Social- og Sundhedsudvalget
05-12-2023
Medlemmer
Ahmed H. Dhaqane (A)
Jette Louise Larsen (C)
Mogens Brauer (C)
Marianne Christensen (Ø)
Fraværende
Sager 66 - 74
Meddelelser
Sag nr. 66
Beslutningskompetence: SOSU
Sagens kerne
Ingen meddelelser
Beslutning
Taget til efterretning.
Fremlæggelse af oversigt over visitation af borgere til plejehjem
Sag nr. 67
Beslutningskompetence: SOSU
Sagens kerne
Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger oversigt over visitation af borgere til plejehjem 2022 og 2023 pr. november 2023 til orientering.
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
at oversigt over visitation af borgere til plejehjem for 2022 og 2023 pr. november 2023 tages til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Sagsfremstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger oversigt over visitation af borgere til plejehjem til orientering hver anden måned. I perioden 9. september 2023 til 3. november 2023 har visitationsudvalget modtaget 23 ansøgninger om plejebolig. En borger har modtaget afslag. Borgeren blev efterfølgende godkendt til ældre- og handicapegnet bolig.
I perioden 9. september 2023 til 3. november 2023 er der sket følgende:
- Seks borgere heraf en borger fra anden kommune er flyttet permanent i plejebolig i Rødovre Kommune.
- Tre borgere fra Rødovre Kommune er flyttet i plejebolig i andre kommuner.
- To borgere har takket nej til plejebolig.
- En borger ønskede ikke at flytte lige nu, har fortsat meget stort behov og er stadig på venteliste til plejebolig.
- En borger takkede nej til plejebolig efter samråd med familien, men ønsker fortsat at stå på venteliste til plejebolig.
Ledige plejeboliger
Der er pr. 3. november 2023 ingen ledige plejeboliger.
Rødovreborgere på den generelle venteliste
På den generelle venteliste er der opskrevet borgere, der lader sig skrive op til alle kommunens plejehjem, og som kommunen er forpligtet til at tilbyde en plejebolig inden for 2 måneder. 24 borgere er noteret på den generelle venteliste. For 11 af de 24 borgere er plejeboliggarantien overskredet.
For de borgere, hvor plejeboliggarantien er overskredet med mere end 3 måneder, er Visitationen, sammen med borgerne og deres familie, ved at undersøge, om plejebolig i anden kommune kunne være aktuel.
Rødovreborgere på venteliste til et plejehjem efter eget ønske
På denne venteliste er der opskrevet borgere, der ønsker at bo på et specifikt plejehjem. Det betyder, at kommunen tilbyder en bolig, når der er en bolig ledig på det pågældende plejehjem.
28 borgere er noteret på den specifikke venteliste:
- 12 borgere ønsker Plejehjemmet Ørbygård, heraf et ægtepar.
- Seks borgere ønsker Ældrecentret Broparken.
- Otte borgere ønsker Plejehjemmet Engskrænten, heraf et ægtepar.
- To borgere ønsker Dorthe Mariehjemmet.
Rødovreborgere på venteliste til anden kommune
Fem borgere, heraf et ægtepar, søger udelukkende plejehjem i andre kommuner.
Udenbysborgere på venteliste i Rødovre Kommune
Ni borgere fra andre kommuner er noteret på venteliste til plejebolig i Rødovre Kommune.
- Seks af de ni borgere søger under plejeboliggarantien.
- For fem af de seks borgere, der søger under plejeboliggarantien er denne overskredet. Alle fem borgere, hvor plejeboliggarantien er overskredet, bor på plejehjem i andre kommuner.
Pr. 3. november 2023 har tre borgere sat deres ansøgning om plejebolig på pause.
Lov- og plangrundlag
Lov om almene boliger § 54.
Lov om social service § 192.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
Ingen.
Bilag
Bilag 1: Borgere visiteret til plejehjem for 2022 og 2023, pr. november 2023 Frigivelse af anlægsbevilling til udvidelse af Aktivitetshuset
Sag nr. 68
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
I investeringsoversigten for budget 2024 er der afsat et rådighedsbeløb på 2,8 mio. kr. til udvidelse og ombygning af Aktivitetshuset, som er et aktivitetstilbud for borgere med psykisk sårbarhed.
Projektet er nu klar til igangsættelse, og Social- og Sundhedsforvaltningen søger om frigivelse af bevillingen i 2024.
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
at der gives en anlægsbevilling på 2,8 mio. kr. til Social- og Sundhedsudvalget, som finansieres af det afsatte rådighedsbeløb på 2,8 mio. kr. i 2024 til Aktivitetshusets udvidelse
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Øget kvalitet for psykisk sårbare borgere i Rødovre Kommune.
