Social- og Sundhedsudvalget

01-02-2022

Medlemmer

Formand Annie Arnoldsen Petersen (A)
Ahmed H. Dhaqane (A)
Jette Louise Larsen (C)
Mogens Brauer (C)
Marianne Christensen (Ø)

Fraværende

Ahmed H. Dhaqane (A), sag 12-18

Sager 10 - 18

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 10

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Oversigt fremlægges til orientering.

  1. Livssituationer og indtroduktion til:

- Ældreområdet og den patientrettede del af sundhedsområdet

- Det frivillige sociale område

Indstilling

Meddelelsespunkterne forelægges til orientering.

Beslutning

Udsat.

Normeringer og kvalitet på Rødovre Kommunes plejehjem
Sag nr. 11

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen har i 2021 dels undersøgt de økonomiske rammer, der er afsat til drift af de kommunale og selvejende plejehjem i Rødovre Kommune og dels den hverdagspraksis, der udfolder sig på de fire plejehjem. Sagen omhandler resultaterne af undersøgelserne, samt hvordan der fremover arbejdes med minimumsnormeringer ud fra en fælles kvalitetsforståelse på plejehjemmene.

På mødet deltager Christian Ahlmann Olesen fra Implement, som vil fremlægge analysen af plejehjemsområdet.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

  1. at orienteringen om resultaterne tages til efterretning samt
  2. at de fire besluttede kvalitetstemaer drøftes med henblik på udarbejdelse af en ny tilsynsmodel på plejehjemsområdet

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen besluttede til budget 2021 at afsætte ekstra midler til plejehjemsområdet som startskud til at arbejde med en model for minimumsnormeringer. I forbindelse med udmøntning af bevillingen på Kommunalbestyrelsesmøde den 30. marts 2021 (sag nr. 53) blev der formuleret fire temaer som ramme for udvikling af kvaliteten på plejehjemmene, som de afsatte ressourcer skal understøtte.

Med de gennemførte undersøgelser er konkretiseringen af denne ramme nu påbegyndt. Temaerne er i sin nuværende formulering:

  1. Der skal være tid til nærvær med den enkelte og dennes pårørende
  2. Der skal være mulighed for aktiviteter og oplevelser både ude og inde
  3. Kvalitet og faglighed i plejen, hvor borgerne hjælpes respektfuldt, og når de ønsker det
  4. Vi er en attraktiv arbejdsplads med veluddannede medarbejdere

Da der ikke er officielle minimumsnormeringstal for plejehjem i kommunerne, er der ikke noget stærkt grundlag for at operere med egentlige minimumsnormeringer. Opgaveløsningen på plejehjemmene er kompleks og varierer meget efter beboernes funktionsevne, hvilket gør det vanskeligt og ufleksibelt at operere med faste normeringskrav. Det vil samtidig være vanskeligt at følge op på normeringsniveauerne i samarbejde med andre kommuner, da det forudsætter en større undersøgelse hver gang.

Arbejdet har derfor forløbet i to spor:

  • En konsulentundersøgelse foretaget af Implement, der dels omfatter benchmark med andre kommuner, og dels undersøger forskelle og ligheder mellem de tre kommunale plejehjem med hensyn til personaleforhold og hverdagspraksis. Undersøgelsen er afrapporteret i bilag til mødesagen og gennemgås kort nedenfor.
  • En intern undersøgelse af, hvordan beboere, pårørende og medarbejdere oplever og tolker de fire kvalitetstemaer. Dette arbejde er mundet ud i en fælles konkretisering af, hvordan plejehjemmene kan arbejde med temaerne og dermed en række underpunkter, der også kan anvendes i forbindelse med forvaltningens tilsyn med plejehjemmenes opgaveløsning. Det fælles fokus for kvalitet er vedlagt som bilag og vil indgå i udformningen af en ny tilsynsmodel, som forelægges i 1. halvår af 2022.

