Teknik- og Miljøudvalget
12-01-2016
Medlemmer
Peter Michael Jensen(V)
Michel Berg(A)
Jan Kongebro(A)
Pia Hess Larsen(A)
Sager 1 - 10
Meddelelser
Sag nr. 1
Beslutningskompetence: TMU
Sagens kerne
Meddelelsespunkter:
- Oversigt over indkomne love og bekendtgørelser (se bilag 1).
- Samarbejde mellem KARA/NOVEREN, VEKS og Vestforbrænding (se bilag 2 og 3).
Indstilling
Meddelelsespunkterne forelægges til orientering.
Beslutning
Taget til efterretning.
Bilag
Bilag 1: Lovliste fra 20. november til 16. december 2015Bilag 2: Samarbejde mellem KARA/NOVEREN, VEKS og Vestforbrænding
Bilag 3: Brev af 4 januar 2016 fra VKV - Status
Forslag til Kommuneplanstrategi 2016
Sag nr. 2
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
I henhold til Planloven har Kommunalbestyrelsen pligt til at vedtage og offentliggøre en strategi for planlægningen inden for den første halvdel af Kommunalbestyrelsens valgperiode.
Strategien skal indeholde:
- oplysninger om den planlægning, der er gennemført siden den seneste revision af kommuneplanen,
- Kommunalbestyrelsens vurdering af og strategi for udviklingen, samt
- en beslutning om revisionsmetode.
Kommunalbestyrelsen fastsætter en frist på mindst otte uger for fremsættelse af ideer, forslag mv. og kommentarer til den offentliggjorte strategi. Herefter tager Kommunalbestyrelsen stilling til fremkomne bemærkninger og kan i den forbindelse vedtage ændringer af strategien. Hvis der vedtages ændringer af strategien, skal dette offentliggøres.
Kommunalbestyrelsen kan, når den endelige strategi er offentliggjort, udarbejde et kommuneplanforslag eller ændringer til kommuneplanen i overensstemmelse med strategien.
Sagen behandles samtidig i alle fagudvalg.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
- at Forslag til Kommuneplanstrategi 2016 vedtages og fremlægges i offentlig høring i otte uger fra februar til april 2016 samt
- at der afholdes borgermøde i forbindelse med kommuneplanstrategiens høringsperiode.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Kommunalbestyrelsen vedtog på sit møde den 26. april 2011, sag nr. 60, at revidere Kommuneplan 2010 delvist efter temaet ”Vækst gennem bæredygtig udvikling”. Det betød ændringer i nogle af kommuneplanens afsnit, og der foreligger nu Rødovre Kommuneplan 2010 og Rødovre Kommuneplan 2014.
Kommunalbestyrelsen besluttede på sit møde den 26. maj 2015, sag nr. 97, at foretage en fuld revision af Kommuneplan 2010-2022 og Kommuneplan 2014.
Baggrunden for beslutningen om en fuld revision er, at der er behov for en gennemgående revision af samtlige af kommunens rammeområder samt en generel ajourføring af den hidtil gældende kommuneplanlægning for alle de emner, der skal medtages i en kommuneplan, jf. Planlovens § 11a. Derudover skaber det også unødig forvirring for borgere og andre interessenter med mange forskellige plandokumenter.
I forbindelse med den endelige vedtagelse af Rødovre Kommuneplan 2014 har Rødovre Kommune aftalt med Naturstyrelsen (nu Erhvervsstyrelsen), at Rødovre Kommune i forbindelse med den kommende revision ændrer på rammeområdernes afgrænsning i forhold til stationsnærhed.
Forslag til Kommuneplanstrategi 2016 indeholder en beskrivelse af de emner, der skal arbejdes med de næste år frem mod en ny Kommuneplan 2018.
Kommuneplanstrategiens indhold
I Forslag til Kommuneplanstrategi 2016 beskrives det valgte tema om hvordan Rødovre Kommune har tænkt sig at behandle temaet. Derudover beskrives målet for arbejdet.
Udover beskrivelse af temaets vision og mål indeholder kommuneplanstrategien status på den aktuelle situation, og en identificering af Rødovres potentialer og udfordringer.
I 2010 vedtog Kommunalbestyrelsen Rødovre Kommuneplan 2010-2022 med titlen ”Det rige hverdagsliv”. I 2014 fik temarevisionen om bæredygtig udvikling undertitlen ”Fremtidens forstad – Vækst gennem bæredygtig udvikling”. Fælles for de foregående temaer er udgangspunktet, at Rødovre er et godt sted at bo, arbejde og drive forretning. Noget der skal sikres i mange år fremover. Derfor er det nødvendigt at sikre en udvikling, hvor hverdagslivet stadig kan udspille sig.
Derudover er det også stadig nødvendigt at have fokus på vækst. Både i forhold til at fastholde og tiltrække nye virksomheder, men også borgere. Rødovre Kommune har over de seneste år oplevet en befolkningstilvækst. Som prognoserne ser ud på nuværende tidspunkt, er det også tilfældet fremadrettet. Derudover kan lægges en forventet befolkningstilvækst på op mod 4.500 borgere i to af kommuneplanens byudviklingsområder.
I den kommende planperiode vil der være fokus på en bæredygtig byudvikling.
Visionen ”Sammen om Rødovre" går på tværs af alle forvaltninger og handler om at nytænke velfærdskommunen, så vi også er en moderne velfærdskommune med et stærkt fællesskab om 20 år.
Dette er også udgangspunktet for den kommende planperiode.
