Social- og Sundhedsudvalget
05-03-2024
Medlemmer
Ahmed H. Dhaqane (A)
Jette Louise Larsen (C)
Mogens Brauer (C)
Marianne Christensen (Ø)
Sager 12 - 17
Meddelelser
Sag nr. 12
Beslutningskompetence: SOSU
Sagens kerne
Ingen meddelelser
Beslutning
Taget til efterretning.
Udkast til reviderede kvalitetsstandarder for Ældre og Omsorg 2024
Sag nr. 13
Beslutningskompetence: SOSU
Sagens kerne
Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger kvalitetsstandarderne en gang årligt til politisk godkendelse. Kvalitetsstandarderne beskriver det serviceniveau, som Kommunalbestyrelsen har fastlagt i forhold til personlig pleje, praktisk hjælp, rehabilitering og træning. Serviceniveauet i 2024 er fastlagt på baggrund af budgetaftalen for 2024. Forvaltningen fremlægger forslag til kvalitetsstandarder for Ældre og Omsorg 2024 til drøftelse, inden de sendes i høring hos Seniorrådet, Integrationsrådet, Udsatterådet og Handicaprådet.
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
- at kvalitetsstandarderne 2024 for Ældre og Omsorg drøftes,
- at kvalitetsstandarderne sendes til høring i Seniorrådet, Handicaprådet, Udsatterådet og Integrationsrådet samt
- at kvalitetsstandarderne med høringssvar fremlægges til politisk godkendelse i møderækken til maj 2024.
Beslutning
Godkendt.
Sagsfremstilling
Kvalitetsstandarderne 2023 blev udformet på baggrund af de pejlemærker for kvalitetsstandarder, som Social- og Sundhedsudvalget godkendte på mødet den 7. juni 2022 (sag nr. 43). Der er lovkrav til, hvad en kvalitetsstandard skal indeholde, men den kan udformes på forskellige måder inden for lovgivningens rammer.
Rødovre Kommunes kvalitetsstandarder er udarbejdet efter følgende pejlemærker:
- Læsevenlighed og overskuelighed.
- Generel information samles indledningsvis.
- Enkle indsatsbeskrivelser.
Social- og Sundhedsforvaltningen fremlægger i denne sag udkast til de reviderede kvalitetsstandarder 2024 for Ældre og Omsorg. Kvalitetsstandarderne beskriver det serviceniveau, som Kommunalbestyrelsen har fastlagt i forhold til personlig pleje, praktisk hjælp, rehabilitering og træning. Serviceniveauet er fastlagt på baggrund af budgetaftalen for 2024.
Kvalitetsstandarderne består af følgende:
- Informationsbrochure om kvalitetsstandarder 2024 for Ældre og Omsorg
- Kvalitetsstandard for praktisk hjælp 2024
- Kvalitetsstandard for personlige pleje 2024
- Kvalitetsstandard for Genoptræning, Vedligeholdende træning og Vedligeholdelse af færdigheder på Dagcentret 2024
Udkast til reviderede kvalitetsstandarder er vedlagt som bilag 1 - 4.
Informationsbrochuren indeholder blandt andet generelle informationer om, hvad kvalitetsstandarder er, formålet med at få støtte og hjælp, hvordan man ansøger om støtte og hjælp, muligheden for frit at vælge leverandør af ydelser samt klageadgang. Der er endvidere separate kvalitetsstandarder for områderne praktisk hjælp, personlig pleje og træning.
I 2023-versionen er der også en kvalitetsstandard for rehabilitering, men i lyset af, at der bliver arbejdet med, at rehabilitering skal bredes endnu mere ud og være styrende for den faglige opgaveløsning overalt på ældre- og omsorgsområdet, vurderes det ikke længere hensigtsmæssigt, at rehabilitering er beskrevet i en separat kvalitetsstandard og dermed fremstår som en selvstændig ydelse. I 2024-versionen er rehabilitering skrevet ind i informationsbrochuren, så det fremstår som generel information. Endvidere er rehabilitering og intentionen om, at borgeren skal have støtte og hjælp til at forbedre og fastholde egen funktionsevne blevet præciseret i de enkelte kvalitetsstandarder.
