Social- og Sundhedsudvalget
06-12-2016
Medlemmer
Claus Gisselmann Olsen(V)
Ahmed H. Dhaqane(A)
Lene Due(A)
Henrik Kalat Pedersen(O)
Sager 66 - 75
Meddelelser
Sag nr. 66
Beslutningskompetence: SOSU
Sagens kerne
Meddelelsespunkterne:
- Nyhedsliste for Social i perioden 08.11.2016 - 28.11.2016
- Forvaltningen giver på mødet en mundtlig redegørelse for et af projekterne i "Sammen om Rødovre". Det er investér før det sker, som i det konkrete projekt hedder "Sammen om familien".
Indstilling
Meddelelsespunkterne forelægges til orientering.
Beslutning
Taget til efterretning.
Bilag
Bilag 1: Nyhedsliste for Social i perioden 08.11.2016 – 28.11.2016 Fremlæggelse af oversigt over visitation af pladser på plejehjem
Sag nr. 67
Beslutningskompetence: SOSU
Sagens kerne
Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger en gang hver anden måned oversigt over ansøgninger til kommunens plejehjem samt visitationsudvalgets beslutninger til efterretning.
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
at oversigt over borgere på venteliste til plejehjem for 2015 og 2016 pr. november 2016 tages til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Sagsfremstilling
I perioden 21. september 2016 til 20. november 2016 har visitationsudvalget modtaget 30 ansøgninger om plejebolig. Dette tal er efterfølgende reduceret til 29, idet en borger har valgt at trække sin ansøgning. En borger modtog afslag på ansøgning om plejebolig. En borger blev vejledt til at søge ældre- og handicapegnet bolig.
I samme periode er 14 borgere flyttet permanent i plejebolig i Rødovre Kommune. Ingen borgere har takket nej til tilbud om plejebolig. Ingen borgere er tilflyttet fra anden kommune. Tre rødovreborgere er flyttet på plejehjem i anden kommune.
Pr. 20. november 2016 er der ingen ledige plejeboliger.
Rødovreborgere på den generelle venteliste
På den generelle venteliste er opført de borgere, der lader sig skrive op til alle kommunens plejehjem, og som kommunen er forpligtet til at tilbyde plejebolig inden for to måneder. 18 borgere er noteret på den generelle venteliste. For at tilgodese de borgere, der søger et specifikt plejehjem og de borgere, der har et akut behov for en plejebolig, har det været nødvendigt at overskride plejeboliggarantien for otte borgere.
Rødovreborgere på venteliste til et plejehjem efter eget ønske
På ventelisten er opført borgere, der ønsker at bo på et specifikt plejehjem. Det betyder, at kommunen tilbyder en bolig, når der er en ledig. 17 borgere er opført på den specifikke venteliste. Heraf ønsker ni borgere Ældrecentret Broparken, seks borgere ønsker Plejehjemmet Engskrænten, og to borgere ønsker Dorthe Mariehjemmet. Plejehjemmet Ørbygård har på grund af ombygning midlertidig lukket for indflytning af nye beboere.
Rødovreborgere på venteliste til anden kommune
Fire rødovreborgere søger udelukkende plejehjem i anden kommune.
Rødovreborgere, der bor på plejehjem, på venteliste i anden kommune
Fire rødovreborgere, der bor på plejehjem i Rødovre Kommune, søger udelukkende plejehjem i anden kommune.
Udenbysborgere på venteliste i Rødovre Kommune
19 borgere fra anden kommune er noteret på venteliste til plejehjem i Rødovre Kommune. 11 af de 19 borgere bor på plejehjem i anden kommune. For 10 af de 19 borgere er plejeboliggarantien overskredet. Fem af de 10 borgere, hvor plejeboliggarantien er overskrevet, bor på plejehjem i anden kommune.
Tilbud om ledig plejebolig sker ud fra en vurdering af hvilke borgere, der aktuelt har det største behov for plejebolig.
For at tilgodese rødovreborgere på den generelle venteliste modtager de kommuner, hvis borgere søger alle plejehjem, fortsat besked om, at Rødovre Kommune i øjeblikket ikke kan overholde plejeboliggarantien for borgere fra anden kommune.
Se oversigt over "Borgere på venteliste til plejehjem for 2015 og 2016, pr. november 2016" i vedlagte bilag.
Lov- og plangrundlag
Lov om almene boliger § 54.