Forslag til Kommuneplanstrategi 2016 er et bud på, hvordan velfærdskommunen Rødovre skal udvikle sig fremover. I Kommuneplanstrategien er der et naturligt fokus på den fysiske udvikling af byen, som i høj grad defineres af kommuneplanens temaer og rammer. I Rødovre er der tradition for, at kommuneplanen er langt mere end blot en arealplan med optegninger af, hvor der kan være forskellige funktioner.
Den fysiske udvikling er vigtig for at opnå mål for kommunens samlede udvikling. For eksempel er det afgørende, hvordan byen er indrettet, hvis det skal være lettere at leve et sundt og fysisk aktivt liv i Rødovre. Ved at indrette grønne områder, stier og veje så de er attraktive og sikre at færdes i, og inviterer til bevægelse, kan flere lokkes til at bruge cyklen i dagligdagen eller måske gå en tur.
Kommuneplanen skal også sikre muligheden for at imødekomme fremtidige servicebehov ved at reservere plads til nye institutioner og skoler. Eller blot sikre mulighed for at de eksisterende udpegninger kan udvikles. I Kommuneplanen sættes rammerne for hvor meget byggeri, der kan være i kommunens forskellige områder, hvor der kan være boliger og erhverv, men også hvor der skal sikres plads til grønne områder.
I Rødovre er der en lang tradition for, at borgere engagerer sig i lokalsamfundet. Borgerne har sammen med Rødovre Kommune skabt den by, vi ser i dag. Sådan skal det også være fremover. Rødovre Kommune, virksomhederne og borgerne har et fælles ansvar for, at Rødovre også i fremtiden er en attraktiv by – både at bo i, arbejde i, besøge og drive forretning i.
Forslag til Kommuneplanstrategi 2016 omhandler følgende deltemaer:
- Flere borgere - en kommune i vækst
- Erhvervsliv i vækst
- Bæredygtige og attraktive byrum
- Det grønne Rødovre
- Effektiv mobilitet
Byområder i udvikling
I den kommende planperiode er det Teknisk Forvaltnings vurdering, at der er nogle områder med særlig gode muligheder for udvikling.
Derfor udpeges 4 byudviklingsområder. Alle 4 områder har også været udpeget i Kommuneplan 2014. Det drejer sig om Rødovre Nord, Islevdal Erhvervskvarter, Bykernen og Rødovre Syd.
I 2014 var IrmaByen også udpeget som byudviklingsområde. Det er ikke længere udpeget, da det ud fra et planlægningsmæssigt synspunkt er udviklet. Der blev i 2015 vedtaget en lokalplan for området og der er nu gang i byggesagsbehandlingen. Det forventes, at IrmaByen bygges over de næste 5 til 10 år.
Strategiens forudsætninger
Kommuneplanstrategien skal forholde sig til en lang række planer og projekter for områder, der varetages af andre myndigheder som f.eks. Erhvervs- og Vækstministeriet. Herunder også samarbejder med andre kommuner og regioner.
Den internationale konkurrence er intensiveret og Rødovre Kommune indgår derfor i et erhvervspolitisk samarbejde omkring "Greater Copenhagen” med andre kommuner og regioner. Projektet er en fælles platform for 46 østdanske kommuner og dele af Skåne, hvor der er mulighed for at brande sig ud mod verden og skabe en konkurrencedygtig storby. Der er udarbejdet et fælles opslag til de deltagende kommuners planstrategier. Dette indgår også i Kommuneplanstrategi 2015.
En kombineret Planstrategi og Agenda 21-strategi
I henhold til Planloven skal Kommunalbestyrelsen også offentliggøre en redegørelse for sin strategi for kommunens bidrag til en bæredygtig udvikling i det 21. århundrede (lokal Agenda 21) inden for den første halvdel af Kommunalbestyrelsens valgperiode.
Ligesom det var tilfældet i Kommuneplanstrategi 2012 er der udarbejdet en kombineret Plan- og Agenda 21-strategi. Dette skal ses i forlængelse af Kommuneplan 2010-2022 og Kommuneplan 2014, der fastslår, at Rødovre Kommune skal tænke og arbejde bæredygtigt.
Ved at lave en kombineret strategi sikres det på et meget tidligt tidspunkt, at de visioner, mål og udviklingsmuligheder der planlægges for, som udgangspunkt er bæredygtige.
Borgermøde i høringsperioden
Teknisk Forvaltning foreslår, at der afholdes et borgermøde for eksempel som en cafédebat, som det var tilfældet ved den offentlige høring af Kommuneplanstrategi 2012.
Mødet planlægges og afholdes i koordinering med projektet "Demokratisk laboratorium".
Lov om miljøvurdering af planer og programmer
Kommuneplanstrategi 2016 fastlægger ikke rammer for fremtidige anlægstilladelser til projekter. Plandokumentet er derfor ikke omfattet af § 3, stk. 1, i lov om miljøvurdering af planer og programmer og derfor ikke er omfattet af kravet om miljøvurdering.
Lov- og plangrundlag
Planlovens § 5, 10, 11, 23 og 33.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
Forslag til Kommuneplanstrategi 2016 vedtages af Kommunalbestyrelsen i januar 2016.
Forslag til Kommuneplanstrategien offentliggøres i februar 2016.
Forslag til Kommuneplanstrategien fremlægges i offentlig høring i 8 uger fra februar til april 2016.
Afholdelse af et borgermøde i høringsperioden.
Bearbejdning af indkomne høringssvar og forberedelse til politisk behandling.
Endelig vedtagelse af Kommuneplanstrategi 2015 på Kommunalbestyrelsens møde i juni 2016.
