Teknik- og Miljøudvalget

14-04-2015

Medlemmer

Svend Erik Pedersen (F)
Jan Kongebro (A)
Peter Michael Jensen(V)
Pia Hess Larsen(A)
Michel Berg (A)

Sager 42 - 53

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 42

Sagens kerne

Meddelelsespunkter:

  1. Oversigt over indkomne love og bekendtgørelser (se bilag 1).
  2. Orientering om affaldsafhentning i forbindelse med sne og is (se bilag 2)
  3. Orientering om opførelse af stibro over Jyllingevej (se bilag 3).

Indstilling

Meddelelsespunkterne forelægges til orientering.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Bilag 1: Lovliste fra 25. februar 2015 til 24. marts 2015
Bilag 2: Indsamling af affald ved vejrlig - sne og is
Bilag 3: Orientering om opførelse af stibro over Jyllingevej

Slotsherrensvej 400 - Opsamling fra forhøring og beslutning om den videre planproces
Sag nr. 43

Sagens kerne

Kommunalbestyrelsen vedtog på sit møde den 27.01.2015 (sag nr. 4), at gennemføre en forhøring på 2 uger som optakt til det videre arbejde med et kommuneplantillæg for en stationsforplads og et lager- og kontorhotel på Slotsherrensvej 400.

Teknisk Forvaltning indstiller nu, at udarbejdelsen af Forslag til Tillæg 5 til Kommuneplan 2014 og Forslag til Lokalplan 132 igangsættes, og at de indkommende høringssvar indgår som bidrag i processen.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at udarbejdelsen af et forslag til et kommuneplantillæg for en stationsforplads på Slotsherrensvej 400 igangsættes,
  2. at der udarbejdes et lokalplanforslag parallelt med forslaget til kommuneplantillægget,
  3. at de indkommende høringssvar indgår i overvejelser i udarbejdelsen af plandokumenterne, samt
  4. at der sendes svarbreve, hvori det fremgår, at de indkomne forslag og kommentarer har været forelagt Kommunalbestyrelsen.

Beslutning

Anbefales.
(Til Økonomiudvalget).

Sagsfremstilling

I forbindelse med letbaneprojektet langs Nordre Ringvej (O3) er det besluttet at placere en station i Rødovre, hvor Ringvejen krydser Slotsherrensvej. Rødovre Kommune ønsker i den forbindelse at reservere den sydvestlige del af ejendommen Slotsherrensvej 400 til etablering af en forplads for den kommende letbanestation.

Kommunalbestyrelsen vedtog på sit møde den 27.01.2015 (sag nr. 4), at gennemføre en forhøring på 2 uger, da etablering af en stationsforplads og et lager- og kontorhotel kræver, at der udarbejdes et kommuneplantillæg og en lokalplan for området.

I den kommende proces vil der blive udarbejdet et forslag til et kommuneplantillæg og et forslag til en lokalplan, der muliggør følgende:

  • at arealet udpeges som stationsnært kerneområde i kommuneplanens rammer,
  • etablering af en stationsforplads til den kommende letbane,
  • opførelse af byggeri (et lager- og kontorhotel) i henholdsvis 6, 11 og 15 m's højde, med højeste bebyggelse ud mod Nordre Ringvej, og
  • en bebyggelsesprocent på 120.

Slotsherrensvej 400 er i dag omfattet af Kommuneplan 2014, rammeområde 1E03. Rammen udlægger området til fremstillings- og serviceerhverv, samt administration, transport, engroshandel og værksteder. Der tillades en bebyggelsesprocent på 60 og en bygningshøjde på 8,5 m.

Indkomne høringssvar

I forbindelse med forhøringsperioden, der er forløbet fra 11.02.2015 – 25.02.2015, er der indkommet fem høringssvar, hvoraf to er enslydende. Høringssvarene fremgår af bilag 1. Af bilag 2 fremgår et koncentrat af høringssvarene. Høringssvarene koncentrerer sig om følgende temaer:

  • Øget adgang og mere attraktivitet
  • Styrk livet og skab nye adgange til Islev Torv og Islevdal Erhvervskvarter
  • Lukning af rampe til Slotsherrensvej SØ
  • Bæredygtig trafikafvikling
  • Et stationsnært kerneområde bør benyttes til noget andet end et lager- og kontorhotel
  • En del af et grønt område
  • Reduktion af støj
  • Opbevaringscentrets højde
  • Parkeringsforhold
  • Trafikkorridor for den ”bløde trafik”
  • Gode adgangsforhold til letbanestationen
  • Toiletfaciliteter

Ønsket om en metroforbindelse gennem Rødovre nævnes i et af høringssvarene. Dette falder dog udenfor rammerne for, hvad der kan reguleres med Forslag til Tillæg 5 til Kommuneplan 2014 og Forslag til Lokalplan 132 for Slotsherrensvej 400.

Lov- og plangrundlag

Lov om planlægning.
Lov om miljøvurdering af planer og programmer.
Kommuneplan 2014.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Forslag til Kommuneplantillæg udarbejdes sideløbende med lokalplanforslag - april til juli 2015.

Politisk behandling af planforslag - august 2015.

Offentlig høring af planforslag i september – oktober 2015.

Behandling af høringssvar i november 2015.

Endelig vedtagelse kommuneplantillæg og lokalplan i december 2015.

