Social- og Sundhedsudvalget

04-06-2024

Medlemmer

Formand Annie Arnoldsen Petersen (A)
Ahmed H. Dhaqane (A)
Jette Louise Larsen (C)
Mogens Brauer (C)
Marianne Christensen (Ø)

Fraværende

Ahmed H. Dhaqane (A), sag 41

Sager 37 - 47

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 37

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Ingen meddelelser

Beslutning

Taget til efterretning.

Fremlæggelse af oversigt over visitation af borgere til plejehjem
Sag nr. 38

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger oversigt over visitation af borgere til plejehjem 2023 og 2024 pr. maj 2024 til orientering.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at oversigt over visitation af borgere til plejehjem for 2023 og 2024 pr. maj 2024 tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger oversigt over visitation af borgere til plejehjem til orientering hver anden måned. I perioden 5. marts 2024 til 3. maj 2024 har visitationsudvalget modtaget 17 ansøgninger om plejebolig. Heraf er en borger i mellemtiden afgået ved døden.
Ingen borgere har modtaget afslag på ansøgning om plejebolig.

I perioden 5. marts 2024 til 3. maj 2024 er der sket følgende:

  • Ni borgere er flyttet permanent i plejebolig i Rødovre Kommune. Ingen borgere fra andre kommuner er flyttet i plejebolig i Rødovre Kommune.
  • En borger fra Rødovre Kommune er flyttet i plejebolig i anden kommune.
  • Ingen borgere har takket nej til plejebolig.

Ledige plejeboliger

Der er pr. 3. maj 2024 en ledig plejebolig, der fortsat er under renovering for skimmelsvamp. Beboeren, der boede i denne bolig, er afgået ved døden. Den ledige plejebolig der midlertidigt var reserveret til denne beboer, er nu frigivet og tilbudt en borger fra ventelisten. Boligen, der er under renovering for skimmelsvamp, forventes frigivet i løbet af juni.

Rødovreborgere på den generelle venteliste

På den generelle venteliste er der opskrevet borgere, der lader sig skrive op til alle kommunes plejehjem, og som kommunen er forpligtet til at tilbyde en plejebolig inden for 2 måneder.
12 borgere, heraf et ægtepar, er noteret på den generelle venteliste. For fem af de 12 borgere er plejeboliggarantien overskredet.

Rødovreborgere på venteliste til et plejehjem efter eget ønske

På denne venteliste er der opskrevet borgere, der ønsker at bo på et specifikt plejehjem. Det betyder, at kommunen tilbyder en bolig, når der er en bolig ledig på det pågældende plejehjem.
23 borgere er noteret på den specifikke venteliste:

  • 11 borgere ønsker Plejehjemmet Ørbygård.
  • Syv borgere ønsker Plejehjemmet Engskrænten, heraf to ægtepar samt to borgere der har behov for skærmet enhed.
  • Fire borgere ønsker Ældrecentret Broparken.
  • En borger, der har behov for skærmet enhed, ønsker Dorthe Mariehjemmet.

Rødovreborgere på venteliste til anden kommune

Seks borgere søger udelukkende plejehjem i andre kommuner.

Udenbysborgere på venteliste i Rødovre Kommune

12 borgere fra andre kommuner er noteret på venteliste i Rødovre Kommune. Fem af de 12 borgere søger under plejeboliggarantien. For en af de fem borgere er plejeboliggarantien overskredet. To af de 12 borgere er et ægtepar. En af de 12 borgere søger skærmet enhed og bor i plejebolig i anden kommune.

Fire borgere har sat deres ansøgning om plejebolig på pause og er ikke en del af ventelisten.

Lov- og plangrundlag

Lov om almene boliger § 54.

Lov om social service § 192.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Borgere visiteret til plejehjem for 2023 og 2024, pr. maj 2024

Ophævelse af påbuddet på Ældrecentret Broparken
Sag nr. 39

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Styrelsen for Patientsikkerhed var den 11. april 2024 på opfølgende tilsyn på Ældrecentret Broparken med henblik på at undersøge om påbud af 21. december 2023 var efterlevet. Styrelsen har vurderet, at påbuddet kan ophæves.

