Teknik- og Miljøudvalget

15-05-2018

Medlemmer

Michel Berg (A)
Pia Hess Larsen (A)
Steen Skriver Rasmussen (A)
Mogens Brauer (C)
Formand Jan Kongebro (A)

Sager 35 - 41

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 35

Beslutningskompetence: TMU

Sagens kerne

Oversigt fremlægges til orientering.

  1. Oversigt over indkomne love og bekendtgørelser.
  2. Referat af VEKS Kundeforum, møde nr. 8 af 7. marts 2018.

Indstilling

Meddelelsespunkterne forelægges til orientering.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Bilag 1: Lovliste fra 10. marts til 18. april 2018
Bilag 2: Referat af VEKS Kundeforum, møde nr. 8 af 7. marts 2018

Forlængelse af gældende affaldsplan 2014-2024
Sag nr. 36

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Affaldsplan 2014-2024 udløber med udgangen af 2018. En ny affaldsplan skal tage udgangspunkt i den nationale affaldshåndteringsplan, som Miljøstyrelsen har udsat til 2020. Der skal derfor tages stilling til forlængelse af den gældende affaldsplan til udgangen af 2020, samt udskydelse af tidsplanen for processen med udarbejdelse af den nye Affaldsplan 2019-2030. 

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at Rødovre Kommunes Affaldsplan 2014-2024 forlænges til udgangen af 2020 samt
  2. at tidsplan for proces med ny Affaldsplan 2019-2030 afventer Miljøstyrelsens mål for den nationale affaldsplan.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Teknik- og Miljøudvalget behandlede på mødet den 6. marts 2018 (sag nr. 17) en sag om "Proces for ny Affaldsplan 2019-2030", hvor tidsplanen omfatter cafedebatmøde til afholdelse i 2. halvår af 2018. Processen for affaldsplanen skal tage udgangspunkt i målene fra den nationale affaldsplan. Miljøstyrelsen har den 23. marts 2018 meldt ud, at den nationale affaldsplan er forsinket, og den forventes at blive udgivet primo 2020. Kommunerne behøver ikke at udarbejde nye lokale affaldsplaner før 2020, da de nuværende nationale mål om 50 % genanvendelse af pap, papir, glas, metal, plast, træ og organisk affald fra husholdningerne i 2022 vil gælde, til den næste nationale affaldsplan er klar. Årsagen til, at den nationale affaldsplan først kommer i 2020, er at Miljøstyrelsen har ventet på seks nye affaldsdirektiver fra EU. Disse ventes først vedtaget i år, og efter vedtagelsen har Danmark to år til at implementere dem.

På den baggrund anbefaler Teknisk Forvaltning, at Rødovre Kommunes nuværende affaldsplan forlænges til udgangen af 2020, samt at tidsplanen for proces af ny Affaldsplan 2019-2030, afventer den nationale affaldsplan fra Miljøstyrelsen.

Teknisk Forvaltning vil, når den nationale Affaldsplan foreligger, igangsætte udarbejdelsen af en ny affaldsplan, så den kan træde i kraft i udgangen af 2020.

Lov- og plangrundlag

Bekendtgørelse nr. 1415 om affald af den 12. december 2011.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Cafedebatmøder afholdes, så snart Miljøstyrelsen udmelder nye nationale mål.

Ny affaldsplan udarbejdes, så den kan træde i kraft i udgangen af 2020.

Budgetresolution - Kortlægning af behov for cykelstier i Rødovre
Sag nr. 37

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

I budget 2018 er der vedtaget en budgetresolution om: " Kortlæggelse af behov for cykelstier i Rødovre". Teknisk Forvaltning har gennemgået vejnettet for mulige veje, hvor der kan være behov for anlæggelse af cykelstier.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at kortlægningen tages til efterretning.

Beslutning

Indstilles taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Cykelstier langs vejene er et væsentligt bidrag til at øge både sikkerheden og trygheden for cyklister. Sikre og trygge forhold er med til at øge andelen af cyklister på vejnettet, og fastholde de eksisterende cyklister langs vejene.