Bilag

Bilag 1: Alle indkomne høringssvar
Bilag 2: Oversigt over indkomne høringssvar

Indkøb og udbringning af affaldsbeholdere til nyt affaldssystem - anlægsregnskab
Sag nr. 44

Sagens kerne

Godkendelse af anlægsregnskab for indkøb og udbringning af affaldsbeholdere til den nye affaldsordning.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at anlægsregnskabet godkendes, samt
  2. at mindre udgiften på 6.028 kr. tilgår kassebeholdningen.

Beslutning

Anbefales.
(Til Økonomiudvalget).

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen har på sit møde den 18.12.2012 (sag. nr. 309) givet en anlægsbevilling på 15.587.714 kr. i 2013 til materiel til det nye system for affaldsindsamlingen til indkøb og udbringning af affaldsbeholdere.

Godkendelse af regnskab for anlæg:

Bevilling 18.12.2012:

15.587.714 kr.

Forbrug:

15.581.686 kr.

Mindreforbrug:

6.028 kr.


Anlægsbevillingen er blevet anvendt til følgende:

  • Indkøb af affaldsbeholdere. Indkøbet har været i EU-udbud, med levering af beholdere fra februar 2013.
  • Indkøb af biospande. Indkøbet af biospande sammen med indkøbet af bioposer har været i EU-udbud.
  • Udbringning af beholderne til husstandene. Denne opgave blev udført af I/S Vestforbrænding i samarbejde med Rødovre Kommune.
  • Chip-system til registrering af tømninger, lagerstyring samt op- og nednormeringer af beholdere hos husstandene.
  • Klistermærker og informationsmateriale til affaldsbeholderne og den nye affaldsordning ved opstart af ordningen.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Der har været et mindreforbrug på 6.028 kr. til indkøb og udbringning af affaldsbeholdere. Mindreforbruget er tilgået kassen.

Tidsplan

Ingen.

Ordinære generalforsamlinger 2015 i HOFOR
Sag nr. 45

Sagens kerne

Der skal afholdes ordinære generalforsamlinger i HOFOR Vand Holding A/S og HOFOR Spildevand Holding A/S 28.05.2015. Det foreslås, at generalforsamlingerne, i lighed med de tidligere afholdte generalforsamlinger i selskaberne, afholdes som skrivebordsforsamlinger, dvs. uden fysisk fremmøde. Rødovre Kommune stemmer på generalforsamlingerne som angivet i indstillingen.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at Rødovre Kommune på generalforsamlingerne tager bestyrelsens beretning til efterretning,
  2. at Rødovre Kommune på generalforsamlingerne godkender selskabernes årsrapporter,
  3. at Rødovre Kommune på generalforsamlingerne godkender bestyrelsernes forslag til anvendelse af årets resultat, samt
  4. at Rødovre Kommune på generalforsamlingerne stemmer for Ernst & Young P/S (CVR 30 70 02 28) som revisor.

Beslutning

Anbefales.
(Til Økonomiudvalget).

Sagsfremstilling

Rødovre Kommune har siden 01.07.2012 været medejer af HOFOR Vand Holding A/S, der ejer vandselskaberne i Albertslund, Brøndby, Dragør, Herlev, Hvidovre, Københavns, Rødovre og Vallensbæk kommuner samt koncernens serviceselskab. Herudover har Rødovre Kommune siden årsskiftet 2012/13 været medejer af HOFOR Spildevand Holding A/S, der ejer spildevandsselskaberne i de samme kommuner.

Ejerne har i de to holdingselskabers bestyrelser en repræsentant fra hver ejerkommune, fra Rødovre Kommune er Steen Skriver Rasmussen repræsentanten i dag.

De to holdingselskaber skal i henhold til lovgivningen og selskabernes vedtægter holde ordinære generalforsamlinger tidsnok til, at årsrapporterne kan indsendes til Erhvervsstyrelsen inden juni måned. Der er derfor berammet generalforsamlinger til den 28.05.2015.

Som ejer af HOFOR Vand Holding A/S har Rødovre Kommune 3,94 % af stemmerne på generalforsamlingen, mens kommunen har 4,36 % af stemmerne på generalforsamlingen i HOFOR Spildevand Holding A/S.

Kommunens stemme på generalforsamlingerne afgives i overensstemmelse med den beslutning, som kommunalbestyrelsen i medfør af denne indstilling fastlægger med simpelt flertal. Kommunen taler således med én stemme på hver generalforsamling.

I lighed med sidste år holdes generalforsamlingerne uden fremmøde som skriftlige generalforsamlinger. Det vil sige generalforsamlingerne holdes ikke fysisk, og selskaberne konstaterer på grundlag af de afgivne mandater fra ejerkommunerne, hvordan stemmerne er afgivet. På den baggrund udarbejdes efterfølgende referat (protokollat) af generalforsamlingerne.

Med hensyn til indstillingens punkter 1, 2 og 3 henvises til de som bilag 1 og bilag 2 vedlagte årsrapporter 2014 for henholdsvis HOFOR Vand Holding A/S og HOFOR Spildevand Holding A/S. Heraf fremgår ledelsesberetningerne samt årets resultat. I 2014 havde HOFOR Vand Holding A/S et underskud på 135.331.290 kr., og HOFOR Spildevand Holding A/S havde et overskud på 19.965.772 kr., som foreslås overført til egenkapitalen.

Med hensyn til indstillingens punkt 4 foreslås selskabernes nuværende revisor Ernst & Young P/S (CVR 30 70 02 28) genvalgt som selskabernes revisor.