Bilag
Bilag 1: Udkast til Kommuneplanstrategi Forslag til Lokalplan 140 Viemose Have
Sag nr. 3
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Forslag til Lokalplan 140 muliggør en ny tæt-lav boligbebyggelse bestående af ni dobbelthuse med i alt 18 boliger. Lokalplanforslaget fremlægges til vedtagelse og offentlig høring i 9 uger.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
- at Forslag til Lokalplan 140 Viemose Have vedtages og fremsendes i offentlig høring i 9 uger, samt
- at der ikke udarbejdes miljøvurdering af lokalplanforslaget efter Lov om Miljøvurdering af Planer og Programmer.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Baggrunden for udarbejdelsen af lokalplanforslaget er et ønske fra arkitektfirmaet DanaForm ApS om opførelse af en tæt-lav boligbebyggelse Ved Sportspladsen 8-10.
Forslag til Lokalplan 140 giver mulighed for at omdanne to erhvervsgrunde Ved Sportspladsen 8-10 til boliger i tæt-lav bebyggelse i to etager bestående af ni dobbelthuse med i alt 18 boliger med udhus og egen have samt mulighed for tilvalg af en carport, overdækning af en baghaveterrasse og et drivhus.
Ved Sportspladsen er beliggende nordøst for Islev Skole, i et stort boligområde bestående af mindre kvarterer af forskelligartede bebyggelser; kædehus-, parcelhus- og villabebyggelse i varierende arkitektur og karakter. Den nye dobbelthusbebyggelse vil dels integrere de to grunde i det eksisterende boligkvarter og dels, med dens bygningsvolumen og tæthed, formidle overgangen mellem Islev Skoles store bygningsanlæg og de mindre parcelhuse i kvarteret.
Lokalplanområdet omfatter matriklerne nr. 6i og 6n Islev By, Islev. De to erhvervsejendomme fremstår forholdsvist nedslidte og med udendørs oplag. Ejendommene har et samlet areal på i alt 5.914 m². Lokalplanområdet grænser mod vest op til en velholdt kontorejendom, og som mod nord, øst og syd grænser op til forskelligartede villabebyggelser.
Lokalplanforslaget er i overensstemmelse med Kommuneplan 2010-2022, Rammeområde 1B12 Ved Sportspladsen, som er udlagt til tæt-lav boligbebyggelse i to etager og med en maksimum bebyggelsesprocent på 40.
Formålet med lokalplanen er at fastlægge de ni dobbelthuses omfang, placering og udformning, så de indpasses i områdets øvrige bebyggelsesskala og arkitektur. Endvidere skal lokalplanen sikre bestemmelser vedrørende hegn og ubebyggede arealer, så der bevares et grønt præg og skabes et mere homogent vejbillede af Ved Sportspladsen. Opførelsen af en tæt-lav boligbebyggelse opfylder endvidere kommuneplanens intentioner for området og vil bidrage positivt til udviklingen af et helstøbt boligområde og vil tilføre området et bredere udbud af boligtyper. For at sikre bebyggelsen stor homogenitet, skal den nye bebyggelse opføres efter en samlet plan, som i forbindelse med byggesagsbehandlingen skal godkendes af kommunen.
Lokalplanforslaget er miljøscreenet efter Lov om Miljøvurdering af Planer og Programmer. På baggrund af screeningen vurderer Teknisk Forvaltning, at den miljøpåvirkning, som planen medfører, ikke er så væsentlig, at der skal udarbejdes en miljøvurdering.
Det anbefales, at Forslag til Lokalplan 140 Viemose Have vedtages og fremlægges til offentlig høring i ni uger.
Lov- og plangrundlag
Lov om Planlægning.
Lov om miljøvurdering af Planer og Programmer.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
Behandling af forslag - januar 2016.
Offentliggørelse af forslag - februar 2016.
Høring i 9 uger (pga. påsken) - fra februar til april 2016.
Endelig vedtagelse - juni 2016.
Offentlig bekendtgørelse - juli 2016.
Bilag
Bilag 1: Forslag til Lokalplan 140 Viemose HaveBilag 2: Miljøscreening af Forslag til Lokalplan 140 Viemose Have
Resultat af forudgående høring om ændring af Kommuneplan 2014 for udvikling ved Rødovre Station
Sag nr. 4
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Kommunalbestyrelsen vedtog på sit møde 27. oktober 2015 (sag nr. 184), at der skulle gennemføres en forhøring på 4 uger med indkaldelse af idéer og forslag til det videre arbejde med et kommuneplantillæg for området ved Rødovre Station. Der indkom 7 høringssvar i høringsperioden. De ideer og forslag der kom frem i høringssvarene vil indgå i det videre arbejde med kommuneplantillæg for udviklingen i området ved Rødovre Station.
Teknisk Forvaltning indstiller nu, at udarbejdelsen af Forslag til Tillæg 6 til Kommuneplan 2014 og Forslag til Lokalplan 141 igangsættes, og at de indkomne høringssvar indgår som bidrag i processen.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
- at udarbejdelsen af et forslag til et kommuneplantillæg for udvikling af området ved Rødovre Station igangsættes,
- at der udarbejdes et lokalplanforslag parallelt med forslaget til kommuneplantillægget,
- at de indkomne høringssvar indgår i overvejelser i udarbejdelsen af plandokumenterne samt
- at der sendes svarbreve, hvori det fremgår, at de indkomne forslag og kommentarer har været forelagt Kommunalbestyrelsen.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Forhøringen blev gennemført i perioden fra den 4. november 2015 til den 2. december 2015.
I forbindelse med forhøringen blev det oplyst, at et fremtidigt projekt vil kunne udvikles indenfor anvendelsen for rammeområderne, men at det vil blive nødvendigt at opjustere bebyggelsesprocenten og forøge etageantallet for rammeområde 6F02 og rammeområde 7C01. Det blev ligeledes oplyst, at det forventes, at der vil blive oprettet et nyt rammeområde til projektområdet, så afgrænsningen af rammeområde 6F02 ændres. Det nye rammeområde forventes benævnt 6F03.
