har været i offentlig høring i otte uger, fra den 6. september 2023 til den 1. november 2023.

I høringsperioden er der indkommet to høringssvar:

  • Vejdirektoratet påpeget vigtigheden af hensyntagen til støj fra Motorring 3.
  • En beboer i Irmabyen, ønsker flere parkeringspladser.

Høringssvarene har ikke givet anledning til ændringer i Tillæg 2 til Kommuneplan 2022.

Høringsskemaet med Teknisk Forvaltnings bemærkninger til høringssvarene, kan ses i Bilag 2.

Digital Kommuneplan
Rødovre Kommuneplan 2022 er udgivet digitalt.

Tillæg 2 til Kommuneplan 2022 er vedlagt som link:
https://rk.viewer.dkplan.niras.dk/DKplan/DKplan.aspx?TillaegId=18

Lov- og plangrundlag

Lov om planlægning.
Lov om Miljøvurdering af planer og programmer.
Rammer om livet – Rødovre Kommunes arkitekturpolitik.
Kommuneplan 2022.
Rødovrestrategien.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Endelig vedtagelse af Tillæg 2 til Kommuneplan 2022: December 2023.
Offentlig bekendtgørelse: Januar 2024.

Bilag

Bilag 1: Tillæg 2 til Kommuneplan 2022
Bilag 2: Høringsskema med høringssvar

Energiforbedrende tiltag i kommunale bygninger 2024 - Anlægsbevilling
Sag nr. 215

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

I investeringsoversigten for 2024 er der afsat et rådighedsbeløb på 6,5 mio. kr. til gennemførelse af energitiltag i Rødovre Kommunes bygninger. Tiltagene forventes at give en CO2-reduktion på 92 tons p.a

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at der gives en anlægsbevilling på 6,5 mio. kr. til Klima- og Naturudvalget, som finansieres af det afsatte rådighedsbeløb på 6,6 mio. kr. i 2024 til energitiltag i kommunale bygninger samt at den foreslåede disponering af beløbet godkendes.


Beslutning fra Klima- og Naturudvalget, 5. december 2023, pkt. 46:

Anbefales, idet anlægsbevillingen justeres fra 6,5 mio. kr. til 6,6 mio. kr.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Der er i investeringsoversigten for budget 2024 afsat et anlægsbeløb på 6,5 mio. kr. til energitiltag i kommunens bygninger. Generelt er tiltagene koordineret med den generelle bygningsvedligeholdelse, for at sikre den bedst mulige synergi. Energitiltagene er en del af Rødovre Kommunes klimaindsats, og de er medvirkende til at nå kommunens mål om 70 % CO2-reduktion i 2030. Konkret er tiltagene med til at sikre, at indsats 2 og 3 i klimahandlingsplanen, som omhandler udskiftning af lyskilder til LED og energirenovering i kommunale bygninger, gennemføres.

Besparelsen på gennemførte energitiltag i kommunale bygninger geninvesteres i CO2-reducerende tiltag, med afsæt i kommunens klimahandlingsplan.

Tiltagene forventes at forbedre kommunens CO2-udledning med 92 tons, svarende til 2,7% af Rødovre Kommunes CO2 udledning.

Energirenovering af Rødovre skole 2,8 mio. kr.
Energirenoveringen skal omhandle udskiftning af de utætte klimaskærme samt bedre isolering, lyset med seneste løsninger med LED, ventilationsanlæg med eksisterende hvor der ikke er genvex, varmeanlæg samt varmecentral således de virker optimalt både i drift og efter nutidens normer af værdier. Desuden skal disse være afstemt med CTS’en, derfor skal denne efterbehandles heraf.

Udskiftning af belysning til LED 1,25 mio. kr.
Gamle lyskilder bliver med tiden naturligt udfaset og erstattet med bæredygtige LED-armaturer. LED-belysning giver mulighed for at tilpasse farvetemperaturen efter brugernes funktion, samt opdatere belysningskravene. Derudover har LED en længere teknisk levetid, hvilket giver driftsbesparelser. Der afsættes midler til Nordstjernen, Broparken (daginstitution), Nyager skole (klub), Ishockey træningshal (hal 2), og Valhøj skole (resten af hvad der manglede fra 2023).

Klimaskærmsoptimeringer 1,56 mio. kr.
Efterisolering af klimaskærme indebærer alt fra isolering af lofte, vægge, terrændæk samt udskiftning af vinduer. Som udgangspunkt udføres klimaskærmsoptimeringer i forbindelse med andre bygningsarbejder, eller hvis klimaskærmen bidrager til dårlige termiske indeklimaforhold. Der planlægges i 2023/2024 udført forbedringer af klimaskærmen i forbindelse med energiprojekt på Ørbygård.

Isolering af varmerør 0,23 mio. kr.
Ved uisolerede varmerør i bygninger forekommer der et unødigt energitab, dette vil blive afhjulpet ved korrekt isolering. Ejby Bunkeren bliver efterset bl.a.

Analyse af muligheder for solceller 0,2 mio. kr.
I forbindelse med analyse om solceller på kommunale bygninger, er der behov for yderligere undersøgelser af de fysiske forhold, værende retning, bæreevne og tilstand.

Andre tiltag som afklares i løbet af året 0,45 mio. kr.
Der afsættes et rådighedsbeløb på kr. 450.000 til tiltag, som afklares i løbet af året, herunder også etablering af solcelleanlæg hvis muligt og rentabelt. Milestedet bliver bl.a. efterset.

Lov- og plangrundlag

Rødovre Kommunes byggestyringsregler.
Bekendtgørelse om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision mv (BEK nr. 1051 af 15. oktober 2019). kap. 1.
Rødovre Kommunes Klimahandlingsplan.

Økonomiske konsekvenser

I budget 2024 er der indarbejdet en varig effektivisering på 0,5 mio. kr. årligt for så vidt angår etablering af energirigtige løsninger i kommunale bygninger. Effektiviseringen geninvesteres i DK2020, som medfinansiering af klimahandlingsplanens tiltag.

