Teknik- og Miljøudvalget

15-11-2022

Medlemmer

Formand Jan Kongebro (A)
Pia Hess Larsen (A)
Lene Due (A)
Ahmed H. Dhaqane (A)
Mogens Brauer (C)

Sager 71 - 80

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 71

Beslutningskompetence: TMU

Sagens kerne

Oversigt fremlægges til orientering.

  1. Orientering om CO2-fangst på Vestforbrænding (se bilag 1 og 2)
  2. Mundtlig orientering om brev vedr. kommende fjernvarmeområder og kommunikation.

Indstilling

Meddelelsespunkterne forelægges til orientering.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Bilag 1: Notat fra Vestforbrænding om anlæg til CO2-fangst på Vestforbrænding
Bilag 2: CO2-fangst på Vestforbrænding

Startredegørelse - Boliger i Valhøj - Rammeområde 4B20
Sag nr. 72

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

En ny lokalplan for Rammeområde 4B20 i Valhøj Erhvervskvarter skal danne det planmæssige grundlag for udviklingen af et nyt attraktivt, grønt og blandet boligområde. Startredegørelsen for Lokalplan 156 - Valhøj Erhvervskvarter - Rammeområde 4B20 beskriver hovedtræk vedrørende forventet indhold i arbejdet med lokalplanforslaget.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at Startredegørelsen for Lokalplan 156 - Valhøj Erhvervskvarter - Rammeområde 4B20 vedtages med de indholdsmæssige hovedtræk, der er skitseret for arbejdet med lokalplanforslaget.

Beslutning

Anbefales med 4 stemmer for (A) og 1 imod (C).

Sagsfremstilling

ALFA Development har henvendt sig til Rødovre Kommune med ønske om at opføre et nyt attraktivt grønt og blandet boligområde på deres ejendom i Rammeområde 4B20. Lokalplanen foreslås lavet med udgangspunkt i en samlet udviklingsplan for hele rammeområdet.

Kommuneplan 2022

Rammeområde 4B20 ligger i Kommuneplan 2022 i byudviklingsområdet Valhøj Erhvervskvarter. Udviklingen af byudviklingsområdet forudsætter nyt plangrundlag for at udmønte Kommuneplan 2022's rammer og visioner. I Kommuneplan 2022 er Rammeområde 4B20 udlagt til boligområde (tæt-lav og etagebebyggelse) og sports-/idrætsanlæg med mulighed for tilknytning af en café. Rammebestemmelserne giver mulighed for en maksimal bebyggelsesprocent på 85, maks. 5 etager og et udeopholdsarealkrav på min. 50% i forhold til etageareal boligbebyggelse. Desuden foreskriver kommuneplanens retningslinjer blandt andet, at byrum og bygninger skal udvikles med fokus på at skabe tryghed, oplevelser, grønne rum og steder, som understøtter biodiversitet og at der skal skabes sammenhængnede grønne forbindelser fra byudviklingsområderne til de grønne kiler og bykiler.

Startredegørelse for Lokalplan 156

Udarbejdelsen af en lokalplan for Rammeområde 4B20 vil blive den første nye lokalplan i byudviklingsområdet Valhøjs Erhvervskvarter. Startredegørelsen formidler et overblik over nødvendigt grundlag, forventet indhold i lokalplanforslaget og skitserer et forslag til inddragelsesforløb i forbindelse med planprocessen. Nedenfor fremhæves fra Startredegørelsen; formålet med lokalplanen samt temaer der kræver særlig opmærksomhed forud for den videre planlægning.

Formål:

Lokalplanens overordnede formål er at danne det planmæssige grundlag for, at lokalplanområdet kan udvikles til et attraktivt, grønt og blandet boligområde. Det er også lokalplanens formål, at sikre rammer der varetager klimatilpasning, hensyn til eksisterende kvaliteter og sammenhænge og at området kan kobles godt, attraktivt og sikkert op på den omkringliggende by.

Klimatilpasning:

Lokalplanområdet ligger i Kommuneplan 2022 i udpeget risikoområde. Der vil i lokalplanprocessen være løbende dialog med HOFOR i forhold til at en eventuel håndtering af regnvand på områdeniveau. En eventuel klimatilpasningsløsning skal sikres integreret hensigtsmæssigt i lokalplanområdet, hvis HOFORs kortlægning og analyse peger på, at det bliver nødvendigt.

Parkering:

En af visionerne for området er, at lokalplanområdet bliver bilfrit ved at samle parkeringen i parkeringshus(e), så det kun bliver muligt at komme ind i området med bil, strategisk placerede steder i forhold til afsætning etc. Parkeringsløsning og konkret placering vil blive undersøgt nærmere i det videre arbejde.