Under forudsætning af, at der blandt ejerne er flertal for de indstillede dagsordenspunkter, vil generalforsamlingernes protokollater blive udformet i overensstemmelse med de som bilag 3 og bilag 4 vedlagte udkast.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Generalforsamlingerne afholdes 28.05.2015.

Bilag

Bilag 1: Årsrapport 2014 for HOFOR Vand Holding A/S
Bilag 2: Årsrapport 2014 for HOFOR Spildevand Holding A/S
Bilag 3: Udkast til protokollat 2015 for HOFOR Vand Holding A/S
Bilag 4: Udkast til protokollat 2015 for HOFOR Spildevand Holding A/S

Tillæg til samarbejdsaftale om Harrestrup Å
Sag nr. 46

Sagens kerne

10 kommuner og 6 forsyninger i oplandet til Harrestrup Å har indgået en samarbejdsaftale om fælles udnyttelse af kapaciteten i Harrestrup Å. Den 27.02.2015 mødtes borgmestre og bestyrelsesformænd for de 10 kommuner og 6 forsyninger og blev enige om et tillæg til samarbejdsaftalen. Tillægget medfører nye principper for fordeling af udgifterne til vandløbsvedligeholdelse, samt enighed om at arbejde hen imod en kapacitetsaftale og fælles principper for meddelelse af nye udledningstilladelser. Endelig fastlægger tillægget, hvordan udgifterne til spildevandstekniske anlæg skal fordeles mellem de enkelte forsyningsselskaber.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Anbefales.
(Til Økonomiudvalget).

Sagsfremstilling

10 kommuner og 6 forsyninger i oplandet til Harrestrup Å har indgået en samarbejdsaftale om fælles udnyttelse af kapaciteten i Harrestrup Å. Kommunalbestyrelsen blev orienteret om aftalen på sit møde 26.08.2014 (sag nr. 173).

Formålet med aftalen er, at fastsætte de overordnede rammer for samarbejde om fælles udnyttelse af kapaciteten i Harrestrup Å til regnvandshåndtering. Aftalen har også til formål at danne grundlag for, at de mange landvæsenskommissionskendelser, der i dag regulerer Harrestrup Å, kan erstattes med nye tidssvarende aftaler. Grundstenen i samarbejdsaftalen er enighed, så ingen part kan pålægges udgifter eller forpligtelser, de ikke ønsker.

I samarbejdsprojektets fase 1 blev der skabt en fælles afløbsmodel, der kan bruges til at forudsige, hvordan regnvandet bevæger sig i kommunerne. Med denne model som fælles grundlag kan teknikerne i kommunerne nu beregne, hvordan forskellige løsninger kan afhjælpe oversvømmelserne.

I fase 2 blev der regnet på og undersøgt forskellige løsninger, der kan sikre opmagasinering af skybrudsvandet på steder, hvor det ikke gør skade. Der blev desuden gennemført en indledende undersøgelse af mulighederne for at pumpe vand fra Harrestrup Å op i Fæstningskanalen under skybrud.

HOFOR har påtaget sig opgaven med at være projektleder, og som led i samarbejdsprojektet er der nedsat en styregruppe og to arbejdsgrupper om henholdsvis hydraulik og reguleringsgrundlag. Teknisk Forvaltning deltager i både styregruppen og de to arbejdsgrupper med relevante medarbejdere.

Den 27.02.2015 mødtes borgmestre og bestyrelsesformænd for de 10 kommuner og 6 forsyninger i oplandet til Harrestrup Å, og blev enige om et tillæg til samarbejdsaftalen. Aftaletillægget er tiltrådt af borgmester Erik Nielsen på vegne af Rødovre og er vedlagt mødesagen som bilag 1.

Hovedpunkterne i aftaletillægget er følgende:

  • I projektets fase 3 vil der blive udarbejdet en kapacitetsplan for Harrestrup Å. Når den er godkendt af alle parterne, vil den herefter være bindende for parterne.
  • De 10 kommuner forpligter sig til inden 01.01.2016 at gøre op med de gamle landvæsenskommissionskendelser på spildevandsområdet i deres spildevandsplaner. For Rødovre Kommune medfører dette, at der skal udarbejdes og vedtages et tillæg til Spildevandsplan 2013-2020.
  • I projektets fase 3 udarbejdes et nyt fællesregulativ, der skal erstatte de nugældende vandløbsregulativer. Fællesregulativet vil bl.a. medføre nye bestemmelser om fordelingen af udgifter til drift og vedligeholdelse af Harrestrup Å systemet. På mødet 27.02.2015 var der tilslutning til at anvende bredejerprincippet. Bredejerprincippet betyder, at hver kommune selv afholder alle udgifter til vedligeholdelse af den del af vandløbet, der ligger i den pågældende kommune, og at der dermed ikke som i dag finder en afregning sted mellem kommunerne.
  • I projektets fase 3 udarbejdes fælles retningslinier for nye udledningstilladelser til Harrestrup Å. Når disse er godkendt vil de blive indarbejdet i aftaletillægget som bilag 2.
  • I aftaletillæggets bilag 3 fastlægges en fordelingsnøgle mellem forsyningsselskaberne i oplandet til Harrestrup Å, som fastlægger fordelingen af omkostninger til planlægning, projektering, etablering, drift og vedligeholdelse af Selskabernes fælles spildevandsanlæg. Fordelingsnøglen er baseret på en opgørelse over det befæstede areal i oplandet til Harrestrup Å og evalueres hvert 3. år.