Rødovre Kommunes Helhedsplan for Psykisk Sårbare har fokus på, at alle har ret til en meningsfuld hverdag. Ensomhed fylder rigtig meget for mennesker, som kæmper med sociale, psykiske og/eller fysiske udfordringer. I Rødovre Kommunes aktivitets- og samværstilbud Aktivitetshuset kommer mange psykisk sårbare borgere dagligt, hvor de søger fællesskab med ligesindede borgere og mødes til de aktiviteter, som tilbydes.
Der har de seneste år været en voksende tilgang af borgere til Aktivitetshuset, og det har øget presset på de fysiske rammer i Aktivitetshuset, hvor især værkstedsfunktionerne ikke længere er tidssvarende. Der lægges op til en udvidelse af de fysiske rammer i Aktivitetshuset, som betyder, at hovedbygningen skal renoveres, og at der skal etableres en ny tilbygning på 54 m2. Tilbygningen vil indeholde et arbejdsrum med glas- og keramikovn, arbejdsstationer samt hobby-/snedkerværksted.
Udvidelsen af Aktivitetshuset vil betyde, at aktiviteterne, som for nuværende finder sted i Det Røde Hus, vil kunne flyttes til Aktivitetshuset, så brugerne af begge tilbud fremadrettet vil møde et samlet aktivitets- og samværstilbud under samme tag.
Imens renoveringen pågår, vil en del af aktiviteterne i Aktivitetshuset midlertidigt flyttes til Det Røde Hus.
Lov- og plangrundlag
Rødovre Kommunes budget for 2024.
Økonomiske konsekvenser
Udgiften på 2,8 mio. kr. vedrører hovedfunktion 5.38 Tilbud til voksne med særlige behov.
Tidsplan
Aktivitetshuset forventes færdigt august 2024.
Anlægsbevilling - Frigivelse af resterende rådighedsbeløb til etablering af ungehus
Sag nr. 69
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Der søges om anlægsbevilling på 8,0 mio. kroner finansieret af afsat rådighedsbeløb i 2024 til etablering af ungehus på Elektravej.
Der er afsat en samlet anlægssum på 13,9 mio. kroner til projektet inklusiv etableringsomkostninger. Bygningen placeres på det grønne areal i sammenkædning med de eksisterende aktiviteter på matriklen, som rummer ungdomsboliger samt familiehus på Elektravej i Rødovre.
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
at der gives anlægsbevilling på 8,0 mio. kroner til Social- og Sundhedsudvalget. Anlægsbevillingen finansieres af afsat rådighedsbeløb på 8,0 mio. kroner i 2024 til etablering af ungehus på Elektravej.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Der blev meddelt anlægsbevilling på 5,9 mio. kroner i efteråret 2022 til igangsætning af projektets indledende projektering. Projektforslag og tegninger indgår som bilag.
Den resterende anlægsbevilling skal muliggøre, at man kan gennemføre den resterende anlægsfase, som involverer selve anlæggelsen af den nye bygning og tilpasninger af det omkringliggende areal.
Bygningen opføres med 418 kvadratmeter inklusiv første sal. Der er tilføjet lidt ekstra kvadratmeter, siden projektforslaget blev forelagt, blandt andet til et større teknikrum. Med projektet nedrives ligeledes pavillon og garage. De nye fysiske rammer vil blandt andet rumme en café, to aktivitetsrum, et flexrum (et uformelt rum, som "lomme" i gangareal), otte kontorer, toiletter samt fire ekstra ungdomsboliger med tilknyttet beboerkøkken.
De fire ungdomsboliger henvender sig til unge i efterværn dvs. i alderen 18-22 år. Det kan være unge, der kommer fra lettere plejefamilieanbringelser og anbringelser på socialpædagogiske opholdssteder.
Adgang til ungehuset vil være via Veronikavej. Der anlægges parkeringspladser (på Elektravej) i tilknytning til adressen. I forbindelse med nabohøring er projektet tilpasset således, at opførelsen af ekstra p-pladser reduceres fra otte til fire pladser. Ligeledes er en planlagt tagterrasse udgået. Projektforslaget er ikke opdateret med sidstnævnte ændring. Man bestræber sig på at bevare flest mulige af de eksisterende træer på grunden til at understøtte et attraktivt udemiljø.
Der er givet byggetilladelse, og dispensationsanmodningen om midlertidig anvedelse af gas som varmekilde er godkendt. Når der udrulles fjernvarme, vil ungehuset blive koblet på denne energiform. Indtil da er gas som varmekilde den bedste løsning.
Projektet er udviklet som investeringsforslag tilbage i budgetprocessen 2023. Totaløkonomisk skal udvidelsen af de fysiske rammer tilvejebringe driftsmæssige effektiviseringer inden for det specialiserede børne- og ungeområde. Over tid er anlægsprojektet således udgiftsneutralt.
