Teknik- og Miljøudvalget

16-01-2018

Medlemmer

Jan Kongebro (A)
Michel Berg (A)
Pia Hess Larsen (A)
Steen Skriver Rasmussen (A)
Mogens Brauer (C)

Sager 1 - 6

Fold alle ud

Konstituering af Teknik- og Miljøudvalget for perioden 01.01.2018-31.12.2021
Sag nr. 1

Beslutningskompetence: TMU

Sagens kerne

Valg af formand og næstformand.

Indstilling

Teknik- og Miljøudvalget skal på mødet den 16. januar 2018 udpege en formand og næstformand for udvalget.

Beslutning

Jan Kongebro blev enstemmigt valgt til formand.

Michel Berg blev enstemmigt valgt til næstformand.

Sagsfremstilling

På Kommunalbestyrelsens konstituerende møde den 5. december 2017 blev følgende kommunalbestyrelsesmedlemmer valgt til Teknik- og Miljøudvalget:

Jan Kongebro (A)

Michel Berg (A)

Pia Hess Larsen (A)

Steen Skriver Rasmussen (A)

Mogens Brauer (C).

Lov- og plangrundlag

Lov om kommunernes styrelse og Rødovre Kommunes styrelsesvedtægt.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Teknik- og Miljøudvalget fungerer i perioden 1. januar 2018 - 31. december 2021.

Meddelelser
Sag nr. 2

Beslutningskompetence: TMU

Sagens kerne

Oversigt fremlægges til orientering.

  1. Oversigt over indkomne love og bekendtgørelser (se bilag 1)

Indstilling

Meddelelsespunkterne forelægges til orientering.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Bilag 1: Lovliste fra 10. november til 15. december 2017

Generel orientering om Teknik- og Miljøudvalgets ressortområde
Sag nr. 3

Beslutningskompetence: TMU

Sagens kerne

Teknisk Forvaltning forelægger til orientering en kortfattet indføring i udvalgets ansvarsområder, forvaltningens opgaver og budget, samt kommende større projekter.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller, 

at orienteringen tages til efterretning. 

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Denne sag beskriver Teknik- og Miljøudvalgets ansvarsområde, struktur og delegationer samt igangværende og kommende opgaver.

Ansvarsområde

I henhold til Rødovre Kommunes styrelsesvedtægt af 27. oktober 2015, varetager udvalget den umiddelbare forvaltning af teknik- og miljøopgaverne, herunder

  • byggeforhold
  • miljøbeskyttelse
  • klima og naturbeskyttelse
  • vandløb
  • veje og trafik
  • kollektiv trafik
  • administration af planloven, herunder dispensationer. Dispensationer af principiel karakter skal forelægges Økonomiudvalget, jf. § 10
  • renovation
  • varmeforsyning
  • administration af vand- og spildevandsforsyningen
  • drift af anlæg og arealer under udvalgets område
  • samarbejde med private og selvejende institutioner inden for udvalgets område
  • samarbejde med fælleskommunale organisationer

Udvalget varetager drift og vedligeholdelse af

  • kommunale forsyningsvirksomheder
  • fjernvarmeforsyning
  • rekreative områder, herunder parker
  • veje
  • vandløb
  • anlæg og arealer, som ikke ved denne vedtægt eller Kommunalbestyrelsens beslutning er henlagt til et andet udvalg

Udvalget udarbejder forslag og indstiller til Kommunalbestyrelsen om

  • politikker og planer for teknik og miljø, i samarbejde med Økonomiudvalget, jf. § 10
  • anlægsplaner
  • byggeopgaver indenfor udvalgets ansvarsområde. Udvalget har ansvaret for byggeriet i alle faser, indtil idriftsætning jf. § 10, stk. 6
  • øvrige anlægsopgaver indenfor udvalgets ansvarsområde, og har ansvaret for anlægget i alle faser

Fakta

Teknisk Forvaltning er opbygget med følgende områder:

  • Byudvikling
  • Vej- og Park
  • Miljø- og Affald
  • Sekretariat, herunder RKF (Rødovre Kommunale Fjernvarme)

RKE (Rødovre Kommunale Ejendomme) (Ligger under ØU).

