Social- og Sundhedsudvalget

13-04-2021

Medlemmer

Formand Annie Arnoldsen Petersen (A)
Ahmed H. Dhaqane (A)
Birgitte Glifberg (A)
Claus Gisselmann Olsen (UP)
Marianne Christensen (Ø)

Sager 24 - 35

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 24

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Oversigt fremlægges til orientering.

  1. Nyhedsliste for Social i perioden 09.02.2021 - 23.03.2021 (se bilag 1)
  2. Status på COVID-19
  3. Notat vedr. ”Status pr. medio marts 2021 fra Vores Sunde Hverdag” (se bilag 2)

Indstilling

Meddelelsespunkterne forelægges til orientering.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Bilag 1: Nyhedsliste for Social i perioden 09.02.2021 - 23.03.2021
Bilag 2: Status fra Vores Sunde Hverdag

Fremlæggelse af oversigt over visitation af pladser til plejehjem
Sag nr. 25

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger oversigt over visitation af borgere til plejehjem for 2020 og 2021 pr. marts 2021 til orientering.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at oversigt over visitation af borgere til plejehjem for 2020 til 2021 pr. marts 2021 tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger oversigt over visitation af borgere til plejehjem hver anden måned.
I perioden fra den 9. januar 2021 til den 22. marts 2021 har visitationsudvalget modtaget 35 ansøgninger om plejebolig. Ingen borgere har modtaget afslag på ansøgning om plejebolig.
I perioden fra den 9. januar 2021 til den 22. marts 2021 er sket følgende:

  • 27 borgere er flyttet permanent i plejebolig i Rødovre Kommune
  • Fem borgere fra anden kommune er flyttet i plejebolig i Rødovre Kommune
  • Fire borgere fra Rødovre Kommune er flyttet i plejebolig i anden kommune
  • 11 borgere har takket nej til plejebolig:
    • Fem borgere ønskede ikke plejebolig lige nu, og deres ansøgning er sat på pause.
    • En borger ønskede alligevel ikke at søge plejebolig i Rødovre Kommune og søger nu plejebolig i anden kommune.
    • En borger nåede ikke at flytte, før borger fik tilbudt bolig i anden kommune, som borger takkede ja til.
    • To borgere ønskede alligevel ikke at søge plejebolig og er slettet fra ventelisten.
    • En borger ønskede alligevel ikke plejebolig på anvist plejehjem og er nu på venteliste til et plejehjem efter eget ønske.
    • En borger ønskede alligevel ikke plejebolig på anvist plejehjem, søgte så plejehjem efter eget ønske, men da borger fik tilbudt det, ønskede borger alligevel ikke plejebolig lige nu, og ansøgningen er sat på pause.

Pr. 22. marts 2021 er der 10 ledige plejeboliger. Fire boliger er under klargørelse.
Rødovreborgere på den generelle venteliste
På den generelle venteliste er opført borgere, der lader sig skrive op til alle kommunens plejehjem, og som kommunen er forpligtet til at tilbyde plejebolig inden for to måneder. Ingen borgere er noteret på den generelle venteliste. Derfor er der ingen borgere, hvor kommunen ikke overholder ventegarantien.
Rødovreborgere på venteliste til et plejehjem efter eget ønske
På denne venteliste er opført borgere, der ønsker at bo på et specifikt plejehjem. Det betyder, at kommunen tilbyder en bolig, når der er en bolig ledig. To borgere er noteret på den specifikke venteliste. Den ene borger ønsker plejebolig på Plejehjemmet Ørbygård, den anden skærmet enhed på Plejehjemmet Engskrænten eller Dorthe Mariehjemmet.
Rødovreborgere på venteliste til anden kommune
Tre borgere søger udelukkende plejehjem i anden kommune.
Udenbysborgere på venteliste i Rødovre Kommune
Tre borgere fra anden kommune er noteret på venteliste til plejebolig i Rødovre Kommune. To borgere søger under plejeboliggarantien. Den ene borger ønsker ikke at flytte under Covid-19-pandemien. Den anden borger mangler at få afklaret økonomien i hjemkommunen. Begge ansøgninger er efter aftale sat på pause. En borger søger specifikt, men er efter aftale med ægtefælle sat på kort pause, da ægtefælle syntes, det gik for hurtigt med at få anvist bolig.
Pr. 22. marts 2021 har 16 rødovreborgere sat deres ansøgning om plejebolig på pause.
Se oversigt "Borgere visiteret til plejehjem for 2020 og 2021, pr. marts 2021" i vedlagte bilag.

Lov- og plangrundlag

Lov om almene boliger § 54.

Lov om social service § 192.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Borgere visiteret til plejehjem for 2020 og 2021, pr. marts 2021

Ørbygård, skema C byggeregnskab
Sag nr. 26

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Godkendelse af skema C, som er byggeregnskabet for ombygning af plejehjemmet Ørbygård med etablering af 82 plejeboliger med tilhørende servicearealer, samt anlægsregnskab for bevillingerne til boligarealer og servicearealer til ombygningen, forelægges til godkendelse.

Indstilling

Ressource- og Serviceforvaltningen indstiller,

  1. at skema C vedrørende plejeboligerne med en støtteberettiget anskaffelsessum på 153.960.422 kr. kr. godkendes,
  2. at skema C vedrørende servicearealet med en anskaffelsessum på 69.115.549 kr. godkendes,
  3. at anlægsregnskabet godkendes, samt
  4. at mindreudgiften i anlægsregnskabet til ombygningen af plejehjemmet på i alt 6.622.971 kr. tilføres kassebeholdningen.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Skema C
Kommunalbestyrelsen godkendte på sit møde den 31. maj 2016 skema B (sag nr. 96) (budgettet for byggeriet), som omfatter ombygning af plejehjemmet Ørbygård med 82 plejeboliger med tilhørende serviceareal på 2.232 m2.

