Social- og Sundhedsudvalget

14-03-2023

Medlemmer

Formand Annie Arnoldsen Petersen (A)
Ahmed H. Dhaqane (A)
Jette Louise Larsen (C)
Mogens Brauer (C)
Marianne Christensen (Ø)

Sager 11 - 17

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 11

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Oversigt fremlægges til orientering.

  1. Det videre samarbejde med Bikubenfonden (bilag 1)

Indstilling

Meddelelsespunktet forelægges til orientering.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Bilag 1: Det videre samarbejde med Bikubenfonden

Godkendelse af kvalitetsstandarder 2023 på ældre- og handicapområdet
Sag nr. 12

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger kvalitetsstandarder på ældre- og handicapområdet 2023 til godkendelse.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

  1. at høringssvarene tages til efterretning samt
  2. at kvalitetsstandarderne på ældre- og handicapområdet 2023 godkendes.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Kvalitetsstandarderne blev drøftet på møde i Social- og Sundhedsudvalget den 17. januar 2023 (sag nr. 2). Udvalget besluttede, at kvalitetsstandarderne skulle sendes i høring hos Seniorrådet, Handicaprådet, Integrationsrådet og Udsatterådet. Sagen fremlægges med henblik på godkendelse af kvalitetsstandarderne på ældre- og handicapområdet 2023.

Social- og Sundhedsforvaltningen har holdt et høringsmøde med rådene den 2. februar 2023. Formålet med mødet var at høre rådenes kommentarer til den nye model for opsætningen af kvalitetsstandarderne. På mødet deltog to repræsentanter fra Udsatterådet, to fra Integrationsrådet og en fra Seniorrådet. Handicaprådet var ikke repræsenteret.

Rådene har endvidere haft mulighed for at fremsende skriftlige høringssvar. Der er modtaget høringssvar fra Udsatterådet og Integrationsrådet, som er vedlagt som bilag 1 og 2.

På høringsmødet udtrykte rådene generelt tilfredshed med den nye model for formidlingen af kvalitetsstandarderne. Formen, med en informationspjece med generel tekst og kvalitetsstandarder for de enkelte områder ´Praktisk hjælp´, ´Personlig pleje´, ´Rehabilitering´, og ´Træning´ i selvstændige dokumenter, fungerer godt og skaber overskuelighed. Rådene kommenterede, at sproget generelt var læsevenligt, og med en tilpas detaljeringsgrad. Rådene havde nogle konkrete ønsker til præciseringer i forhold til at sikre den rette forståelse. Disse præciseringer er efterfølgende blevet indarbejdet i kvalitetsstandarderne.

Forvaltningen vil i forbindelse med udarbejdelse af kvalitetsstandarderne for 2024 have fortsat fokus på at gøre kvalitetsstandarderne endnu mere læsevenlige, og samtidig vil der også i de kommende måneder være en særlig opmærksomhed på, om kvalitetsstandarderne i tilstrækkelig grad tilgodeser borgere med særlige behov, eksempelvis i forbindelse med ”frit valg”-muligheden.

Udsatterådet er i deres høringssvar kommet med disse forslag:

Sagsbehandlingsfrister. At sagsbehandlingsfrister skal fremgå, så borgeren ved, hvornår man kan forvente svar på en ansøgning.

Øvrige tilbud. At øvrige tilbud om mulighed for hjælp fremgår. Det kunne ske ved at indsætte links til tilbud i civilsamfundet, så som Ældresagen, Vandværket med flere.

Hjælp til det digitale. At der tilbydes hjælp til at håndtere betaling via elektroniske betalingsservices med mere for den gruppe af borgere, som ikke selv evner det på grund af manglende kompetencer eller handicap. Rådet ønsker mulighed for henvisning til en personlig kontakt, som kan hjælpe med digitale udfordringer for borgere, som har behov for det.

Social- og Sundhedsforvaltningen har følgende kommentarer til forslagene:

Sagsbehandlingsfrister

I forhold til sagsbehandlingen af § 83 om personlig pleje, praktisk hjælp og madservice samt § 83a om rehabiliteringsforløb er den administrative praksis, at Visitationen bestræber sig på at behandle alle sager hurtigst muligt ud fra en individuel konkret vurdering. Dette er præciseret i kvalitetsstandarderne.