Indstilling

Social - og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at sagen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

På mødet den 6. februar 2024 tog Social- og Sundhedsudvalget orienteringen om afgørelse af påbud til Ældrecentret Broparken til efterretning (sag nr. 7). Styrelsen for Patientsikkerhed var den 11. april 2024 på opfølgende tilsyn på Ældrecentret Broparken med henblik på at undersøge om påbud af 21. december 2023 var efterlevet. Styrelsen har vurderet, at påbuddet kan ophæves.

Brev fra Styrelsen for Patientsikkerhed om ophævelse af påbuddet er vedlagt som bilag.

Samlet vurdering efter tilsyn

Styrelsen for Patientsikkerhed har ud fra forholdene på tilsynsbesøget den 11. april 2024 vurderet, at der er mindre problemer af betydning for patientsikkerheden. Vurderingen af patientsikkerheden er baseret på observationer, interview, journal- og instruksgennemgang ved tilsynet. Styrelsen konstaterede, at Ældrecentret Broparken har arbejdet systematisk og målrettet med at bringe de sundhedsfaglige forhold, hvad angår sygefaglige vurderinger, journalføring og medicinhåndtering i orden. I vurderingen er der lagt vægt på, at Ældrecentret Broparken er i god proces, og at styrelsen er betrygget i, at de uopfyldte målepunkter snart vil blive opfyldt. For en nærmere uddybning henvises til tilsynsrapporten fra Styrelsen for Patientsikkerhed, der er vedlagt som bilag.

Ledelsesforholdene på Ældrecentret Broparken

Social- og Sundhedsforvaltningen kan oplyse, at afdelingslederen på Broparken pr. 17. april 2024 er konstitueret som forstander for et år, og indgår i ledergruppen i Ældre og Omsorg. Det giver Broparken ro og stabilitet, og plejehjemmet får mulighed for at fortsætte alle de gode tiltag, som er i gang.

Lov- og plangrundlag

Sundhedsloven §§ 213, 213b og 215.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen

Bilag

Bilag 1: Brev vedrørende ophævelse af påbud af 21.12.23 til Ædrecentret Broparken
Bilag 2: Endelig tilsynsrapport Ældrecentret Broparken

Tilsyn med botilbud 2023
Sag nr. 40

Beslutningskompetence: SOSU.

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger tilsyn med Rødovre Kommunes botilbud og behandlingstilbud for 2023 til orientering.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at tilsynsrapporterne for Rødovre Kommunes botilbud og behandlingstilbud 2023 tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

I følge loven om socialtilsyn skal der én gang årligt aflægges tilsyn med sociale tilbud og plejefamilier i Danmark. Det er Socialtilsyn Hovedstaden, som står for tilsyn med Rødovre Kommunes sociale tilbud.

Der er udarbejdet to tilsynsrapporter, som omfatter alle tilbuddene. Det er "Tilsyn vedrørende bofællesskaberne i Rødovre" og "Tilsyn vedrørende bostederne for psykisk sårbare borgere".

Konklusionen for begge tilsyn er, at tilbuddene fortsat har den fornødne kvalitet og samlet set fortsat opfylder betingelserne for godkendelse, jævnfør §§ 6 og 12-18 i Lov om socialtilsyn.

Tilsyn af bofællesskaberne i Rødovre (borgere med udviklingshæmning og opmærksomhedsforstyrrelse)

Tilsynet omfatter:

  • Bofællesskabet Nyholms Allé (§ 107)
  • Bystrædet 33 (§ 107)
  • Bofællesskabet Rødovrevej 382 (§ 105)
  • Bofællesskabet Slotsherrens Vænge (§ 105)

Temaerne for det uanmeldte tilsyn i 2023 er "Sundhed og trivsel", "Organisation og ledelse" og "Økonomi". De øvrige temaner er beskrevet med tekst fra forrige tilsyn. Temaerne er uddybet i tilsynsrapporten om bofællesskaberne i Rødovre, se bilag.