Bebyggelsen er taget i brug i februar 2020, og byggeregnskabet har skæringsdato den 1. marts 2020.

DAB har varetaget kommunens interesser i forbindelse med byggeriet og har udarbejdet skema C, som hermed fremlægges til Kommunalbestyrelsens godkendelse af byggeregnskabet.

Plejeboligernes samlede anskaffelsessum er i skema C opgjort til 160.576.823 kr. Anskaffelsessummen må ikke overskride gældende maksimumbeløb for plejeboligerne, som udgør 156.860.000 kr. Der fremkommer således en merudgift i skema C på 3.716.823 kr., som skyldes ekstra fundering på grund af en skjult kælder/delvis ingeniørgang af betonfundamenter, som ikke var angivet i projektet, samt øvrige komplikationer, som har forsinket kloakarbejde og udgravning af eksisterende betonelementer. Merudgiften kan ikke medtages i den støtteberettigede anskaffelsessum og skal finansieres særskilt.

Bebyggelsen er opført i to afsnit og byggeafsnit 1 med 34 boliger har været i brug siden maj 2018. Da nettodriftsindtægterne under driftsperioden for afsnit 1 i perioden maj 2018 til februar 2020, der er opgjort til 2.899.578 kr., skal fradrages den støtteberettigede anskaffelsessum, udgør den endelige støtteberettigede anskaffelsessum 153.960.422 kr.

Anskaffelsessummen for servicearealet er opgjort til 69.115.549 kr. I forhold til skema B er der en merudgift på 3.637.660 kr.

  • Støtteberettiget anskaffelsessum:
    Skema B, boliger / serviceareal: 156.860.000 kr. / 65.477.889 kr.
    Skema C, boliger / serviceareal: 153.960.422 kr. / 69.115.549 kr.
  • Husleje ekskl. forbrug:
    Skema B: 1.289 kr./m2/år.
    Skema C: 1.311 kr./m2/år. (pl reguleret i 2021).

Anskaffelsessummen for plejeboligerne finansieres ved:

  • 88 % lån, svarende til 135.485.171 kr.
  • 10 % kommunal grundkapitallån, 15.396.042 kr.
  • 2 % beboerindskud, 3.079.208 kr.

Servicearealerne finansieres af kommunen med statstilskud på 40.000 kr. pr. bolig, i alt 3.280.000 kr.

Den skønnede husleje udgør kr. 1.311,- / m2 / år ekskl. forbrug.

Byggeregnskabet indeholder afsatte beløb på 747.111 kr. vedrørende servicearealerne og 3.361.008 kr. vedrørende plejeboligdelen. Revisorpåtegnet dokumentation for afholdelsen af afsatte beløb fremsendes til kommunen inden seks måneder fra godkendelsen af skema C.

Anlægsregnskab for bevillingerne til ombygningen
Kommunalbestyrelsen har i tilknytning til godkendelsen af skema B på mødet d. 31. maj 2016 (sag nr. 96) godkendt anlægsbevillinger til ombygningen af plejehjemmet Ørbygård på 156.931.000 kr. inkl. moms til boligdelen og 60.468.000 kr. ekskl. moms til servicearealerne. Anlægsbevillingen på servicearealerne er inkl. en tillægsbevilling på 10.100.000 kr. (ekskl. moms), som Kommunalbestyrelsen godkendte på mødet d. 30. april 2019 (sag nr. 69), og det statslige tilskud på 40.000 kr. pr. bolig, i alt 3.280.000 kr. er indregnet.

Det bemærkes, at anlægsbevillingen til boligerne er midlertidig finansiering, da der efter godkendelsen af skema C optages realkreditlån på 135.485.171 kr., som afdrages af beboerne. Den kommunale udgift til boligdelen er grundkapitallån og den del af anskaffelsessummen, som ikke kan holdes inden for maksimumbeløbet.

Anlægsregnskabet udviser en merudgift på boligarealerne på 757.854 kr. og en mindreudgift på servicearealerne på 7.380.825 kr., i alt en kommunal mindreudgift på netto 6.622.971 mio. kr., som skyldes mindre byggelånsrenter og øvrige finansielle udgifter på 1.217.444 kr., driftsresultatet på boliger og serviceareal i perioden maj 2018 - 1. februar 2020 på 2.378.807 kr. (under opførelsen af byggeafsnit 2) og mindre til etableringsomkostninger på 3.026.720 kr.

Anlægsregnskab for boligerne:
Resultatet i skema C for boligerne er en merudgift på 3.716.823 kr., mens anlægsregnskabet udviser en merudgift på 757.854 kr. Differencen på 2.958.969 kr. skyldes, at bevillingerne i anlægsregnskabet fra 2016 er i mio. kr. afrundet med 1 decimal (forskel på 59.390 kr.), og at anlægsregnskabet indeholder driftsresultatet på boligerne under byggeperioden maj 2018 – 1. februar 2020 på 2.899.578 kr.

  • Skema C: Resultat boliger inkl. moms - merudgift: 3.716.823 kr.
  • Afrunding bevilling anlægsregnskab inkl. moms: -71.000 kr.
    (156.860.000 kr. - 156.931.000 kr.)
  • Difference i grundkøbesum mellem indskud i anlægsregnskabet: 11.610 kr.
    (jf. KB d. 31. maj 2016 og skema C: 14.300.000 kr. -14.288.390 kr.)
  • Driftsresultat i byggeperioden maj 2018 - 1. februar 2020: -2.899.578 kr.
  • Anlægsregnskab, merudgift i alt inkl. moms: 757.854 kr.
    (kommunal udgift)

Anlægsregnskab for servicearealerne:
På servicearealerne er resultatet i skema C en merudgift på 3.637.660 kr., mens resultatet i anlægsregnskabet er en mindreudgift på 7.380.825 kr.

