Teknik- og Miljøudvalget

05-02-2019

Medlemmer

Michel Berg (A)
Pia Hess Larsen (A)
Steen Skriver Rasmussen (A)
Mogens Brauer (C)
Formand Jan Kongebro (A)

Fraværende

Formand Jan Kongebro (A), sag 6-12

Sager 6 - 12

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 6

Beslutningskompetence: TMU

Sagens kerne

Oversigt fremlægges til orientering.

  1. Oversigt over indkomne love og bekendtgørelser (se bilag 1)
  2. Referat af VEKS Kundeforum den 29. november 2018 (se bilag 2)
  3. Referat af VEKS Embedsmandsudvalgsmøde den 4. december 2018 (se bilag 3)
  4. Referat af VEKS Bestyrelsesmøde den 14. december 2018 (se bilag 4).

Indstilling

Meddelelsespunkterne forelægges til orientering.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Bilag 1: Lovliste fra 20. december 2018 til 23. januar 2019
Bilag 2: Kundeforum nr. 11 den 29. november 2018 - Referat
Bilag 3: Referat af VEKS Embedsmandsudvalgsmøde nr. 171 den 4. december 2018, uden bilag
Bilag 4: Referat af VEKS Bestyrelsesmøde nr. 187 den 14. december 2018, Referat uden bilag

Tillæg 1 til Kommuneplan 2018 Ved Sportspladsen 14 - endelig vedtagelse
Sag nr. 7

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Forslag til Tillæg 1 til Kommuneplan 2018 Ved Sportspladsen 14 har været i offentlig høring i fire uger fra den 8. november til den 6. december 2018. I perioden er der indkommet to høringssvar.

Der foreslås på denne baggrund, at foretage to ændringer i det endelige tillæg.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at Tillæg 1 til Kommuneplan 2018 vedtages endeligt med de ændringer, der fremgår af sagsfremstillingen.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Forslag til Tillæg 1 til Kommuneplan 2018 Ved Sportspladsen 14 blev behandlet på Kommunalbestyrelsens møde den 30. oktober 2018 (sag nr. 158), hvorefter planforslaget blev sendt i offentlig høring i fire uger.

Kommuneplantillægget har til formål, at danne plangrundlag for en ændring af anvendelsen i den eksisterende erhvervsbygning på ejendommen Ved Sportspladsen 14, til klubhus/foreningshus for lokale foreninger, organisationer og lignende grupper, som kan afholde klubaktiviteter og sociale arrangementer.

Kommuneplantillægget overfører ejendommen Ved Sportspladsen 14 (matr. nr. 6s Islev By, Islev) fra Rammeområde 1B11 Ved Sportspladsen til Rammeområde 1D01 Islevbrovej - Islev Skole. Dermed ændres rammeafgrænsningen for hhv. Rammeområde 1B11, som er udlagt til boligområde for tæt-lav bebyggelse og Rammeområde 1D01, som er udlagt til offentligt formål for undervisning, idrætsanlæg, institutioner m.m.

I forbindelse med tillægget er anvendelsen af Rammeområde 1D01 udvidet til også at omfatte "fritidsformål" og der er fastlagt en minimumsnorm for parkering på ejendommen Ved Sportspladsen 14.

Den ændrede anvendelse vurderes ikke at være omfattet af Planlovens § 13 stk. 2 og der skal derfor ikke udarbejdes en ny lokalplan.

Planen er ikke miljøvurderet

Det er ved indledende miljøscreening vurderet, at de ændringer, som kommuneplantillægget giver mulighed for, ikke har væsentlig indvirkning på miljøet.

Høringssvar

I høringsperioden er der indkommet to høringssvar. De indkomne høringssvar omhandler anvendelsen, brugergruppe, åbningstider og -dage, parkering samt klagemulighed.

På baggrund af den offentlige høring foreslår Teknisk Forvaltning, at tillægget vedtages med følgende ændringer:

  1. I redegørelsen på, side 2, tilføjes mere beskrivelse af nærmiljøet til ejendommen. 
  2. På side 8 (i skemaet) er parkeringsnormen fastlagt som minimumsnorm, således at parkeringsnormen for biler på ejendommen Ved Sportspladsen 14 er: Min. 1 p-plads pr. 50 m2 klubhus/foreningshus. Dette vil give mulighed for, at udnytte arealet fuldt ud i disponeringen af udearealerne på ejendommen. 

