Teknik- og Miljøudvalget
11-03-2014
Medlemmer
Pia Hess Larsen(A)
Michel Berg (A)
Fraværende
Peter Michael Jensen(V)
Sager 22 - 27
Meddelelser
Sag nr. 22
Sagens kerne
Meddelelsespunkter:
- Oversigt over indkomne love og bekendtgørelser (se bilag 1).
- Orientering om skadedyrsbekæmpelse i Rødovre Kommune i 2013 (se bilag 2 og 3).
Indstilling
Meddelelsespunkterne forelægges til orientering.
Beslutning
Taget til efterretning.
Bilag
Bilag 1: Lovliste fra den 29. januar til 27. februar 2014Bilag 2: Orientering om skadedyrsbekæmpelse i Rødovre Kommune i 2013
Bilag 3: Kort over rotteanmeldelser 2013
Spildevandsplan 2013-2020 for Rødovre Kommune
Sag nr. 23
Sagens kerne
Forslag til Spildevandsplan 2013-2020 for Rødovre Kommune erstatter den gældende Spildevandsplan 2004-2012. Spildevandsplanen er en plan for bortledning, rensning og nedsivning af spildevand og regnvand i Rødovre Kommune. Før spildevandsplanen kan vedtages endeligt, skal den sendes i offentlig høring i mindst 8 uger. I henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer er det vurderet, at Forslag til Spildevandsplan 2013-2020 skal miljøvurderes.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
at Forslag til Spildevandsplan 2013-2020 med miljøvurdering vedtages og sendes i offentlig høring i 8 uger.
Beslutning
Anbefales.
(Til Økonomiudvalget).
Sagsfremstilling
Ifølge Miljøbeskyttelseslovens § 32 skal Kommunalbestyrelsen udarbejde en spildevandsplan. Forslag til Spildevandsplan 2013-2020 for Rødovre Kommune erstatter den gældende Spildevandsplan 2004-2012. Spildevandsplanen er en plan for bortledning, rensning og nedsivning af spildevand og regnvand i Rødovre Kommune, og danner rammerne for udbygning af kloaksystemet. Rødovre Kommune er forpligtet til, at virke for de ting, der står i spildevandsplanen, men planen har ingen direkte retsvirkninger over for borgere eller virksomheder.
I forhold til Spildevandsplan 2004-2012 er de indholdsmæssige ændringer følgende:
- Der indføres et nyt servicemål for kloaksystemets funktion i Rødovre Kommune, som tager hensyn til fremtidens klimaændringer.
- Der indføres en ny mulighed for, at grundejere i dele af Rødovre Kommune kan udtræde af forsyningen for tag- og overfladevand, og få tilbagebetalt en del af deres tilslutningsbidrag.
- Der gennemføres i planperioden tiltag til, at reducere antallet af overløb fra fælleskloak for at forbedre miljøtilstanden i Harrestrup Å.
- Alle ukloakerede kolonihaveforeninger tilsluttes i planperioden offentlig kloak.
- Vand fra den offentlige vej Lørenskogvej frakobles i planperioden den offentlige fælleskloak og håndteres lokalt ved nedsivning til grundvand.
Servicemål for kloaksystemets funktion
Det nye servicemål gælder ved nyanlæg og renoveringer af kloak og indebærer at:
- For fælleskloakerede områder må der ikke ske opstuvning til terræn oftere end 1 gang hvert 10. år.
- For separatkloakerede områder må der ikke ske opstuvning til terræn oftere end 1 gang hvert 5. år.
Servicemålet er baseret på anbefalingerne i Spildevandskomiteens skrift 27, som blev udgivet i 2005. Spildevandskomiteen er en komite, der hører under Ingeniørforeningen i Danmark, og har siden 1944 stået for udarbejdelse af normer på spildevandsområdet i Danmark. De fleste kommuner i Danmark har valgt at følge Spildevandskomiteens anbefaling til serviceniveau i deres spildevandsplanlægning. Teknisk Forvaltning vurderer, at anbefalingen også bør følges i Rødovre Kommune, da den sikrer en rimelig balance mellem serviceniveau over for borgerne og omfanget af investeringer i kloakken.
