Teknik- og Miljøudvalget

08-03-2016

Medlemmer

Svend Erik Pedersen(F)
Peter Michael Jensen(V)
Pia Hess Larsen(A)
Jan Kongebro(A)
Michel Berg(A)

Sager 20 - 32

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 20

Beslutningskompetence: TMU

Sagens kerne

Meddelelsespunkter:

  1. Oversigt over indkomne love og bekendtgørelser (se bilag 1).
  2. Servicemål for sagsbehandlingstiden for miljøgodkendelser (se bilag 2, 3 og 4).
  3. Samarbejde med nabokommunerne om opgaver på materielgårdene (se bilag 5, 6 og 7).
  4. Orientering om afsagt dom i Højesteretssag om afvandingsbidrag (se bilag 8 og 9).

Indstilling

Meddelelsespunkterne forelægges til orientering.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Bilag 1: Lovliste fra den 20. januar til den 25. februar 2016
Bilag 2: Servicemål for sagsbehandlingstiden for miljøgodkendelser af virksomheder
Bilag 3: Aftale om servicemål for kommunal erhvervsrettet sagsbehandling
Bilag 4: Teknisk bilag til Aftale om servicemål
Bilag 5: Samarbejde med nabokommunerne om opgaver på materielgårdene
Bilag 6: Mødereferat 22. januar 2016, undersøgelse vedr. sammenlægning
Bilag 7: Redegørelse Brøndby,Teknik og Miljøudvalg, februar 2016
Bilag 8: Orientering af afsagt dom i Højesteretssag om afvandingsbidrag
Bilag 9: Højesterets dom - afsagt 5. februar 2016

Godkendelse af handleplan for sundhedsindsatsen 2016
Sag nr. 21

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger handleplan for sundhedsindsatsen 2016 til godkendelse.

Sagen behandles samtidig i alle udvalg.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at handleplan for sundhedsindsatsen 2016 godkendes.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Hvert år udarbejdes en handleplan for sundhedsindsatsen. Handleplanen er en udmøntning af sundhedspolitikken. Grundlaget for sundhedspolitikken og handleplanen er sundhedslovens §119 stk. 1 og 2. Hvori der står:

at Kommunalbestyrelsen har ansvaret for - ved varetagelsen af kommunens opgaver i forhold til borgerne - at skabe rammer for sund levevis, og at Kommunalbestyrelsen skal etablere forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til borgerne.

I budgettet er der afsat 505.233 kr i forebyggelsespuljen. Disse midler er fordelt ud på indsatsområderne i handleplanen for sundhedsindsatsen (se bilag 3). En del af indsatserne er finansieret inden for rammerne af Rødovre Sundhedscenter eller Social- og Sundhedsforvaltningen i øvrigt.

I handleplan for sundhedsindsatsen 2016 arbejdes der videre med fokus på den sociale ulighed i sundhed, da visionen i sundhedspolitikken er at skabe lige muligheder for borgerne i forhold til sundhed og livskvalitet. Handleplanens afsnit er præget af sundhedspolitikkens fire strategimål:

  • Vi har sunde, trygge og sikre rammer, der hvor borgerne færdes
  • Vi har gode og relevante sundhedstilbud til borgerne
  • Kommunens tilbud er lettilgængelige og synlige for borgerne
  • Der er sammenhæng og helhed i indsatsen

Handleplanen omhandler derudover også emnerne fra Sundhedsstyrelsens forebyggelsespakker med anbefalinger til indsatser, samt Region Hovedstadens forløbsprogrammer for rehabiliteringsindsatsen for borgere med kronisk sygdom.

Handleplan for sundhedsindsatsen i 2016 vil som udgangspunkt være en fortsættelse af de indsatser, som allerede er i gang, men vil samtidig prioritere en særlig indsats i forhold til tobaksforebyggelse, overvægt, seksuel sundhed og stoffer.

På alle fire risikofaktorer er der en social ulighed. Derfor vil en styrket indsats kræve nye metoder i forhold til både systematisk tilgang, formidling, synlighed og tilgængelighed til tilbud, samt helhed og sammenhæng i indsatserne.

Både overvægt og tobaksrygning er risikofaktorer for udvikling af flere kroniske sygdomme og er vigtige fokusområder i behandlingen af komplikationer til kroniske sygdomme. Forebyggelse af udvikling af seksuelle sygdomme og misbrug af stoffer kan have afgørende betydning for de unges fremtidsmuligheder.

I 2016 indføres en struktureret indsats for overvægtige børn, så alle overvægtige børn, gennem sundhedsplejerskernes skoleundersøgelser, får tilbud om et forløb med samtaler for hele familien hos sundhedsplejersken eller en idræts- og sundhedsvejleder fra sundhedscenteret. Samtidig vil der være en indsats for at få børnene engageret i en idrætsforening i kommunen. I forhold til tobaksrygning vil der i 2016 være en målrettet indsats for at få flere rygere motiveret til at starte på et rygestopforløb. I forhold til seksuel sundhed og stoffer vil der være fokus på at komme i dialog med de unge og styrke samarbejdet på tværs for at sikre en helhedsorienteret og forebyggende indsats for de unge

Ud fra erfaringerne med at arbejde med mål, succeskriterier, dokumentation og evaluering i 2015, arbejdes der i 2016 videre med at opkvalificere indsatsen for at måle effekten af indsatsen.

Der bliver udarbejdet indsatsbeskrivelser for mange af indsatserne, hvor blandt andet formål, mål, succeskriterier og evalueringsmetode beskrives. Denne beskrivelse bruges i den faglige udvikling af indsatserne. I handleplanen er indsatserne beskrevet kort på baggrund af indsatsbeskrivelserne. Derudover er der udarbejdet en oversigt over mål for indsatsområderne i 2016 (se bilag 1).

Lov- og plangrundlag

Sundhedsloven § 119.

Økonomiske konsekvenser

Aktiviteterne finansieres af forebyggelsespuljen (se bilag 3), samt afsatte driftsmidler på de øvrige områder.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Oversigt over indsatser og mål for sundhedsindsatsen 2016.
Bilag 2: Handleplan for sundhedsindsatsen 2016.
Bilag 3: Økonomioversigt handleplan 2016.

Forhøring - Bykernen
Sag nr. 22

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Igangsættelse af forhøring til en forestående planlægning for Bykernen i Rødovre Kommune.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at der gennemføres en forhøring i tre uger fra den 6. april 2016 til den 27. april 2016, hvor der indkaldes idéer og forslag mv. i henhold til Planlovens § 23 c med henblik på den forestående helhedsplan for Bykernen.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Bykernen er et sammensat område, hvor der i dag findes offentlige funktioner, detailhandel, erhvervs- og håndværksvirksomheder, let industri samt boliger. Området består af Egegårdskvarteret, Sibeliusparken, området omkring Rødovre Rådhus, politistationen, det kommende VUC, Viften, Rødovre Bibliotek og Rødovre Centrum samt en del af området omkring Højnæsvej.