Energipriserne er på nuværende tidspunkt yderst fluktuerende og høje sammenlignet med niveauet få år tilbage, hvilket dog også er og vil blive afspejlet i de årlige indeksreguleringer i budgetterne. Placeringen af effektiviseringen på specifikke institutioner vil tage udgangspunkt i pris pr. kWh på det givne tidspunkt og forsøge at tage højde for muligheder i budgetterne.

Udgiften på 6,5 mio kr. vedrører hovedfunktion 06.45 Administrativ organisation.

Tidsplan

De planlagte aktiviteter gennemføres løbende over året efter nærmere aftale med de enkelte institutioner.

Ansøgning om udgiftsneutral tillægsbevilling til indkøb af kunst til Heerup Museum
Sag nr. 216

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Heerup Museum har modtaget en bevilling fra Ny Carlsbergfonden på samlet 528.750 kr. til erhvervelsen af Heerup værket "Napoleon Fiorite". Med sagen godkendes det, at bevillingen indarbejdes i Heerup Museums budget for 2023.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at der i 2023 gives en udgiftsneutraltillægsbevilling på netto 0 kr. til Kultur- og Fritidsudvalget svarende til en udgifts- og en tilhørende indtægsbevilling på 528.750 kr. til Heerup Museum.


Beslutning fra Kultur- og Fritidsudvalget, 5. december 2023, pkt. 52:

Anbefales.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Heerup Museum har ansøgt Ny Carlsbergfondet og 15. Juni Fonden om støtte til erhvervelse af samlet tre kunstværker. 15. Juni Fonden har på Heerup museets foranledning købt de to oliemalerier "Sørgemarch for kat" og "Frugtsommelighedsallegori", som de langtidsdeponerer på Heerup Museum. Ny Carlsbergfondet har doneret 528.750 kr., således at Heerup Museum kan erhverve skraldemodellen "Napoleon Fiorite".

Skraldemodellen Napoleon Friorite er et af Henry Heerups signifikante værker, og det er meget karakteristisk for hans kunstneriske tilgang. Med denne værkkategori indtager han en særlig plads i dansk kunsthistorie. Denne del af Heerups værker er underrepræsenteret på Heerup Museums samling, dels fordi værkerne er skrøbelige, men også fordi værkerne var eftertragtede i Heerups samtid, og derfor ikke befandt sig i kunstnerens eje ved hans død i 1993. Kunstsamler og Heerups ven Robert Dahlmann Olsens købte i sin tid dette værk direkte af Heerup, og det er nu familiens ønske, at værket erhverves af Heerup Museum til en favorabel pris.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Den godkendte anvendelse af midlerne har ingen økonomiske konsekvenser for Rødovre Kommune.
Der betales fondsmoms af tilskuddet på 17,5 %.
Bevillingen vedrører hovedfunktion 03.35 kulturel virksomhed.

Tidsplan

Ingen.

Opfølgning på trivsels-topmødet
Sag nr. 217

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Rødovre Kommune afholdt i august et trivsels-topmøde, der samtidig var startskuddet til et længere forløb, hvor der sættes fokus på at styrke trivslen blandt børn og unge mellem 0-25 år. ’Mod på trivsel’ er fortsat overskriften for den indsats, der i det kommende år igangsættes i et samarbejde på tværs af borgere, forvaltninger, institutioner samt frivillige og foreningslivet med henblik på at udarbejde en handleplan for det fremadrettede arbejde.

Sagen behandles samtidig i Børne- og Skoleudvalget, Social- og Sundhedsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget samt Beskæftigelsesudvalget.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen og Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at sagen drøftes og tages til efterretning.


Beslutning fra Børne- og Skoleudvalget, 5. december 2023, pkt. 83:

Indstilles taget til efterretning.

Beslutning fra Kultur- og Fritidsudvalget, 5. december 2023, pkt. 53:

Indstilles taget til efterretning.

Beslutning fra Social- og Sundhedsudvalget, 5. december 2023, pkt. 72:

Indstilles taget til efterretning.

Beslutning fra Beskæftigelsesudvalget, 5. december 2023, pkt. 49:

Indstilles taget til efterretning.

Beslutning

Indstilles taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Mod på trivsel
At trives er en vigtig forudsætning for at lære og udvikles. I dag synes der i højere grad end tidligere at være flere børn og unge, der mistrives. Det ses bl.a. i en stigende tendens til, at flere børn og unge føler et mindre tilhør, at der ved visitationer til særlige tilbud oftere er behov for at tilrettelægge nye forløb, øget behov for endnu flere både forebyggende og indgribende indsatser hos børn, unge og deres familier og senere udfordringer med at påbegynde og gennemføre en ungdomsuddannelse og være i beskæftigelse.

Det er en stor udfordring, som de professionelle i børnene og de unges liv allerede søger at finde løsninger på. En udfordring, der kræver modige skridt i nye retninger for at kunne gøre en særlig forskel for alle børn og unge.

Med trivselsåret bliver der sat endnu stærkere lys på mulige nye veje at gå. Ved at tage små skridt, kan der forhåbentligt skabes større bevægelser i arbejdet med børn og unges trivsel. I Rødovre Kommune arbejder både professionelle og frivillige allerede med en række indsatser, der har fokus på børn og unges trivsel, men vi skal i den kommende tid også igangsætte nye prøvehandlinger på tværs i kommunen, således at der i slutningen af 2024 kan formuleres en samlet handleplan.

Børne- og Skoleudvalget og Social- og Sundhedsudvalget blev allerede i november måned inspireret til at tænke nye veje for tilgangen til trivsel ved den fælles studietur. Både i Odense, Vejle og Svendborg Kommune var der inspiration til, hvordan der metodisk og systematisk kan arbejdes med børn og unges trivsel.

