Teknik- og Miljøudvalget

04-02-2020

Medlemmer

Michel Berg (A)
Pia Hess Larsen (A)
Steen Skriver Rasmussen (A)
Mogens Brauer (C)
Formand Jan Kongebro (A)

Fraværende

Formand Jan Kongebro (A), sag 12-26

Sager 12 - 26

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 12

Beslutningskompetence: TMU

Sagens kerne

Oversigt fremlægges til orientering.

  1. Oversigt over indkomne love og bekendtgørelser (se bilag 1)
  2. DOT udskyder lancering af pensionistreform (se bilag 2).

Indstilling

Meddelelsespunkterne forelægges til orientering.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Bilag 1: Lovliste fra den 19. december 2019 til den 22. januar 2020
Bilag 2: DOT udskyder lancering pensionistreform

Anlægsbevilling til digital kommuneplan, 3D-bymodel og SAVE-registrering
Sag nr. 13

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Der er i investeringsoversigten i Budget 2020 afsat midler til øget digital formidling af planlægning mm. i form af digital kommuneplan, 3D-bymodel samt færdiggørelse af SAVE-registrering af bygninger og kulturmiljøer.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at der gives en anlægsbevilling på 1,9 mio. kr. til Teknik- og Miljøudvalget, som finansieres af det afsatte rådighedsbeløb på 1,9 mio. kr. i 2020 til digital kommuneplan, 3D-bymodel og SAVE-registrering.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Der er i budget 2020 afsat 1,9 mio. kr. til digital kommuneplan, 3D-bymodel og SAVE-registrering. (SAVE = Survey of Architectural Values in the Environment.) Rådighedsbeløbet er afsat til etablering samt to års drift.

En digital kommuneplan giver borgere, virksomheder og forvaltning bedre mulighed for egenhændigt at søge relevant information om kommuneplanens indhold. Den digitale kommuneplan opbygges sammen med udarbejdelsen af forslag til Kommuneplan 2022, som forventes offentliggjort ultimo 2021.  

En 3D-bymodel gør det muligt at illustrere byens rum i tre dimensioner, hvilket gør det lettere at forestille sig et givet projekt virkeliggjort. En 3D-bymodel kan vise byens rum og nye projekter fra et hvilket som helst sted i kommunen. 3D-modellen opbygges som en selvstændig løsning, men med kobling til den digitale kommuneplan.

En færdiggørelse af SAVE-registrering af bygninger og af kulturmiljøer skaber et ensartet og dækkende grundlag for at bevare og styrke kulturarven i forbindelse med planlægning og sagsbehandling, samt i kommunikationen og dialogen med borgere, virksomheder, foreninger m.fl. I forlængelse af SAVE-registreringen udpeges bevaringsværdige bygninger i (den digitale) kommuneplan.

Lov- og plangrundlag

Planloven, kap. 4.

Økonomiske konsekvenser

Der er i budget 2020 afsat 1,9 mio. kr. i 2020.

Det forventes, at implementeringen af de tre projekter afholdes inden for den afsatte bevilling.

Udgiften vedrører hovedfunktion 06.45 – administrativ organisering.

Tidsplan

Digital kommuneplan:

2020 primo: Kontraktindgåelse med leverandør

2020-2021: Udarbejdelse af struktur for den digitale kommuneplan og kommuneplanens indhold

2021, ultimo: Offentliggørelse af digitalt forslag til Kommuneplan 2022.  

3D-bymodel:

2020 primo: Kontraktindgåelse med leverandør

2020: Udarbejdelse og afprøvning af bymodel

2020, ultimo: Offentliggørelse af 3D-bymodel.

SAVE-registrering:

2020 primo: Kontraktindgåelse med udførende

2020: Forberedelse og gennemførelse af registreringen, herunder information til borgere og virksomheder

2021: Offentliggørelse af komplet SAVE-registrering

2021, ultimo: Udpegning af bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer i forslag til Kommuneplan 2022.

Fremtidig placering af BIOFOS renseanlæg
Sag nr. 14

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Rensekoncernen BIOFOS er på langt sigt udfordret på sine nuværende tre renseanlæg i forhold til udvidelse og opfyldelse af fremtidige miljøkrav. Der skal tages stilling til Forslag til kommisorium for analyse af renseanlæggenes fremtid.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at Rødovre Kommune tager "Forslag til kommissorium for analyse af fremtidig placering af renseanlæg i hovedstadsområdet" til efterretning. 

Beslutning

Indstilles taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Rødovre Kommune har siden 2013 været medejer af rensekoncernen BIOFOS. BIOFOS driver tre renseanlæg, hvoraf spildevand fra Rødovre afledes til henholdsvis Renseanlæg Damhusåen og Spildevandscenter Avedøre. Herudover behandles spildevand fra andre ejerkommuner på Renseanlæg Lynetten. BIOFOS er på langt sigt udfordret på de nuværende tre renseanlæg i forhold til udvidelse og opfyldelse af fremtidige miljøkrav.