Socialtilsynets samlede vurdering er, at borgerne generelt er i god trivsel. Borgerne værdsætter generelt medarbejderne, og de er generelt glade for at bo på tilbuddene. På Nyholms Allé har nogle borgere følt sig utrygge om aftenen og natten i forhold til andre beboeres adfærd i de tidsrum, hvor der ikke er personale i botilbuddet sidst på aftenen og om natten. Ledelsen arbejder på at skabe tryghed for beboerne.

Derudover vurderer socialtilsynet, at der er mange indsatser i forhold til borgernes trivsel og sundhed. Socialtilsynet vurderer, at borgerne generelt mødes respektfuldt og anerkendende, og at der bliver lagt vægt på borgernes selv- og medbestemmelse. Socialtilsynet vurderer, at ledelsen er kompetent og skaber psykologisk tryghed i organisationen.

Socialtilsynet anerkender arbejdet i Bofællesskabet Slotsherrens Vænge med at styrke fagligheden og mødet med borgerne. På Nyholms Allé har det været nødvendigt at ændre pædagogikken fra en pædagogisk tilgang til en mere fagrelevant tilgang. Socialtilsynet anerkender dette, men opfordrer ledelsen til at være mere undersøgende for, om pædagogikken skal justeres.

Tilbuddenes personalegennemstrømning ligger på normalt niveau og sygefraværet er lavt. Socialtilsynet vurderer, at tilbuddene har den fornødne økonomiske kvalitet.

Tilsyn af bostederne for psykisk sårbare borgere

Tilsynet omfatter:

  • Bofællesskabet Rødovrevej 386 (§ 105)
  • Bofællesskabet Næsbyvej (§ 107)

Temaerne for tilsynet i 2023 er "Organisation og ledelse" og "Sundhed og trivsel". Hvert tema er uddybet i tilsynsrapporten om bostederne for psykisk sårbare, se bilag.

Socialtilsynet vurderer, at borgerne i de to tilbud trives generelt og er glade for at være der. Borgerne støttes i at bruge relevante sundhedsydelser ud fra deres behov og forudsætninger. Medarbejderne modtager fast og kontinuerlig supervision, hvilket understøtter deres viden om målgruppens særlige behov.

Tilbuddene har gennem 2023 arbejdet aktivt med borgerinddragelse, hvilket har resulteret i, at regler og rammer på på Bofællesskabet Næsbyvej er blevet revurderet. Det er vurderingen, at dette medvirker til at forebygge både magtanvendelser og udadreagerende adfærd i tilbuddet, og at borgerne oplever tilbuddet som et trygt sted at være. Der er igangsat en proces med større organisationsændringer i forhold til Bofællesskabet Næsbyvej, som påvirker både borgere og medarbejdere.

Socialtilsynet vurderer overordnet, at tilbuddene har en kompetent ledelse. Der har gennem året været udfordringer i forhold til stabilitet i driften med et højt sygefravær, der nu er stabiliseret. Tilbuddets personalegennemstrømning er ikke højere end på sammenlignelige arbejdspladser. Socialtilsynet vurderer, at tilbuddene har den fornødne økonomiske kvalitet.

Lov- og plangrundlag

§§ 6 og 12-18 i Lov om Socialtilsyn

§ 213 i Sundhedsloven

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Tilsynsrapport - endelig - Bofællesskaberne i Rødovre_0
Bilag 2: Endelig tilsynsrapport Bostederne for psykisk sårbare

Tilskud til frivilligt socialt arbejde pgf 18 og foreningstilskud pgf 79, efterår 2024
Sag nr. 41

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger forslag til fordeling af tilskud til de frivillige sociale foreninger §§ 18 og 79 for andet halvår af 2024 til godkendelse.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at forslag til fordeling af tilskud godkendes.