Der er indkommet 7 høringssvar i perioden. Høringssvarene kan ses i deres fulde længde i bilag 1 og en sammenfatning af høringssvarene med Teknisk Forvaltnings bemærkninger kan ses i bilag 2.
De indkomne høringssvar vil indgå i den fremadrettede planlægning i overensstemmelse med Teknisk Forvaltnings bemærkninger i bilag 2.
Lov- og plangrundlag
Planloven.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
Politisk stillingtagen til planforslag i august 2016.
Offentlig høring i 8 uger september til oktober 2016.
Politisk stillingtagen til plandokumenter i januar 2017.
Offentliggørelse af plandokumenter primo 2017.
Bilag
Bilag 1: Indkomne høringssvarBilag 2: Oversigt over indkomne høringssvar med Teknisk Forvaltnings kommentarer
Høring af Region Hovedstadens indsats på Jordforureningsområdet i 2016
Sag nr. 5
Beslutningskompetence: TMU
Sagens kerne
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
at udkast til "Oversigt over den forventede offentlige indsats i Region Hovedstaden på jordforureningsområdet i 2016 og nærmeste år" tages til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Sagsfremstilling
Region Hovedstaden har udarbejdet udkast til "Oversigt over den forventede offentlige indsats i Region Hovedstaden på jordforureningsområdet i 2016 og nærmeste år", bilag 1.
Såfremt Rødovre Kommune har bemærkninger til udkastet, skal disse fremsendes til Region Hovedstaden inden 16. januar 2016.
Oversigten over den offentlige indsats i 2016 indeholder de lokaliteter, hvor der indenfor de nærmeste år forventes gennemført:
- afgrænsende undersøgelser (oversigt A), heraf 2 ejendomme i Rødovre Kommune
- oprensninger (oversigt B), heraf ingen i Rødovre Kommune
- igangværende drift af tekniske oprensningsanlæg (oversigt C), heraf 5 ejendomme i Rødovre Kommune
- løbende overvågning af forureningen (oversigt D), heraf 1 ejendom i Rødovre Kommune
Teknisk Forvaltning har gennemgået rapporten og finder ikke anledning til, at fremsende bemærkninger til Region Hovedstadens forventede indsats i 2016.
Teknisk Forvaltning vurderer, at Regionens igangværende arbejde med opsporing af nye muligt forurenede ejendomme er en vigtig indsats på jordforureningsområdet. Først når denne mistankekortlægning og de afledte forureningsundersøgelser er afsluttet, kan Regionen opstille en kvalificeret prioritering af oprensnings- og afværgeindsatsen i Rødovre Kommune. Mistankekortlægningen forventes afsluttet i 2016 og de afledte forureningsundersøgelser forventes afsluttet i 2017 i Rødovre Kommune.
For at få overblik over jordforurening i Danmark skal forureninger, der udgør en trussel for miljøet, kortlægges. Forureningen stammer ofte fra virksomheder og værksteder. Det betyder, at når der er konstateret en forurening på en ejendom, eller når der er mistanke om forurening på en ejendom, skal denne kortlægges. Region Hovedstaden står for kortlægning af forurenede og muligt forurenede grunde. Arealerne kortlægges på to niveauer, alt efter hvor præcist kendskabet til forurening er.
En ejendom kortlægges på vidensniveau 1 (V1), når man ved, at der har været aktiviteter på arealet som gør, at jorden kan være forurenet. Et eksempel er en fabrik, der har anvendt kemikalier, som er skadelige for mennesker og grundvand (mistanke-kortlægning).
En ejendom kortlægges på vidensniveau 2 (V2), når man på baggrund af en teknisk undersøgelse ved, at jorden er forurenet. Viser undersøgelsen, at kun en del af grunden er forurenet, er det kun den forurenede del, der kortlægges. Når en ejendom bliver kortlagt, registreres dette i det offentlige matrikelregister.
På Danmarks Miljøportal kan ses, hvor der er kortlagt forurening. En forurenet grund kan falde i værdi, og det kan blive dyrere end normalt at lave ombygninger og lignende på en forurenet grund, da der ofte stilles vilkår til byggeriets udførelse. Desuden vil bortskaffelse af forurenet jord være forbundet med omkostninger.
Lov- og plangrundlag
Lov om forurenet jord, LBK 895 af 3. juli 2015.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
Såfremt Rødovre Kommune har bemærkninger til udkastet, skal disse fremsendes til Region Hovedstaden inden 16. januar 2016.
Bilag
Bilag 1: Oversigt over den forventede offentlige indsats i Region Hovedstaden på jordforureningsområdet i 2016 - m kortbilag Størrelsen og sammensætningen af HOFORs bestyrelser
Sag nr. 6
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Der skal tages stilling til den fremtidige størrelse og sammensætning af bestyrelserne i HOFORs vand- og spildevandskoncern. Holdingbestyrelsen i HOFOR anbefaler ejerkommunerne, at den nuværende størrelse og sammensætning af bestyrelserne opretholdes.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
- at Rødovre Kommune meddeler HOFOR, at vi ønsker, at hver ejerkommune fortsat skal udpege et medlem til bestyrelserne i HOFOR samt
- at Rødovre Kommune meddeler HOFOR, at det bør overvejes, om det fortsatte samarbejde med de 6 observatørkommuner kan sikres på en anden og bedre måde end via observatørpladser i bestyrelserne for HOFOR.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Ejeraftalerne for HOFOR Vand Holding A/S og HOFOR Spildevand Holding A/S indeholder en bestemmelse om, at holdingbestyrelsen senest 1. januar 2016 skal sende et oplæg om den fremtidige størrelse og sammensætning af bestyrelserne i HOFORs vand- og spildevandskoncern til ejerkommunerne. Bestemmelsen fremgår af punkt 8.4.3 i ejeraftalen for HOFOR Vand Holding A/S og af punkt 9.3.3. i ejeraftalen for HOFOR Spildevand Holding A/S. Ejeraftalerne er vedlagt mødesagen som bilag 2 og 3. I bilag 4 ses den nuværende sammensætning af bestyrelserne i vand- og spildevandskoncernen.