Hovedresultater af den eksterne undersøgelse:

Den vedlagte rapport indledes med en sammenfatning, men her gengives hovedpointerne:

  • Rødovre Kommune har det højeste udgiftsniveau pr. plejebolig sammenlignet med Brøndby, Hvidovre og Gladsaxe.
  • Vi skelner som den eneste af de fire kommuner ikke mellem, hvad henholdsvis almindelig- og demensplejeplads koster. Der er i øvrigt stor forskel på andelen af demenspladser i de fire kommuner, hvilket beror på forskellig grad af integration af demente borgere i de somatiske afdelinger.
  • Rødovre Kommune bruger næstflest lønressourcer pr. plads efter Brøndby, som særligt bruger flere lønressourcer på deres demenspladser.
  • Rødovre Kommune bruger en gennemsnitlig andel af lønudgifterne til de direkte brugerrelaterede pleje- og omsorgsopgaver.
  • Rødovre Kommune har den næsthøjeste andel af sygeplejesker og social- og sundhedsassistenter af de fire kommuner.
  • De tre kommunale plejehjem i Rødovre ligner hinanden på mange punkter, hvad angår personalets kompetencer og stabilitet. Dog er der forskelle i omfanget af sygeplejersker og Ørbygård skiller sig ud i forhold til sygefravær og personaleomsætning, hvilket har sammenhæng til åbning af det store antal pladser primo 2020.
  • Den kvalitative del af undersøgelsen viser store ligheder i Rødovre i den daglige bemanding, der primært varierer med størrelsen på afdelingerne. Implement peger på aftenvagten som den, der er mest presset på opgaver, hvilket på nogle plejehjem afhjælpes med en ekstra kort vagt pr. afdeling.
  • Implement fremhæver stabilitet i personalegruppen som en vigtig kvalitetsparameter. Det kan måles på faktorer som sygefravær, personaleomsætning og anvendelse af eksterne vikarer.
  • I forhold til de fire kvalitetstemaer har Implement fundet både forskelle og ligheder mellem plejehjemmene. På visse punkter anbefaler Implement videre dialog i Rødovre Kommune om en mere fælles tilgang til sikring af kvaliteten på plejehjemmene. Det gælder eksempelvis triagering (løbende vurdering af den enkelte beboers funktionsevne), kontaktpersonordning, samt fælles overvejelser om hvilke faglige forudsætninger, der skal være til stede for at levere på et højt fagligt niveau.
  • Omvendt maner Implement til forsigtighed med at sætte for rigide rammer for organisering af plejehjemmene, så man ikke lægger en dæmper den lokale motivation og ansvar.

I bilaget Fælles fokus på kvalitet, som er vedlagt, er en del af rapportens anbefalinger indarbejdet, mens andre skal drøftes nærmere. Det skal derfor ses som et foreløbigt dokument, der skal udvikles i dialog med plejehjemmene og i forbindelse med den nye tilsynsmodel. Det forudsættes, at tilsynsmodellen kan implementeres inden for det eksisterende ressourceforbrug.

Lov- og plangrundlag

Servicelovens § 192a.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

1. halvår 2022: Forelæggelse af ny tilsynsmodel på plejehjemsområdet.

Status på arbejdet med at sikre høj kvalitet for beboerne i kommunens plejeboliger vil fremgå af de årlige tilsynsrapporter.

Bilag

Bilag 1: Benchmarkanalyse på plejehjem i Rødovre Kommune
Bilag 2: Fælles fokus på kvalitet

Udpegning af medlemmer til Handicaprådet
Sag nr. 12

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

I henhold til vedtægterne for Handicaprådet i Rødovre Kommune udpeger Kommunalbestyrelsen medlemmerne til Handicaprådet.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

  1. at repræsentanter indstillet af Danske Handicaporganisationer - lokalafdeling Rødovre udpeges
  2. at medarbejderrepræsentanter indstillet af Direktionen udpeges.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

I henhold til vedtægterne for Handicaprådet i Rødovre Kommune, godkendt af Kommunalbestyrelsen
den 25. april 2016, sammensættes Handicaprådet af seks medlemmer fra Danske Handicaporganisationer - lokalafdeling Rødovre, fem medarbejdere fra Rødovre Kommunes forvaltninger og et medlem af Kommunalbestyrelsen.

