Social- og Sundhedsudvalget

13-05-2014

Medlemmer

Britt Jensen (A)
Henrik Kalat Pedersen (O)
Lene Due (A)
Claus Gisselmann Olsen (V)

Fraværende

Ahmed H. Dhaqane (A)

Sager 35 - 45

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 35

Sagens kerne

Meddelelsespunkterne:

Nyhedsliste for Social i perioden 01.04.2014 - 05.05.2014.

Indstilling

Meddelelsespunktet forelægges til orientering.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Bilag 1: Nyhedsliste for Social i perioden 01.04.2014 - 05.05.2014

Kvartalsvis fremlæggelse af oversigt over visitation til pladser på plejehjem
Sag nr. 36

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger en gang i kvartalet oversigt over ansøgninger til kommunens plejehjem samt visitationsudvalgets beslutninger.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

I perioden 21. januar 2014 til 20. april 2014 har visitationsudvalget modtaget 47 ansøgninger om plejebolig. Dette tal er efterfølgende reduceret til 42 ansøgninger, idet fire borgere har trukket deres ansøgning og en borger er afgået ved døden.

  • 10 ansøgninger er blevet behandlet på visitationsmødet den 29. januar 2014
  •  9 ansøgninger er blevet behandlet på visitationsmødet den 26. februar 2014
  • 13 ansøgninger er blevet behandlet på visitationsmødet den 26. marts 2014

De resterende 10 ansøgninger behandles på de kommende møder i visitationsudvalget.
Ingen borgere har modtaget afslag på ansøgning om plejebolig.

I perioden 21. januar 2014 til 20. april 2014 er 28 borgere flyttet permanent i plejebolig i Rødovre Kommune. To rødovreborgere, et ægtepar, er flyttet i plejebolig i anden kommune.Tre borgere har modtaget tilbud om plejebolig, men har takket nej. De er alle fortsat på venteliste til plejebolig.Der er pr. 20. april 2014 to ledige plejeboliger, der endnu ikke er anvist.

Rødovreborgere på den generelle venteliste:
På den generelle venteliste er de rødovreborgere opført, der lader sig skrive op til alle kommunens fire plejehjem, og som kommunen er forpligtet til at tilbyde en plejebolig inden for 2 måneder. Ni rødovreborgere er noteret på den generelle venteliste. For at tilgodese de borgere, der søger et specifikt plejehjem og de borgere, der har et akut behov for en plejebolig, er der tre borgere for hvem plejeboliggarantien er overskredet.

Rødovreborgere på den specifikke venteliste:
På den specifikke venteliste er de borgere opført, der ønsker at bo på et bestemt plejehjem. Det betyder, at kommunen tilbyder en plads, når der er en ledig plejebolig. 21 rødovreborgere er noteret på den specifikke venteliste.

Rødovreborgere på venteliste til anden kommune:
Fire rødovreborgere søger udelukkende plejehjem i en anden kommune.

Udenbysborgere på venteliste til Rødovre Kommune:
13 borgere fra anden kommune er noteret på venteliste til plejehjem i Rødovre Kommune. For tre af de 13 borgere er plejeboliggarantien overskredet.

Tilbud om en ledig plejebolig sker ud fra en vurdering af, hvilke borgere, der aktuelt har det største behov for en plejebolig.

For at kunne tilgodese rødovreborgere på den generelle venteliste modtager de kommuner, hvis borgere, der søger plejebolig via den generelle venteliste, fortsat besked om, at Rødovre Kommune i øjeblikket ikke kan overholde plejeboliggarantien for borgere fra anden kommune.

Se oversigterne over "Borgere på venteliste til plejehjem for 2013 og 2014, pr. april 2014" i bilaget til mødesagsfremstillingen.

Lov- og plangrundlag

Lov om almene boliger § 54.
Lov om social service § 192.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Oversigt over borgere på venteliste til plejehjem for 2013 og 2014, pr. april 2014

Dorthe Mariehjemmet - regnskab 2013
Sag nr. 37

Sagens kerne

Bestyrelsen for det selvejende plejehjem Dorthe Mariehjemmet forelægger regnskab 2013.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

  1. at regnskabet tages til efterretning
  2. at prisaftalen ikke justeres

Beslutning

  1. Indstilles taget til efterretning.
  2. Anbefales.
    (Til Økonomiudvalget).

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen indgik den 22. december 2009 (sag nr. 237) en ny aftale med bestyrelsen for Dorthe Mariehjemmet med virkning fra regnskabsåret 2010. Aftalen indebærer, at Rødovre Kommune betaler en fast døgntakst for de visiterede beboere, og at såvel over- som underskud er Rødovre Kommune uvedkommende.

