Teknik- og Miljøudvalget

17-08-2021

Medlemmer

Michel Berg (A)
Pia Hess Larsen (A)
Steen Skriver Rasmussen (A)
Mogens Brauer (C)
Formand Jan Kongebro (A)

Fraværende

Formand Jan Kongebro (A), sag 62-71

Sager 62 - 71

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 62

Beslutningskompetence: TMU

Sagens kerne

Oversigt fremlægges til orientering.

  1. Lokalplan 152 for Islev Torv - orientering om status (se bilag 1)
  2. Borgermøder i forbindelse med Kommuneplan 2022 (se bilag 2)
  3. Orientering om projekt for ny genbrugsplads og materielgård (se bilag 3)
  4. Klimaudvalget - orientering om første møde (se bilag 4)

Indstilling

Meddelelsespunktet forelægges til orientering.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Bilag 1: Status for planlægning ved Islev Torv
Bilag 2: Orientering om status for borgermøder i forbindelse med udarbejdelse af Kommuneplan 2022
Bilag 3: Orientering om projekt for ny genbrugsplads og materielgård
Bilag 4: Orienteringsnotat til TMU - fra første møde i Klimaudvalg 16. juni 2021

Forslag til Tillæg 8 til Kommuneplan 2018 - Parkbyen
Sag nr. 63

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

For at opfylde Rødovrestrategiens ønsker om en bæredygtig byudvikling og en mangfoldig boligsammensætning, gives der med dette kommuneplantillæg mulighed for at stille krav om op til 25 % almene boliger i lokalplanlægninge af Parkbyen.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at Forslag til Tillæg 8 til Kommuneplan 2018 fremlægges i offentlig høring i 8 uger samt
  2. at Tillæg 8 til Kommuneplan 2018 ikke miljøvurderes.

Beslutning

Anbefales med 3 stemmer for (A) og 1 imod (C)

Sagsfremstilling

Udviklingen af Parkbyen skal ske i overensstemmelse med Rødovrestrategiens ønsker om en bæredygtig byudvikling. Derfor gives der med dette kommuneplantillæg mulighed for i lokalplanlægningen at stille krav om op til 25 % almene boliger i nye boligområder. Dette for at bidrage til en mangfoldig boligsammensætning, hvor der er boliger til alle indkomst- og brugergrupper.

Kommuneplantillægget gælder for rammeområderne 5B29 og 5B30 og der indføres en generel rammebestemmelse i kommuneplanen, som giver mulighed for at lokalplanlægge for op til 25 % almene boliger i nye boligområder. Rammebestemmelsen gælder udelukkende for de områder, som ikke i dag består af boliger eller er lokalplanlagt til boligformål. Procentdelen af almene boliger opgøres i forhold til antal m2 etageareal indenfor lokalplanområdet.

Tillægget skal ikke miljøvurderes

I henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer skal Rødovre Kommune gennemføre en miljøvurdering, hvis planforslaget må antages at få væsentlig indvirkning på miljøet. Det er ved den indledende miljøscreening vurderet, at de ændringer, som Tillæg 8 til Kommuneplan 2018 giver mulighed for, ikke har væsentlig indvirkning på miljøet.

Denne afgørelse har været i høring hos HOFOR, Kroppedal Museum, Hvidovre Kommune, Københavns Kommune og Rødovre Kommunes forvaltninger.

Der er ikke indkommet indsigelser til miljøscreeningen.

Lov- og plangrundlag

Lov om Planlægning

Lov om Miljøvurdering af planer og programmer

Kommuneplan 2018.

Økonomiske konsekvenser

Ingen på sagens nuværende stade.

Tidsplan

Vedtagelse af Forslag til Tillæg 8 til Kommuneplan 2018: August 2021.

Høring i 8 uger: September-oktober 2021.

Endelig vedtagelse af Tillæg 8 til Kommuneplan 2018: December 2021.

Offentlig bekendtgørelse: Januar 2022.

Bilag

Bilag 1: Forslag til Tillæg 8 til Kommuneplan 2018

Nyt regulativ for jord
Sag nr. 64

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Der er kommet en ny affaldsbekendtgørelse og en ny affaldsaktørbekendtgørelse. Derfor er det nødvendig at revidere kommunens regulativ for jord. Ændringerne består i, at fremover skal anmeldelse af jordflytning ske elektronisk og jordflytninger på 1 m3 eller derunder fra ikke kortlagte arealer, kan afleveres uden anmeldelse på et dertil godkendt modtageanlæg. Derudover er der fortaget ændringer af redaktionel karakter.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at Forslag til Regulativ for jord sendes i fire ugers høring.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

I henhold til affaldsaktørbekendtgørelsen skal Kommunalbestyrelsen udarbejde og vedtage et selvstændigt regulativ for jord, som er affald. Siden udarbejdelsen af det nuværende regulativ for jord fra 2012, er den oprindelige affaldsbekendtgørelse som regulativet er lavet på baggrund af, blevet opdelt i to bekendtgørelser; Affaldsbekendtgørelsen og affaldsaktørbekendtgørelsen. Derfor er det nødvendig at revidere kommunens regulativ for jord.