Opgaven omkring byggeriet er udbudt som hovedentreprise.
Lov- og plangrundlag
§40 i Bekendtgørelse af lov om kommunernes styrelse, Budget- og Regnskabssystem for kommuner, Rødovre Kommunes Principper for økonomistyring, Rødovre Kommunes Budget 2024 inkl. bevillingsregler samt Regler for byggestyring i Rødovre Kommune.
Økonomiske konsekvenser
Frigivelse af rådighedsbeløb baseres på allerede opført budgetbeløb på 8,0 mio. kroner i 2024 på investeringsoversigten for 2024-27. Anlægsprojektet henfører til bevillingsprogram 630063 under hovedfunktion 05.28 Tilbud til børn og unge med særlige behov.
Der indgår afledte driftskonsekvenser (effektiviseringskrav i form af budgetreduktioner i myndighedsøkonomien) med forudsat hjemtagelse af unge i efterværn, idet fire ekstra ungdomsboliger ibrugtages pr. 1.1.2025.
De udvidede fysiske rammer skal desuden understøtte målrettede/specialiserede gruppeforløb. Samtidig optimeres kapacitet (i størrelsesordenen ca. 10 pct.) og kvalitet på basis af en uændret normering. De ekstra fire ungdomsboliger i huset er dog understøttet af afledte kontaktpersontimer.
Afledte driftsudgifter i form af vand, varme og el udestår præciseret efter ibrugtagning af den nye bygning og skal i fornødent omfang løftes ind i budgetprocessen for 2026/2027.
Tidsplan
Ultimo november 2023: Kontrakt forventes indgået . Landskabsentreprisen forløber særskilt, men parallelt, med bygningsentreprisen.
Januar-december 2024: Byggefase
November-medio december 2024: Afleveringsfase og evt. mangeludbedring
1. januar 2025: Ibrugtagning (følger hermed tidsplanen for indarbejdede afledte effektiviseringsgevinster på driftsbudgettet for eksterne køb i myndigheden).
Bilag
Bilag 1: Projektforslag ElektravejBilag 2: Projektforslag
Tilskud til frivilligt socialt arbejde pgf 18 og foreningstilskud pgf 79, forår 2024
Sag nr. 70
Beslutningskompetence: SOSU
Sagens kerne
På budget 2024 er der afsat 1.128.765 kroner til tilskud til frivilligt socialt arbejde (§18) og foreningstilskud (§79). Fordeling for 1. halvår 2024 fremlægges til godkendelse.
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
at forslag til fordeling af midlerne afsat til tilskud til frivilligt socialt arbejde (§18) og foreningstilskud (§79) samt mulighed for ad hoc ansøgninger godkendes.
Beslutning
Godkendt.
Sagsfremstilling
Midlerne til frivilligt socialt arbejde (§18) og foreningstilskud (§79) uddeles to gange årligt. Ansøgningsfristen er den 1. oktober (til forårssæsonen) og den 1. april (til efterårssæsonen). Social- og Sundhedsforvaltningen har modtaget 39 ansøgninger, som fordeler sig på 24 ansøgninger til frivilligt socialt arbejde (§18) og 15 ansøgninger til foreningstilskud (§79). Sidstnævnte tilskud ydes til forebyggende indsatser og aktiviteter for ældre og handicappede. Under puljen for frivilligt socialt arbejde (§18) er der indkommet ansøgninger for 493.621 kroner, og under puljen for foreningstilskud (§79) er der indkommet ansøgninger for 103.452 kroner.
Social- og Sundhedsforvaltningen foreslår, at der i foråret 2024 fordeles 275.250 kroner til frivilligt socialt arbejde (§18) og 80.400 kroner til foreningstilskud (§79). I prioriteringen af §18-midlerne er der lagt vægt på, om aktiviteten hører under de særlige målgrupper, som Social- og Sundhedsudvalet godkendte på mødet den 5. februar 2019 (sag nr. 8):
- Ensomhed
- Tilflyttere i foreningslivet.
Udover de nævnte fokusområder indgår der også andre afvejninger ved fordeling af de økonomiske midler. Det kan eksempelvis være foreningens kassebeholdning i forhold til udgifter, hvor mange borgere, der gør brug af tilbuddet, eller om der er tale om en aktivitet, der allerede findes i kommunalt regi.
Til den aktuelle fordeling er der kommet:
- Seks ansøgninger inden for området "Aktiviteter for ældre og handicappede"
- fem ansøgninger inden for området "Aktiviteter for børn, unge og familier"
- 13 ansøgninger inden for området "Aktiviteter for syge borgere/patienter og sundhedsfremmende aktiviteter"
- ingen ansøgning inden for området "Aktiviteter for sindslidende"
- ingen ansøgning inden for området "Oplysende og rådgivende aktiviteter"
- ingen ansøgninger inden for området "Aktiviteter for andre".