Som det står beskrevet i Kommuneplan 2014, er visionen, at dette centrale område skal udvikles med fokus på at skabe et udvidet bæredygtigt byliv i stærke og oplevelsesrige byrum. I den forbindelse er der i Kommuneplan 2014 beskrevet, at der skal udarbejdes en helhedsplan for at åbne for nye muligheder i området. En helhedsplan skal sikre en fælles retning for kvalitet og sammenhæng i den fremtidige planlægning for Bykernen. I sammenhæng med helhedsplanen skal der udarbejdes kommuneplantillæg, som kan skabe nye rammer for den fremtidige lokalplanlægning for Bykernen.

Teknisk Forvaltning foreslår, at der gennemføres en forhøring, hvor der indkaldes idéer og forslag til udviklingen og helhedsplanen for området, med udgangspunkt i nedenstående hovedspørgsmål. Der planlægges desuden en dialog med grundejerne i Bykernen. Dialogen faciliteres af en ekstern konsulent, som finansieres af Økonomiudvalgets Strategi- og udviklingspulje. 

Bylivet

Egegårdskvarteret bærer præg af at have været et traditionelt håndværks- og let-industriområde i mange år med de aktiviteter det medfører. I området omkring rådhus, politistationen, Viften, biblioteket og Rødovre Centrum er der aktiviteter, der hører til en traditionel bymidte. Mange af disse aktiviteter foregår inde i bygningerne.

Hvordan kan der skabes mere byliv ude i gaderummene i Bykernen?

Byrum

Veje, stier, pladser og gårdrum i Bykernen har stor betydning for, hvordan byen opleves.

Hvordan kan der skabes oplevelsesrige og gode byrum i Bykernen?

Det grønne

Rådhusplænen og træerne på Rådhuspladsen og langs Rødovre Parkvej er med til at forskønne Bykernen. Derudover findes ikke mange grønne områder eller sammenhængende beplantning i Bykernen.

Hvor kan beplantning være med til at forskønne Bykernen?

Kulturhistorie og arkitektoniske værdier

Bykernen består af forskellige typer områder med hver sin historie. Rødovre Rådhus og Rødovre Bibliotek er udpeget som fredede bygninger. Der er desuden en enkelt bevaringsværdig bygning i området og Sibeliusparken er udpeget som bevaringsværdig bebyggelse. Derudover er der udpeget forskellige bærende kvaliteter i området.

Hvordan kan områdets kulturhistorie og arkitektoniske værdier bevares ved en omdannelse?

Eksisterende plangrundlag

Bykernen er i dag omfattet af: Byplan 18, Byplan 18-T2, Lokalplan 27, Lokalplan 41, Lokalplan 47, Lokalplan 58, Lokalplan 62, Lokalplan 71, Lokalplan 86, Lokalplan 101, Lokalplan 101-T1, Lokalplan 122 og Lokalplan 131.

Desuden er bykernen omfattet af følgende kommuneplanrammer:

5B20 Boligområde
5B21 Boligområde
5C01 Centerområde
5D03 Offentligt område
5F04 Blandet bolig- og erhvervsområde
5F06 Blandet bolig- og erhvervsområde
5F07 Blandet bolig- og erhvervsområde
5F08 Blandet bolig- og erhvervsområde

På nuværende tidspunkt er der desuden to planforslag i Bykernen - Forslag til Tillæg 5 til Kommuneplan 2014 samt Forslag til Lokalplan 136 begge for Rødovre Centrum og Vandtårnet.

En fremtidig udvikling af området forventes at medføre, at der skal udarbejdes kommuneplantillæg som kan danne ramme for fremtidige lokalplaner.

Lov- og plangrundlag

Planloven.

Økonomiske konsekvenser

200.000 kr. til ekstern konsulent i forbindelse med dialog med grundejere. Dialogen finansieres af Økonomiudvalgets Strategi- og udviklingspulje.

Tidsplan

Forhøring den 6. april til 27. april 2016.

Politisk stillingtagen til indkomne forslag og idéer, juni 2016.

Bilag

Bilag 1: Ortofoto med afgrænsning
Bilag 2: Kommuneplanrammer
Bilag 3: Lokalplanområder

Kommunalt tilsagn om Rødovre Boligselskabs klimatilpasningsprojekter
Sag nr. 23

Beslutningskompetence: TMU

Sagens kerne

Rødovre Boligselskab og HOFOR ønsker at gennemføre klimatilpasningsprojekter i 5 af Rødovre Boligselskabs afdelinger. HOFOR skal bruge tilsagn fra Rødovre Kommune om, at vi vurderer, at projekterne er hensigtsmæssige og omkostningseffektive. Projekterne er baseret på Rødovre Kommunes kortlægning af mulighederne for klimatilpasning i de udpegede risikoområder i klimatilpasningsplanen.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at der afgives kommunalt tilsagn om klimatilpasningsprojekt i Rødovre Boligselskabs afdeling 11, Tinderhøj Vænge,
  2. at der afgives kommunalt tilsagn om klimatilpasningsprojekt i Rødovre Boligselskabs afdeling 9 (Valhøjs Alle 121 samt landsbyen) og afdeling 20 (Brandholms Alle 1A) samt
  3. at der afgives kommunalt tilsagn om klimatilpasningsprojekt i Rødovre Boligselskabs afdeling 12 (Rødager Alle 93) og afdeling 19 (Brandholms Alle 17).

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Rødovre Boligselskab ønsker at medvirke til arbejdet med at klimatilpasse Rødovre. Rødovre Boligselskab har derfor sendt ansøgninger om medfinansiering til HOFOR for 3 klimatilpasningsprojekter, der dækker i alt 5 afdelinger.

Projekterne tager udgangspunkt i den indledende kortlægning af løsningsmulighederne, Rødovre Kommune har foretaget i 5 af de risikoområder, der er udpeget i klimatilpasningsplanen. Kortlægningen lå til grund for Kommunalbestyrelsens beslutning 24. november 2015 (sag nr. 203) om tidsplan for klimatilpasning.

Da der er tale om projekter på privat ejede arealer, skal HOFOR (jævnfør medfinansieringsbekendtgørelsens § 6, pkt. 3) sandsynliggøre de valgte projekters omkostningseffektivitet. Det skal HOFOR gøre ved at sende et kommunalt tilsagn til Forsyningssekretariatet om, at projekterne fra kommunens side anses som hensigtsmæssige og omkostningseffektive.

