Social- og Sundhedsudvalget
17-01-2023
Medlemmer
Ahmed H. Dhaqane (A)
Jette Louise Larsen (C)
Mogens Brauer (C)
Marianne Christensen (Ø)
Sager 1 - 5
Meddelelser
Sag nr. 1
Beslutningskompetence: SOSU
Sagens kerne
Ingen meddelelser
Beslutning
Taget til efterretning.
Forslag til kvalitetsstandarder 2023 på ældre- og handicapområdet inden høring
Sag nr. 2
Beslutningskompetence: SOSU
Sagens kerne
Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger kvalitetsstandarderne en gang årligt til politisk godkendelse. Kvalitetsstandarderne beskriver det serviceniveau, som Kommunalbestyrelsen har fastlagt i forhold til personlig pleje, praktisk hjælp, rehabilitering og træning. Serviceniveauet er fastlagt på baggrund af budgetaftalen for 2023. Forvaltningen fremlægger forslag til kvalitetsstandarder på ældre- og handicapområdet 2023, inden de sendes i høring hos Seniorrådet, Integrationsrådet, Udsatterådet og Handicaprådet.
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
- at kvalitetsstandarderne 2023 for personlig og praktisk pleje mv. drøftes,
- at kvalitetsstandarderne for personlig pleje og praktisk hjælp mv. sendes til høring i Seniorrådet, Handicaprådet, Udsatterådet og Integrationsrådet samt
- at kvalitetsstandarderne med høringssvar fremlægges til politisk godkendelse i møderækken til marts.
Beslutning
Godkendt.
Sagsfremstilling
Social- og Sundhedsudvalget godkendte på sit møde den 7. juni 2022 (sag nr. 43) pejlemærker for de nye kvalitetsstandarder, hvor borgeren som modtager er i fokus.
Der er lovkrav til, hvad en kvalitetsstandard skal indeholde, men den kan udformes på forskellige måder inden for lovgivningens rammer. Rødovre Kommunes nye kvalitetsstandarder er udarbejdet efter følgende pejlemærker:
- Læsevenlighed og overskuelighed.
- Generel information samles indledningsvis.
- Enkle indsatsbeskrivelser.
Der er udarbejdet en overordnet Informationsbrochure, der indeholder generelle informationer om, hvad kvalitetsstandarder er, formålet med at få hjælp og støtte, hvordan man ansøger om hjælp og støtte, hvad borgeren selv skal sørge for, muligheden for frit at vælge leverandør af ydelser samt klageadgang.
Der er vedlagt eksempler på, hvordan Informationsbrochuren og kvalitetsstandarderne om ’Praktisk hjælp’ og ´Personlig pleje´ kan formidles i en læsevenlig form (bilag 1 - 3). De billeder, som er valgt skal udelukkende ses som nogle eksempler. Der skal tages nye fotos, inden udgivelse af de endelige kvalitetsstandarder.
De øvrige kvalitetsstandarder om ’Træning’ og ’Rehabilitering’, er vedlagt som Word dokumenter (bilag 4 og 5). Disse vil efterfølgende også blive sat op som selvstændige pjecer.
Der er vedlagt et Indsatskatalog (bilag 6), som konkret definerer det politisk fastlagte serviceniveau. Kataloget er et redskab til visitatorer og leverandører, der beskriver praksis for visitationen til og udførelsen af indsatserne. Kataloget er ikke en del af informationen til borgerne. Indsatskataloget revideres løbende.
De beslutninger, der er truffet i forbindelse med vedtagelsen af Budget 2023 er indarbejdet i de fremlagte kvalitetsstandarder. I forhold til ´Praktisk hjælp´ drejer det sig om denne ændring: Klippekortsordningen er erstattet af ´Frit Valg´, som giver borgeren mulighed for sammen med hjælperen at vælge en aktivitet, der ikke indgår i de ydelser som borgeren er visiteret til. Muligheden for øget tid til rengøring, som blev vedtaget i forbindelse med Budget 2022, er i kvalitetsstandarden 2023 ændret til, at den øgede tid kan anvendes til gåture, ekstra tøjvask, rengøring, tøjindkøb eller andet. Den øgede tid udgør en time hver fjerde uge. Borgeren har mulighed for at spare op til længere ture af op til tre timers varighed, såfremt der er behov for ledsagelse, og der er ikke andre som kan træde til. Borgere, som er bevilget praktisk hjælp, kan få indsatsen ´Frit valg´.
Den konkrete opfølgning på, hvordan borgerne oplever kvaliteten af indsatserne sker blandt andet i forbindelse med projektet ´Når du skal ind i mit hjem´. Udvalget blev orienteret om status på projektet på mødet den 4. oktober 2022 (sag nr. 70). Herudover føres flere forskellige tilsyn med de indsatser, borgerne modtager. Dels fører Rødovre Kommune selv tilsyn, dels kommer der forskellige slags tilsyn fra blandt andet Styrelsen for Patientsikkerhed og Arbejdstilsynet.