I bilag 1 er en detaljeret oversigt over Teknisk Forvaltnings organisatoriske opbygning.

Byudvikling

  • Der er 17.985 beboede boliger i Rødovre Kommune. Heraf er 7.708 villaer, parcelhuse og rækkehuse, og 10.266 etageboliger (de resterende 11 er døgninstitutioner og andet).
  • De 8.326 beboede boliger er ejet af almene boligselskaber.
  • Der er 93 gældende lokalplaner og 20 gældende byplanvedtægter i Rødovre Kommune

Vej og Park 

  • Der er 97 km kommuneveje og 23 km private fællesveje
  • Der er 48 km cykelstier langs kommunevejene og 158 km fortove langs kommunevejene
  • Der er ca. 23 ha parker, ca. 84 ha naturområder og ca. 12 ha vandområder
  • Rødovre Kommune deltager i tværkommunale samarbejder, som vinterbekæmpelse på Ring 3, supercykelstier, STIKK, ReVUS, Movia, Hovedstadens Letbane og LOOP-CITY
  • Rødovre Kommune deltager i tværkommunale samarbejder, som revision af plejeplanen for Vestvolden, grøn/blå strategi, kapacitetsprojekt vedr. Harrestrup Å, vandråd, naturråd og Grønt Danmarkskort
  • Udearealer på 29 børneinstitutioner og 8 skoler, ca. 48 ha idrætsarealer (boldbaner mv.) og øvrige kommunale ejendomme og institutioner

Miljø og Affald

  • Der er ca. 145 miljøtilsynspligtige virksomheder
  • Der er 106 kortlagte ejendomme iht. jordforureningsloven
  • Tre vandværker
  • Der er 36.000 affaldsbeholdere, heraf 250 nedgravede beholdere
  • Der er ca. 1,15 mio. tømninger af dagrenovation, storskrald og haveaffald pr. år
  • Der er 12.000 tømninger af nedgravede affaldsbeholdere og kuber pr. år
  • Der er ca. 100.000 besøg på genbrugsstationen pr. år
  • I 2016 blev indsamlet ca. 33.000 tons affald
  • I 2016 var den samlede genanvendelse for indsamlet affald på 65,3 %, (for husholdninger er det 44,4 %)

 RKF

  • Der er 5 vekslerstationer
  • Der er 41 km dobbelte rør til distribution
  • Der er 24 km dobbelte rør til stikledninger
  • Dækker ca. 64 % af varmebehovet i kommunen

Budget i 2018

Teknik- og Miljøudvalgets samlede budgetramme (drift) er i 2018 på 187 mio. kr. på udgiftssiden og 86 mio. kr. på indtægtssiden, svarende til en nettoramme på 101 mio. kr. Anlægsbudgettet er på 38 mio. kr.

Budgettet er fordelt således (udvalgte områder):

  • Vejdrift 72 mio. kr inkl. kollektiv trafik og vejanlæg ca. 50 mio. kr.
  • Parkdrift 27 mio. kr. og parkanlæg 4 mio. kr.
  • Miljø 4,6 mio. kr.
  • Affald 49 mio. kr. i omsætning
  • Skadedyrsbekæmpelse 3,5 mio. kr. i omsætning
  • Fjernvarme 85 mio. kr. i omsætning og fjernvarme anlæg 30 mio. kr.

Råd og nævn, og selskaber

Agenda 21-gruppen er en gruppe af aktive borgere, der arbejder med lokale miljøinitiativer. Forvaltningen yder faglig, økonomisk og sekretærbistand til Agenda 21-gruppens arbejde. Gruppen afholder 6 ordinære møder årligt. 2 af møderne er mellem Agenda 21-gruppen og Teknik- og Miljøudvalget, hvor der drøftes emner af fælles interesse, afklares spørgsmål og udveksles information om nye tiltag og idéer, ligesom der fremlægges forslag til fremme af miljø og bæredygtighed.

