Social- og Sundhedsudvalget
04-02-2025
Medlemmer
Ahmed H. Dhaqane (A)
Jette Louise Larsen (C)
Mogens Brauer (C)
Marianne Christensen (Ø)
Sager 7 - 14
Meddelelser
Sag nr. 7
Beslutningskompetence: SOSU
Sagens kerne
Oversigt fremlægges til orientering
- Forvaltningen fremlægger mundtligt status vedr. arbejdet i § 17.4 udvalget om indsatsen for borgere langt fra arbejdsmarkedet.
Indstilling
Meddelelsespunktet fremlægges til orientering.
Beslutning
Taget til efterretning.
Fremlæggelse af oversigt over visitation af borgere til plejehjem
Sag nr. 8
Beslutningskompetence: SOSU
Sagens kerne
Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger oversigt over visitation af borgere til plejehjem for 2024 og 2025 pr. januar 2025 til orientering.
Indstilling
Social og Sundhedsforvaltningen indstiller,
at oversigt over visitation af borgere til plejehjem for 2024 og 2025 pr. januar 2025 tages til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Sagsfremstilling
Social og Sundhedsforvaltningen forelægger oversigt over visitation af borgere til plejehjem til orientering hver anden måned.
I perioden 5. november 2024 til 6. januar 2025 har visitationsudvalget modtaget 31 ansøgninger om plejebolig. Otte borgere har modtaget afslag på ansøgning om plejebolig.
I perioden 5. november 2024 til 6. januar 2025 er der sket følgende:
- 18 borgere er flyttet permanent i plejebolig i Rødovre Kommune, heraf tre borgere fra andre kommuner.
- Tre borgere fra Rødovre Kommune er flyttet i plejebolig i andre kommuner.
- To borgere har takket nej til plejebolig.
- En borger fra anden kommune var ikke tilfreds med boligen, fandt den for "kælderagtig".
Borger er fortsat på den specifikke venteliste. - En borger ønskede alligevel ikke at søge plejebolig og er slettet fra ventelisten.
- En borger fra anden kommune var ikke tilfreds med boligen, fandt den for "kælderagtig".
Ledige plejeboliger
Der er pr. 6. januar 2025 en ledig plejebolig på Ældrecentret Broparken. Boligen er under renovering.
Rødovreborgere på den generelle venteliste
På den generelle venteliste er der opskrevet borgere, der lader sig skrive op til alle kommunens plejehjem, og som kommunen er forpligtet til at tilbyde en plejebolig inden for to måneder. Der er noteret
12 borgere på den generelle venteliste. For tre af de 12 borgere er plejeboliggarantien overskredet. En af de tre borgere, hvor plejeboliggarantien er overskredet, har tidligere takket nej til plejebolig.
Rødovreborgere på den specifikke venteliste
På specifikke venteliste er der opskrevet borgere, der ønsker at bo på et specifikt plejehjem. Det betyder, at kommunen tilbyder en bolig, når der er en ledig bolig på det pågældende plejehjem.
Der er noteret 19 borgere på den specifikke venteliste:
- 11 borgere ønsker Plejehjemmet Ørbygård.
- Fire borgere ønsker Ældrecentret Broparken, heraf et ægtepar.
- To borgere ønsker Plejehjemmet Engskrænten, heraf en borger med behov for skærmet enhed.
- To borgere ønsker Dorthe Mariehjemmet, heraf en borger med behov for skærmet enhed.
Rødovreborgere der søger anden kommune
Fem borgere, heraf et ægtepar søger udelukkende plejehjem i andre kommuner.
Udenbys borgere til Rødovre Kommune
Otte borgere fra andre kommuner er noteret på venteliste i Rødovre Kommune.
Tre af de otte borgere søger under plejeboliggarantien. For to af de tre borgere er plejeboliggarantien overskredet. Begge borgere, hvor plejeboliggarantien er overskredet, bor på plejehjem i andre kommuner.
To af de otte borgere er et ægtepar, der søger ægteparbolig på Plejehjemmet Engskrænten.
En af de otte borgere søger bolig i skærmet enhed.