Ved akut behov behandles sagen med det samme, og hjælpen sættes i gang samme dag. I nogle tilfælde kan sagsbehandlingen være op til 3 uger.

Sagsbehandlingstiden til § 86, stk. 1 om genoptræning er op til 6 uger. Sagsbehandlingstiden til § 86, stk. 2 om vedligeholdende træning er 2 uger, hvis tilbuddet gives på Dagcentret og op til 6 uger, hvis tilbuddet gives via Genoptræning og Rehabilitering.

Sagsbehandlingstiderne for genoptræning og vedligeholdende træning er tilføjet i kvalitetsstandarderne.

Øvrige tilbud

Med hensyn til at tilføje henvisninger til hjælp fra eksempelvis Ældresagen og Vandværket med flere, vurderer Social-og Sundhedsforvaltningen, at det vil være et omfattende vedligeholdelsesarbejde, idet tilbuddene ændrer sig løbende. Det vil ikke være foreneligt med, at kvalitetsstandarderne kun revideres en gang årligt. Kvalitetsstandarderne skal først og fremmest indeholde information om kommunens serviceniveau til borgerne. Social- og Sundhedsforvaltningen er opmærksom på mulighederne for at bygge bro mellem borgere og cilvilsamfundets tilbud.

Hjælp til det digitale

Borgere som ikke har mulighed for at få digital hjælp af pårørende eller øvrige personer i deres netværk, kan henvende sig til ”Mød mig”, som er Rødovre Kommunes tilbud til psykisk sårbare borgere, hvor man kan få hjælp til blandt andet økonomi, E-boks og andre udfordringer, man står alene med i hverdagen. Endvidere er der en datastue på Vandværket, som gerne yder hjælp. Hos Rødovre Frivilligcenter er der mulighed for deltage i kurser, temaaftner mm. Der kommer løbende nye tilbud på Frivilligcentrets hjemmeside.

Integrationsrådet er i deres høringssvar kommet med følgende ønske:

”Vi kunne dog ønske os flere små billeder, der erstatter nogle ord, samt nogle eksempler på, hvordan teksten skal forstås. Det vil øge muligheden for, at borgere med evt. sprogvanskeligheder kan forstå materialet”.

I 2023-revisionsprocessen for kvalitetsstandarderne er der inddraget viden og erfaringer fra brevprojektet "Mød mig på skrift", som har til formål at sikre, at forvaltningens skriftlige kommunikation med borgerne har klare budskaber. Der er blandt andet arbejdet med et nyt layout, brug af billeder, som kan supplere teksten samt generelt at gøre teksten letforståelig uden brug af fagudtryk og med et tydeligt fokus på, at borgerne er den primære modtagergruppe.

Social- og Sundhedsforvaltningen tager Integrationsrådets ønske med i 2024-revisionsprocessen af kvalitetsstandarderne, hvor der fortsat vil være fokus på at styrke den sproglige formidling til borgerne, og herunder undersøge om metoder fra ”Sammen med borgeren” kan være med til at styrke borgerperspektivet i formidlingen af kvalitetsstandarderne.

Kvalitetsstandarderne for ældre- og handicapområdet 2023 er vedlagt som bilag 3 – 7.

Lov- og plangrundlag

Lov om social service § 83, 83a og 86, stk. 1 og 2.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

De politisk godkendte kvalitetsstandarder på ældre- og handicapområdet 2023 bliver lagt på kommunens hjemmeside snarest muligt.

