Social- og Sundhedsudvalget

10-09-2024

Medlemmer

Formand Annie Arnoldsen Petersen (A)
Ahmed H. Dhaqane (A)
Jette Louise Larsen (C)
Mogens Brauer (C)
Marianne Christensen (Ø)

Sager 57 - 62

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 57

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Oversigt fremlægges til orientering.

  1. Status på Sammen om Rødovre: Øget politisk samspil, dialog og transparens. (Bilag 1 og 2)
  2. Mundtlig orientering om tilsyn fra Styrelsen for patientsikkerhed på Plejehjemmet Ørbygård den 27.8.2024
  3. Mundtlig orientering om det væsentligste indhold i den nye Ældrereform

Indstilling

Meddelelsespunktet fremlægges til orientering.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Bilag 1: Status på Sammen om Rødovre Øget politisk samspil, dialog og transparens
Bilag 2: Sammen om Rødovre - øget politisk samspil, dialog og transparens

Opfølgning på Budgetresolution 2022 - Analyse af selvmordstruede i Rødovre Kommune
Sag nr. 58

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

I forlængelse af første tilbagemelding på budgetresolution 2022 vedrørende Analyse af selvmordstruede i Rødovre Kommune fremlægger Social- og Sundhedsforvaltningen i samarbejde med Udsatterådet en ny status for arbejdet på området.

Formand for Udsatterådet Lars Ahlstrand deltager i behandlingen af dette punkt.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

I forbindelse med budgetforhandlingerne for 2022 blev aftaleparterne enige om, at Social og Sundhedsforvaltningen i samarbejde med Udsatterådet skulle analysere 1) hvordan arbejdet med at forebygge selvmord foregår og 2) hvilke muligheder der kan være i forhold til at styrke indsatsen i forhold til de opgaver, som kommunen varetager.

Kommunalbestyrelsen modtog en tilbagemelding på denne budgetresolution på Kommunalbestyrelsens møde den 31. maj 2022 - sag nr. 98.

Nærværende orientering er en opfølgning på nogle af de konkrete nye tiltag, der er sket på området i et samarbejde mellem Udsatterådet og Social- og Sundhedsforvaltningen. Derudover gives der i mødesagen en kort orientering om regeringens aftale med alle Folketingets partier om en handlingsplan for styrket forebyggelse af selvmord og selvmordsforsøg.

Som en opfølgning på budgetresolutionen har Udsatterådet og ledelsesrepræsentanter fra Rødovre Kommunes socialområde været i tæt dialog med Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse under Region Hovedstadens Psykiatri og har givet input til udarbejdelsen af FORSAM-Databasen. FORSAM står for “Forebyggelse af selvmordshandlinger gennem monitorering" og er en online monitoreringsportal til forebyggelse af selvmordshandlinger. Hjemmesiden præsenterer data over selvmord og selvmordsforsøg for forskellige risikogrupper på kommune-, sundhedsklynge-, regions- og landsplan.

Formanden for Rødovre Kommunes Udsatteråd vil på mødet orientere yderligere om FORSAM.

Tal i FORSAM-Databasen viser for Rødovre i perioden 2010 til 2021 følgende. Efter tallene for Rødovre er tallene for Region Hovedstaden (RH) sat ind i parentes:

  • 49 selvmord (2000 RH). Heraf er 37 mænd svarende til 76 % af alle selvmord i Rødovre (70 % RH). Aldersmæssigt er 39 % i alderen 50 til 64 år (21 % RH).
  • 143 selvmordsforsøg (6011 RH). Heraf er 98 kvinder svarende til 69 % af alle selvmordsforsøg i Rødovre (69% RH). Aldersmæssigt er 22 % i alderen 15 til 19 år (18 % RH) og 23 % er i alderen 40 til 49 år (15 % RH).
  • 90 % af dem, som døde af selvmord i Rødovre (87 % RH), havde haft sundhedskontakter inden for de sidste 6 måneder. Størsteparten var i eksisterende behandling med psykiatrisk medicin og havde indløst recepter på denne medicin (32 personer ud af 49 selvmord) (1068 ud af 2000 selvmord RH). Næsten halvdelen (25 % RH) havde været i kontakt med hospitalet for behandling af fysisk sygdom, og 22 af 49 (1103 ud af 2000 RH) havde været i kontakt med egen læge. En stor andel ses således af det eksisterende sundhedssystem.
  • 45 % af dem som døde af selvmord (45 % RH), har været i psykiatrisk behandling (ambulant eller indlagt) på et tidspunkt i løbet af deres liv.
  • Selvmordsforsøg er især udbredt blandt to aldersgrupper: Unge i alderen 15-19 år og personer i alderen 40-49 år.