Endvidere har tre borgere sat deres ansøgning om plejebolig på pause og er derfor ikke en del af ventelisten.
Lov- og plangrundlag
Lov om almene boliger § 54.
Lov om social service § 192.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Bilag
Bilag 1: Borgere visiteret til plejehjem for 2024 og 2025, pr. januar 2025Bilag 2: Antal ansøgninger til plejebolig, visiteret og indflytninger 2024
Godkendelse af kvalitetsstandarder 2025 på ældre- og omsorgsområdet efter høring i rådene
Sag nr. 9
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger kvalitetsstandarder 2025 på ældre- og omsorgsområdet til godkendelse efter høring i rådene. Høringen har ikke givet anledning til indholdsmæssige rettelser.
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
- at høringssvarene tages til efterretning samt
- at kvalitetsstandarderne på ældre- og omsorgsområdet 2025 godkendes.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Kvalitetsstandarderne blev drøftet på mødet i Social- og Sundhedsudvalget den 3. december 2024 (sag nr. 80). Udvalget besluttede, at kvalitetsstandarderne skulle sendes i høring hos Seniorrådet, Handicaprådet, Integrationsrådet og Udsatterådet. Sagen fremlægges med henblik på godkendelse af kvalitetsstandarderne på ældre- og omsorgsområdet 2025.
Social- og Sundhedsforvaltningen har holdt et høringsmøde med rådene den 7. januar 2025. På mødet deltog repræsentanter fra Seniorrådet, Integrationsrådet og Handicaprådet. På baggrund af høringsmødet er der lavet en opsamling med rådenes bemærkninger til kvalitetsstandarderne, der er vedlagt som bilag. Endvidere har Udsatterådet sendt et høringssvar, der er vedlagt som bilag.
Udsatterådet er i deres høringssvar kommet med disse bemærkninger
”Udsatterådet tager Kvalitetsstandarderne på ældre- og omsorgsområdet 2025 til efterretning. Vi ser dog gerne, at der også gives mulighed for formidling af hjælp til elektronisk betaling bla ved Indkøb og Varelevering, da vi ved, at det er en udfordring for mange ældre borgere”.
Social- og Sundhedsforvaltningen har følgende kommentarer:
Borgere som ikke har mulighed for at få digital hjælp af pårørende eller øvrige personer i deres netværk, kan henvende sig til ”Mød mig”, som er Rødovre Kommunes tilbud til psykisk sårbare borgere, hvor man kan få hjælp til blandt andet økonomi, E-boks og andre udfordringer, man står alene med i hverdagen. Endvidere er der en datastue på Vandværket, som gerne yder hjælp. Hos Rødovre Frivilligcenter er der mulighed for at deltage i kurser, temaaftner mm. Der kommer løbende nye tilbud på Frivilligcentrets hjemmeside.
Generelle bemærkninger til kvalitetsstandarderne fra Seniorrådet
Seniorrådet er bekymret over at mere og mere information om kommunens tilbud til ældre stiller krav om, at borgerne skal kunne begå sig digitalt.
Social- og Sundhedsforvaltningen har følgende kommentarer:
Se kommentaren oven for til Udsatterådets høringssvar.
Bemærkninger til Informationspjecen om kvalitetsstandarder 2025 for Ældre og Omsorg
Handicaprådet bemærker, at i nogle tilfælde har hjælperen ikke kendskab til, hvilke opgaver de skal hjælpe borgeren med (manglende kendskab til besøgsplanen). Det bliver dermed borgerens opgave at fortælle hjælperen, hvad de skal lave, og det er ikke altid hensigtsmæssigt.
Handicaprådet bemærker, at det er problematisk med mange medarbejdere med anden etnisk baggrund i ældreplejen. En del har sproglige vanskeligheder, som kommer til at udgøre nogle barrierer i forhold til at yde den rette støtte og hjælp.
Seniorrådet bemærker, at sagsbehandlingstiden på op til 28 dage til at genbehandle en sag efter en borger har klaget er lang tid. Det kan have konsekvenser for borgerens livskvalitet at skulle vente så lang tid på svar på klagen.