Regnskab for 2013 viser et merforbrug på 910.973 kr.

Social- og Sundhedsforvaltningen har følgende kommentarer til regnskabet:

I ledelsesberetningen fremgår det, at "i perioden 2010 og til 2013 er dagtaksten i gennemsnit steget med 1,67 %, hvilket efter ledelsens opfattelse ikke dækker udviklingen i de faktiske omkostninger".

Forvaltningens kommentarer er, at i følge aftalen fremskrives budgettet årligt med KL´s vægtede fremskrivningsprocent, og det er Dorthe Mariefonden, der oplyser taksten overfor Dorthe Mariehjemmet. Den takst der er opkrævet i 2013 er i overensstemmelse med forvaltningens beregning.

"Ved årets udgang er der således fremsendt regning til Rødovre Kommune, som dokumenterer, at meromkostningen pr. dag for en borger med ESBL (resistente bakterier) andrager 643,30. Disse øgede udgifter har i 2013 andraget ikke under kr. 650.000" samt "........behov for justering af prisaftalen. Det er vurderingen, at det vil lykkes at få en sådan aftale på plads i 2014"

Forvaltningens kommentarer er, at der er beboere med ESBL på alle plejehjem, i rehabiliteringsafdelingen samt i hjemmeplejen, og der er ikke givet yderligere bevilling til disse institutioner, hvilket er meddelt ledelsen på Dorthe Mariehjemmet.

"Siden overgangen til den nuværende aftale har ledelsen uden held forsøgt at argumentere for, at feriepengeforpligtigelsen blev dækket af Rødovre Kommune.......Da argumentationen ikke har vundet gehør, har bestyrelsen besluttet at henlægge sagen".

Forvaltningens kommentarer er, at spørgmålet løbende har været drøftet - senest i efteråret 2013, hvor forvaltningen holdt møde med ledelsen og bestyrelsens advokat. Advokaten er ikke vendt tilbage, så det er først nu, at forvaltningen bliver gjort bekendt med bestyrelsens beslutning.

".......i forbindelse med Finanslovens vedtagelse vil medføre en tilførsel af yderligere økonomi i størrelsesordenen kr. 500.000".

Forvaltningens kommentarer er, at det er korrekt, at der er afsat 500.000 kr. til hver af de fire plejehjem, men beløbet er øremærket til ansættelse af en medarbejder pr. plejehjem til at styrke mulighederne for aktiviteter og samvær med beboerne og vil således ikke indgå i den almindelige drift.

Af revisionsprotokollatet af 11.03.14 fremgår det, at "En belægningsprocent på 96,56 ligger under, hvad der normalt er gældende for tilsvarende plejehjem"

"Vi skal endnu engang anbefale, at der udarbejdes belægningsoversigter, der dokumenterer, hvornår det enkelte lejemål er opsagt og tømt..............Disse dage må ikke indgå i afregningsopgørelsen med Rødovre Kommune"

Forvaltningens kommentarer er, at omkostninger pr. realiseret plejedag er steget fra 1.359 kr. i 2012 til 1.575 kr. i 2013 (svarende til en stigning på 15,9%)
Antal ansatte er steget fra 93,16 til 97,97.

"Lån Rødovre Kommune kr. 3.800.000".

Forvaltningens kommentarer er, at beløbet relaterer sig til et likviditetslån etableret i 2009. Der foreligger ingen aftale om afvikling, og lånet er ikke forrentet.Vi har fået oplyst, at der i budgettet for 2014 er indregnet en påbegyndelse af afvikling af lånemellemværendet med kr. 200.000".