Kommunalbestyrelsen har på det konstituerende møde den 1. december 2021 udpeget Annie Arnoldsen Petersen.

Danske Handicaporganisationer - lokalafdeling Rødovre indstiller følgende repræsentanter til Handicaprådet:

Jytte Mikkelsen, LEV

Trine Ravn, Astma- og allergiforbundet

Jytte Andresen, ulykke-patientforeningen

Eva Graversen, Dansk blindesamfund

Lene Hyldested, ulykke-patientforeningen

Anna Leth Jørne, Landsforeningen autisme

Suppleanter:

Esther Nejsgaard, Gigtforeningen

Villy Kofod, Diabetesforeningen

Tom Olsen, LEV

Direktionen indstiller følgende fagchefer til Handicaprådet:

Dagtilbudschef, Karen Haudrum Larssen

Kulturchef, Mark Pelle Noppen

Vej- og parkchef, Anders Møller

Jobcenterchef, Jakob Duvå

Ældre-og handicapchef, Allan Pedersen

Forvaltningerne vil sikre suppleantdækning ved fravær.

Lov- og plangrundlag

Lov om retsikkerhed og administration på det sociale område

Vedtægter for Handicaprådet i Rødovre Kommune, godkendt af Kommunalbestyrelsen 25. april 2016.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Funktionsperioden følger Kommunalbestyrelsens valgperiode, 2022 - 2025

Bilag

Bilag 1: Vedtægter for Handicaprådet

Udpegning af kontaktpersoner til plejehjemmene i Rødovre Kommune
Sag nr. 13

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Social- og Sundhedsudvalget skal af sine medlemmer vælge en kontaktperson til henholdsvis plejehjemmet Ørbygård, plejehjemmet Engskrænten, ældrecenteret Broparken og plejehjemmet Dorthe Mariehjemmet.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at der udpeges kontaktpersoner til henholdvis plejehjemmet Ørbygård, plejehjemmet Engskrænten, ældrecenter Broparken og plejehjemmet Dorthe Mariehjemmet.

Beslutning

Følgende blev udpeget:
Plejehjemmet Ørbygård: Marianne Christensen

Plejehjemmet Engskrænten: Ahmed H. Dhaqane

Ældrecentret Broparken: Mogens Brauer

Dorthe Mariehjemmet: Jette Louise Larsen

Sagsfremstilling

Social- og Sundhedsudvalget vælger blandt sine medlemmer kontaktpersoner til plejehjemmene i Rødovre Kommune.

Kontaktpersonens eneste opgave er at deltage i det årlige bruger- og pårørendemøde, hvor den kommunale tilsynsrapport drøftes af bruger- og pårørenderådet, og hvor der udarbejdes høringssvar til tilsynsrapporten. Kontaktpersonen skal her lytte og eventuelt bidrage med input fra de drøftelser, der har været ved fremlæggelsen i Social- og Sundhedsudvalget. Kontaktpersonen har ikke en myndighedsrolle i forhold gennemførelse af tilsyn på plejehjemmene.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Fremlæggelse af oversigt over visitation af borgere til plejehjem
Sag nr. 14

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger oversigt over visitation af borgere til plejehjem for 2021 og 2022 pr. januar 2022 til orientering.

Indstilling

Social og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at oversigt over visitation af borgere til plejehjem for 2021 og 2022 pr. januar 2022 tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger en oversigt over visitation af borgere til plejehjem til orientering hver anden måned.

I perioden 2. november 2021 til 7. januar 2022 har visitationsudvalget modtaget 23 ansøgninger om plejebolig. Ingen borgere har modtaget afslag på ansøgning om plejebolig.