Handicaprådet har kendskab til nogle tilfælde, hvor hjælperen er gået igen fordi borgeren ikke har været hjemme. Der er retningslinjer for, hvordan medarbejderne skal forholde sig, når de ikke træffer borgeren hjemme, men de bliver tilsyneladende ikke altid efterlevet.
Social- og Sundhedsforvaltningen har følgende kommentarer:
Manglende kendskab til besøgsplan. Besøgsplanerne indeholder handlevejledende beskrivelser af de visiterede ydelser, og derfor er det helt afgørende, at medarbejderne har kendskab til besøgsplanerne hos de borgere, som de kommer hos. Ledere i den kommunale hjemmepleje og den private leverandør af hjemmepleje arbejder konstant med forbedring af dokumentationsgrundlaget, som besøgsplanerne er en del af. Anvendelse af besøgsplaner er endvidere en vigtig del af tilsynets vurderinger af kvaliteten af den støtte og hjælp, som borgeren modtager. Social- og Sundhedsforvaltningen vurderer, at det ikke er noget generelt problem med manglende kendskab til besøgsplanerne, hvilket heller ikke er bemærket i tilsynet.
Mange medarbejdere med anden etnisk baggrund. I ældreplejen i Rødovre Kommune er ansat en bred vifte af kompetente medarbejdere. Mange medarbejdere kommer fra Rødovre og omegn, men der er også mange kompetente medarbejdere fra andre lande. Der er opmærksomhed på, at der kan forekomme udfordringer med medarbejdere, der ikke har de fornødne danskkundskaber, og der bliver arbejdet med forskellige indsatser til sprogstøtte. Ligeledes er der opmærksomhed på, at sosu-elever med sproglige udfordringer får tilbudt sprogstøtte.
Sagsbehandlingstid på op til 28 dage til at genbehandle en sag efter en borger har klaget. De 28 dage er fastsat efter Ankestyrelsens klagevejledning. Heraf fremgår, at såfremt myndigheden (visitationen) fastholder sin afgørelse, sender den klagen og sagens akter til Ankestyrelsen. Det skal ske senest 28 dage efter at myndigheden har fået klagen.
Borgeren er ikke hjemme, når hjemmeplejen kommer (forgæves gang). Hvis medarbejderen ikke kan få adgang til borgerens hjem, og hvis besøget ikke er aflyst, har medarbejderen en forpligtelse til at handle på den manglende kontakt. Der er en instruks som beskriver, hvem der skal kontaktes og i hvilken rækkefølge ved forgæves gang. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at rekvirere en låsesmed for at få adgang til borgerens hjem. Social- og Sundhedsforvaltningen vurderer, at det ikke er noget generelt problem med manglende kendskab til forgæves gang, hvilket heller ikke er bemærket i tilsynet.
Bemærkninger til kvalitetsstandarden for praktisk hjælp
Seniorrådet finder det urimeligt, at der kun kan visiteres til enten en udvendig - eller indvendig rengøring af toilettet. Rådet ønsker at få prioriteret, at en fuldstændig toiletrengøring bliver indskrevet i kvalitetsstandarderne.
Social- og Sundhedsforvaltningen har følgende kommentarer:
Støtte og hjælp til rengøring ydes altid efter en konkret og individuel vurdering af den enkelte borgers behov. Medarbejderne arbejder rehabiliterende med rengøring, og forsøger i det omfang, det er muligt at give borgeren en aktiv rolle i opgaverne. Der er tre niveauer af rengøring i Rødovre Kommune: Let, moderat og svær. Niveauerne tildeles ud fra en vurdering af, hvilke specifikke aktiviteter i rengøringen, som borgeren ikke selv kan eller kun meget vanskeligt, selv kan varetage. Hvis en borger er visiteret til let rengøring, omfatter det rengøring af ydre toiletkumme ud fra en antagelse om, at borgerne selv kan stå for rengøring af den indre toiletkumme. Hvis en borger er visiteret til moderat eller svær rengøring, omfatter det rengøring af hele toiletkummen ud fra en antagelse om, at borgeren ikke selv er i stand til at varetage dette.