Efter behandling af forslaget til de nye kvalitetsstandarder for 2023 inviteres Seniorrådet, Integrationsrådet, Udsatterådet og
Handicaprådet til høringsmøde, hvor det er muligt at komme med bemærkninger og indgå i en nærmere dialog om
kvalitetsstandarderne 2023. Kvalitetsstandarder med bemærkninger fra rådene forelægges til politisk godkendelse efter
høringsmødet. Herefter bliver de publiceret på kommunens hjemmeside.
Lov- og plangrundlag
Lov om social service.
Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder for hjemmehjælp, rehabiliteringsforløb og træning efter servicelovens §§ 83, 83a og 86.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
17. januar: Politisk behandling af kvalitetsstandarder inden høring.
Januar - Februar: Høringsmøde med Seniorrådet, Integrationsrådet, Udsatterådet og Handicaprådet.
Marts: Endelig politisk godkendelse af kvalitetsstandarder efter høringsmøde med rådene.
Bilag
Bilag 1: Bilag 1. Information om kvalitetsstandarderBilag 2: Bilag 2. Kvalitetsstandard - Praktisk hjælp
Bilag 3: Bilag 3. Kvalitetsstandard- Personlig pleje
Bilag 4: Bilag 4. Kvalitetsstandard - Træning
Bilag 5: Bilag 5. Kvalitetsstandard - Rehabilitering
Bilag 6: Bilag 6. Beskrivelse af serviceniveau i indsatskataloget
Opfølgning på budgetresolution 2022 – Øget kvalitet for de psykisk sårbare i Rødovre Kommune
Sag nr. 3
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
I forbindelse med budgetforhandlingerne 2022 blev aftaleparterne enige om at udvikle tilbuddene til psykisk sårbare i Rødovre Kommune. Baggrunden er, at vi mangler botilbudspladser af høj kvalitet på dette område. Vi ønsker at etablere yderligere pladser, så flere psykisk sårbare borgere med behov for et botilbud kan fastholde netværk og tilknytning til Rødovre Kommune.
Sagen er tidligere behandlet på Social- og Sundhedsudvalgets møde 17. maj 2022 - dagsordenspunkt nr. 40. Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger nu den endelige løsning på budgetresolutionen til orientering.
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
- at orienteringen tages til efterretning, og
- at der gives en anlægsbevilling på 1 mio. kr. til Social- og Sundhedsudvalget og afsættes et rådighedbeløb på 1 mio. kr. i 2023, som finansieres af kassebeholdningen.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
I forbindelse med budgetforhandlingerne for budget 2022 blev aftaleparterne enige om at udvikle botilbuddene til psykisk sårbare i Rødovre Kommune. Baggrunden var, at vi mangler botilbudspladser af høj kvalitet på dette område. Den fysiske lokalitet var ikke afklaret den gang, så der blev ikke afsat anlægsmidler til etablering af et nyt botilbud.
Historisk set er Rødovre Kommune en kommune, som køber mange pladser udenbys (68 %). Ved at etablere flere egne tilbud i Rødovre Kommune kan vi bedre understøtte borgernes ønske om at blive bosiddende lokalt tæt på deres netværk. Samtidig giver det os bedre mulighed for at sikre kvaliteten af tilbuddet og samarbejdet på tværs af forskellige interessenter som Jobcentret og Regionen.
I Rødovre Kommune har vi ét botilbud til psykisk sårbare borgere, som drives på to adresser: Rødovrevej 386 med 6 pladser, som er etableret efter Almenboligloven og Næsbyvej 3 med 7 pladser, som er etableret efter Servicelovens § 107. Tilsammen er det 13 botilbudspladser til psykisk sårbare borgere i Rødovre Kommune.
Etablering af 3 ekstra pladser i botilbuddet
Vi ønsker at etablere yderligere 3 pladser, så flere psykisk sårbare borgere med behov for et botilbud kan fastholde netværk og tilknytning til Rødovre Kommune. De 3 ekstra pladser kan drives inden for rammerne af det nuværende driftsbudget.
Hertil kommer, at det ene af vores nuværende botilbud på Næsbyvej 3 er nedslidt og utidssvarende i sin indretning. En opmærksomhed som også Socialtilsynet rejser i deres tilsynsrapporter. Desuden har borgerne på Rødovrevej 386 rettigheder til boligen efter Almenboliglovens bestemmelser, hvilket betyder, at vi ikke kan skabe det samme flow i pladserne som på Næsbyvej 3.