Lov om social service § 192.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Bilag
Bilag 1: Borgere på venteliste til plejehjem for 2015 og 2016, pr. november 2016. Opdatering af kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp 2017
Sag nr. 68
Beslutningskompetence: SOSU
Sagens kerne
Social- og Sundhedsforvaltningen har opdateret kvalitetsstandarderne for personlig og praktisk hjælp. Kvalitetsstandarderne beskriver det serviceniveau, Kommunalbestyrelsen har fastlagt.
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
- at de opdaterede kvalitetsstandarder for 2017 drøftes,
- at kvalitetsstandarderne sendes til høring i Seniorrådet, Handicaprådet og Integrationsrådet samt
- at de opdaterede kvalitetsstandarder forelægges til politisk godkendelse i februar møderækken.
Beslutning
Godkendt.
Sagsfremstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen har opdateret de gældende kvalitetsstandarder, så opbygningen bliver i overensstemmelse med anbefalingerne fra Kommunernes Landsforening(KL). Opbygningen vil understøtte implementeringen af Fællessprog lll i 2017. Fællessprog III er en ny fælles metode for dokumentation og udveksling af data i hjemmeplejen, træningen og hjemmesygeplejen.
I forslaget til kvalitetsstandarderne for 2017 er serviceniveauet ikke ændret, men kvalitetsstandarderne har gennemgået en redigering og præcisering. Forslaget til kvalitetsstandarderne er vedlagt som bilag. Ændringerne i kvalitetsstandarderne for de enkelte ydelser er markeret med understregninger.
De fremlagte kvalitetsstandarder for rehabilitering, hjemmehjælp til praktisk og personlig hjælp, aflastning, afløsning, midlertidig døgnplads og træning er kategoriseret efter ydelserne i KL´s definitioner i Fællessprog lll. Formålet er at opnå en fælles national ramme for dokumentationen af indsatserne.
Ud over de af KL udarbejdede kvalitetsstandarder, er der udarbejdet kvalitetsstandarder på hjemmevejledning, ledsagelse, pasningsorlov til nærtstående og terminale, specialundervisning, plejebolig og ældre- og handicap visitationsboliger.
Lov- og plangrundlag
Lov om social service.
Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Økonomiske konsekvenser
Budget 2017.
Tidsplan
Drøftelse i Social- og Sundhedsudvalget 6. december 2016.
Høring i Seniorrådet, Handicaprådet og Integrationsrådet.
Godkendelse af de reviderede kvalitetsstandarder i februar 2017.
Bilag
Bilag 1: Oversigt kvalitetsstandarder 2017.Bilag 2: Alle kvalitetsstandarder 2017 med indholdsfortegnelse.
Delegering af kompetence i sager om værgemål og optagelse i særligt botilbud uden samtykke
Sag nr. 69
Beslutningskompetence: SOSU
Sagens kerne
Social- og Sundhedsforvaltningen fremlægger forslag om, at Social- og Sundhedsudvalget delegerer kompetencen til at godkende ansøgninger om værgemål og om optagelse i særligt botilbud uden samtykke til Social- og Sundhedsforvaltningen.
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
- at Social- og Sundhedsudvalget delegerer behandling af ansøgninger om værgemål og optagelse af borger i særligt botilbud uden samtykke til Social og Sundhedsforvaltningen med godkendelse af enten fagchefen for Ældre- Handicapafdelingen eller fagchefen for Social- og Psykiatriafdelingen,
- at Social- og Sundhedsforvaltningen på Social- og Sundhedsudvalgsmøde i juni 2017 fremlægger redegørelse for antal ansøgninger og status.
Beslutning
Godkendt.
Sagsfremstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen modtager jævnligt anmodninger fra pårørende og samarbejdspartnere om at behandle ansøgninger om værgemål og om at flytte en borger i særligt botilbud uden samtykke.
Sagsbehandlingen indebærer:
- Vurdering af om lovens krav er opfyldt.
- Udarbejdelse af ansøgning. Herunder evt. kontakt til advokat og indhentning af relevante bilag til at belyse sagen.
- Indsendelse af ansøgning til rette myndigheder.
- Opfølgning af sagen, når der er truffet afgørelse.
Indtil nu har Social- og Sundhedsudvalget godkendt hvert enkel ansøgning i selvstændige mødesager.
Det er ofte sager, hvor der er behov for en hurtig afgørelse, og den ekstra sagsgang via Social- og Sundhedsudvalget forårsager øget ventetid for borgerne. Samtidig giver de mange behandlinger af enkelte ansøgninger ikke udvalget et overordnet billede af, hvor mange ansøgninger, der har været, og hvordan der er blevet fulgt op på dem.