Trafikhåndtering for alle trafikanter:

Omdannelsen af lokalplanområdet fra erhverv til boliger forudsætter, at trafikhånderingen håndteres på områdeniveau (hele byudviklingsområdet). Det betyder, at der i lokalplanprocessen skal udarbejdes en trafikanalyse, som vil danne grundlag for udarbejdelsen af en Helhedsplan for trafik og forbindelser, der fastlægger den fremtidige trafikhåndtering i hele byudviklingsområdet for alle trafikanter (fodgængere, cykler, biler og lastvogne).

Anvendelse og omfang:

Byggeriets omfang forventes at overholde kommuneplanens rammebestemmelser med en samlet bebyggelsesprocent på maks. 85 % og en maks. højde på mellem 2-5 etager. ALFA Development er åbne for, at der kan etableres almene boliger i Rammeområde 4B20, hvis Rødovre Kommune ønsker det.

Almene boliger:

Det foreslås at fastlægge i lokalplanen, at en vis andel af boligerne (Maks. 25%) skal være almene boliger, således at der sikres et bredt og varieret boligudbud i det fremtidige boligkvarter. Forudsætningen for at kunne stille krav om almene boliger i en lokalplan er, at det er indskrevet i kommuneplanens rammebestemmelser for området. Det betyder, at der i givet fald skal udarbejdes et kommuneplantillæg.

Mulighed for idrætsanlæg:

Rammebestemmelserne i Kommuneplanen giver mulighed for opførelse af sports-/idrætsanlæg i lokalplanområdet. Der lægges i det forestående lokalplanarbejde op til, at området skal tilrettelægges med uderum- og faciliteter, der understøtter et sundt og aktivt liv på lokalt niveau. Placering og omfang i forbindelse med opførsel af en multihal, vil indgå i planprocessen i dialog med Børne- og kulturforvaltningen og udviklere i lokalplanområdet.

Inddragelse af naboer og virksomheder

Redegørelsen skitserer også et forslag til inddragelse af naboer og virksomheder, i form af tre inddragelsesaktiviteter. En i forbindelse med opstart, en i forbindelse med temaet omkring trafikhåndtering og en når planforslaget er i offentlig høring.

Lov- og plangrundlag

Planloven.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Tidsplanen nedenfor kan blive ændret ift. afklaringer knyttet til dialogen med grundejere.

Dialog med udvikler/grundejere i lokalplanområdet

Infomøde december2022/januar 2023

Trafikanalyse færdig januar/februar 2023

Inddragelse af ejere/erhvervsdrivende/naboer februar/marts 2023

Forslag til Lokalplan 156 efterår 2023

Høring i otte uger efterår/vinter 2023

Borger-/orienteringsmøde efterår/vinter 2023 (i høringsperioden)

Endelig vedtagelse af Lokalplan 156 forår 2024

Offentliggørelse forår/sommer 2024.

Bilag

Bilag 1: Startredegørelse - Lokalplan 156 - web

Midlertidig dispensation til nye aktiviteter på Korsdalsvej 107-109 - tidl. 111
Sag nr. 73

Beslutningskompetence: TMU

Sagens kerne

Rødovre Kommune har modtaget ansøgning om nye aktiviteter på Terminalen, Korsdalsvej 107-109 (tidl. 111). De nye aktiviteter er dels et større indendørs areal til ølbar/cafe, og dels to udendørs padelbaner.

Dette vil kræve en midlertidig dispensation i henhold til Planlovens § 19, stk. 1, da anvendelsen ikke falder under den gældende byplanvedtægts anvendelsesbestemmelser.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at der gives en midlertidig dispensation til det ansøgte, hvis der ved naboorientering ikke indkommer væsentlige indsigelser samt
  2. at dispensationens midlertidighed fastsættes til to år.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Initiativtagerne bag Terminalen på Korsdalsvej fik i april 2020 en midlertidig dispensation fra Byplanvedtægt 6 til at etablere ølbar/cafe/kulturhus. Den midlertidige dispensation var forinden behandlet i Teknik- og Miljøudvalget 14. januar 2020 og i Økonomiudvalget den 22. januar 2020. Initiativtagerne søgte i 2022 om forlængelse af den midlertidige dispensation, hvilket blev godkendt af Teknik- og Miljøudvalget den 15. marts 2022.