Differencen på -11.018.485 kr. skyldes, at anlægsregnskabet indeholder tillægsbevillingen i 2019 på 10.100.000 kr., og at bevillingerne i anlægsregnskabet fra 2016 er afrundet til mio. kr. til 1 decimal (forskel på 98.542 kr.), samt moms da anlægsregnskabet opgøres ekskl. moms (819.842 kr.) i modsætning til skema C-byggeregnskabet, idet servicearealerne er en ren kommunal udgift.

  • Skema C: Resultat servicearealer merudgift: 3.637.660 kr.
  • Afrunding bevilling anlægsregnskab ekskl. moms: -134.177 kr.
    (53.693.823 kr. - 53.828.000 kr.)
  • Difference i grundkøbesum mellem indskud i anlægsregnskabet og skema C: 35.534 kr.
    (6.000.000 kr. - 5.964.466 kr.)
  • Afløftning af moms i skema C, netto forskel budget og forbrug: -819.842 kr.
  • Tillægsbevilling, KB d. 30. april 2019 (sag nr. 69): -10.100.000 kr.
  • Anlægsregnskab, udgift i alt ekskl. moms: -7.380.825 kr.

Lov- og plangrundlag

Lov om almene boliger kapitel 9 vedrørende finansiering af nybyggeri.

Bekendtgørelse om støtte til almene boliger kapitel 10 (boligerne) og kapitel 11 (serviceareal).

Økonomiske konsekvenser

Resultatet i skema C for boligerne er en merudgift på 3.716.823 kr. i forhold til maksimumbeløbet for plejeboligerne og for servicearealerne en merudgift på 3.637.660 kr. i forhold til skema B, begge beløb inkl. moms. I alt en merudgift i skema C i forhold til skema B på 7.354.483 kr. inkl. moms.  

Kommunalbestyrelsen har den 30. april 2019 (sag nr. 69) godkendt en tillægsbevilling til ombygningen på 10.100.000 kr. ekskl. moms, som ikke indgår i skema C.

Resultatet i anlægsregnskabet er en mindreudgift hos kommunen på netto 6.622.971 kr., som tilføres kassebeholdningen, heraf en merudgift på boligarealerne på 757.854 kr. og en mindreudgift på servicearealerne på 7.380.825 kr.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Ørbygård skema C - byggeregnskab serviceareal.
Bilag 2: Ørbygård skema C - byggeregnskab boliger.
Bilag 3: Ørbygård skema C - indstillingsskrivelse servicearealer.
Bilag 4: Ørbygård skema C - indstillingsskrivelse boliger.

Plejehjemmet Ørbygård boliger - udgiftsneutral tillægsbevilling
Sag nr. 27

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger sag om en udgiftsneutral bevilling til budget 2021 til godkendelse. Dette er en konsekvens af etableringen af de 82 nye plejeboliger på Ørbygård.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller, at det godkendes,

  1. at der gives en bevilling til Økonomiudvalget i 2021 på 6.166.000 kr. vedrørende boligerne på Ørbygård,
  2. at der gives en bevilling til Social- og Sundhedsudvalget i 2021 til drift af boligerne på 639.000 kr., samt
  3. at der gives en bevilling til Social- og Sundhedsudvalget i 2021 på - 6.805.000 kr. (indtægtsbevilling) vedrørende huslejebetalinger på Ørbygård. I alt en udgiftsneutral bevilling til udvalgene på 0 kr.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Driften og huslejerne på boligerne på det nye Ørbygård reguleres efter lov om almene boliger, idet udgifterne til driften og finansieringen af boligerne dækkes af huslejeopkrævningerne hos beboerne, og således ikke har nogen likviditetsmæssige virkninger for kommunen. Men da der er tale om en kommunal ejendom skal udgifterne og indtægterne optages i kommunens budget og regnskab.

DAB har som kommunens administrator udarbejdet et endeligt budget for boligafdelingen på Ørbygård i 2021, hvor huslejen på boligerne udgør 1.315 kr. pr. m2. Huslejen er på niveau med skønnet for huslejen, som den er opgjort i særskilt sag til Kommunalbestyrelsen den 27. april 2021 om ”Ørbygård, skema C vedr. plejeboliger og serviceareal”.

De samlede udgifter og indtægter i 2021 er budgetteret til brutto 7.030.000 kr., netto i alt en udgift på 0 kr.


Udgifterne og indtægterne fordeler sig med:

  • 639.000 kr. til drift (el, varme, rengøring, vedligeholdelse og diverse udgifter)
  • 838.000 kr. til ejendomsskatter, afgifter, renovation og forsikringer
  • 5.328.000 kr. til terminsydelser (afdrag og lån på realkreditlån) og henlæggelser på finans, samt
  • en indtægt -7.030.000 kr. fra huslejebetalinger fratrukket administrationsbidrag og renter på 225.000 kr., netto -6.805.000 kr.

Budget for 2022 ff. indarbejdes i budgetforslag 2022.

Lov- og plangrundlag

Lov om almene boliger.

Økonomiske konsekvenser

Da huslejen er en omkostningsbestemt husleje, er der ingen kommunaløkonomiske konsekvenser.

Budgettet til boligerne er i 2021 fordelt på Social- og Sundhedsudvalget med:

  • 639.000 kr. på fkt. 5.30 Tilbud til ældre
  • -6.805.000 kr. på fkt. 0.25 Faste ejendomme

Og på Økonomiudvalget med:

  • 838.000 kr. på fkt. 5.30 Tilbud til ældre
  • 5.328.000 kr. på fkt. 8.52 Forskydninger i kortfristet gæld i øvrigt.