For at gøre sagsgangen mere smidig og give udvalget en mere samlet redegørelse for antal ansøgninger og deres videre forløb, foreslår Social- og Sundhedsforvaltningen en delegering af kompetencen til fagcheferne, så de kan godkende og underskrive ansøgningerne.
Social- og Sundhedsforvaltningen foreslår derudover, at Social- og Sundhedsudvalget på udvalgsmøde i juni 2017 får en samlet redegørelse for hvilke ansøgninger, der er godkendt, hvorvidt Statsforvaltningen eller Retten har imødekommet ansøgningerne, og hvordan der er fulgt op på afgørelserne.
Lov- og plangrundlag
Lov om Dansk Forvaltningsret.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
Social- og Sundhedsforvaltningen foreligger på Social- og Sundhedsudvalgsmøde i juni 2017 en redegørelse for afgørelser af og status på ansøgninger om værgemål og optagelse i særligt botilbud uden samtykke i perioden 1. december 2016 til 31. maj 2017. På samme møde tager udvalget stilling til, hvor ofte redegørelsen skal fremlægges fremover.
Godkendelse af anlægsregnskab for indkøb af håndholdte tablets i hjemmeplejen
Sag nr. 70
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Der blev i 2013 afsat en anlægsbevilling på 2.000.000 kr. til indkøb af håndholdte tablets i hjemmeplejen. Social- og Sundhedsforvaltningen fremlægger regnskab for indkøb af håndholdte tablets i hjemmeplejen til godkendelse.
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
- at anlægsregnskabet for indkøb af håndholdte tablets godkendes, samt
- at mindreforbruget på 712 kr. tilgår kassen i 2016.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Gennemførelsen af projektet er afsluttet, og der kan aflægges regnskab.
De håndholdte tablets er indkøbt for at forbedre hjemmeplejens arbejdsgange og styrke kommunikationen, informationen og dokumentationen i hjemmeplejen ved at give umiddelbar adgang til kørelister, oplysninger om medicinbehov, borgernes visitationsbillede mv.
Indkøbet har omfattet anskaffelse af håndholdte tablets (350 smartphones og 80 bærbare pc'er) for 1.479.524 kr., arbejdspladslicenser for 496.764 kr. og uddannelse af slutbrugere for 23.000 kr. I alt:1.999.288 kr.
Lov- og plangrundlag
Ingen.
Økonomiske konsekvenser
I budget 2013 blev givet en anlægsbevilling til gennemførelse af projektet på i alt 2.000.000 kr. Regnskabet viser et forbrug på 1.999.288 kr. Mindreforbruget på 712 kr. tilgår kassebeholdningen i 2016.
Tidsplan
Ingen.
Pulje til nedbringelse af ventetiden til genoptræning - Ansøgning om udgiftsneutral tillægsbevilling
Sag nr. 71
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
I forbindelse med satspuljeaftalen på sundheds- og ældreområdet for 2016-2019, aftalte partierne at afsætte en pulje til nedbringelse af ventetiden til genoptræning. Rødovre Kommunes andel af puljen udgør i 2017 320.898 kr. Social- og Sundhedsforvaltningen redegør for brugen af midlerne i 2017 og søger i den forbindelse en udgiftsneutral tillægsbevilling.
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
- at der gives en tillægsbevilling på 320.898 kr. i 2017 til midlertidig opnormering af personalet i Rødovre Træningscenter, samt
- at der gives en tillægsbevilling på 320.898 kr. i 2017 (indtægt) vedrørende tilskud fra staten.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Satspuljepartierne har i perioden 2016-2018 afsat 90 mio. kr. til at nedbringe ventetiden til genoptræning efter udskrivning fra hospital.
Midlerne er afsat til kommuner med en stor andel af ældre borgere, og fordeles til kommunerne efter hvor mange ældre borgere med behov for støtte, der er. Rødovre Kommunes andel af puljen udgør i alt 641.796 kr. fordelt over årene med 320.898 kr. i 2017 og 320.898 kr. i 2018.
Midlerne fra satspuljen vil blive anvendt til at udvide kapaciteten i Rødovre Træningscenter med yderligere personale. Udvidelsen vil primært ske gennem en opnormering af personalet, samt køb af ydelser hos private leverandører ved spidsbelastninger. Samtidig afsættes midler til forbedring af registreringerne på området, så ventetidsopgørelserne for genoptræning bliver mere retvisende.