For at fremtidssikre kloakken skal der ved nyanlæg og renoveringer tages hensyn til effekten af de forventede klimaændringer de næste hundrede år, den forventede byudvikling samt den statistiske usikkerhed på beregninger af kloaksystemets funktion. Dette medfører, at der skal anvendes en sikkerhedsfaktor på 1,43 ved dimensionering af fremtidige kloakledninger.
Sikkerhedsfaktoren betyder, at nye eller renoverede kloakrør skal dimensioneres til at håndtere 43% mere regnvand end det, der ud fra en simpel beregning ville være tilstrækkeligt til at leve op til servicemålene.
Mulighed for delvis udtræden af kloakforsyningen
Der indføres som noget nyt mulighed for, at grundejere i nogle dele af kommunen kan udtræde delvis af kloakforsyningen, hvis de vælger at håndtere deres regnvand på egen grund. Når en grundejer har fået tilladelse til delvis udtræden, kan grundejeren søge HOFOR A/S om at få tilbagebetalt en del af tilslutningsbidraget til offentlig kloak. Det er en forudsætning for udtræden, at Rødovre Kommune forinden har meddelt en tilladelse til alternativ bortskaffelse af regnvandet, hvilket typisk vil være i form af en nedsivningstilladelse.
Muligheden indføres for at tilskynde til, at grundejere håndterer regnvand på egen grund i de områder, hvor det er muligt og hensigtsmæssigt. Lokal afledning af regnvand (LAR) medfører følgende samfundsmæssige fordele:
- I områder med kapacitetsproblemer i den offentlige kloak kan LAR medvirke til, at der spares udgifter til en fremtidig udbygning af kloakken.
- I områder, hvor de nye servicemål ikke er opfyldt, kan LAR medvirke til målopfyldelse, og dermed et højere serviceniveau over for borgerne i form af færre oversvømmelser på terræn fra den offentlige kloak.
- I de fælleskloakerede områder kan LAR medvirke til færre udgifter til rensning af vand på Renseanlæg Damhusåen, samt bedre miljøtilstand i Kalveboderne.
- Ved nedsivning af regnvand øges grundvandsdannelsen, og dermed potentialet for fremtidig vandindvinding i Rødovre Kommune.
Det er Teknisk Forvaltnings vurdering, at delvis udtræden kun giver mening i de områder, hvor regnvandet kan håndteres ved nedsivning. På den baggrund foreslås det, at der kun gives mulighed for delvis udtræden i de områder, der vurderes at være egnene til nedsivning. Dette betyder, at en grundejer ikke vil kunne få tilladelse til at udtræde i områder:
- Der er kortlagt som forurenede eller muligt forurenede (V1 og V2).
- Hvor grundvandet står meget højt (tykkelsen af den umættede zone er mindre end 2 meter).
- Hvor jordbunden består af tørv eller gytje.
- Som ligger mindre end 25 meter fra en sø eller et vandløb.
- Som ligger inden for de boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) omkring de almene vandværker.
De områder, hvor der gives mulighed for delvis udtræden, fremgår af Kort 5 i spildevandsplanen.
Nedsivning er generelt ikke hensigtsmæssigt på forurenede eller muligt forurenede grunde, idet det ofte vil kræve nærmere undersøgelser at dokumentere, at nedsivningen ikke risikerer, at sprede forureningen yderligere.
I områder med højtstående grundvand er nedsivning ikke hensigtsmæssigt, fordi det vil medvirke til, at hæve grundvandsspejlet yderligere med risiko for fugtproblemer i nærliggende kældre. Denne problemstilling gør sig navnlig gældende i den nordlige del af Rødovre Kommune.
I områder, hvor jordbunden består af tørv eller gytje, er jordens nedsivningsevne så ringe, at nedsivning generelt ikke vil kunne lade sig gøre.
