Social- og Sundhedsudvalget
07-02-2023
Medlemmer
Ahmed H. Dhaqane (A)
Jette Louise Larsen (C)
Mogens Brauer (C)
Marianne Christensen (Ø)
Fraværende
Sager 6 - 10
Meddelelser
Sag nr. 6
Beslutningskompetence: SOSU
Sagens kerne
Oversigt fremlægges til orientering.
- Notat om Kærenes status som forebyggelsesområde pr. 1. december 2022. (bilag 1).
- Notat om Social-og Sundhedsforvaltningens håndtering af Kombits systemfejl i forbindelse med administration af 225-timersreglen (bilag 2).
Indstilling
Meddelelsespunkterne forelægges til orientering.
Beslutning
Taget til efterretning.
Bilag
Bilag 1: Kærenes status som forebyggelsesområde pr. december 2022Bilag 2: Notat om Social-og Sundhedsforvaltningens håndtering af Kombits systemfejl i forbindelse med administration af 225-timersreglen
Fremlæggelse af oversigt over visitation af borgere til plejehjem
Sag nr. 7
Beslutningskompetence: SOSU
Sagens kerne
Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger oversigt over visitation af borgere til plejehjem 2022 og 2023 pr. januar 2023 til orientering.
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
at oversigt over visitation af borgere til plejehjem for 2022 og 2023 pr. januar 2023 tages til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Sagsfremstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger en oversigt over visitation af borgere til plejehjem til orientering hver anden måned. I perioden 11. november 2022 til 5. januar 2023 har visitationsudvalget modtaget 34 ansøgninger om plejebolig. Tre borgere har modtaget afslag på ansøgning om plejebolig. To af de tre borgere bor på bosted. De nuværende bosteder dækker det behov de to borgere, hver især, har for støtte, hjælp og pleje. Den tredje borgers behov for støtte, hjælp og pleje kan, hvis borgeren skulle ønske det, tilgodeses i borgerens nuværende bolig.
I perioden 11. november 2022 til 5. januar 2023 er der sket følgende:
- 18 borgere er flyttet permanent i plejebolig i Rødovre Kommune
- 1 borger fra anden kommune er flyttet i plejebolig i Rødovre Kommune
- 1 ukrainsk flygtning er flyttet i plejebolig i Rødovre Kommune
- 1 borger fra Rødovre Kommune er flyttet i plejebolig i anden kommune
- 3 borgere har takket nej til plejebolig:
- En borger ønskede efterfølgende et plejehjem efter eget ønske
- En borger ønskede alligevel ikke pågældende plejehjem og fik i stedet tilbudt bolig på andet plejehjem, som borgeren takkede ja til
- En borger fra anden kommune ønskede alligevel ikke at søge plejebolig lige nu.
Ledige plejeboliger
Der er pr. 5. januar 2023 to ledige plejeboliger. Begge boliger er på en boafdeling for beboere med psykosociale problemstillinger. Der er ingen borgere på ventelisten, der opfylder kriterierne for denne boligtype.
Rødovreborgere på den generelle venteliste
På den generelle venteliste er der opskrevet borgere, der lader sig skrive op til alle kommunens plejehjem, og som kommunen er forpligtet til at tilbyde en plejebolig inden for to måneder. 12 borgere er noteret på den generelle venteliste. For ingen af de 12 borgere er plejeboliggarantien overskredet.
Rødovreborgere på venteliste til et plejehjem efter eget ønske
På denne venteliste er der opskrevet borgere, der ønsker at bo på et specifikt plejehjem. Det betyder, at kommunen tilbyder en bolig, når der er en bolig ledig på det pågældende plejehjem.
22 borgere er noteret på den specifikke venteliste:
- 11 borgere ønsker Plejehjemmet Engskrænten, heraf to ægtepar. Et ægtepar ønsker kun ægteparbolig. Det andet ægtepar ønsker ægteparbolig eller to selvstændige boliger på plejehjemmet. Derudover ønsker en af de 11 borgere skærmet enhed.
- Fem borgere ønsker Plejehjemmet Ørbygård.
- Fem borgere ønsker Ældrecentret Broparken.
- En borger ønsker Dorthe Mariehjemmet.
Rødovreborgere på venteliste til anden kommune
Fem borgere søger udelukkende plejehjem i andre kommuner.
Udenbysborgere på venteliste i Rødovre Kommune
Fire borgere fra andre kommuner er noteret på venteliste til plejebolig i Rødovre Kommune. Alle fire borgere søger under plejeboliggarantien. For en af de fire borgere er plejeboliggarantien overskredet. Borgeren, hvor plejeboliggarantien er overskredet, bor på plejehjem.
Pr. 5. januar 2023 har seks borgere sat deres ansøgning om plejebolig på pause.
Se oversigten "Borgere visiteret til plejehjem for 2022 og 2023, pr. januar 2023" i bilaget.
Desuden er der vedlagt "Antal ansøgninger til plejebolig, visiteret og indflytninger 2022" i bilag til mødesagen.
Lov- og plangrundlag
Lov om almene boliger § 54.