Puljebeløbene for 2018 indarbejdes i budget 2018.
Lov- og plangrundlag
Aftale om satspuljen på sundheds- og ældreområdet for 2016-2019.
Økonomiske konsekvenser
Initiativet er udgiftsneutralt for Rødovre Kommune. Det bevilgede tilskud og de afholdte udgifter bogføres særskilt af hensyn til det revisionspåtegnede projektregnskab, der skal aflægges til ministeriet. Eventuelt mindreforbrug skal tilbagebetales til ministeriet.
Tidsplan
Regnskabsåret 2017.
Tilskud til frivilligt socialt arbejde §18 og foreningstilskud §79, forår 2017
Sag nr. 72
Beslutningskompetence: SOSU
Sagens kerne
På budget 2017 er der afsat 953.652 kr. til tilskud til frivilligt socialt arbejde og foreningstilskud.
Fordeling for 1. halvår 2017 fremlægges til behandling.
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
at forslag til fordeling af midlerne godkendes.
Beslutning
Godkendt.
Sagsfremstilling
I 2017 er der afsat 647.711 kr. til frivilligt socialt arbejde og foreningstilskud. Midlerne uddeles to gange årligt. Ansøgningsfristen er den 1. november (til forårssæsonen) og 1. maj (til efterårssæsonen).
Der er indgået 68 ansøgninger, som fordeler sig på 41 ansøgninger til §18 og 27 ansøgninger til §79.
Under puljen for frivilligt socialt arbejde §18 er der indkommet ansøgninger for 698.688 kr. og under puljen for foreningstilskud §79 er der indkommet ansøgninger for 136.535 kr. i støtte.
Forvaltningen foreslår, at der i foråret 2017 fordeles 337.650 kr. til §18 og 88.646 kr. til §79.
I prioriteringen af §18 midlerne er der lagt vægt på, om aktiviteten hører under de særlige målgrupper, som Social- og Sundhedsudvalget godkendte på mødet den 15. september 2015 (Sag nr. 63).
- Etablering af frivillige netværk på sundhedsområdet
- Grobund for netværk og samarbejde på tværs
Der er indkommet to ansøgninger til "Etablering af frivillige netværk på sundhedsområdet" og tre ansøgninger indenfor "Grobund for netværk og samarbejde på tværs".
Udover de nævnte indsatsområder indgår der også andre afvejninger ved fordeling af de økonomiske midler. Det kan være foreningens kassebeholdning i forhold til udgifter, hvor mange borgere, der gør brug af tilbuddet, eller om der er tale om en aktivitet, der allerede findes i kommunalt regi.
Til den aktuelle fordeling er der kommet:
- 12 ansøgninger indenfor området "aktiviteter for ældre og handicappede"
- 13 ansøgninger indenfor området "aktiviteter for børn, unge og familier"
- to ansøgninger indenfor området "aktiviteter for sindslidende"
- 13 ansøgninger indenfor området "aktiviteter for syge/patienter og sundhedsfremme aktiviteter"
- en ansøgninger indenfor området "oplysende og rådgivende aktiviteter"
- Ingen ansøgninger indenfor området "andre"
Foreningstilskud ydes som forebyggende og aktiverende tilskud til ældre og handicappede. Størrelsen af tilskuddet afhænger af en række forskellige forhold. Der er dog lagt vægt på foreningens medlemstal som en afgørende faktor for fordelingen.
I vedlagte bilag fremlægges en samlet oversigt over fordeling af midlerne samt oversigt over indkomne ansøgninger til henholdsvis §18 og §79. Her er der givet kort beskrivelse af de enkelte ansøgninger og forslag til fordeling af midlerne.
Lov- og plangrundlag
Lov om social service §§18 og 79.
Økonomiske konsekvenser
Se vedlagt bilag.
Tidsplan
Ingen.
Bilag
Bilag 1: Forårspuljen 2017Bilag 2: Indkomme ansøgninger §18 forår 2017
Bilag 3: Indkomme ansøgninger §79 forår 2017
Særlige indsatsområder på det frivillige sociale område 2017
Sag nr. 73
Beslutningskompetence: SOSU
Sagens kerne
Social- og Sundhedsforvaltningen fremlægger forslag til særlige indsatsområder i 2017 og forslag til kommunikationsstrategi for særlige indsatsområder.
I henhold til Rødovre Kommunes politik på det frivillige sociale område skal Social- og Sundhedsudvalget hvert år udpege særlige indsatsområder, hvor en frivillig, social indsats ønskes iværksat.