Når andelen af cyklister forøges, medfører det typisk en reduktion af biltrafikken. Derfor vil en større andel af cyklister, også på sigt medvirke til at reducere støjbidraget fra biltrafikken langs vejene i kommunen. Samtidig vil et færre antal bilture medvirke til reduktion af CO2 udslippet fra trafikken og nedbringe den lokale partikelforurening.

Gode cykelforbindelser til større busstoppesteder og togstationer medvirker til at styrke kollektiv trafik som et alternativ til bilen. Mange cyklister er også brugere af kollektiv transport, da de kombinerer deres cykelture med bus eller tog, f.eks. ved at tage cyklen til togstationen eller busstoppestedet, eller bare tager bussen og toget, når det er dårligt vejr.

De borgere, der vælger cyklen, opnår gennem deres daglige transport at være fysisk aktive. Cykling som den foretrukne transportform påvirker således den almene sundhed, virker forebyggede i forhold til udviklingen af livsstilssygdomme og giver færre sygedage. I Region Hovedstadens "Cykelregnskab 2016" regnes der med, at cyklisterne i regionen samlet sparer 1,1 mio. sygedage om året. Erfaringer tyder også på en positiv effekt på børns indlæring, hvis de om morgenen cykler eller går til skole eller på anden måde er aktive, før de møder i skolen.

Udviklingen af cykelstinetværket og cykeltrafikken kan derfor være godt for både den enkelte cyklist, men også for den kollektive trafik samt for borgerne i kommunen som helhed.

Udpegning af vejstrækninger

Optimalt skal cykelstierne være en del af et sammenhængende stinet, så cyklisterne oplever ensartede forhold på hele deres cykeltur. Forvaltningen har derfor i sin gennemgang af vejnettet blandt andet forholdt sig til, hvor nye cykelstier vil øge adgangen til eksisterende cykelstier og skabe et mere sammenhængende cykelstinet. Rejsemål, hvor der er grundlag for mange cyklister f.eks. ved skoler, indgår i gennemgangen. Ved skolerne cykler mange børn allerede og flere kan potentielt vælge cyklen. Områder med detailhandel er også indarbejdet. Der er også taget afsæt i kommende udviklingsområder, hvor anlæggelsen af gode cykelforhold kan bidrage til, at det kommende trafikmønster for området rettes mod en større andel cykeltrafik.

Den oplevede tryghed blandt cyklisterne er en vigtig faktor, da den omfatter oplevelsen af uheldsrisikoen for et givent vejforløb. Denne personlige vurdering af risikoen, kan være både oplevet risiko og en reel risiko. Det er vigtig med fokus på utrygge forhold, da sådanne forhold kan være med til at afskrække cyklister fra at benytte visse veje eller afholde potentielle cyklister fra at vælge cyklen fremfor bilen. Utrygge forhold opleves hovedsagligt, hvor der er meget kørende trafik og uoverskuelige vejforhold, f.eks. langs vejstrækninger med meget parkering, hvor der køres hurtigt, eller hvor bilisterne ikke udviser en tilstrækkelig hensynsfuld adfærd overfor cyklisterne.

Ud fra ovenstående overvejelser er følgende kriterier for udpegning af vejstrækninger valgt:  

  • Større og mindre trafikveje, jf. "Trafikplan 2016"
  • Understøtte støjhandlingsplanen ved nedbringelse af ekstern støj
  • Veje i direkte tilknytning til en skole
  • Veje i direkte tilknytning til et busstoppested S- eller A-buslinjer eller station
  • Veje i direkte tilknytning til større handelsområde (Rødovre Centrum og Islev Torv) eller udviklingsområde Bykernen (ved Tæbyvej)
  • Veje med mere end 3.000 bilture pr døgn (ÅDT), hvor der ikke er fartdæmpning
  • Veje med for høj fart (85 % fraktil er højere end hastighedsgrænsen)
  • Veje uden tiltag for at tilgodese cyklister.