Bilag

Bilag 1: Bilag 1. Høringssvar til kvalitetsstandarder 2023 fra Udsatterådet
Bilag 2: Bilag 2. Høringssvar til kvalitetsstandarder 2023 fra Integrationsrådet
Bilag 3: Bilag 3. Information om kvalitetsstandarder på ældre- og handicapområdet 2023
Bilag 4: Bilag 4. Kvalitetsstandarder for praktisk hjælp 2023
Bilag 5: Bilag 5. Kvalitetsstandarder for personlig pleje 2023
Bilag 6: Bilag 6. Kvalitetsstandard for rehabilitering 2023
Bilag 7: Bilag 7. Kvalitetsstandarder for træning 2023

Orientering om erfaringer fra Halsnæs Kommune med håndtering af hjælpemidler
Sag nr. 13

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen fremlægger et uddrag af Halsnæs Kommunes erfaringer med håndtering af hjælpemidler med henblik på at give inspiration til udvikling af hjælpemiddelområdet i Rødovre Kommune.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at orienteringen om erfaringer med håndtering af hjælpemidler i Halsnæs Kommune tages til efterretning. 

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

I forbindelse med budgetprocessen 2023 fremkom der et politisk ønske om at indhente erfaringer fra Halsnæs Kommune vedrørende håndtering af hjælpemidler for at få inspiration til udvikling af hjælpemiddelområdet i Rødovre Kommune.

Indledningsvis skal der gøres opmærksom på, at der er betydelig arealmæssig forskel på Rødovre og Halsnæs. Rødovre Kommunes areal er 12,18 km2 med 41.500 indbyggere, og Halsnæs Kommunes areal er 121,91 km2 med 31.500 indbyggere.

Erfaringerne fra Halsnæs Kommune kan sammenfattes i følgende punkter:
§ 60-fællesskab: Halsnæs Kommune indgår i et § 60-fællesskab med Greve, Dragør, Ringsted, Solrød, Lejre og Faxe Kommuner. I henhold til den kommunale styrelseslov § 60 afgiver deltagerkommunerne kompetencen til at varetage netop de opgaver, der med vedtægterne bliver overladt til den fælleskommunale virksomhed. Driften af hjælpemiddeldepotet omfatter blandt andet aflevering hos og hjemtagning af hjælpemidler fra borgerne, reparation og vask af hjælpemidler, eftersyn af loftlifte, opsætning/nedtagning af nødkald, låsesystem og lagerstyring samt bestilling af standardhjælpemidler. Ansvaret for visitering af hjælpemidler til borgerne ligger hos Halsnæs Kommunes visitation med udgangspunkt i kommunens serviceniveau, som er fastsat af Kommunalbestyrelsen. Det er ligeledes Halsnæs Kommune, der indkøber og ejer hjælpemidlerne. § 60-fællesskabet er etableret medio 2022, og erfaringerne er derfor endnu sparsomme.

Nærdepot: Halsnæs Kommune har et nærdepot, der er midlertidigt lukket på grund af personalemangel. Det er planen, at nærdepotet skal åbne igen. Borgerne har været overvejende tilfredse med muligheden for at komme på nærdepotet, og få deres sag afklaret med det samme, så vidt det har været muligt. Borgerne har kunne få udleveret mindre hjælpemidler med det samme såfremt de har været på lager, og har efterfølgende fået en skriftlig afgørelse på, hvad der er blevet bevilget. I nærdepotet er der en mindre udstilling af forskellige hjælpemidler som fx rollator, kørestol mm.

Velfærdsbibliotek: Halsnæs Kommune har også et velfærdsbibliotek (åbent torsdage kl. 10 – 12), som er placeret i tilknytning til et plejehjem. På nærdepotet kan borgerne afhente og afprøve hjælpemidler bevilget af kommunen. Velfærdsbiblioteket er et tilbud, hvor borgerne kan komme og se, afprøve og lade sig inspirere af ny velfærdteknologi - som for eksempel robotstøvsugere - der kan give større frihed og selvstændighed i hverdagen.

Praksis på hjælpemiddelområdet i Rødovre Kommune

Rødovres procedure fra ansøgning til bevilling er den samme som i Halsnæs Kommune.

Kommunen yder støtte til det bedst egnede og billigste hjælpemiddel. Borgeren har med visse undtagelser ret til frit valg af alle typer af hjælpemidler. Det betyder, at hvis borgeren ikke ønsker at benytte kommunens leverandør, kan borgeren selv vælge leverandør af hjælpemidlet. Det er også muligt for borgeren at vælge et dyrere hjælpemiddel end det, som kommunen vil yde støtte til, men borgeren skal selv betale en eventuel prisdifference. I begge tilfælde skal hjælpemidlet godkendes af Visitationen.