Boblberg
Social- og Sundhedsudvalget besluttede på mødet den 6. december 2022 (sag nr. 88) at reservere 47.000 kroner af §18-midlerne til medlemsskab af Boblberg. Boblberg er en digital platform, som har berøring med områderne kultur, fritid, sundhed og frivillige aktiviteter. Med udgangspunkt i borgernes ønsker og behov er der skabt et digitalt mødested, der har til formål at motivere inaktive borgere, forebygge ensomhed og sikre den mentale og fysiske sundhed.Udgiften udgør samlet ca. 140.000 kroner om året i en periode på minimum tre år. Den øvrige del af udgiften finansieres af Social- og Borgerserviceafdelingen samt Kultur- og Fritidsafdelingen.
Reduktion i rammen til frivilligt socialt arbejde
Som en del af udmøntningen af den rammereduktion, der blev besluttet i forbindelse med vedtagelsen af Budget 2024, er den samlede ramme til tilskud til frivilligt socialt arbejde (§18) og foreningstilskud (§79) reduceret med kr. 100.000. Derudover - ligeledes i forbindelse med vedtagelsen af budget 2024 - blev der indgået aftale om at videreføre stillingen som fritidsvejleder som en del af fritidspasordningen. Denne stilling skal i 2024 finansieres med kr. 400.000 kr. fra folkeoplysningsudvalgets ramme og kr. 200.000 kr. fra puljen til frivilligt socialt arbejde . Dette dog kun i 2024, da der i 2025 og frem skal findes en anden løsning.
Ovenstående reduktioner på den samlede ramme til tilskud til frivilligt socialt arbejde og foreningstilskud betyder, at Forvaltningen for år 2024 planlægger at afholde de fælles arrangementer (Frivillighedskonference, Netværksaften og Årets Ildsjæl) for et reduceret beløb samtidig med, at vi vil være nødt til at justere i tildelingen af midlerne til de frivillige sociale foreninger.
Bilagene indeholder en oversigt over fordeling af midler og indkomne ansøgninger til henholdvis §18 og §79 med en kort beskrivelse af de enkelte ansøgninger og forslag til fordeling af midlerne.
Lov- og plangrundlag
Lov om social service §18 og §79.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
Ingen.
Bilag
Bilag 1: Forårspuljen 2024Bilag 2: Indkomne ansøgninger paragraf 18 - forår 2024
Bilag 3: Indkomne ansøgninger paragraf 79 - forår 2024
Godkendelse af forslag til Sundhedsaftale 2024-2027
Sag nr. 71
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller "Forslag til sundhedsaftale 2024-2027" til godkendelse efter høring.
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
at forslag til Sundhedsaftale 2024-2027 godkendes.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Sundhedsaftalen er en aftale mellem regionsrådet og kommunalbestyrelserne i regionen som skal bidrage til sammenhæng og koodinering af patientforløb, der går på tværs af regionens sygehuse, kommuner og almen praksis.
Udarbejdelsen af sundhedsaftalen varetages af sundhedskoordinationsudvalget i regionen.
Samme udvalg sendte udkast til ny sundhedsaftale i høring i perioden fra den 14. april 2023 til den 9. juni 2023. Sundhedsklynge Midts fælles høringssvar blev behandlet på Social- og Sundhedsudvalgsmøde den 15. august 2023 (sag nr. 46).
Tre tilpasninger til det endelige forslag til sundhedsaftale efter høring
I det endelige forslag til sundhedsaftalen er der et stærkere fokus på rekruttering, fastholdelse og uddannelse, og derfor er afsnittet om aftalens principper ændret.
Et gennemgående tema i høringssvarene, er vigtigheden af det tværsektorielle samarbejde om borgere med psykisk sygdom, hvor der i fokusområdet ''Sammen om borgere med psykisk sygdom'' er indskrevet et borger- og patientforløb. Samarbejdet går på tværs af hospital, kommuner og almen praksis, og omhandler både psykiske og somatiske problemstillinger.
Derudover er det betonet i aftalen, at der skal være fokus på samarbejdet om socialt udsatte borgere, og eksplicit civilsamfundets rolle i samarbejdet.
Sundhedsaftalen adresserer de områder og målgrupper, hvor der er størst behov for at udvikle samarbejdet.
De tre fokusområder er videreført fra den gældende sundhedsaftale og er:
Sammen om børn og unges sundhed. Målet er, at:
- Vi udvikler og styrker vores samarbejde om tilbud til sårbare gravide og småbørnsfamilier med afsæt i deres behov og ressourcer.
