Social- og Sundhedsudvalget

06-02-2024

Medlemmer

Formand Annie Arnoldsen Petersen (A)
Ahmed H. Dhaqane (A)
Jette Louise Larsen (C)
Mogens Brauer (C)
Marianne Christensen (Ø)

Fraværende

Formand Annie Arnoldsen Petersen (A), sag 5-11

Sager 5 - 11

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 5

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Oversigt fremlægges til orientering.

  1. Notat om Kærenes status om forebyggelsesområdet pr. 1. december 2023 (se bilag 1)

Indstilling

Meddelelsespunktet forelægges til orientering.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Bilag 1: Kærenes status som forebyggelsesområde pr. 1. december 2023

Fremlæggelse af oversigt over visitation af borgere til plejehjem
Sag nr. 6

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger oversigt over visitation af borgere til plejehjem 2023 og 2024 pr. januar 2024 til orientering.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at oversigt over visitation af borgere til plejehjem for 2023 og 2024 pr. januar 2024 tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger oversigt over visitation af borgere til orientering hver anden måned. I perioden 4. november 2023 til 5. januar 2024 har visitationsudvalget modtaget 28 ansøgninger om plejebolig. En borger har modtaget afslag. Borgeren valgte ikke at klage over afgørelsen.

I perioden 4. november 2023 til 5. januar 2024 er der sket følgende:

  • 17 borgere er flyttet permanent i plejebolig i Rødovre Kommune. Ingen borgere fra andre kommuner er flyttet i plejebolig i Rødovre Kommune.
  • Fire borgere fra Rødovre Kommune er flyttet i plejebolig i andre kommuner.
  • Seks borgere har takket nej til plejebolig.
    • Fire borgere ønskede at se tiden an, da det gik godt lige nu og fik derfor sat deres ansøgning på pause. En af de fire borgere fortrød dog hurtigt og blev sat aktiv på ventelisten til et plejehjem efter eget ønske.
    • En borger kunne ikke overskue at flytte inden jul og er fortsat aktiv på den generelle venteliste.
    • En borger var utilfreds med boligens indretningsmuligheder. Er fortsat på den generelle venteliste.

Ledige plejeboliger
Der er pr. 5. januar 2024 en ledig plejebolig, der er under klargøring.

Rødovreborgere på den generelle venteliste

På den generelle venteliste er der opskrevet borgere, der lader sig skrive op til alle kommunens plejehjem, og som kommunen er forpligtet til at tilbyde en plejebolig inden for 2 måneder. 17 borgere, heraf et ægtepar, er noteret på den generelle venteliste. For seks af de 17 borgere er plejeboliggarantien overskredet.
Visitationen har, sammen med de borgere og deres familie, hvor plejeboliggarantien var overskredet med mere end 3 måneder, undersøgt om plejebolig i anden kommune kunne være aktuel. Seks borgere blev kontaktet, og to borgere valgte på denne baggrund at flytte til andre kommuner.

Rødovreborgere på venteliste til et plejehjem efter eget ønske

På denne venteliste er der opskrevet borgere, der ønsker at bo på et specifikt plejehjem. Det betyder, at kommunen tilbyder en bolig, når der er en bolig ledig på det pågældende plejehjem.

28 borgere er noteret på den specifikke venteliste:

  • 12 borgere ønsker Plejehjemmet Engskrænten, heraf to ægtepar.
  • 11 borgere ønsker Plejehjemmet Ørbygård, heraf et ægtepar.
  • Fire borgere ønsker Ældrecentret Broparken.
  • En borgere ønsker Dorthe Mariehjemmet.

Fem af de 28 borgere, der er noteret på den specifikke venteliste, søger skærmet enhed.

Rødovreborgere på venteliste til anden kommune

Tre borgere søger udelukkende plejehjem i andre kommuner, heraf er et ægtepar.

Udenbysborgere på venteliste i Rødovre Kommune

Seks borgere fra andre kommuner er noteret på venteliste i Rødovre Kommune.

  • Fire af de seks borgere søger under plejeboliggarantien.
  • For en af de fire borgere, der søger under plejeboliggarantien er denne overskredet. Borgeren, hvor plejeboliggarantien er overskredet, bor på plejehjem i anden kommune.

Visitationen har haft kontakt med fire borgere, der boede på plejehjem i andre kommuner, og hvor plejeboliggarantien var overskredet, for at høre om de fortsat ønskede at søge plejehjem i Rødovre Kommune, hvilket ingen af dem ønskede. De fire borgere er derfor slettet fra ventelisten.