Indsatserne i trivselsåret skal kædes tæt sammen med indsatser i Sundhedspolitikken, Ungestrategien, Kultur og fritidspolitikken, Kunst i byens rum og Idrætspolitikken. Indsatserne skal endvidere spille sammen med arbejdet omkring budgetresolutionen fra 2022 om et tættere samarbejde mellem børne- og familieafdelingen og skole-/dagtilbudsområdet. Der vil i forbindelse med involveringen af interessenter inddrages metoder og erfaringer herfor fra Rødovre Kommunes strategi ’Sammen om Rødovre’. Det tilstræbes, at involveringen henover året bærer præg af at få så mange stemmer som muligt i spil. Det gælder i særdeleshed børn og unges stemmer – og i lige så høj grad de mange omgivende samarbejdspartnere, som kommunen er privilegeret af allerede at have med blik for nye partnerskaber, der kunne være på vej. Indsatserne vil således ske i samarbejde med skole- og forældrebestyrelser, medarbejdere, ledere og frivillige på tværs af kommunen, faglige organisationer og ikke mindst med inddragelse af Rødovre Kommunes børn og unge.

Der afholdes ligeledes 2-3 involverende temamøder mellem de relevante politiske udvalg i løbet af trivselsåret og frem mod udarbejdelsen af handleplanen i efteråret 2024.

Temaer og prøvehandlinger
Forvaltningerne har med afsæt i erfaringer, data omkring børn og unge samt perspektiver fra topmødet valgt at pege på følgende temaer som udgangspunktet for prøvehandlinger i trivselsåret:

  1. Sundhed i et trivselsperspektiv
  2. Læringsrum 2.0 koblet med trivsel og data
  3. Tilhør
  4. Fritid i samspil med kommunale institutioner
  5. Det digitale i samspil med det analoge
  6. Tempo og pauser
  7. Tværgående data på nye måder

Ad. 1 Sundhed i et trivselsperspektiv
Forvaltningerne vil i trivselsåret kombinere sundhedsfaglig viden med pædagogisk og didaktisk viden med henblik på forebyggende indsatser eksempelvis i forbindelse med uhensigtsmæssig brug af stoffer og alkohol. Et eksempel på en mulig prøvehandling er at benytte de data, der indsamles i forbindelse med Ungeprofilundersøgelsen på nye måder og være nysgerrige på, hvordan gruppedynamikker og sociale misforståelser, der fører til risikoadfærd, kan undgås. Rødovre Sundhedscenter og skoleafdelingen vil ligeledes afprøve samarbejde om forældreinddragelse i børn og unges sundhed og trivsel i form af forældremøder og workshops.

Ad. 2 Læringsrum 2.0 koblet med trivsel og data
Kommunens ud- og ombygninger skaber mulighed for i trivselsåret at arbejde både med indretning og læringsrum, som kobles med børn og unges trivsel. På nuværende tidspunkt er der enkelte nedslag, hvor der arbejdes med trivselsmålinger og tilpasninger af indsatser i klasser på tværs af skolerne. Børnene og de unge melder selv ind til det pædagogiske personale, der følger op på deres tilbagemeldinger om deres trivsel. Samtidig bliver det synligt for de andre i klassen, hvordan deres kammerater har det. Der arbejdes i det kommende år med udvikling af dette felt, så flest mulige børn og unge profiterer af systematiske effektmålinger for den enkeltes trivsel såvel som for det samlede fællesskab.

Ad. 3 Tilhør
Et stigende antal børn og unge oplever angst, ensomhed, skolevægring eller at stå uden for fællesskabet. Børne- og Kulturforvaltningen og Socialforvaltningen er opmærksomme på i det kommende år at inddrage erfaringer fra andre kommuner og benytte inspiration samt materiale fra bl.a. organisationen PLAY, som arbejder med socialpædagogiske indsatser, og Red Barnet. Der vil desuden være fokus på at få flere stemmer i spil lokalt for at afdække flere perspektiver og mulige handleveje i arbejdet med at skabe skoletilhør for alle børn og unge. Eksempler herpå kan være afprøvning af flere mellemformer og mere fleksible tilgange, som det er tilfældet med initiativet Møllers stue på Center Valhøj (et mødested med fokus på trivsel og fællesskaber for børn og unge med manglende skoletilhør) og med indsatserne på Rødovre Parkvej Skole. På baggrund af prøvehandlinger og tiltag ønskes en spredning af viden og erfaringer samt et bredere samarbejde på tværs af kommunen, således at det også bliver muligt at forebygge og foregribe manglende tilhør.

Ad. 4 Fritid i samspil med kommunale institutioner
På topmødet blev der blandt andet peget på nødvendigheden af at stå sammen på tværs af dagtilbud, skole, SFO, børne- og familieafdeling, fritidsliv og også involvere et langt bredere privat netværk omkring barnet eller den unge, som en af vejene til at lykkes med at bryde de negative spiraler, der af og til rammer familier med et barn eller en ung, der mistrives. Potentialer og muligheder for udvikling af samarbejdet er en del af prøvehandlingerne det kommende år. Eksempler herpå kan være etablering af samarbejde mellem lokale idrætsforeninger og skolernes SFO'er med henblik på at aktivere børn og unge i fritidsaktiviteter. Eller i et samarbejde med Rødovre Musikskole at afprøve et musikfagligt trivselsforløb målrettet børn fra specialområdet. Erfaring viser, at fællesskaber omkring et aktivt fritidsliv kan have en positiv effekt på trivslen.

Ad. 5 Det digitale i samspil med det analoge
Brugen af skærme bliver ofte nævnt i forbindelse med trivselsdebatten. Der sættes i det kommende år fokus på, hvordan der kan skabes bæredygtige adfærdsændringer, understøtte det gode og sunde liv samt mindske uhensigtsmæssige livsmønstre blandt andet via et sundt forhold mellem digitalt og analogt liv. Denne debat vil vi i trivselsåret fortsætte blandt personalet for hele 0-25 års området. For eksempel ved at udvikle og afprøve et koncept for videndeling og inspiration indeholdende filmklip med faglige input samt opfølgende spørgsmål, der kan understøtte dialog og refleksion. Desuden afprøves og systematiseres en række trivselsfremmende forløb for børn og unge på TekX. Rammerne på TekX og det digitale univers opleves at have en positiv effekt i forhold til at etablere skoletilhør for børn og unge med forskellige udfordringer.