I et forsøg på at blive bedre til forebyggelse på dette område vil Social- og Sundhedsforvaltningen tage følgende initiativer:

  1. Drøftelse i det kommunalt-lægelige udvalg (KLU) om muligheden for øget samarbejde mellem praktiserende læger og kommunen i forhold til selvmordstruede.
  2. Der er i dag et godt samarbejde mellem psykiatrien og kommunens enhed Mød Mig, og der arbejdes hele tiden hen imod at udvikle og forbedre samarbejdet. Psykiatrien henviser borgere direkte til Mød Mig, hvilket har resulteret i et mere smidigt samarbejde og at borgeren får et tilbud langt hurtigere end tidligere. Den største udfordring i opsporing og hjælp til en selvmordstruet er manglende samtykke fra borgeren til, at regionen må kontakte Rødovre Kommune. Vi vil arbejde for at komme i dialog med regionen om, hvor meget de gør ud af at få indhentet et samtykke, og de dermed lægger vægt på den hjælp og støtte, vi som kommune kan tilbyde.
  3. I Socialteamet og Socialpsykiatrien er der stor opmærksomhed på at styrke samarbejde mellem kommunen og psykiatrien. Der er netop afholdt fælles temadage omkring netværksskabelonen, som er en skabelon udarbejdet af KKR, som et fælles mødedokument, hvor borgerens stemme er afgørende i forhold til de aftaler, der indgås mellem Regionen, Kommunen og borgeren. Medarbejderne henviser typisk til selvmordslinjen eller psykiatrisk afdeling, hvis de møder en borger, som er selvmordstruet. En mulighed ville være at gennemføre undervisning for nøglepersoner i Socialteamet/Socialpsykiatrien og Mød Mig med henblik på forebyggelse af selvmord og en mere systematisk tilgang i opsporingen. Ledelsen i Social- og Borgerservice deltager allerede i samordningsudvalg, dialogmøder, samarbejdsmøder og ledelsesmøder på tværs af regionen og Rødovre Kommune, hvor de har stort fokus på samarbejde, genindlæggelser og brug af en netværksskabelon. De kommende emner vil være forebyggelse med henblik på at undgå indlæggelser/genindlæggelser, herunder selvmord og selvmordsforsøg.

Social- og Sundhedsforvaltningen vil i samarbejde med Udsatterådet fortsat have fokus på mulighederne for forebyggelse af selvmord og selvmordsforsøg.

I forlængelse af ovennævnte orienteres udvalget om, at alle Folketingets partier i april 2024 indgik en politisk aftale om en handlingsplan for styrket forebyggelse af selvmord og selvmordsforsøg.

Regeringsaftalen om en handlingsplan for styrket forebyggelse af selvmord og selvmordsforsøg indeholder seks prioriterede indsatser:

  1. Kapacitetsløft af de selvmordsforebyggende klinikker
  2. Bedre opfølgning til mennesker i risiko for selvmordshandlinger
  3. Udbredelse af kriseplaner på sundheds- og socialområdet
  4. Udbredelse af peers i den regionale behandlingspsykiatri
  5. Styrket praksisnær forskning af det selvmordsforebyggende arbejde og forbedret datagrundlag
  6. Nationalt rådgivende organ for det selvmordsforebyggende arbejde.

Alle de prioriterede indsatser, med undtagelse af indsats nr. 3, er primært forankret i regionerne. I forhold til indsats 3 er det hensigten, at den individuelle kriseplan (plan for, hvordan den enkelte kan håndtere selvmordskriser fremadrettet) - der i dag anvendes i de selvmordsforebyggende klinikker - med fordel kan udbredes på tværs af sundheds- og socialområdet. Socialteamet arbejder allerede med screening for kriser og kriseplaner for voldsramte kvinder på krisecenter.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Tilsyn med Rødovre Kommunes Rådgivnings- og behandlingstilbud for 2023
Sag nr. 59

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger tilsyn med Rødovre Kommunes Rådgivnings- og behandlingstilbud gennemført i 2024 til orientering.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at tilsynsrapport for Rødovre Kommunes Rådgivnings- og behandlingstilbud gennemført i 2024 tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Ifølge lov om socialtilsyn skal der én gang årligt aflægges tilsyn med sociale tilbud og plejefamilier i Danmark. Det er Socialtilsyn Hovedstaden, som står for tilsyn med Rødovre Kommunes sociale tilbud. Social- og Sundhedsudvalget behandlede på sit møde den 4. juni 2024 - sag nr. 40 - tilsynsrapporterne fra henholdsvis bofællesskaberne i Rødovre og bostederne for psykisk sårbare og får nu forelagt tilsynsrapport for Rådgivnings- og Behandlingscentret.

Konklusionen for tilsynet er, at tilbuddet fortsat har den fornødne kvalitet og samlet set fortsat opfylder betingelserne for godkendelse, jævnfør §§ 6 og 12-18 i Lov om socialtilsyn.

Temaerne for det uanmeldte tilsyn i 2024 er "Uddannelse og beskæftigelse", "Selvstændighed og relationer" samt "Sundhed og trivsel". Temaerne er uddybet i tilsynsrapporten, se bilag.