  • Der vil være mangel på arealer til ny kapacitet efter 2045 med de nuværende prognoser og med de nuværende kendte teknologier. Der er også mangel på arealer til nye anlægsdele til imødekommelse af miljøkrav, såfremt disse skærpes efter 2026. Disse skærpelser kan fx være fjernelse af miljøfremmede stoffer, medicinrester, ingen accept af bypass ved skybrud mv.
  • BIOFOS skal kunne imødekomme klimaforandringerne, herunder især kunne håndtere skybrud, der giver periodevis voldsomme forøgelser af spildevand, samt kunne sikre anlæggene mod højere vandstand.
  • Der er forventninger til og nye krav om, at BIOFOS deltager aktivt til både den fortsatte grønne omstilling til et mere bæredygtigt samfund, herunder især bidrager yderligere til at fortrænge fossile energikilder med CO2-neutrale energikilder og til at understøtte den fortsatte opbygning af en cirkulær økonomi i samfundet. Spildevandets ressourcer skal udnyttes mere, og ressourcerne, eksempelvis fosfor, skal tilbage i kredsløbet.
  • Boliger og byens liv flytter tættere og tættere på, hvilket skaber øget risiko for klager over støj og lugtgener fra renseanlæggene.

Hertil kommer, at der er indgået en principaftale mellem regeringen og Københavns Kommune om anlæggelse af Lynetteholmen. Det fremgår af principaftalen, at det skal undersøges, om BIOFOS kunne have interesse i en anden placering af Renseanlæg Lynetten. Endelig har Hvidovre Kommune offentliggjort en vision om etablering af et nyt erhvervsområde, kaldet Holmene, hvor et nyt renseanlæg evt. kunne placeres.

På baggrund af ovenstående besluttede bestyrelsen i BIOFOS på et bestyrelsesmøde 6. december 2019 at sende forslag til Kommissorium for analyse af fremtidig placering af renseanlæg i hovedstadsområdet i høring hos alle 15 ejerkommuner i BIOFOS. Efter modtagelse af eventuelle høringssvar vil disse blive fremlagt på et bestyrelsesmøde i BIOFOS.

Teknisk Forvaltning vurderer, at det er fornuftigt at igangsætte en analyse af de mulige fremtidige placeringer af renseanlæg i Hovedstaden med henblik på at skabe et kvalificeret grundlag for en beslutning i ejerkommunerne i løbet af de kommende år. Teknisk Forvaltning vurderer endvidere, at det foreslåede kommissorium udgør et godt grundlag for arbejdet. Teknisk Forvaltning foreslår derfor, at Rødovre Kommune tager det foreslåede kommissorium til efterretning.

Hvis der er tilslutning til arbejdet i ejerkommunerne, vil der blive nedsat en følgegruppe bestående af repræsentanter fra hver af BIOFOS´s 15 ejerkommuner, fra hver af de 8 forsyninger i oplandet til BIOFOS renseanlæg samt direktionen i BIOFOS. I Rødovre Kommune vælges en embedsmand til at deltage i denne følgegruppe.  

Lov- og plangrundlag

  • Ejeraftale af 17. december 2013 mellem 15 kommuner om "Vores Rens koncernen" (senere kaldet BIOFOS)
  • Principaftale mellem Københavns Kommune og regeringen om anlæg af Lynetteholmen
  • Hvidovre Kommunes vision for udvidelse af Holmene. 

Økonomiske konsekvenser

Selve analysearbejdet har ingen økonomiske konsekvenser for Rødovre Kommune eller for borgerne. Analysen vil blandt andet medvirke til at afklare udgifterne ved forskellige alternative løsninger. Disse udgifter skal dækkes via vandprisen, når/hvis de engang bliver afholdt.

Tidsplan

Bestyrelsen i BIOFOS har anmodet ejerkommunerne om at behandle forslag til kommissorium og sende eventuelle høringssvar til BIOFOS senest den 2. marts 2020. En evt. ændring i renseanlæggenes placering forventes at finde sted om cirka 30 år.

Bilag

Bilag 1: Forslag til kommissorium for analyse af renseanlæggenes fremtid

Bæredygtighedsindsats 2020
Sag nr. 15

Beslutningskompetence: TMU

Sagens kerne

For at følge op på Rødovre Kommunes indsats for at fremme en bæredygtig udvikling, udarbejdes der årligt en oversigt over de bæredygtige projekter og aktiviteter, kommunen har planlagt det kommende år. Ligeledes gøres status på det forrige års projekter og aktiviteter.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at Bæredygtighedsindsats 2020 godkendes.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Ifølge planloven skal Kommunalbestyrelsen hvert 4. år offentliggøre en redegørelse for kommunens bidrag til en bæredygtig udvikling i det 21. århundrede, en såkaldt Agenda 21-strategi. Rødovrestrategien, som forventes vedtaget og offentliggjort i 2020, er en kombineret planstrategi og Agenda 21-strategi.