Kvalitetsstandarden for træning har skiftet navn til ”Kvalitetsstandard for Genoptræning, Vedligeholdende træning og Vedligeholdelse af færdigheder på Dagcentret”, så navnet stemmer bedre overens med indholdet.
Ændringer som følge af budgetaftalen 2024
Kommunalbestyrelsen godkendte budgetaftalen 2024 på mødet den 3. oktober 2023 (sag nr. 147). I budgetaftalen indgår fire tiltag på ældreområdet, som har konsekvenser for serviceniveauet i form af servicereduktioner og effektiviseringer. Dette medfører følgende ændringer i kvalitetsstandarderne:
Samme hjælper udfører flere ydelser i samme besøg: Skift af sengelinned har tidligere været en selvstændig ydelse, hvor borgeren kan få skiftet sengelinned hver anden uge. Nu bliver ydelsen en del af de øvrige rengøringsydelser, og kvalitetsstandarden for praktisk hjælp er tilpasset i overensstemmelse hermed.
Omlægning fra fire til tre niveauer for rengøring: Der har hidtil været fire niveauer af rengøring - let, moderat, svær og total. ”Total” udfases, idet der er væsentlig overlap til niveauet ”svær”. Teksten om rengøringsniveauer i kvalitetsstandarden for praktisk hjælp er tilpasset i overensstemmelse hermed.
Målretning af fritvalgsordningen til specifikke borgere: Fritvalgordningen udfases for borgere, der alene modtager praktisk hjælp, og målrettes borgere med det største støttebehov. Fritvalgsordningen er en del af kvalitetsstandarden for praktisk hjælp. Teksten ændres, så indsatsen bevilges efter en konkret individuel vurdering til borgere, der har et meget lille netværk og samtidig modtager støtte og hjælp til både personlig pleje og praktisk hjælp. Endvidere foreslår forvaltningen, at betegnelsen Fritvalgsordningen ændres til ”Ekstra omsorgstid”, så den bedre afspejler, hvad indsatsen indeholder. Betegnelsen Fritvalgsordningen har blandt andet givet noget forvirring, idet den er blevet forvekslet med muligheden for frit valg af leverandør.
Mere fokuseret indsats for genoptræning efter serviceloven: Det er muligt at lave mere intensive og kortere forløb og samtidig sikre, at borgerne får god udbytte heraf. I kvalitetsstandarden for genoptræning, vedligeholdende træning og vedligeholdelse af færdigheder på Dagcentret er der rettet til, så et genoptræningsforløb i form af en kortvarig indsats kan bestå af op til fire (tidligere otte) gange, og et længerevarende genoptræningsforløb kan bestå af op til 24 (tidligere 32) gange.
Øvrige ændringer
Generelt er kvalitetsstandarderne blevet gennemgået med henblik på at gøre dem mere læsevenlige, overskuelige samt sikre, at beskrivelserne af indsatserne fremstår så enkle og tydelige som muligt.
I informationsbrochuren er indledningen skrevet om, så det rehabiliterende sigte træder endnu tydeligere frem. Der er opdateret med information om private leverandører, som borgere kan vælge mellem til levering af praktisk hjælp og personlig pleje, madservice samt indkøbsordning.
I forhold til madservice er det tilrettet, at det er de private leverandører, som står for leveringen af den færdiglavede mad, idet Rødovre Kommunes egen kørselsafdeling er nedlagt. Det et endvidere tilrettet, at de private leverandører kører mad ud to gange om ugen, hvor det tidligere var tre gange om ugen.
Indsatskatalog
Der er vedlagt et indsatskatalog (bilag 5), som konkret beskriver det politisk vedtagne serviceniveau. Kataloget er et redskab til visitatorer og leverandører, der beskriver praksis for visitationen til og udførelsen af indsatserne. Kataloget er ikke en del af informationen til borgerne. Indsatskataloget revideres i forbindelse med revision af kvalitetsstandarderne.