Samlet er set på 14 vejstrækninger, hvoraf der er udpeget 9 strækninger, hvor der kan overvejes anlæggelse af cykelstier. Det drejer sig om:

  • Hendriksholms Boulevard
  • Randrupvej (Damhus Boulevard - Hvidovrevej)
  • Viemosevej
  • Sommerfuglevej
  • Ejbyvej
  • Damhus Boulevard
  • Veronikavej
  • Randrup (Roskildevej - Damhus Boulevard)
  • Tæbyvej.

Strækningerne er illustreret i kortbilag på side 12 i Bilag 1.

Overordnet er strækningerne delt op efter tre kriterier, som prioriteres efter en A-C prioritering, hvor A er den højeste prioritering:

  • A-prioritering: veje med en del trafik og/eller flere utrygge forhold.
    Her er udpeget Randrupvej (Damhus Boulevard - Hvidovrevej) og Hendriksholms Boulevard.
  • B-prioritering: er hovedsagligt veje som ligger ved skoler eller benyttes som rejseruter til skoler.
    Her er udpeget Viemosevej, Sommerfuglevej og Ejbyvej. Damhus Boulevard, Veronikavej og Randrup (Roskildevej - Damhus Boulevard) er også udpeget med en B-prioritering, da vejene er med til at sikre et sammenhængende cykelstinetværk og giver adgang for et større lokalområde til Rødovre Station. De tre vejstrækninger har kun en B-prioritering, da der allerede er anlagt tiltag for cyklisterne i form af cykelbaner.
  • C-prioriteringer: Vejstrækninger, hvor der fremtidigt kan være behov for flere cykeltiltag.
    Her er Tæbyvej udpeget, hvor der i forbindelse med udviklingen af Bykernen kan opstå behov for cykelsti. Den nordlige del af Viemosevej er også opgjort til C-prioritering, da det ikke nødvendigvis er hele strækninger, hvor der er behov for cykelsti på nuværende tidspunkt.

Yderligere detaljer vedrørende gennemgangen og vurderingerne af vejnettet fremgår af notatet, bilag 1.

Udpegningen er ikke ensbetydende med, at der skal være cykelsti langs alle 9 strækninger. F.eks er der udpeget vejstrækninger med relativt beskeden trafikmængde, hvor blandet trafik vurderes at være sikker for cyklister. Udviklingen af cykelstinetværket eller bare bedre forhold for cyklisterne bidrager til at understøtte øget brug af cyklen i dagligdagen. På sådanne strækninger kan opgradering til cykelstier øge trygheden for cyklisterne og yderligere motivere til, at cyklen foretrækkes som transportmiddel. Modsat kan der være vejstrækninger, hvor vejprofilet ikke har tilstrækkelig plads til cykelstier uden, at der skal ske en indsnævring af fortovet og kørebanerne. Dette kan medføre mindre fortove og begrænse antallet af parkeringsmuligheder langs vejen. Alternativt skal der overvejes at udvide vejen på bekostning af de tilstødende grundejere af hensyn til bilister, fodgængere og cyklister. Det gælder f.eks Viemosevej, hvor vejprofilets bredde kræver en prioritering af trafikgrupperne.

Alternativer

Af de 14 vejstrækninger er der udpeget 5 vejstrækninger, hvor det er vurderet, at cyklisterne kan sikres uden større tiltag som cykelsti. Det drejer sig om vejstrækninger med en mindre trafikmængde, hvor trygheden og forholdene for cyklisterne generelt kan forbedres uden, at der nødvendigvis skal anlægges cykelsti. Det drejer sig om Brandholms Allé, Rødager Allé, Gunnekær, Lucernevej og Agerkær. Ved disse vejstrækninger kan forholdene sikres med hastighedsdæmpende tiltag eller via en tilpasning af eksisterende forhold, så disse bliver mere cykelvenlige. Fremme forøget sikkerhed for cyklister på disse veje vil blive koordineret med projektet om indførelse af 40 km/t-zone i kommunens boligområder.