For at følge op på Rødovre Kommunes bæredygtighedsudvikling udarbejdes årligt en plan for kommunes bæredygtighedsindsats. I 2019 har der bl.a. været særligt fokus på Rødovre Kommunes bæredygtighedsblomst og implementering af FN´s verdensmål, samt forberedelse og indførsel af flere affaldsordninger. Planen indeholder en oversigt over de projekter og aktiviteter, kommunen har planlagt i 2020, og status på projekter i 2019.                                                                   

Projekterne og aktiviteterne i bæredygtighedsplanen er inddelt i fem overordnede indsatsområder.

  • Mindre miljøbelastning
  • Fremme af en bæredygtig byudvikling og byomdannelse
  • Fremme af biologisk mangfoldighed
  • Inddragelse af befolkningen og erhvervslivet i Agenda 21-arbejdet
  • Fremme af et samspil mellem beslutningerne vedrørende miljømæssige, trafikale, erhvervsmæssige, sociale, sundhedsmæssige, uddannelsesmæssige, kulturelle og økonomiske forhold.

For at mindske miljøbelastningen vil Rødovre Kommune i 2020 blandt andet anvende elskraldebiler, arbejde for at flere buslinjer udbydes som emissionsfrie busser, arbejde videre med klimatilpasning og energirenovering af kommunale bygninger, herunder udvidelse af kommunens centrale energistyring og udskiftning af belysning til LED i kommunens ejendomme.

For at fremme en bæredygtig byudvikling og byomdannelse indarbejdes kommunes bæredygtighedsblomst fortsat i nye lokalplaner og i det videre arbejde med Bykernen. Derudover fortsætter Rødovre Kommune i 2020 med at plante et træ i Rødovre for hvert nyfødt barn og i samarbejde med Bjørnebanden at bekæmpe bjørneklo.

Lov- og plangrundlag

Kommunalbestyrelsen vedtog den 21. juni 2016 (sag nr. 13) Kommuneplanstrategi 2016. Kommunes Agenda 21-strategi er indeholdt i kommuneplanstrategien.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Efter politisk vedtagelse offentliggøres Bæredygtighedsindsats 2020 på Rødovre Kommunes hjemmeside.

Bilag

Bilag 1: Bæredygtighedsindsats 2020

Anlægsregnskab Parkeringsforhold på Damhus Boulevard
Sag nr. 16

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Kommunalbestyrelsen har givet en anlægsbevilling på 6,6 mio kr. til Parkeringsforhold på Damhus Boulevard. Anlægsregnskab for bevillingen forelægges til godkendelse.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at anlægsregnskabet godkendes samt
  2. at mindreudgiften på 1.194.089 kr. tilgår kassebeholdningen.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen har den 19. december 2017 bevilget 6,6 mio. kr. til Parkeringsforhold på Damhus Boulevard. Regnskabet for bevillingen er opstillet nedenfor:

Bevilling til anlæg

6.600.000 kr.

Forbrug

5.405.911 kr.

Mindreforbrug

1.194.089 kr.


Projektet har omfattet strækningen af Damhus Boulevard mellem Damhus Torvet og Randdrupvej. Der er anlagt nye fortove, etableret cykelstier, ny beplantning og etableret 81 parkeringspladser.

Mindreforbruget skyldes et godt licitationsresultat, og få uforudsete udgifter. Dertil kommer en besparelse på asfalten, da den oprindelige asfalt var i bedre stand end først antaget. Renoveringen af kørebanen kunne derved udføres billigere end budgetteret.  

Lov- og plangrundlag

Bekendtgørelse om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision m.v., bilag 1, pkt. 7.2.

Økonomiske konsekvenser

Mindreudgiften på 1.194.089 kr. tilgår kassebeholdningen.

Tidsplan

Ingen.

Anlægsregnskab Signalanlæg, Slotherrensvej
Sag nr. 17

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Kommunalbestyrelsen har givet en anlægsbevilling på 6,1 mio. kr. til etablering af signalanlæg ved afkørslen fra Slotherrensvej til Ring 3. Anlægsregnskabet for bevillingen forelægges til godkendelse.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at anlægsregnskabet godkendes samt
  2. at mindreforbruget på 1.604.065 kr. tilgår kassebeholdningen.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen har den 18. december 2018 bevilget 6.100.000 kr. til et nyt signalanlæg på Slotsherrensvej. Regnskabet for bevillingen er opstillet nedenfor:

Bevilling til anlæg

6.100.000 kr.