I områder, der ligger mindre end 25 meter fra en sø eller et vandløb, kan der ikke meddeles tilladelse til nedsivning. I stedet kan grundejeren evt. søge om en tilladelse til direkte udledning til recipient. Det er Teknisk Forvaltnings vurdering, at vi bl.a., for at have styr på udledningerne til Harrestrup Å, ikke bør tilskynde økonomisk til, at der etableres et stort antal private udledninger af regnvand fra enkeltejendomme. På den baggrund foreslås det, at der ikke gives mulighed for delvis udtræden i områder, der ligger så tæt på søer og vandløb, at alternativ bortskaffelse af regnvand kun kan ske ved direkte udledning til recipient.
I Vandhandleplan Rødovre Kommune, som blev vedtaget af Kommunalbestyrelsen 27.11.2012 (sag nr. 291), blev der fastlagt følgende retningslinjer for aktiviteter og anlæg inden for BNBO:
- "Der må som hovedregel ikke gives tilladelse til nye grundvandstruende aktiviteter eller anlæg, herunder jordvarme- og grundvandskøleanlæg samt anlæg til nedsivning af regnvand.
- Det skal tilstræbes at afvikle særligt grundvandstruende aktiviteter og anlæg i relation til eksisterende virksomheder, institutioner, boligbebyggelser mv. I det omfang afvikling ikke er mulig, skal det tilstræbes at mindske risikoen for grundvandsforurening".
Vandhandleplanen er ugyldig på grund af en kendelse, som Natur- og Miljøklagenævnet afsagde 06.12.2012 om de statslige vandplaner, jævnfør orienteringssag fra Kommunalbestyrelsens møde 29.01.2013 om ophævelse af de statslige vandplaner (sag nr. 5).
Det er Teknisk Forvaltnings vurdering, at vandhandleplanen alligevel bør være retningsgivende for Rødovre Kommunes øvrige planlægning. Vandhandleplanen skal således vedtages igen, når de statslige vandplaner er trådt i kraft, hvilket forventes at ske i slutningen af 2014.
Det er Teknisk Forvaltnings vurdering, at det vil være ulogisk på den ene side, at have en retningslinie i vandhandleplanen om, at der som hovedregel ikke må gives tilladelse til anlæg til nedsivning af regnvand i BNBO. Men på den anden side give mulighed for, at grundejere kan udtræde delvis af kloakforsyningen, hvilket netop vil forudsætte, at de opnår en nedsivningstilladelse.
På den baggrund foreslås det, at der ikke gives mulighed for delvis udtræden i BNBO. Hensynet til grundvandsbeskyttelse prioriteres dermed i BNBO højere end de hensyn, der ligger bag ønsket om, at tilskynde til mere nedsivning af regnvand.
Tiltag til at reducere antallet af overløb fra fælleskloak
I Vandhandleplan Rødovre Kommune, som blev vedtaget af Kommunalbestyrelsen 27.11.2012 (sag nr. 291), blev det vedtaget, at der skal gennemføres en indsats for, at nedbringe antallet af overløb fra fælleskloak til Harrestrup Å. Indsatsen er nødvendig for, at Rødovre Kommune lever op til de krav, der er fastsat i Vandplan 2.4 Køge Bugt, og skal også fremgå af kommunens spildevandsplan. Indsatsen er derfor skrevet ind i Forslag til Spildevandsplan 2013-2020 for Rødovre Kommune.
Vandhandleplanen er som tidligere nævnt ugyldig og skal vedtages igen, når de statslige vandplaner er trådt i kraft. Den nye udgave af vandplanen, der har været sendt i ny offentlig høring, medfører ikke ændringer i de indsatser på spildevandsområdet, der blev vedtaget i Vandhandleplan Rødovre Kommune. Det er derfor Teknisk Forvaltnings vurdering, at vi i Rødovre Kommune må forvente, at vores kommende vandhandleplan skal indeholde præcis de samme indsatser på spildevandsområdet, som den allerede vedtagne, men ugyldige vandhandleplan.
På den baggrund foreslås det, at indsatserne på spildevandsområdet allerede nu skrives ind i spildevandsplanen. Alternativet er, at der skal vedtages et tillæg til spildevandsplanen, når vandhandleplanen er vedtaget igen, hvori indsatserne så skal fremgå. Dette vil både medføre ekstra administrativt arbejde med at lave tillæg til spildevandsplanen og give borgerne og HOFOR dårligere mulighed for, at forberede sig på og planlægge de investeringer, der skal gennemføres.