Pr. 5. januar 2024 har fem borgere sat deres ansøgning om plejebolig på pause.

Lov- og plangrundlag

Lov om almene boliger § 54.

Lov om social service § 192.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Antal ansøgninger til plejebolig, visiteret og indflytninger 2023
Bilag 2: Borgere visiteret til plejehjem for 2023 og 2024, pr. januar 2024

Afgørelse om påbud til Ældrecentret Broparken
Sag nr. 7

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Styrelsen for Patientsikkerhed har truffet afgørelse om et påbud til Ældrecentret Broparken efter et tilsynsbesøg den 24. oktober 2023. Påbuddet er givet den 21. december 2023 og omhandler, at Ældrecentret Broparken skal sikre forsvarlig medicinhåndtering, systematiske sygeplejefaglige vurderinger og opfølgning herpå samt tilstrækkelig journalføring. Ældrecentret Broparken har lavet en handleplan for efterlevelse af påbuddet, som er vedlagt sagen.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at sagen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Social- og Sundhedsudvalget er på udvalgsmødet den 14. november 2023 under meddelelsespunktet, mundtligt blevet orienteret om at Styrelsen for Patientsikkerhed har gennemført et tilsyn på Ældrecentret Broparken, som har udløst et påbud.

Styrelsen for Patientsikkerhed gennemførte den 24. oktober 2023 et varslet, reaktivt tilsyn hos Ældrecentret Broparken. Baggrunden for tilsynet var, at styrelsen havde modtaget en bekymringshenvendelse vedrørende patientsikkerhedsmæssige forhold på stedet. På baggrund af tilsynet har Styrelsen for Patientsikkerhed den 21. december 2023 givet påbud til Ældrecentret Broparken om at sikre forsvarlig medicinhåndtering, systematiske sygeplejefaglige vurderinger og opfølgning herpå samt tilstrækkelig journalføring.

Styrelsen for Patientsikkerhed har påbudt Ældrecentret Broparken:

  • at sikre forsvarlig medicinhåndtering, herunder implementering af instruks herom fra den 21. december 2023,
  • at sikre, at der er gennemført systematiske sygeplejefaglige vurderinger og opfølgning herpå for samtlige patienter i aktuel behandling fra den 21. december 2023 samt
  • at sikre tilstrækkelig journalføring, herunder implementering af instruks herom fra den 21. december 2023.

Afgørelse om påbuddet til Ældrecentret Broparken er vedlagt som bilag 1.

Påbuddet kan ophæves, når Styrelsen for Patientsikkerhed ved et nyt tilsynsbesøg primo februar har konstateret, at påbuddet er efterlevet.

Samlet vurdering efter tilsyn

Styrelsen for Patientsikkerhed har ud fra forholdene på tilsynsbesøget den 24. oktober 2023 vurderet, at der på Ældrecentret Broparken er større problemer af betydning for patientsikkerheden.

Vurderingen af patientsikkerheden er baseret på observationer, interview, journal- og instruksgennemgang ved det aktuelle tilsyn. Ved tilsynet blev der gennemgået tre journaler og foretaget tre medicingennemgange.

Tilsynet tog udgangspunkt i målepunkterne for plejeområder 2023. Målepunkterne er udtryk for de minimumskrav, som styrelsen vurderer, skal efterleves på et sted som Ældrecentret Broparken for at understøtte, at behandling og pleje sker med den nødvendige omhu og samvittighedsfuldhed.

Styrelsen har ved afgørelsen benyttet de oplysninger, der kom frem ved tilsynet, og som er anført i tilsynsrapporten. For en detaljeret gennemgang af fundene ved tilsynsbesøget henvises til tilsynsrapporten vedlagt som bilag 2.

Ældrecentret Broparken har lavet en handleplan, der skal sikre efterlevelse af påbuddet. Handleplanen er vedlagt som bilag 3. Forstanderen for Ældrecentret Broparken og ældre- og sundhedschefen følger tæt op på implementeringen af handleplanen.