Budgettet fra 2022 og efterfølgende år indarbejdes i budgetforslag 2022.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Ørbygård boliger afd. 3071 - Budget 2021

Status på Dorthe Mariehjemmets økonomi
Sag nr. 28

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger status for økonomien på det selvejende plejehjem Dorthe Mariehjemmet med Social- og Sundhedsforvaltningens kommentarer til orientering.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at status for Dorthe Mariehjemmets regnskab 2020 og økonomi tages til efterretning.

Beslutning

Indstilles taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen har modtaget Dorthe Mariehjemmets årsrapport og revisionsprotokollat 2020, som forelægges til orientering. Dorthe Mariehjemmet fremsender ultimo april en revisionspåtegnet budgetopfølgning for 1. kvartal 2021, som forelægges til politisk behandling i maj.

Aftalen med Dorthe Mariehjemmet indebærer, at Rødovre Kommune betaler en fast døgntakst for de visiterede borgere, og at såvel over- som underskud er kommunen uvedkommende.

Regnskab 2020 viser et overskud 0,1 mio. kr. (før af- og nedskrivninger), hvilket svarer til det aftalte med plejehjemmet for 2020. Det er en forbedring af resultatet på driften med 4,1 mio. kr. i forhold til 2019, på grund af en reduktion af personaleomkostningerne med 2,6 mio. kr., samt færre øvrige nettoomkostninger på 1,5 mio. kr. Resultatet efter finansielle poster er et underskud på 1,5 mio. kr.

Ifølge plejehjemmet har der været overskud på driften i de to sidste måneder af 2020. Det svarer til forvaltningens vurdering ud fra oplysningerne i regnskabet og budgetmateriale fra plejehjemmet, som forvaltningen har fået forelagt.

Plejehjemmet har som aftalt afdraget 1 mio. kr. i 2020 på likviditetstilskuddet fra kommunen i 2018. I 2021 forventes et afdrag på 1,5 mio. kr. og i 2022 på 1 mio. kr., som det sidste afdrag i henhold til aftalen.

Ligeledes er der sket afdrag på det gamle lån på 380.000 kr. Dorthe Mariehjemmet har modtaget kompensation for COVID-19-relaterede udgifter og statstilskud relateret til COVID-19 på 1.025.044 kr. Af regnskabet fremgår, at plejehjemmet pr. 31. december 2020 har modtaget forudbetalinger og lån fra kommunen på i alt 8,1 mio. kr. Det er inkl. fremrykning af afregningsdato, idet forudbetalingerne og lån til Dorthe Mariehjemmet i kommunens regnskab udgør 4,6 mio. kr.

I ledelsesberetningen fremgår det i lighed med de seneste 3 år, at der er usikkerhed om institutionens evne til at fortsætte sin drift. Ledelsen har i 2020 og 2021 arbejdet med løsningsmuligheder jf. den aftalte genopretningsplan med kommunen, og vil forsøge at gennemføre driften for 2021 efter gennemførelse af disse besparelsestiltag. Det er ledelsens klare opfattelse, at institutionen kan løfte denne udfordring, og ledelsen har stor fokus på den løbende likviditet.

Revisionen bemærker, at de er enige i ledelsens beskrivelse af usikkerheden ved fortsat drift, men også at de ikke har fundet grundlag for at foretage en anden vurdering end den af ledelsen foretagne.

Plejehjemmet er i starten af 2021 udfordret af, at indtægterne fra kommunens opholdsbetalinger er lavere end budgetteret på grund af en stigning i antallet af tomme plejeboliger i løbet af 2020-2021. En direkte årsag er flere pladser på Ørbygård. En anden er coronakrisens indvirkning på borgernes ønsker om en plejebolig. Dorthe Mariehjemmet har således i gennemsnit haft ca. fem tomme boliger i januar-februar, hvilket er tre boliger mere end sammenholdt med gennemsnittet i 2019.

Der er på alle kommunens plejehjem aktuelt ledige pladser jf. SOSU sag 25 april 2021 som følge af åbningen af de nye pladser på Ørbygård og coronaepidemiens indvirkning på borgernes ønske om plejebolig. Det betyder, at Dorthe Mariehjemmet aktuelt har en lavere belægning med ca. fem tomme boliger i januar-februar, hvilket er tre boliger mere end sammenholdt med gennemsnittet i 2019. Det medfører et behov for tilpasning af belægningsprocenten på Dorthe Mariehjemmet. Forvaltningen følger tæt op på udviklingen, således at aktiviteterne tilpasses den aktuelle udvikling.

Lov- og plangrundlag

Aftale med bestyrelsen for Dorthe Mariehjemmet indgået af Kommunalbestyrelsen den 22. december 09 (sag nr. 237).

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: 2020 Årsrapport Den selvejende Institution Dorthe Mariehjemmet
Bilag 2: Regnskabserklæring 070421
Bilag 3: 2020 Revisionsprotokollat Den selvejende Institution Dorthe Mariehjemmet

Orientering om den boligsociale anvisning for 2020
Sag nr. 29

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen orienterer om den boligsociale anvisning i 2020.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at orienteringen om den boligsociale anvisning tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Rødovre Kommune har en aftale med fællesrepræsentationen af almene boligorganisationer i Rødovre om, at kommunen har anvisningsret til hver tredje ledige bolig, hvoraf hver anden af disse boliger fordeles til borgere med særlige behov. Såfremt en bolig på grund af lejens størrelse ikke kan udlejes til boligsocial anvisning, vil anvisning ske til borgere på den behovsbestemte liste. Aftalen blev indgået med virkning fra den 1. januar 2016 og er gældende for en fireårig periode. Aftalen er i 2019 forlænget med yderligere fire år frem til udgangen af 2023.