Forbrug

4.495.935 kr.

Mindreforbrug

1.604.065 kr.


Der er blevet anlagt et nyt signalanlæg på Slotsherrensvej, så bilisterne fremadrettet kan komme til og fra Ring 3 via den nordlige rampe. Den sydlige rampe bliver lukket ved Ring 3 i forbindelse med anlæggelse af letbanen. Projektet er blevet gennemført med et mindreforbrug på 1.604.065 kr.

Anlægsarbejderne er udbudt og udført sammen med en større brorenovering i Glostrup Kommune, som det nye kryds støder op til. Dette har medført en vis synergi og heraf afledt besparelse, da der ikke har været udgifter til etablering af særskilt byggeplads og afspærring. Under anlægsarbejderne blev det samtidig konstateret, at den afgravede jord i midterrabaten var mindre forurenet end først antaget. Dette har også været medvirkende til mindreforbruget. Endelige har der været meget få udgifter til uforudsete forhold. 

Lov- og plangrundlag

Bekendtgørelse om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision m.v., bilag 1, pkt. 7.2.

Økonomiske konsekvenser

Mindreforbruget på 1.604.065 kr. tilgår kassebeholdningen.

Tidsplan

Ingen.

Anlæggelse af parkering på Vårfluevej - ansøgning om frigivelse af anlægsmidler
Sag nr. 18

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

I investeringsoversigten i budget 2020 er der afsat et rådighedsbeløb på 650.000 kr. til forbedring af parkeringsforholdene på Vårfluevej i forbindelse med udvidelse af institutionen Skibet.

Der ansøges om en anlægsbevilling på 650.000 kr. til projektering og gennemførelse af projektet.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at det i sagsfremstillingen beskrevne projekt godkendes samt
  2. at der gives en anlægsbevilling på 650.000 kr. til Teknik- & Miljøudvalget, som finansieres af det afsatte rådighedsbeløb på 650.000 kr. i budget 2020 til projektering og anlæggelse af parkeringspladser på Vårfluevej. 

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Der er i budget 2020 afsat midler til en udvidelse af institutionen Skibet på Vårfluevej. Efter udvidelsen forventes der i spidsbelastningen, at opstå mangel på parkeringsmuligheder på Vårfluevej ud for institutionen. Dette behov vil allerede opstå i forbindelse med udvidelsen af institutionen, da p-pladserne på institutionens egen matrikel nedlægges. Etablering af de nye p-pladser på Vårfluevej, bør derfor etableres inden efteråret.

For at tilvejebringe flere parkeringspladser nedlægges det nordlige fortov overfor institutionen på en strækning på ca. 130 meter og omdannes til et parkeringsspor, hvilket svarer til ca. 20 p-pladser.

Nedlæggelsen af fortovet i nordsiden af Vårfluevej vil indskrænke fodgængernes muligheder. De kan dog benytte sig af fortovet i sydsiden ud for institutionen. På nordsiden ligger en kolonihaveforening, og brugerne af kolonihaven vil samtidig opnå bedre parkeringsmuligheder med dette projekt. Flere parkeringspladser ved institutionen er med til at sikre parkeringsbehovet i spidsbelastningen, og bidrager til at sikre fremkommeligheden langs vejen, og formindske parkeringsbelastningen på sidevejene. 

Lov- og plangrundlag

Budget 2020

Lov om offentlige veje (lovbekendtgørelse nr. 1520 af 27. december 2014)
Færdselsloven (lovbekendtgørelse nr. 1386 af 11. december 2013).  

Økonomiske konsekvenser

Teknisk Forvaltning forventer at anlæggelse af parkeringspladser kan gennemføres for en samlet anlægsbevilling på 650.000 kr. incl. projektering.

Udgiften på 650.000 kr. vedrører hovedfunktion 2.28 - kommunale veje.

Tidsplan

Med godkendelse af nærværende indstilling om frigivelse af anlægsmidler, forventes anlægsarbejdet gennemført i sommer 2020.

Anlægsregnskab – Ombygning af Islevbrovej fra tunnelen under Motorring 3 til Vestvolden
Sag nr. 19

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Kommunalbestyrelsen har givet en anlægsbevilling på 7.000.000 kr. til ombygning af Islevbrovej fra tunnelen under Motorring 3 til Vestvolden. Anlægsregnskab for bevillingen forelægges til godkendelse.

Indstilling

 Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at anlægsregnskabet godkendes samt
  2. at mindreforbruget på 112.894 kr. tilgår kassebeholdningen.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen har samlet set bevilget 7.000.000 kr. til ombygning af Islevbrovej fra tunnelen under Motorring 3 til Vestvolden. Nedenfor er opstillet regnskab for anlægsprojektet med tidspunkter for givne bevillinger:

Bevilling 29.11.2016

500.000 kr.