Beslutning

På grund af inhabilitet deltog Ahmed Dhaquane ikke i behandling af dette punkt.

Godkendt.

Sagsfremstilling

Til fordeling i 2024 er der på budgettet afsat 1.128.765 kr., som er fordelt på 911.288 kr. i henhold til servicelovens § 18 (frivillige sociale foreninger) og 217.477 kr. i henhold til servicelovens § 79 (foreningstilskud til forebyggende indsatser og aktiviteter for ældre og handicappede).

Midlerne bliver uddelt to gange årligt. Ansøgningsfristen er den 1. oktober til forårssæsonen og den 1. april til efterårssæsonen.

Der er modtaget i alt 40 ansøgninger til den resterende pujle for 2024: 22 ansøgninger til § 18 og 18 ansøgninger til § 79. Under puljen for frivilligt socialt arbejde § 18 er der ansøgt om 500.298 kr. i tilskud, og under puljen for foreningstilskud § 79 er der ansøgt om 147.717 kr. i tilskud.

Social- og Sundhedsforvaltningen foreslår, at der i efteråret 2024 fordeles 237.000 til § 18 og 80.400 kr. til § 79 - i alt 335.900 kr.

I prioriteringen af § 18-midlerne er der blandt andet lagt vægt på, om aktiviteten hører under de frivillige fokusområder:

  • Ensomhed
  • Tilflyttere i foreningslivet

Der er modtaget 16 ansøgninger under fokusområdet "Ensomhed" og fem ansøgninger under fokusområdet "Tilflyttere i foreningslivet".

Udover de nævnte fokusområder indgår der også andre afvejninger ved fordeling af de økonomiske midler. Det kan eksempelvis være foreningens kassebeholdning i forhold til udgifter, hvor mange borgere, der gør brug af tilbuddet, eller om der er tale om en aktivitet, der allerede findes i kommunalt regi.

Til den aktuelle fordeling er der kommet:

5 ansøgninger inden for området "Aktiviteter for ældre og handicappede"

7 ansøgninger inden for området "Aktiviteter for børn, unge og familier"

0 ansøgninger inden for området "Aktiviteter for sindslindende"

10 ansøgninger inden for området "aktiviteter for syge/patienter og sundhedsfremmende aktiviteter"

0 ansøgninger inden for området "Oplysende og rådgivende aktivteter"

0 ansøgninger inden for området "Aktiviteter for andre"

Foreningstilskud §79 ydes til forebyggende indsatser og aktiviteter for ældre og handicappede. Størrelsen af tilskuddet afhænger af en række forhold, primært foreningens medlemstal.

Bilagene indeholder en samlet oversigt over fordeling af midlerne og oversigt over indkommende ansøgninger til henholdvis §18 og §79 med en kort beskrivelse af de enkelte ansøgninger og forslag til fordeling af midlerne.

Lov- og plangrundlag

Lov om social service §18 og §79.

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Tidsplan

Ingen

Bilag

Bilag 1: Restpuljen 2024
Bilag 2: Indkomne ansøgninger 18 - efterår 2024
Bilag 3: Indkomne ansøgninger 79 - efterår 2024

Konvertering af understøttende undervisning 2023/2024
Sag nr. 42

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

De seks almene folkeskoler, det specialpædagogiske center samt Rødovre Parkvej Skole har i skoleåret 2023/2024 benyttet muligheden for at konvertere timer fra understøttende undervisning til to-voksentimer. Børne- og Kulturforvaltningen fremlægger hermed evalueringerne af tiltagene. Samtidig præsenteres, hvordan skolerne vil konvertere timer i det kommende skoleår 2024/2025.