Det er det boligsociale udvalg, der anviser de boligsociale lejligheder. Udvalget består af chefen for Børne- og Familieafdelingen og chefen for Social- og Borgerservice. Anvisningen af de boligsociale lejligheder vurderes fortsat at fungere godt.

Den boligsociale liste var pr. 31. december 2020 på 218 godkendte ansøgere. Det er 32 færre godkendte ansøgere end i 2019. Der har de seneste år været en stigende efterspørgsel efter billige lejeboliger. Det er vanskeligt at påvise årsagen til denne stigning, men der er en generel stigning i efterspørgslen på billige boliger i København og omegn.

I 2020 har det boligsociale udvalg behandlet 256 ansøgninger, hvoraf 104 personer er godkendt til bolig. I samme periode har 107 fået meddelt afslag på deres ansøgning. De resterende 45 ansøgninger vedrører behandling af nye oplysninger i allerede godkendte ansøgninger.

Begrundelse for afslag til opskrivning er meddelt ud fra nedenstående årsager:

  • Flyttet i fremlejet bolig (24)
  • Flyttet ind hos familie/venner (25)
  • Indeklimaproblemer (5)
  • Søger større bolig/søger om større bolig i et andet boligområde (26)
  • Kortvarigt samliv i Rødovre (10)
  • Ingen adresse i Rødovre. Ingen tilknytning til Rødovre (17)

Af de 107 afslag er der 24 ansøgere, der enten skriftligt eller mundtligt har klaget over afslaget. Der er givet medhold i to af klagerne.

Der er i 2020 anvist 74 boliger, hvilket er en lille stigning på fem boliger sammenlignet med 2019. Anvisningerne fordeler sig således:

  • Et-værelsesbolig (10)
  • To-værelsesbolig (25)
  • Tre-værelsesbolig (37)
  • Fire-værelsesbolig (2)

Følgende giver et billede af de 218 godkendte ansøgeres oplyste betalingsevne:

  • 34 ansøgere til et-værelsesbolig. Heraf kan 14 ansøgere max. betale 3.000 kr. i månedlig husleje.
  • 105 ansøgere til to-værelsesbolig. Heraf kan 44 ansøgere max. betale 5.000 kr. i månedlig husleje.
  • 48 ansøgere til tre-værelsesbolig. Heraf kan 31 ansøgere max. betale 6.000 kr. i månedlig husleje.
  • 31 ansøgere til fire-værelsesbolig. Heraf kan 10 ansøgere max. betale 7.000 kr. i månedlig husleje og 11 ansøgere max 9.000 kr. i månedlig husleje.

Flere af ansøgernes lave betalingsevne gør, at den del af de borgere, der opskrives og godkendes på den boligsociale liste reelt aldrig vil modtage et boligtilbud. For eksempel er betalingsevnen for ansøgere til to-værelsesboliger for 44 ansøgere 4.100-5.000 kr. Tallene er udtryk for, at det fortsat er en stor udfordring at imødekomme behovet for billige boliger i Rødovre Kommune.

Lov- og plangrundlag

Almenboligloven paragraf 59.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Boligsocial statistik 2020

Dispensation for regler om undervisningstid på Udviklingscenter Skiftesporet
Sag nr. 30

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Folkeskoleloven fastlægger et minimumstimetal for undervisning af elever, men giver Kommunalbestyrelsen mulighed for at dispensere for dette. For fortsat at sikre sammenhæng i Udviklingscenter Skiftesporets undervisning og behandling søges der, i lighed med de seneste syv år om dispensation for reglerne om mindste varighed af undervisningstiden.

Sagen forelægges i Børne- og Skoleudvalget samt i Social- og Sundhedsudvalget.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at forslaget om dispensation til, at undervisningstiden på Udviklingscenter Skiftesporet i skoleåret 2021/2022 fastlægges til 30 timer pr. uge for alle klassetrin godkendes.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Folkeskolereformen, der trådte i kraft den 1. august 2014, fastlægger et minimumstimeantal for elevernes årlige skoletid. For Udviklingscenter Skiftesporets vedkommende vil det fulde timeantal for eleverne få alvorlige konsekvenser for muligheden for at fastholde den behandlingsorienterede tilgang til arbejdet med eleverne og deres familier.

Arbejdet på Udviklingscenter Skiftesporet indeholder foruden undervisning:

  • Individuelle samtaler med børn, unge og deres familier
  • Undervisning og supervision af personalet
  • Eksterne møder med samarbejdspartnere som PPR, folkeskoler og Børne- og Familieafdelingen.

"Lov om ændring af lov om folkeskolen og forskellige andre love " (L51 vedtaget den 20. december 2013) indeholder mulighed for at ansøge Kommunalbestyrelsen om et reduceret timetal inden for den understøttende undervisning, hvis der ydes yderligere faglig støtte og undervisningsdifferentiering ved hjælp af ekstrapersonale i klassen.

Da tæt faglig støtte og undervisningsdifferentiering allerede indgår som en integreret del af dagligdagen på Udviklingscenter Skiftesporet, hvor alle undervisningslektioner typisk er bemandet med to medarbejdere, ansøges der om reduktion af timeantallet for eleverne på 4. til 6. klassetrin og 7. og 8. klassetrin, så alle elever fortsat har en samlet skoledag fra kl. 8.00 til kl. 14.00 (30 timer om ugen).