Lov- og plangrundlag

Sundhedsloven § 213, 213b og 215.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Bilag 1. Afgørelse om påbud til Ældrecentret Broparken
Bilag 2: Bilag 2. Tilsynsrapport Ældrecentret Broparken
Bilag 3: Bilag 3. Handleplan for Ældrecentret Broparken status januar 2024

Orientering om forundersøgelse i forbindelse med renovering af Plejehjemmet Engskrænten
Sag nr. 8

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen orienterer om, at der i 2024 skal gennemføres en førsynsrapport i forhold til renovering af Plejehjemmet Engskrænten med vurdering af plejehjemmets tilstand og egnethed til ombygning til tidsvarende ældreboliger.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Rødovre kommune har fire plejehjem – tre kommunale og et selvejende. Plejehjemmene Broparken, Ørbygaard, Dorthe Mariehjemmet og Engskrænten. Plejehjemmet Engskrænten blev indviet 1. november 1952 og har i dag 43 individuelle boliger bestående af et værelse med bad og fire boliger på to værelser med bad beregnet til ægtepar. Boligerne følger reglerne for kommunale plejehjem fra før 1988, og lever dermed ikke op til nutidens standarder, jf. Loven om almenboliger. Der er således brug for en renovering af Engskrænten. Der er derfor i budget 2024 - som del af den langsigtede investeringsplan til budget 2022 - afsat 1,1 mio. kr. i driftsmidler til en forundersøgelse med ekstern byggerådgiver for at få en indledende vurdering af omfanget og økonomien til en kommende renovering eller egentlig ombygning af Engskrænten.

Formålet med forundersøgelsen er at foretage en vurdering af plejehjemmet Engskræntens tilstand og egnethed til ombygning med tidssvarende almene ældreboliger, i henhold til bekendtgørelse om bygningsgennemgang (førsyn) ved ombygning af og tilbygning til en eksisterende bygning m.v. nr. 771 af 27. juni 2011.

Det skal bemærkes, at foretager man alene en opdatering af boligerne på Engskrænten, så de lever op til nutidens krav, vil der ikke være plads til lige så mange individuelle boliger, idet boligerne ifølge almenboligloven skal være større.

Forundersøgelser

Social- og Sundhedsforvaltningen vil i samarbejde med Teknisk Forvaltning undersøge mulige scenarier for en renovering af Plejehjemmet Engskrænten med udgangspunkt i at lave et tidssvarende plejehjem, der er teknologisk såvel som velfærdsteknologisk fremtidssikret og lever op til gældende lovgivning på området. Undersøgelsen af mulige scenarier vil også indeholde bud på, hvordan kapaciteten – i form af flere plejeboliger – kan øges. Herudover vil der blive foretaget miljøundersøgelser og en tilstandsrapport på Plejehjemmet Engskrænten for at identificere bygningsmaterialer, som ved en eventuel renovering skal fjernes forud for de egentlige bygningsmæssige ændringer.

Behov for politisk drøftelse af fremtidens Engskrænten

I forlængelse af forundersøgelsen er der behov for en politisk drøftelse af det fremtidens Engskrænten. Endvidere skal det afdækkes hvor mange boliger, der er brug for, og om plejehjemmet eventuelt skal kunne dække andre behov. Engskræntens profil skal ses i sammenhæng med profilerne på de øvrige plejehjem i kommunen. Der skal tages afsæt i demografi samt somatiske, sociale og psykiatriske behov. Samtidig skal velfærdsteknologiske muligheder tænkes ind i renoveringen.

Social- og Sundhedsforvaltningen vil således efter forundersøgelsen forelægge en mødesag, hvorudfra plejehjemmets fremtidige karakter, ramme og dertilhørende økonomi drøftes politisk.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Der er i budget 2024 afsat 1,1 mio.kr. til forundersøgelse af mulig renovering af Plejehjemmet Engskrænten på hovedfunktion 00.25 Faste ejendomme, drift.

Tidsplan

Social- og sundhedsforvaltningen igangsætter forundersøgelsen hurtigst muligt.  

Budgetflytninger som følge af Barnets Lov
Sag nr. 9

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Der er i budget 2024ff indarbejdet ekstra midler som følge af vedtagelsen af Barnets Lov. Barnets Lov medfører flere opgaver på både myndighedsområdet og vedrørende de konkrete foranstaltninger målrettet barnet og dets familie. Derfor er midlerne fordelt på både Økonomiudvalget og Social- og Sundhedsudvalget ud fra en foreløbig vurdering af, hvor tyngden i de nye opgaver vil ligge. Forvaltningen har efterfølgende haft mulighed for nøjere at vurdere indhold og konsekvenser af den nye lovgivning og ønsker i den forbindelse af ændre på fordelingen af de indarbejdede midler, samt at flytte yderligere midler som en følge af den nye lov.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at der gives en tillægsbevilling til Økonomiudvalget på 2,55 mio. kr. i 2024 og en tilsvarende, negativ tillægsbevilling til Social- og Sundhedsudvalget på -2,55 mio. kr. i 2024.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Barnets Lov, som trådte i kraft 1.1.2024, får en meget stor betydning for udviklingsarbejdet i myndighedsafdelingen og det tværgående samarbejde. Loven skal overordnet sikre et øget fokus på barnets rettigheder og på bedre sagsbehandling. Med Barnets Lov styrkes barnets mulighed for at spille en mere aktiv rolle i egen sag, og loven stiller større krav til inddragelse af barnet/den unge i sagsbehandlingen.