Bestyrelserne i HOFOR Vand Holding A/S og HOFOR Spildevand Holding A/S har på sine møder 3. september 2015 og 12. november 2015 drøftet bestyrelsernes størrelse og sammensætning med henblik på at komme med en anbefaling til ejerkommunerne herom.
På baggrund af drøftelserne er bestyrelserne nået frem til en anbefaling, som blev sendt til ejerkommunerne 12. november 2015. Anbefalingen er vedlagt mødesagen som bilag 1. Holdingbestyrelsens anbefaling er, at den nuværende sammensætning og størrelse af bestyrelserne fastholdes. Koncerndiagrammet, som er vist på side 2 i bilag 1, er også vedlagt mødesagen som bilag 5 i en mere læsevenlig udgave.
Det er Teknisk Forvaltnings vurdering, at den nuværende ordning med, at hver ejerkommune udpeger et medlem til bestyrelsen i henholdsvis HOFOR Vand Holding A/S og HOFOR Spildevand Holding A/S, er med til at sikre en fortsat politisk forankring i ejerkommunerne af de ting, der sker i HOFOR. Da HOFOR blev dannet, var der en forventning om, at flere end de nuværende 8 ejerkommuner på sigt kunne vælge at lade deres forsyningsselskaber indgå i HOFOR. Det er ikke sket endnu, og derfor er situationen ikke ændret siden HOFORs dannelse for så vidt angår antallet af ejerkommuner og dermed bestyrelsernes størrelse.
Dog blev Brøndby og Vallensbæk kloakforsyninger 31. december 2014 en del af HOFORs spildevandskoncern, som dermed fra og med det tidspunkt har haft 8 ejerkommuner, lige som vandkoncernen hele tiden har haft det. Dette blev godkendt af Kommunalbestyrelsen på mødet 28. oktober 2014 (sag nr. 81). I forbindelse med Brøndby og Vallensbæk kloakforsyningers indtræden i HOFOR blev ejeraftalerne for de to selskaber ændret, så observatørordningen blev gjort permanent. Dette blev også godkendt af Kommunalbestyrelsen på mødet 28. oktober 2014 (sag nr. 81).
Observatørordningen betyder, at Ballerup, Frederiksberg, Gladsaxe, Glostrup, Høje-Taastrup og Ishøj Kommuner hver har en plads i HOFORs bestyrelser som observatører. Observatørordningen er beskrevet i punkt 8.1.6 i ejeraftalen for HOFOR Vand Holding A/S og i punkt 9.1.5. i ejeraftalen for HOFOR Spildevand Holding A/S.
Formålet med at fortsætte observatørordningen var at fastholde et tæt samarbejde med observatørkommunerne, hvoraf flere er medejere af BIOFOS A/S og/eller deltager i det tværkommunale samarbejdsprojekt om Harrestrup Å, som Kommunalbestyrelsen blev orienteret om på mødet 26. august 2014 (sag nr. 173).
Det er Teknisk Forvaltnings vurdering, at det fortsat er vigtigt at fastholde et tæt samarbejde med de 6 observatørkommuner. Observatørordningen var dog oprindeligt tænkt som en midlertidig overgangsløsning. Ved HOFORs dannelse var der en forventning om, at en eller flere af de 6 kommuner ville benytte sig af den option, de havde på at lade deres vand- og spildevandsselskaber indgå i HOFOR på et senere tidspunkt. Der er imidlertid fortsat ingen af de 6 observatørkommuner, der har aktuelle planer om at lade deres vand- og spildevandsselskaber indgå i HOFOR. Dermed har situationen fået en mere permanent karakter.
En bestyrelse træffer overordnede beslutninger om selskabets drift og udvikling, og det er en meget usædvanlig konstruktion, at der sidder observatører i en bestyrelse. Teknisk Forvaltning vurderer derfor, at det bør overvejes, om observatørpladser i HOFORs bestyrelse på sigt er den måde, samarbejdet skal fortsættes på.
På den baggrund anbefaler Teknisk Forvaltning, at Rødovre Kommune meddeler HOFOR, at vi ønsker, at hver ejerkommune fortsat skal udpege et medlem til bestyrelserne i HOFOR. Men at vi samtidig meddeler HOFOR, at det bør overvejes, om det fortsatte samarbejde med de 6 observatørkommuner kan sikres på en anden og bedre måde end via observatørpladser i bestyrelserne for HOFOR.
Lov- og plangrundlag
Ejeraftale for HOFOR Vand Holding A/S.
Ejeraftale for HOFOR Spildevand Holding A/S.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
Ejerkommunernes samlede evaluering skal foreligge senest 30. juni 2016.