HOFOR har med brev af 18. februar 2016 anmodet Rødovre Kommune om at afgive kommunalt tilsagn for de 3 klimatilpasningsprojekter. HOFORs brev er vedlagt mødesagen som bilag 1. Som bilag 2 er vedlagt kort over de risikoområder, hvor projekterne ønskes gennemført. Tårnvejsbassinet (risikoområde 3) er ikke vist på kortet men ligger umiddelbart syd for risikoområde 2.

Afdeling 11, Tinderhøj Vænge

Projektet ønskes udført i risikoområde 2, Tinderhøj Vænge. Projektet medfører en yderligere opmagasinering af vand på terræn i forhold til, hvad der er nødvendigt for at løse oversvømmelsesproblemer i risikoområde 2. Risikoområde 2 er en del af oplandet til risikoområde 3 Tårnvejsbassinet. En yderligere tilbageholdelse af vand på Tinderhøj Vænge vil derfor medvirke til at løse oversvømmelsesproblemer i risikoområde 3.

Da projektet også omfatter tiltag på vejarealer, var det vigtigt for Rødovre Boligselskab og HOFOR at indgå aftalen inden udgangen af 2015. Det skyldes, at medfinansieringsordningen blev ændret ved udgangen af 2015, så HOFOR kun kan dække 75% af udgifterne til regnvandshåndtering på vejarealer, hvis aftalen indgås i 2016 eller senere. Teknisk Forvaltning afgav derfor før jul et foreløbigt kommunalt tilsagn om projektet med forbehold for senere politisk behandling. Hvis projektet gennemføres, vil klimatilpasningen af risikoområde 2 være afsluttet.

Afdeling 9 (Valhøjs Alle 121 samt landsbyen) og afdeling 20 (Brandholms Alle 1A)

Projektet ønskes udført i et område, der afvander ind gennem risikoområde 6, Fjeldhammervej. Som led i klimatilpasningen af risikoområde 6 skal der ifølge Rødovre Kommunes indledende kortlægning af løsningsmulighederne gennemføres LAR-løsninger ved Valhøjs Alle (delområde 6.1) på et areal svarende til 11,9 ha, således at vandet forsinkes, før det strømmer ind i risikoområdet.

Hvis projektet realiseres, vil det forsinke vand fra et areal på 3,2 ha. Dermed vil cirka 25% af den nødvendige indsats i delområde 6.1 være gennemført. Som en sidegevinst vil indsatsen også begrænse omfanget af oversvømmelser i lokalområdet. Dermed øges den samfundsmæssige gevinst ved projektet, uanset at området omkring Valhøjs Alle ikke pt. er udpeget som risikoområde.

Afdeling 12 (Rødager Alle 93) og afdeling 19 (Brandholms Alle 17)

Projektet svarer til det i afdeling 9 og afdeling 20. Hvis projektet realiseres, vil det forsinke vand fra et areal på 1,2 ha. Dermed vil cirka 10% af den nødvendige indsats i delområde 6.1 være gennemført. Samlet set vil de to projekter i delområde 6.1 realisere cirka 35% af den nødvendige indsats i området.

På baggrund af den ovenstående gennemgang vurderer Teknisk Forvaltning, at de tre klimatilpasningsprojekter alle er hensigtsmæssige og omkostningseffektive og i overensstemmelse med de politisk vedtagne retningslinier for klimatilpasning og regnvandsafledning i Rødovre Kommune. Teknisk Forvaltning anbefaler derfor, at der gives kommunalt tilsagn om de tre klimatilpasningsprojekter. Rødovre Boligselskabs ansøgninger til HOFOR samt tilhørende afvandingsplaner for de enkelte områder er vedlagt mødesagen som bilag 3-9.

Lov- og plangrundlag

Vandsektorloven, Lov nr. 469 af 12. juni 2009.
Betalingsloven, LBK nr. 633 af 7. juni 2010.
Medfinansieringsbekendtgørelsen, BEK nr. 1431 af 16. december 2014.

Økonomiske konsekvenser

For alle projekterne gælder, at der ikke er økonomiske konsekvenser for Rødovre Kommune.

Rødovre Boligselskab har meddelt, at kommunal lånegaranti ikke bliver nødvendig for projektet i afdeling 11. For projekterne i område 6.1 forventer Rødovre Boligselskab heller ikke, at det bliver nødvendigt. Hvis Rødovre Boligselskab mod forventning får behov for kommunal lånegaranti i område 6.1, skal dette godkendes selvstændigt af Rødovre Kommune.

Det er Rødovre Boligselskabs hensigt, at projekterne alene vil omhandle regnvandshåndtering, og at der vælges den billigste løsning. Det betyder, at HOFOR vil finansiere 100% af udgiften til projekterne. Hvis der i detailprojekteringen vælges dyrere løsninger, der skaber merværdi for områderne af f.eks. rekreativ karakter, skal Rødovre Boligselskab selv betale prisforskellen til den billigste løsning. Dette skal i givet fald godkendes selvstændigt af Rødovre Kommune, da det vil medføre huslejestigning for lejerne.

Udgiften til projekterne vil dermed som udgangspunkt skulle dækkes 100% af vandforbrugerne i Rødovre Kommune. Konsekvensen for vandprisen kan for de enkelte projekter opgøres som følger:

Afdeling 11
HOFOR har anslået anlægsprisen for projektet til 3.875.000 kr og de årlige driftsudgifter til 20.000 kroner. Rødovre Boligselskab forventer at finansiere projektet ved at optage et 10-årigt realkreditlån med en rente på 1,5%. HOFORs betaling til Rødovre Boligselskab vil med disse forudsætninger udgøre 466.000 kr. om året de første 10 år. Beløbet dækker afdrag og renter på lån samt driftsudgifter. Herefter vil HOFORs betaling udgøre 20.000 kr. om året, som dækker driftsudgifter. Med et vandforbrug på 2 mio. m3 vil vandprisen i Rødovre stige med 22,3 øre/m3 de første 10 år og 1,0 øre/m3 herefter som følge af projektet.

Afdeling 9 og 20
HOFOR har anslået anlægsprisen for projektet til 5.912.500 kr og de årlige driftsudgifter til 30.000 kroner. Rødovre Boligselskab forventer at finansiere projektet ved at optage et 10-årigt realkreditlån med en rente på 1,5%. HOFORs betaling til Rødovre Boligselskab vil med disse forudsætninger udgøre 710.000 kr. om året de første 10 år. Beløbet dækker afdrag og renter på lån samt driftsudgifter. Herefter vil HOFORs betaling udgøre 30.000 kr. om året, som dækker driftsudgifter. Med et vandforbrug på 2 mio. m3 vil vandprisen i Rødovre stige med 35,6 øre/m3 de første 10 år og 1,5 øre/m3 herefter som følge af projektet.