I perioden 2. november 2021 til 7. januar 2022 er der sket følgende:

  • 14 borgere er flyttet permanent i plejebolig i Rødovre Kommune
  • En borger fra anden kommune er flyttet i plejebolig i Rødovre Kommune
  • Tre borgere fra Rødovre Kommune er flyttet i plejebolig i anden kommune
  • Tre borgere har takket nej til plejebolig:
    • En borgere havde samtidig modtaget tilbud om plejebolig i anden kommune og valgte denne bolig
    • En borger fra anden kommune ønskede alligevel ikke at flytte i plejebolig i Rødovre Kommune og blev slettet fra ventelisten
    • En borger var ikke tilfreds med boligens indretning. Borgeren har efterfølgende modtaget tilbud om anden bolig

Ledige plejeboliger

Pr. 7. januar 2022 er der syv ledige plejeboliger i Rødovre Kommune. Seks af de syv ledige plejeboliger er under klargøring. Derudover bor en borger midlertidigt i en ledig plejebolig, da borgerens egen plejebolig er under renovering på grund af en vandskade.

Der opereres med fire ventelister til plejehjem:

1) Rødovreborgere på den generelle venteliste
På den generelle venteliste er opført borgere, der lader sig skrive op til alle kommunens plejehjem, og som kommunen er forpligtet til at tilbyde en plejebolig inden for to måneder. Ingen borgere er noteret på den generelle venteliste.

2) Rødovreborgere på venteliste til et plejehjem efter eget ønske

På denne venteliste er opført borgere, der ønsker at bo på et specifikt plejehjem. Det betyder, at kommunen tilbyder en bolig, når der er en bolig ledig på det pågældende plejehjem. Fem borgere er noteret på den specifikke venteliste. To borgere ønsker Plejehjemmet Ørbygård, en borger ønsker Plejehjemmet Engskrænten, en borger ønsker Ældrecentret Broparken og en borger ønsker Dorthe Mariehjemmet med udsigt mod Fortvej.

3) Rødovreborgere på venteliste til anden kommune

Fem borgere søger udelukkende plejehjem i anden kommune. To ud af de fem borgere er et ægtepar.

4) Udenbysborgere på venteliste i Rødovre Kommune

Tre borgere fra anden kommune er noteret på venteliste til plejebolig i Rødovre Kommune. Den ene af de tre borgere søger under plejeboliggarantien. Plejeboliggarantien er ikke overskredet. De øvrige to borgere, der begge bor på plejehjem i anden kommune, søger henholdsvis Ældrecentret Broparken og Plejehjemmet Ørbygård.

Pr. 7. januar 2022 har ni rødovreborgere sat deres ansøgning om plejebolig på pause.

Se oversigten "Borgere visiteret til plejehjem for 2021 og 2022, pr. januar 2022" i bilaget.

Desuden er der vedlagt oversigten "Antal ansøgninger til plejebolig, visiteret og indflytninger 2021" i bilag til mødesagen.

Lov- og plangrundlag

Lov om almene boliger § 54.

Lov om social service § 192.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Borgere visiteret til plejehjem for 2021 og 2022, pr. januar 2022
Bilag 2: Antal ansøgninger til plejebolig, visiteret og indflytninger 2021

Kommunalt tilsyn af hjemmeplejen i Rødovre 2021 inden høring
Sag nr. 15

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltingen har gennemført tilsyn med hjemmeplejen i Rødovre og i Human Care, som er privat hjemmeplejeudbyder i Rødovre, og fremlægger hermed de to tilsynsrapporter til drøftelse.

Efterfølgende sendes tilsynsrapporterne i høring hos Seniorrådet, Handicaprådet, Integrationsrådet og Udsatterådet. Tilsynsrapporterne godkendes endeligt på møde i Social- og Sundhedsudvalget i april 2022.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

  1. at tilsynsrapporterne drøftes samt
  2. at tilsynsrapporterne sendes i høring hos Seniorrådet, Handicaprådet, Integrationsrådet og Udsatterådet.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen har i november/december 2021 gennemført det årlige kommunale tilsyn med henholdvis Rødovre hjemmepleje og Human Care, som er den private udbyder af hjemmepleje i Rødovre.