Oprettelse af 2-3 midlertidige overnatningspladser
Endvidere er det en del af Helhedsplanen for Psykisk Sårbare 2020-2024, som blev politisk vedtaget i sommeren 2020, at Rødovre Kommune skal kunne tilbyde 2-3 midlertidige overnatningspladser til psykisk sårbare borgere. Overnatningspladserne skal give borgere, som bor i egen bolig, mulighed for 1-3 overnatninger i trygge rammer med støtte og dermed eventuelt forebygge indlæggelse i psykiatrien i samarbejde med Regionen. Overnatningspladserne forsøges etableret som en del af driften af det samlede botilbud.
Samlet set forventes der en besparelse på 3 mio.kr. årligt. Besparelsen er foranlediget af de 3 ekstra pladser, som etableres i det nye botilbud, samt ny anvendelse af boligerne på Rødovrevej 386.
En løsningsmodel med inklusionsboliger i Doktorhaven
Som en løsningsmodel har forvaltningen sammen med AKB Rødovre i september 2022 ansøgt Bolig- og Planstyrelsen om tilskud til etablering af 16 inklusionsboliger i én af fire blokke i Doktorhaven. En blok består af 18 selvstændige boliger. I forbindelse med, at kommunen driver en social institution, er der lovhjemmel efter almenboliglovens § 161 til at indgå aftale med boligorganisationen om at anvende to boliger til drift af tilbuddet herunder serviceareal og 2-3 midlertidige overnatningspladser.
Styrelsen har den 27. oktober 2022 givet tilsagn om tilskud til de 16 inklusionsboliger per 1. april 2023, herunder ombygningsstøtte på 0,3 mio. kr., tilskud til social vicevært på 0,6 mio. kr. og tilskud til nedsættelse af huslejen på 153.090 kr. årligt fordelt på de 16 boliger i en periode på 12 år.
Organisationsbestyrelsen i AKB har godkendt ansøgningen og projektet, og afdelingsbestyrelsen i Doktorhaven er orienteret om projektet og ser positivt på udviklingen af Doktorhaven med det ny tilbud. De er særligt optaget af at få et tættere samarbejde med kommunen og den kommende sociale vicevært. Der afholdes orienteringsmøde for beboerne i Doktorhaven den 12. januar 2023. AKB er i gang med ansættelse af social vicevært til projektet med start 1. april 2023. Her sidder en repræsentant med fra det kommunale botilbud i ansættelsesudvalget, da der skal være et tæt samarbejde mellem tilbuddet og den sociale vicevært med henblik på at styrke det samlede fællessskab i Doktorhaven. Desuden skal Socialtilsynet godkende det ny botilbud i lyset af projekttilsagnet og inden projektstart.
Efter aftale med AKB tilrettelægges nu en proces, hvor de nuværende beboere tilbydes en anden bolig i Doktorhaven, såfremt boligen ikke frigives ved naturlig afgang/fraflytning. Der er en forholdsvis stor udskiftning af beboerne i Doktorhaven (24 % årligt), hvilket øger mulighederne for at kunne tilbyde de nuværende beboere en anden bolig i Doktorhaven. Fraflytning sker på 100 % frivillig basis.
Lov- og plangrundlag
Almenboligloven.
Økonomiske konsekvenser
Samlet set forventes der en varig besparelse på 3 mio. kr. årligt fra 2024, hvilket dog kræver, at det nye bofællesskab kan være klar fra 1. januar.
I budgetresolutionen er det nævnt, at etableringen af det samlede bofællesskab må forventes at kræve en kommunal investering. Investeringen vil bestå af engangsudgifter i form af tomgangsleje og flytteomkostninger i forbindelse med flytningen af de nuværende beboere til andet lejemål samt rømning af boligerne på Næsbyvej og Rødovrevej. Udgifterne vil således afhænge af, hvor hurtigt boligerne i Doktorhaven kan tages i anvendelse til det nye formål.
Overslaget på 1 mio. kr. tager udgangspunkt i, at lejemålene vil stå tomme i gennemsnitligt ½ år, herunder også de fraflyttede lejemål i de nuværende bofællesskaber på Rødovrevej og Næsbyvej.
Udgiften vedrører hovedfunktion 5.38 Tilbud til voksne med særlige behov.
Tidsplan
Ultimo 2023.
Udmøntning af fremskudt familiebehandling på skolerne
Sag nr. 4
Beslutningskompetence: BSU
Sagens kerne
I 2023 er der afsat budget til opprioritering af fremskudt familiebehandling i almenmiljøet på skolerne i Rødovre Kommune. Børne- og Kulturforvaltningen orienterer her om udmøntningen af den styrkede indsats.
Indstilling
Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,
at orienteringen om udmøntning af fremskudt familiebehandling på skolerne tages til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Sagsfremstilling
Sagen behandles i Børne- og Skoleudvalget og er til orientering i Social- og Sundhedsudvalget.