Afdeling 12 og 19
HOFOR har anslået anlægsprisen for projektet til 1.608.750 kr og de årlige driftsudgifter til 8.000 kroner. Rødovre Boligselskab forventer at finansiere projektet ved at optage et 10-årigt realkreditlån med en rente på 1,5%. HOFORs betaling til Rødovre Boligselskab vil med disse forudsætninger udgøre 193.000 kr. om året de første 10 år. Beløbet dækker afdrag og renter på lån samt driftsudgifter. Herefter vil HOFORs betaling udgøre 8.000 kr. om året, som dækker driftsudgifter. Med et vandforbrug på 2 mio. m3 vil vandprisen i Rødovre stige med 9,6 øre/m3 de første 10 år og 0,4 øre/m3 herefter som følge af projektet.

Tidsplan

HOFOR har til hensigt at sende ansøgninger til Forsyningssekretariatet senest 1. marts 2016. Forsyningssekretariatet forventes at tage stilling til ansøgningerne i oktober 2016. Hvis Forsyningssekretariatet godkender ansøgningerne, kan projekterne igangsættes fra og med 2017.

Bilag

Bilag 1: Anmodning fra HOFOR om kommunalt tilsagn
Bilag 2: Kort over risikoområder og delområder
Bilag 3: Ansøgning afdeling 11
Bilag 4: Afvandingsplan afdeling 11
Bilag 5: Ansøgning afdeling 9+20
Bilag 6: Afvandingsplan afdeling 9+20 (tegning 1)
Bilag 7: Afvandingsplan afdeling 9+20 (tegning 2)
Bilag 8: Ansøgning afdeling 12+19
Bilag 9: Afvandingsplan afdeling 12+19

Tillæg 1 til Spildevandsplan 2013-2020 - endelig vedtagelse
Sag nr. 24

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Tillæg 1 til Spildevandsplan 2013-2020 indfører et serviceniveau for klimatilpasningsprojekter i Rødovre. Tillægget ændrer desuden tidsplanen for indsatser mod overløb fra fælleskloak til Harrestrup Å. Endelig aflyser tillægget landsvæsenskommissionskendelser for udledning af spildevand til Harrestrup Å. Tillægget har været i offentlig høring i 8 uger. Der indkom ingen høringssvar.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at Tillæg 1 til Spildevandplan 2013-2020 vedtages endeligt samt
  2. at Tillæg 1 til Spildevandsplan 2013-2020 offentliggøres.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen vedtog på sit møde den 24. november 2015 (sag nr. 202) Forslag til Tillæg 1 til Spildevandsplan 2013-2020 for Rødovre Kommune med tilhørende miljøvurdering af planen. Formålet med Tillæg 1 til Spildevandsplan 2013-2020 er at indføre følgende ændringer i spildevandsplanen:

  • Der indføres et serviceniveau for klimatilpasningsprojekter.
  • Tidsplanen for indsatser mod overløb fra fælleskloak til Harrestrup Å ændres.
  • Landvæsenskommissionskendelsernes bestemmelser om spildevandshåndtering ved udledninger til Harrestrup Å aflyses med det formål at skabe et nyt og fælles administrationsgrundlag, der skal danne grundlag for fremtidige udledninger af spildevand til Harrestrup Å-systemet.

Forslag til Tillæg 1 til Spildevandsplan 2013-2020 samt miljøvurdering af planen har været i offentlig høring i 8 uger i perioden 9. december 2015 til 3. februar 2016. Der indkom ingen høringssvar.

En miljøvurdering er en vurdering af planens indvirkning på miljøet, og den følger kun planforslaget. Når en plan vedtages endeligt, afløses miljøvurderingen af en sammenfattende redegørelse. I den sammenfattende redegørelse er der blandt andet redegjort for, hvordan miljøhensyn er integreret i planen, og hvordan de bemærkninger, der er indkommet i den offentlige høring, er taget i betragtning.

Tillæg 1 til Spildevandsplan 2013-2020 inklusive den sammenfattende redegørelse er vedlagt mødesagen som bilag 1.

Lov- og plangrundlag

Miljøbeskyttelsesloven, LBK nr. 1317 af 19. november 2015.
Lov om miljøvurdering af planer og programmer, LBK nr. 1533 af 10. december 2015.
Lov om vandplanlægning, Lov nr. 1606 af 26. december 2013.
Spildevandsbekendtgørelsen, BEK nr. 46 af 12. januar 2016.

Økonomiske konsekvenser

Valget af serviceniveau for klimatilpasning har betydning for vandprisen i Rødovre, da indsatsen for klimatilpasning i hovedsagen skal finansieres af HOFOR og dermed betales af vandforbrugerne. Udgiften til anlæg af bassiner ved Harrestrup Å er i Spildevandsplan 2013-2020 anslået til 62 mio. kr. Ved at tillade HOFOR at udnytte den mulige synergi, der kan være i løsninger på tværs af kommunegrænserne, kan udgiften evt. blive lidt lavere.

Tidsplan

Spildevandsplanen med tillæg dækker perioden frem til 2020.

Bilag

Bilag 1: Tillæg 1 til Spildevandsplan 2013-2020

Bæredygtighedsindsats 2016
Sag nr. 25

Beslutningskompetence: TMU

Sagens kerne

For at følge op på Rødovre Kommunes indsats for at fremme en bæredygtig udvikling, udarbejdes der årligt en oversigt over de bæredygtige projekter og aktiviteter kommunen har planlagt det pågældende år. Ligeledes gøres status på det forrige års projekter og aktiviteter.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at Bæredygtighedsindsats 2016 godkendes.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Kommunen skal i følge Planloven hvert 4. år udarbejde en strategi for en bæredygtig udvikling – en såkaldt Agenda 21-strategi. I august 2012 vedtog Kommunalbestyrelsen Kommuneplanstrategi 2012, hvori kommunens Agenda 21-strategi er indeholdt.

For at følge op på Rødovre Kommunes indsats for at fremme en bæredygtig udvikling, udarbejdes der årligt en oversigt over de bæredygtige projekter og aktiviteter kommunen har planlagt. Oversigten indeholder ligeledes kommunens resultater fra det foregående år. Af projekter og aktiviteter i 2016 kan blandt andet nævnes ny affaldshjemmeside, implementering af handlingsplan for klimatilpasning 2014-2018, konvertering til fjernvarme og mere fokus på bæredygtighed, herunder klimatilpasning, i kommende lokalplaner.

Lov- og plangrundlag

Kommunalbestyrelsen vedtog den 28. august 2012 (sag nr. 227) Kommuneplanstrategi 2012. Kommunens Agenda 21-strategi er indeholdt i kommuneplanstrategien. For at følge op på Rødovre Kommunes indsats for at fremme en bæredygtig udvikling, udarbejdes der årligt en oversigt over kommunens bæredygtighedsindsats.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Efter politisk vedtagelse offentliggøres Bæredygtighedsindsats 2016.