- Alle børn og unge, der viser tegn på mental mistrivsel, får den rette hjælp i tide.
Sammen om borgere med psykisk sygdom. Målet er, at:
- Alle borgere med psykisk sygdom oplever sammenhæng i behandlingsforløb og et koordineret udskrivningsforløb.
- Alle borgere med psykisk sygdom oplever, at der tages hånd om deres samlede behov - også i forbindelse med anden sygdom.
Sammen om ældre og borgere med kronisk sygdom. Målet er, at:
- Alle borgere med flere sygdomme oplever en samlet indsats med udgangspunkt i deres behov og ønsker.
- Alle ældre syge borgere opholder sig der, hvor deres behov varetages bedst.
Borgerne skal opleve, at sundhedsaftalen gør en forskel, og det sker først, når aftalen kommer ud at leve i hverdagen. Sundhedsaftalen skal være en stærk katalysator for et samarbejdende sundhedsvæsen, hvor der i og på tværs af de fem sundhedsklynger tages fælles ansvar for at løfte sundheden i regionen.
Lov- og plangrundlag
Sundhedsloven.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
Regionsadministrationen skal indsende sundhedsaftalen til Sundhedsstyrelsen senest mandag den 1. januar 2024. Aftalen skal forinden være politisk godkendt i regionsrådet og i alle 29 kommuner i regionen.
Bilag
Bilag 1: Endeligt forslag til Sundhedsaftale 2024-2027 Opfølgning på trivsels-topmødet
Sag nr. 72
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Rødovre Kommune afholdt i august et trivsels-topmøde, der samtidig var startskuddet til et længere forløb, hvor der sættes fokus på at styrke trivslen blandt børn og unge mellem 0-25 år. ’Mod på trivsel’ er fortsat overskriften for den indsats, der i det kommende år igangsættes i et samarbejde på tværs af borgere, forvaltninger, institutioner samt frivillige og foreningslivet med henblik på at udarbejde en handleplan for det fremadrettede arbejde.
Sagen behandles samtidig i Børne- og Skoleudvalget, Social- og Sundhedsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget samt Beskæftigelsesudvalget.
Indstilling
Børne- og Kulturforvaltningen og Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
at sagen drøftes og tages til efterretning.
Beslutning
Indstilles taget til efterretning.
Sagsfremstilling
Mod på trivsel
At trives er en vigtig forudsætning for at lære og udvikles. I dag synes der i højere grad end tidligere at være flere børn og unge, der mistrives. Det ses bl.a. i en stigende tendens til, at flere børn og unge føler et mindre tilhør, at der ved visitationer til særlige tilbud oftere er behov for at tilrettelægge nye forløb, øget behov for endnu flere både forebyggende og indgribende indsatser hos børn, unge og deres familier og senere udfordringer med at påbegynde og gennemføre en ungdomsuddannelse og være i beskæftigelse.
Det er en stor udfordring, som de professionelle i børnene og de unges liv allerede søger at finde løsninger på. En udfordring, der kræver modige skridt i nye retninger for at kunne gøre en særlig forskel for alle børn og unge.
Med trivselsåret bliver der sat endnu stærkere lys på mulige nye veje at gå. Ved at tage små skridt, kan der forhåbentligt skabes større bevægelser i arbejdet med børn og unges trivsel. I Rødovre Kommune arbejder både professionelle og frivillige allerede med en række indsatser, der har fokus på børn og unges trivsel, men vi skal i den kommende tid også igangsætte nye prøvehandlinger på tværs i kommunen, således at der i slutningen af 2024 kan formuleres en samlet handleplan.
Børne- og Skoleudvalget og Social- og Sundhedsudvalget blev allerede i november måned inspireret til at tænke nye veje for tilgangen til trivsel ved den fælles studietur. Både i Odense, Vejle og Svendborg Kommune var der inspiration til, hvordan der metodisk og systematisk kan arbejdes med børn og unges trivsel.
Indsatserne i trivselsåret skal kædes tæt sammen med indsatser i Sundhedspolitikken, Ungestrategien, Kultur- og fritidspolitikken, Kunst i byens rum og Idrætspolitikken. Indsatserne skal endvidere spille sammen med arbejdet omkring budgetresolutionen fra 2022 om et tættere samarbejde mellem børne- og familieafdelingen og skole-/dagtilbudsområdet. Der vil i forbindelse med involveringen af interessenter inddrages metoder og erfaringer herfor fra Rødovre Kommunes strategi ’Sammen om Rødovre’. Det tilstræbes, at involveringen henover året bærer præg af at få så mange stemmer som muligt i spil. Det gælder i særdeleshed børn og unges stemmer – og i lige så høj grad de mange omgivende samarbejdspartnere, som kommunen er privilegeret af allerede at have med blik for nye partnerskaber, der kunne være på vej. Indsatserne vil således ske i samarbejde med skole- og forældrebestyrelser, medarbejdere, ledere og frivillige på tværs af kommunen, faglige organisationer og ikke mindst med inddragelse af Rødovre Kommunes børn og unge.