Bevilling 20.06.2017

6.500.000 kr.

Negativ bevilling 26.03.2019

-1.068.889 kr.

Bevilling i alt

5.931.111 kr.

Forbrug

5.818.217 kr.

Mindreforbrug

112.894 kr.


Ombygning af Islevbrovej fra tunnelen under Motorring 3 til Vestvolden er en delstrækning af det større projekt omkring ID-linjen, der strækker sig fra Vestvolden til Ringvejen. ID-linjen har til formål at give identitet til området, skabe bedre sammenhæng og forskønnelse med begrønning på strækningen, samt øget trafiksikkerhed. På strækningen fra Motorring 3 til Vestvolden er der etableret en dobbeltrettet cykelsti, rækker af træer samt den genkendelige røde løber i klinker, som binder ID-linjen sammen.

Mindreforbruget skyldes, at der ved indhentning af konkrete tilbud, fra flere forskellige entreprenører, blev afgivet lavere priser end forventet.

Lov- og plangrundlag

Bekendtgørelse om kommunernes budget- og regnskabsregulativ, revision m.v. (BEK nr. 1007 af 27. juni 2018), bilag 1, kapitel 7.2.

Økonomiske konsekvenser

Mindreforbruget på 112.894 kr. tilgår kassebeholdningen.

Tidsplan

Ingen.

Anlægsbevilling til busfremkommelighed for 200S
Sag nr. 20

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Region Hovedstaden har modtaget tilskud fra Trafikstyrelsen til at foretage fremkommelighedstiltag på Tårnvej for buslinje 200S. Rødovre Kommune står for udførelsen af disse fremkommelighedstiltag, mod godtgørelse for afholdte udgifter på op til 1,24 mio. kr.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at der gives en anlægsbevilling på 1,24 mio. kr. til Teknik- og Miljøudvalget.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Region Hovedstaden har modtaget tilskud fra Trafikstyrelsen til at foretage fremkommelighedstiltag på Tårnvej for regionens buslinje 200S. Rødovre Kommune står som vejmyndighed for udførelsen af disse tiltag, mod godtgørelse for de afholdte udgifter på op til 1,24 mio. kr. Refunderingen modtages i 2021, når evalueringen af tiltagene afsluttes.

I kommunens investeringsoversigt for budget 2020 er afsat et rådighedsbeløb på 1,24 mio. kr. til fremkommelighedstiltag for 200S på Tårnvej. I projektet undersøges en mulig forlængelse af busbanen på Tårnvej fra Islevbrovej ned til Slotsherrensvej, og indførelse af detektering og busprioritering i signalanlæg i udvalgte kryds.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

De afholdte anlægsomkostninger i 2020 refunderes af Region Hovedstaden og Trafikstyrelsen i 2021 ved afslutning af projektets evaluering. Udgiften på 1,24 mio. kr. vedrører hovedfunktion 2.28 - vejanlæg.

Tidsplan

Tiltagene skal udføres i løbet af 2020, hvor resultatet af tiltaget evalueres af Movia ultimo 2020 og i 2021.

Vejnavn til bebyggelsen Rødovre Port
Sag nr. 21

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Teknisk Forvaltning foreslår, at Rødovre Port bliver det officielle vejnavn for stiforbindelsen igennem bebyggelsen Rødovre Port.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at gangstrøget igennem Rødovre Port tildeles vejnavnet Rødovre Port.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

I bebyggelsen Rødovre Port anlægges en gennemgående stiforbindelse over Tårnvej. Forbindelsen kan benyttes af gående og cyklende mellem Rødovre Station og Storekær/Agerkær. Stiforbindelsen er planlagt som et strøg, og er den primære adgang til boliger i området. Boligerne skal derfor have en adresse, som relaterer sig til benyttelsen af strøget, som primær adgangsvej for den gående- og cyklende trafik til området. Biltrafik og vareleverancer håndteres via Rødovre Stationsvej, hvor der er adgang til varegård og parkeringskælder. Nummereringen for området forventes at starte ved Rødovre Station.

Forvaltningen foreslår, at strøget navngives efter området og dermed navngives ”Rødovre Port”.

Lov- og plangrundlag

Bekendtgørelse om vejnavne og adresser.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Godkendelse af skitseprojekt for ID-linjen Aktivitetspladsen
Sag nr. 22

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Med udgangspunkt i projektforlaget for ID-Linjen fra marts 2014, er der blevet udarbejdet et skitseforslag for ID-linjen Aktivitetspladsen.