Bilag

Bilag 1: Bæredygtighedsindsats 2016

CO2-handlingsplan 2016-2017
Sag nr. 26

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Rødovre Kommune har udarbejdet forslag til CO2-handlingsplan 2016-2017. CO2-handlingsplanen beskriver initiativer, Rødovre Kommune igangsætter for at reducere CO2-udledning for Rødovre Kommune som virksomhed.

Danske kommuner er ikke underlagt at udarbejde klimapolitikker og klimahandlingsplaner, men for at nå de globale mål for CO2-reduktion, som blev vedtaget i december 2015 ved COP21, er det nødvendigt at gøre en indsats lokalt. Det gør Rødovre Kommune, blandt andet ved at gennemføre initiativer i CO2-handlingsplanen.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at forslag CO2-handlingsplan 2016-2017 godkendes.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen vedtog på sit møde 24. juni 2009 (sag nr. 110) en klimapolitik for Rødovre Kommune. Med Klimapolitikken har kommunen sat fokus på forebyggelse af og tilpasning til klimaforandringer. For at realisere målsætningerne i Klimapolitikken har Rødovre Kommune udarbejdet CO2-handlingsplan 2016-2017 og Klimatilpasningsplan 2014-2018.

Foruden målsætningerne i Klimapolitikken har Rødovre Kommune den 28. februar 2013 underskrevet en aftale med Danmarks Naturfredningsforening om at blive klimakommune. Rødovre Kommune har derved forpligtet sig til at reducere CO2-udledningen med 2 % årligt for kommunen som virksomhed frem til udgangen af 2017.

CO2-handlingsplan 2016-2017 er opbygget efter samme form som klimapolitikken. Indsatsområderne i handlingsplanen er byrum og grønne områder, transport og infrastruktur, bygninger og byggeri, varmeforsyning, indkøb samt adfærd. CO2-handlingsplanen skal bruges til at skabe overblik over de forskellige initiativer, og sikre at der fastholdes fokus på klima i relevante planer og projekter samt drift og vedligeholdelsesopgaver.

CO2-regnskabet viser, at elforbrug, varmeforbrug og transport er de tre væsentligste kilder til udledning af CO2 i Rødovre Kommune som virksomhed. Fokus er derfor på initiativer, som kan medvirke til at reducere CO2-udledningen fra el- og varmeforbrug samt transport. For eksempel isolering af kommunale bygninger, udskiftning af gammel belysning til LED, klimahensyn i lokalplaner og udskiftning af gamle biler til elbiler.

CO2-handlingsplanen gælder for perioden 2016-2017. Herefter er det hensigten, at Rødovre Kommune udarbejder en ny handlingsplan med fokus på CO2-reduktion.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Initiativerne i CO2-handlingsplanen finansieres inden for de eksisterende budgetter på de områder, som initiativerne vedrører.

Tidsplan

Initiativerne i CO2-handlingsplanen gennemføres i perioden 2016-2017.

Bilag

Bilag 1: CO2 handlingsplan 2016-2017

Godkendelse af vejprojekt for IrmaByen
Sag nr. 27

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

I forbindelse med udbygningen af IrmaByen skal der anlægges flere nye private fællesveje veje, som skal godkendes af kommunen, jf. Lov om Private Fællesveje.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at vejprojektet for IrmaByen godkendes samt
  2. at der tages stilling til vejprojekt for byggefelt 12's vejdel senere.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

I forbindelse med udviklingen af IrmaByen, som er beskrevet i Lokalplan 133, skal der anlægges nye veje til servicering af det nye boligområde.

Udviklerne af planområdet har indsendt et vejprojekt, som skal godkendes af kommunen. Vejprojektet indeholder vejudformningen, vejafvandingen, vejbelysning, materialevalg og skilteplan for vejene inde i IrmaByen's område, som er beskrevet i bilag 1-8.

Vejprojektet indeholder ikke stierne i den grønne kile i midten af området eller de interne stier, som hører til hvert byggefelt. Udformningen af det grønne fællesområde udarbejdes i sit eget projekt, og de interne stier afklares i forbindelse med byggesagsbehandlingen.

Vejklassificering

Vejene anlægges som private fællesveje, hvor den fremtidige grundejerforening har renholdelses- og vedligeholdelsesforpligtelserne for fælles grønne områder og stier, samt fortove og kørebaner. Der udarbejdes senere et vejprojekt for vejdelen ved byggefelt 12, som vil blive fremlagt til politisk behandling.

Vejudformning

Vejene anlægges med 2-kørespor af 2,75 m og med 2,0 m ensidet fortov. I den side hvor der ikke er fortov anlægges der 1,0 m rabat. Langs flere af vejene anlægges parkeringspladser enten, som del af vejmatriklen eller som en del af de fremtidige boligmatrikler. En enkelt af vejene anlægges som ensrettet vej med kørebane 3,4 m og en cykelbane på 1,5 m. Se bilag 1-5. Kurver og indkørselsforhold er designet efter kørselsmønsteret for en 12 m lastbil.

Den ensrettede vejs udlæg er 0,65 m større end beskrevet i Lokalplan 133, og der skal derfor gives en dispensation i forhold til lokalplanens beskrivelse. Grunden til udvidelsen af vejudlægget er, at den i lokalplanen beskrevne vejbredde vil kunne give manøvreproblemer med bakning af personbiler fra boligerne placeret med udkørsler ud til vejen. Det er derfor nødvendigt at udvide vejudlægget, så der anlægges bedre forhold for bilisterne, når de bakker ud fra boligerne. Dispensationen vurderes at kunne gives administrativt, da udvidelse af vejudlægget er ikke imod lokalplanens intention.

Vejopbygning

Kørebanerne anlægges med 25 mm Asfalt-Beton, 70 mm Grus-Asfalt-Beton, 200 mm knust beton, 300 mm knust beton eller asfalt og 100 mm bundsikring i grus. Fortovet opbygges med betonfliser af 60 mm, 30 mm afretningsgrus og 100 mm knust beton. Den forventede levetid af vejen er ca. 20 år, hvor slidlaget kan forventes skulle udskiftes efter ca. 15 år. Se bilag 1 og 3.

Vejafvanding

IrmaByens vejvand håndteres ved anlæggelse af forsinkelsesbede langs vejene. I hovedtræk anlægges vejene med ensidet fald fra fortovssiden mod et vandelement i modsatte side enten bede eller parkeringspladser med permeabel belægning.