Der afholdes ligeledes 2-3 involverende temamøder mellem de relevante politiske udvalg i løbet af trivselsåret og frem mod udarbejdelsen af handleplanen i efteråret 2024.
Temaer og prøvehandlinger
Forvaltningerne har med afsæt i erfaringer, data omkring børn og unge samt perspektiver fra topmødet valgt at pege på følgende temaer som udgangspunktet for prøvehandlinger i trivselsåret:
- Sundhed i et trivselsperspektiv
- Læringsrum 2.0 koblet med trivsel og data
- Tilhør
- Fritid i samspil med kommunale institutioner
- Det digitale i samspil med det analoge
- Tempo og pauser
- Tværgående data på nye måder
Ad. 1 Sundhed i et trivselsperspektiv
Forvaltningerne vil i trivselsåret kombinere sundhedsfaglig viden med pædagogisk og didaktisk viden med henblik på forebyggende indsatser eksempelvis i forbindelse med uhensigtsmæssig brug af stoffer og alkohol. Et eksempel på en mulig prøvehandling er at benytte de data, der indsamles i forbindelse med Ungeprofilundersøgelsen på nye måder og være nysgerrige på, hvordan gruppedynamikker og sociale misforståelser, der fører til risikoadfærd, kan undgås. Rødovre Sundhedscenter og skoleafdelingen vil ligeledes afprøve samarbejde om forældreinddragelse i børn og unges sundhed og trivsel i form af forældremøder og workshops.
Ad. 2 Læringsrum 2.0 koblet med trivsel og data
Kommunens ud- og ombygninger skaber mulighed for i trivselsåret at arbejde både med indretning og læringsrum, som kobles med børn og unges trivsel. På nuværende tidspunkt er der enkelte nedslag, hvor der arbejdes med trivselsmålinger og tilpasninger af indsatser i klasser på tværs af skolerne. Børnene og de unge melder selv ind til det pædagogiske personale, der følger op på deres tilbagemeldinger om deres trivsel. Samtidig bliver det synligt for de andre i klassen, hvordan deres kammerater har det. Der arbejdes i det kommende år med udvikling af dette felt, så flest mulige børn og unge profiterer af systematiske effektmålinger for den enkeltes trivsel såvel som for det samlede fællesskab.
Ad. 3 Tilhør
Et stigende antal børn og unge oplever angst, ensomhed, skolevægring eller at stå uden for fællesskabet.
Børne- og Kulturforvaltningen og Socialforvaltningen er opmærksomme på i det kommende år at inddrage erfaringer fra andre kommuner og benytte inspiration samt materiale fra bl.a. organisationen PLAY, som arbejder med socialpædagogiske indsatser, og Red Barnet. Der vil desuden være fokus på at få flere stemmer i spil lokalt for at afdække flere perspektiver og mulige handleveje i arbejdet med at skabe skoletilhør for alle børn og unge. Eksempler herpå kan være afprøvning af flere mellemformer og mere fleksible tilgange, som det er tilfældet med initiativet Møllers stue på Center Valhøj (et mødested med fokus på trivsel og fællesskaber for børn og unge med manglende skoletilhør) og med indsatserne på Rødovre Parkvej Skole. På baggrund af prøvehandlinger og tiltag ønskes en spredning af viden og erfaringer samt et bredere samarbejde på tværs af kommunen, således at det også bliver muligt at forebygge og foregribe manglende tilhør.
Ad. 4 Fritid i samspil med kommunale institutioner
På topmødet blev der blandt andet peget på nødvendigheden af at stå sammen på tværs af dagtilbud, skole, SFO, børne- og familieafdeling, fritidsliv og også involvere et langt bredere privat netværk omkring barnet eller den unge, som en af vejene til at lykkes med at bryde de negative spiraler, der af og til rammer familier med et barn eller en ung, der mistrives. Potentialer og muligheder for udvikling af samarbejdet er en del af prøvehandlingerne det kommende år. Eksempler herpå kan være etablering af samarbejde mellem lokale idrætsforeninger og skolernes SFO'er med henblik på at aktivere børn og unge i fritidsaktiviteter. Eller i et samarbejde med Rødovre Musikskole at afprøve et musikfagligt trivselsforløb målrettet børn fra specialområdet. Erfaring viser, at fællesskaber omkring et aktivt fritidsliv kan have en positiv effekt på trivslen.