Lov- og plangrundlag

Aftale med bestyrelsen for Dorthe Mariehjemmet

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Tidsplan

Ingen

Bilag

Bilag 1: Årsregnskab for Dorthe Mariehjemmet 2013

Orientering om den sociale boliganvisning for 2013.
Sag nr. 38

Sagens kerne

Orientering om den sociale boliganvisning for 2013.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Rødovre Kommune har aftalt med de almene boligselskaber, at kommunen har anvisningsret til 33 % af de ledigblevne lejligheder. Dels for at styrke en hensigtsmæssig beboersammensætning, dels for at sikre boliger til borgere med særlige behov.

Socialudvalget besluttede i 2002 at nedsætte et socialt boliganvisningsudvalg og samtidig overdrage kompetencen til anvisning af de boligsociale lejligheder til dette udvalg, som består af børne- og familiechefen og social- og psykiatrichefen.

Anvisningen af de boligsociale lejligheder vurderes fortsat at fungere godt. Der er etableret et godt og smidigt samarbejde med boligkontoret, og der er mulighed for hurtig faglig og økonomisk vurdering i forhold til tildelingen af ledige boliger.

Den boligsociale venteliste var pr. 31/12 2013 på 209 godkendte ansøgere. En stigning på 9 i forhold til 2012.

Der blev i 2013 givet 115 godkendelser og 52 afslag på ansøgning om bolig. Begrundelserne for afslag har været følgende:

  • flyttet ind i fremlejet bolig (15)
  • flyttet ind hos venner / familie (20)
  • søger større bolig eller andet sted i Rødovre (13)
  • andre årsager (4)

Der er i 2013 anvist følgende boliger:

  • et-værelses (16)
  • to-værelses (20)
  • tre-værelses (18)
  • fire-værelses (3)
  • fem-værelses (1)

Af de 16 et-værelseslejligheder, er 11 blevet anvist efter særaftalen, som betyder at ledige et-værelseslejligheder i en to-årig periode skal reserveres til unge som erstatning for ophold på ungdomspension eller lignende.

I alt 58 er der anvist boliger, hvilket er et fald på 10 boliger i forhold til 2012. Faldet havde udgjort 21 boliger, såfremt særaftalen ikke havde været gældende.

Faldet i anviste boliger skal ses i sammenhæng med et generelt fald i den almindelige fraflytning fra de almene boliger.

Der er pr. 1. januar 2014 opskrevet

  • 48 ansøgere til 1 værelses bolig. Af disse har 27 ansøgere en betalingsevne på under 3.000 kr. i mdl. husleje.
  • 86 ansøgere til 2 værelses bolig. Af disse har 75 ansøgere en betalingsevne på under 5.000 kr. i mdl. husleje.
  • 40 ansøgere til 3 værelses bolig. Af disse har 28 ansøgere en betalingsevne på under 6.000 kr. i mdl. husleje
  • 35 ansøgere til 4 værelses bolig. Af disse har 19 ansøgere en betalingsevne på under 7.000 kr. i mdl. husleje.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Udvidelse af Skiftesporet - anlægsregnskab
Sag nr. 39

Sagens kerne

Anlægsregnskab for udvidelsen af Skiftesporet forelægges.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

  1. at anlægsregnskabet godkendes og
  2. at mindreudgiften er tilgået kassen i 2012

Beslutning

Anbefales.
(Til Økonomiudvalget).

Sagsfremstilling

Udvidelse af Skiftesporet - anlægsregnskab.

Godkendelse af regnskab for ovennævnte anlæg.

Bevilling 26.01.2010

2.313.565 kr.

Forbrug

2.113.623 kr.

Mindreforbrug

199.942 kr.

Mindreforbruget skyldes færre udgifter til istandsættelse
af lokalerne end forudsat.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Mindreudgiften er tilgået kassen i 2012.

Tidsplan

Ingen.

Elektravej 2, istandsættelse af lokalerne - ansøgning om frigivelse af rådighedsbeløb
Sag nr. 40

Sagens kerne

Der ansøges om frigivelse af rådighedsbeløb til istandsættelse af lokalerne på Elektravej 2.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at der frigives det i investeringsoversigten afsatte rådighedsbeløb på 1.177.000 kr. til istandsættelsen af lokalerne på Elektravej 2.

Beslutning

Anbefales.
(Til Økonomiudvalget).

Sagsfremstilling

På anlægsbudgettet (investeringsoversigten) i budget 2014 er der afsat rådighedsbeløb på 1.177.000 kr. Der er den 18.06.2013 givet en anlægsbevilling på 2.353.000 kr. til istandsættelse af lokalerne på Elektravej 2.