Seniorrådet undrer sig over, at hjælperen kun må udføre opgaver i “nåhøjde”, da der kan være behov for at få rengjort steder, som ikke er i ”nåhøjde”.
Social- og Sundhedsforvaltningen har følgende kommentarer:
Af hensyn til medarbejdernes arbejdsmiljø og sikkerhed må opgaver kun udføres i ”nåhøjde”. I praksis finder medarbejder og borger løsninger, så eventuelle opgaver over ”nåhøjde” løses på en forsvarlig og sikker måde.
Seniorrådet og Handicaprådet har spurgt ind til, hvordan borgerne får besked om retten til hovedrengøring. Seniorrådet kender til flere eksempler på, at borgere ikke har fået tilbudt hovedrengøring, når de har modtaget hjælp til rengøring i ét år, som de ellers har ret til.
Social- og Sundhedsforvaltningen har følgende kommentarer:
Det er hjemmeplejen og den private leverandør, som kontakter borgeren om retten til hovedrengøring. Der bliver foretaget hovedrengøring hos borgere i et lokalgruppeområde af gangen. Social- og Sundhedsforvaltningen vil have fokus på at kommunikere denne mulighed til borgerne i hjemmeplejen.
Bemærkninger til kvalitetsstandarden for personlig pleje
Seniorrådet har sendt følgende bemærkning til forvaltningen: ”Afsnit om ekstra ydelser i Indsatskataloget. Der bevilges 1 time om måneden til frit valg. Da dette b.la kan bruges til indkøb af tøj, sko, boligartikler mm, mener vi tiden skal dække ydelsen uden transporttid. Det er diskriminerende overfor borgere der bor i feks Islev området da vi bor i en by der er koncentreret omkring RC og ydelsen på 1 time kun rækker til transporttiden med bus. Vi mener derfor at ydelsen skal være 1 time + beregnet transporttid fra borgerens bopæl, hvis personalet også skal ledsage under transporten”.
Social- og Sundhedsforvaltningen har følgende kommentarer:
Den visiterede tid til ekstra omsorgstid er en del af det politisk besluttede serviceniveau. Der er mulighed for at spare op til længere ture af op til tre timers varighed, såfremt borgeren har behov for ledsagelse fx til indkøb.
Bemærkninger til kvalitetsstandarden for Genoptræning og Vedligeholdende træning
Seniorrådet og Integrationsrådet bemærker, at træningsområdet er meget velfungerende. Omskrivningen af kvalitetsstandarden for genoptræning og vedligeholdende træning er god, og fremstår mere forståelig end 2024-udgaven. Det blev særligt fremhævet, at det er positivt, at den vedligeholdende træning også omfatter sociale aktiviteter, som kan være med til at forebygge tab af færdigheder.
Seniorrådet udtrykte bekymring over sagsbehandlingstiden på op til seks uger fra borgeren ansøger om genoptræning eller vedligeholdende træning til at man modtager en afgørelse. Det er lang tid at vente, og borgeren kan tabe funktionsevne i ventetiden, som kan medføre forringet livskvalitet.
Social- og Sundhedsforvaltningen har følgende kommentarer:
Sagsbehandlingsfristerne på det sociale område er fornyelig blevet revideret - der henvises til sag nr. 72 behandlet på møde i Social- og Sundhedsudvalget den 12. november 2024. I sagen har forvaltningen vurderet, at Rødovre Kommunes sagsbehandlingsfrister ligger på et sammenligneligt niveau med andre kommuner, dog med variation indenfor de forskellige områder. I forhold til sagsbehandlingstiderne på de områder, der hører under Visitationen i Ældre og Omsorg, vil en naturlig konsekvens af indførelsen af den nye helhedsvurdering jævnfør den nye ældrelov også være en nedbringelse af sagsbehandlingstiderne på nogle af områderne.
Videre proces
Efter politisk godkendelse i Kommunalbestyrelsen bliver kvalitetsstandarderne offentliggjort på kommunens hjemmeside på vanlig vis.