Ad. 5 Det digitale i samspil med det analoge
Brugen af skærme bliver ofte nævnt i forbindelse med trivselsdebatten. Der sættes i det kommende år fokus på, hvordan der kan skabes bæredygtige adfærdsændringer, understøtte det gode og sunde liv samt mindske uhensigtsmæssige livsmønstre blandt andet via et sundt forhold mellem digitalt og analogt liv. Denne debat vil vi i trivselsåret fortsætte blandt personalet for hele 0-25 års området. For eksempel ved at udvikle og afprøve et koncept for videndeling og inspiration indeholdende filmklip med faglige input samt opfølgende spørgsmål, der kan understøtte dialog og refleksion. Desuden afprøves og systematiseres en række trivselsfremmende forløb for børn og unge på TekX. Rammerne på TekX og det digitale univers opleves at have en positiv effekt i forhold til at etablere skoletilhør for børn og unge med forskellige udfordringer.
Ad. 6 Tempo og pauser
Børn og unges liv er i dag i højere grad præget af tempo, fart og fokus på præstationer. I trivselsåret undersøges det, hvordan der kan etableres pusterum og pauser i hverdagen, der styrker trivslen herunder også en videreudvikling af arbejdet med søvn. Der kan eksempelvis afprøves planlagte aktiviteter som tjek ind og brainbreaks for alle børn og unge, der giver hjernen et mentalt pusterum og får krop og vejrtrækning aktiveret positivt. Flere af skolerne er klar til at afprøve, hvordan der kan arbejdes med pauser i løbet af skoledagen som et vigtigt element i børn og unges trivsel. Et eksempel på en prøvehandling er, at en af skolernes bibliotek og hal i pauser er åbne for skolens børn og unge med pædagogisk personale til stede, ligesom der i pauserne arrangeres yoga, mindfulness, brætspil og bordtennis.
Ad. 7 Tværgående data på nye måder
Forvaltningerne vil sætte fokus på tværfaglig brug af eksisterende data samt udvikle mindre nye datasæt, som fx små tegn i dagligdagen eller børnenes stemmer, med henblik på at fremme trivslen ud fra et tværfagligt perspektiv. Et eksempel på en prøvehandling er derfor udvikling og afprøvning af værktøjer, som den enkelte medarbejder eller det enkelte team kan anvende i arbejdet med benytte data og tegn til at give indsigt i og forståelse for, hvor der skal sættes ind, og hvad der virker. Et andet eksempel er at dykke ned i fx trivselsmålinger og på baggrund af målingerne iværksætte konkrete hverdagshandlinger, der fremmer trivsel. Det kunne være at rette lyset på, om alle børn og unge oplever hver dag at have en positiv kontakt med en betydningsfuld voksen.
Videndeling og synlighed i arbejdet med trivsel
Rødovre kommune lancerede hjemmesiden www.modpåtrivsel.dk i forbindelse med trivsels-topmødet. På hjemmesiden vil fortsat deles erfaringer, resultater, effektmålinger og inspiration til nye handlinger i det kommende år.
Mange deltagere på topmødet blev inspirerede og gav udtryk for lysten til at arbejde videre med de nye input. Derfor udvikles i den kommende tid en række korte og lettilgængelige forløb for professionelle og frivillige, der kan benyttes som opfølgning og dermed sikre, at nogle af de væsentlige pointer deles med flere i Rødovre Kommune. Eksempler på disse forløb er korte videofilm med budskaber fra oplægsholderne og tilhørende refleksionsspørgsmål. Forløbene kan fungere som et hjælpende element i forhold til at videndele med kolleger og i forhold til at konvertere inspirationen til praksisnære handlinger i hverdagen med børn og unge.
På topmødet fungerede en rød bænk som samlingspunkt for mødet mellem mennesker, dialog og samtale. Den røde bænk står nu på Rådhuspladsen i Rødovre. Hensigten er, at den vil blive et nyt mødested for byens borgere og vil minde om at give tid til at vise nærvær, imødekommenhed og omsorg over for andre. I løbet af trivselsåret vil bl.a. den røde bænk på Rådhuspladsen være omdrejningspunkt for forskellige begivenheder, der synliggør trivselsindsatsen og som skaber dialog mellem forskellige interessenter.
Lov- og plangrundlag
Ingen.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
De nævnte aktiviteter forløber fra nu og frem til efteråret 2024, hvorefter en handleplan for det fremadrettede arbejde fremlægges.
Udmøntning af 1,5 pct. besparelse i budget 2024 (2025-2027)
Sag nr. 73
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Kommunalbestyrelsen har med vedtagelsen af budget 2024 (2025-2027) besluttet en generel varig rammereduktion på 1,5 pct. Denne sag beskriver udmøntningen af besparelsen på områder.
Sagen behandles samtidig i alle fagudvalg.