På det tekniske område er der en række kommunale selskaber. Af de væsentligste kan nævnes:

  • VEKS, Vestegnens Kraftvarmeselskab A/S
  • HNM Naturgas I/S
  • HOFOR
  • I/S Vestforbrænding
  • Movia

I bilag 2 er der en liste over alle de fora, hvor der sidder en politisk udnævnt repræsentant i bestyrelsen. Det er angivet hvilken chef, der er ansvarlig for administrativ service til den pågældende repræsentant.

Delegationer

Der er i 2007 vedtaget en omfattende Delegationsplan for opgaverne på udvalgets område. Senest i 2017 har der været en opdatering af redaktionel karakter. Delegationsplanen er vedlagt som bilag 3.

Igangværende og kommende opgaver

Byudvikling:

  • I 2017 er der arbejdet med en fuld revision af kommuneplanen. Forslag til Kommuneplan 2018 sendes i offentlig høring den 24. januar 2018 og forventes forelagt til endelig vedtagelse inden sommer 2018
  • Byggetilladelser til Irmabyen, Rødovrevej 239, Egegårdsvej 32 og Rødovre Port
  • Lokalplaner for udviklingsprojekter i Bykernen, den kommende letbanestation og Islev Torv

Vej og Park:

  • Færdiggørelse af Damhustorvet, samt fornyelse af Roskildevej og Damhus Boulevard
  • Fortsættelse af ID-linjen på Islevbrovej
  • Hastighedszoner på villaveje - 40 km/t veje
  • Forberedende arbejde, Letbanen
  • Ny stibro over Jyllingevej ved Vestvolden
  • Udearealer på kommunale institutioner: Ørbygård, ny børneinstitution ved Irmabyen, Hendriksholms skole og Valhøj Skole
  • Omlægning af opvisningsbanen i Espelunden
  • Restaurering af Vestbads Friluftsanlæg

Miljø og Affald:

  • Eventuel forberedelse af hjemtagning af affaldsindsamlingen
  • Forsøg med affaldssortering i byrummet
  • Implementering af klimatilpasningsplanen

RKF:

  • Konvertering til fjernvarme i Islevdalvejsområdet
  • Eventuel selskabsdannelse af fjernvarmen 

Planer og politikker

På de fleste fagområder skal vedtages planer/politikker i 2018, hvoraf nogle er lovbestemte. Se samtlige planer/politikker indenfor udvalgets ressortområde i bilag 4. 

Lov- og plangrundlag

Bekendtgørelse af lov om kommunernes styrelse, Lbkg. nr. 318 af 28. marts 2017

Rødovre Kommunes styrelsesvedtægt af 27. oktober 2015.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: TF's Chef- og ledergruppe. Organisationsdiagram januar 2018
Bilag 2: Politisk repræsentation til nævn og råd mm
Bilag 3: Delegationsplan 2018
Bilag 4: Politikker og planer på TF områder

Blødgøring af drikkevand på Værket ved Marbjerg
Sag nr. 4

Beslutningskompetence: TMU

Sagens kerne

HOFOR ønsker at indføre blødgøring af drikkevandet på alle sine vandværker, og har i den forbindelse sendt ansøgning om blødgøring af drikkevand på Værket ved Marbjerg til Roskilde Kommune. Roskilde Kommune har udarbejdet et udkast til tilladelse, og har sendt det i høring hos HOFORs aftagerkommuner. Der skal tages stilling til afgivelse af bemærkninger til Roskilde Kommune.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller, 

at der afgives bemærkninger til Roskilde Kommune i overensstemmelse med sagsfremstillingen. 

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

HOFOR planlægger at indføre central blødgøring af drikkevand på alle sine vandværker. Det første blødgøringsanlæg er taget i brug på Brøndbyøster Vandværk, og HOFOR arbejder nu videre med at etablere blødgøringsanlæg på sine øvrige vandværker.

Det er de kommuner, hvor vandværkerne ligger, der skal meddele tilladelse til den ændrede vandbehandling, selvom vandet bruges i andre kommuner. Ifølge vandforsyningsloven har de kommuner, hvor vandværkerne ligger, dog pligt til at høre de kommuner, der aftager vandet, før de evt. meddeler en tilladelse. Roskilde Kommune har på den baggrund udarbejdet et udkast til tilladelse til blødgøring af drikkevand på Værket ved Marbjerg, og har sendt det i høring hos aftagerkommunerne. Udkastet til tilladelse er vedlagt mødesagen som bilag 1.