Sagen behandles samtidig i Børne- og Skoleudvalget og Social- og Sundhedsudvalget.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at de seks almene folkeskolers, det specialpædagogiske centers og Rødovre Parkvej Skoles evalueringer af tiltagene med konvertering af understøttende undervisning til to-voksentimer i skoleåret 2023/2024, samt skolernes planer for konvertering af understøttende undervisning i skoleåret 2024/2025, tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

I 2019 blev folkeskoleloven ændret, og skolerne fik bl.a. øget frihed til at tilrettelægge skoledagen. Konkret fik skolerne mulighed for at afkorte skoleugen på mellemtrinnet og i udskolingen ved at konvertere op til to ugentlige klokketimer understøttende undervisning inklusiv pauser til andre aktiviteter, som kan fremme varieret undervisning med høj kvalitet jf. folkeskolelovens §16d.

Der blev den 17. november 2023 på ny indgået politisk aftale om at forlænge de udvidede frihedsgrader på folkeskoleområdet, herunder muligheden for at konvertere understøttende undervisning, så de også gælder for skoleåret 2024/2025. Lovforslaget forventes at træde i kraft den 1. august 2024. Således har skolelederen haft mulighed for at konvertere alt understøttende undervisning med henblik på tilrettelæggelse af andre aktiviteter, der udløser et tilsvarende personaleforbrug i undervisningen.

Samtidig indgik et bredt politisk flertal den 19. marts 2024 aftale om folkeskolens kvalitetsprogram - frihed og fordybelse, som skal skrue ned for styringen af folkeskolen til fordel for mere lokal frihed. Med aftalen afskaffes den understøttende undervisning helt fra august 2025, dog på en måde, hvor ressourcerne herfra fastholdes i folkeskolen med mulighed for lokale prioriteringer. Børne- og undervisningsministeren vil fremsætte lovforslag om de initiativer, der kræver lovændring, i efteråret 2024.

Skolernes evalueringer og orienteringer

Alle skolerne har haft gode erfaringer med konvertering af timerne i skoleåret 2023/2024. Timerne er bl.a. blevet brugt til at skærpe undervisningen i Teknologi & Innovation, herunder de skabende processer i undervisningen, relationsopbygning, trivsel, profesionelle læringsfællesskaber, udeskole, tværfaglighed og co-teaching.

De skolevise evalueringer, samt orientering om skolernes planer for konvertering af understøttende undervisning i skoleåret 2024/2025 fremgår af bilaget.

Lov- og plangrundlag

Folkeskoleloven og L 131 Forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen.

Økonomiske konsekvenser

Ressourcer til øget åbningstid i SFO II, som fortsat vil blive finansieret inden for den enkelte skoles ramme.

Tidsplan

Evalueringen omhandler skoleåret 2023/2024. Orienteringen om planer for konvertering omhandler skoleåret 2024/2025.

Bilag

Bilag 1: Skolernes evalueringer af konvertering af understøttende undervisning

Ny lov om behandlings- og specialundervisningstilbud til børn og unge – udmøntning i Rødovre Kommune
Sag nr. 43

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Folketinget har vedtaget ny lovgivning i relation til behandlings- og specialundervisningstilbud med ikrafttrædelse den 1. januar 2024. Børne- og Kulturforvaltningen præsenterer hermed de nye regler, samt forslag til den lokale udmøntning i Rødovre Kommune.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at kompetencen til at godkende kvalitetsaftaler samt indgå aftale med socialtilsynet om at føre fagligt tilsyn delegeres fra Kommunalbestyrelsen til Skolechefen, som varetager opgaven i tæt samarbejde med Social- og Sundhedsforvaltningen.

at den økonomiske kompensation fra staten i 2025 indarbejdes i budget 2025 og fremad.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Den 1. januar 2024 trådte en ny lov i kraft. Loven gælder for behandlings- og specialundervisningstilbud, der yder støttende indsatser i form af pædagogisk støtte og behandling efter barnets lov og specialundervisning samt anden specialpædagogisk bistand efter folkeskoleloven.

Loven medfører, at behandlings- og specialundervisningstilbud skal være godkendt af beliggenhedskommunen for at kunne modtage børn og unge. Godkendelsen sker ved indgåelse af en kvalitetsaftale mellem det pågældende behandlings- og specialundervisningstilbud og beliggenhedskommunen.