Den permeable belægning anlægges med 80 mm SF-sten, 30 mm drænasfalt, minimum 400 mm dræsgrus og en bentonit membran.

Vandelementet opsamler vand direkte fra fortov og kørebane via åbninger i kantstenen, hvor vandet kan løbe ind. Åbningerne i kantstenen er ca. 30 cm og forekommer med en afstand på 6-18m. Vejen, med tilhørende vandelement, kan således tilbageholde vand fra 5års-regnhændelse (T5) inden det løber til kloak. Ved mere regn end en T5 hændelse, vil det overskydende vejvand løbe langs vejene i retning mod den grønne kile i midten af området. Se bilag 1 og 5.

Af hensyn til vedligehold af forsinkelsesbedenes grønne indtryk, bør der ikke benyttes salt til vintervedligehold i IrmaByen. Glatførebekæmpelse skal i stedet udføres med grus, skærver eller alternative tømidler. Det er ligeledes vigtig, at der sikres, at forsinkelsesbedene vedligeholdes ordentligt, da de ellers kan have problem med modtage eller lede vandet videre til kloakken.

Vejbelysning

Belysningen langs vejene udføres med Rødovremaster i 5,0 meters højde og med ICON-armaturer. Masterne er hovedsagligt opstillet i den vejside, hvor der er fortov. Vejbelysningen har en belysningsklasse E1. Se bilag 1 og 6-7 for placering af master og lysfordeling ude på vejene. Rødovre Kommune overtager vejbelysningen efter den er anlagt.

Oversigtsforhold

Ved udkørsel fra IrmaByen til de offentlige veje er oversigtsforhold blevet undersøgt.

På Fjeldhammervej er der regnet med 50 km/t og her er der ingen problemer med oversigtsforholdene. To af de fire indkørsler på Fjeldhammervej til byggefelt 1 og til den sydvestlig del af IrmaByen er dog ikke blevet fastlagt endnu. Den præcise udformning skal nemlig tilpasses krydsombygningen ved Korsdalsvej/Fjeldhammervej. Se bilag 2. Krydsombygningen er et separat vejprojekt, som ikke er færdig udarbejdet endnu.

Ved Korsdalsvej er oversigtsforholdene blevet undersøgt ved 60 km/t. De to udkørsler på Korsdalsvej har oversigtsproblemer ved hastigheder på 60 km/t. Det er dog muligt at overholde oversigtsforholdene, hvis bilisten kører frem og venter ved kørebanekanten eller cykelstikanten. På Korsdalsvej skal støjafskærmningen på byggefelterne derfor tilpasses, så der sikres tilstrækkelig oversigt ved begge udkørsler. Se bilag 1.

Skilteplan

Området skiltes til at være en max 30 km/t zone. Ved kryds i området anlægges stikveje med vigepligtstavler og hajtænder. Den ensporede vej gøres til ensrettet i nordlig retning, hvor cyklister er undtaget for ensretningen. Vejen anlægges med en cykelbane for sydkørende cyklister. Se bilag 1 og 4 for den overordnet plan for placering af skilte. Skilteplanen har været i høring hos politiet, som har godkendt skilteplanen og hastighedszonen for området. Se bilag 1 og 8.

Lov- og plangrundlag

Lokalplan 133.
Lov om private fællesveje § 27.

Økonomiske konsekvenser

Kommunen overtager vejbelysningen efter anlæggelsen og er tilsynsmyndighed for private fællesveje. Det forventes, at vejbelysningen vil komme til at indgå i kommunens abonnementsaftale med Dong Energy for drift og vedligehold af vejbelysningen.

Det forventes at øge kommunens driftsudgifter til vejbelysning med ca. 15.000 kr. eksklusiv moms pr. år. Beløbet indeholder kun selve vejbelysning og ikke stibelysning, da det er ikke omfattet af vejprojektet.

Tidsplan

Vejene anlægges delvis i forbindelse med udbygningen af IrmaByen. I anlægsperioden anlægges vejene op til GAB laget af vejopbygningen. Vejene anvendes i den periode som adgangsveje for byggetrafik til byggefelterne. Ved afslutningen af byggearbejdet etableres det endelige slidlag på vejen.

Alle vejstrækninger forventes endeligt anlagt med slidlag i løbet af 2020.

Bilag

Bilag 1: Redegørelse af vejprojekt for IrmaByen
Bilag 2: Situationsplan for IrmaByen
Bilag 3: Belægningsplan for IrmaByen
Bilag 4: Tværsnit af vejprofil IrmaByen
Bilag 5: Vejvandshåndtering for IrmaByen
Bilag 6: Oversigt over lysfordeling for IrmaByen
Bilag 7: Belysningsplan for vejbelysning i IrmaByen
Bilag 8: Skilteplanen for IrmaByen

Sti-, Vej- og Parkpulje 2016 - frigivelse af anlægsbevilling
Sag nr. 28

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Godkendelse af anlægsbevilling til Sti-, Vej- og Parkpuljens projekter. På anlægsbudgettet (Investeringsoversigten) i budget 2016 er der til puljen afsat et samlet rådighedsbeløb på 6.000.000 kr. Der ansøges om anlægsbevilling på de 6.000.000 kr. til udførelse af Sti-, Vej- og Parkpulje projekter.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at de foreslåede arbejder godkendes samt
  2. at der gives en anlægsbevilling til frigivelse af rådighedsbeløb på 6.000.000 kr. til Sti-, Vej- og parkpulje 2016.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Til Sti-, Vej- og Parkpuljen har Teknisk Forvaltning udarbejdet en liste med tilhørende forslag til, hvordan midlerne kan prioriteres. Prioriteringen af arbejderne har udgangspunkt i en visuel gennemkørsel af vejene. Bilag 2 er et kort over vedligeholdelsesarbejderne og vejprojekterne illustreret efter vejstrækninger. Der inkluderes en reserve til, at udbudspriserne kan være højere end forventet og til uforudsete udgifter i forbindelse med vejprojekterne.

Foreslået sti-, vej- og parkprojekter

Renovering og reparation af veje og stier – 280.000 kr.
Nyt asfaltslidlag på veje - 4.370.000 kr.
Reparationer af trapper ved Vestvolden - 350.000 kr.
Renovering af kondibanen på Vestvolden nord for Jyllingevej - 350.000 kr.
Udskiftning og renovering af stiskilte langs stiforløbet ved Harrestrup Å - 100.000 kr.

Reserve til høje udbudspriser og udgifter til ekstraarbejder 550.000 kr.

Totalt 6.000.000 kr.

En nærmere udspecificering af overslagspriserne på de enkelte delarbejder fremgår af vedlagte
skema, bilag 1.
Hvis der er overskydende midler til rådighed i forlængelse af, at der er indhentet tilbud på
arbejderne, vil Teknisk Forvaltning fortsætte med, at foretage mindre pletvise renoveringer på vejene i kommunen.