Beskrivelse af blødgøringsprocessen

HOFOR ønsker på de regionale værker at blødgøre vandet efter pelletmetoden. Den går ud på, at man hæver vandets pH værdi og herefter filtrerer det gennem sandfiltre. Det overskydende kalk udfældes dermed på sandkornene, som vokser til kalkdækkede pellets. Disse pellets kan efterfølgende bruges som jordforbedringsmiddel i landbruget. Efter filtreringen sænkes vandets pH-værdi igen til det normale for drikkevand. Justeringen af pH-værdien sker ved at tilsætte først base (natriumhydroxid) og siden syre (saltsyre) i nøje afmålte mængder.

Fordele og ulemper ved blødgøring af drikkevand

Den vigtigste fordel ved blødgøring af drikkevand er, at det begrænser problemer med tilkalkning af kaffemaskiner, toiletter, varmtvandsbeholdere, varmevekslere, maskiner i industrien og meget andet, som vi bruger i vores hverdag. Dermed spares der energi, og samtidig falder forbruget af sæbe og vaskepulver til eksempelvis tøjvask. Styrelsen for Patientsikkerhed har udtalt sig i sagen og vurderer, at fordele ved blødgøring af drikkevand formentlig vil være større end ulemperne, og at det derfor vil være forsvarligt, at der gives tilladelse til blødgøring. Styrelsens udtalelse er refereret i Roskilde Kommunes udkast til tilladelse. Som bilag 3 og 4 er vedlagt rapporter udarbejdet af DTU om de sundhedsmæssige konsekvenser ved blødgøring af drikkevand.

Konsekvenser for Rødovre

Rødovre Kommune modtager vand fra de lokale vandværker Rødovre Vandværk og Espevang Vandværk, og herudover fra HOFORs regionale vandværker ved Islevbro, Thorsbro, Lejre og Marbjerg. HOFOR forventer at kunne blødgøre vandet fra de regionale vandværker ved Lejre og Marbjerg i 2019. Blødgøringen vil derimod ikke blive indført på de lokale vandværker i Rødovre før i 2024. Det betyder, at der vil komme en periode, hvor blødgjort vand fra de regionale vandværker vil blive blandet op med ikke-blødgjort vand fra de lokale vandværker.

Bemærkninger til Roskilde Kommune

Det er Teknisk Forvaltnings vurdering, at der samlet set er flere fordele end ulemper ved at indføre central blødgøring på HOFORs vandværker. Teknisk Forvaltning foreslår derfor, at Rødovre Kommune svarer Roskilde Kommune, at vi som medejer af HOFOR er bekendt med HOFORs planer om at blødgøre drikkevand, og at vi støtter disse planer.

Central blødgøring er avanceret vandbehandling, hvor der anvendes kemikalier i form af base og syre til at blødgøre vandet. Teknisk Forvaltning foreslår, at Rødovre Kommune svarer Roskilde Kommune, at de forud for meddelelse af tilladelsen bør anmode HOFOR om at redegøre for de påtænkte foranstaltninger til at imødegå risikoen for, at tilførte stoffer utilsigtet kan ledes til rentvandsbeholderen og derfra videre til udpumpning til forbrugerne. Vilkårene i tilladelsen bør herefter formuleres i overensstemmelse med HOFORs redegørelse og Roskilde Kommunes vurdering af, hvorvidt de foreslåede foranstaltninger er tilstrækkelige til at beskytte forbrugerne.

Teknisk Forvaltning foreslår endelig, at Rødovre Kommune svarer Roskilde Kommune, at der bør sikres en grundig koordinering mellem tilladelsesmyndighed og tilsynsmyndighed, og at vilkår i tilladelsen bør formuleres, så de ikke rejser tvivl om, at det er den eller de kommuner, hvor vandet forbruges, der skal føre tilsyn med vandforsyningsanlæg og med vandets kvalitet. HOFORs aftagerkommuner har indbyrdes aftalt, at det fysiske tilsyn med HOFORs regionale vandværker udføres af Københavns Kommune på vegne af alle kommunerne.