Således er kvalitetsaftalen forudsætningen for, at et tilbud kan få henvist elever. Samtidig er kvalitetsaftalen grundlaget for beliggenhedskommunens undervisningsmæssige tilsyn med tilbuddet samt socialtilsynets faglige tilsyn med den pædagogiske støtte og behandling.

Der skal være indgået en kvalitetsaftale mellem det enkelte tilbud og beliggenhedskommunen senest den 30. juni 2024.

Kvalitetsaftalen

Kravene til kvalitetsaftalen er fastsat i bekendtgørelse om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand og kvalitetsaftaler mv. i behandlings- og specialundervisningstilbud og børne- og ungehjem (BEK nr 1646 af 12/12/2023), og specificeret i en skabelon i bekendtgørelsens bilag 3. Det drejer sig om oplysninger og aftaler om, hvordan de kvalitetskriterier og indikatorer, der er fastsat i bilag 3, sikrer den fornødne kvalitet i tilbuddet.

Når der er indgået en kvalitetsaftale, skal beliggenhedskommunen desuden hvert år godkende årsbudgettet for behandlings- og specialundervisningstilbuddet

Tilsyn

Beliggenhedskommunen fører tilsyn med, at behandlings- og specialundervisningstilbud har den fornødne kvalitet efter kvalitetsaftalen og kravene i folkeskoleloven.

Socialtilsynet fører tilsyn med kvaliteten af støttende indsatser i form af pædagogisk støtte og behandling. Tilsynet udføres som anmeldt og fysisk tilsynsbesøg, og afsluttes med en rapport, som anvendes i forbindelse med det kommunale tilsyn.

Samarbejde med det øvrige skolevæsen i Rødovre Kommune

Beliggenhedskommunen skal udpege en skoleleder fra en af kommunens folkeskoler til at træffe beslutning om den enkelte elevs eventuelle fritagelse fra fag og fra deltagelse i prøver, samt til at have ansvar for afholdelse af test, prøver og den nationale trivselsmåling (jf. §§ 7 og 8 i BEK nr 1646 ).

Endvidere skal der indgås klare aftaler og procedurer for samarbejdet mellem behandlings- og specialundervisningstilbuddene og Den kommunale ungeindsats(KUI) såvel som Pædagogisk psykologisk rådgivning(PPR) og den kommunale sundheds- og tandpleje.

Udmøntning i Rødovre Kommune

Rødovre Kommune får med den nye lov myndighedsansvaret for alle offentlige og private behandlings- og specialundervisningstilbud beliggende i kommunen. Således skal Rødovre Kommune fremadrettet godkende og føre tilsyn med fire behandlings- og specialundervisningstilbud. For nuværende drejer det sig om Rødovre Parkvej Skole, Projektskolen, Skolen Sputnik Rødovre og Skolen Krøl. Det er en stor opgave, som kræver væsentlig forvaltningsmæssig kapacitet at løfte. Hertil er der med den nye lovgivning økonomiske forhold, som bliver vigtige at varetage jævnfør nedenstående afsnit om økonomiske konsekvenser.

Børne- og Kulturforvaltningen har indledt dialogen med de pågældende behandlings- og specialundervisningstilbud omkring kvalitetsaftalerne med fokus på at kvalificere og systematisere samarbejdet. Kvalitetsaftalerne er grundlaget for Rødovre Kommunes undervisningsmæssige tilsyn med tilbuddet, og forvaltningen er optaget af at træde ind i og få ejerskab til myndighedsrollen og lovgivningen, således at aftalerne er præget af rettidig omhu og den fornødne kvalitet i undervisningen sikres. Forvaltningens arbejde med kvalitetsaftalerne indebærer ligeledes etablering af overordnede rammer for aftaler med prøveansvarlig skoleleder, KUI, og PPR, som vedrører væsentlige elementer i tilbuddets daglige drift. Endelig indebærer arbejdet retningslinjer for godkendelse af tilbuddenes årlige rapport med økonomiske nøgletal fra det senest afsluttede regnskabsår og årsbudget.