Der ansøges om godkendelse af skitseforslag af 8. januar 2020 for næste etape af ID-linjen Aktivitetspladsen.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at skitseforslaget godkendes.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

I forslaget til projektet fortsættes den røde løber langs pladsens nordlige side, og den mørke klinkebelægning fastholdes. På pladsen bevares størstedelen af den eksisterende beplantning, og der suppleres med nye træer i rækker, som det er sket langs Islevbrovej. Derved lander beplantningsstrukturen fra Islevbrovej på pladsen og skaber en sammenhæng med den allerede udførte del af ID-linjen. Langs en række af træerne opsættes smedejernsgitterne fra SPF-grunden i kombination med træerne.

På selve pladsen opsættes de to granit skulpturer, som tidligere har stået på Islev Torv. Den endelig placering skal godkendes af kunsteren.

Pladsens indretning vil indbyde til ophold og et stop på turen. Dette understøttes ved, at der opstilles Rødovre Bænke, hvor man kan sidde og betragte kunstværkerne på pladsen.

I et areal midt på pladsen er det planlagt, efter aftale med HOFOR, at der etableres en lavning, som vil kunne håndtere regnvand ved skybrud. På nuværende tidspunkt forventes det, at vandet stille kan nedsive igennem en faskine, som placeres ved lavningen. Der er ikke kortlagt forurening på grunden, men disse forhold skal undersøges nærmere, inden der kan etableres nedsivning. Dette vil blive undersøgt i det videre arbejde med projektet.

I pladsens vestlige ende - tættest på Slotsherrensvej - er der skabt plads til, at der senere kan opsættes et markant kunstværk. Kunstværket vil i givet fald blive etableret i samarbejde med kunstrådet. Kunstværket bør være et "landmark", som kan ses fra såvel Islevtorv i øst som kommunegrænsen i vest. Kunstværket vil dermed markere hele ID-linjen.

Den sidste del af ID-linien - cykelstien frem til Letbanestationen - forventes anlagt i 2023.

I forhold til det oprindelige projekt er den lange granitskulptur, der tidligere var placeret på Islev Torv, blevet placeret på Islev Skole efter aftale med kunstrådet. I projektforslaget fra 2014 var granitskulpturen et bærende element for pladsens indretning, og der har derfor været behov for en nytænkning af indretningen af pladsen.

Lov- og plangrundlag

Lov om offentlige veje (lovbekendtgørelse nr. 1520 af 27. december 2014)
Færdselsloven (lovbekendtgørelse nr. 1386 af 11. december 2013)
Budget 2020.

Økonomiske konsekvenser

Rådighedsbeløbet på 2,95 mio. kr. i investeringsoversigten for budget 2020 til ID-linjen Aktivitetspladsen er straksfrigivet.

Det forventes, at projektet kan realiseres for det afsatte rådighedsbeløb på samlet set 3,25 mio. kr., fordelt med 2,95 mio. kr. i 2020 og 0,3 mio. kr. i 2021.

Tidsplan

Det forventes, at hovedprojektet udbydes til maj 2020. Anlæggelsen af projektet forventes, at starte op til august 2020 og forventes færdig ved udgangen af 2020. Hertil kommer pleje af beplantning samt mindre restarbejder i 2021.

Bilag

Bilag 1: ID-linjen - Illustration
Bilag 2: Skitseforslag

Projektforslag for fjernvarmeforsyning af område ved Slotsherrensvej - Nordre Ringvej
Sag nr. 23

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning har i tæt samarbejde med Glostrup Forsyning fået udarbejdet vedlagte projektforslag. Projektforslagets 5 delområder strækker sig over både Glostrup og Rødovre Kommuner. I Rødovre Kommune omfatter projektforslaget fjernvarmeforsyning af ny og eksisterende bebyggelse indenfor rammerne af Lokalplan 132 "Stationsplads, bolig og erhverv ved Slotsherrensvej og Ring 3", samt 3 erhvervsejendomme syd for Slotsherrensvej ved den sydlige Slotsherrensvejrampe. Glostrup Forsyning står for al anlæg og drift af fjernvarmeforsyningen i alle projektforslagets 5 delområder. Det er en forudsætning for Rødovre Kommunes endelige godkendelse, at Glostrup Kommune endeligt godkender projektforslaget for de delområder, der ligger i Glostrup Kommune.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at projektforslaget for fjernvarmeforsyning af delområderne (C og D) i Rødovre Kommune ved Slotsherrensvej og Nordre Ringvej godkendes og sendes i høring.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Det er en forudsætning for Rødovre Kommunes endelige godkendelse, at Glostrup Kommune endeligt godkender projektforslaget for de delområder, der ligger Glostrup Kommune.  

Projektforslaget er i overensstemmelse med Rødovre Kommunes varmeplan 2010.