I henhold til Serviceloven har Rødovre Kommune pligt til at føre tilsyn med om hjemmeplejens hjælp og støtte til personer med midlertidig og varig nedsat funktionsevne løses efter de afgørelser og kvalitetsstandarder, kommunalbestyrelsen har besluttet. Tilsynet er et kvalitativt tilsyn, som hovedsageligt tager udgangspunkt i borgernes oplevelse af den hjælp, de får af kommunen. Det kommunale tilsyn blev gennemført af konsulenter fra Social- og Sundhedsforvaltningen og følger kommunens tilsynspolitik. Tilsynspolitikken, der er vedtaget af Kommunalbestyrelsen, beskriver kommunens procedurer for udførelsen af tilsyn ud fra Servicelovens § 151c.

Tilsynet gennemføres som interviews med ledelsen af henholdvis Rødovre hjemmepleje og Human Care. Derudover er der interviewet fire medarbejdere og i alt 12 borgere. Otte borgere der modtager hjemmehjælp fra Rødovre Hjemmehjælp, og fire der modtager hjemmehjælp fra Human Care. Borgerne er blevet tilfældigt udvalgt af henholdsvis Human Care og Rødovre Hjemmepleje - dog ud fra en vurdering af om, de mentalt var i stand til meningsfuldt at indgå i et interview. Ligesom de naturligvis er spurgt, om de gerne ville interviewes. Borgernes besvarelser er anonymiserede og indgår ikke direkte i rapporterne.

Ud over det kommunale tilsyn gennemfører Styrelsen for Patientsikkerhed sundhedsfagligt tilsyn, og arbejdstilsynet gennemfører tilsyn i forhold til arbejdsmiljøet i hjemmeplejen.

Rødovre Hjemmepleje har ca. 1100 borgere (oktober 2021) tilknyttet med behov for hjælp på mange niveauer. Human Care har 87 (december 2021) rødovreborgere tilknyttet, hvor af de fleste udelukkende har behov for hjælp i form af rengøring. Der er 15 borgere, der har brug for både rengøring, personlig pleje og praktisk hjælp blandt borgere tilknyttet Human Care. Det er på den baggrund vurderingen, at borgerne tilknyttet Rødovre Hjemmepleje generelt har et større plejebehov, end borgere tilknyttet Human Care.

Flere borgere med mere komplekse udfordringer og behov og færre medarbejdere

Generelt går udviklingen i hjemmeplejen i retning af, at der er flere borgere med flere og mere komplekse udfordringer og behov. Samtidig er det en generel udfordring at rekruttere medarbejdere til hjemmeplejen. Det stiller krav til de eksisterende medarbejderes kompetencer, deres tidsforbrug ved borgerne og lægger et pres på planlægningen af hjælpen til borgerne.

De adspurgte borgere er generelt tilfredse med den hjælp, de får af Rødovre hjemmepleje og Human Care, og de er glade for de medarbejdere, der kommer i deres hjem. Borgere ønsker tid, ro, fleksibilitet og sammenhæng i hjælpen. Det samme gør medarbejderne. Dokumentationen i Cura fungerer tilfredsstillende. Medarbejderne vurderer dog, at den manglende tid og i nogen tilfælde også manglende kompetencer står i vejen for, at Cura fungerer optimalt. Ledelsen arbejder kontinuerligt på at rekruttere flere medarbejdere til hjemmeplejen, samt løbende at tilbyde kompetenceudvikling inden for forskellige områder, herunder Cura.