Ad. 6 Tempo og pauser
Børn og unges liv er i dag i højere grad præget af tempo, fart og fokus på præstationer. I trivselsåret undersøges det, hvordan der kan etableres pusterum og pauser i hverdagen, der styrker trivslen herunder også en videreudvikling af arbejdet med søvn. Der kan eksempelvis afprøves planlagte aktiviteter som tjek ind og brainbreaks for alle børn og unge, der giver hjernen et mentalt pusterum og får krop og vejrtrækning aktiveret positivt. Flere af skolerne er klar til at afprøve, hvordan der kan arbejdes med pauser i løbet af skoledagen som et vigtigt element i børn og unges trivsel. Et eksempel på en prøvehandling er, at en af skolernes bibliotek og hal i pauser er åbne for skolens børn og unge med pædagogisk personale til stede, ligesom der i pauserne arrangeres yoga, mindfulness, brætspil og bordtennis.

Ad. 7 Tværgående data på nye måder
Forvaltningerne vil sætte fokus på tværfaglig brug af eksisterende data samt udvikle mindre nye datasæt, som fx små tegn i dagligdagen eller børnenes stemmer, med henblik på at fremme trivslen ud fra et tværfagligt perspektiv. Et eksempel på en prøvehandling er derfor udvikling og afprøvning af værktøjer, som den enkelte medarbejder eller det enkelte team kan anvende i arbejdet med benytte data og tegn til at give indsigt i og forståelse for, hvor der skal sættes ind, og hvad der virker. Et andet eksempel er at dykke ned i fx trivselsmålinger og på baggrund af målingerne iværksætte konkrete hverdagshandlinger, der fremmer trivsel. Det kunne være at rette lyset på, om alle børn og unge oplever hver dag at have en positiv kontakt med en betydningsfuld voksen.

Videndeling og synlighed i arbejdet med trivsel
Rødovre kommune lancerede hjemmesiden www.modpåtrivsel.dk i forbindelse med trivsels-topmødet. På hjemmesiden vil fortsat deles erfaringer, resultater, effektmålinger og inspiration til nye handlinger i det kommende år.

Mange deltagere på topmødet blev inspirerede og gav udtryk for lysten til at arbejde videre med de nye input. Derfor udvikles i den kommende tid en række korte og lettilgængelige forløb for professionelle og frivillige, der kan benyttes som opfølgning og dermed sikre, at nogle af de væsentlige pointer deles med flere i Rødovre Kommune. Eksempler på disse forløb er korte videofilm med budskaber fra oplægsholderne og tilhørende refleksionsspørgsmål. Forløbene kan fungere som et hjælpende element i forhold til at videndele med kolleger og i forhold til at konvertere inspirationen til praksisnære handlinger i hverdagen med børn og unge.

På topmødet fungerede en rød bænk som samlingspunkt for mødet mellem mennesker, dialog og samtale. Den røde bænk står nu på Rådhuspladsen i Rødovre. Hensigten er, at den vil blive et nyt mødested for byens borgere og vil minde om at give tid til at vise nærvær, imødekommenhed og omsorg over for andre. I løbet af trivselsåret vil bl.a. den røde bænk på Rådhuspladsen være omdrejningspunkt for forskellige begivenheder, der synliggør trivselsindsatsen og som skaber dialog mellem forskellige interessenter.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

De nævnte aktiviteter forløber fra nu og frem til efteråret 2024, hvorefter en handleplan for det fremadrettede arbejde fremlægges.

Frigivelse af anlægsbevilling til udvidelse af Aktivitetshuset
Sag nr. 218

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

I investeringsoversigten for budget 2024 er der afsat et rådighedsbeløb på 2,8 mio. kr. til udvidelse og ombygning af Aktivitetshuset, som er et aktivitetstilbud for borgere med psykisk sårbarhed.

Projektet er nu klar til igangsættelse, og Social- og Sundhedsforvaltningen søger om frigivelse af bevillingen i 2024.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at der gives en anlægsbevilling på 2,8 mio. kr. til Social- og Sundhedsudvalget, som finansieres af det afsatte rådighedsbeløb på 2,8 mio. kr. i 2024 til Aktivitetshusets udvidelse


Beslutning fra Social- og Sundhedsudvalget, 5. december 2023, pkt. 68:

Anbefales.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Øget kvalitet for psykisk sårbare borgere i Rødovre Kommune
Rødovre Kommunes Helhedsplan for Psykisk Sårbare har fokus på, at alle har ret til en meningsfuld hverdag. Ensomhed fylder rigtig meget for mennesker, som kæmper med sociale, psykiske og/eller fysiske udfordringer. I Rødovre Kommunes aktivitets- og samværstilbud Aktivitetshuset kommer mange psykisk sårbare borgere dagligt, hvor de søger fællesskab med ligesindede borgere og mødes til de aktiviteter, som tilbydes.

Der har de seneste år været en voksende tilgang af borgere til Aktivitetshuset, og det har øget presset på de fysiske rammer i Aktivitetshuset, hvor især værkstedsfunktionerne ikke længere er tidssvarende. Der lægges op til en udvidelse af de fysiske rammer i Aktivitetshuset, som betyder, at hovedbygningen skal renoveres, og at der skal etableres en ny tilbygning på 54 m2. Tilbygningen vil indeholde et arbejdsrum med glas- og keramikovn, arbejdsstationer samt hobby-/snedkerværksted.