Bilag
Bilag 1: Brev til ejerkommunerne om størrelsen og sammensætningen af bestyrelserne i HOFOR.Bilag 2: Ejeraftale for HOFOR Vand Holding A/S
Bilag 3: Ejeraftale for HOFOR Spildevand Holding A/S
Bilag 4: Oversigt over bestyrelsesmedlemmer
Bilag 5: Koncerndiagram for HOFOR
Miljøgodkendelse - Marius Pedersen A/S
Sag nr. 7
Beslutningskompetence: TMU
Sagens kerne
Marius Pedersen A/S, Islevdalvej 119, har ansøgt om revision af virksomhedens miljøgodkendelse af 15. august 2001 og tillægsgodkendelse af 13. februar 2006. Virksomheden har endvidere søgt om godkendelse til håndtering af farligt affald i form af spildolie og klinisk risikoaffald. Teknisk Forvaltning har udarbejdet et forslag til miljøgodkendelse.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
at Marius Pedersen A/S meddeles miljøgodkendelse.
Beslutning
Godkendt.
Sagsfremstilling
Marius Pedersen A/S har ansøgt om revision af virksomhedens gældende miljøgodkendelser samt godkendelse til håndtering af farligt affald i form af spildolie og klinisk risikoaffald.
Virksomhedens primære aktiviteter har været drift af vognmandsvirksomhed samt anlæg for omlastning, oplagring og omemballering eller sortering af ikke-farligt affald samt elektrisk og elektronisk udstyr, forud for nyttiggørelse eller bortskaffelse. De fraktioner, der håndteres på virksomheden er træ, jern og metal, brændbart affald, elektronikaffald, træ, papir, pap, plastfolie, flasker og glas, dæk, PVC plast, sikkerhedsmakulering samt mindre mængder af fritureolie og madaffald. Med denne miljøgodkendelse vil virksomheden desuden få mulighed for håndtering af farligt affald som klinisk risikoaffald og spildolie. Der vil ikke ske nogen bygningsmæssige ændringer relateret til de nye aktiviteter, eftersom håndtering af spildolie og klinisk risikoaffald vil foregå i de eksisterende bygninger og faciliteter.
Med den nye miljøgodkendelse vil Marius Pedersen A/S eksisterende hovedaktivitet være omfattet af listepunkt K212 ”Anlæg for midlertidig oplagring af ikke farligt affald eller affald af elektrisk og elektronisk udstyr forud for nyttiggørelse eller bortskaffelse med en kapacitet for tilførsel af affald på 30 tons om dagen eller med mere end 4 containere, med et samlet volumen på mindst 30 m3” i godkendelses bekendtgørelsen. Virksomheden vil desuden have en biaktivitet, som er håndtering af spildolie og klinisk risikoaffald. Biaktiviteten vil være omfattet af listepunkt K203 ”Anlæg for midlertidig oplagring af farligt affald forud for nyttiggørelse eller bortskaffelse med en kapacitet på mindre end eller lig med 50 tons.”
Virksomheden er omfattet af standardvilkår i godkendelsesbekendtgørelsen. Standardvilkårene omhandler virksomhedens indretning og drift, luftforurening, affald, beskyttelse af jord, grundvand og overfladevand samt egenkontrol. Herudover er der i miljøgodkendelsen stillet vilkår om støj og vibrationer, der følger Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier samt vilkår omkring opbevaring og brug af AdBlue. Adblue er en vandig opløsning af urea, som ad kemisk vej reducerer NOx-emissionen fra tunge dieseldrevne køretøjer.
Virksomheden er beliggende i et erhvervsområde, hvor de nærmeste boliger ligger i en afstand af ca. 300 m. Derudover er der to kolonihaveområder i en afstand af ca. 200 m og ca. 300 m fra virksomheden.
Teknisk Forvaltning vurderer, at Marius Pedersen A/S kan overholde vilkårene i miljøgodkendelsen.
Ansøgningen er omfattet af bilag 2 i VVM-bekendtgørelsen "Anlæg til bortskaffelse af affald". Teknisk Forvaltning har udarbejdet en VVM-screening og vurderet, at der ikke er VVM-pligt.
Udkast til miljøgodkendelsen har været i høring hos virksomheden, og virksomhedens bemærkninger er indarbejdet i miljøgodkendelsen.
Lov- og plangrundlag
Miljøbeskyttelsesloven, LBK nr. 879 af 26. juni 2010.
Godkendelsesbekendtgørelsen, BEK nr. 669 af 18. juni 2014.
Standardvilkår i godkendelse af listevirksomhed, BEK nr. 682 af 18. juni 2014.
VVM-bekendtgørelsen, BEK nr. 1184 af 6. november 2014.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
Miljøgodkendelsen er gældende fra den dato, hvor den meddeles. Miljøgodkendelsen offentliggøres på Rødovre Kommunes hjemmeside rk.dk.
Bilag
Bilag 1: Udkast til miljøgodkendelse Fortvej - Svar på nabohøring og godkendelse af skitseprojekt
Sag nr. 8
Beslutningskompetence: TMU
Sagens kerne
På Teknik- og Miljøudvalgets møde den 6. oktober 2015 (sag nr. 110) blev det besluttet, at skitseprojektet for Fortvej skulle sendes i nabohøring.
Skitseprojektet har været fremlagt i nabohøring i perioden 3. november 2015 - 3. december 2015 til beboere og ejere i området angivet på bilag 1. Der er indkommet 12 høringssvar, hvoraf flere beboere har fremsendt et samlet svar. De fremsendte høringssvar fremgår af bilag 2.
Overordnet udtrykkes der positivitet overfor projektet, der sikrer de bløde trafikanter - men mange udtrykker også bekymring for reduceringen i antallet af parkeringspladser. Teknisk Forvaltning har samlet høringssvarene i et skema, hvor indkomne bemærkninger med Teknisk Forvaltnings kommentarer og indstilling i henhold til bemærkningerne fremgår. Skemaet fremgår af bilag 3.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
- at skitseprojektet godkendes som grundlag for detailprojektering og udarbejdelse af udbudsmateriale, med de tilføjelser Teknisk Forvaltning har indstillet i skemaet med behandling af indkomne høringssvar (bilag 3) samt
- at skema med behandling af indkomne høringssvar (bilag 3) fremsendes som svar på de indkomne høringssvar.