Lov- og plangrundlag

Lov om planlægning.

Lov om miljøvurdering af planer og programmer.

Kommuneplan 2018.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Forslag til Tillæg 1 til Kommuneplan 2018 har været i offentlig høring i fire uger - fra den 8. november til den 6. december 2018.

Endelig vedtagelse - februar 2019.

Offentliggørelse - marts 2019.

Bilag

Bilag 1: Tillæg 1 til Kommuneplan 2018 Ved Sportspladsen 14
Bilag 2: Høringsskema med høringssvar - 2 stk
Bilag 3: Indsendte høringssvar

Lokalplan 135 Dagligvarebutik ved Islevbrovej / Viemosevej - endelig vedtagelse
Sag nr. 8

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Forslag til Lokalplan 135 Dagligvarebutik ved Islevbrovej/Viemosevej har været i høring i otte uger fra den 11. oktober til den 6. december 2018. I perioden er der indkommet i alt tre høringssvar. Der foreslås på denne baggrund én ændring i den endelige lokalplan i forhold til planforslaget.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at Lokalplan 135 Dagligvarebutik ved Islevbrovej/Viemosevej vedtages endeligt med den ændring, der fremgår af sagsfremstillingen.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Forslag til Lokalplan 135 Dagligvarebutik ved Islevbrovej/Viemosevej blev behandlet på Kommunalbestyrelsesmødet den 25. september 2018 (sag nr. 142), hvorefter planforslaget blev sendt i offentlig høring i otte uger. Lokalplanen danner plangrundlag for etablering af en dagligvarebutik på hjørnet af Islevbrovej/Viemosevej med tilhørende parkeringsplads på terræn samt udendørs vareoplag (til blomster, frugt og grønt m.m.). Lokalplanen er i overensstemmelse med intentionerne i Kommuneplan 2018, som vil styrke Islev bymidte med centerfunktioner, der kan skabe mere synligt byliv ved Islev Torv og langs Islevbrovej.

Den nye bygning vil markere hjørnet, styrke forbindelsen til Islev Torv og skabe en bymæssig ankomst til Islevs bydelscenter.

Bygningen skal fremstå i et lyst udtryk med store vinduespartier, der vil synliggøre livet i og uden for butikken. Den sydlige facade langs Islevbrovej vil delvist fremstå med beplantning på espalier, som sammen med forarealets beplantning, belægning og belysning skal tilpasses de eksisterende forhold langs ID-linjen, som er et væsentligt byplanmæssigt træk i Helhedsplanen for udviklingen i Islev. Den nye 1.200 m2 store bygning opføres med en facadehøjde på hhv. 5 m og 7 m. Højeste del af bygningen vil markere hjørnet og danne en høj facade langs Viemosevej samt langs en del af Islevbrovej og en del af parkeringsarealet. Se facadeopstalter i lokalplan, på Kortbilag 4.

Planen er ikke miljøvurderet

Det er ved indledende miljøscreening vurderet, at de ændringer, som planen giver mulighed for, ikke har væsentlig indvirkning på miljøet. Der er i planen sikret mulighed for etablering af støjreducerende foranstaltning i østlige og nordlige naboskel, som vil kunne minimere støjgener til naboerne, i forbindelse med varelevering og affaldsafhentning.

Høringssvar

Forslag til Lokalplan 135 Dagligvarebutik ved Islevbrovej/Viemosevej med tilhørende miljøscreening har været i offentlig høring i otte uger. I denne periode er der indkommet tre høringssvar. De indsendte høringssvar er fra borgere, som bor i Islev.

Høringssvarene vedrører følgende emner: Trafik på Viemosevej, to dagligvarebutikker med ind- og udkørsel til Viemosevej med støj- og lugtgener for beboere på Viemosevej 2 og støjgener fra parkeringspladsen med manglende støjforanstaltning i nordlige naboskel. Derudover er der positive bemærkninger til en ekstra dagligvarebutik og butikkens arkitektur samt effekten på bylivet i Islev.