Den videre proces
Kvalitetsstandarderne for Ældre og Omsorg 2024 bliver efter høring i rådene endelig tilrettet og forelagt til godkendelse i Kommunalbestyrelsen i april 2024. Kvalitetsstandarderne bliver derefter sat op i samme grafiske layout som 2023-versionen og bliver gjort tilgængelige på kommunens hjemmeside.
Lov- og plangrundlag
- Lov om social service.
- Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder for hjemmehjælp, rehabiliteringsforløb og træning efter servicelovens §§ 83, 83a og 86.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
Marts 2024: Politisk behandling af kvalitetsstandarder inden høring.
Marts-april 2024: Høringsproces med Seniorrådet, Integrationsrådet, Udsatterådet og Handicaprådet.
Maj 2024: Endelig politisk godkendelse af kvalitetsstandarder efter høring i rådene i Kommunalbestyrelsen.
Juni 2024: Kvalitetsstandarderne er tilgængelige på kommunens hjemmeside.
Bilag
Bilag 1: Information om kvalitetsstandarder på Ældre- og Omsorg 2024Bilag 2: Kvalitetsstandarder for Genoptræning Vedligeholdende træning og Vedligeholdelse af færdigheder
Bilag 3: Kvalitetsstandarder for personlig pleje 2024
Bilag 4: Kvalitetsstandarder for praktisk hjælp 2024
Bilag 5: Revideret indsatskatalog Ældre og Omsorg 2024
Anlægsbevilling - Dagcenter, løft og energirenovering
Sag nr. 14
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
På anlægsbudgettet i budget 2023 er der afsat et rådighedsbeløb på 10,5 mio. kroner til løft af- og energirenovering på Dagcenteret Ørbygård. Der ansøges om en frigivelse af anlægsbevillingen på 10,5 mio. kroner til dagcenterets renovering.
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
at der gives en anlægsbevilling på 10,5 mio. kroner til Social- og Sundhedsudvalget, som finansieres af det afsatte rådighedsbeløb på 10,5 mio. kroner i 2023 til løft af og energirenovering på Dagcenteret Ørbygård.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
I budgettet for 2022 og 2023 er der afsat henholdsvis 3,5 mio. kroner og 10,5 mio. kroner, i alt 14 mio. kroner til løft af- og energirenovering på Dagcenteret Ørbygård.
I december 2022 blev et rådighedsbeløbet på 3,5 mio. kr. frigivet, svarende til det afsatte rådighedsbeløb i 2022 (KB sag nr. 210, 20. december 2022).
Renoveringen omfatter udskiftning af facader i dagcentret og cafeen, isolering af facader udvendigt på festsal med fastholdelse af det arkitektoniske udtryk samt isolering af taget i dagcentret.
Projektet skulle have været gennemført i 2023, men er blevet udskudt som følge af en konstatering af, at bygningens fundering og bærende konstruktioner ikke ville kunne klare belastningen fra det oprindeligt skitserede projekt. Af hensyn til at undgå byggeperiode over vinteren blev det besluttet at udskyde projektet til forår og sommer 2024.
På baggrund af de nye oplysninger er projektet blevet justeret, så det kan holdes inden for den økonomiske ramme og så byggeperioden samtidig minimeres. Der vil fortsat være væsentlige, energimæssige forbedringer.
Gennemførelsen varetages af Teknisk Forvaltning med mindst mulig gene for brugere og medarbejdere. I den forbindelse udarbejdes der en plan for, hvordan vi kan opretholde et tilbud til dagcentrets borgere, mens byggeriet pågår.
Lov- og plangrundlag
Rødovre Kommunes budget for 2022-2023
Økonomiske konsekvenser
Udgiften til renovering af Dagcenteret vedrører hovedfunktionen 5.30 "Tilbud til ældre".
Tidsplan
Byggestart er planlagt til april 2024 med færdiggørelse september 2024.
Status på STU Campus Espevang
Sag nr. 15
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
På baggrund af status på Rødovre Kommunes Særligt tilrettelagt Ungdomsuddannelse (Campus Espevangen STU) indstiller Social- og Sundhedsforvaltningen, at Campus Espevangen STU afvikles.