Borgerne har fået den nødvendige hjælp under COVID-19, men enlige er blevet mere isolerede

Både borgere og medarbejdere vurderer, at borgerne har fået den nødvendige hjælp i perioden med COVID-19. Det er dog tilsynets indtryk gennem interviews med borgerne, at særligt borgere, der bor alene, er blevet mere isolerede og mindre socialt aktive gennem det sidste år. Mange borgere har brug for aktiviteter i deres nærområde, da de er afhængig af hjælp fra andre for at bevæge sig længere omkring. Der vil være fokus herpå i den kommende handleplan for det frivillige sociale arbejde. Særligt Rødovre Kommunes hjemmepleje giver udtryk for, at COVID-19 har betydet, at flere ressourcer skulle bruges på opretholdelse af drift, hvilket giver færre ressourcer til udvikling.

Fremadrettet fokus på udvikling af organisering, kompetencer og styrket dokumentation

Ledelsen i både Rødovre Hjemmepleje og Human Care arbejder kontinuerligt med rekruttering af medarbejdere til hjemmeplejen. Ledelserne vil fremadrettet arbejde med at udvide fokus på den grundlæggende drift til også at omfatte udvikling af organiseringen, udvikling af medarbejdernes kompetencer både generelt og i forhold til dokumentation i cura. Derudover vil der i 2022 blive arbejdet med udvikling af kendte faste teams af medarbejdere omkring borgerne i hjemmeplejen.

Tilsynet vil følge op på ovenstående ved det næste årlige tilsyn.

Lov- og plangrundlag

Lov om Social Service.

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Februar-marts 2022: Høringsperiode.

April 2022: Endelig godkendelse af tilsynsrapporterne i Social- og Sundhedsudvalget.

Forelæggelse af udkast til Ældre- og Værdighedspolitik inden høring
Sag nr. 16

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger udkast til Rødovre Kommunes Ældre- og Værdighedspolitik, inden den sendes til høring.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at udkast til Rødovre Kommunes Ældre- og Værdighedspolitik sendes til høring.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Social- og Sundhedsudvalget godkendte på møde den 8. juni 2021 (sag nr. 48) procesplan for revision af Ældre- og Værdighedspolitikken. Baggrunden for revidering af Ældre- og Værdighedspolitikken er, at politikken ifølge lovgivningen skal revideres og godkendes af Kommunalbestyrelsen i hver kommunalbestyrelsesperiode.

Social- og Sundhedsforvaltningen har i efteråret 2021 afholdt et borgermøde med cirka 60 deltagere, og der er gennemført interviews af i alt syv borgere på Engskræntens, Broparkens og Ørbygårds caféer. Derudover er der afholdt tre møder i den ældrepolitiske følgegruppe, hvor input fra borgermøde og interviews er blevet præsenteret og drøftet.

Ydermere er inddraget indsigter fra flere pårørendeinterview gennemført i anden sammenhæng og fra to KL-rapporter udarbejdet af konsulentvirksomheden "Antropologerne", som har undersøgt borgernes oplevelse af henholdsvis hjemmeplejen og plejehjem. Mange af indsigterne fra den antropologiske undersøgelse svarer til de indsigter, Social- og Sundhedsforvaltningen har fået gennem interviews af borgerne i Rødovre.

Ældre- og Værdighedspolitikkens vision, overskrifter på strategimål og værdier er bibeholdt i det nye udkast til politik. Der er udarbejdet et nyt forord til politikken. Ligesom der er foretaget ændringer i afsnittene i strategimål efter de input, der er kommet i processen, og der er generelt strammet op i formuleringerne i strategimålene.

Fokusområder i Ældre- og Værdighedspolitikken

Den nuværende Ældre- og Værdighedspolitik er udarbejdet i maj 2019. Her var der i processen fokus på emnerne velfærdsteknologi og selvbestemmelse, tryghed og en værdig død, mad og måltider og pårørende. Disse fokusområder er bibeholdt i den reviderede Ældre- Værdighedspolitik. Fokusområder for den nuværende proces har været fremtidens plejehjem, hjælp i hjemmet, gode naboskaber og foreningslivet. Det er derfor også hovedsageligt inden for disse emner, der er foretaget tilretninger af politikken.