Samtidig har forvaltningen iværksat udviklingen af et tilsynskoncept, som kan understøtte tilsynet med, om tilbuddene overholder lovkravene og har den fornødne kvalitet som beskrevet i kvalitetsaftalen.

Det kommunale undervisningsmæssige tilsyn forventes at finde sted via både anmeldte og uanmeldte besøg i et forpligtende samarbejde med det enkelte behandlings- og specialundervisningstilbud, og tilsynet forventes at forekomme mindst hvert andet år. Det faglige tilsyn med den pædagogiske støtte og behandling varetages som nævnt af Socialtilsynet. Social- og Sundhedsforvaltningen er ved at indgå aftale med Socialtilsyn Hovedstaden om rammerne for denne del af tilsynet, herunder prisen som fastsættes med afsæt i det forventede timeforbrug ganget med Socialtilsyn Hovedstadens omkostningsbaserede timepris. Det samlede tilsynskoncept vil være færdigudviklet inden første runde tilsyn med behandlings- og specialundervisningstilbuddene beliggende i Rødovre Kommune.

Lov- og plangrundlag

Lov om behandlings- og specialundervisningstilbud til børn og unge
Lov om folkeskolen.
Barnets Lov.

Økonomiske konsekvenser

Sagen er en såkaldt dut-sag, hvor kommunerne modtager en kompensation fra staten via bloktilskuddet. I 2025 modtages forventeligt 110.000 kr. som ventes indarbejdet i budgettet på linje med andre dut-sager i de tekniske ændringsforslag. Kompensationen vurderes umiddelbart ikke at stå mål med udgifterne, hvorfor udgifterne til opgaven vil blive fulgt tæt.

Den økonomiske kompensation, der følger med meropgaven, vurderes ikke at stå mål med opgavernes omfang, da der jf. ovenfor er tale om en opjustering af en hel række opgaver, hvor den samlede sum bliver betydelig. Udover de faglige opgaver af social og pædagogisk karakter er en del af opgaverne ekstra administration, da Rødovre Kommune fremover skal opkræve betaling for behandlings- og specialundervisningstilbud beliggende i kommunen og siden videresende betalingen fra diverse kommuner til det pågældende behandlings- og specialundervisningstilbud. Der vil heraf følge opgaver med opkrævning og administration af manglende betaling osv. Forvaltningen har i forbindelse med udmøntningen af de nye regler taget kontakt til Kommunernes Landsforening (KL) omkring forholdet mellem de nye regelsæt, de administrative opgaver og størrelsen af den statslige kompensation, men kompensationen er en del af Økonomiaftalen for 2024.

Tidsplan

Børne- og Kulturforvaltningen samt Social- og Sundhedsforvaltningen vil i dialog med behandlings- og specialundervisningstilbuddene og øvrige aktører på området over det kommende år evaluere og eventuelt justere arbejdet med kvalitetsaftalerne. Det første års konkrete erfaringer skal således danne grundlag for, at der indgås gode aftaler, som kan anvendes dynamisk i tilsynsarbejdet.

Diverse
Sag nr. 44

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.

Underskriftsside
Sag nr. 45

Beslutningskompetence: SOSU

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Social- og Sundhedsudvalget godkender beslutningsprotokollen.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Social- og Sundhedsudvalget skal efter oplæsning af beslutningerne godkende beslutningsprotokollen.

For at godkende beslutningsprotokollen, skal hvert medlem underskrive ved at trykke på "Godkend."

Bilag

Bilag 1: Godkendelse SOSU 04042024.pdf

Lukket punkt: Håndtering af merforbruget på Rødovre Kommunes plejehjem
Sag nr. 46

Beslutningskompetence: KB

Beslutning

Anbefales.

Lukket punkt: Diverse
Sag nr. 47

Beslutningskompetence: SOSU

Beslutning

Taget til efterretning.