Udvidelsen af Aktivitetshuset vil betyde, at aktiviteterne, som for nuværende finder sted i Det Røde Hus, vil kunne flyttes til Aktivitetshuset, så brugerne af begge tilbud fremadrettet vil møde et samlet aktivitets- og samværstilbud under samme tag.

Imens renoveringen pågår, vil en del af aktiviteterne i Aktivitetshuset midlertidigt flyttes til Det Røde Hus.

Lov- og plangrundlag

Rødovre Kommunes budget for 2024.

Økonomiske konsekvenser

Udgiften på 2,8 mio. kr. vedrører hovedfunktion 5.38 Tilbud til voksne med særlige behov.

Tidsplan

Aktivitetshuset forventes færdigt august 2024.

Anlægsbevilling - Frigivelse af resterende rådighedsbeløb til etablering af ungehus
Sag nr. 219

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Der søges om anlægsbevilling på 8,0 mio. kroner finansieret af afsat rådighedsbeløb i 2024 til etablering af ungehus på Elektravej.

Der er afsat en samlet anlægssum på 13,9 mio. kroner til projektet inklusiv etableringsomkostninger. Bygningen placeres på det grønne areal i sammenkædning med de eksisterende aktiviteter på matriklen, som rummer ungdomsboliger samt familiehus på Elektravej i Rødovre.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at der gives anlægsbevilling på 8,0 mio. kroner til Social- og Sundhedsudvalget. Anlægsbevillingen finansieres af afsat rådighedsbeløb på 8,0 mio. kroner i 2024 til etablering af ungehus på Elektravej.


Beslutning fra Social- og Sundhedsudvalget, 5. december 2023, pkt. 69:

Anbefales.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Der blev meddelt anlægsbevilling på 5,9 mio. kroner i efteråret 2022 til igangsætning af projektets indledende projektering. Projektforslag og tegninger indgår som bilag.

Den resterende anlægsbevilling skal muliggøre, at man kan gennemføre den resterende anlægsfase, som involverer selve anlæggelsen af den nye bygning og tilpasninger af det omkringliggende areal.

Bygningen opføres med 418 kvadratmeter inklusiv første sal. Der er tilføjet lidt ekstra kvadratmeter, siden projektforslaget blev forelagt, blandt andet til et større teknikrum. Med projektet nedrives ligeledes pavillon og garage. De nye fysiske rammer vil blandt andet rumme en café, to aktivitetsrum, et flexrum (et uformelt rum, som "lomme" i gangareal), otte kontorer, toiletter samt fire ekstra ungdomsboliger med tilknyttet beboerkøkken.

De fire ungdomsboliger henvender sig til unge i efterværn dvs. i alderen 18-22 år. Det kan være unge, der kommer fra lettere plejefamilieanbringelser og anbringelser på socialpædagogiske opholdssteder.

Adgang til ungehuset vil være via Veronikavej. Der anlægges parkeringspladser (på Elektravej) i tilknytning til adressen. I forbindelse med nabohøring er projektet tilpasset således, at opførelsen af ekstra p-pladser reduceres fra otte til fire pladser. Ligeledes er en planlagt tagterrasse udgået. Projektforslaget er ikke opdateret med sidstnævnte ændring. Man bestræber sig på at bevare flest mulige af de eksisterende træer på grunden til at understøtte et attraktivt udemiljø.

Der er givet byggetilladelse, og dispensationsanmodningen om midlertidig anvedelse af gas som varmekilde er godkendt. Når der udrulles fjernvarme, vil ungehuset blive koblet på denne energiform. Indtil da er gas som varmekilde den bedste løsning.

Projektet er udviklet som investeringsforslag tilbage i budgetprocessen 2023. Totaløkonomisk skal udvidelsen af de fysiske rammer tilvejebringe driftsmæssige effektiviseringer inden for det specialiserede børne- og ungeområde. Over tid er anlægsprojektet således udgiftsneutralt.

Opgaven omkring byggeriet er udbudt som hovedentreprise.

Lov- og plangrundlag

§40 i Bekendtgørelse af lov om kommunernes styrelse, Budget- og Regnskabssystem for kommuner, Rødovre Kommunes Principper for økonomistyring, Rødovre Kommunes Budget 2024 inkl. bevillingsregler samt Regler for byggestyring i Rødovre Kommune.

Økonomiske konsekvenser

Frigivelse af rådighedsbeløb baseres på allerede opført budgetbeløb på 8,0 mio. kroner i 2024 på investeringsoversigten for 2024-27. Anlægsprojektet henfører til bevillingsprogram 630063 under hovedfunktion 05.28 Tilbud til børn og unge med særlige behov.

Der indgår afledte driftskonsekvenser (effektiviseringskrav i form af budgetreduktioner i myndighedsøkonomien) med forudsat hjemtagelse af unge i efterværn, idet fire ekstra ungdomsboliger ibrugtages pr. 1.1.2025.

De udvidede fysiske rammer skal desuden understøtte målrettede/specialiserede gruppeforløb. Samtidig optimeres kapacitet (i størrelsesordenen ca. 10 pct.) og kvalitet på basis af en uændret normering. De ekstra fire ungdomsboliger i huset er dog understøttet af afledte kontaktpersontimer.

Afledte driftsudgifter i form af vand, varme og el udestår præciseret efter ibrugtagning af den nye bygning og skal i fornødent omfang løftes ind i budgetprocessen for 2026/2027.

Tidsplan

Ultimo november 2023: Kontrakt forventes indgået . Landskabsentreprisen forløber særskilt, men parallelt, med bygningsentreprisen.
Januar-december 2024: Byggefase.
November-medio december 2024: Afleveringsfase og evt. mangeludbedring.
1. januar 2025: Ibrugtagning (følger hermed tidsplanen for indarbejdede afledte effektiviseringsgevinster på driftsbudgettet for eksterne køb i myndigheden).