I de tekniske ændringsforslag til budget 2024ff blev der i 2024 indarbejdet 2,5 mio. kr. i alt, som en udmøntning af de midler Regeringen har afsat til implementering af loven. I 2024 er midlerne fordelt mellem myndighedsopgaver under Økonomiudvalget og konkrete indsatser for barnet under Social- og Sundhedsudvalget ud fra en foreløbig vurdering af ressourcetrækket på de to områder. Forvaltningen ønsker at ændre denne fordeling efter nøjere at have vurderet, hvor vægten konkret skal lægges i Rødovre Kommune.

Samtidig har vi i dag en konteringspraksis, hvor tre familieplejekonsulenter er aflønnet som en del af udgifterne til foranstaltninger for børn og unge under Social- og Sundhedsudvalget. De udfører dog myndighedsopgaver, og burde derfor reelt konteres under Økonomiudvalget i lighed med sagsbehandlerne på Børne- og Ungeområdet. Et element i Barnets Lov er, at der skal være to sagsbehandlere på de svære sager for at sikre kontinuitet og stabilitet. Formålet er at skabe de bedst mulige forudsætninger for barnet/den unge i forhold til opbygning af tillidsfulde og trygge relationer til de fagprofessionelle og samtidig sikre færrest mulige skift. I den sammenhæng vil familieplejekonsulenterne kunne indgå. Derfor bør budgettet til aflønning af familieplejekonsulenterne formelt flyttes til myndighedsområdet under Økonomiudvalget.

Lov- og plangrundlag

Barnets Lov

Rødovre Kommunes budget for 2024ff

Økonomiske konsekvenser

Tillægsbevillingen til Økonomiudvalget vedrører "Hovedfunktion 6.45 Administrativ organisation" og den negative tillægsbevilling til Social- og Sundhedsudvalget vedrører hovedfunktion 5.28 "Tilbud til børn og unge med særlige behov".

Konsekvenserne i 2025 og frem vil blive indarbejdet i budgetforslaget for 2025ff.

Tidsplan

Ingen

Status på handleplaner til Sundhedspolitikken
Sag nr. 10

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen giver en status på igangværende handleplaner til Rødovre Kommunes Sundhedspolitik.  

Sagen behandles samtidig i Beskæftigelsesudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Børne- og Skoleudvalget, Teknik- og Miljøudvalget samt Social- og Sundhedsudvalget.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvalningen indstiller,

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Indstilles taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Den 11. november 2021 godkendte Social- og Sundhedsudvalget forslag til proces for handleplaner til Sundhedspolitikken (sag nr. 87), herunder at der en gang årligt forelægges en status for de relevante politiske udvalg.

Med henblik på at implementere Sundhedspolitikken blev det besluttet, at udvikle handleplaner for hvert af politikkens fem strategimål inden for Sundhedspolitikkens fireårige periode (2021-2025). Handleplanerne omhandler:

  1. Rødovre i bevægelse (2022-2024)
  2. Den første røgfrie generation (2020-2023)
  3. Trivsel i top (påbegyndes medio 2023)
  4. Fra overvægt til ligevægt (påbegyndes 2024)
  5. Sundhed i skolen (2022-2025).

Oversigten viser, at to (strategimål 1 og 5) ud af fem handleplaner er igangsat, og en enkelt handleplan (strategimål 2) er afsluttet. Handleplanen "Trivsel i top" (strategimål 3) sammentænkes med planlagte initiativer i forbindelse med trivselsåret.

Handleplanerne omhandler kun en ganske lille del af det sundhedsarbejde, der foregår i kommunen. Der til kommer, at sundhed er en fælles udfordring, som kræver, at vi arbejder sammen på tværs af forvaltninger. Sundhed skal tænkes ind i den enkelte institutions/afdelings arbejde ud fra en forståelse af, at sundhed skabes der, hvor vi møder borgerne.