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
- at forslag til særlige indsatsområder i 2017 godkendes
- at forslag til kommunikationsstrategi for særlige indsatsområder godkendes.
Beslutning
Godkendt.
Sagsfremstilling
Kommunalbestyrelsen skal i følge servicelovens § 18 samarbejde med frivillige sociale foreninger og årligt afsætte et beløb til støtte af frivilligt socialt arbejde. Det er op til en lokal politisk afgørelse at prioritere hvilke frivillige sociale aktiviteter, der skal tildeles støtte.
Formålet med at udpege særlige indsatsområder er at fremme det frivillige sociale arbejde på disse områder og dermed målrette den økonomiske støtte til Rødovre Kommunes overordnede strategier og politikker. Indsatsområderne tjener også som inspiration til de årlige arrangementer for de frivillige sociale foreninger som forårskonference, netværksaften og dialogmøder.
Foreningerne kan ansøge bredt som hidtil, men blandt de foreninger, der søger inden for indsatsområderne, vil der blive udvalgt to foreninger, som vil få medieomtale i borgermagasinet ”Sammen om Rødovre”.
De nye indsatsområder gælder for de to ansøgningsrunder i 2017: Den 1. maj og den 1. november. Første gang der kan søges til de nye indsatsområder er 1. maj 2017.
Der reserveres desuden et mindre beløb af § 18 midlerne til støtte af nyskabende aktiviteter og projekter, der opstår uden for ansøgningsfristerne i maj og november.
Indsatsområder i 2016 og status på antal ansøgninger
Social- og Sundhedsudvalget godkendte på sit møde den 15. september 2015 (sag nr. 63) følgende indsatsområder for 2016:
- Etablering af frivillige netværk på sundhedsområdet
- Grobund for netværk og samarbejde på tværs.
Der er samlet set i 2016 modtaget følgende antal ansøgninger inden for disse indsatsområder:
- Etablering af frivillige netværk på sundhedsområdet: 14
- Grobund for netværk og samarbejde på tværs: 5.
Forslag til indsatsområder i 2017
- Grobund for netværk og samarbejde på tværs (videreføres)
- Plads til alle i foreningerne.
Forvaltningen foreslår at videreføre indsatsområdet "Grobund for netværk og samarbejde på tværs", da der kun er modtaget fem ansøgninger inden for området i 2016. Det er et vigtigt mål i politikkens strategimål 2 om at bidrage til at skabe grobund for netværk på tværs af foreningerne, og der er potentiale for at arbejde grundigere med det.
Indsatsområdet "Plads til alle i foreningerne" hører også under politikkens strategimål 2 om at skabe grobund for netværk. Derudover er der en klar sammenhæng til strategimål 3 "Stærke lokale fællesskaber" i udkastet til den nye handicappolitik, hvor en af indsatserne drejer sig om at øge mulighederne for, at mennesker med handicap kan deltage i en bred vifte af foreningstilbud. Det er samtidig i tråd med et af Regeringens 10 mål for social mobilitet, der handler om, at flere udenfor arbejdsfællesskabet skal deltage i den frivillige indsats.
Formålet med indsatsen er at sætte fokus på, at alle mennesker kan bidrage med noget. En måde at bidrage til lokalsamfundet på er ved at yde en frivillig indsats eksempelvis i en forening. Målet er at åbne lokalsamfundets sociale fællesskaber endnu mere op, så flere mennesker kan deltage, herunder mennesker med sociale udfordringer, som ofte kan opleve særlige barrierer for at deltage.
For at skabe endnu bedre mulighed for, at flere yder en frivillig indsats, udpeges 'plads til alle i foreningerne' til særligt indsatsområde i 2017. Foreningerne opfordres til at søge puljemidler til aktiviteter og indsatser, der skaber gode betingelser for, at flere kan være frivillige. Det kan for eksempel være en aktivitet, der henvender sig til de mennesker, der af forskellige årsager ikke har lyst til at binde sig til en forening i form af et traditionelt medlemskab, men bare ønsker at yde en frivillig indsats i et aftalt, afgrænset tidsrum.
Kommunikationsstrategi for særlige indsatsområder - "Frivilligt Fokus"
Som en del af handleplanen for frivilligt socialt arbejde 2016-17 er det besluttet at styrke de særlige indsatsområder. Derfor har forvaltningen udarbejdet en kommunikationsstrategi kaldet "Frivilligt Fokus". Strategien beskriver baggrund, formål, budskaber, mål og succeskriterier samt målgrupper og kommunikationskanaler.