Det opfylder kravene for 0. til 3. klassetrin, som er 28 undervisningstimer og to timers lektiecafé om ugen. For eleverne på 4. til 6. klassetrin betyder det tre timers mindre undervisningstid om ugen, da kravet er 30 undervisningstimer og tre timers lektiecafé. For de ældste elever betyder det fem timers mindre undervisningstid om ugen, da kravet er 33 undervisningstimer og to timers lektiecafé.

Dispensation for mindste varighed af undervisningstiden kan ifølge loven bevilges i op til et år.

Lov- og plangrundlag

L51: "Forslag til Lov om ændring af lov om Folkeskolen og forskellige andre love" §14b og §16b, som blev vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 20. december 2013.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Dispensation for mindste varighed af undervisningstiden på Udviklingscenter Skiftesporet gælder fra 1. august 2021 og frem til 31. juli 2022.

Anlægsbevilling - Renovering af Udviklingscenter Skiftesporet
Sag nr. 31

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger bevilling til projektering af energirenovering af Udviklingscenter Skiftesporet og plan for gennemførelse af arbejdet til godkendelse.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

  1. at der gives en anlægsbevilling på 3,0 mio.kr. til Social- og Sundhedsforvaltningen, som finansieres af det i investeringsoversigten afsatte rådighedsbeløb på 3,0 mio.kr. i 2021 til energirenovering af Udviklingscenter Skiftesporet,
  2. at gennemførelsen varetages af Teknisk Forvaltning, samt
  3. at tidsplanen godkendes.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Udviklingscenter Skiftesporet står overfor en større energirenovering. Hertil er der i investeringsoversigten til budget 2021 afsat 3,0 mio. kr. til projektering samt 22,0 mio.kr. i 2022.

Teknisk Forvaltning sørger for, at arbejdet udføres med mindst mulig gene for brugerne.

Lov- og plangrundlag

Rødovre Kommunes byggestyringsregler.

Økonomiske konsekvenser

Bevillingen vedrører hovedfunktion 05.28 "Tilbud til børn og unge med særlige behov". De samlede udgifter til gennemførelse af forslaget er anslået til 3,0 mio. kr., den samlede bevilling udgør 25,0 mio.kr. til energirenovering af Udviklingscenter Skiftesporet.

Det er på nuværende tidspunkt usikkert, hvilken indflydelse energirenoveringen har på den afledte drift, hvorfor dette først kan kvantificeres yderligere i forbindelse med selve anlægsbevillingen på de resterende 22,0 mio.kr.

Tidsplan

Projektering: Maj - oktober 2021

Anlægsbevilling: November 2021

Udførelse: Juli 2022 - maj 2023

Ibrugtagning: Juni 2023

Bilag

Bilag 1: Bevillingsoplæg (åben dagsorden) Skiftespore - Energirenovering 290321

Beredskab til forebyggelse, tidlig opsporing og behandling af sager om overgreb mod børn og unge
Sag nr. 32

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger opdateret handlevejledning, når børn er udsat for overgreb, til medarbejdere i Rødovre Kommune til orientering.

Sagen behandles samtidig i Børne- og Skoleudvalget og Social- og Sundhedsudvalget.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at handlevejledningen, når børn er udsat for overgreb, tages til efterretning.

Beslutning

Indstilles taget til efterretning.

Sagsfremstilling

I følge loven om beskyttelse af børn mod overgreb skal alle kommuner have et beredskab med klare procedurer for, hvordan ansatte, der er i kontakt med børn og unge skal handle, hvis de har mistanke eller viden om overgreb.

Rødovre Kommune har udformet beredskabet som en handlevejledning til medarbejdere i kommunen. Handlevejledningen blev udarbejdet i 2013 og godkendt af Kommunalbestyrelsen. Den skal godkendes i hver valgperiode. Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger opdateret handlevejledning til orientering.

Beredskabet er tænkt som et opslagsværk for kommunalt ansatte, der har brug for viden om og hjælp til handling, hvis de pludselig får kendskab til, at et barn eller en ung er udsat for overgreb, som kan være såvel fysisk, psykisk som seksuelt.

I opdateringen er Socialstyrelsens definitioner af fysisk- og psykisk vold i nære relationer, seksuelt overgreb samt overværelse af vold indarbejdet.

Beredskabet skal medvirke til:

  • at fagpersoner får en tilstrækkelig viden til at reagere
  • at fagpersoner bliver bedre til at forebygge, opspore og håndtere sager, hvor børn og unge udsættes for vold og seksuelle overgreb
  • at fagpersoner arbejder tværfagligt og tværsektorielt i håndteringen af sagerne
  • at fagpersoner bliver i stand til at iværksætte en faglig kvalificeret indsats.

Beredskabet beskriver, hvordan sager om overgreb mod børn og unge behandles, med angivelse af klare procedurer for handlinger ved mistanke eller viden om overgreb. Ved overgreb forstås såvel seksuelle overgreb, som vold udøvet mod et barn eller en ung. Såvel håndteringen af underretninger, som samarbejdet med politi og med Børnehus Hovedstaden i disse sager beskrives nøje i beredskabet.

Beredskabet skal endvidere formidle kommunens organisering på området og skabe grundlag for arbejdet med forebyggelse af overgreb i kommunens dag- og døgntilbud samt skoler.

Det skal sikres, at såvel kendskabet til, som den endelige implementering af beredskabet, bliver så bredt forankret som muligt i det daglige arbejde i Rødovre Kommune.

Lov- og plangrundlag

Lov om social service §19, stk. 5.

Økonomiske konsekvenser

Der er ydet kompensation (DUT-midler) for de meropgaver, som handlevejledningen medfører i form af flere administrative opgaver, da den blev indført i forbindelse med budget 2013.

Tidsplan

Loven trådte i kraft den 1. oktober 2013.