Ældreloven, som træder i kraft den 1. juli 2025, viderefører ikke kravet om, at kommunen årligt udarbejder politisk godkendte kvalitetsstandarder på ældreområdet. Kommunalbestyrelsen skal imidlertid sikre, at man ”som borger i kommunen har mulighed for at blive bekendt med, hvilken form for hjælp og støtte man kan forvente at få som led i et pleje- og omsorgsforløb” fx via kommunens hjemmeside.
Social- og Sundhedsforvaltningen fremlægger til maj/juni-møderækken en selvstændig sag med forslag om, hvordan information til borgerne om pleje- og omsorgsforløb kan håndteres.
Lov- og plangrundlag
Serviceloven §§ 83, 83a og 86.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
De politisk godkendte kvalitetsstandarder på ældre- og omsorgsområdet 2025 offentliggøres på kommunens hjemmeside snarest muligt.
Bilag
Bilag 1: Høringssvar fra Udsatterådet til kvalitetsstandarder 2025Bilag 2: Opsamling fra høringsmøde med rådene om kvalitetsstandarderne 2025 070125
Bilag 3: Information om kvalitetsstandarder på Ældre- og Omsorg 2025_UDKAST
Bilag 4: Kvalitetsstandarder for praktisk hjælp 2025_UDKAST
Bilag 5: Kvalitetsstandarder for personlig pleje 2025_UDKAST
Bilag 6: Kvalitetsstandarder for Genoptræning og Vedligeholdende træning 2025_UDKAST
Bilag 7: Revideret indsatskatalog Ældre og Omsorg 2025
Høring om ny regional psykiatriplan
Sag nr. 10
Beslutningskompetence: SOSU
Sagens kerne
Rødovre Kommune har fået en henvendelse fra Region Hovedstaden vedrørende høring om Regional Psykiatriplan 2025 og frem. Den regionale psykiatriplan sætter den overordnede politiske retning for udviklingen på to områder i psykiatrien:
- Behandling af svær psykisk sygdom hos voksne
- Behandling af børn og unges psykiske sygdom
Det er områder, der ligeledes er prioriteret højt i den nationale aftale om en 10-årsplan for psykiatri og mental sundhed. Samtidig er det områder med snitflader og overlap til kommunale indsatser.
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Social- og Sundhedsforvaltningen udarbejder et høringssvar, hvor vi lægger os op af de 6 elementer fra drøftelsen i Embedsmandsudvalget for Sundhed, der beskæftiger sig med sager og indsatser, der har relevans for det fælleskommunale samarbejde i hovedstadskommunerne på sundhedsområdet, og er en del af KKR Hovedstaden.
Beslutning
Godkendt.
Sagsfremstilling
Rødovre Kommune blev i efteråret 2024 inviteret til at kommentere på Region Hovedstadens Psykiatriplan. Fristen for høringssvar er den 18. februar 2025.
Psykiatriplanen har været drøftet i Embedsmandsudvalget for Sundhed medio december 2024, hvor borgmestrene i deres drøftelse blandt andet fremhævede nedenstående:
- Det er en udfordring, at der er for få pladser i psykiatrien og for tidlige udskrivelser.
- Psykiatriplanen er indadvendt og tager kun i ringe grad højde for snitflader til og samarbejde med kommuner på f.eks. på børne- og ungeområdet.
- Det er en udfordring, at de dårligste borgere ikke er i kontakt med psykiatrien og at det i psykiatriplanen ikke bliver adresseret, hvordan denne gruppe bliver kendt af /får kontakt med psykiatrien.
- Botilbudslæger er ny mulighed med den nye overenskomst med PLO. Udrulning af botilbudslæger kan med fordel indgå som en del af psykiatriplanen evt. som en del af teams med psykiatere.
- Let tilgængelige tilbud bør have bag-om-numre til psykiatrien, så borgere i psykiatriens målgruppe kommer direkte i behandling.
- Psykiatriens geografiske afgrænsning kan med fordel være sammenfaldende med somatikken og dermed følge sundhedsklynger og fra 2026 sundhedsråd.
Social- og Sundhedsforvaltningen vurderer, at disse høringsinput er tilstrækkelige, og har ikke yderligere bemærkninger.
Lov- og plangrundlag
Høringsfrist den 18. februar 2025.