Der ansøges om frigivelse af det afsatte rådighedsbeløb på 1.177.000 kr.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Godkendelse af fælles kommunale målsætninger på psykiatriområdet (rammepapir)
Sag nr. 41

Sagens kerne

KKR Hovedstaden har fremsendt rammepapir vedrørende "Kommunernes fælles rolle - udviklingen af det nære sundhedsvæsen på psykiatriområdet" til godkendelse i alle regionens kommuner.

Sagen behandles samtidig i Beskæftigelsesudvalget og Social- og Sundhedsudvalget.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at rammepapir om "Kommunernes fælles rolle - udviklingen af det nære sundhedsvæsen på psykiatriområdet" godkendes.

Beslutning

Anbefales.
(Til Økonomiudvalget).

Sagsfremstilling

Som opfølgning på KL's udspil om "Det nære sundhedsvæsen" er der i KKR regi udarbejdet et rammepapir på psykiatriområdet, der har til formål at give en fælles forståelse af, hvordan kommunerne arbejder med indsatsen for borgere med psykiske vanskeligheder eller lidelser. Rammepapiret beskriver nogle "skal-indsatser" og nogle "kan-indsatser" og er opdelt i fire strategiske målsætningsområder:

  1. Forebyggelse og sundhedsfremme
  2. Forebyggelse af (gen)indlæggelser
  3. Borgerens forløb
  4. Dokumentation og metodeudvikling

Ved at arbejde med ovennævnte målsætninger sikres det, at vi som kommune udvikler det nære sundhedsvæsen, så "Det fremmer alle borgeres sunde livsstil og forebygger sygdom", "Støtter borgerne i at tage hånd om egen livssituation og udøve egenomsorg" samt at "Borgeren er i centrum, og der er fokus på den samlede livssituation".

Social- og Sundhedsforvaltningen har udarbejdet et notat, der oplister "skal-indsatserne" i de fælleskommunale målsætninger samt giver en status på den nuværende indsats eller allerede planlagte nye tiltag.

KKR præciserer, at det er vigtigt at følge op på effekten af indsatserne på området, og der skal derfor ultimo 2016 følges op på målsætningerne i rammepapiret. KKR har på sit møde den 14. marts 2014 anbefalet kommunerne at godkende rammepapiret på psykiatriområdet.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Maj 2014: Politisk behandling af rammepapiret i Kommunalbestyrelsen
Ultimo 2016: Opfølgning på rammepapiret

Bilag

Bilag 1: Kommunernes fælles rolle - udviklingen af det nære sundhedsvæsen på psykiatriområdet (rammepapir)
Bilag 2: Brev vedrørende godkendelse af rammepapir på psykiatriområdet
Bilag 3: Bilag 1 til brev - baggrund for rammepapir på psykiatriområdet
Bilag 4: Bilag 2 til brev - En fælleskommunal struktur på psykiatriområdet
Bilag 5: Bilag 3 til brev - Satspuljemidler
Bilag 6: Notat om rammepapir på psykiatriområdet

Indgåelse af partnerskabsaftale om det boligsociale samarbejde i Kærene og Bybjerget
Sag nr. 42

Sagens kerne

KAB har på vegne af styregruppen for det boligsociale projekt i Kærene og Bybjerget fremsendt partnerskabsaftale om det boligsociale samarbejde.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at partnerskabsaftale om det boligsociale samarbejde i Kærene og Bybjerget godkendes.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Partnerskabsaftalens formål er at styrke det boligsociale arbejde gennem et formaliseret samarbejde mellem Rødovre Kommune og de involverede boligorganisationers respektive boligafdelinger i Kærene og Bybjerget. Det drejer sig om følgende boligafdelinger: Boligforeningen AAB, afdeling 43, Lejerbo, Rødovre, afdeling 60, RAB, afdeling bybjerget og Boligselskabet AKB, Rødovre, afdeling 1501 Ved Milestedet.

Den overordnede styring af det boligsociale samarbejde varetages af en styregruppe, hvori Rødovre Kommune og de deltagende boligafdelinger har ret til at deltage med hver to repræsentanter. Hver boligafdeling er repræsenteret af et bestyrelsesmedlem og eventuelt en ledende medarbejder. Den boligsociale medarbejder fungerer som sekretær for styregruppen.