Beslutning
Godkendt.
Sagsfremstilling
Skitseprojektet for Fortvej blev behandlet på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 6. oktober 2015. Skitseprojektet har været fremlagt i nabohøring fra den 3. november 2015 - 3. december 2015. I høringsperioden er der i alt indkommet 12 høringssvar, hvoraf 16 hustande er samlet i det ene svar.
I de indkomne høringssvar er der bemærkninger til følgende temaer:
- Enkeltrettede cykelstier - 3 er positive overfor, at der gøres noget for at sikre de bløde trafikanter og at Fortvej gøres mere overskuelig
- Dobbeltrettet cykelsti - 2 foreslår dobbeltrettet cykelsti for at skabe mere plads til parkering
- Krydsningspunkter - 2 ønsker bedre og mere overskuelige krydsningspunkter ved skolen og ved Kærbyvej/Juelsmindevej
- Midterhellen ved Tinderhøj Skole - 2 udtrykker bekymring for u-vending ved skolen og mener tværparkering skal bibeholdes
- Belysning/skiltning/invalidepladser - 1 er kommet med konkrete forslag til emnerne
- Ensretning - 2 foreslår ensretning af Fortvej
- Parkering - 4 udtrykker bekymring for reduceringen i antallet af P-pladser. Af de 4 er 16 husstande samlet i et svar.
- Ombygning af tunnel - 1 foreslår ombygning af tunnelen under Tårnvej, for at skabe plads til parkering ved skolen.
Sagsfremstillingen fra den 6. oktober 2015 (sag nr. 110) giver svar og forklaring på mange af de indkomne bemærkninger i høringssvarene. Der henvises til tidligere sagsfremstilling og tegningsmateriale (plantegning bilag 4 og tværprofil bilag 5), for detaljer om skitseprojektets udformning.
Teknisk Forvaltning kan ikke anbefale, at der etableres dobbeltrettet cykelsti på Fortvej. De mange overkørsler og sideveje på Fortvej vil skabe stor usikkerhed for de bløde trafikanter, da man ofte overser dem, der kommer fra "den forkerte side" på trods af skiltning. Desuden kræves der en rabat mellem kørebane og den dobbeltrettede sti, så pladsmæssigt kræver en dobbeltrettet sti næsten det samme som to enkeltrettede stier. En dobbeltrettet sti vil ikke give mere plads til parkering.
I skitseprojektet er krydsningspunkterne ved skolen og ved Kærbyvej/Juelsmindevej ikke detailprojekteret. De indkomne bemærkninger foreslås forsøgt indarbejdet i projektet.
I bemærkningerne omkring midterhellen ved Tinderhøj Skole udtrykkes der bekymring om kødannelse ved u-vending. Samtidig foreslås tværparkering bibeholdt. Teknisk Forvaltning mener at udbakning fra tværparkering skaber mere kø end u-vendinger og giver flere farlige situationer. Tinderhøj Skole har ytret ønske om en "kiss-´n-ride zone", der kun kan etableres ved længdeparkering. Teknisk Forvaltning anbefaler, at der etableres en midterhelle og længdeparkering udfor Tinderhøj Skole.
Der er indkommet et høringssvar med konkrete kommentarer til belysning og skiltning på Fortvej samt til antallet af invalidepladser. Belysning og skiltning ligger i detailprojekteringsfasen og vil blive projekteret i henhold til gældende regler. Antallet af invalidepladser opretholdes.
Ensretning foreslås fra Juelsmindevej til Tårnvej. Af tidligere sagsfremstilling fremgår det, at ensretning kan give 5 ekstra parkeringspladser. For at ensrette Fortvej skal servicebussen omlægges og det vil være nødvendigt at udarbejde en trafikanalyse, som beregner hvor meget de omkringliggende veje belastes. Det kan blive nødvendigt at opgradere det øvrige vejnet i forhold til trafiksikkerhed og fremkommelighed inden trafikken omlægges. Teknisk Forvaltning anbefaler ikke en ensretning af Fortvej.
Flere ytrer bekymring om reduceringen af parkeringsmuligheder på Fortvej, da det forventes at give mere parkering på sidevejene. Af tidligere sagsfremstilling fremgår det, at der har været talt 50 parkerede biler på Fortvej, hvilket reduceres til ca. 34 pladser i afmærkede båse. Det er tvivlsomt at der kan holde 50 biler lovligt parkeret på Fortvej, som den er udformet i dag. Teknisk Forvaltning har ikke mulighed for at finde lovlig parkering til mere end 34 biler på Fortvej ved etablering af enkeltrettede cykelstier og hastighedsbegrænsende foranstaltninger på strækningen. Teknisk Forvaltning anbefaler, at beboere i området opfordres til at finde plads til parkering på egen matrikel, så vejarealet kan indrettes bedst muligt i forhold til sikkerhed og fremkommelighed.
Ombygning af tunnelen under Tårnvej ligger uden for de geometriske og økonomiske rammer for projektet omhandlende renovering af Fortvej.
Lov- og plangrundlag
Lov om offentlige veje (lovbekendtgørelse nr. 1520 af 27. november 2014).
Færdselsloven (lovbekendtgørelse nr. 1386 af 11. december 2013).
Økonomiske konsekvenser
Frigivet rådighedsbeløb på 300.000 kr. anvendes til detailprojektering af fremlagte skitseprojekt.