Initiativtagerne søger nu om at udvide Terminalens aktiviteter. Dels ønskes mulighed for at inddrage tilstødende lokaler til baren/cafeen, således at antal tilladte gæster kan øges fra 50 til 150 personer og dermed bedre imødekomme efterspørgslen. Dels ønskes mulighed for at etablere stabilt underlag (fliser eller trækonstruktion) til to mobile padelbaner på græsarealet op til Fjeldhammervej. Se bilag 1 for placering af de nye aktiviteter.

Planmæssige forhold

Korsdalsvej 107-109 er omfattet af Byplanvedtægt 6, som fastlægger anvendelsen til industri- og værkstedsvirksomhed, oplag samt forretningsvirksomhed, der har tilknytning til de pågældende virksomheder.

Ølbar/cafe samt idrætsaktiviteter falder ikke ind under de i byplanvedtægten nævnte kategorier og vil derfor som udgangspunkt ikke kunne etableres lovligt, da der som udgangspunkt ikke kan dispenseres fra anvendelsesbestemmelserne i en lokalplan eller byplanvedtægt.

Planloven indeholder dog en mulighed for - under visse forudsætninger - at meddele midlertidig dispensation til en anden anvendelse end planlagt. De i denne sammenhæng relevante forudsætninger er følgende:

  • Dispensationen er tidsbegrænset til maks. 3 år (men kan forlænges maks. tre år ad gangen et ubegrænset antal gange)
  • Dispensationen anvendes, fordi det vil være uhensigtsmæssigt eller ufleksibelt at skulle udarbejde en ny lokalplan for den ønskede anvendelse
  • Dispensationen anvendes med henblik på eksempelvis øvelokaler, kunstudstillinger, musikarrangementer, teater, sportsaktiviteter, midlertidige lokaler til virksomheder, fx iværksættervirksomheder
  • Dispensationen er ikke uforenelig med relevante hensyn til det omkringliggende områdes anvendelse
  • Det der meddeles dispensation til, har ikke et omfang eller en karakter, der udløser lokalplanpligt.

Teknik- og Miljøudvalget har kompetencen til at beslutte midlertidige dispensationer fra en lokalplan eller byplanvedtægt, hvor det ikke vil kræve lokalplantillæg eller ny lokalplan.

Planmæssig vurdering

Korsdalsvej 107-109 og tre omkringliggende grunde er i Kommuneplan 2022 udlagt til fremtidigt boligområde med mulighed for idrætsaktiviteter. Teknisk Forvaltning har påbegyndt arbejdet frem mod et lokalplanforslag. I årene frem til, at en lokalplan er vedtaget og kan realiseres, anbefales det at godkende en midlertidige dispensation til de ansøgte nye aktiviteter, idet Terminalen har vist sig at være en kvalitet og attraktion for borgere i nærområdet såvel som et bredere publikum.

Lov- og plangrundlag

Planloven

Byplanvedtægt 6.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Terminalen - udvidelse

Anlægsbevilling og godkendelse af projekt - Veronikavej
Sag nr. 74

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

I investeringsoversigten i budget 2023 er der afsat et rådighedsbeløb på 0,6 mio. kr. i 2022, 6,2 mio. kr. i 2023 og 0,1 mio. kr. i 2024 til anlæggelse af cykelstier på Veronikavej. Der er i budget 2022 frigivet 0,6 mio. kr. til projektering.

Der ansøges om, at projektforslaget godkendes og om en frigivelse af anlægsbevillingen på de resterende 6,3 mio. kr.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at vedlagte projektforslag godkendes samt
  2. at der frigives en anlægsbevilling på 6,3 mio. kr. til Teknik- og Miljøudvalget, som financieres af det afsatte rådighedsbeløb på 6,2 mio. kr. i 2023 og 0,1 mio. kr. i 2024 til Cykelstier på Veronikavej.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Teknisk Forvaltning har fået udarbejdet et projektforslag for cykelstier på Veronikavej. Se bilag 1 - 5.

Der er i perioden 2022 til 2024 afsat midler til projektering og anlæggelse af cykelstier på Veronikavej. Cykelstierne bliver projekteret færdigt i 2022, og anlægsarbejderne kan udføres i 2023. Der ansøges derfor om en bevilling af midler til anlægsprojektet.

Projektet har til formål at skabe tryghed og sikkerhed for cyklisterne på strækningen. Dette sker ved anlæggelse af cykelstier med en bredde på 1,8 m på begge sider af Veronikavej mellem Roskildevej og Rødovrevej. Langs de nye cykelstier bliver der etableret parkering i afmærkede båse forskudt i begge sider af vejen. Dette vil give kørebanen et forskudt forløb.