Projektforslagets 5 delområder strækker sig over både Glostrup og Rødovre Kommuner. Et screeningsnotat, som blev gennemført på initiativ af Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning, har vist, at den mest fordelagtige forsyning af områderne kan etableres fra et ledningsnet, der udspringer fra Glostrup Forsynings distributionsledning, der forsyner Ejby industriområde. Projektforslaget er derfor udarbejdet i tæt samarbejde mellem Glostrup Forsyning og Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning. Screeningsnotatet viste, at fjernvarmeforsyning fra Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsynings eksisterende ledningsnet til forsyning af erhvervsområdet Islevdalvej via afgrening ved Bjerringbrovej ikke er optimalt. Det forventede forbrug fra de to delområder beliggende i Rødovre Kommune er for lille til at kunne forrente en 675 m lang hovedledning. Ved at forsyne fra Glostrup opnås der positiv samfundsøkonomi.

Det er aftalt mellem Glostrup Forsyning og Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning, at Glostrup Forsyning står for alle anlægsinvesteringer i projektforslagets 5 delområder, i det fjernvarmeforsyningen sker fra Glostrup Forsynings fjernvarmenet. Kunderne vil derfor afregne fjernvarme direkte med Glostrup Forsyning.

Baggrunden for det samlede projektforslag er, at der skal anlægges en letbanestation og et klargøringscenter ved Slotsherrensvej samt, at området som følge heraf fortættes. Ældre bygninger nedrives og erstattes af ny bebyggelse, ligesom nye arealer kan blive inddraget til ny bebyggelse.

Projektforslaget, der er opdelt i 5 delområder (A-E), heraf delområder C og D i Rødovre Kommune, har et varmebehov der kan tilsluttes på 3,5 GWh, hvoraf de 0,7 GWh er beliggende i Rødovre Kommune.

Projektforslaget belyser de samfundsmæssige, selskabsøkonomiske og brugerøkonomiske gevinster.

Analysen i projektforslaget viser, at fjernvarmeforsyningen, som beskrevet i projektforslaget, er miljømæssigt og samfundsmæssigt fordelagtigt.

Endvidere medfører fjernvarmeforsyningen økonomiske fordele for såvel de nye fjernvarmekunder (brugerøkonomien) som for de nuværende fjernvarmekunder (selskabsøkonomien).

De to områder, C og D, beliggende i Rødovre Kommune er ikke udlagt til naturgasforsyning. Område C omfatter tre mindre erhvervsejendomme som forsynes med naturgas, men ejendommene har ikke været udlagt til naturgasforsyning. Område D har tidligere været naturgasforsynet, men stikket er nedlagt.

Samfundsøkonomien:

Projektets analyser viser, der er en samfundsøkonomisk gevinst på mellem 7 og 15 mio. kr. i, at forsyne alle delområder samlet alt efter hvilken model der benyttes. Projektet som helhed er således fordelagtigt, selv med den model der giver dårligst økonomi for fjernvarmen.

Analysen af hvert område viser, at de 4 områder med ny bebyggelse hver for sig er samfundsøkonomisk fordelagtige, mens et lille område (område C) i Rødovre Kommune med eksisterende gasforsyning kun er fordelagtigt med den ene model.

Gennem projektet bidrager Rødovre Kommune dermed til gennemførelse af Danmarks energipolitik, der skal sikre, at Danmark i 2050 er 100 % forsynet med vedvarende energi. I det Storkøbenhavnske område er fjernvarme en væsentlig del af løsningen på, at udfase de fossile brændsler og opprioritere alternative energiformer.

Samfundsøkonomien er således positiv.

Selskabsøkonomien:

Den økonomiske analyse i faste priser viser, at projektets selskabsøkonomiske gevinst for Glostrup Forsyning over en 20-årig periode er 9 mio. kr. i faste priser med 3 % i diskonteringsrente, og den interne forrentning er 32 %.

Selskabsøkonomien er således positiv.

Brugerøkonomien:

Den samlede nutidsgevinst for de nye fjernvarmekunder i projektforslaget er anslået til 1,7 mio. kr. for en tidshorisont på 20 år, og den gennemsnitlige besparelse det første år 14 %.

Brugerøkonomien er således positiv.

Arealafståelse og servitut:

Der skal etableres flere distributionsledninger på private matrikler for at mindske gener ved at placere ledningerne i de befærdede veje. Der skal tinglyses servitut for distributionsledninger på private matrikler. Øvrige distributionsledninger, der er planlagt til at forløbe i offentlige arealer, kan etableres uden deklaration. Stikledninger, der kun er beliggende på den ejendom, som de forsyner, skal ikke pålægges servitut.

Lov- og plangrundlag

  • Varmeplan Rødovre 2010 for Rødovre Kommune. Godkendt på Kommunalbestyrelsens møde den 21. december 2010 (sag nr. 263)
  • Bekendtgørelse om lov om varmeforsyning. Lovkendtgørelse nr. 64 af den 21. januar 2019
  • Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg. Lovbekendtgørelse nr. 1792 af 27. december 2018.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning har ingen anlægsinvesteringer i projektforslaget.