På baggrund af den offentlige høring foreslår Teknisk Forvaltning, at lokalplanen vedtages med følgende ændring: I § 10.3.2 tilføjes en sikring af muligheden for, at bygherre skal etablere støjskærm i skel, hvis det vurderes nødvendigt, for overholdelse af Miljøstyrelsens vejledende støjgrænseværdier i forhold til både østlige- og nordlige naboer.  

Lov- og plangrundlag

Lov om planlægning.

Lov om miljøvurdering af planer og programmer.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Forslag til Lokalplan 135 har været i offentlig høring i otte uger - fra den 11. oktober til den 6. december 2018.

Endelig vedtagelse - februar 2019.

Offentlig bekendtgørelse - marts 2019.

Bilag

Bilag 1: Lokalplan 135 Dagligvarebutik ved Islevbrovej / Viemosevej
Bilag 2: Høringsskema med høringssvar - 3 stk
Bilag 3: Indsendte høringssvar

Nye 40 km/t hastighedszoner
Sag nr. 9

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

I budget 2018 er der afsat penge til at arbejde med udvidelse af hastighedszoner på villavejene i Rødovre Kommune. Teknik- og Miljøudvalget godkendte 6. marts 2018 en procesplan for dette arbejde. Herunder hvordan borgerne sammen med forvaltningen fik mulighed for at involvere sig i arbejdet. Udkommet af de afholdte workshops, er efterfølgende blevet gennemgået og bearbejdet i følgegrupper bestående af repræsentanter fra de 4 workshops. Resultatet af arbejdet forelægges Kommunabestyrelsen i denne sag.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at forslaget med udvidelse af 40 km/t hastighedszoner godkendes samt
  2. at forslagene til ændring af eksisterende hastighedszoner samt andre input fra processen tages til efterretning.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

I 2018 har Teknisk Forvaltning arbejdet med udvidelse af 40 km/t hastighedszoner på de offentlige villaveje i kommunen. En hastighedszone er en afgrænset lokal del af vejnettet, hvor der er indført en særlig hastighedsgrænse, som er anderledes end byzonens generelle hastighedsbegrænsning på 50 km/t. Indenfor disse zoner er den lokale hastighedsgrænse nedsat, og der kan være udført tiltag på vejnettet, som understøtter et lavere hastighedsniveau for den kørende trafik. Udformningen og anlæggelsen af hastighedszoner kræver involvering af både kommunen som vejmyndighed og politiet som færdselsmyndighed. Indførelsen af et lavere hastighedsniveau på lokale veje, kan give en forbedring af trafiksikkerheden, da et lavere hastighedsniveau formindsker bremseafstanden og skadesgraden ved uheld. Et lavere hastighedsniveau bidrager desuden til øget tryghed blandt bløde trafikanter og beboerne langs villavejene.

Rødovre Kommune har tidligere arbejdet med hastighedszoner i udvalgte boligområder. Et arbejde der blandt andet førte til, at Nygårdskvarteret blev en samlet hastighedszone, og at der blev udført hastighedsdæmpende tiltag på mange af kommunens lokale fordelingsveje. I 2018 blev der afsat penge til en yderligere udvidelse af andelen af villaveje, der er omfattet af hastighedszoner med højst 40 km/t. I det fortsatte arbejde med hastighedszoner, er der taget udgangspunkt i de villaveje, der er klassificeret som lokale boligveje eller lokale fordelingsveje i "Trafikplan 2016". De større veje indgår ikke i arbejdet, da disse vejes funktion er at modtage og afvikle den gennemkørende trafik, samt håndtere den ind- og udgående trafik fra villaområderne. Private fællesveje indgår heller ikke i arbejdet med hastighedszonerne.

Den største værdi af de nye hastighedszoner, vurderes at være en forbedring af trygheden langs villavejene. Dette forhold er væsentligt, da tryghed understøtter og øger lysten til at færdes som fodgænger eller cyklist. Tryghed er også et væsentligt parameter i forhold til, hvornår skolebørn selv begynder at færdes til og fra skole. På mange af villavejene i Rødovre kører de fleste bilister i dag allerede omkring de 40 km/t, uden hastighedsdæmpende tiltag. Det er derfor begrænset, hvor meget effekt hastighedszonerne vil have på det generelle hastighedsniveau på villavejene. Zonernes hastighedsdæmpende tiltag vil dog have en effekt på de bilister, som i dag vælger at køre hurtigere end 40 km/t. Derudover kan zonerne medvirke til, at gøre villavejene mindre attraktive for bilisters gennemkørsel mellem de større veje. På mange villaveje udgør disse to typer bilister en mindre andel af den totale mængde trafik.