Der er foretaget ændring i det nye regulativ, som vedrører metoden for anmeldelse af jordflytningen. Fremover skal anmeldelse af jordflytning ske elektronisk via www.jordweb.dk.

Desuden er det præciseret, at jordflytninger på 1 m3 eller derunder fra ikke kortlagte arealer, kan afleveres
uden anmeldelse på et dertil godkendt modtageanlæg.

Yderligere er der ændringer af redaktionel karakter, herunder er opbygningen ændret, så den er tilsvarende opbygningen for henholdsvis Regulativ for husholdningsaffald og Regulativ for erhvervsaffald. De fleste ændringer er kun af redaktionel karakter og er derfor ikke vist i det vedlagte regulativ for jord.

Lov- og plangrundlag

Lov om miljøbeskyttelse (miljøbeskyttelsesloven).

Lov om forurenet jord (jordforureningsloven).

Bekendtgørelse om affaldsregulativer, -gebyrer og - aktører m.v. (affaldsaktørbekendtgørelsen).

Bekendtgørelse om affald (affaldsbekendtgørelsen).

Bekendtgørelse om anmeldelse og dokumentation i forbindelse med flytning af jord (jordflytningsbekendtgørelsen).

Bekendtgørelse om anvendelse af restprodukter, jord og sorteret bygge- og anlægsaffald (restproduktbekendtgørelsen).

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Forslag til regulativ for jord sendes i fire ugers høring i 2021.

Forslag til regulativ for jord inkl. høringssvar sendes til godkendelse i Kommunalbestyrelsen i december 2021.

Bilag

Bilag 1: Regulativ for jord

Affaldsplan 2022-2033
Sag nr. 65

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Affaldsplanen 2022-2033 skal godkendes og sendes i otte ugers høring. Affaldsplanen danner grundlag for kommunens indsatser og målsætninger på affaldsområdet de næste seks år og indeholder 22 aktiviteter fordelt over fem temaer. De fem temaer handler om: Mere sortering og genanvendelse, udvikling af indsamlingsordninger, genbrug og cirkulær økonomi, erhvervsaffald og ny teknologi.

Den overordnede målsætning i planen følger den nationale målsætning om 55 % genanvendelse i 2025, 60 % genanvendelse i 2030 og 65 % genanvendelse af husholdningsaffaldet i 2035.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at udkast til affaldsplan 2022-2033 godkendes og sendes i 8 ugers offentlig høring.

Beslutning

Anbefales med 3 stemmer for (A ) og 1 imod (C ).

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen skal i henhold til affaldsbekendtgørelsen udarbejde en 12-årig affaldsplan, som skal revideres hvert 6. år. Den nye affaldsplan skal erstatte den nuværende Affaldsplan 2014-2018, som er forlænget til udgangen af 2020 (Kommunalbestyrelsens møde den 29. maj 2018, sag nr. 76). Forlængelsen skyldes, at kommunerne har afventet en ny national affaldsplan fra Miljøstyrelsen, som først er kommet som udkast i 2020.

Inden Affaldsplan 2022-2033 kan træde i kraft, skal den sendes i otte ugers offentlig høring, og derefter endeligt vedtages.

Affaldsplan 2022-2033 tager udgangspunkt i de målsætninger der er præsenteret i den nationale Handlingsplan for cirkulær økonomi og national plan for forebyggelse og håndtering af affald 2020-2032.

I den nationale plan er der fokus på, at vi skal mindske affaldsmængderne og forbedre udnyttelsen af naturressourcerne. Vi skal sikre mere og bedre genanvendelse, og øge direkte genbrug. Vi skal desuden reducere mængden af mad- og plastaffald samt sikre værdi fra fornybare råvarer. Ydermere skal vi reducere miljøbelastningen fra byggeri og nedrivning.