Kloakering af kolonihaver
Af Rødovre Kommunes Spildevandsplan 2004-2012 fremgår, at der i planperioden skal arbejdes på, at finde den mest hensigtsmæssige kloakeringsform for kolonihaverne. Rødovre Kommune har dermed via sin spildevandsplan tilkendegivet, at kommunen på sigt ønsker alle kolonihaveforeninger kloakeret. På mødet 22.02.2005 (sag nr. 26) traf Kommunalbestyrelsen principbeslutning om, at haveforeninger i Rødovre Kommune gives tilladelse til etablering af detailkloakering for husspildevand.
Siden da er 3 kolonihaveforeningen blevet kloakeret, og yderligere 1 kolonihaveforening (HF Dano) har planer herom, såfremt de kan opnå rimelige økonomiske vilkår hos HOFOR for deres tilslutning. På mødet 17.12.2013 (sag nr. 201) vedtog Kommunalbestyrelsen, at sende et brev til HOFOR, hvori Kommunalbestyrelsen tilkendegav sin holdning til kloakering af de resterende ukloakerede kolonihaveforeninger i Rødovre. Udover HF Dano drejer det sig om yderligere 2 kolonihaveforeninger.
Det er Teknisk Forvaltnings vurdering, at det er utidssvarende, at have ukloakerede kolonihaveforeninger i et tætbebygget område som Rødovre, og at bla. miljømæssige hensyn taler for, at målsætningen fra Spildevandsplan 2004-2012 om kloakering af kolonihaverne bør fastholdes.
Da der udover HF Dano kun mangler, at blive kloakeret yderligere 2 kolonihaveforeninger i Rødovre, foreslår Teknisk Forvaltning, at målsætningen i denne spildevandsplan skærpes, således at kloakering af kolonihaverne skal være gennemført senest i 2015.
Dermed opnås også, at Rødovre Kommune med sikkerhed lever op til vandplanens krav om, at spildevandshåndtering fra spredt bebyggelse i Rødovre Kommune bliver håndteret i 1. planperiode, der netop udløber i 2015.
Planen betyder, at følgende kolonihaveforeninger skal kloakeres senest i 2015:
- Kolonihaveforbundets sommerhuskoloni Nørrevangen afd. A, B og C
- Vieholm
- Haveforeningen Dano
Fraseparering af vejvand
På mødet 30.04.2013 (sag nr. 59) godkendte Kommunalbestyrelsen skitseprojekt med LAR-løsning på Lørenskogvej. Fraseparering af vejvand er teknisk set en ændring af kloakeringsformen fra fælleskloakeret til separatkloakeret, og skal derfor fremgå af spildevandsplanen.
Miljøvurdering
Forslaget til Spildevandsplan 2013-2020 for Rødovre Kommune er omfattet af kravet om miljøvurdering i Lov om miljøvurdering af planer og programmer. Miljøvurderingen er en vurdering af planens indvirkning på miljøet. I miljøvurderingen vurderes, hvordan de nye tiltag i spildevandsplanen kan medføre indvirkninger på miljøet i forhold til den gældende Spildevandsplan 2004-2012.
Det er vurderet, at det nye servicemål for kloaksystemets funktion og tiltagene til at reducere antallet af overløb til Harrestrup Å kan have en væsentlig positiv indvirkning på miljøet. Disse ændringer indgår derfor i miljøvurderingen. De øvrige indholdsmæssige ændringer i spildevandsplanen vil også alle have en positiv indvirkning på miljøet, men den er ikke så væsentlig, at det udløser krav om en miljøvurdering.
En miljøvurdering følger kun planforslaget. Når Kommunalbestyrelsen skal vedtage den endelige spildevandsplan vil miljøvurderingen blive afløst af en sammenfattende redegørelse. Her skal der redegøres for, hvordan der i den endelige spildevandsplan er taget hensyn til eventuelle bemærkninger, der er indkommet i den offentlige høring, og hvordan miljørapportens resultater er indarbejdet i planen.
Lov- og plangrundlag
- Miljøbeskyttelsesloven, LBK nr. 879 af 26.06.2010.