Alle ansøgninger screenes i forhold til kompleksitet. Alle ukomplicerede ansøgninger behandles samme dag, som de er modtaget, og ofte bringes hjælpemidlet til borgerens hjem dagen efter. Borgere kan også selv vælge at hente hjælpemidlet på depotet. Borgere kan også få ombyttet et defekt hjælpemiddel med det samme eller få lavet en mindre reparation.

Med hensyn til et nærdepot har der her i Rødovre været lignende tanker om en kvikskranke, hvor borgeren kunne få instruktion og foretaget småreparationer. Inden der blev taget endelig stilling til disse overvejelser i forhold til bemanding og serviceniveau, kom coronapandemien, og der var brug for at anvende lokalet til værnemidler. Idéen om en kvikskranke indgår i planerne om en ny placering af et hjælpe- og værnemiddeldepot. Dette kræver en central placering i bykernen med gode transportmuligheder og adgangsforhold.

Rødovre Kommune har valgt at have eget hjælpemiddeldepot med egne depotteknikere. De leverer, afhenter, vasker og reparerer alle hjælpemidler, laver mindre boligændringer og opsætter nødkald samt elektroniske låsesystemer. Levering til hjemmet kan ske alle hverdage af depotteknikere. Nogle omegnskommuner har eksterne chauffører, der kun afhenter få gange ugentligt. Med Rødovre Kommunes ordning er der sikret en høj service, og få medarbejdere i borgerens hjem, idet depotteknikerne varetager alle funktionerne.

Social- og Sundhedsforvaltningen vurderer, at den nuværende praksis, hvor ukomplicerede ansøgninger om fx gangstativ og toiletforhøjer behandles med det samme, sikrer en god og fleksibel service til borgerne, og har været med til at nedsætte den generelle ventetid.

Et vigtigt opmærksomhedspunkt er, at hjælpemidler ikke alene skal kompensere for funktionsnedsættelser. Hjælpemidler skal i lige så høj grad være med til at understøtte en rehabiliterende indsats, der gør borgerne i stand til at leve med størst mulig selvhjulpenhed, og derfor er en faglig vurdering nødvendig i sagsbehandlingen. Et hjælpemiddel kan i nogle tilfælde have en uhensigtsmæssig indvirkning i forhold til borgerens mulighed for at opnå øget selvhjulpenhed.

Lov- og plangrundlag

Serviceloven § 112.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Tilsyn med botilbud 2022
Sag nr. 14

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger tilsynsrapporter med Rødovre Kommunes botilbud og behandlingstilbud for 2022 til orientering.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at tilsynsrapporterne for Rødovre Kommunes botilbud og behandlingstilbud tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Ifølge loven om socialtilsyn skal der én gang årligt aflægges tilsyn med sociale tilbud og plejefamilier i Danmark.

Det er Socialtilsyn Hovedstaden, som står for tilsyn med Rødovre Kommunes sociale tilbud. Socialtilsynet fører tilsyn med alle nedenstående tilbud, men samlet set udføres der tre tilsyn, da tilbud med samme målgruppe vurderes samlet.

Det første tilsyn vedrører botilbud til udviklingshæmmede og opmærksomhedsforstyrrede og omfatter:

  • Bofællesskabet Nyholms Allé (§ 107)
  • Bystrædet 33 (§ 107)
  • Bofællesskabet Rødovrevej 382 (§ 105)
  • Bofællesskabet Slotsherrens Vænge (§ 105)

Det andet tilsyn vedrører botilbud til psykisk sårbare og omfatter:

  • Bofællesskabet Rødovrevej 386 (§ 105)
  • Bofællesskabet Næsbyvej (§ 107)

Det tredje tilsyn vedrører ambulant misbrugsbehandlingstilbud og omfatter:

  • Rådgivning- og Behandlingscentret (§ 101)

Socialtilsynets vurdering

Samlet set vurderer Socialtilsynet, at alle tilbuddene har den fornødne kvalitet i henhold til temaerne i Socialstyrelsens Kvalitetsmodel.