Rødovre Kommune er en del af den nationale inklusionsrapport fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE), som viser, at Rødovre Kommune er godt på vej med de inkluderende indsatser, og at der kan gøres endnu mere forebyggende med afsæt i børnenes nærmiljø.
I forbindelse med budget 2023 skal Børne- og Kulturforvaltningen og Social- og Sundhedsforvaltningen undersøge, hvordan samspillet i mellem forskellige indsatser kan styrkes gennem et mere formaliseret samarbejde, så flere faglige kompetencer kommer i spil som en samlet indsats for familierne.
Formålet med et tættere samarbejde handler om, at børn og familier i udsatte og sårbare positioner skal opleve en tidligere og samlet indsats fra forvaltningerne i fællesskab. Der findes i dag et godt samarbejde mellem Børne- og Familieafdelingen og Skoleområdet, og en yderligere styrkelse af samarbejdet forventes at skabe dybere mening i det fælles opgavefelt for medarbejdere og ledere på tværs af forvaltningerne. Det kan eksempelvis ske gennem en række fællesmøder mellem skoleledelserne og de fremskudte socialrådgivere, så der blandt andet kan drøftes en reduktion af bureaukrati og skrivearbejde og i stedet arbejdes med fælles handlemuligheder bag bekymringerne.
Beslutningen om fremskudt familiebehandling på almenskolerne betyder, at skolerne får flere muligheder for at arbejde mere forebyggende og mindre indgribende, da der kan arbejdes bredere med børnenes kompetencer til at indgå i sociale relationer tæt på børnenes hverdag i skolen. Samtidig inddrages familierne som en naturlig og vigtig del af indsatsen. Formålet med indsatsen er således at gøre det muligt at gribe børn og deres familier tidligere, end det sker i dag og dermed også afprøve, hvorvidt de mere indgribende, specialiserede og økonomisk tunge tilbud på sigt kan afløses af mindre indgribende og mere forebyggende og foregribende tilbud tæt på det enkelte barn og den enkelte families hverdag.
Den konkrete udmøntning af fremskudt familiebehandling har været drøftet med skoleledere og Børne- og Familieafdelingen, og Børne- og Kulturforvaltningen vil på baggrund af drøftelserne igangsætte en prøvehandling i det kommende skoleår på to skoler. Efter det første år skal indsatsen evalueres og eventuelt tilpasses på baggrund af erfaringer samt efterfølgende opskaleres og udbredes til flere skoler.
Prøvehandling på Islev Skole og Nyager Skole
Islev Skole og Nyager Skole er udvalgt til at indgå i prøvehandlingen. Derudover vil Hendriksholm Skole bidrage med sparring.
I prøvehandlingen prioriteres de økonomiske midler i ansættelsen af et fællesteam, der som udgangspunkt skal bestå af:
- to specialpædagoger
- en psykolog
- en familiebehandler
Fællesteamet, som udgør et formaliseret samarbejde mellem Børne- og Kulturforvaltningen og Social- og Sundhedsforvaltningen, vil blive tilknyttet Islev Skole og Nyager Skole, hvor der samtidig vil ske en opnormering af den fremskudte socialrådgiverindsats i form af tre ekstra timer om ugen pr. skole. Ud over en yderligere styrkelse af den tidlige indsats på skolerne, som skal virke forebyggende, kan den ekstra tid anvendes til fx tilbud om samtaleforløb til børn og evt. forældre, gruppeforløb for børn med lignende udfordringer/livssituationer mv.
Det fremgår af budgetresolutionen om fremskudt familiebehandling, der er vedtaget parallelt med de afsatte midler i ovenstående indsats, at erfaringerne med fremskudt familiebehandling ønskes udvidet til Dagtilbudsområdet. Børne- og Kulturforvaltningen har igennem det sidste år arbejdet med projektet ”Sammen om en tidlig indsats for de mindste”, der indeholder en række lignende
prøvehandlinger som i det kommende projekt på Skoleområdet. Projektet er endnu ikke færdigt og vil blive evalueret primo 2022, hvorefter forvaltningerne vil se på, hvordan de to projekter på sigt kan samtænkes.
Lov- og plangrundlag
Ingen.
Økonomiske konsekvenser
Der er afsat 2 mio. kr. i 2023. I de efterfølgende år frem til og med 2026 er der afsat 4,9 mio. kr.
Tidsplan
2023: Der opstartes prøvehandling på Nyager Skole og Islev Skole.
2024: Evaluering og efterfølgende opskalering og udbredelse af indsatsen på flere skoler.
Diverse
Sag nr. 5
Beslutningskompetence: SOSU
Sagens kerne
Beslutning
Taget til efterretning.
Protokollen oplæst. Mødet afsluttet kl.: 9.20.