Planen danner grundlag for kommunens målsætninger og arbejdsindsats på affaldsområdet de næste seks år. Den overordnede målsætning i planen følger den nationale målsætning om 55 % genanvendelse i 2025, 60 % genanvendelse i 2030 og 65 % genanvendelse af husholdningsaffaldet i 2035. Det er en ambitiøs målsætning, som er en udfordring for en kommune som Rødovre, hvor en stor del af boligmassen er etageejendomme med fælles affaldsløsninger. De planlagte initiativer vil bære os et stykke af vejen, men de forventes ikke at bære os hele vejen til at opfylde målsætningen. For at nå vores målsætning skal vi arbejde videre med de resultater der opnås fra initiativerne, og være åbne for nye idéer og metoder, der opstår i løbet af planperioden, herunder en høj grad af borgerinvolvering. På den måde vil vi arbejde aktivt og vedvarende på, at øge genanvendelsen i Rødovre.

Resumé af Affaldsplan 2022-2033
Affaldsplan 2022-2033 er temaopdelt, og indeholder en beskrivelse af 22 indsatser fordelt på fem temaer:

  1. Mere sortering og genanvendelse
  2. Udvikling af indsamlingsordninger
  3. Genbrug og cirkulær økonomi
  4. Erhvervsaffald
  5. Teknologi

Under tema 1 er der planlagt initiativer om mere sortering i etageejendomme. Vi vil bl.a. teste, om uddeling af poser til sortering har en effekt. Ved etageejendomme vil vi også kigge på alternative løsninger til indsamling af farligt affald og på incitamenter for at få flere boligselskaber til at vælge nedgravede affaldsbeholdere.

Hos villaer og rækkehuse har vi planlagt kampagner om affaldssortering med fokus på farligt affald, elektronik og bygge- og anlægsaffald, og hos haveforeninger har vi planlagt besøg med henblik på et eftersyn og forbedring af deres affaldsløsninger.

Sortering i det offentlige rum udvides med endnu flere sorteringsspande fordelt i kommunen, og der vil komme sortering af plast i alle sorteringsspande. Ved kulturinstitutioner skal affaldssortering udbredes i større omfang end det er nu.

Til skoler vil vi opdatere vores informationsmateriale, og vi vil undersøge muligheder - inkl. økonomi, for at lave et undervisningsforløb for alle skoleklasser på genbrugsstationen.

Tema 2 handler om at udvikle på vores affaldsordninger. Vi har indledningsvis spurgt nogle borgere hvad de synes om ordningerne til haveaffald, storskrald og direkte genbrug. Det har resulteret i initiativer om at undersøge indsamling af haveaffald i vinterperioden samt alternative indsamlingsformer. Vi kigger også på muligheder for lån af haveredskaber.

Til storskrald undersøger vi mulighed for eftersortering af forbrændingsegnet affald, så genanvendeligt affald ikke sendes til forbrænding.

Mange borgere vil gerne selv køre på genbrugsstationen, men har ikke en bil. Derfor vil vi indkøbe en cykeltrailer til udlån og undersøge muligheder for samarbejde med udlejningsvirksomheder, der udlejer bil-trailere. Mange borgere vil også gerne give deres storskrald til direkte genbrug, men er bekymrede for at klunsning på fortov skaber problemer med sammenblanding af affald og uryddelighed, som den enkelte boligejer selv står med efterfølgende. Derfor vil vi undersøge, hvordan vi kan få storskrald flyttet til genbrug, uden det giver anledning til gener for borgerne.

Tema 3 handler om genbrug. Først og fremmest skal der bygges en ny genbrugsstation, hvor der vil blive indrettet et lokale, som skal fungere som en genbrugsbutik. Vi vil kontakte lokale virksomheder og frivillige organisationer med henblik på samarbejde, og undersøge muligheder for værkstedsfaciliteter, hvor brugte ting kan repareres. Vi vil også teste mobile genbrugshuse, som kan blive opstillet forskellige steder i det offentlige rum.

Initiativer inden for cirkulær økonomi og grønne indkøb vil blive sat i værk. Vi kigger sammen med afdeling for Indkøb & Jura på bæredygtige og grønne indkøb, og vores miljøvisiteringer og byggeprojekter vil blive gransket for potentiale i forhold til at øge bæredygtigheden og reducere CO2-aftrykket i Rødovre.

Tema 4 om erhvervsaffald handler meget om at komme ud og besøge virksomheder. Indledningsvis vil vi kontakte Erhvervsforeningen i Rødovre, og høre dem om de kender til virksomheder, der gerne vil i dialog med Rødovre Kommune omkring affaldshåndtering.

Vi vil være nysgerrige på hvilke udfordringer og barrierer der er for, at virksomhederne kommer i gang med at sortere affald, så vi bliver bedre til at vejlede og hjælpe virksomhederne. Virksomhederne har pligt til at udsortere alt genanvendeligt affald, og derfor vil vi ved miljøtilsyn sikre, at virksomhederne kender reglerne og de forskellige afsætningsmuligheder, der findes for genanvendeligt affald. I ejendomme med flere virksomheder vil vi vejlede om muligheden for at oprette en fælles affaldsløsning.