Bilag

Bilag 1: Projektforslag Elektravej
Bilag 2: Projektforslag

Godkendelse af forslag til Sundhedsaftale 2024-2027
Sag nr. 220

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller "Forslag til sundhedsaftale 2024-2027" til godkendelse efter høring.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at forslag til Sundhedsaftale 2024-2027 godkendes.


Beslutning fra Social- og Sundhedsudvalget, 5. december 2023, pkt. 71:

Anbefales.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Sundhedsaftalen er en aftale mellem regionsrådet og kommunalbestyrelserne i regionen som skal bidrage til sammenhæng og koodinering af patientforløb, der går på tværs af regionens sygehuse, kommuner og almen praksis.

Udarbejdelsen af sundhedsaftalen varetages af sundhedskoordinationsudvalget i regionen.

Samme udvalg sendte udkast til ny sundhedsaftale i høring i perioden fra den 14. april 2023 til den 9. juni 2023. Sundhedsklynge Midts fælles høringssvar blev behandlet på Social- og Sundhedsudvalgsmøde den 15. august 2023 (sag nr. 46).

Tre tilpasninger til det endelige forslag til sundhedsaftale efter høring
I det endelige forslag til sundhedsaftalen er der et stærkere fokus på rekruttering, fastholdelse og uddannelse, og derfor er afsnittet om aftalens principper ændret.

Et gennemgående tema i høringssvarene, er vigtigheden af det tværsektorielle samarbejde om borgere med psykisk sygdom, hvor der i fokusområdet ''Sammen om borgere med psykisk sygdom'' er indskrevet et borger- og patientforløb. Samarbejdet går på tværs af hospital, kommuner og almen praksis, og omhandler både psykiske og somatiske problemstillinger.

Derudover er det betonet i aftalen, at der skal være fokus på samarbejdet om socialt udsatte borgere, og eksplicit civilsamfundets rolle i samarbejdet.

Sundhedsaftalen adresserer de områder og målgrupper, hvor der er størst behov for at udvikle samarbejdet.

De tre fokusområder er videreført fra den gældende sundhedsaftale og er:

Sammen om børn og unges sundhed. Målet er, at:

  • Vi udvikler og styrker vores samarbejde om tilbud til sårbare gravide og småbørnsfamilier med afsæt i deres behov og ressourcer.
  • Alle børn og unge, der viser tegn på mental mistrivsel, får den rette hjælp i tide.

Sammen om borgere med psykisk sygdom. Målet er, at:

  • Alle borgere med psykisk sygdom oplever sammenhæng i behandlingsforløb og et koordineret udskrivningsforløb.
  • Alle borgere med psykisk sygdom oplever, at der tages hånd om deres samlede behov - også i forbindelse med anden sygdom.

Sammen om ældre og borgere med kronisk sygdom. Målet er, at:

  • Alle borgere med flere sygdomme oplever en samlet indsats med udgangspunkt i deres behov og ønsker.
  • Alle ældre syge borgere opholder sig der, hvor deres behov varetages bedst.

Borgerne skal opleve, at sundhedsaftalen gør en forskel, og det sker først, når aftalen kommer ud at leve i hverdagen. Sundhedsaftalen skal være en stærk katalysator for et samarbejdende sundhedsvæsen, hvor der i og på tværs af de fem sundhedsklynger tages fælles ansvar for at løfte sundheden i regionen.

Lov- og plangrundlag

Sundhedsloven.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Regionsadministrationen skal indsende sundhedsaftalen til Sundhedsstyrelsen senest mandag den 1. januar 2024. Aftalen skal forinden være politisk godkendt i regionsrådet og i alle 29 kommuner i regionen.

Bilag

Bilag 1: Endeligt forslag til Sundhedsaftale 2024-2027

Udlejningsaftale med de almene boligorganisationer, forlængelse 1 år
Sag nr. 221

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Udlejningsaftalen med de almene boligorganisationer v/Fællesrepræsentationen af boligorganisationer i Rødovre Kommune udløber ved årsskiftet. Fællesrepræsentationen har fremsat ønske om, at den gældende aftale tages op til en mere gennemgribende revision og tilpasning efter de aktuelle forhold for boligudbuddet i kommunen. Det foreslås derfor, at den eksisterende aftale forlænges 1 år, således at parterne i 2024 kan drøfte principperne for et nyt aftalekoncept for udlejningsaftalen.

Indstilling

Staben for Politik, Strategi og Digitalisering indstiller,

at udlejningsaftalen 2020-2023 mellem Rødovre Kommune og Fællesrepræsentationen forlænges til 31. december 2024.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Rødovre Kommune har i mere end 20 år haft aftale med Fællesrepræsentationen af boligorganisationer i Rødovre Kommune om udlejning af almene boliger. Udlejningsaftalen har i det store hele været uændret siden starten. Den seneste aftale dækker perioden 2020-2023, hvorfor aftalen udløber og skal fornys eller forlænges. Rødovre Kommune har med udlejningsaftalen anvisningsret til 1/3 af de ledige almene boliger i kommunens boligorganisationer, med undtagelse af få boligafdelinger, hvor kommunen efter almenboligloven kan råde over hver 4. ledige lejemål. 

50% af de boliger, som kommunen får til rådighed, anvises til løsning af påtrængende boligsociale opgaver og 50% anvises efter fleksible udlejningskriterier til:

  • Unge over 18 år, der studerer eller har lærekontrakt, som bor i kommunen eller ønsker at flytte tættere på en uddannelsesinstitution.
  • Personer/familier over 60 år, bosat i leje-, ejer- eller andelsbolig i Rødovre Kommune, der ønsker at flytte til en mindre bolig eller en bolig, der er bedre egnet som seniorbolig.
  • Personer/familier i arbejde, bosat i Rødovre Kommune, der som følge af økonomisk tab eller samlivsophør ikke længere kan bibeholde den hidtidige bolig.
  • Boligsøgende, bosat uden for København og Københavns omegn, hvor et medlem af husstanden har fast arbejde i Rødovre Kommune på minimum 25 timer ugentligt, herunder lønnede idrætsudøvere og trænere på eliteplan i henhold til kommunens eliteidrætspolitik.