Økonomiske konsekvenser
Intet.
Bilag
Bilag 1: Høringsudkast regional psykiatriplan 25 nov2024 Orientering om indsatser i Rådgivning- og Behandlingscenter samt Sundhedscenter
Sag nr. 11
Beslutningskompetence: SOSU
Sagens kerne
Lederen af Rådgivnings- og Behandlingscenter (RBC) og Sundhedscentret deltager på mødet og orienterer om aktuelle indsatser i henholdsvis Sundhedscentret og Rådgivnings- og Behandlingscentret, herunder vil der blive givet en indflyvning til det kommende års fokusområder.
Sagen var på dagsorden på Social- og Sundhedsudvalgets møde den 3. december 2024 (sag nr. 85), hvor den blev udsat.
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
at orienteringen om aktuelle indsatser i henholdsvis Sundhedscentret og Rådgivnings- og Behandlingscentret tages til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Sagsfremstilling
På mødet giver Social- og Sundhedsforvaltningen info om følgende punkter:
- Udvalgte indsatser i Sundhedscenter
- Fokus & udvikling i Sundhedscenter
- Indsatser i RBC
- Fokus & udvikling i RBC
Lov- og plangrundlag
Sundhedsloven §§ 119, 141 og 142
Serviceloven § 101
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
Ingen.
Forslag til Rødovrestrategi 2025-2028 - Vi finder fremtidens løsninger i fællesskab
Sag nr. 12
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Rødovrestrategi 2025-2028 med undertitlen Vi finder fremtidens løsninger i fællesskab - tegner vores fælles plan for den fortsatte udvikling af vores velfærd og byen, som vi folder ud i vores politikker, handleplaner, projekter og i det daglige samarbejde. Rødovrestrategien tager afsæt i visionen Sammen om Rødovre, som har været i gang i Rødovre Kommune i flere år, og som sætter retningen for fremtidens Rødovre.
Kommunalbestyrelsen havde 26. november 2024 et temamøde om Rødovrestrategien, hvor strategiens hovedsigte og indsatser blev drøftet.
Sagen behandles samtidig i alle fagudvalg.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
at Forslag til Rødovrestrategi 2025-2028 - Vi finder fremtidens løsninger i fællesskab fremlægges i offentlig høring i otte uger.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Rødovrestrategien er det fælles politiske ståsted, der sætter retning for Rødovre Kommune. Rødovrestrategien fungerer på den måde som det politiske arbejdsgrundlag, hvor vi viser, hvad vi i kommunen pejler efter i årene frem for fortsat at være en stærk og attraktiv velfærdskommune.
Kommunalbestyrelsen har i hver valgperiode pligt til at offentliggøre et forslag til strategi for kommunens planlægning. Strategien skal iht. planloven indeholde følgende:
- Oplysninger om den planlægning der er gennemført siden seneste revision af kommuneplanen,
- Kommunalbestyrelsens vurdering af og strategi for udviklingen samt
- En beslutning om revisionsmetode
Kommunalbestyrelsen besluttede i august 2023, at den lovpligtige planstrategi indarbejdes i en strategi for hele kommunens virke. Tilsvarende gjorde sig gældende for Rødovrestrategi 2020.
Syv velfærdsindsatser
Rødovrestrategien er bygget op omkring syv højt prioriterede velfærdsindsatser, to byudviklingsområder og særlige fokusområder samt strategien for kommuneplanlægningen, der tilsammen sætter retning for, hvordan vi vil arbejde med at indfri visionen Sammen om Rødovre og også i fremtiden fortsætter med at være en mønsterkommune på velfærd, der bygger på stærkt sammenhold og meningsfulde fællesskaber. De syv velfærdsindsatser er:
- Demokrati og stærke sociale fællesskaber
- Attraktive skoler og dagtilbud der fremmer leg, læring og trivsel
- Gode kultur- og idrætstilbud
- Sunde rammer, der favner alle livsfaser
- Et trygt liv for ældre borgere
- En alsidig og levende by for borgere og virksomheder
- Et grønnere og mere bæredygtigt Rødovre
For hver velfærdsindsats beskriver Rødovrestrategien Kommunalbestyrelsens ambitioner og mål på området, sammen med eksempler på konkrete indsatser og tiltag, der bidrager til at indfri ambitionerne.