Udbygningen af Rødovre betyder, at der er mange større byggepladser i gang rundt om i kommunen. Vi vil derfor intensivere tilsynet på alle de større byggepladser, hvor der skal vejledes om affaldssortering. I tillæg til dette skal vejledning om affaldssortering ved større byggeprojekter integreres som et punkt på det indledende byggeopstartsmøde, som forvaltningen afholder med bygherre.

I tema 5 kigger vi på teknologi i forhold til affaldsindsamling. Det første vi sætter i gang er en mobil affaldsportal i form af en gratis app til smartphones. Den mobile affaldsportal skal gøre det nemt for borgerne, at sende en henvendelse vedrørende affald, f.eks. om manglende tømning, defekte affaldsbeholdere eller lignende.

Flere boligselskaber har ytret ønske om at kende affaldsmængden i deres afdeling. Det vil vi gerne imødekomme, og vi vil derfor teste vejesystem på de kranbiler, som tømmer de nedgravede affaldsbeholdere ved etageejendomme. Data skal bruges motiverende i forhold til affaldssortering i afdelingerne.

Ligeledes vil vi teste fuldmeldersystemer til vippecontainere til haveaffald og storskrald. Forventningen er, at vi i et samarbejde med de øvrige interessentkommuner under Vestforbrænding opstiller en forretningsmodel for anvendelse af en eller flere teknologier. De praktiske erfaringer er på nuværende tidspunkt begrænset hos danske kommuner. Vi deltager derfor i fællesaktiviteten, hvor vi gennem forsøg vil afdække eventuelle opmærksomhedspunkter, som kan indgå i en beslutnings- eller implementeringsfase.

I Bilaget til affaldsplanen findes en kortlægning af affaldsmængder i Rødovre, og en fremskrivning af mængderne de næste 12 år. Bilaget indeholder også en vurdering af de modtageanlæg (Vestforbrænding, AV Miljø og SMOKA), som Rødovre benytter sig af, og deres kapacitet i planperioden.

Lov- og plangrundlag

Bekendtgørelse nr. 2159 af 9. december 2020 om affald.

Handlingsplan for cirkulær økonomi. National plan for forebyggelse og håndtering af affald 2020-2032 (national affaldsplan).

Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi af 16. juni 2020.

Økonomiske konsekvenser

Affaldsområdet er takstfinansieret og finansieres via affaldsgebyrerne. Området skal hvile-i-sig-selv, hvilket betyder, at et eventuelt overskud eller underskud skal indarbejdes i taksterne de efterfølgende år. Over- og underskud vil derfor ikke kunne overføres til det skattefinansierede område.

Implementeringen af aktiviteterne i affaldsplanen indeholdes i budgettet på affaldsområdet. Gennemførelsen af initiativerne forudsætter en løbende omprioritering af ressourcerne. Hvor det er nødvendigt vil der forud herfor blive forelagt sager til politisk godkendelse.

Tidsplan

Affaldsplan 2022-2033 skal behandles politisk første gang i august 2021 og herefter sendes i 8 ugers offentlig høring.

Efter høringsfristens ophør og eventuelle høringssvar er behandlet, skal affaldsplanen igen behandles politisk og endeligt godkendes af Kommunalbestyrelsen, så den kan træde i kraft med udgangen af 2021.

Bilag

Bilag 1: Affaldsplan 2022-2033
Bilag 3: Miljøscreening - Affaldsplan
Bilag 4: Bilag til Affaldsplan 2022-2033

Anlægsregnskab – Målerskabe til vejbelysningen
Sag nr. 66

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Kommunalbestyrelsen har bevilget midler til opsætning af el-måler for vejbelysningen. Arbejdet er nu afsluttet og der fremlægges anlægsregnskab til godkendelse.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at regnskabet godkendes samt
  2. at mindreudgiften på 180.521 kr. tilgår kassebeholdningen.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

I budget 2020 er der bevilget 1.700.000 kr. til at vejbelysningen udstyres med el-målere.

Vejbelysningsanlægget skulle have tilføjet el-måler, som del af de nye regler for digital aflæsning af el-forbruget. Tilføjelsen af måler vil gøre det nemmere at aflæse det reelle el-forbrug, da det tidligere er blevet beregnet alene ud fra et forventet gennemsnitlige brændetimer pr. armatur for hvert år.

Anlægsprojektet har et mindre forbrug, da det har det vist sig muligt at reducere i det forventede antal af nye målerskabe, som skulle opsættes.

Nedenfor er regnskabet for anlægsprojektet opstillet i punktform.

  • Anlægsbevilling 1.700.000 kr.
  • Forbrug 1.519.479
  • Mindreudgift 180.521

Projektets udgifter anses for at balancere med den samlede projektbevilling.