Aftalen fastlægger tillige procedure ved kommunal anvisning samt krav til den dokumentation, som boligselskaberne skal levere ved fraflytning.

Fællesrepræsentationen har fremsat ønske om et nyt aftalekoncept. Intentionen er, at der i højere grad arbejdes med differentierede anvisningskriterier, der kan tilpasses efter behovet for at styre beboersammensætningen eller øremærke bestemte lejemål til særlige formål, for eksempel til hjemløseboliger, særlige botilbud eller specialindrettede handicapboliger.  

På denne baggrund foreslås det, at den gældende aftale forlænges 1 år, således at parterne i det kommende år i fællesskab kan udarbejde forslag til et nyt aftalekoncept med henblik på, at der kan indgås en ny udlejningsaftale for perioden 2025-2028.

Lov- og plangrundlag

Lov om almene boliger mv. § 59 stk. 1 og 2.

Økonomiske konsekvenser

Kommunen garanterer for boligtagerens opfyldelse af kontraktmæssige forpligtelser over for boligorganisationen til at istandsætte boligen ved fraflytning for de boliger, som anvises af kommunen.

Tidsplan

Aftalen genforhandles i 2024 og ny 4-årig aftale indgås inden udgangen af 2024.

Udlejningsaftale med Andelsboligforeningen Enighed 2024-2027
Sag nr. 222

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Udlejningsaftalen mellem Rødovre Kommune og Andelsboligforeningen Enighed udløb i september 2023 og ønskes forlænget med en ny 4-årig periode. Udlejningsaftalen har primært til formål at sikre, at beboerne er indstillet på selv at forestå en stor del af vedligeholdelsen af boligerne.

Indstilling

Staben for Politik, Strategi og Digitalisering indstiller,

  1. at udlejningsaftalen forlænges for perioden 2024-2027 på samme vilkår som hidtil, bort set fra udlejningskriteriet om fortrinsret for beboernes familiemedlemmer samt
  2. at Staben for Politik, Strategi og Digitalisering bemyndiges til at indgå den endelige aftale med Andelsboligforeningen Enighed.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Andelsboligforeningen Enighed, afdeling 2, er en lille almen boligafdeling bestående af 10 enfamilieshuse beliggende ved Lørenskogvej. Afdelingen har siden starten været drevet efter samme principper som almenbolig+ konceptetet, som indebærer, at beboerne overtager en større del af vedligeholdelsesforpligtelserne til boligerne og de omkringliggende friarealer. Dette har dog ikke været formaliseret før ved indgåelse af udlejningsarftalen for perioden maj 2020 til september 2023.

Boligafdelingen har gennem tiderne haft en meget lav fraflytningsprocent og ved genudlejning var det tidligere kutyme, at boligerne blev tildelt familiemedlemmer fra en intern venteliste. Afdelingen står uden for aftalen med fællesrepræsentationen, men kommunen har anvisningsret til hver 4. ledigblevne bolig til løsning af boligsociale problemer.

For at sikre at beboerne er indstillet på selv at forestå en stor del af vedligeholdelsen af boligerne, har det overordnede udlejningskriterie været en forudsætning om en egen indsats. Det betyder, at beboerne selv skal deltage i vedligeholdelsen, der omfatter maling af udhæng, vedligeholdelse af plankeværk, græsslåning, hækklipning, samt fejning og rydning af sne på egne arealer.

Derudover har følgende målgrupper sidestillet fortrinsret:

  • Par med eller uden hjemmeboende børn, der har haft fælles husstand i mindst 2 år.
  • Person på ventelisten eller dennes ægtefælle/samlever, der kan dokumentere at have fast arbejde på minimum 30 timer ugentligt.
  • Par der har familie i lige linje, der bor i Andelsboligforeningen Enighed.

Henset til at afdelingen er lille og dermed er afhængig af, at beboerne har ressourcer og vilje til selv at forestå en stor del af vedligeholdelsesarbejderne, forekommer kriterierne om egenindsats, tilknytning til arbejdsmarkedet og fortrinsret for par relevante. Derimod er der ikke i almenboliglovgivningen holdepunkter for at give familiemedlemmer til nuværende beboere en fortrinsret.

Staben for Politik, Strategi og Digitalisering anbefaler, at aftalen forlænges på samme vilkår, herunder de samme udlejningskriterier, bort set fra kriteriet om fortrinsret for familiemedlemmer.

Lov- og plangrundlag

Lov om almene boliger § 60, hvorefter kommunalbestyrelsen og den almene boligorganisation kan indgå aftale om, at de ledige boliger i en boligafdeling skal udlejes efter særlige kriterier. Kriterierne fastsættes ved aftale mellem kommunalbestyrelsen og boligorganisationen og offentliggøres af kommunalbestyrelsen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Aftalen gælder for en 4-årig periode.

Bygningsvedligeholdelse 2024 - Planlagt
Sag nr. 223

Beslutningskompetence: ØU

Sagens kerne

Der er i budgettet for 2024 afsat 39,1 mio. kr. under Økonomiudvalget til vedligeholdelse af de kommunale bygninger.

Teknisk Forvaltning har gennemgået tidligere års indsatser for de kommunale bygninger samt med udgangspunkt i det økonomiske råderum disponeret det afsatte beløb.

Planen forelægges herved til Økonomiudvalgets efterretning.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at den udarbejdede plan for bygningsvedligeholdelse i 2024 tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Puljen til bygningsvedligeholdelse, i 2024 udgør i alt 39,1 mio. kr. inkl. energidelen som er flyttet fra drift til anlæg.

Der er i driftsbudgettet for 2024 afsat 30,9 mio. kr. til vedligeholdelse af de kommunale bygninger, samt afsat 8,2 mio. kr. på anlæg til vedligehold.

Således er fordelingen af planlagt vedligehold afstemt i forhold til det økonomiske råderum.