Tidsplan
Ved godkendelse af nærværende skitseprojekt, forventes detailprojekt forelagt til politisk behandling sidst på foråret 2016. Rådighedsbeløb på investeringsoversigten (budget 2016) på 6.400.000 kr. søges frigivet med den politiske godkendelse af detailprojektet.
Bilag
Bilag 1: HøringsområdeBilag 2: Indkomne høringssvar
Bilag 3: Behandling af høringssvar
Bilag 4: Plantegning
Bilag 5: Tværprofil
Movia - Høring om administrationsgrundlag for anlægspulje
Sag nr. 9
Beslutningskompetence: TMU
Sagens kerne
Movia har nu fået hjemmel til at medfinansiere faste anlæg, der relaterer sig til kollektiv trafik, og har besluttet at etablere en anlægspulje, hvor der kan søges om medfinansiering af anlæg til busdriften. Forslaget er sendt i høring hos kommunerne, regionerne og lokalbanerne.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
at Teknisk Forvaltning sender et høringsvar i overensstemmelse med sagsfremstillingen.
Beslutning
Godkendt.
Sagsfremstilling
I de nye lovændringer til Lov om Trafikselskaber fra 2014 er der åbnet op for muligheden for, at trafikselskaberne kan medfinansiere anlæg, der er relateret til kollektiv trafik.
Movia har derfor besluttet, at der oprettes en anlægspulje til anlægstiltag for busdriften indenfor Movias område. Se bilag 1.
Til puljen er udarbejdet nogle betingelser og begrænsninger, som ansøgerne skal overholde for at kunne ansøge om medfinansiering af anlægsprojekter. Disse begrænsninger og betingelser har Movia sendt i høring hos kommunerne, lokalbanerne og regionerne. Se bilag 2.
Betingelser og begrænsninger til ansøger
Hvem kan ansøge
Kommuner, Lokaltog A/S, samt øvrige offentlige vejmyndigheder kan søge om tilskud til trafikanlægsprojekter. Ansøgerkredsen kan bestå af flere ansøgeberettigede.
Hvilke projekter kan opnå støtte
Puljen kan yde tilskud til trafikanlægsprojekter, som forbedrer eksisterende forhold, eller nye projekter. Skitseforslag eller andre typer forberedende projekter gives der ikke støtte til.
Følgende projekter vil kunne opnå tilskud:
- Terminalprojekter der fremmer sammenhængen mellem forskellige transportformer eller mellem busser ved busterminaler, og samtidig forbedrer vente og skifteforholdene for passagererne.
- Stoppestedsprojekter, der forbedrer vente- og skifteforhold for passagererne.
- Busfremkommelighedsprojekter, der reducerer passagerernes rejsetid.
- Trafikanlæg, der kan bidrage til eller gøre det muligt at gennemføre en grøn omstilling af bustrafikken, herunder anlæg til opladning af eldrevne busser.
Anlægspuljens økonomiske rammer
Det fremgår at anlægspuljen finansieres af engangsindtægter mv. i Movia. I den sammenhæng bør det præciseres, at det forudsættes, at finansieringen sker via salg af ejendomme. Anlægspuljens størrelse besluttes af Movia's bestyrelse. Puljen vil blive udmøntet en gang årligt med ansøgningsfrist 1. november i det omfang, der er finansiering til det.
Movia's bestyrelse offentliggør anlægspuljens størrelse et halvt år inden, hver ansøgningsrunde, dvs. 1. maj.
Medfinansieringen af projekter fra anlægspuljen kan højest udgøre 50 pct. af projektomkostningerne. Udbetaling af puljemidler forudsætter desuden, at vejmyndigheden selv finansierer dele af projektet.
For at sikre en balanceret fordeling mellem anlægsprojekter i Region Hovedstadens og i Region Sjællands område, fordeles anlægspuljens rådighedsbeløb mellem de to områder, hvor antallet af bustimer vil være den anvendte fordelingsnøgle.
Vurderingskriterierne fremgår af administrationsgrundlaget, men overordnet er det sammenhæng, fremkommelighed, skifte- og venteforhold, trafikinformation, miljøforhold, flere passagerer til den kollektive trafik og effektiviseringer.
Meddeltagelse
Det er et krav for Movia for at opnå støtte, at de skal kunne deltage i planlægningen af projektet enten på projektgruppe- eller styregruppeniveau.
Teknisk Forvaltnings vurdering af anlægspuljen
Det er positivt, at Movia har oprettet en anlægspulje som kan hjælpe med finansieringen til forskellige tiltag for busdriften og lokalbaner på hele Sjælland.
Konkret ser Teknisk Forvaltning flere ting, hvor Rødovre potentielt kunne søge om medfinansiering af anlæg til busdriften: Forbedring af buslommer og stoppesteder, busbaner, signalprojekter, flere countdownmoduller til busstoppesteder, stationsforpladsen ved Rødovre Station og busdelen af forpladsen til Letbanestationen.
Det bemærkes, at der nævnes ikke noget om drift af anlæg, hvorfor det antages, at puljen ikke omfatter forsøg med eller midler til ekstra drift af busstoppesteder eller lignende driftstiltag.
Lov- og plangrundlag
Lov om Trafikselskaber.
Økonomiske konsekvenser
Ingen direkte økonomiske konsekvenser.
Tidsplan
Høringsfrist er den 1. februar 2016.
Bilag
Bilag 1: Høring - Administrationsgrundlag for anlægspulje til trafikanlæg i MoviaBilag 2: Udkast til administrationsgrundlag for anlægspulje til trafikanlæg
Diverse
Sag nr. 10
Beslutningskompetence: TMU
Sagens kerne
Beslutning
Taget til efterretning.
Protokollen oplæst. Mødet afsluttet kl. 8.55.