Renovering

Revneforsegling.
Ved revneforsegling fylder man fine revner i asfalten op med varm flydende bitumen efter først, at have blæst/fejet revnerne rene og derefter varmet dem op. Forholdsvist nylagt asfalt får forlænget holdbarheden, hvis vandet forhindres i at trænge ned gennem revner og forårsage skader ved frostsprængninger. Ældre veje får dog også forlænget deres levetid, hvis de væsentligste huller og revner udfyldes og forsegles inden skaderne bliver for voldsomme og man er nødsaget til at investere i en helt ny belægning.

Flytning af vejlukning på Højnæsvej.
Flytning af heller i forbindelse med lokalplan 136, som har fastlagt vejlukningens placering lige nord for Himmelkol.

Nyt asfaltslidlag

AB/PA slidlag.
Nyt AB(Asfaltbeton) eller PA(Pulverasfalt) asfaltslidlag indebærer kantfræsning og tilslutningsfræsning for at tilpasse det nye slidlag til de eksisterende forhold, hvorefter der udlægges et helt nyt slidlag på vejen. Denne metode bruges på veje, hvor slidlagets levetid er blevet opbrugt, og det ikke længere er rentabelt, at vedligeholde det gamle slidlag.

Remix slidlag
Remix slidlag udlægges ved at ca. 3-4 cm af den eksisterende belægning opvarmes og fræses af. Den afræste asfalt bliver herefter ført ind i asfaltudlæggeren igen og blandes med nyt asfalt og bliver herefter udlagt på vejen. Denne metode genbruger den eksisterende asfalt og er derved mere miljøvenlig og bæredygtig end ved almindelig asfaltarbejde. Nyt Remix slidlag benyttes typisk hvor det ikke er den fulde vejbanebredde der trænger til vedligeholdelse men blot kanterne, ca. 1.5 meter fra kantsten mod vejmidte. Det er også muligt at udlægge Remix i fuld bredde, dette er anvendeligt, hvor de faktiske forhold kræver, at kantsten og andet udstyr skal hæves før et slidlag kan udlægges.

Renovering af belægning på stipassager

Stiforbindelser mellem vejene og cykelstier er vigtige for de lette trafikanters færden i kommunen. Teknisk Forvaltning foreslår at udbedre belægningen på udvalgte stiforbindelser og cykelstier. Se bilag 1

Reparationer af trapper ved Vestvolden

Ved Vestvolden findes der flere trapper, som giver adgang til voldanlægget. Det er Teknisk
Forvaltnings vurdering af flere af trapperne har brug for vedligehold, da de er i en stand, hvor de
kan være til fare for brugerne af Vestvolden. Det farlige ligger i, at trappetrinene er så slidte, at det
kan være svært at få godt fodgreb på trinene, hvilket forhøjer risikoen for fald på trappen. Teknisk
Forvaltning foreslår derfor, at trapperne renoveres. Omfanget af trapperenoveringen afhænger af den samlede projektøkonomi.

Renovering af kondibanen på Vestvolden nord for Jyllingevej

Kondibanen på Vestvolden nord for Jyllingevej er i meget dårlig stand, og en total istandsættelse er nødvendig, såfremt banen skal være brugbar. Den ligger på selve voldarealet, som er omfattet af fortidsmindebeskyttelsen. Der er derfor kun tilladelse til at opretholde banen, som den er og så længe den er brugbar.

Lov- og plangrundlag

Anlægsbudgettet (Investeringsoversigten) i Budget 2016.

Økonomiske konsekvenser

I anlægsbudget 2016 er der afsat et rådighedsbeløb på 6.000.000 kr. til Sti-, Vej- og Parkpuljen projekter i 2016. Ovennævnte anlægsprojekter kan finansieres af dette rådighedsbeløb.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Sti-, Vej- og Park pulje 2016, Beskrivelse af projekter
Bilag 2: Sti-, Vej- og Parkpulje 2016, Kort

Trafikafvikling ved ombygning af Ørbygård
Sag nr. 29

Beslutningskompetence: TMU

Sagens kerne

I forbindelse med ombygningen af Plejehjemmet Ørbygård kommer der til at være en del arbejdstrafik, som skal afvikles i løbet af den 3 årige byggeperiode. Teknisk Forvaltning har sammen med bygherrerådgiver gennemgået et forslag til trafikhåndtering i anlægsperioden.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at trafikafviklingsplanen for byggekørsel til Plejehjemmet Ørbygård godkendes.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

I perioden juli 2016 - oktober 2019 skal Rødovre Kommunes plejehjem Ørbygård ombygges med nye bygninger og udearealer. Se sag 208 fra Kommunalbestyrelsesmødet den 24. november 2015 for en nærmere beskrivelse af selve ombygningsprojektet.

Under byggeriet er der behov for at kunne afvikle byggetrafikken med mindst mulige gener for beboere og trafikken i lokalområdet.

Trafikafvikling

Ørbygård er omsluttet af vejene Agerskovvej, Grambyvej og Medelbyvej. De to første veje er kommunale offentlige veje, mens Medelbyvej er en privat fællesvej, hvor Ørbygård har vedligeholdsforpligtelser i forhold til vejvedligehold.

Det foreslås, at indgangsvejene for den tunge byggetrafik skal køres ind via Agerskovvej fra Roskildevej og ind på byggepladsen. Den tunge trafik kører så ud fra byggeområdet via Grambyvej og Medelbyvej til Roskildevej. Af hensyn til afviklingen af den tunge trafik er det nødvendigt i perioden juli 2016 - juli 2019 at indføre et standsningsforbud på Agerskovvej fra Roskildevej til syd for Ørbygård.

Yderligere vil det i længere perioder med meget tung trafik være nødvendigt at ensrette trafikken mod Damhus Boulevard på samme strækning. Perioden med ensretning forventes at være oktober 2016 - august 2017 og juli 2018 - november 2018. Det forventes, at den tunge trafik i de mest travle perioder består af op til 15-20 lastbiler og muligvis op til 5 sættevogne i døgnet.

Trafikken afvikles på denne måde af hensyn til at den tunge trafik ikke bevæger sig ned at de små bolig veje syd for Ørbygård og forblive mest muligt tæt på byggeriet. Af hensyn til de begrænsede vejbredder på Agerskovvej og Medelbyvej, så tilstræbes det også at begrænse bruge af sættevogn og andre tunge køretøjer på over 10 m i længde.

Løbende i forskellige perioder igennem byggeriets arbejdsfaser kan det også blive nødvendigt at inddrage fortovet langs Agerskovvej til bygningsmaterialer eller arbejdskøretøjer. Fodgængere vil i de perioder henvises til fortovet i modsatte side af Agerskovvej.