Formålet er at øge antallet af ansøgninger, så flere frivillige sociale foreninger opretter aktiviteter inden for områderne. Rødovre Kommune vil evaluere ansøgningerne i forhold til, om målet er nået.
Lov- og plangrundlag
Serviceloven §18
Rødovre Kommunes politik på det frivillige sociale område.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
Efter godkendelse af de særlige indsatsområder for 2017 og den nye kommunikationsstrategi udmeldes det til de frivillige sociale foreninger.
Bilag
Bilag 1: Kommunikationsstrategi for særlige indsatsområder - Frivilligt Fokus Forslag til medlemssammensætning af det første udsatteråd
Sag nr. 74
Beslutningskompetence: SOSU
Sagens kerne
Social- og Sundhedsforvaltningen fremlægger forslag til medlemssammensætning af det første udsatteråd i Rødovre Kommune.
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
at forslag til medlemssammensætning af det første udsatteråd i Rødovre Kommune godkendes.
Beslutning
Godkendt.
Sagsfremstilling
Social- og Sundhedsudvalget godkendte den 15. november (sag nr. 62) forslag til etablering af og vedtægter for Udsatterådet i Rødovre Kommune. Samtidig blev det godkendt, at medlemssammensætningen af Udsatterådet skulle fremlægges til godkendelse på møde den 6. december i Social- og Sundhedsudvalget.
Udsatterådet skal i følge vedtægterne bestå af højst 10 medlemmer og fem suppleanter og skal sammensættes, så det dækker områderne misbrugsbehandling, forebyggelse og sundhedsfremme, social- og psykiatriområdet, det boligsociale arbejde, samt beskæftigelsesområdet. Der skal være en overvægt af borger-/brugerrepræsentanter i rådet (12 i alt) og et mindre antal medarbejderrepræsentanter (tre i alt).
Forvaltningen foreslår Lars Ahlstrand som formand for Udsatterådet. Derudover er følgende medlemmer udpeget: Kevin Lund, Susanne Mikkelsen, Josefine Aagaard, Daniel Rasmussen, Kirsten Falster, Tobias Tor Due, Claus Sigesmundsen, Magnus Gybel, Bente Frederiksen, Tina-Maria Kjær, Jannie May-Britt Lund, Tommy Ladefoged, Jane Rønde Christensen samt en repræsentant for foreningen Lænken. Næstformand og suppleanter fastlægges på det første møde i Udsatterådet.
Som nævnt i mødesagen om etablering af Udsatterådet er forslag til medlemssammensætningen ikke foretaget ved udpegning af repræsentanter fra foreninger. Forslag til medlemmer af Udsatterådet er fundet gennem interview med nøglepersoner i kommunen, som i deres daglige arbejde er i kontakt med udsatte eller potentielt udsatte borgere. De har udpeget borgere, som brænder for udsatteområdet, og som har ressourcer til at deltage i Udsatterådets arbejde.
Derudover har forvaltningen taget kontakt til de personer, der er blevet interviewet i forbindelse med udarbejdelsen af udsattepolitikken. Der er gennemført interview med alle de foreslåede medlemmer, hvor forventninger og roller er blevet gensidigt afstemt.
Denne fremgangsmåde er valgt, da mange udsatte borgere ikke er organiseret i foreningslivet. Der er dog repræsentanter med fra SIND og Lænken i forslag til medlemssammensætningen.
For at sikre kontinuiteten i rådets arbejde lægger Social- og Sundhedsforvaltningen op til, at suppleanterne deltager på lige fod med de andre medlemmer på møderne. Samtidig er der lagt vægt på, at medlemmerne er valgt ud fra både deres erfaring, engagement og motivation for at gøre en forskel for udsatte grupper, og at de er blevet sat ind i, hvad arbejdet i Udsatterådet går ud på, inden de har sagt ja til at være med i rådet.
Lov- og plangrundlag
Ingen.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
Første møde i Udsatterådet vil være i slutningen af januar 2017, hvor der vil være en workshop, hvor medlemmerne skal arbejde med pejlemærker for rådets arbejde.
Bilag
Bilag 1: Forslag til medlemmer af Udsatterådet i Rødovre Diverse
Sag nr. 75
Beslutningskompetence: SOSU
Sagens kerne
Beslutning
Taget til efterretning
Protokollen oplæst. Mødet afsluttet kl.: 18:10