I tilsynet vedrørende botilbud til psykisk sårbare rejser Socialtilsynet et opmærksomhedspunkt omkring, at der bor en borger, som tilbuddet ikke samarbejder med omkring opholdet i tilbuddet. Socialtilsynet er opmærksom på, at borgeren har særlige rettigheder i henhold til Almenboligloven § 105. På den baggrund opstiller Socialtilsynet et opmærksomhedspunkt om, at tilbuddets ledelse tager initiativ til at finde en løsning på situationen. I den forbindelse har ledelsen været i dialog med boligselskabet og Rødovre Kommunes juridiske afdeling og ledelsen rapporterer på månedlig basis til Socialtilsynet. Det er ledelsen forventning, at der findes en løsning på problematikken i foråret 2023. 

I tilsynet vedrørende Rådgivning- og Behandlingscentret rejser Socialtilsynet et opmærksomhedspunkt omkring, hvorvidt medarbejderne, som varetager alkoholbehandlingen, har de rette kompetencer. Rødovre Kommune har fået sit eget tilbud om alkoholbehandling pr. 1. april 2022. I den forbindelse er der blevet ansat mange nye medarbejdere med forskellige faglige kompetencer. Der vil i løbet af foråret 2023 blive undervist i den motiverende samtale, så medarbejderne har et fælles fagligt ståsted.

Socialtilsynet rejser ikke flere opmærksomhedspunkter.

Lov- og plangrundlag

§§ 6 og 12-18 i Lov om Socialtilsyn

§ 213 i Sundhedsloven

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Endelig tilsynsrapport af 25. november 2022
Bilag 2: Endelig tilsynsrapport - Bostederne for psykisk sårbare 2022
Bilag 3: 2022 Tilsynsrapport - Endelig -Bofællesskaberne Rødovre

Udmøntning af Forebyggelsespuljen 2023
Sag nr. 15

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger forslag til udmøntning af forebyggelsepsuljen på sundhedsområdet 2023 til godkendelse.

Indstilling

at forslag til udmøntning af forebyggelsespuljen på sundhedsområdet 2023 godkendes.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

På budget 2023 er der i lighed med foregående år afsat en pulje til forebyggelsesindsatser på sundhedsområdet.

Puljen i 2023 udgør kr. 571.492.

Udmøntningen af forebyggelselsespuljen i 2023 består af en række forebyggende og sundhedsfremmende indsatser, der er i overenstemmelse med den Sundhedspolitik, der blev godkendt af Kommunalbestyrelsen i 2021 (sag nr. 176):

  • Unges mentale og fysiske sundhed - Vestegnsindsatsen "Klar Livet".
  • Vægtenheden for børn og unge med overvægt med finansiering af medarbejderressourcer fra Sundhedsplejen.
  • Tobaksforebyggelse herunder rygestoprådgivning for voksne, unge og sårbare grupper samt røg- og nikotinfrie idrætsanlæg og tværkommunale samarbejder.
  • Handleplan for bevægelse - tilskud til diverse aktiviteter.
  • Kurser i mental balance for borgere med højt stressniveau.

Se bilag for nærmere beskrivelse af indsatserne og budget.

Lov- og plangrundlag

Sundhedsloven

Økonomiske konsekvenser

I budgettet er der afsat 571.492 kr. i forebyggelsespuljen 2023. Fordeling af midlerne på konkrete indsatser fremgår af budget for udmøntning af forebyggelsespuljen 2023.

Tidsplan

Januar-december 2023

Bilag

Bilag 1: Udmøntning af Forebyggelsespuljen 2023
Bilag 2: Fordeling af Forebyggelsespuljen 2023

Orientering om igangsættelse af STIME-samarbejde
Sag nr. 16

Beslutningskompetence: BSU

Sagens kerne

I sagen gives en orientering om planerne for at afprøve en tidlig indsats for psykisk sårbare børn og unge i et styrket samarbejde med psykiatrien i Region Hovedstaden.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at orientering om igangsættelse af STIME-samarbejdet tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Sagen er en fællessag mellem Børne- og Skoleudvalget og Social- og Sundhedsudvalget.