På mødet 27.02.2015 blev det vedtaget at sende et brev til Miljøministeren, hvori de 10 kommuner og 6 forsyningsselskaber opfordrer til ændringer i lovgivningen. Baggrunden for brevet er, at kommunerne og forsyningsselskaberne oplever, at den nuværende lovgivning vanskeliggør eller umuliggør nogle af de tekniske løsninger, som samarbejdsprojektet gerne skulle munde ud i.

F.eks. må forsyningsselskaberne i dag ikke etablere et forsinkelsesbassin i umiddelbar forbindelse med et vandløb, hvor den øgede vandmængde opmagasineres, indtil der igen er kapacitet i vandløbet til, at vandet kan ledes videre uden at forårsage oversvømmelser andre steder langs vandløbet. Endvidere kan vand fra søer, der fungerer som regnvandsbassiner, i dag ikke lovligt ledes via en spildevandsledning til havet.

Brevet til Miljøministeren er vedlagt som bilag 2. Miljøministeren har i et svar til HOFOR taget positivt mod henvendelsen.

Lov- og plangrundlag

Vandløbsloven, LBK nr. 1208 af 30.09.2013.
Naturbeskyttelsesloven, LBK nr. 951 af 03.07.2013.
Miljøbeskyttelsesloven, LBK nr. 879 af 26.06.2010.
Spildevandsbekendtgørelsen, BEK nr. 1448 af 11.12.2007.
Vandsektorloven, Lov nr. 469 af 12.06.2009.
Tillæg 2 til Kommuneplan 2010 - 2022 Klimatilpasningsplan.

Økonomiske konsekvenser

Udgifterne til modelopbygning i projektets fase 1 og 2 er afholdt af de deltagende forsyninger, men kommunerne har bidraget med mandskabsmæssige ressourcer til deltagelse i arbejdsgrupper og styregruppe. Der sigtes indtil videre efter, at fremme projekter på spildevandsområdet, der kan finansieres af forsyningspenge.

Aftaletillæggets bilag 3 fastlægger, at HOFOR Spildevand Rødovre A/S skal afholde 19,5% af udgifterne til fælles projekter på spildevandsområdet. Disse udgifter vil via taksten blive betalt af vandforbrugere i Rødovre.

Det kommende fællesregulativ for Harrestrup Å vil, såfremt bredejerprincippet fastholdes, medføre, at Rødovre Kommune ikke længere skal bidrage økonomisk til vandløbsvedligeholdelse i andre kommuner. Dette medfører en økonomisk besparelse for Rødovre på 130.000 kroner om året.

Rødovre Kommune vil fortsat have udgifter til vandløbsvedligeholdelse i Rødovre på cirka 100.000 kroner om året. Rødovre Kommune mister ikke indtægter fra de andre kommuner, da vi ikke hidtil har sendt regninger til disse for vandløbsvedligeholdelse i Rødovre.

Tidsplan

Samarbejdsaftalen inklusive tillæg gælder, indtil parterne bliver enige om at ophæve den, eller til Rødovre Kommune udtræder af aftalen med 1 års varsel.

Bilag

Bilag 1: Aftaletillæg 1 med bilag - 29.01.2015
Bilag 2: Brev til Miljøminister Kirsten Brosbøl - 04.03.2015

Glostrup Forsynings vandindvindingstilladelse
Sag nr. 47

Sagens kerne

Glostrup Forsyning A/S har søgt Glostrup Kommune om tilladelse til at øge den årlige vandindvinding ved Ejby Vandværks kildeplads og til at udføre en ny undersøgelsesboring i Vestskoven i den hensigt, at inddrage denne i vandproduktionen, såfremt den viser sig at være egnet hertil. I høringssvar til Glostrup Kommune opfordrer Rødovre Kommune til, at de to projekter ses i sammenhæng, og at der først meddeles tilladelse til øget vandindvinding, når der er skabt klarhed over, om undersøgelsesboringen skal inddrages i vandproduktionen eller ej.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at der afgives høringssvar til Glostrup Kommune i overensstemmelse med sagsfremstillingen.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Glostrup Forsyning A/S har søgt Glostrup Kommune om tilladelse til, at øge den årlige vandindvinding ved Kildeplads Ejby fra 70.000 m3/år til 300.000 m3/år. Glostrup Kommune har udarbejdet et udkast til tilladelse til øget vandindvinding i form af et tillæg til den eksisterende indvindingstilladelse, som de den 03.03.2015 har sendt i høring hos nabokommunerne. Udkastet er vedlagt mødesagen som bilag 1.

Kildeplads Ejby ligger cirka 2,3 km fra Espevang Vandværks kildeplads, hvor vandspejlet befinder sig i kalkoverfladen. For at forebygge evt. frigivelse af nikkel på Espevang Vandværks kildeplads er der stillet vilkår om niveaustyret indvinding, hvorfor sænkningens størrelse kan være begrænsende for, hvor meget vand der kan indvindes.

Det betyder, at en sænkning af vandspejlet som følge af øget indvinding på andre kildepladser i området kan medføre, at indvindingen til Espevang Vandværk må drosles ned.

På den baggrund har Teknisk Forvaltning den 27.03.2015 afgivet høringssvar til Glostrup Kommune med forbehold for senere politisk behandling i Teknik- og Miljøudvalget. Denne fremgangsmåde er valgt, fordi Glostrup Kommunes høringsfrist udløb 13.04.2015, og det dermed ikke var muligt at få sagen politisk behandlet inden for høringsfristen.