Lov- og plangrundlag

Vandforsyningsloven, LBK nr. 125 af 26. januar 2017

Drikkevandsbekendtgørelsen, BEK nr. 1147 af 24. oktober 2017.

Økonomiske konsekvenser

Blødgøring af drikkevand vil ifølge HOFOR føre til en stigning i vandprisen på 3,5 kr/m3. Beregninger viser, at der er samlet samfundsøkonomisk overskud pga. lavere energiforbrug, mindre udgifter til sæbe, længere levetid for installationer og tekniske anlæg mv. Rapport om de samfundsøkonomiske konsekvenser af blødgøring er vedlagt mødesagen som bilag 5. Som bilag 6 og 7 er vedlagt sammenfatning af rapporten og sammenfatning af en forbrugerundersøgelse i København.

Tidsplan

Roskilde Kommune har anmodet om at modtage evt. bemærkninger til sagen senest 31. januar 2018. HOFOR forventer at have indført blødgøring på alle sine vandværker i 2024.

Bilag

Bilag 1: Udkast til tilladelse til blødgøring af drikkevand fra Værket ved Marbjerg
Bilag 2: Ansøgning om procestilladelse, Værket ved Marbjerg
Bilag 3: Redegørelse om sundhedseffekter af blødgøring i København, DTU Miljø februar 2012
Bilag 4: Blødgøring natrium og sundhedseffekter
Bilag 5: Samfundsøkonomisk vurdering af blødgøring, COWI marts 2014
Bilag 6: Sammenfatning af samfundsøkonomisk vurdering af blødgøring, HOFOR 2014
Bilag 7: Sammenfatning af forbrugerundersøgelser i København og Brøndby, HOFOR 2014

Godkendelse af nye vejnavne til området ved Islevgård Allé 5
Sag nr. 5

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Det tidligere Statens Pædagogiske Forsøgscenter er udlagt til et nyt boligområde, hvor der skal bygges nye veje for at skabe gode vejforbindelser til de nye boliger.

Som led i udbygningsplanerne for området indstilles der nye vejnavne til godkendelse.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller, 

at de indstillede vejnavne godkendes.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen skal som adressemyndighed fastsætte vejnavnene i området. Det kan gøres i samråd med grundejeren, men der er ikke pligt til at opnå enighed mellem grundejeren og Kommunalbestyrelsen.

Teknisk Forvaltning er sammen med grundejeren nået frem til følgende forslag til vejnavne,

  • Møllevangen
  • Islev Have

Se det vedlagte bilag, hvor vejene er vist.

Det er kontrolleret, at forslagene til vejnavne overholder reglerne i Bekendtgørelsen om vejnavne og adresser. Desuden er det kontrolleret, at der ikke er enslydende vejnavne indenfor en radius af 10 km.

Når der er truffet politisk beslutning om vejnavnene, registreres de i vejnavneregistret, hvorefter de er officielle. Husnummerering sker fra Islevgård Allé for Møllevangen og fra Niels Frederiksens Allé for Islev Have.

Kommunen har pligt til at skilte vejnavne i skel mellem private fællesveje og offentlig vej. De nye veje har vejadgang til de offentlige veje via Niels Frederiksens Allé og Islevgård Allé, som begge er private fællesveje. Teknisk Forvaltning skal derfor ikke stå for at sætte nogen nye vejskilte op ved Niels Frederiksens Allé og Islevgård Allé.

Lov- og plangrundlag

Bekendtgørelse om vejnavne og adresser (BEK nr. 436 af 2. maj 2014), Kapitel 1-9

Bekendtgørelse af lov om bygnings- og boligregistrering (LBK nr. 1080 af 5. september 2013).

Økonomiske konsekvenser

Udgiften til nye vejnavneskilte skal afholdes af grundejeren.

Tidsplan

Vejnavnene registreres i vejnavneregistret, når de er godkendt af Kommunalbestyrelsen.

Bilag

Bilag 1: Oversigt over vejforløb og vejnavne på SPF-grunden

Diverse
Sag nr. 6

Beslutningskompetence: TMU

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.