I udformningen af forslaget til de nye hastighedszoner har Teknisk Forvaltning givet borgerne mulighed for at involvere sig i arbejdet. Dette er sket ved afholdelse af 4 geografisk opdelte workshops, med fokus på vejnettet i det enkelte område. Borgerne har bidraget med deres lokalkendskab til brugen af vejnettet, og hjulpet forvaltningen med at belyse konkrete behov og problemstillinger.

Samlet har der på de 4 workshops deltaget ca. 100 borgere, som er kommet med input, bemærkninger og forslag til både nye og eksisterende hastighedszoner i kommunen. På de afholdte workshops, havde de fremmødte mulighed for at melde sig til en følgegruppe.

Forslagene og inputtene har ikke kun vedrørt hastighedsdæmpende tiltag, men også forslag til vejlukninger og ombygning af vejprofiler. Samlet er der kommet input og forslag til hastighedsdæmpende tiltag, som ud fra en foreløbig vurdering vil koste ca. 20 mio. kr at realisere. Hertil er der kommet yderligere forslag til vejlukninger, hastighedsnedsættelse på de større trafikveje, anlæggelse af cykelsti og ombygning af boligveje til lege- og opholdszoner, der ikke er prissat. Borgerne er sammenlagt kommet med 291 input og bemærkninger, som kan læses i bilag 1.

Efter yderligere input og i dialog med følgegrupper er forslagene blevet behandlet. Teknisk Forvaltning har derefter foretaget en prioritering af forslagene ud fra den økonomiske ramme, og således at flest muligt af kommunens villaveje fremtidigt vil være beliggende i en hastighedszone. Dette forslag blev i december 2018 forelagt følgegrupperne. Processen med prioritering af de mange forslag og input fremgår af bilag 2 og 3.

Nye zoner og tiltag

De nye hastighedszoner omfatter primært Hendriksholmskvarteret, Rødovre Villaby, Tinderhøj Vænge, samt Viemosevej og Nørrevang i Islev. Områder som er kendetegnet ved at være større samlede parcelhusområder. De forslåede tiltag består af anlæggelse af bump med eller uden cykelsluser samt vejindsnævringer på vejstrækningerne. I hvert område arbejdes der efter en type tiltag, så der skabes et ensartet udtryk af boligområdes vejudformning. Her kan bl.a. nævnes Hendriksholmskvarteret, hvor der foreslås vejindsnævringer som tiltag i området og Viemosevej-Sommerfuglevej, hvor der foreslås en ombygning af de eksisterende bump, som er i dag er bygget til 50 km/t.

Forvaltningens samlede forslag for de nye hastighedszoner og konkrete typer hastighedsdæmpende tiltag fremgår af bilag 4.

Hvis forslaget til de nye hastighedszoner godkendes af Kommunalbestyrelsen vil Teknisk Forvaltning begynde myndighedsbehandlingen med politiet angående midlertidig godkendelse af hastighedszonerne og evalueringsprocessen. Ved politiets myndighedsbehandling kan der forekomme mindre tilpasninger i forhold til antal og placering af tiltag og skiltning af hastighedszoner.

Lov- og plangrundlag

Bekendtgørelse af færdselsloven § 42 stk. 5
Bekendtgørelse om anvendelse af vejafmærkning § 136-147

Teknik- og Miljøudvalgets møde den 6. marts 2018, sagnr. 21.

Økonomiske konsekvenser

I budget 2018 for Rødovre Kommune blev der afsat en driftsbevilling på 5,0 mio. kr. til udvidelse af hastighedszonerne på de offentlige villaveje i Rødovre. Hele bevillingen blev ikke brugt i 2018. I forbindelse med overførselssagen mellem 2018 og 2019 søges den resterende bevilling overført til finansiering af anlæggelse og evaluering.

Tidsplan

Anlæggelsen og evalueringen af hastighedszoner udføres i løbet af 2019 med forventet endelig godkendelse af politiet ved udgangen af 2019.