I bilagene uddybes den følgende status for henholdsvis strategimål 1 og 2.

Ad strategimål 1 "Rødovre i Bevægelse"

I Rødovres forvaltninger og afdelinger er der stort fokus på at styrke fysisk aktivitet i hverdagen. Handleplanen har sat yderligere fokus på bevægelse, særligt for børn og unge, som ikke er en del af fællesskaber i idrætslivet. I Social- og Sundhedsforvaltningens forskellige afdelinger er der fokus på de borgere, som har vanskeligt ved at indgå i fællesskaber med bevægelse og leg, herunder borgere på Rødovre Parkvej Skole, Børnehuset og Campus Espevang. Derudover er der i Børne- og Kulturforvaltningen tilbud om fritidspas til de børnefamilier, som af økonomiske årsager ikke deltager i idrætsforeningerne.

Kultur- og Fritidsafdelingen har igennem et samarbejde med foreninger og skoler udviklet en bevægelsespakke, som kan bidrage til skolens prioritering af bevægelse og samarbejde med foreningerne.

For voksne uden beskæftigelse har Rødovre Sundhedscenter og Jobcentret et samarbejde.

I 2024 igangsættes en indsats med flere bevægelsesfællesskaber for ældre samt en udvikling af gå- og cykelruter, der kan inspirere endnu flere til at bevæge sig.

Status på samtlige indsatser i handleplanen fremgår af bilag 1.

Ad strategimål 2 ”Den første røgfri generation 2030”

Handleplanen for en Røgfri Fremtid 2020-2023 blev godkendt af Kommunalbestyrelsen på møde den 26. maj 2020 (sag nr. 113) og efterfølgende inkluderet under Strategimål 2 i sundhedspolitikken. Som partner i Røgfri Fremtid tilslutter Rødovre Kommune sig hovedbudskaberne:

  1. Børn og unge har ret til at vokse op uden røg, og sammen tager vi ansvar for, at det bliver muligt
  2. Sammen vil vi skabe en røgfri fremtid, hvor flere børn og unge får bedre muligheder for at skabe sig et sundt og godt liv
  3. Sammen vil vi sikre, at færre ryger, så færre bliver syge af tobaksrøg.

Handleplanens mål er, at børn og unge ikke begynder at ryge eller benytte andre nikotinprodukter. Rødovre har sat handling bag de politiske beslutninger om en Røgfri Fremtid for børn og unge i Rødovre, og arbejder for det nationale mål om en røgfri generation 2030. Indsatsen for en røg- og nikotinfri fremtid fortsætter i Rødovre.

Igennem handleplanen har der været fokus på tre større indsatsområder, hvor implementeringen desværre var påvirket af Covid-19. Disse indsatsområder var:

1. Forebygge rygestart hos børn og unge
Røgfri skoletid blev indført fra august 2020 i almen skolerne og skolefritidstilbud på landsplan, herunder Rødovre. Skoleafdelingen udarbejdede et fælles regelsæt, pædagogiske vejledninger og retningslinjer til ledelse og personale på skoleområdet. Der var tilbud om kompetenceopbygning af lærerne i den korte samtale om rygning med eleverne. Fremadrettet vil indsatsen blive styrket yderligere igennem samarbejdet ”Klar Livet - uden røg og rusmidler”, som med 7,4 mio. kroner bevilget af Nordeafonden starter en treårig indsats i 2024. Indsatsen inkluderer 1) kompetenceløft om nikotin målrettet voksne omkring unge, 2) det gode træningsfællesskab i idræts- og foreningslivet uden nikotin og 3) nikotinfrie fællesskaber på ungdomsuddannelser.

De ti kommuner, der er med i projektet, vil alle være aktive i forskellige indsatser, og resultater og erfaringer vil blive delt mellem kommunerne. I Rødovre Kommune vil der blandt andet være fokus på indsatsen vedrørende nikotin og de voksne omkring børn og unge samt på indsatsen vedrørende det gode træningsfælleskab, som både indeholder den gode velkomst samt nikotinfri træning. Indsatsen vil være et samarbejde mellem Social- og Sundhedsforvaltningen samt Børne- og Kulturforvaltningen.

Den samlede status fra "Klar Livet" fremgår af bilag 3.

2. Fremme røgfrie miljøer, hvor børn og unge færdes

Mellem 2020-2023 er der indført flere røg- og nikotinfrie miljøer, herunder arbejdstiden for kommunalt ansatte og på alle idrætsanlæg ude som inde. Fremadrettet vil der være fokus på bæredygtighed, således at der er en systematisk opfølgning på de faktorer, der styrker de røg- og nikotinfrie miljøer samt opmærksomhed på, om der er andre miljøer, der skal inkluderes.