Lov- og plangrundlag

Cirkulære om budget- og regnskabssystem for kommuner, kapitel 7.2.

Økonomiske konsekvenser

Anlægsprojektet vedrørende opsætning af el-målere er afsluttet, og jf. ovenstående regnskab er der en mindreudgift på 180.521 kr., som ved godkendelse af regnskabet tilgår kassebeholdningen.

Tidsplan

Ingen.

Projektforslag for konvertering af to områder beliggende syd for Rødovre Parkvej og øst for Tårnvej
Sag nr. 67

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning har udarbejdet projektforslag for konvertering af 2 boligområder. De er beliggende nord og syd for Roskildevej, hovedsagligt afgrænset af syd for Rødovre Parkvej og øst for Tårnvej. Projektforslaget konverterer områderne fra individuel opvarmning med naturgas til kollektiv opvarmning med fjernvarme. Fuldt udbygget vil områderne spare miljøet for ca. 9.000 tons CO2 udledning om året.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at projektforslaget godkendes og sendes i høring samt
  2. at projektforslaget godkendes uden vilkår om tilsagn fra fjernvarmepuljen.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Projektforslaget er i overensstemmelse med Rødovre Kommunes Varmeplan 2010 og Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsynings Udbygningsplan 2010.

Projektforslaget behandler områder med et samlet varmebehov på ca. 47.000 MWh. Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsynings nuværende årlige salg er til sammenligning ca. 150.000 MWh.

Der er tilsammen 1.829 potentielle kunder i de to områder.

Projektforslaget belyser de samfundsøkonomiske, selskabsøkonomiske og brugerøkonomiske gevinster, samt effekten på begrænsning af CO2 udledningen.

Analysen i projektforslaget viser, at fjernvarmeforsyningen, som beskrevet i projektforslaget, er samfundsøkonomisk, brugerøkonomisk og miljømæssigt fordelagtig.

Selskabsøkonomien balancerer efter 30 år.

Fjernvarmeforsyningen betyder økonomiske fordele for de nye fjernvarmekunder (brugerøkonomien).

Godkendelse af projektforslaget indebærer efterfølgende en ansøgning om anlægsbevillinger på netto 127 mio. kr. på anlægsbudgettet i 2022-2025, hvor der samlet er afsat 159 mio. kr. til Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsynings foreløbige udbygningsplaner i budgetforslaget for budget 2022-2025. Det skal bemærkes, at der i budgetoplægget er taget udgangspunkt i en forventning om 50 % tilslutning i første omgang. En tilslutning på 90 % som forudsat i projektforslaget vil koste 213 mio. kr.

Samfundsøkonomien

Projektets analyser viser, der er en samfundsøkonomisk gevinst på 80 mio. kr. i forhold til individuelle varmepumper.

Gennem projektet bidrager Rødovre Kommune til gennemførelse af Danmarks energipolitik, der skal sikre, at Danmark i 2050 er 100 % forsynet med vedvarende energi. I det Storkøbenhavnske område er fjernvarmeforsyning en væsentlig del af løsningen på, at udfase de fossile brændsler og opprioritere alternative energiformer.

Samfundsøkonomien er således positiv.

Selskabsøkonomien

Det antages, at alle nye kunder tilsluttes på en abonnementsordning. Med de givne forudsætninger balancere selskabsøkonomien for de nye kunder således, at de efter 30 år bidrager med positiv likviditet, som kommer alle kunder tilgode.

Der er forsigtigt regnet med en forholdsvis lav starttilslutning på 25 %.

Fjernvarmepuljen

En udmøntning af klimaaftalen af juni 2020 er blandt andet mulighed for tilskud til fjernvarmeselskaber. Fjernvarmepuljen giver støtte til udrulning af fjernvarmenet i nye områder. Fjernvarmeselskabers konverteringsprojekter støttes med et fast beløb på op til 20.000 kr. pr. varmeforbruger, som konverterer fra olie- eller gasfyr, for det antal, som udgør minimumstilslutningen. Minimumstilslutningen er det antal husstande, der skal tilkobles, for at give balance i selskabsøkonomien for konverteringsprojektet.

Fjernvarmepuljen stiller krav om, at et projekt har opnået en kommunal godkendelse betinget eller på vilkår af, at projektet opnår tilsagn om tilskud ved fjernvarmepuljen. Er projektet endeligt godkendt ved kommunen uden denne betingelse eller vilkår, så afskærer det muligheden for at opnå tilsagn om tilskud gennem ordningen.

Ansøgninger behandles efter først-til-mølle princippet. Får man afslag fordi alle midler allerede er givet som tilsagn, kan ansøgningen genfremsendes i det følgende år.