- Spildevandsbekendtgørelsen, BEK nr. 1448 af 11.12.2007.
- Lov om miljøvurdering af planer og programmer, LBK nr. 939 af 03.07.2013.
Økonomiske konsekvenser
Ifølge planen investerer HOFOR Spildevand Rødovre A/S i perioden 2014-2020 ialt 49 mio. kr. i renovering af kloaktekniske anlæg, og 62 mio. kr. i anlæg af bassiner, som skal mindske antallet af overløb til Harrestrup Å. Disse udgifter skal dækkes af vandforbrugerne i Rødovre Kommune via vandafledningsafgiften.
Investeringer i renovering af kloaktekniske anlæg foretages løbende og er allerede indeholdt i den nuværende vandpris. Investering af 62 mio. kr i anlæg af bassiner er derimod en ekstra investering, som med det nuværende vandforbrug og det nuværende renteniveau vil forhøje vandprisen med cirka 2 kr/m3 i 25 år, hvis investeringen finansieres ved at optage et fastforrentet lån i Kommunekredit.
Udgifter til refusion af tilslutningsbidrag til grundejere, der udtræder delvist af forsyningen, skal også dækkes af vandforbrugerne i Rødovre Kommune via vandafledningsafgiften. Betydningen heraf for vandprisen vil afhænge af, hvor mange ansøgninger om delvis udtræden, HOFOR imødekommer.
Herudover medfører planen, at der skal ske kloakering af 3 kolonihaveforeninger. Udgifterne hertil skal dækkes af kolonihaveforeningernes medlemmer.
Tidsplan
Når spildevandsplanen har været i offentlig høring i 8 uger, skal den vedtages af Kommunalbestyrelsen. Spildevandsplanen dækker perioden frem til 2020.
Bilag
Bilag 1: Forslag til spildevandsplan 2013-2020Bilag 2: Bilag til spildevandsplan 2013-2020
Bilag 3: Miljøvurdering af Spildevandsplan 2013-2020
Ny lokal parkeringsbekendtgørelse
Sag nr. 24
Sagens kerne
Folketinget har vedtaget en ændring af den gældende færdselslov som medfører, at alle lokale parkeringsbekendtgørelser automatisk ophører. Den nye færdselslov træder i kraft den 01.03.2014. Derfor skal der vedtages en ny lokal parkeringsbekendtgørelse.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
at forslag til ny lokal parkeringsbekendtgørelse vedtages.
Beslutning
Anbefales.
(Til Økonomiudvalget).
Sagsfremstilling
Folketinget har vedtaget en ændring til den gældende færdselslov. Ændringen omfatter blandt andet, at der kan udstedes større parkeringsafgifter (1.020 kr.) i tilfælde, hvor der parkeres ud for ind- og udkørsel eller hvis der parkeres ulovligt på parkeringspladser til handicappede. Samtidig ensretter ændringen af færdselsloven reglerne for parkering langs veje i hele landet således, at det som udgangspunkt ikke er lovligt, at benytte en del af fortovet til, at foretage parkering på.
Ændringen medfører samtidig, at alle lokale parkeringsbekendtgørelser i kommunenerne automatisk ophæves.
Kommunalbestyrelsen vedtog på sit møde den 26.02.2008 (Sag nr. 41) en lokal parkeringsbekendtgørelse for Rødovre Kommune. Parkeringsbekendtgørelsen omfatter regler for langtidsparkering med køretøjer over 3.500 kg, samt påhængskøretøjer på højst 2.000 kg.
Københavns Vestegns Politi har fremsendt et forslag til, hvordan de anbefaler at nye lokale parkeringsbekendtgørelser udformes i deres politidistrikt. Forslaget er stort set identisk med den tidligere bekendtgørelse for Rødovre, men omfatter nu også tilladelse til, at standse eller parkere med køretøjer under 3.500 kg, delvist på fortov, hvis det ikke er til fare eller ulempe for færdslen på fortovet.