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
- at Campus Espevangen STU afvikles samt,
- at budgettet til drift af tilbuddet indgår i budgettet for køb af pladser, når Campus Espevangen STU er afviklet.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
En Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU) er en treårig ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, der ikke kan gennemføre en anden ungdomsuddannelse.
Rødovre Kommune har et STU-tilbud som en del af Campus Espevangen, der er målrettet unge i alderen 18 til 25 år, som har en funktionsnedsættelse blandt andet inden for autismespekret og generelle indlæringsvanskeligheder. Når en ung indstilles til et STU-forløb kommer indstillingen fra UU-vejlederne i Ungecenter 2610 efter en individuel vurdering og samråd/dialog med den unge og forældrene/værgen.
I maj 2022 blev der indgået en aftale mellem Regeringen og et bredt flertal i Folketinget om blandt andet at sikre, at de unge får mere medbestemmelse i forhold til at vælge mellem flere relevante tilbud, og at der etableres en STU-portal over eksisterende uddannelsessteder. Det gælder blandt andet, at den unge kan komme med et andet ønske om STU-tilbud, end det kommunen har anbefalet, hvis der ikke er tale om et væsentligt dyrere tilbud.
Det har blandt andet haft den konsekvens, at flere unge søger mod de større STU-tilbud, som har flere faglige retninger at vælge imellem, flere aktiviteter og et større ungdomsmiljø. Det er en udvikling, som har kunnet mærkes i længere tid både i Rødovre og andre kommuner med mindre STU-tilbud, og som forventes at fortsætte.
I forbindelse med moderniseringen af Campus Espevangen i Rødovre Kommune i 2022 blev det muligt at udvide antallet af STU-elever til 12 elever stigende til 20 elever i 2024. Målet var at udvikle et lokalt tilbud af høj kvalitet i tæt samspil med pårørende og lokale interessenter. Budgettet til drift af tilbuddet er 2,9 mio. kr. i 2024ff ekskl. energiudgifter.
Status på Campus Espevangen STU er dog, at der er en faldende søgning til tilbuddet. Belægningen er faldet fra 86 % i 2020 til 36 % i første halvår af 2023. Pt. er der fire elever på Campus Espevangen STU. Samtidig ses en stigning i køb af udenbys pladser fra 39 pladser i 2020 til 51 pladser i 2023, og udgiften til udenbys pladser er steget fra 7,4 mio. kr. i 2020 til 10,3 mio. kr. i 2023. Den lave belægning på Campus Espevangen STU betyder således, at gennemsnitsprisen er højere end prisen for en udenbys plads.
Social- og Borgerservice har forsøgt at vende udviklingen gennem følgende initiativer:
- aftalt visitationsprocedure med UU-vejleder,
- løbende samarbejdsmøder med UU-vejleder og nærmeste leder, herunder workshop med relevante interessenter,
- udarbejdelse af tilbudsbeskrivelse målrettet den unge og forældrene,
- indgåelse i rammeaftale om fælles udbud af STU-forløb,
- dialog med nabokommunerne om et samarbejde.
Trods de mange initiativer ses der fortsat et faldende antal af STU-elever på Campus Espevang.
Konklusionen er, at Campus Espevangen STU har en størrelse, der ikke kan sikre den kvalitet og det ungemiljø, de unge og deres forældre/værge efterspørger. Set ud fra en økonomisk vinkel er tilbuddet heller ikke rentabelt, og det bliver stadig sværere at fastholde kvalificeret personale til en meget lille opgave, som ikke udvikler sig efter hensigten.
Ved en beslutning om at nedlægge Campus Espevangen STU, skal der planlægges en proces med MED’s involvering, hvor der så vidt muligt findes et andet job i kommunen til medarbejderne.
Afviklingen af Campus Espevangen STU har ikke betydning for den samlede udviklingsstrategi, hvor der etableres flere pladser på Campus Espevangen med henblik på at kunne tilbyde flere Rødovre borgere et tilbud af høj faglig kvalitet i deres lokalområde tæt på deres netværk. De øvrige tilbud på Campus Espevangen har en høj belægningsprocent, og udviklingen går som forventet.