Et projekt kan risikere ikke at opnå tilsagn om tilskud, bl.a. fordi tilskudsmidlerne er begrænsede, eller hvis betingelserne herfor ikke er opfyldt. Når der ikke er opnået tilsagn om tilskud, skal det vurderes om projektforslaget skal revideres. Denne vurdering handler om, hvorvidt og i hvilket omfang forudsætningerne i projektforslaget har ændret sig. Herefter vil det være op til Kommunalbestyrelsen at vurdere, om projektet kan godkendes på baggrund af de nye oplysninger.

Landet over har mange projekter allerede ansøgt om tilskud, og flere forventes at være på vej. Puljen for 2020 blev hurtigt opbrugt og puljen for 2021 er på nuværende tidspunkt på 291 mio. kr., hvoraf der er ansøgt om 174 mio. kr.

Energistyrelsens sagsbehandlingstid for ansøgninger er p.t. på ca. 3 måneder.

Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning vurderer, at der er risiko for ikke at opnå tilsagn om tilskud. En ansøgning med efterfølgende afslag, vil forsinke Rødovre Kommunes ønske om grøn omstilling og CO2 reduktion med forventet mindst et år, fordi projektforslaget skal revideres og genfremsættes til fornyet godkendelse i Kommunalbestyrelsen.

Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning indstiller på det grundlag, at der ikke ansøges om tilskud fra fjernvarmepuljen.

Brugerøkonomien

I forhold til individuelle varmepumper, er den samlede nutidsgevinst for de nye kunder i projektforslaget beregnet til 35 mio. kr. med en tidshorisont på 20 år. Der er regnet med 100 % rabat på tilslutningsbidrag (maks. 15 meter stikledning) og 1 % i kalkulationsrente.

Den gennemsnitlige besparelse det første år er 19 % i forhold til en ny individuel varmepumpe.

Som noget nyt vil Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning med projektforslaget introducere en abonnementsordning.

Der er i beregningerne antaget, at de nye kunder som udgangspunkt tilsluttes med en abonnementsordning, hvorved forsyningsgrænsen flyttes til kundens side af fjernvarmeunitten.

Det betyder, at Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning servicerer og vedligeholder kundeinstallationen samt udskifter den, når den er udtjent.

De nye kunder skal således ikke selv investere i udskiftning af naturgasfyret med en fjernvarmeunit. Investering og fremtidigt vedligehold vil Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning stå for. Kunderne kan også vælge selv at stå for investering og fremtidigt vedligehold og dermed spare abonnementsydelsen. En abonnementsordning må ikke forveksles med en afdragsordning. Kunden ejer ikke og kan heller ikke købe fjernvarmeunitten. Abonnementsordningen er permanent og gælder så længe kundeforholdet består. Ønsker kunden at stoppe køb af fjernvarme på abonnement, vil fjernvarmeunitten blive nedtaget af Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning. Kunden må derefter selv sørge for varmeforsyningen. De præcise forhold og vilkår for abonnementsordningen er ikke endeligt afklaret, men vil ved en senere lejlighed blive forelagt Kommunalbestyrelsen til endelige godkendelse.

For kunderne kan det være af betydning, at tilslutning til fjernvarmen er en langsigtet investering en gang for alle, mens den relativt høje investering i individuelle varmepumper skal gentages med 15-20 års mellemrum. En fjernvarmeunit koster markant mindre og har en længere levetid.

Brugerøkonomien er således positiv.

Effekten på begrænsning af CO2 udledning

Fuldt udbygget (90 % tilslutning) vil områderne spare miljøet for ca. 9.000 tons CO2 udledning om året. Det er Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsynings forventning, at områderne vil være fuldt udbygget efter maksimalt 10 år. Det begrundes i klimaaftalen af juni 2020 indgået af et bredt flertal i Folketinget, der har afsnit om grøn omlægning af varmeafgifter, udfasning af individuelle olie- og gasfyr, grøn fjernvarme samt en grøn skattereform.

Herudover har det statslige gasselskab EVIDA i samarbejde med Energistyrelsen i foråret 2021 lavet en analyse af gaskundernes forventninger til deres fremtidige boligopvarmning.

Analysen viser (i uddrag) for Rødovre og det Storkøbenhavnske område:

  • Når gaskunderne i Rødovre skal vælge ny opvarmningskilde, er det vurderingen, at kun 16 procent vil vælge gas igen.
  • 44 % vil i højere grad vælge fjernvarme.
  • Analysen bekræfter, at alderen på gaskedlen har stor betydning for beslutningen om at udskifte gaskedlen. Således svarer 64 procent, at de regner med at skifte gaskedlen ud, når den når den alder, hvor de typisk stopper med at virke, eller når den går i stykker.
  • I Rødovre forventer 14 % at skifte indenfor 2 år.
  • I Rødovre vil 55 % af gaskunderne vælge med afsæt i anlæggets klimavenlighed.