KAB varetager økonomistyringen af samarbejdet og den personalemæssige ledelse af den boligsociale medarbejder.

Styregruppen fastlægger de overordnede rammer og retningslinjer for det boligsociale samarbejde og godkender et årligt budget.

Det boligsociale arbejde har bl.a. til formål at forbedre miljøet i udsatte boligområder, herunder give beboernes tryghed og muligheder i deres boligområde. Af boligsociale aktiviteter kan nævnes:

  • Mødregrupper
  • Morgenmadsspisning for Præriens brugere
  • Kvindegruppe for alle kvinder
  • Pigegrupper, både for små og store piger
  • Lektiecafé
  • Pensionisttræf
  • Sommerudflugter for børn, familier og pensionister
  • Multiboldbane
  • Samværsgrupper for ensomme
  • Stavgang
  • Roning på maskiner
  • GAM3 - aktiviteter for unge - basket og dance
  • "Samtalevenner" - et tilbud for folk der vil blive bedre til at tale dansk
  • Fællesspisning – med Lokalhus syd hver torsdag
  • Litteraturgruppe – hvor en gruppe læser den samme bog og efterfølgende
    diskuterer den over en kop kaffe
  • Selvhjælpsgrupper
  • I Tråd Med Verden
  • IT For Alle - Computercafé hvor alle kan få hjælp til at lære pcen at kende
  • SMS Kursus
  • Vise Café
  • Høreforeningen hjælper folk med høreapparat etc.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Hver deltagende boligafdeling bidrager med et beløb svarende til 420 kr. pr. lejemål pr. år. Beløbet pristalsreguleres automatisk med 3% p.a.

Rødovre Kommune bidrager med 50% af personaleudgifterne til den boligsocialemedarbejder. Denne udgift udgør 323.000 kr. i 2014 niveau.

Udgiften for 2014 finansieres af de afsatte midler til frivilligt socialt arbejde, herunder en ikke budgetlagt indtægt fra Rødovre Frivilligcenter på 150.000 kr.

Udgiften for 2015 og 2016 søges indarbejdet i budgetforslag 2015. Rødovre Kommune har i 2012 og 2013 finansieret det boligsociale arbejde med 250.000 kr. pr. år. Finansieringen på 323.000 kr. er først gældende for 2014.

Tidsplan

Samarbejdsaftalen er gældende frem til 31.12.2016.

Samlet finansiering på 323.000 kr. gælder pr. 1.1.2014.

Bilag

Bilag 1: Udkast til Partnerskabsaftale

Godkendelse af udviklingsstrategi for Den sociale rammeaftale 2015
Sag nr. 43

Sagens kerne

Udviklingsstrategi til Den sociale rammeaftale 2015 forelægges til politisk godkendelse.

Sagen behandles samtidig i Børne- og Skoleudvalget og i Social- og Sundhedsudvalget.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at Rammeaftale 2015 - Udviklingsstrategi for det specialiserede socialområde og specialundervisning godkendes

Beslutning

Anbefales.
(Til Økonomiudvalget).

Sagsfremstilling

Det er kommunernes ansvar at koordinere det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet på såvel børne- og ungeområdet som voksenområdet. Som følge heraf har kommunerne ansvaret for at udarbejde en årlig rammeaftale for det specialiserede social- og specialundervisningsområde. Rammeaftalen består af en udviklingsstrategi og en styringsaftale.

Udviklingsstrategien for rammeaftalen 2015 blev drøftet i Kommunekontaktrådet (KKR) for Hovedstaden den 14. marts 2014, hvor KKR anbefalede strategien til godkendelse i kommunalbestyrelserne. Styringsaftalen for rammeaftalen 2015 vil blive behandlet i KKR Hovedstaden den 11. juni 2014 og efterfølgende blive sendt til politisk behandling i kommunerne.

Formålet med udviklingsstrategien er at undersøge, om der er områder, hvor der er særlig behov for koordination eller samarbejde på tværs af kommunerne og/eller mellem kommunerne og Region Hovedstaden. Kommunerne har januar 2014 indberettet fremtidige behov og udviklingstendenser i målgrupper og tilbud til KKR.