Lov om social service § 192.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Bilag
Bilag 1: Borgere visiteret til plejehjem for 2022 og 2023, pr. januar 2023Bilag 2: Antal ansøgninger til plejebolig, visiteret og indflytninger 2022
Anlægsregnskab for renoveringen af køkkenet på Ørbygård
Sag nr. 8
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Kommunalbestyrelsen har bevilget 6.700.000 kroner til renovering af køkkenet og caféen på Ørbygård. Der er forbrugt 6.845.343 kroner, svarende til et merforbrug på 145.343 kroner. Social- og Sundhedsforvaltningen fremlægger regnskabet for renoveringen til godkendelse.
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
- at anlægsregnskabet for renoveringen af køkkenet og caféen godkendes, samt
- at merforbruget på 145.343 kroner finansieres af kassebeholdningen.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Kommunalbestyrelsen godkendte i sag nr. 149 på mødet d. 26. september 2017 en anlægsbevilling på 6,7 mio. kroner til renoveringen af køkkenet og caféen på Ørbygård, som er finansieret af tilskud fra Staten på 3,825 mio. kroner og kassebeholdningen på 2,875 mio. kroner.
Den nye café blev taget i brug medio april 2018, og det nye køkken med faciliteter stod færdigt medio maj 2018, hvor hele køkkenpersonalet vendte tilbage og tog de nye rammer i brug.
Regnskabet for projektet, der er finansieret af tilskud fra Sundheds- og Ældreministeriet, er i henhold til ministeriets tilskudsbetingelser indsendt til ministeriet efter projektets afslutning i 2018 sammen med den eksterne revisions erklæring og beretning, der er forsynet med en revisorerklæring uden forbehold.
Ministeriet oplyste i januar 2019, at kommunens slutrapport lever op til de formelle kriterier, men bad samtidig om en nærmere beskrivelse af kommunens erfaringer med køkkenerne i praksis, så ministeriet kunne få lidt mere viden om, hvordan det fungerer i praksis for beboerne at have maden tættere på i hverdagen.
Desuden ville kommunen modtage den endelige tilbagemelding på både regnskab og slutrapport vedr. tilskuddet, når ministeriet har været igennem alt materialet.
Kommunen indsendte i maj 2019 en slutrapport til ministeriet med bemærkninger om, at personalet er tilfredse med det nye køkken og caféen efter renoveringen, som har skabt bedre og mere moderne arbejdsforhold, ligesom beboerne på plejehjemmet og de øvrige brugere af caféen er glade for de nye og mere lyse omgivelser og synes, at der er rart og hyggeligt i den nye café med god mad og søde personaler.
Der tages i den daglige produktion hensyn til den enkelte beboers behov og ønsker. Måltiderne er en central del af beboernes dagligdag og sociale samvær, hvor oplevelsen af friskbagt morgenbrød og den varme mad sikrer duftoplevelsen af maden, hvilket har en central rolle for beboernes appetit.
Ministeriet er grundet arbejdspres som følge af coronakrisen og senere ressortomlægninger i ministerierne ikke vendt tilbage med svar på slutrapporten.
Merforbruget på 145.343 kroner skyldes udgifter til rådgiver i forbindelse udbedring af udførte arbejder og forsinkelser fra entreprenørens side undervejs i projektet.
Lov- og plangrundlag
Sundheds- og Ældreministeriets pulje til renovering, etablering og genetablering af lokaler køkkener på landets plejehjem.
Lov om social service § 192
Økonomiske konsekvenser
Merforbruget på 145.343 kroner finansieres af kassebeholdningen.
Der henvises til det samlede mindreforbrug på de fire anlægsregnskaber under Teknik- og Miljøudvalget, som også fremlægges i februar.
Tidsplan
Ingen.
Anlægsregnskab vedr. udskiftning af fjernvarmeanlæg ved Espevang
Sag nr. 9
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger anlægsregnskabet for bevilling til udskiftning af varmeanlæg på Espevang til godkendelse.
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
1. at anlægsregnskabet godkendes samt
2. at merforbruget på 93.298 kroner finansieres af kassebeholdningen.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Kommunalbestyrelsen har den 15. december 2020 (sag nr. 238) givet en anlægsbevilling på 3.000.000 kroner til udskiftning af varmeanlæg på Espevang.
Det gamle varmeanlæg var af ældre dato og havde udfordringer med at opvarme bygningen. Det nye varmeanlæg giver et bedre indeklima og er mere energieffektivt.
Regnskabet for bevillingen er opstillet nedenfor:
- Bevilling: 3.000.000 kroner
- Udgift: 3.093.298 kroner
- Merforbrug: 93.298 kroner.
Merforbruget på 93.298 kroner skyldes, at der blev fundet asbest i kælderen, da man foretog rørinstallationen.
Lov- og plangrundlag
Cirkulære for Budget- og regnskabssystemet for kommuner, kapitel 7.2 om formkrav til årsregnskabet.
Økonomiske konsekvenser
Udskiftning af varmeanlæg ved Espevang viser et merforbrug på 93.298 kr., som finansieres af kassebeholdningen.
Der henvises til det samlede mindreforbrug på de fire anlægsregnskaber under Teknik- og Miljøudvalget, som også fremlægges i februar.
Tidsplan
Ingen.
Diverse
Sag nr. 10
Beslutningskompetence: SOSU
Sagens kerne
Beslutning
Taget til efterretning.
Protokollen oplæst. Mødet afsluttet kl.: 8:30.