Bilag

Bilag 1: Workshops - samlede borgerkommentarer og bemærkninger
Bilag 2: Referat af 1. følgegruppemøde
Bilag 3: Referat af 2. følgegruppemøde
Bilag 4: 40 km/t Hastighedszoner samlet forslag til nye hastighedszoner og tiltag

Orientering om Sti, Vej og Parkpulje 2019
Sag nr. 10

Beslutningskompetence: TMU

Sagens kerne

Orientering om Sti-, Vej- og Parkpuljens projekter i 2019.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at de foreslåede driftsarbejder tages til efterretning. 

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Fra bevillingen Sti-, Vej- og Parkpuljen prioriterer Teknisk Forvaltning, at der udføres en række vedligeholdelsesarbejder på veje, cykelstier, stier samt parkeringspladser i kommunen. Prioriteringerne er fordelt mellem offentlige vejarealer og vejarealer beliggende på kommunale grunde og institutioner.

På offentlige veje foreslås følgende opgaver gennemført:

  • Vestsiden af Tårnvej mellem Jyllingevej og Slotsherrensvej renoveres med ny betonkantsten og nyt slidlag på kørebane (støjreducerende) og cykelsti. Det er fortsættelsen af den renovering, der blev udført i 2018 i østsiden.
  • Islevdalvej, nyt slidlag på kørebane og cykelsti.
  • Damhus Boulevard, det ene spor fra Randrupvej til Rødovre Station.
  • Madumvej, nyt slidlag på kørebane.

I parker og på vejarealer på kommunale ejendomme foreslås følgende arbejder:

  • Adgangsvej og en del af p-pladsen ved Rødovrehallen. Asfalten er hullet og der tænkes en udbedring samt nyt slidlag fra indkørsel øst for Rødovrehallen frem til belægningen med SF-sten ved hovedindgangen.
  • Adgangsvej til Rødovre Byggelegeplads renoveres. Adgangsvejen fungerer også som adgangsvej til renovation mv., og den eksisterende grusbelægning kan ikke bære de tunge køretøjer. Der etableres ny bund med asfalt.
  • Asfaltvej til spejderhusene (Ved Voldgraven). Ny asfalt.

Disse arbejder forventes udført indenfor driftsbevillingen på 6,0 mio. kr. Den største del af beløbet går til asfaltarbejder, som udbydes. Hvis udbuddet giver lave priser, vil der blive udført yderligere arbejder, primært i form af slidlag eller andre tiltag på enkelte veje og stier. Hvis udbuddet giver høje priser, kan det blive nødvendigt, at lade enkelte tiltag udgå.

Hvis der viser sig uforudsete forhold, kan det være nødvendigt at ændre i prioriteringslisten. Listen bliver koordineret med de store ledningsejeres planer for renovering, således at der så vidt muligt undgås større gravearbejder i nyrenoverede veje.

Lov- og plangrundlag

Lov og plangrundlag for arbejderne er:

  • Budget 2019
  • Lov om offentlige veje, lov nr. 1520 af 27. december 2014, § 8 stk. 1 og 2. 

Økonomiske konsekvenser

I budget 2019 er der afsat en driftsbevilling på 6,0 mio. kr. til Sti-, Vej- og Parkpuljens projekter i 2019. Udgiften vedrører hovedfunktion 2.28, kommunale veje.

Tidsplan

Udføres i 2019.

Bilag

Bilag 1: Sti, Vej og Parkpulje 2019 - kort over projekter

Forventet regnskab - Teknik- og Miljøudvalget pr. ultimo december 2018
Sag nr. 11

Beslutningskompetence: TMU

Sagens kerne

Forventet regnskab pr. ultimo december 2018 omfatter en opfølgning på forbruget af nettodrifts- og anlægsmidler for Teknik- og Miljøudvalgets rammer med udgangspunkt i status ultimo december 2018.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

 at forventet regnskab pr. ultimo december 2018 tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Der henvises til bilaget "Forventet regnskab - Teknik- og Miljøudvalget pr. ultimo december 2018.

Lov- og plangrundlag

Principper for Økonomistyring i Rødovre Kommune.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Forventet regnskab - Teknik- og Miljøudvalget pr. ultimo december 2018

Diverse
Sag nr. 12

Beslutningskompetence: TMU

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.