Socialtilsynets samlede vurdering er, at tilbuddet har den fornødne kvalitet.

Tilsynet vurderer at:

  • Tilbuddet understøtter borgernes mentale sundhed, trivsel samt udvikling og sikrer borgerens selv- og medbestemmelse.
  • Tilbuddet har fokus på, at borgerne udnytter deres fulde potientiale i forhold til uddannelse og beskæftigelse, og at borgerne inkluderes i samfundet.
  • Tilbuddet støtter borgerne i at indgå i sociale relationer og leve et så selvstændigt liv som muligt.
  • Tilbuddet har en hensigtsmæssig organisering samt en ansvarlig og kompetent ledelse, der driver tilbuddet fagligt og økonomisk forsvarligt. Ledelsen formår at skabe et kvalificeret fagmiljø, der understøtter målgruppens behov og formålet med indsatsen.
  • Medarbejderne har de fornødne kompetencer, anvender relevante faglige metoder og tilbydes løbende relevant kompetenceudvikling.
  • De fysiske rammer understøtter målgruppens behov og formålet med indsatsen.
  • Tilbuddet har i middel grad den fornødne økonomiske kvalitet jf. Lov om socialtilsyn og der er lav grad af gennemsigtighed i tilbuddets økonomi.

Tilsynet rejser et opmærksomhedspunkt omkring de økonomiske forhold, idet de dog godkender tilbuddets økonomi. Opmærksomheden er begrundet i det forhold, at tilbuddet er rammefinansieret, og at der i budgettet ikke fremgår midler til kompetenceudvikling.

De afsatte midler til kompetenceudvikling i tilbuddet vil fremadrettet indgå i tilbuddets oplysninger. Social- og Sundhedsforvaltningen vil desuden generelt tage bestik af de gældende regler vedrørende efterregulering med videre.

Lov- og plangrundlag

§§ 6 og 12-18 i Lov om Socialtilsyn

§ 213 i Sundhedsloven

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Endelig tilsynsrapport, Rådgivnings- og behandlingscenter 10.06.2024

"Fremtidens Forebyggelse" KL's nye udspil om sundhedsfremme og forebyggelse i kommunerne
Sag nr. 60

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen fremlægger KL’s udspil ”Fremtidens Forebyggelse”. Udspillet vil indgå i det videre sundhedsfremmende og forebyggende arbejde på tværs af fagområder i Rødovre Kommune.

Sagen behandles i alle fagudvalg.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at KL´s udspil "Fremtidens Forebyggelse" tages til efterretning, og at anbefalingerne indgår i alle relevante fagområders videre arbejde med planer og indsatser, der har indflydelse på at fremme sundhed og forebygge sygdom.

Beslutning

Indstilles taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Sundhed og trivsel er en forudsætning for, at vi kan leve det liv, vi ønsker. For at barnet leger og lærer. For at vi gennem livet udfolder vores evner og indgår i positive fællesskaber.

Med KL's nye udspil ”Fremtidens Forebyggelse” ønsker KL at sætte en politisk prioritering af den nære sundhed ved at styrke sundhedsfremme og den lokale forebyggelse på tværs. Det nye udspil erstatter udspillet ”Forebyggelse for fremtiden” fra 2018.

”Fremtidens Forebyggelse” inkluderer fire pejlemærker og herunder 45 anbefalinger rettet mod kommunalbestyrelser samt

Regering og Folketing:

Pejlemærke 1: Prioriter sunde rammer for et bæredygtigt samfund

Pejlemærke 2: Styrk fællesskaber for mere trivsel og sammenhængskraft

Pejlemærke 3: Invester i børn og unge, de er fremtidens generationer

Pejlemærke 4: Differentier for at skabe mere lighed i sundhed

Det vedhæftede notat (bilag 1) indeholder en kort gennemgang af de fire pejlemærker med en liste af KL's anbefalinger under hvert pejlemærke. Derudover inkluderer notatet eksempler på aktuelle indsatser i Rødovre Kommune i forhold til pejlemærkerne og de dertil hørende anbefalinger.

Det samlede udspil ”Fremtidens Forebyggelse”(bilag 2) og "Samling af anbefalinger fra KL's udspil "Fremtidens Forebyggelse"(bilag 3) er vedhæftet sagen.

Lov- og plangrundlag

Sundhedsloven § 119

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Notat til KL's Fremtidens Forebyggelse
Bilag 2: Samling af anbefalinger fra Fremtiden forebyggelse fra KLs udspil maj 2024
Bilag 3: Fremtidens forebyggelse KL udspil maj 2024

Diverse
Sag nr. 61

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.

Underskriftsside
Sag nr. 62

Beslutningskompetence: SOSU

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Beskæftigelsesudvalget godkender beslutningsprotokollen.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Social- og Sundhedsudvalget skal efter oplæsning af beslutningerne godkende beslutningsprotokollen.

For at godkende beslutningsprotokollen, skal hvert medlem underskrive ved at trykke på "Godkend."