Konklusionen i udviklingsstrategien er, at der ikke på nuværende tidspunkt er behov for at indgå tværkommunale/regionale aftaler om regulering af tilbud og pladser. Kommunerne forventer generelt en uændret udvikling i målgruppernes størrelse. Kommunerne har stor fokus på styring, effektiv drift og metodeudvikling i den faglige indsats, og området er fortsat præget af strategier om inklusion og hjemtagning af borgere fra døgntilbud til typisk mindre indgribende tiltag i nærmiljøet.

  • Indberetningerne fra kommunerne viser følgende væsentlige udviklingstendenser:
  • En væsentlig del af kommunerne vurderer en stigning af voksne med alkoholmisbrug, med stofmisbrug, med sindslidelse, hjemløse og voksne med dobbeltdiagnose
  • En væsentlig del af kommunerne forventer en stigning i antallet af børn og unge med psykosociale problemer samt børn og unge med misbrug
  • Kommunerne i regionen forventer en stigning i antallet af børn, unge og voksne med udviklingsforstyrelser såsom ADHD og autisme
  • En række kommuner forventer en stigning af antallet af voksne udviklingshæmmede med psykisk sygdom eller demens
  • En mindre del af kommunerne forventer en stigning i børn og unge med udviklingshæmning

På baggrund af konklusionerne er der er valgt følgende fokusområder for den tværkommunale koordination i KKR :

  • Stigende tilgang af hjemløse - herunder særligt unge hjemløse
  • Nye krav til tilbuddene grundet længere levetid og generel aldersvækkelse blandt målgrupperne på voksenområdet
  • Tilbud til borgere med dobbeltdiagnose
  • Inklusionsdagsordenen på børne- ungeområdet og dennes betydning for de højt specialiserede tilbud
  • Økonomistyring, effektiv drift og udvikling af metoder

KKR Hovedstaden har derudover i 2015 valgt at sætte særligt fokus på tilbud til borgere med dobbeltdiagnose. Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration, og Sociale forhold har i 2015 udmeldt temaet "anbragte børn og unges undervisning/uddannelse".

Lov- og plangrundlag

  • Bekendtgørelse om rammeaftaler m.v. på det sociale områder og på det almene ældreboligområde (BEK 1021, 2013) og

  • Bekendtgørelse om rammeaftaler m.v. på specialundervisningsområdet (381 af 28/04/2012).

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Udviklingsstrategi til den sociale rammeaftale 2015 skal godkendes i kommunerne inden den 30. maj 2014.

Bilag

Bilag 1: Opsummering af udviklingsstrategi for det sociale område 2015
Bilag 2: Oversigt over tilbud omfattet af Udviklingsstrategi 2015
Bilag 3: Oversigt over belægning og kapacitet
Bilag 4: De mest specialiserede tilbud i Udviklingsstrategi 2015
Bilag 5: Samrådet for domfældte udviklingshæmmede årsberetning 2013
Bilag 6: Lands- og landsdelsdækkende tilbud og sikrede afdelinger. Kapacitet, belægning, behov og efterspørgsel.

Integrationsrådets redegørelse for 2013
Sag nr. 44

Sagens kerne

Redegørelse for Integrationsrådets arbejde i 2013 forelægges hermed. Sagen behandles samtidig i alle udvalg.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at Integrationsrådets redegørelse for 2013 tages til efterretning.

Beslutning

Anbefales.
(Til Økonomiudvalget).

Sagsfremstilling

Der har i 2013 været et godt samarbejde, både på politisk- og forvaltningsniveau, omkring integrationspolitikker og indsatser i kommunen.

I forbindelse med Kommunalvalget 2013, afholdt Integrationsrådet valgmøde på Rødovregård. Integrationsrådet har i 2013 indgivet høringssvar omkring kvalitetstandarder for handicapkørsel og kvalitetstandarder for personlig og praktisk hjælp fra Integrationsrådet.

Integrationsrådet har flere gange i løbet af 2013 været synlige i pressen og på digitale medier, især i forbindelse med Mangfoldighedsfestivalen, som med succes blev afholdt i juni 2013.

Lov- og plangrundlag

Integrationslovens § 42.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Integrationsrådets redegørelse for 2013

Diverse
Sag nr. 45

Sagens kerne

Taget til efterretning.