Røgfri arbejdstid:
I 2024 planlægger Personaleafdelingen en præcisering af, at retningslinjerne også inkluderer røgfrie nikotinprodukter, herunder nikotinposer/snus. Der kommer en opdatering på materiale til lederne samt rådgivning i at have en røg- og nikotinfri arbejdsdag eller hjælp til et varigt røg- eller nikotinstop. I 2024 vil der endvidere blive fulgt op på et punkt i retningslinjerne, der vedrører samarbejdskontrakter med leverandører, håndværkere med flere.

Kultur- og idrætsanlæg:

Alle idrætsanlæg er røg- og nikotinfrie, og skilte samt plakater anviser reglerne for at beskytte børn og unge mod røg- og nikotinprodukter. I 2024 fortsættes arbejdet, og fokus vil blandt andet være på at undersøge, hvordan brugere af anlæggene har taget i mod de nye regler både i forhold til positive og udfordrende emner, samt hvordan vi bedst kan understøtte normaliseringen af røg- og nikotinfri idræt og socialt samvær på anlæggene både som udøvere og som publikum.

3: Fremme rygestop for voksne og unge

Rødovre Sundhedscenter har professionelle og velfungerende stoptilbud til borgerne i Rødovre og med gode resultater. Stoptilbuddene inkluderer både individuelle forløb og gruppeforløb samt oplysning om de virtuelle tilbud som E-Kvit fra Kræftens Bekæmpelse og Apotekerne, XHale for de unge fra Kræftens Bekæmpelse samt telefonisk forløb via Stoplinien. Derudover har Rødovre Kommune sammen med Sundhedsfællesskabet stoptilbud til borgere med psykisk sårbarhed.

Fremadrettet vil der være fokus på at styrke henvisning til stoptilbud fra hospitaler i Midtklyngen og fra lægepraksis samt formidling af de mange gode stoptilbud. Der er specifikt fokus på unges brug af nikotinprodukter i den fælles indsats i ”Klar Livet - uden røg og rusmidler”.

Den afsluttende rapport for handleplanen for en Røgfri Fremtid 2020-2023 er vedlagt som bilag (bilag 2).

Ad strategimål 5 "Sundhed i skolen"

Sundhed og Trivsel er en ud af tre politisk besluttede indsatser på skoleområdet. Til indsatsen er der koblet et netværk bestående af medarbejder- og ledelsesrepræsentanter fra skoler, SFO’er og byggelegepladser. Netværket arbejder med videndeling og igangsættelse af konkrete prøvehandlinger med henblik på kompetenceudvikling og kapacitetsopbygning i forhold til fremme af børn og unges sundhed og trivsel. Netværket henter inspiration udefra i forhold til aktuelle temaer og relevant viden om børn og unges sundhed og trivsel. Derudover følger netværket de forskellige målinger, undersøgelser og anden data, der indsamles på skoleområdet. Netværket har udviklet en databehandlingsmanual til brug for, hvordan man på skolerne kan følge op på og omsætte data til konkrete handlinger, der skal understøtte sundhed og trivsel blandt børn og unge. Skolernes arbejde med sundhed og trivsel understøttes ydermere af praksisnære og forebyggende tiltag og indsatser iværksat af konsulenter, PPR mv.

Alle skoler har forskellige elementer af bevægelse i undervisningen som en del af dagligdagen.

I løbet af trivselsåret 2023/24 vil skoleområdet rette blikket mod nye måder at arbejde med børn og unges mentale sundhed og trivsel. Vi vil være modige i forhold til at inddrage de mange arenaer, der er i børne- og ungdomslivet. Det er tid til på tværs af fagligheder, positioner og tilhør at stå sammen i Rødovre om børn og unges sundhed og trivsel. Vi vil således samarbejde på tværs af afdelinger og forvaltninger med børnenes og de unges stemmer i centrum.

Lov- og plangrundlag

Rødovre Kommunes Sundhedspolitik.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Handleplan Rødovre i bevægelse - status 2023
Bilag 2: Handleplan for Røgfri Fremtid 2020-2023 - afsluttende rapport
Bilag 3: Klar Livet Status2023

Diverse
Sag nr. 11

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.

Protokollen oplæst. Mødet afsluttet kl.: 9:00