I høringssvaret påpeger Teknisk Forvaltning, at det er vigtigt, at påvirkning af vandspejlet på Espevang Vandværks kildeplads fra ny eller øget indvinding på andre nærliggende kildepladser holdes på et minimum.

Af modelberegninger i ansøgningen til Glostrup Kommune fremgår det, at den beregnede sænkning ved Espevang Vandværks kildeplads er under 0,2 meter ved en konservativ beregning. Teknisk Forvaltning har drøftet sagen med HOFOR, som vurderer, at en sænkning af den størrelsesorden ikke vil have betydning for mulighederne for at indvinde vand på Espevang Vandværks kildeplads.

Glostrup Kommune har imidlertid med email af 02.02.2015 orienteret Rødovre Kommune om, at Glostrup Forsyning også har søgt om tilladelse til en ny undersøgelsesboring i Vestskoven, der ligger 600 meter øst for de eksisterende boringer til Kildeplads Vestskoven, hvor Glostrup Forsyning har tilladelse til at indvinde 400.000 m3/år. Hvis den ny boring viser sig egnet til formålet, er det hensigten at inddrage den i vandforsyningen.

Kildeplads Ejby, Kildeplads Vestskoven og den ny undersøgelsesboring er placeret i en trekant med cirka 600 meters indbyrdes afstand mellem de steder, hvor der indvindes vand eller ønskes indvundet vand. Det betyder, at der er et betydeligt overlap mellem de sænkningstragte, der forårsages af vandindvindingen de enkelte steder.

På den baggrund vurderer Teknisk Forvaltning, at der bør udføres en samlet beregning over, hvad øgning og flytning af indvindingen i området betyder for grundvandspotentialet, før der meddeles et tillæg til vandindvindingstilladelsen. Vilkår om overvågning af grundvandspotentialet bør tilsvarende tage højde for både øgning og flytning af vandindvindingen, såfremt begge dele ønskes gennemført.

I høringssvaret skriver Teknisk Forvaltning derfor, at Glostup Kommune bør vente med at meddele tilladelse til øget indvinding på Kildeplads Ejby, indtil Glostrup Forsyning har taget stilling til, om de også ønsker at flytte en del af indvindingen på Kildeplads Vestskoven længere østpå.

Lov- og plangrundlag

Vandforsyningsloven, LBK nr. 1199 af 30.09.2013.
Boringsbekendtgørelsen, BEK nr. 1260 af 28.10.2013.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Høringsfristen er 13.04.2015. Teknisk Forvaltning afgav høringssvar med forbehold for senere politisk behandling 27.03.2015

Den eksisterende indvindingstilladelse til Glostrup Forsyning A/S, som Glostrup Kommune planlægger at øge, er gældende indtil 2041.

Bilag

Bilag 1: UDKAST - Tillæg til indvindingstilladelse for Glostrup Vand A/S

Renovering af broerne ved Viemosevej - ansøgning om anlægsbevilling
Sag nr. 48

Sagens kerne

Godkendelse af anlægsbevilling til renovering af broerne over Harrestrup Å ved Viemosevej.

På anlægsbudgettet (Investeringsoversigten) i budget 2015 er der til brorenoveringerne afsat et samlet rådighedsbeløb på 3.500.000 kr.

Der søges om en anlægsbevilling på 3.500.000 kr. til dækning af gennemførelse af renoveringen af broerne ved Viemosevej.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at der gives en anlægsbevilling til frigivelse af rådighedsbeløb på 3.500.000 kr. til renovering af broerne ved Viemosevej.

Beslutning

Anbefales.
(Til Økonomiudvalget).

Sagsfremstilling

I budgettet for 2015 er der afsat 3.500.000 kr. til renoveringen af broerne ved Viemosevej (bro 9 og 10). Broerne er i dårlig stand og har behov for en renovering for at kunne opretholde deres funktion.

Renoveringen er blevet projekteret via Sti-, Vej- og Parkpuljen 2014. Projekteringen af brorenoveringen anslog, at en renovering vil koster 3.500.000 kr.

I budgettet for 2015 (Investeringsoversigt) er der afsat 3.500.000 kr. til en renovering i 2015.

Arbejdet omhandler frigravning af brodækket til omisolering af dækket og en renovering af broens facade. Se bilag 1 for beskrivelse af renoveringsarbejder.

Lov- og plangrundlag

Budget 2015.

Økonomiske konsekvenser

Vej og Trafik forventer en anlægsomkostning på 3.500.000 kr. til renoveringen af broerne, hvor der er afsat et samlet rådighedsbeløb på 3.500.000 kr. i investeringsoversigten for budget 2015.

Tidsplan

Broerne renoveres i 2015.

Bilag

Bilag 1: Bilag 1 - Særeftersyn og renovationsbehov

Slotsherrensvej - vejlukning i sommerferien i forbindelse med brorenovering i Københavns Kommune
Sag nr. 49

Sagens kerne

Broen på Slotsherrensvej over Harrestrup Å er i dårlig stand. Københavns Kommune skal derfor vedligeholde broen ved Slotsherrensvej, der ligger ved kommunegrænsen til Rødovre.