Kommunalbestyrelsen har i budget 2023 afsat 200.000 kr. til at styrke Rødovre Kommunes indsats for børn og unge i psykisk mistrivsel via det tværsektorielle STIME-samarbejde mellem kommuner og Børne- og Ungdomspsykiatrien. STIME er en veletableret samarbejdsplatform, hvor alle kommuner i Region Hovedstaden kan deltage. Aktuelt er der ni kommuner med i samarbejdet. Det er kommunernes opgave at udbyde indsatserne lokalt, og Børne- og Ungdomspsykiatriens opgave at rådgive, uddanne og supervisere de udførende behandlere i kommunerne.

STIME har udviklet lettere behandlingstilbud til børn og unge mellem 3 og 17 år, der er i stigende psykisk mistrivsel, men hvor der ikke er behov for, at de bliver udredt eller behandlet i psykiatrien.

STIME har foreløbig udviklet fire "spor", som de deltagende kommuner tilbydes uddannelse i. Sporene er målrettet følgende problemstillinger:

  • Når bekymring eller tristhed fylder for meget.
  • Når svære følelser fører til selvskade.
  • Når tanker om krop og mad fylder for meget.
  • Når uro, opmærksomhed og impulsivitet er en udfordring.

Nogle spor er behandlingsforløb målrettet børn og unge, mens andre er målrettet henholdsvis familier eller forældre med henblik på, at de rustes til at støtte deres børn bedst muligt.

Indsatsen er i Rødovre Kommune forankret i Pædagogisk Udviklingscenter, hvor blandt andet Rødovre Kommunes Pædagogisk-Psykologiske Rådgivning er baseret. Pædagogisk Udviklingscenter har en god dialog med Børne- og Familieafdelingen med henblik på at afsøge muligheder for samarbejde og fælles deltagelse i projektet. Faglige drøftelser på tværs af Pædagogisk Udviklingscenter og Børne- og Familieafdelingens Familiehus peger på, at det er relevant indledningsvist at afprøve det spor, der er målrettet forældre til børn i alderen 3-10 år, der reagerer med uro, svigtende opmærksomhed og impulsivitet. Disse reaktioner er relativt udbredte, og de kan i høj grad forstyrre børnenes muligheder for at deltage i børnefællesskaberne.

Det er forventningen, at relevante medarbejdere med pædagogisk-psykologisk baggrund vil gennemføre det tre-dages uddannelsesforløb i juni 2023, som STIME udbyder. Uddannelsen følges op af målrettet supervision fra STIME og adgang til løbende rådgivning om konkrete problemstillinger.

Rekrutteringen af forældre forventes at ske via skoler og dagtilbud, hvor interesserede forældre modtager materiale om indsatsen og inviteres til at deltage i et informationsmøde. Herefter visiteres og sammensættes forældrene i grupper, der hen over 10 uger i efteråret vil deltage i de fire workshops, som behandlingsforløbet består i. Som supplement til behandlingsforløbet har STIME udviklet materiale til skoler og dagtilbud, så de øvrige voksne omkring barnet ligeledes rustes til at møde barnet relevant.

På baggrund af erfaringerne med de første STIME-forløb vil Børne- og Kulturforvaltningen tage stilling til, om der skal udbydes yderligere forældregrupper, og om medarbejdere skal uddannes i nogle af de øvrige spor, der udbydes i regi af STIME.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Der er i budget 2023 afsat 200.000 kr. til indsatsen. Disse midler anvendes til kompetenceudvikling, kapacitetsopbygning og afprøvning af indsatsen.

Tidsplan

Det forventes, at de første medarbejdere uddannes inden sommerferien 2023, og at de første behandlingsforløb for forældre igangsættes inden udgangen af 2023.

Diverse
Sag nr. 17

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Beslutning

Social- og Sundhedsudvalget holder møde med SeniorRådet den

11. april 2023

15. august 2023

Kl. 09.00 - 10.00

Protokollen oplæst. Mødet afsluttet kl. 9.10.