På større vejstrækninger kan cykelbaner overvejes som alternativ til cykelstier. F.eks. på vejstrækninger, hvor trafikmængden og vejforholdene ikke udgør uheldsrisiko for cyklisterne. Selve cykelbanerne er kun afmærket på kørebanen som reserveret areal til cyklisterne. Cykelstier ligger i eget niveau i forhold til kørebanen og de fleste steder også i forhold til fortovet. Cyklisterne opfatter ikke cykelbaner lige så attraktivt som cykelstier. Det er særlig den niveaufrie adskillelse af trafikken som gør cykelbanerne mindre attraktive. Afmærkningen kan nemt overtrædes af bilisterne, men også af cyklisterne. Bilisternes overtrædelse af banen ved kørsel og parkeringer skaber utryghed og usikkerhed hos cyklisterne, og kan presse cyklisterne langs vejen. Cyklisterne kan også selv nemt køre udenfor banen, og risiko for uheld kan ved overhalinger udenfor cykelbanen forøges. Særligt hvis cyklisten ikke er tilstrækkelig opmærksom på en bagved kørende bil og cykler ud på kørebanen for at overhale en anden cyklist.  

Lov- og plangrundlag

Budgetresolution 2018.

Økonomiske konsekvenser

Ingen direkte økonomiske konsekvenser af selve kortlægningen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Kortlægning af behov for cykelstier

Forslag til ny driftsplan for Naturstyrelsen Hovedstaden, høringssvar marts 2018.
Sag nr. 38

Beslutningskompetence: TMU

Sagens kerne

Naturstyrelsen Hovedstaden har udsendt ”Forslag til en ny driftsplan for Naturstyrelsen Hovedstaden” i høring. Driftsplanen omfatter de arealer Naturstyrelsen Hovedstaden ejer.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at Teknisk Forvaltnings høringssvar tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Naturstyrelsen Hovedstaden udsendte den 12. februar 2018 ”Forslag til ny driftsplan for Naturstyrelsen Hovedstaden” i høring hos relevante offentlige myndigheder, landsdækkende foreninger, interesseorganisationer og lokale parter herunder Rødovre Kommune. I høringsbrevet er der henvisning til Naturstyrelsens hjemmeside, hvor driftsplanen kan findes. I høringsperioden frem til den 8. april 2018 kan der indsendes ønsker og forslag til driften af Naturstyrelsens arealer. Efter høringsperioden vil den endelige driftsplan blive udarbejdet og offentliggjort. Driftsplanen vil være gældende i 15 år.

Teknisk Forvaltning har vurderet forslaget i forhold til den gældende "Pleje- og Anlægsplan for Vestvolden 2017 – 2020”, som blev godkendt på Kommunalbestyrelsesmødet den 31. oktober 2017, sag 166.

Den fremsendte driftsplan er i overensstemmelse med den gældende Pleje- og Anlægsplan for Vestvolden, og generelt henvises der til denne plan. Forvaltningen har dog 2 bemærkninger til driftsplanen.

  1. Som overordnet mål for Vestvolden angives det, at Vestvolden er et kulturminde, og at kulturmiljøet har den højeste prioritet. Af fredningsbestemmelserne fremgår det, at kulturhistorien, naturen og friluftslivet skal prioriteres ligeligt. Dette håndteres i  Pleje- og Anlægsplanen ved en zonering, i princippet så kulturhistorien prioriteres højst mod voldgaden, og naturen højst mod motorvejen. Dette er også en forudsætning i forhold til de afsatte driftsmidler. I det indsendte høringssvar foreslås målsætningen derfor justeret i overensstemmelse med fredningsbestemmelserne.
  2. Hele Vestvolden er i driftsplanen angivet som ”lysåben natur” dog med en smal grøn stribe svarende til voldgraven, som er angivet som ”løvtræsdomineret”.  For Rødovre Kommunes vedkommende bør hele arealet vest for voldgraven have signaturen ”løvtræsdomineret”, idet dette areal holdes som urørt vegetation. Dette for at afskærme motorvejens indflydelse samt sikre et alsidigt dyre- og planteliv.  