Indstilling
Staben for Økonomi og Personale indstiller,
- at de generelle forslag til udmøntning af besparelsen tages til efterretning,
- at de specifikke forslag til udmøntning af besparelsen godkendes samt
- at der gives følgende tillægsbevillinger i 2024, som indebærer udmøntning af de konkrete forslag i denne sag: En mindreudgift på 0,3 mio. kr. til Teknik- og Miljøudvalget, en merudgift på 0,4 mio. kr. til Klima- og Naturudvalget, en mindreudgift på 0,5 mio. kr. til Social- og Sundhedsudvalget, og en merudgift på 0,4 mio. kr. til Økonomiudvalget. Den samlede driftsbevilling er budgetneutral, fordi der allerede i budget 2024 er sket en foreløbig fordeling af besparelsen på 1,5 pct.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Med budgetaftalen for budget 2024 har en enig Kommunalbestyrelse besluttet en generel varig rammereduktion på 1,5 pct. i 2024 og fremefter. Det skal ses i sammenhæng med at der i 2023 er indarbejdet en 1-årig rammereduktion på 0,75 pct., dvs. at forskellen til situationen i 2023, alt andet lige, er en yderligere reduktion på 0,75 pct. Endvidere har parterne udtrykt en forventning om, at afskedigelser ud af Rødovre Kommune kan undgås på de store velfærdsområder.
Forvaltningerne fremlægger med denne sag en beskrivelse af, hvordan reduktionen på 1,5 pct. foreslås udmøntet konkret. I relation til parternes forventning om at der med besparelsen kan undgås afskedigelser ud af kommunen på de store velfærdsområder bemærkes det, at det er forventningen, at de steder hvor stillinger nedlægges sker det ved ikke at genbesætte eller omplacere jf. Rødovre Kommunes tilgang om ”ingen nemme løsninger”.
Udmøntningen falder i to hovedgrupper:
- En generel udmøntning som sker via justeringer og tilpasninger i institutionernes budgetter. Af bilag 1 fremgår en overordnet beskrivelse af dette for hvert udvalg. Det besluttes lokalt hvordan denne del af besparelsen konkret fordeles. Konsekvenserne rapporteres til udvalgene i de kvartalsvise udgiftsopfølgninger i 2024.
- En specifik udmøntning på aktiviteter, som medfører en ændring af et konkret serviceniveau. Nedenfor fremgår de aktiviteter der påvirkes.
På Børne- og Skoleudvalgets område:
- Nuværende niveau for fremskudt familiebehandling fastholdes
- Nuværende niveau for Sundheds- og trivselsindsats fastholdes
- Ophør af aftale om personaletilstedeværelse hvor der ikke er indmeldt børn i dagtilbuddet, i forbindelse med sampasningsordningen
På Social- og Sundhedsudvalgets område:
- Udtræden af tværkommunalt samarbejde på kræftområdet
- Midlertidig reduceret kapacitet på Rødovre Parkvej Skole
- Træning på midlertidige døgnpladser bortfalder om lørdagen
- Ny aftale med Dorthe Mariehjemmet, svarende til en rammebesparelse på 1,5 pct.
- Reduktion af puljen til det frivillige sociale arbejde
En uddybende beskrivelse af udmøntningen af 1,5 pct. besparelsen i de enkelte udvalg fremgår af bilag 1.
Lov- og plangrundlag
Lovgrundlaget for kommunernes budgetlægning findes i Lov om kommunernes styrelse (Bekendtgørelse af lov om kommunernes styrelse, LBK nr. 47 af 15. januar 2019) og i Bekendtgørelse om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision mv. (BEK nr. 2305 af 28. december 2020). En mere detaljeret beskrivelse af budgetlægningen i Rødovre Kommune findes i de bevillingsregler, der fremgår af budgetpublikationens Generelle Bemærkninger.
Økonomiske konsekvenser
Budgettet er styringsgrundlag for Rødovre Kommunes virksomhed i 2024, samt i budgetoverslagsårene 2025-2027
I forhold til de bevillingsmæssige ændringer, der følger af sagen gælder det fortsat, at fordelingen af besparelsen på fagområder er uændret ift. i budget 2024.
Tidsplan
Sagen behandles i fagudvalgene: 5. december 2023
Sagen behandles i Økonomiudvalget: 13. december 2023
Sagen behandles i Kommunalbestyrelsen: 19. december 2023.
Bilag
Bilag 1: Uddybende beskrivelse af udmøntningen af 1,5 pct. besparelsen i de enkelte udvalg Diverse
Sag nr. 74
Beslutningskompetence: SOSU
Sagens kerne
Beslutning
Taget til efterretning.
Protokollen oplæst. Mødet afsluttet kl.: 8.40.