Lov- og plangrundlag

Lov om Social Service.

Finansloven.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Februar til marts 2022: høringsperiode

Maj 2022: endelig politisk godkendelse

Juni 2022: Ældre- og Værdighedspolitikken lanceres på borgermøde

Bilag

Bilag 5: Ny Ældre- og Værdighedspolitik

Udpegning af medlemmer til Udsatterådet
Sag nr. 17

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen fremlægger forslag til medlemmer af Udsatterådet for perioden 2022-2023.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at forslag til medlemmer af Udsatterådet for perioden 2022-2023 godkendes.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Social- og Sundhedsudvalget godkendte den 12. maj 2020 (sag nr. 34) medlemssammensætningen af Udsatterådet i Rødovre Kommune efter indstilling fra Social- og Sundhedsforvaltningen.

Udsatterådet er valgt for en toårig periode. Ifølge vedtægterne kan alle interesserede ansøge om at blive medlem af Udsatterådet. Ud fra en gennemgang af bruttolisten med henblik på at sikre repræsentativitet fra alle nævnte områder i vedtægterne, § 4, stk. 2, forelægger Social- og Sundhedsforvaltningen her forslag til sammensætning af Udsatterådet.

Udsatterådet har plads til i alt 15 medlemmer. Rådet skal bestå af højst 10 medlemmer og fem suppleanter. Der skal være en overvægt af borger-/brugerrepræsentanter i rådet (12 i alt) og et mindre antal medarbejderrepræsentanter (tre i alt). Medlemmerne deltager på lige fod i rådsmøderne.

Rådet bliver sammensat, så det dækker områderne misbrugsbehandling, forebyggelse og sundhedsfremme, social- og psykiatriområdet, det boligsociale arbejde, samt beskæftigelsesområdet. Udsatterådet kan også have enkeltpersoner og repræsentanter fra organisationer, der kan udmønte og bidrage til kommunens udsattepolitik.

Udsatterådet har holdt et valgarrangement den 9. december på Rødovregård, hvor interesserede kunne høre om rådets arbejde, stille medlemmerne spørgsmål og ansøge om at blive medlem af Udsatterådet. Social- og Sundhedsforvaltningen har formidlet budskabet om, at borgere kunne stille op til rådet gennem medarbejdere inden for væresteder, botilbud, den boligsociale indsats, Rådgivnings- og Behandlingscentret, Jobcentret, Frivilligcentret og andre relevante steder. Der er også blevet annonceret i Lokal Nyt og på Facebook.

Social- og Sundhedsforvaltningen foreslår en ny sammensætning af Udsatterådet, bestående af tidligere medlemmer af rådet samt to nye medlemmer. Medlemmerne er valgt ud fra deres egne levede erfaringer eller faglige viden sammen med deres engagement og motivation for at gøre en forskel for socialt udsatte borgere. Ved at tidligere medlemmer fortsætter i rådet, vil det sikre en kontinuitet i Udsattterådets arbejde og aktiviteter. De to nye medlemmer vil bidrage med ny energi og andre perspektiver på udsatteområdet.

Det er Udsatterådets erfaring, at repræsentanter fra Rødovre Kommune er vigtige fagpersoner, der bidrager med relevant viden om kommunens eksisterende indsatser. Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller derfor tre repræsentanter, som dækker beskæftigelsesområdet, misbrugsbehandling, samt social- og psykiatriområdet.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Første møde med det nye udsatteråd vil være i februar 2022, hvor rådet skal konstituere sig og planlægge møder og aktiviteter for det kommende år.

Bilag

Bilag 1: Forslag til medlemmer af Rødovre Udsatteråd

Diverse
Sag nr. 18

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.

Protokollen oplæst. Mødet afsluttet kl.: 9.40.

Ahmed H. Dhaqane (A) deltog under punkt 11 indtil kl. 8.40