Renoveringen af broen er kompleks, og Københavns Kommune ønskes derfor, at der lukkes for trafik over broen i renoveringsperioden på 2-3 måneder.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at der gives samtykke til en vejlukning af Slotsherrensvej ved kommunegrænsen til København i renoveringsperioden, samt
  2. at Teknisk Forvaltning skriver til Københavns Kommune, at det ønskes, at trafikken omlægges via Tårnvej/Islevhusvej i stedet for Rødovrevej.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Københavns Kommune har i 2015 bevilliget anlægsmidler til genopretning af kommunens broer. Heraf skal broen ved Slotsherrensvej ved kommunegrænsen til Rødovre Kommune renoveres.

Af hensyn til arbejdets udførelse anmoder Københavns Kommune Rødovre Kommune om samtykke til en vejlukning af Slotsherrensvej under udførelsesperioden. Det ønskes at udføre arbejdet i sommerferien af hensyn til trafikken, samt af hensyn til andre brorenoveringer i København i 2015. Se bilag 1.

Arbejdet

Renoveringsarbejdet består af en ny fugtisolering af både oversiden og undersiden for at imødegå nedbrydning af konstruktionen. Se bilag 2.

Udførelsen omhandler en total omisolering af buebroen – hvor der skal udføres betonreparationer og en eventuel forstærkning af broen med en ny betonplade. Betonreparationer udføres på selve buedækket og på undersiden. I denne forbindelse skal al jord ovenpå brokonstruktionen fjernes. Ovenpå buetoppen ligger der ca. 1 m jord og højdeforskellen ved enderne af broen er ca. 4,5 m målt fra bund til overside vejbane.

Lukning af Slotsherrensvej

Københavns Kommune er sammen med rådgiver, nået frem til, at det er mest hensigtsmæssigt at lukke for trafikken over broen i den periode renoveringsarbejdet skal udføres. Beslutningen om en vejlukning er besluttet ud fra sikkerhed og dernæst mindst mulig vejgener, da projektet skal gennemføres i sommerperioden med opstart i uge 26. Se bilag 3. Arbejderne ved en fuld lukning vurderes at tage 2-3 måneder.

For at kunne tillade trafik over broen under renoveringen, så skal broen ved en etapevis afvikling af trafikken understøttes på undersiden med understøtning i Harrestrup Å som er fredet og hvor underbunden er blød m.m. Fundering på blød bund ville kræve mange konstruktive tiltag og derudover sagsbehandling hos Miljømyndigheden. Dette ville ligeledes fordyre projektet i stort omfang. Heraf skal det nøje planlægges, hvordan jorden fjernes og fyldes på igen. Disse ting vurderer Københavns Kommune vil forlænge brorenoveringen til 6-8 måneder i stedet for 2-3 måneder. Det vil derfor heller ikke være muligt at kun udføre renoveringen i sommerferien.

Københavns Kommune har dårlige erfaringer med at opdele brorenoveringer i to etaper, da København i et renoveringsprojekt i 2014 oplevede, at en bro kollapsede uforudset efter at halvdelen af jordfyldet og belægningen (ensidig last) var blevet fjernet på broen. Broen skulle rives ned, men det kom som en overraskelse, at broen kollapsede af sig selv. Den bro er tilsvarende broen, ved Slotsherrensvej, og det forudses, at den samme slags problemer kan være gældende ved Slotsherrensvej.

Cyklister og fodgængere vil i arbejdsperioden forsat kunne krydse Harrestrup Å via den nyere pladebro, som ligger parallel med broen.

Omlægning af trafikken

Københavns Kommune foreslår, at trafikken i Rødovre kørende langs Slotsherrensvej imod København omlægges via Rødovrevej til Jyllingevej. Københavns Kommune vurderer, at Rødovrevej kan håndtere trafikken, da renoveringsarbejdet foregår i sommerperioden, hvor der er mindre trafik. Alternativt kan trafikken ledes via Tårnvej ned til Jyllingevej.

Teknisk Forvaltning vurderer, at det ikke er hensigtsmæssigt at omlægge trafikken via Rødovrevej. Vejen er fornyeligt blevet trafiksaneret og trafikmængderne langs Slotsherrensvej er selv i sommerperioden større end de nuværende trafikmængder på Rødovrevej.Trafikken bør derfor enten omlægges syd via Tårnvej/Jyllingevej eller nord via Tårnvej/Islevhusvej.

Forvaltningen anbefaler, at trafikken ledes via Tårnvej/Islevhusvej, da krydset Slotsherrensvej/Tårnvej bedre kan håndtere den ekstra svingende trafik end krydset Jyllingevej/Tårnvej. Den omlægning vil også give færrest gener for Rødovre, da trafikanterne fra Slotsherrensvej kommer til at bruge mindre tid på vejene i Rødovre Kommune.

Uanset hvordan trafikken omlægges vil Teknisk Forvaltning kræve, at Københavns Kommune skal afholde udgifterne til omlægning af trafikken. Det omfatter både skiltning af trafikomlægningen og omprogrammering af sigalanlæg, hvis der er behov i forhold til trafikafviklingen i påvirkede kryds.

Borgerinformation

Københavns Kommune er bygherre på projektet og står for informationen til borgerne. Københavns Kommune planlægger at informere med beboerbrev til naboer til byggepladsen, desuden videregives information til trafikradio, lokalblad og der opsættes infotavler.

Andre myndigheder

Når der er klarhed om trafikhåndteringen i renovationsperioden, så sendes trafikplaner og skiltning i høring hos Politiet og Beredskabet i både Københavns Kommune og Rødovre Kommune. Københavns Kommunes vejafdeling har givet samtykke til en vejlukning og omlægning af trafikken i Københavns Kommune.