Det er Teknisk Forvaltnings vurdering, at det er nødvendigt, at vedtage en ny lokal parkeringsbekendtgørelse for at sikre, at parkeringsmulighederne for personbiler (med maks 2 hjul på fortovet) langs kommunens mange villaveje opretholdes. Samtidig sikres det, at det fortsat ikke er lovligt, at langtidsparkere med køretøjer over 3.500 kg uden for særligt afmærkede arealer. Rødovres veje er generelt smalle, og derfor vil parkering med lastbiler på vejene medføre flere fremkommelighedsproblemer for andre større køretøjer, som skal passere. Der er derfor ikke givet mulighed for, at langstidsparkere med lastbiler andre steder end langs H.J. Holst Vej.
Dog er der mulighed for langstidsparkering med lastbiler tæt ved kommunegrænsen til Rødovre i både Herlev, Glostrup og Hvidovre Kommuner.
Teknisk Forvaltning skal efter en politisk godkendelse af den nye lokale parkeringsbekendtgørelse indhente Københavns Vestegns Politis officielle godkendelse af parkeringsbekendtgørelsen før den træder i kraft.
Lov- og plangrundlag
Færdselsloven af 11.12.2013 med senere ændringer.
Lov om offentlige veje af 03.11.2011 med senere ændringer.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
Den nye lokale parkeringsbekendtgørelse forventes, at være gældende efter politiets godkendelse primo april.
Bilag
Bilag 1: Eksisterende parkeringsbekendtgørelseBilag 2: Forslag til ny lokal parkeringsbekendtgørelse
Bilag 3: Lov om ændring af færdselsloven og lov om offentlige veje (som vedtaget)
Brunevang - ansøgning om tilladelse til ændring af vejforløb i sving og opsætning af parkeringsforbud
Sag nr. 25
Sagens kerne
I forbindelse med udbygningen af boligområdet på Brunevang har Holmsgaard A/S på vegne af Postfunktionærernes Andelsboligforening søgt om tilladelse til, at foretage en mindre sideforskydning af det eksisterende vejforløb af Brunevang. Som følge af den øgede trafik og parkering langs Brunevang anbefaler Teknisk Forvaltning, at der opsættes parkeringsforbud langs den ene vejside (den vestlige) på den første delstrækning af Brunevang fra Islevbrovej.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
- at forslag til det nye vejforløb (tegning 23 AZ 140) godkendes,
- at beslutningen om, at opsætte parkeringsforbud langs den vestlige vejside over for "Danmarkshusene", beliggende Brunevang 101-172, sendes i partshøring, samt
- at Teknisk Forvaltning i forlængelse af partshøringen, og under vurdering af de eventuelt indkomne bemærkninger, træffer afgørelse i sagen.
Beslutning
Godkendt.
Sagsfremstilling
Sideforskydning af vejprofil
Holmsgaard A/S har på vegne af Postfunktionærenes Andelsboligforening planlagt en udbygning af boligområdet langs Brunevang. I forbindelse med deres planlægning er det blevet klarlagt, at det er nødvendigt, at sideforskyde Brunevang 1 meter over en længde på 83 meter for, at sikre tilstrækkeligt med plads til de nye boliger og fortov langs den ene vejside.
Sideforskydningen vil blive foretaget i det allerede eksisterende sving langs Brunevang. I den forbindelse udvides svinget med cirka 30 cm i tværprofilet. Brunevang har i dag en meget smal tværprofil - også gennem svinget. Det har med mellemrum givet anledning til uhensigtsmæssige mødesituationer i svinget mellem trafikanter og Rødovre Kommunes Servicebus 848, som betjener området. Det er således Teknisk Forvaltnings vurdering, at udvidelsen af svinget vil være med til, at sikre en bedre afvikling af trafikken i og omkring svinget.
Opsætning af parkeringsforbud
I forlængelse af, at KAB har opført "Danmarkshusene", beliggende Brunevang 101-172, er trafikken på Brunevang ved Islevbrovej steget. Trafikken forventes, at stige yderligere over de kommende år i takt med, at boligerne i Postfunktionærenes Andelsboligforening opføres. Teknisk Forvaltning har i forlængelse af opførelsen af "Danmarkshusene" modtaget flere henvendelser omkring den øgede parkering, som foretages langs Brunevang ud for "Danmarkshusene" i begge vejsider. På baggrund af den smalle vejprofil medfører de parkerede køretøjer en dårlig fremkommelighed langs vejen - særligt for Rødovre Kommunes Servicebus og renovationskøretøjer. I enkelte tilfælde har det ikke været muligt, at passere igennem området med Servicebussen på grund af parkerede køretøjer langs begge vejsider.