Bilag

Bilag 1: Handlevejledning når børn er udsat for overgreb

Status på handleplan for implementering af Røgfri Fremtid 2020-2023
Sag nr. 33

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen fremlægger status for det første års arbejde med handleplanen for Røgfri Fremtid 2020-2023.

Sagen behandles samtidig i alle udvalg.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at status 2021 for handleplan for Røgfri Fremtid 2020-2023 godkendes.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen godkendte på sit møde den 26. maj 2020 (sag nr. 113) handleplan for Røgfri Fremtid i Rødovre 2020-2023. Handleplanen er en naturlig forlængelse af kommunens partnerskabsaftale med Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden om Røgfri Fremtid samt de nationale mål om "Røgfri Generation 2030". Rødovre er et ud af 264 medlemmer af Røgfri Fremtid. Rødovre Kommune bidrager til en røgfri fremtid lokalt. På nationalt plan er der i december 2020 vedtaget en ny lov om forbud mod tobaksreklamer, lov om tobaksvarer og elektroniske cigaretter med videre, som også vil bidrage til målet om en røgfri generation 2030.

Handleplanen sætter fokus på at:

  • forebygge rygestart hos børn og unge
  • fremme røgfri miljøer, hvor børn og unge færdes
  • fremme rygestop blandt unge.

Handleplanen indeholder dermed initiativer, der er igangsat på tværs af kommunens forskellige områder. Med henblik på at sikre og monitorere en fremdrift af planen er der nedsat en styregruppe med repræsentanter fra de relevante fagområder.

Nedenfor fremhæves de væsentligste resultater i forhold til handleplanens indsatser. Det har været en udfordring at inddrage de unge og borgerne i foreningslivet til dialog i denne periode, hvor de fleste aktiviteter i fællesskaber er suspenderet. Til trods for de udfordringer, som Covid-19 situationen har givet, er det forvaltningens vurdering, at der siden planens vedtagelse allerede er sket store ændringer, og at der stadig er, og fortsat vil være, stort fokus på røgfrie miljøer på alle forvaltningens områder.

Røgfri skoletid

Der er indført røgfri skoletid på alle kommunens skoler, SFO'er og klubber fra august 2020. Grundet Covid-19 er flere af aktiviteterne udsat, herunder drøftelse af forældreaftaler på forældremøder på 8. årgang, samt opsamling og vidensdeling med Fælleselevrådet.

Kræftens Bekæmpelses områdekontor har i samarbejde med SSP og skoleområdet lavet en indsats målrettet hver skole med virtuel undervisning af lærerne i "Den korte samtale om rygning". Lærerne er klædt på med mere viden om de unges rygning, samt hvordan de kan imødekomme de unge, der har vanskeligt ved at stoppe med at ryge i skoletiden. Ca. halvdelen af skolerne har haft undervisningen, og når de resterende har været gennem forløbet, udarbejder Kræftens Bekæmpelse en afrapportering.

Ungecenter 2610 har bedt om et fysisk møde med tættere dialog i forbindelse med undervising i "Den korte samtale om rygning". Derfor planlægges dette, når Covid-19-situationen tillader det.

Røgfrie miljøer på kultur- og fritidsområdet

Der er udviklet og opsat plakater med skiltning af røgfrie områder ved sporthallernes indgange. Ved skiltningen er benyttet positive budskaber, som fremmer målet om at passe på børn og unge. Eksempler er: "Tak fordi du ikke ryger foran børn og unge" eller "Her er vi sammen om en røgfri fremtid".

Askebægre ved indgange er flyttet væk fra indgange til hallerne. Der er i igangsat en dialog om det videre arbejde med BKF og foreningerne i forhold til at blive røgfrie. Når det bliver muligt at mødes fysisk i større grupper, bliver der igangsat en proces i et antal foreninger med henblik på at blive en røgfri forening. Processen vil tage udgangspunkt i en afprøvet model fra DGI og Røgfri Fremtid med inddragelse af foreningernes medlemmer.

Ungdomsuddannelserne og de unges røgfrihed

I 'Vestegnssamarbejdet' er der udarbejdet en række tiltag, som er opstartet i marts 2021 med et større virtuelt kick-off møde med ca. 11 tilmeldte ungdomuddannelser og de 10 kommuner. Der er udarbejdet en partnerskabsaftale, der skal indgås mellem Vestegnssamarbejdet "Klar Livet uden røg og rusmidler" og de ungdomsuddannelser, der allerede ønsker at starte op i år. Derudover er der udarbejdet et inspirationskatalog til ungdomsuddannelser over de aktiviteter, som de 10 kommuner kan bidrage med. Der er også oprettet hjemmesiden "Klar Livet..." til ungdomsuddannelserne.

Røgfrihed i børn og unges hjem

Sundhedsplejen har fokus på dialog med forældrene, når de er på besøg hos familier, hvor der ryges. Sundhedsplejen benytter "Very Brief Advice"-metoden i de hjem, hvor der stadig ryges indendørs. Her bliver forældrene gjort opmærksom på muligheden for at få et professionelt rygestopkursus, hvor sundhedsplejerskerne kan henvise direkte til kommunens rygestoptilbud.

Røgfrie legepladser

Legepladerne i henholdsvis Espelundens Park og Stadionparken er blevet røgfrie. Der opsættes tydelig skiltning om dette i foråret, når jorden er frostfri.

Mikroplastik

Mikroplastik fra skodder er et emne til videre bearbejdelse i forbindelse med Rødovre plastikstrategi, der er under udarbejdelse.

Rødovre Kommune som arbejdsplads

Hovedudvalget godkendte i august 2020 at indføre røgfri arbejdstid for alle medarbejdere pr. 1. januar 2021. De medarbejdere/ arbejdspladser, der har ønsket det, er blevet tilbudt rygestopkurser. Efteråret 2020 er blevet brugt til, at de enkelte arbejdspladser har drøftet betydningen af røgfri arbejdstid hos dem.