Lov- og plangrundlag

Lov om offentlige veje.

Økonomiske konsekvenser

Renoveringen er anslået til at koste 5-6 mio.kr. Hvis renoveringen skal udføres med etapevis lukning af broen, så trafik kan køre over broen, forøges omkostninger med 50 % til 7-9 mio.kr.

Omkostninger til en ny bro, hvis den eksisterende kollapser, er anslået til 15 mio.kr., samt risiko for personskader.

Tidsplan

Arbejdes planlægges udført i sommerperioden med opstart i uge 26.

Det forventes, at renoveringsperioden er 2-3 måneder og vejlukningen er i perioden uge 28 - 32.

Bilag

Bilag 1: Bilag 1 - Københavns Kommune Anmodning om samtykke til lukning af Slotsherrensvej
Bilag 2: Bilag 2 - Slotsherrrensvej Økonomisk Særeftersyn 2014
Bilag 3: Bilag 3 - Slotsherrensvej og Mørkhøjvej - Trafiknotat

Udskiftning af kviksølvarmaturer på vejbelysningen ved Rådhuset og Gunnekær
Sag nr. 50

Sagens kerne

En del af den gamle vejbelysning i Rødovre består er kviksølvsarmaturer. Disse armaturer må ikke markedsføres i EU efter 2015. Dette skyldes skærpede krav til energieffektivitet.

Vej- og pladsbelysningen ved Gunnekær og på Rådhuspladsen består af kviksølvarmaturer, som er påvirket af udfasningen. Armaturerne skal derfor udskiftes til en anden lyskilde, når der ikke længere er kviksølvsarmaturer på lager.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at vintergækker-armaturerne langs Gunnekær udskiftes med Rødovremaster med ICON-Opal-LED armaturer,
  2. at belysningskilderne på Rådhuspladsen udskiftes til nye identiske armaturer med en LED lyskilde i stedet, samt
  3. at udgifterne til udskiftningen holdes via midlerne til vejbelysning.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

EU har vedtaget direktiv (2005/32/EC) som udfaser flere eksisterende energi ineffektive lyskilder inden for en kort årrække.

I Rødovre Kommune vil det berøre følgende lyskilder til udendørsbelysning:

  • Pulverlysrør, der ikke kunne købes efter den 01.01.2010.
  • Kviksølvlyskilder der ikke kunne købes efter den 01.01.2015.

Udfasningen betyder, at disse to former for lyskilder kan kun løbende blive udskiftet, så længe Dong Energy har lyskilderne på lager.

De udgående armaturtyper findes stadig flere steder i Rødovre, heraf på Rådhuspladsen og langs Gunnekær.

Dong Energy har oplyst, at det ikke længere har flere armaturer på lager af typen vintergækker, som er opstillet på Gunnekær.

Teknisk Forvaltning har derfor fået et tilbud fra Dong Energy på udskiftning af vintergækker-armaturerne langs Gunnekær. Det foreslås, at de 10 vintergækker-armaturer og 8 mini stradalux-armaturer inklusiv master, erstattes af 17 nye 5 m Rødovremaster med ICON-Opal-LED, se bilag 1 for placeringen af de nye master og lyskilder og bilag 3-4 for billede af armaturtyperne. Det nye LED ICON-Opal-armatur til Rødovremasterne er for nyligt blev udviklet, og Gunnekær vil derfor kunne fungere som teststrækning for, hvordan LED opfattes i Rødovremasterne, og hvordan de nye ICON-Opal-armaturer virker.

Ved Rådhuspladsen foreslås det, at de 90 eksisterende Grand Ville kviksølv-armaturer erstattes af 90 nye Grand Ville LED-armaturer, som sættes på de eksisterende master, se bilag 2 for placeringen af lyskilderne.

Lov- og plangrundlag

EU direktiv (2005/32/EC).

Økonomiske konsekvenser

Udskiftningen af 10 vintergækker-armaturer og 8 mini stradalux-armaturer til 17 nye 5 m Rødovremaster med ICON-Opal-LED koster 278.500 kr. Tilbagebetalingstiden er ca. 41 år.

Den lange tilbagebetalingstid skyldes engangsinvesteringen i nye Rødovremaster.

Udskiftningen af 90 eksisterende Grand Ville kviksølv-armaturer med 90 nye Grand Ville LED-armaturer koster 305.800 kr. Tilbagebetalingstiden er ca. 5,7 år.

Forvaltningen er ved at forhandle nye og billigere abonnementspriser med DONG. Det foreslås, at udgifterne til udskiftningen holdes via midlerne til vejbelysning og abonnentsbesparelserne, der opnås ved forhandling med DONG.

Tidsplan

Udskiftningen sker i 2015.

Bilag

Bilag 1: Bilag 1 - Placering af nye master og lyskilder ved Gunnekær
Bilag 2: Bilag 2 - Placering af nye lyskilder Rødovre Rådhus
Bilag 3: Bilag 3 - Billede af vintergækker
Bilag 4: Bilag 4 - Billede af mini stradalux

Flytning af gangbro - ansøgning om anlægsbevilling
Sag nr. 51

Sagens kerne

Naturstyrelsen er i 2015 i gang med at etablere en ny cykel- og gangbro over Jyllingevej som forbindelse af Vestvolden.
Dermed bliver den eksisterende gangbro over Jyllingevej ved Lørenskogvej overflødig.