På det grundlag er det Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsynings forventning, at en meget stor andel af de mulige kunder vil tilslutte sig fjernvarmen, senest når deres nuværende naturgasfyr står til udskiftning.

Arealafståelse og servitut

Der skal etableres flere distributionsledninger på private matrikler for at mindske omkostningerne ved at skulle placere flere ledninger til eksempelvis rækkehuse. Der skal tinglyses servitut på de private matrikler. Øvrige distributionsledninger, der er planlagt til at forløbe i offentlige arealer, kan etableres uden servitut. Stikledninger der kun er beliggende på den ejendom de forsyner, skal ikke pålægges servitut.

Lov- og plangrundlag

Bekendtgørelse af lov om varmeforsyning (Varmeforsyningsloven). LBK nr. 1215 af 14. august 2020.

Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg (Projektbekendtgørelsen). BEK nr. 181 af 4. maj 2021.

Bekendtgørelse om tilskud til projekter vedrørende udrulning af fjernvarmedistributionsnet. BEK nr. 2306 af 18. december 2020.

Rødovre Kommunes Varmeplan 2010, vedtaget på Kommunalbestyrelsens møde den 21. december 2010 (sag nr. 263).

Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning Udbygningsplan 2010, vedtaget på Kommunalbestyrelsens møde den 25. januar 2011 (sag nr. 163).

Strategi for udbygning af fjernvarmeforsyning i Rødovre Kommune, vedtaget på Kommunalbestyrelsens møde den 22. juni 2021 (sag nr. 117).

Klimaaftale for energi og industri m.v. 2020 af 22. juni 2020.

Adfærdsanalyse af EVIDAS kunder, udarbejdet af /kl.7, 18. februar 2021.

Økonomiske konsekvenser

Anlægsinvesteringen i vedlagte projektforslag til etablering af fjernvarmeudbygningen, er anslået til netto 213 mio. kr. ekskl. moms ved 90 % tilslutning. Heri er indregnet at Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning giver 100 % rabat på tilslutningsbidraget.

I budgetoplægget for budget 2022-2025 er afsat rådighedsbeløb på netto 127 mio.kr., hvor der er taget udgangspunkt i en forventning om 50 % tilslutning. I budgetperioden er der samlet afsat 159 mio. kr. til Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsynings foreløbige udbygningsplaner i budgetforslaget for budget 2022-2025.

Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsynings rabat hos VEKS med 5 års fritagelse for fast afgift tilfalder Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning, og er indregnet i projektforslaget.

Tidsplan

August: Kommunalbestyrelsens godkendelse af projektforslaget.

September-oktober: Projektforslaget sendes i 4 ugers høring.

November: Behandling af høringssvar og klargøring af sagsfremstilling til endelig politisk behandling.

December: Kommunalbestyrelsens endelige godkendelse af projektforslaget.

2022: Detailprojektering og udbud.

2023-2026. Udbygning og tilslutning af kunder.

Bilag

Bilag 1: Projektforslag for fjernvarmeforsyning af to områder i Rødovre

Forventet regnskab - Teknik- og Miljøudvalget pr. juni 2021
Sag nr. 68

Beslutningskompetence: TMU

Sagens kerne

Forventet regnskab pr. ultimo juni 2021 omfatter en opfølgning på forbruget af nettodriftsmidler for Teknik- og Miljøudvalgets rammer med udgangspunkt i status ultimo juni 2021.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at forventet regnskab pr. ultimo juni 2021 tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Der henvises til bilaget "Forventet regnskab - Teknik- og Miljøudvalget pr. ultimo juni 2021".

Lov- og plangrundlag

Principper for Økonomistyring i Rødovre Kommune.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Forventet regnskab - Teknik- og Miljøudvalget pr. ultimo juni 2021

Budgetforslag 2022 - 2025
Sag nr. 69

Beslutningskompetence: TMU

Sagens kerne

Orientering om budgetforslag 2022 - 2025, som det er fremsendt til Økonomiudvalgets 1. behandling den 25. august 2021.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

I henhold til tidsplanen for budgetprocessen er budgetforslaget lagt til Kommunalbestyrelsens medlemmer på KB-net. Budgetforslaget lægges endvidere på rk.dk til alle interesserede.

Budgetforslaget indledes med generelle bemærkninger, som beskriver de overordnede forudsætninger i budgettet. Herefter beskrives strategiske bemærkninger og ændringer på de enkelte områder.

Endvidere vises budgettet opdelt på de enkelte udvalg i Rødovre Kommune.