Rygestopkurser

Rødovre Sundhedscenter udbyder løbende rygestopkurser. Kurserne kan enten være individuelle forløb, gruppeforløb eller digitale tilbud. I alt 115 borgere har i 2020 tilmeldt sig en af rygestopindsatserne i Sundhedscenteret. Ud af dem er 65 røgfri (med et fremmøde på mellem 1-6 gange). I 2020 er der afholdt følgende kurser: 9 gruppekurser, 19 borgere i individuelt rygestopforløb, 1 arbejdspladshold (Rødovre centrum), "Rødovre kvitter smøgerne": 1 online hold, 3 hold med fysisk fremmøde fordelt rundt omkring i Rødovre (Islev bibliotek, Cafébiblioteket i Kærene og Sundhedscenteret).

Trods de skiftende restriktioner, hvor forsamlingsforbuddet og borgernes bekymring i forhold til at mødes med andre har haft stor betydning for muligheden for at afholde rygestopkurser, har det været prioriteret højt, at alle, der ønskede hjælp til at blive røgfri, også har fået støtte til det. Hvor kursusformatet ikke har været muligt, har borgerne fået individuelt tilpassede forløb. Der er i november 2020 oprustet med endnu en medarbejder i Sundhedscenteret, der er uddannet til rygestopinstruktør.

Lov- og plangrundlag

Sundhedsloven paragraf 119, stk. 1 og 2.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ny status for handleplan for Røgfri Fremtid vil blive forelagt i april 2022.

Fælles forår - genaktivering af de frivillige fællesskaber på kultur-, fritids- og socialområdet
Sag nr. 34

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Børne- og Kulturforvaltningen og Social- og Sundhedsforvaltningen fremlægger forslag til nye initiativer, der har til formål at støtte en genaktivering af fællesskaber og foreningsliv på kultur-, fritids- og socialområdet ved en yderligere genåbning af samfundet.

Sagen behandles samtidig i Børne- og Skoleudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Social- og Sundhedsudvalget.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen og Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at notatet tages til efterretning.

Beslutning

Indstilles taget til efterretning.

Sagsfremstilling

På grund af Covid-19 situationen har fælleskaber og foreningsaktiviteter på kultur-, fritids- og socialområdet været lukket ned. Idrætsforeningerne har udtrykt bekymring for det manglende aktivitetsniveau, ungerådgivningen får færre henvendelser på trods af stigende mental mistrivsel blandt unge under corona, og gejsten hos de frivillige er med god grund udfordret. Alligevel har foreningslivet ikke ligget helt stille. Foreningerne har, hvor det har været muligt, søgt at gå nye veje, påtaget sig nye opgaver og indgået nye samarbejder. For børn og unge på kommunens skoler er det tydeligt, at alle har savnet det faste og stabile fællesskab, som klassen udgør.

Fællesskaberne skal genaktiveres efter en kold og mørk periode med lockdown, og det skal være trygt at være sammen og tage del i fællesskabet. På den baggrund har Børne- og Kulturforvaltningen sammen med Social- og Sundhedsforvaltningen udarbejdet en række forslag til konkrete fælles initiativer, såvel som initiativer målrettet henholdsvis kultur- fritids- og socialområdet. Initiativerne er beskrevet yderligere i vedlagte bilag.

Fælles nye initiativer for foreningslivet

For at give foreningerne de bedste forudsætninger for at få gang i foreningslivet igen foreslår forvaltningerne, at der med en fælles foreningskick-off igangsættes en række initiativer der har til formål at:

  1. hjælpe de frivillige med at finde gejsten igen/motivere og synliggøre handlemuligheder for de frivillige
  2. imødekomme behovet for viden om corona-sikker opstart
  3. skabe opmærksomhed om at foreningslivet starter op igen for gamle såvel som nye brugere og
  4. fastholde den nye type frivillighed, der er blomstret op under corona.

På den baggrund planlægges det at afholde følgende aktiviteter:

  • Fælles inspirations- og videndelingsmøde for foreningerne
  • Fælles kommunikationskampagne med temaet ”Sammen i foreningerne igen”
  • Fokus på ad hoc frivillighed

Endvidere planlægges følgende aktiviteter i Social- og Sundhedsforvaltningen:

  • "Kunne du tænke dig aktiviteter sammen med andre?" – en pjece til ældre
  • Straksbehandling og ekstra ansøgningsrunde til frivillig midler
  • Guidede virtuelle ferieture mod ensomhed - 18 lande på 18 uger
  • Markering af genåbning på plejehjemmenes caféer

Samt nedenstående aktiviteter i Børne- og Kulturforvaltningens regi:

  • Trivsels- og læringsdage med skolerne på Skovly
  • En avis for idræts- og foreningslivet
  • Forlængede åbningstider i kommunens idrætsfaciliteter til gavn for idræts- og foreningslivet
  • Rundt i Rødovre – skattejagt
  • Børnekoncerter for alle børnehaver
  • Korkoncerter for plejehjem og bosteder
  • Udeværksted ved Heerup Museum for skoleforløb, foreninger m.v.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Aktiviteterne forventes i udgangspunktet afholdt inden for den eksisterende økonomiske ramme. I forhold til Skovly-initiativet afsøges muligheder for dækning via statslige puljer. Såfremt det ikke sker, kan der opstå merudgifter på op til 0,2 mio. kr.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Fælles Forår - genaktivering af fællesskaberne på kultur- fritids- og socialområdet final

Diverse
Sag nr. 35

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.

Protokollen oplæst. Mødet slut kl. 20.50