Involvering og dialog med borgere og brugere
Rødovrestrategiens pejlemærker baserer sig på input fra en lang række involverende aktiviteter og initiativer. Eksempelvis Opgaveudvalg, Ungeklimaråd, Ung strategi, Mod på trivsel, Fremtidens ældreområde, Nabokaffe, Fælleselevråd, Klimaliv, samt Rødovredagen 7. september 2024.
Byudviklingsområder og fokusområder
I den kommende planperiode fortsætter planlægningen og realiseringen i to byudviklingsområder: Bykernen og Valhøj erhvervskvarter. Der udpeges ikke nye byudviklingsområder.
Udover byudviklingsområderne er der fortsat fokus på de gennemskærende veje: Slotsherrensvej, Jyllingevej, Roskildevej og Tårnvej, samt Korsdalsvej og Rødovre Parkvej. Endvidere er udbygning af skoler og idrætsfaciliteter et nyt særligt fokusområde i den kommende planperiode.
Delvis revision af kommuneplanen
Kommunalbestyrelsen i Rødovre finder, at arbejdet i den kommende periode drejer sig om at realisere og færdiggøre de planer og projekter, der allerede er besluttet. Behovene for ændringer i kommuneplanen begrænser sig til mindre justeringer og tilpasninger, hvilket vil ske i form af en delvis revision af Kommuneplan 2022.
Ikke længere Agenda 21-strategi
Tidligere skulle Kommunalbestyrelsen parallelt med sin planstrategi offentliggøre en Agenda 21-strategi. Efter revision af planloven gælder der pr. 1. januar 2024 ikke længere et krav om Agenda 21-strategi. Kommunalbestyrelsen har valgt ikke at udarbejde Agenda 21-strategi, idet den tværgående Rødovrestrategi sammen med Klimahandlingsplanen i fuld tilstrækkelig grad opfylder behovet for strategiske retninger for en bæredygtig udvikling.
Lov om miljøvurderinger af planer og programmer
Rødovrestrategien fastlægger ikke rammer for fremtidige anlægstilladelser til projekter. Plandokumentet er derfor ikke omfattet af § 3, stk. 2 i lov om miljøvurdering af planer og programmer og er derfor ikke omfattet af kravet om miljøvurdering.
Lov- og plangrundlag
Planloven
Økonomiske konsekvenser
Ingen
Tidsplan
Februar 2025: Forslag til Rødovrestrategi 2025-2028 godkendes af Kommunalbestyrelsen
Marts-maj 2025: Offentlig høring af Forslag til Rødovrestrategi 2025-2028
Juni 2025: Bearbejdning af indkomne høringssvar
August 2025: Endelig vedtagelse af Rødovrestrategi 2025-2028
Oktober 2025: Borgermøder om Rødovrestrategiens velfærdsindsatser og mulige betydning for Kommuneplan 2026
December 2025: Forslag til Kommuneplan 2026 godkendes af Kommunalbestyrelsen
Januar-marts 2026: Offentlig høring af Forslag til Kommuneplan 2026
April 2026: Bearbejdning af indkomne høringssvar
Juni 2026: Endelig vedtagelse af Kommuneplan 2026
Bilag
Bilag 1: RødovreStrategi enkeltsider 300125 Diverse
Sag nr. 13
Beslutningskompetence: SOSU
Sagens kerne
Beslutning
Taget til efterretning.
Protokollen oplæst kl. 9.30
Underskriftsside
Sag nr. 14
Beslutningskompetence: SOSU
Indstilling
Forvaltningen indstiller, at Social- og Sundhedsudvalget godkender beslutningsprotokollen.
Beslutning
Godkendt.
Sagsfremstilling
Social- og Sundhedsudvalget skal efter oplæsning af beslutningerne godkende beslutningsprotokollen.
For at godkende beslutningsprotokollen, skal hvert medlem underskrive ved at trykke på "Godkend."