Ombygningen ved rundkørslen betyder, at 2 træer bliver fældet (hvoraf det ene er dødt) og erstattes af nye træer. Dertil kommer, at der på strækningen vil blive etableret ca. 10 vejtræer, som vil begrønne området. Vejtræerne placeres i enderne på parkeringspladserne, hvor det er muligt. Det forskudte vejforløb, cykelstierne samt træerne vil give en visuel indsnævring af kørebanen, hvilket erfaringsmæssigt virker hastighedsdæmpende.

Grundet vejprofilets bredde er det ikke muligt at lave cykelstierne bredere end 1,8 m og samtidigt fastholde parkeringsmulighederne på vejen. Der er derfor projekteret en vandrende mellem cykelsti og fortov af chaussesten - som på Rødovrevej - hvilket gør, at man kan fjerne rendestensbrøndene fra cykelstiarealet og cyklisterne derved fuldt ud kan benytte hele cykelstiarealet.

På den nordlige del af Veronikavej har det været muligt, at finde plads til et 50 cm bredt ind- og udstigningsareal mellem parkeringsbåse og cykelsti, da vejprofilet er bredere. Her forberedes samtidig med trækrør til eventuelle fremtidige el-ladestandere.

Der er i projekteringen lagt vægt på at sikre gode og ordentlige forhold for cyklisterne. På det resterende vejareal, har der været stor fokus på at fastholde så meget som muligt af den eksisterende parkering og samtidig skabe plads til træer.

Der er i dag 34 p-pladser på denne strækning. Det har været muligt at disponere parkeringsarealet anderledes, så der fremadrettet vil være ca. 38 p-pladser. Dette skyldes, at der er etableret p-bane frem for p-båse. Der er fokus på at skabe flest muligt p-pladser på den nordlige del, hvor der ikke er mulighed for at parkere på egen grund.

Teknisk Forvaltning har været i kontakt med grundejerforeningen Annexgaarden om cykelstiprojektet.

De tilstødende grundejere vil blive orienteret om cykelstiprojektet inden anlægsarbejdet påbegyndes.

Lov- og plangrundlag

Budget 2023
Lov om offentlige veje (lovbekendtgørelse nr. 1520 af 27. december 2014)
Færdselsloven (lovbekendtgørelse nr. 1386 af 11. december 2013).

Økonomiske konsekvenser

Grundet den nuværende situation med stigende energipriser er der en risiko for, at projektet bliver dyrere end den samlede anlægssum på 6,9 mio. kr. Det vides først med sikkerhed, når der har været afholdt licitation for anlægsarbejderne.

Det er forvaltningens forslag, at et eventuelt underskud kan dækkes af en forventet mindreudgift på projektet Cykelstier på Randrupvej.

Hvis projektet ikke kan afholdes inden for de økonomiske rammer, fremlægges en politisk sag i foråret 2023 om udfordringer og forslag til løsninger.

Med godkendelse af denne sag, vil der samlet set være bevilget 6,9 mio. kr. til projektet, fordelt med 0,6 mio. kr. i 2022, 6,2 mio. kr. i 2023 og 0,1 mio. kr. i 2024.

Udgifterne vedrører hovedfunktion 2.28 - kommunale veje.

Tidsplan

Med godkendelse af denne indstilling om frigivelse af anlægsmidler og godkendelse af projektforslaget, forventes anlægsarbejderne efterfølgende udbudt og cykelstierne etableret i 2023.

Bilag

Bilag 1: Veronikavej, oversigtstegning
Bilag 2: Veronikavej, Plantegning 1
Bilag 3: Veronikavej, Plantegning 2
Bilag 4: Veronikavej, Plantegning 3
Bilag 5: Veronikavej, Snit

Gebyr for virksomheders brug af genbrugsstationen 2023
Sag nr. 75

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

I/S Vestforbrænding anmoder interessentkommunernes kommunalbestyrelser om at vedtage gebyr for virksomheders brug af tilmeldeordningen til Genbrugsstationen i 2023.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at gebyrerne, som beskrevet i sagsfremstillingen, for virksomheders adgang til Genbrugsstationen 2023, godkendes.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Rødovre Kommune samarbejder med de andre af Vestforbrændings interessentkommuner om driften af genbrugsstationerne, herunder også administration af virksomhedernes betaling for adgangen til genbrugsstationerne, kaldet tilmeldeordningen. Bestyrelsen i Vestforbrænding har på deres møde nr. 432 den 25. maj 2022 godkendt gebyrerne for 2023, og kommunerne i tilmeldeordningen skal efterfølgende hver især vedtage gebyrerne, for at disse er gyldige. Bestyrelsen vedtog gebyrer for både enkeltbesøg og for årskort.