Bagerst i publikationen vises en oversigt over bevillingerne til de enkelte udvalg, takstoversigt og en række øvrige overblikstabeller over budgettet.

Lov- og plangrundlag

Styrelsesloven §37-40.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: grå og hvide TMU

Forelæggelse af udkast til sundhedspolitik inden høring
Sag nr. 70

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger udkast til Rødovre Kommunes sundhedspolitik 2021-2025, inden den sendes i høring.

Sagen forelægges samtidig i alle udvalg.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at udkast til Rødovre Kommunes sundhedspolitik sendes i høring.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen godkendte på møde den 15. december 2020 (sag nr. 239) procesplan for revidering af Rødovre Kommunes sundhedspolitik. Der er efterfølgende afholdt to temadrøftelser i Social- og Sundhedsudvalget, og alle udvalgsformænd samt borgmesteren er blevet interviewet.

Bred involvering i processen

Derudover har der været en bred involvering med mange interviews af borgere i form af individuelle interviews og gruppeinterviews, eksempelvis ungegruppen i socialpsykiatrien, borgere i Sundhedscentret og "Sammen om Familien".

AOF, Gigtskolen, den boligsociale medarbejder, boligforeninger og Rødovre Centrum er også blevet interviewet, og der har der været drøftelser med Ungepanelet, Udsatterådet, Handicaprådet, Seniorrådet, Integrationsrådet, Det Kommunalt Lægelige udvalg og Folkeoplysningsudvalget. Ligesom der er afholdt dialogmøder med patientforeninger, de frivillige sociale foreninger og idrætsforeningerne, og der er afholdt workshop om hvert strategimål for medarbejderne.

På baggrund af de drøftede temaer og de mange input, der er kommet frem i processen, er der udarbejdet et udkast til ny sundhedspolitik i Rødovre Kommune.

Visionen for sundhedspolitikken

Visionen for sundhedspolitikken er: Vi vil fremme lighed i sundhed, så flere får mulighed for at leve et godt og sundt liv.

Det betyder, at vi arbejder for lighed i sundhed gennem sundhedsfremme, forebyggelse og tidlig indsats. Vi ser sundhed som både den mentale, den sociale og den fysiske del af livet. Derfor er sundhed også et fælles ansvar på tværs af fagområder som for eksempel miljø, læring, sport, kultur, beskæftigelse og byplanlægning.

Sundhedspolitikkens tre fokusområder

I vores arbejde med at realisere visionen står vi på et solidt fundament, der udgøres af tre fokusområder ”lighed i sundhed”, ”tidlig indsats” samt ”deltagelse og partnerskaber". Fokusområderne fungerer som rettesnor i udmøntningen af de fem strategimål.

Sundhedspolitikkens fem strategier

De fem strategimål for en tværgående sundhedsindsats er:

  • Rødovre i bevægelse
  • Den første røgfrie generation
  • Trivsel i top
  • Fra overvægt til ligevægt
  • Sundhed i skolen.

For hvert strategimål udarbejdes der i et tværfagligt samarbejde og med inddragelse af relevante aktører en strategi med konkrete indsatser. De fem strategier omsættes til handling i sundhedspolitikkens fireårige periode (2021-2015) i en prioriteret rækkefølge. Prioriteringen afhænger af aktuelle indsatser i kommunen, idet strategierne skal spille ind i de indsatser, der er i gang, så vi sikrer sammenhæng og skaber mere værdi for borgerne.

Der vil umiddelbart efter politikkens vedtagelse blive forelagt et oplæg for arbejdet med de fem strategier. Oplægget vil indeholde et forslag til en tidsplan, herunder et bud på hvilke områder og aktører, der kan medvirke til udvikling og implementering af aktiviteterne.

Næste skridt i processen

Efter behandling af udkast til Rødovre Kommunes sundhedspolitik inviteres relevante interessenter til høringsmøde, hvor det er muligt at komme med høringssvar og indgå i dialog om disse. Det er sideløbende muligt at komme med skriftlige høringssvar. Den endelige politik forelægges til politisk godkendelse i oktober 2021. Hvorefter den bliver sat op med tekst, billeder og citater og efterfølgende trykt og lagt på Rødovre Kommunes hjemmeside.

Lov- og plangrundlag

Sundhedsloven.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

August-september 2021: Høringsperiode inklusiv høringsmøde.

Oktober 2021: Endelig godkendelse i Kommunalbestyrelsen.

December 2021: Oplæg til arbejdet med de fem strategier forelægges.

Bilag

Bilag 1: Udkast til Rødovre Kommunes sundhedspolitik

Diverse
Sag nr. 71

Beslutningskompetence: TMU

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.