Den samlede bevilling til bygningsvedligeholdelse for 2025 og frem forventes, at være ca. 56 mio. kr. pr. år. indtil den ønskede bygningsstand er opnået.

Disponering af Puljen til bygningsvedligeholdelse i 2024
Planlagte vedligeholdsaktiviteter på Linex bygningen 8.000.000 kr.
Løbende serviceaftaler mv. 6.169.100 kr.
Afhjælpende vedligehold og akutarbejder 9.269.946 kr.
Projektledelse, multisjak og administration 7.500.000 kr.
I alt 30.939.046 kr.

Energipulje på anlægsbudget
Vedligeholdsopgaver, som har karakter af energikarakter er overført til anlæg, i form af en lånefinansieret energisag på i alt 8.238.169 kr. og følgende opgaver planlægges udført herunder:

Nyager Børnehave: tag, ovenlys og rytterlys.
Daginstitutionen Træet: facader.
Det Hvide Hus: tag, facader, vinduer og installationer.
Islevbadet: udskiftning af ventilation i svømmehallen.

Herved sikres bl.a. et fortsat fokus på vedligehold af børneinstitutioner.

Planlagte vedligeholdelsesaktiviteter
Vedligehold af Linex bygningen på Gunnekær 24-28, er koordineret med øvrige anlægsprogrammer vedrørende denne bygning, er en væsentlig del af vedligeholdes aktiviteten for 2024.

Herudover vil Bygningsafdelingen - Drift, have fokus på bygningssyn, som indeholder systematisk gennemgang af bygningsmassen, med det formål, at have et endnu bedre overblik over omfanget af kommende bygningsvedligeholdelsesopgaver, med det ønske at bringe bygningsstanden op på et niveau 2-3 set over hele bygningsporteføljen.

Løbende serviceaftaler mv.
Disse aktiviteter er prioriterede faste aktiviteter, der udføres systematisk, herunder serviceaftaler, abonnementer, lovpligtige eftersyn etc.

Afhjælpende vedligehold og akutarbejder
Beløbet dækker nødvendige afhjælpningsbehov, der opstår i løbet af året, herunder reparationer af bygningsdele og installationer, glasskader/-hærværk/graffiti, kloakrenoveringer ved rotteproblemer og andre uforudseelige hændelser.

Beløbet er fastlagt ud fra erfaringer fra de forudgående år. Såfremt behovet bliver mindre end anslået, vil overskydende beløb blive disponeret til egentlige vedligeholdelsesaktiviteter i overensstemmelse med prioriteringsreglerne.

Indeholdt i denne pulje er udføres i 2024 også maling af klasselokaler på skoler samt maling af daginstitutioner ud fra prioriteret liste udarbejdet i samarbejde med rengøringsafdelingen, hygiejnesygeplejerske og Bygningsafdelingen.

Projektledelse, multisjak og administration
Projektledelse og multisjak omfatter, 7 personer (2 håndværkere og 5 byggefaglige) og udgør ca. 4.5 mio. kr.

Multisjak udfører praktisk arbejde og service på bygninger uden teknisk servicepersonale, mindre vedligeholdelsesopgaver og varetagelse af akut opstående bygningskader.

Projektledelse udfører bygningssyn, udbudsmateriale, tilsyn og byggestyring.

Administration indeholder, systemlicenser, lovpligtig energimærkning, kursus, efteruddannelse etc. og udgør ca. 3.0 mio. kr.

Baggrund
Ved budget 2021, er der vedtaget en budgetresolution som omhandler "langsigtede og kloge investeringer og vedligehold".

Teknisk Forvaltning udarbejdede på den baggrund tilstandsskemaer på alle bygninger, indeholdende økonomi og tilstand.

Bygningernes tilstand defineres inden for en kategori 1-5 (1, Som nybygget - 2, Lettere slidt - 3, Slidt - 4, Defekt - 5, Sikkerheds- og sundhedsrisiko).

Teknisk Forvaltning kapitaliserede, i 2021, et behov for vedligehold af kommunens bygningsmasse svarende til 438 mio. kr. over de kommende 10 år.

På denne baggrund blev det politisk besluttet at forøge driftsbudgettet til bygningsvedligehold, successivt over de kommende 3 år, efter nedenstående fordeling (beløb ej P/L reguleret):

2021: 22.700.000 kr.
2022: 31.900.000 kr.
2023: 42.900.000 kr.
2024: 54.400.000 kr.

Lov- og plangrundlag

Rødovre Kommunes byggestyringsregler.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Alle opgaver koordineres og udføres løbende over året efter nærmere aftale med de enkelte institutioner.

Økonomisk Oversigt - december 2023
Sag nr. 224

Beslutningskompetence: ØU

Sagens kerne

I Økonomisk Oversigt præsenteres Økonomiudvalget for, hvordan det går med økonomien i Rødovre Kommune. Den giver et overblik over forventede mer- og mindreudgifter i forhold til de penge, der er afsat til de enkelte udvalg. Desuden indgår der en opfølgning på likviditeten pr. ultimo november 2023.

Indstilling

Staben for Økonomi og Personale indstiller,

at Økonomisk Oversigt tages til efterretning.  

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Der henvises til Økonomisk Oversigt - status pr. ultimo november 2023.

Lov- og plangrundlag

Principper for Økonomistyring.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Økonomisk Oversigt - status pr. ultimo november 2023

Diverse
Sag nr. 225

Beslutningskompetence: ØU

Sagens kerne

Beslutning

Protokollen oplæst og det er noteret, at mødet sluttede 9:25

Taget til efterretning.

Lukket punkt: Udbudsmodel for kommunale byggegrunde i Gartnerbyen og opførelse af administrationsbygning
Sag nr. 226

Beslutningskompetence: KB

Beslutning

Indstilles godkendt.

Lukket punkt: Diverse
Sag nr. 227

Beslutningskompetence: ØU

Beslutning

Taget til efterretning.