I givet fald Kommunalbestyrelsen godkender afviklingen af STU-Campus Espevangen, skal der ses på den bedst mulige udnyttelse af lokalerne. Dette med henblik på at understøtte hjemtagelsesstrategien og et samlet fagligt miljø på Campus Espevangen.
Lov- og plangrundlag
Bekendtgørelse af lov om særligt tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU-loven)
Økonomiske konsekvenser
Budgettet til drift af Campus Espevangen STU overgår til budgettet for køb af STU-pladser. I dette budget er der indarbejdet et fald på ca. 2 mio. kr. fra 2023 til 2026ff som følge af den planlagte gradvise udvidelse i antallet af pladser på Campus Espevangen STU.
Tidsplan
Campus Espevangen STU vil kunne afvikles forholdsvis hurtigt, så de nuværende elever vil kunne visiteres til et andet STU forløb med start i det ny skoleår august 2024.
Udmøntning af Forebyggelsespuljen 2024
Sag nr. 16
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Social- og Sundhedsforvaltningen fremlægger forslag til udmøntning af forebyggelsespuljen 2024 på sundhedsområdet til godkendelse.
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
at forslag til udmøntning af forebyggelsespuljen på sundhedsområdet 2024 godkendes.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Hvert år afsættes et beløb i budgettet til forebyggelsesindsatsen på sundhedsområdet i Rødovre Kommune.
I 2024 er beløbet på i alt på 684.154 kr.
Udmøntningen af forebyggelsesmidlerne i 2024 består af en række forebyggende og sundhedsfremmende indsatser. Disse stemmer overens med den gældende Sundhedspolitik, godkendt af Kommunalbestyrelsen i 2021 (sag nr. 176).
Indsatserne i 2024 inkluderer følgende:
- Nikotin- og tobaksforebyggelse for børn og unge. Dette sker i samarbejde med "Klar Livet-uden røg og rusmidler", som Rødovre Kommune er partner i sammen med 9 andre kommuner:
Spor 1: Fokus på at styrke de voksnes viden og kompetencer
Spor 2: Det gode træningsfællesskab i idrætsforeninger med en kombination af mental sundhed og nikotinfrie fællesskaber.
Spor 3: Nikotinfrie fællesskaber på ungdomsuddannelser.
Andre indsatser i Rødovre som følgende:
- Nikotin- og rygestoptilbud til voksne inkl. sårbare borgere samt tilbud om stopforløb til unge.
- Fokus på bæredygtighed i røg- og nikotinfrie idrætsanlæg samt andre udeområder i Rødovre.
- Mental sundhed med opstart af ny handleplan til Sundhedspolitikkens strategimål 3. "Trivsel i Top". Derudover forløb for borgere, som er syge med stress samt et særligt fokus på at opbygge kompetencer i emnet "søvn" for relevante medarbejdere inklusiv Sundhedsplejen og Sundhedscentret.
- Handleplan for bevægelse afsluttes i 2024 med fokus på at styrke ældres fysiske aktivitet inklusiv mentale sundhed. Derudover at beskrive lokale gåruter sammen med borgere i deres lokalmiljø til inspiration for mere bevægelse i hverdagen.
- Overvægt: Rådgivning til familier med børn og unge, der har overvægt samt til voksne med overvægt. Den digitale platform Behandlerlicens Pro styrker indsatsen for borgerne.
- Medlemsskabet af Sund By Netværket, et sundhedsfagligt netværk.
- Opstart af Kommunallicens Pro i Rødovre Sundhedscenter
- Dialogbaseret undervisning i seksuel sundhed i Ungecenter 2610.
Se følgende bilag for flere detaljer:
Bilag I: Beskrivelse af udmøntning af forebyggelsespuljen.
Bilag II: Forslag til fordelingen af forebyggelsespuljen 2024.
Lov- og plangrundlag
Sundhedsloven
Bilag
Bilag 1: Udmøntning af Forebyggelsespuljen 2024Bilag 2: Forebyggelsespuljen 2024 - Budget
Diverse
Sag nr. 17
Beslutningskompetence: SOSU
Sagens kerne
Beslutning
Taget til efterretning.
Protokollen oplæst. Mødet afsluttet kl. 8.55.