Selve anlægsperioden for Ørbygård og dens trafikafvikling falder sammen med den fremtidige ombygning af Roskildevej. Det kan derfor blive være nødvendigt at ændre på, hvordan byggetrafikken skal køre af hensyn til trafikafviklingen ved ombygningen af Roskildevej.

Den samlede skilteplan fremgår af Bilag 1.

Parkering i byggeperioden

Under byggeriet vil flere parkeringspladser og parkeringsmuligheder ved Ørbygård blive inddraget til kørselsruter eller arbejdsområde. I arbejdsperioden oprettes der derfor midlertidige parkeringspladser ved Agerskovvej og ved Grambyvej. Parkeringspladserne ved Agerskovvej kommer til at være åbne for alle, da de er tiltænkt som erstatning for de parkeringsmuligheder, som nedlægges langs Agerskovvej, ca. 10-12 parkeringspladser. Pladsen forventes hovedsagligt at blive benyttet af medarbejdere fra Ørbygård og lokale borgere, som i dag parkerer langs Agerskovvej. Ved Grambyvej anlægges midlertidige parkeringspladser, ca. 13-15 parkeringspladser, som er tiltænk de mange håndværker, som er involveret i byggeriet.

Langs Roskildevej findes i dag tidsbegrænset parkering, der fungerer primært som parkeringsmuligheder for kunder til butikkerne ved Roskildevej. Af hensyn til, at der i perioder kan være svært for besøgende til beboere på Ørbygård at finde parkeringspladser, så ændres tidsbegrænsningen fra 1 time til 4 timer ude på Roskildevej. Denne tidslængde vil gøre det muligt for besøgene, at benytte P-pladserne. Yderligere er denne tidsbegrænsning for kort til, at håndværkere eller medarbejdere på Ørbygård kan bruge P-pladserne hele arbejdsdagen. P-pladser vil derfor stadig kunne benyttes af kunder til butikkerne langs Roskildevej.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Byggetrafikken forventes at give nogle skader på fortov og ekstra slid på kørebanearealerne. Skader forventes, at komme fra lastbiler eller andre tunge køretøjer som kører over eller op på fortovet.

Standen af fortovene registeret for påbegyndelsen af byggeriet ved et vejsyn, og eventuelle skader skal byggeriet selv sørge for at udbedre.

Tidsplan

Juli 2016 - oktober 2019.

Bilag

Bilag 1: Skilteplan Ørbygård

Udskiftning af 2 broer over Kagsåen - frigivelse af anlægsbevilling
Sag nr. 30

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

På anlægsbudgettet (Investeringsoversigten) i budget 2016 er der afsat rådighedsbeløb på 1.600.000 kr. til udskiftning af 2 broer over Kagsåen i Kagsmosen.
Broerne er nedslidte og skal udskiftes.

Der ansøges om en anlægsbevilling på 1.600.000 kr. til gennemførelse af opgaven.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at forslag og tidsplan godkendes samt
  2. at der gives en anlægsbevilling på 1.600.000 kr. til frigivelse af rådighedsbeløb til udskiftning af to broer over Kagsåen.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Der er udført en tilstandsvurdering af 2 broer over Kagsåen i den sydvestlige del af Kagsmosen, og der er konstateret råd i bjælkerne samt udhulninger og undermineringer. Det forventes derfor, at udskifte broerne samt i den forbindelse at sikre stierne i forbindelse hermed. Broerne bliver udført i tilsvarende materialer og med en tilsvarende udformning som de eksisterende broer. Der er dog et par trin op til den ene af de eksisterende broer, hvor der på den kommende bro søges at etablere en niveaufri adgang. Det vil sige uden trappetrin. Der vil ikke blive ændret på vandløbets profil og dimensionering. Broernes placering er vist på bilag.

Lov- og plangrundlag

Projektet udføres i overensstemmelse med Vandløbslovens og Naturbeskyttelseslovens bestemmelser.

Økonomiske konsekvenser

I anlægsbudgettet 2016 er der afsat et rådighedsbeløb på 1.600.000 kr. til udskiftning af broerne.

Tidsplan

Anlægsperiode: Juli-september 2016.

Bilag

Bilag 1: Bilag - Udskiftning af 2 broer over Kagsåen

Rødovre Parkvej, idéoplæg for identitet og forbindelse - frigivelse af anlægsbevilling
Sag nr. 31

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Godkendelse af forslag til udførelse af idéoplægget herunder tidsplan for arbejdet.

På anlægsbudgettet (Investeringsoversigten) i budget 2016 er der afsat rådighedsbeløb på 450.000 kr. til udarbejdelse af et idéoplæg for Rødovre Parkvej. I idéoplægget skal der ses på muligheden for at skabe en bedre forbindelse på tværs af vejen mellem Rødovre Centrum og Rådhusområdet, samt på at styrke Rødovre Kommunes overordnede grønne struktur og skabe en grøn forbindelse mellem Vestvolden og Damhusengen/Damhussøen.

Der ansøges om en anlægsbevilling på 450.000 kr. til udarbejdelse af idéoplægget.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at forslag og tidsplan godkendes samt
  2. at der gives en anlægsbevilling på 450.000 kr. til frigivelse af rådighedsbeløb til udarbejdelse af idéoplæg for Rødovre Parkvej.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Rødovre Parkvej er en del af Rødovres identitet og overordnede grønne struktur. Der er et stort potentiale for at styrke de rekreative muligheder og sammenhænge både som mødesteder i byen, til leg og bevægelse og med flere oplevelsesmuligheder - et levende grønt byrum. Der kan skabes en bedre fysisk og visuel sammenhæng mellem Rødovre Centrum og Rådhusområdet, således at dette område opleves som en helhed. Idéoplægget vil vise, hvordan området kan opleves som en samlet bykerne fremfor et isoleret center og et isoleret Rådhusområde. Der vil i den forbindelse blive set på mulighederne for fartdæmpende og trafiknedsættende tiltag i forhold til biltrafikken.

Idéoplægget vil kunne bruges i forbindelse med en prioritering af evt. indsatser.
Der bruges ekstern rådgiver til udarbejdelsen af idéoplægget.

Lov- og plangrundlag

Projektet udføres i overensstemmelse med Lov om offentlige veje.

Økonomiske konsekvenser

De samlede udgifter til udarbejdelse af idéoplægget er anslået til 450.000 kr. Idéoplægget kan danne grundlag for eventuelle ny-anlæg eller renovering.

Tidsplan

Udarbejdelse af idéoplæg: marts-juni 2016.

Diverse
Sag nr. 32

Beslutningskompetence: TMU

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.

Protokollen oplæst. Mødet afsluttet kl. 9.10.