Det er aftalt mellem Glostrup Forsyning og Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning, at Glostrup Forsyning står for alle anlægsinvesteringer i projektforslagets 5 delområder, i det fjernvarmeforsyningen sker fra Glostrup Forsynings fjernvarmenet. Kunderne vil derfor afregne fjernvarme direkte med Glostrup Forsyning.

Tidsplan

Februar 2020: Politisk behandling i Rødovre Kommune.

Marts-april 2020: Høringsfase på 4 uger.

April 2020: Behandling af høringssvar og klargøring af sagsfremstilling til endelig politisk behandling.

Maj 2020: Endelig politisk behandling i Rødovre Kommune.

2020 - : Anlægsperiode hvor ledningsanlæg etableres af Glostrup Forsyning i takt med den nye bebyggelse i det samlede projektområde.  

Bilag

Bilag 1: Projektforslag Slotsherrensvej - Ring 3

Anlægsregnskab for fjernvarmekonvertering i erhvervskvarteret Islevdalvej
Sag nr. 24

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Kommunalbestyrelsen har givet en bevilling på 44.800.000 kr. til fjernvarmekonvertering i erhvervskvarteret Islevdalvej.

Anlægsregnskab for bevillingen forelægges til godkendelse. 

Indstilling

 Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at anlægsregnskabet godkendes samt
  2. at mindreudgiften på 1.926.806 kr. tilgår kassebeholdningen. 

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen har den 20. juni 2017 bevilliget 38.000.000 kr. til fjernvarmekonvertering i erhvervskvarteret Islevdalvej. Undervejs er der flyttet bevilling til andet anlægsprojekt (udbygning Valhøj (Irmabyen)) og givet tillægsbevilling, så den samlede anlægsbevilling er på 44.800.000 kr. jf. nedenstående:

Bevilling 2017

38.000.000 kr.

Bevilling flyttet 2018

 -3.000.000 kr.

Bevilling 2019

3.000.000 kr.

Tillægsbevilling 2019

 6.800.000 kr.

Samlet anlægsbevilling

44.800.000 kr.

Forbrug

42.873.194 kr.

Mindreudgift

1.926.806 kr.


Ved anlægsarbejdets start var de kommende kunder primært beliggende i den centrale del af erhvervskvarteret. Undervejs i udbygningen er der helt som forventet kommet flere kunder til, og de har især været beliggende i yderkanten af erhvervskvarteret. Det har derfor været nødvendigt at anlægge hovedledninger i størstedelen af erhvervskvarteret. Sindalsvej, Hadsundvej og Erhvervsvej har dog ikke en hovedledning.

De fleste fremtidige kunder vil kunne tilsluttes ved hjælp af stikledninger.

Den øgede omkostning i anlægsfasen modsvares af tilsvarende øgede indtægter i driftsfasen.

Ved anlægsarbejdets begyndelse i 2017 var der 20 underskrevne tilslutningsaftaler med kunder, svarende til ca. 25 % af det beregnede samlede varmeforbrug.

Primo 2020 er der 39 underskrevne tilslutningsaftaler med kunder, svarende til ca. 40 % af det beregnede samlede varmeforbrug.

Lov- og plangrundlag

  • Varmeplan Rødovre 2010 for Rødovre Kommune. Godkendt på Kommunalbestyrelsens møde den 21. december 2010 (sag nr. 263)
  • Udbygningsplan 2010 for Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning. Godkendt på Kommunalbestyrelsens møde den 25. januar 2011 (sag nr. 2)
  • Projektforslag for fjernvarmekonvertering af erhvervsområdet Islevdalvej. Endeligt godkendt på Kommunalbestyrelsens møde den 29. september 2018 (sag nr. 162). 

Økonomiske konsekvenser

Mindreudgiften på 1.926.806 kr. tilgår kassebeholdningen.

Tidsplan

Ingen.

Forventet regnskab - Teknik og Miljøudvalget pr. ultimo december 2019
Sag nr. 25

Beslutningskompetence: TMU

Sagens kerne

Forventet regnskab pr. ultimo december 2019 omfatter en opfølgning på forbruget af nettodriftsmidler for Teknik- og Miljøudvalgets rammer med udgangspunkt i status pr. ultimo december 2019.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at forventet regnskab pr. ultimo december 2019 tages til efterretning.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Der henvises til bilaget "Forventet regnskab - Teknik og Miljøudvalget pr. ultimo december 2019".

Lov- og plangrundlag

Principper for Økonomistyring i Rødovre Kommune.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Forventet regnskab - Teknik- og Miljøudvalget pr. ultimo december 2019

Diverse
Sag nr. 26

Beslutningskompetence: TMU

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.