Lov- og plangrundlag

Fredning af Vestvolden af 28. juni 1996.

Fortidsmindebeskyttelse siden 1998.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Planen vil være gældende i de næste 15 år.

Bilag

Bilag 1: Høring af forslag til ny driftsplan for Naturstyrelsen Hovedstaden, følgebrev af 12. februar 2018, med henvisning til selve planen på Naturstyrelsens hjemmeside
Bilag 2: Høringsliste
Bilag 3: Høringssvar til forslag til ny driftsplan for Naturstyrelsen Hovedstaden

Forventet regnskab - Teknik- og Miljøudvalget pr. ultimo marts 2018
Sag nr. 39

Beslutningskompetence: TMU

Sagens kerne

Forventet regnskab pr. ultimo marts 2018 omfatter en opfølgning på forbruget af nettodrifts- og anlægsmidler for Teknik- og Miljøudvalgets rammer med udgangspunkt i status ultimo marts 2018.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at forventet regnskab pr. ultimo marts 2018 tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Der henvises til bilaget "Forventet regnskab - Teknik og Miljøudvalget pr. ultimo marts 2018".

Lov- og plangrundlag

Principper for Økonomistyring i Rødovre Kommune.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Forventet regnskab - Teknik- og Miljøudvalget pr ultimo marts 2018

Status på handleplan for sundhedsindsatsen 2017
Sag nr. 40

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger status på handleplan for sundhedsindsatsen 2017 til godkendelse.

Sagen behandles samtidig i alle fagudvalg.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at status på handleplan for sundhedsindsatsen 2017 godkendes.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

I handleplanen for 2017 har de overordnede fokusområder været: sundhed hvor borgerne er, overvægt, tobaksforebyggelse, mental sundhed, kronisk sygdom, og kræftrehabilitering.

Ulighed i sundhed har været et centralt element i alle indsatser, og der har været fokus på sunde rammer og indsatser for særlige sårbare grupper.

Der er i 2017 arbejdet med sunde rammer i kultur- og idrætsforeningerne, indsatsen for overvægtige børn og deres familier er blevet videreudviklet, og der har været afholdt Fars Køkkenskole på to skoler samt for familierne i "Sammen om Familien".

Der har været sat fokus på cykling, og vi har fået et årligt cykelløb i Rødovre med social profil. Der har været en bred indsats på tobaksområdet med en særlig indsats for de unge og forskellige tilbud om rygestop, og der er gennemført "Styrke til vægttabshold" til voksne borgere, der gerne vil tabe sig.

Borgere med stress har kunnet deltage i tre forløb "Mental balance" i sundhedscenteret, ligesom at jobcenteret og sundhedscenteret er gået sammen om at tilbyde et samlet forløb for borgere, som er sygemeldt med stress.

Trekantsgrunden ved Islev Bibliotek er lavet til et grønt åndehul, indsatsen for borgere med kronisk sygdom er opkvalificeret, og kræftrehabiliteringen er styrket med pårørendegrupper og fokus på samarbejde på tværs.

Udarbejdelse af en model for sundere rammer på bofællesskaber og væresteder er udskudt til 2018, da metoderne fra "Sammen om borgeren" skal bruges i arbejdet med at udvikle modellen, så der sikres høj grad af inddragelse af borgere og medarbejdere.

Mange af de indsatser som er sat i gang i 2017 vil fortsætte i 2018. Tilgangen og metoderne fra "Sammen med borgeren" vil blive brugt i den videre udvikling af indsatserne.

Lov- og plangrundlag

Sundhedsloven § 119, stk. 1 og 2.

Økonomiske konsekvenser

Indsatserne er finansieret inden for det afsatte budget i 2017.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Status på handleplan for sundhedsindsatsen 2017

Diverse
Sag nr. 41

Beslutningskompetence: TMU

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.