Den overflødige bro kan anvendes på Roskildevej ved Brandholms Alle, som erstatning for broen her. Broen på Roskildevej er i særdeles dårlig stand og er kun midlertidigt repareret efter den seneste påkørsel i 2011.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at den overflødige bro ved Jyllingevej flyttes til Roskildevej, som erstatning for broen ved Brandholms Alle,
  2. at der afsættes rådighedsbeløb på 2.200.000 kr., der finansieres af kassen, samt
  3. at der gives en anlægsbevilling på 2.200.000 kr. til frigivelse af rådighedsbeløb til flytning af broen.

Beslutning

Anbefales.
(Til Økonomiudvalget).

Peter Michael Jensen (V) stemmer imod. Venstre ønsker at der i stedet opføres en ny bro.

Sagsfremstilling

Naturstyrelsen er ved at etablere en ny cykel- og gangbro over Jyllingevej, som skal forbinde Voldgaden og fjerne cykel- og gangtrafikkens krydsninger af Jyllingevej i niveau.

I den forbindelse skal den eksisterende gangbro over Jyllingevej ved Lørenskogvej (Bro 107) fjernes.

Det foreslås, at gangbroen flyttes til Roskildevej ved Brandholms Allé. Den eksisterende bro (Bro 103) på Roskildevej er beskadiget, og skal derfor skrottes eller total renoveres. Se bilag 1-2 for billeder af skadestyperne på broen ved Roskildevej.

Det vurderes, at det ikke kan betale sig at reparere broen, og at det økonomisk giver bedst mening at flytte den nu overflødige gangbro fra Jyllingevej til Roskildevej, Se bilag 3-4 for placeringen af broerne.

I Sti-, vej- og parkpuljen 2014 blev der afsat penge til en projektering af flytningen.

Flytning omfatter nedtagning, renovering, afkortning og genopsætning. Sideløbende skrottes den gamle Bro 103.

Der er ikke afsat rådighedsbeløb på anlægsbudgettet til flytningen, så Teknisk Forvaltning ansøger derfor om rådighedsbeløb på 2.200.000 kr., der finansieres af kassen til flytningen af broen fra Jyllingevej og bortskaffe den nuværende bro ved Roskildevej.

Alternativt skal begge broer skrottes, hvor dele af udgifterne til skrotningen kan afholdes af skrotprisen for broerne. Udgifterne forventes hertil og være ca. 500.000 kr.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Det anslås, at det koster ca. 2.200.000 kr. at flytte den eksisterende bro ved Jyllingevej til Roskildevej.

Midlerne er ikke afsat i budgettet.

Tidsplan

Broen på Roskildevej nedtages samtidig med åbningen af den nye bro, hvilket er planlagt i august 2015.
Derefter skal broen tilpasses og opstilles på Roskildevej i løbet af efteråret 2015.

Tidsplanen kan rykke på grund af en forskydning af tidsplanen for den nye stibro over Jyllingevej.
Her er opstået problemer i forbindelse med en vandledning, der ligger i vejen for det nye fundamentet, som var vist forkert placeret på HOFOR's ledningsplan.
Denne sag er stadig uafklaret.

Bilag

Bilag 1: Bilag 1 - Eksempel 1 på skadestype på broen ved Roskildevej
Bilag 2: Bilag 2 - Eksempel 2 på skadestype på broen ved Roskildevej
Bilag 3: Bilag 3 - Placering af bro ved Jyllingevej
Bilag 4: Bilag 4 - Placering af bro ved Roskildevej

Islev ID linjen, Åbning af Islev Skole ud mod Islevbrovej - anlægsregnskab
Sag nr. 52

Sagens kerne

Godkendelse af anlægsregnskab for Islev ID linjen, Åbning af Islev Skole ud mod Islevbrovej.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at anlægsregnskabet godkendes, samt
  2. at mindreforbruget på 9.232 kr. tilgår kassebeholdningen i 2015.

Beslutning

Anbefales.
(Til Økonomiudvalget).

Sagsfremstilling

Omlægningen og åbningen af Islev skole ud mod Islevbrovej er nu afsluttet, og der kan aflægges regnskab.

Bevilling 17.12.2013

3.800.000 kr.

Forbrug

3.790.768 kr.

Mindreforbrug

9.232 kr.

 

Pavillonen, diverse skure og overdækninger er fjernet, og der er skabt en attraktiv adgang til skolen og en ny fodgængerforbindelse over Islevbrovej fra parkeringspladsen til skolen. Boldbanen er åbnet op mod Islevbrovej, og der er etableret lege og opholdsmuligheder, så boldbanen også fungerer som en lille bypark. Haven ved den tidligere inspektørbolig er ligeledes åbnet op ved fjernelse af hegn og hække, og der er etableret opholdsmuligheder og opsat motionsredskaber til forskellige aktiviteter. Mod Islevbrovej er der etableret en ny vandpost. Mindreforbrug er 9.232 kr.

Lov- og plangrundlag

Byggestyringsreglerne.

Økonomiske konsekvenser

Islev ID linjen, åbning af Islev Skole ud mod Islevbrovej har haft et mindreforbrug på 9.232 kr. i forhold til den 17.12.2013 anlægsbevillingen på 3.800.000 kr.

Mindre forbruget på 9.232 kr. tilgår kassebeholdningen i 2015.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Anlægsregnskab af 05.03.2015

Diverse
Sag nr. 53

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.

Protokollen oplæst. Mødet afsluttet kl. 10.35.