Det er Teknisk Forvaltnings vurdering, at det er nødvendigt, at opsætte et parkeringsforbud langs den ene vejside på strækningen af Brunevang ud for "Danmarkshusene", beliggende Brunevangen 101-172, for at sikre en tilfredsstillende fremkommelighed langs strækningen. Parkeringsforbuddet anbefales opsat langs den vestlige vejside for, at sikre en sammenhæng med parkeringsforbuddet, som er gældende længere fremme ad Islevbrovej i Postfunktionærenes Andelsboligforenings område. Brunevang er en privat fællesvej. Teknisk Forvaltning vil derfor sende forslaget om parkeringsforbuddet i partshøring inden der træffes en afgørelse. Høringen vil blive udsendt til grundejerne langs begge vejsider på den strækning, hvor forbuddet påtænkes etableret.
Lov- og plangrundlag
Lov om private fællesveje af 21.12.2010 med senere ændringer.
Økonomiske konsekvenser
Postfunktionærenes Andelsboligforening afholder udgifter i forbindelse med sideforskydningen af Brunevang.
Teknisk Forvaltning afholder udgifter til opsætning af parkeringsforbud svarende til cirka 15.000 kr. (inkl. opsætning).
Tidsplan
Ændringen af Brunevang vil blive foretaget i forbindelse med opførelsen af de nye boliger. De endelige byggetilladelser foreligger ikke på nuværende tidspunkt, men arbejderne forventes gennemført i 2014.
Parkeringsforbuddet forventes opsat medio 2014.
Bilag
Bilag 1: Tegning 23 AZ 140Bilag 2: Udsnit af tegning 23 AZ 140
Bilag 3: Oversigtskort
Godkendelse af Taxinævnets bestyrelse 2014-2018
Sag nr. 26
Sagens kerne
Kommunalbestyrelsen anmodes om at godkende bestyrelsen i Taxinævnet i Region Hovedstaden.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
at Rødovre Kommune godkender KKR Hovedstadens indstilling af medlemmer til Taxinævnet.
Beslutning
Anbefales.
(Til Økonomiudvalget).
Sagsfremstilling
KKR Hovedstaden har med brev af 31.01.2014 anmodet Rødovre Kommune om, at godkende udpegningen af Taxinævnets bestyrelse 2014-2018.
Taxinævnet i Region Hovedstaden er en fælles kommunal myndighed (et såkaldt §60 selskab) og udpegningen af nævnet koordineres af KKR Hovedstaden og skal godkendes af alle kommunalbestyrelser i de 28 deltagende kommuner.
Af Taxinævnets vedtægter fremgår det, at nævnet består af 13 medlemmer.
3 medlemmer udpeges af Københavns Borgerrepræsentation.
1 udpeges af Frederiksberg Kommune.
1 medlem udpeges af Frederikssund, Gribskov og Halsnæs kommuner.
8 medlemmer udpeges af de øvrige 23 kommuner i Region Hovedstaden (ekskl. Bornholms Regionskommune).
KKR Hovedstaden har på baggrund af 23 kommuners indstilling behandlet udpegningen og indstiller følgende 8 medlemmer:
Ib Terp, Brøndby
Allan Holst, Dragør
Jesper Würtzen, Ballerup
Jens Jørgen Nygaard, Egedal
Steen Ørskov Larsen, Hvidovre
Morten Dreyer, Dragør
Thomas Bak, Fredensborg
Gustav Juul, Furesø
Lov- og plangrundlag
Lovbekendtgørelse nr. 971 af 25.07.2013 om kommunernes styrelse §60.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
Ingen.
Bilag
Bilag 1: Godkendelse af udpegninger til Taxanævn Diverse
Sag nr. 27
Sagens kerne
Beslutning
Taget til efterretning.
Protokollen oplæst. Mødet afsluttet kl. 8.55.