Virksomhedernes betaling for brug af genbrugsstationerne går fra årsskiftet over til at være baseret på nummerpladeaflæsning. Dette stemmer ikke overens med den beslutning, som bestyrelsen vedtog på bestyrelsesmødet i maj 2022, hvor man vedtog gebyr for årskort. Denne beslutning har Vestforbrænding nu valgt at se bort fra ved at fjerne muligheden for køb af årskort. Med nummerpladeaflæsning kan der kun betales for besøg fra gang til gang. Det er således kun gebyrerne for enkeltbesøg, der skal vedtages af kommunerne.

Gebyrerne for 2022 er, til sammenligning, skrevet i parentes. Alle gebyrer er oplistet ekskl. moms:

Engangsbillet

Betaling for en times besøg for brug af Genbrugsstationen. Gælder for alle virksomhedskategorier og adgang købes via nummerpladeaflæsning pr. besøg. Priser ekskl. moms:

Personbil 108 kr. (110 kr.)

Kassebil 144 kr. (160 kr.)

Ladvogn 184 kr. (190 kr.)

Farligt affald

Farligt affald for alle virksomhedskategorier og alle biltyper. Pris ekskl. moms:

60 kr. (60 kr.) for hver 10 kg ud over de første 5 kg.

Opsummering

Gebyrerne for virksomhedernes adgang til genbrugsstationen i 2023 er sænket i forhold til 2022. Engangsbilletter sænkes med 2 - 16 kr. (afhængig af biltype) og nedgangen skyldes primært de høje forventninger til jern- og metalpriserne.

Gebyr for aflevering af 10 kg farligt affald holdes uændret.

Lov- og plangrundlag

Bekendtgørelse nr. 2097 af 14. december 2020 om affaldsregulativer, - gebyrer og -aktører m.v. (Affaldsaktørbekendtgørelsen).

Regulativ for erhvervsaffald gældende fra 1. november 2021.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Gebyrerne gælder fra den 1. januar 2023.

Bilag

Bilag 1: Tilmeldeordning - Gebyrforslag 2023

Forventet regnskab - Teknik- og Miljøudvalget pr. ultimo september 2022
Sag nr. 76

Beslutningskompetence: TMU

Sagens kerne

Forventet regnskab pr. ultimo september 2022 omfatter en opfølgning på forbruget af nettodriftsmidler for Teknik- og Miljøudvalgets rammer med udgangspunkt i status pr. ultimo september 2022.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at forventet regnskab pr. ultimo september 2022 tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Der henvises til bilaget "Forventet regnskab - Teknik- og Miljøudvalget pr. ultimo september 2021".

Lov- og plangrundlag

Principper for Økonomistyring i Rødovre Kommune.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Forventet regnskab - Teknik og Miljøudvalget pr. ultimo september 2022

Endelig godkendelse af Regulativ for husholdningsaffald
Sag nr. 77

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Forslag til regulativ for husholdningsaffald skal godkendes efter fire ugers offentlig høring i september 2022. Der er modtaget 1 høringssvar.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at Regulativ for husholdningsaffald af 1. december 2022 godkendes.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Forslag til Regulativ for husholdningsaffald blev behandlet på Kommunalbestyrelsens møde den 30. august 2022 (sag nr. 128), hvorefter det blev sendt i fire ugers høring. Der er modtaget et høringssvar.

Høringssvaret vedrører et forslag om, at kommunen fremover også skal afhente affald inde på grunde, hvor adgangsvejene ikke overholder kravene herfor.

Høringssvaret har ikke givet anledning til ændringer. Høringssvaret, Teknisk Forvaltnings vurdering samt svar til borger fremgår af bilag 2.

Med godkendelse af regulativet implementeres indsamlingordningen for mad- og drikkekarton. Tømmefrekvensen hos villaer og rækkehuse med to-kammerbeholder til papir og plast med mad- og drikkekarton ændres fra hver tredie uge til hver anden uge. Teknisk Forvaltning vil i december 2022 implementere den nye tømmefrekvens.

Lov- og plangrundlag

Lov om miljøbeskyttelse (miljøbeskyttelsesloven)
Bekendtgørelse om affaldsregulativer, -gebyrer og -aktører m.v.
Bekendtgørelse om affald (affaldsbekendtgørelsen)
Bekendtgørelse om at bringe elektrisk og elektronisk udstyr i omsætning samt håndtering af affald af elektrisk og elektronisk udstyr (elektronikaffaldsbekendtgørelsen)
Bekendtgørelse om batterier og akkumulatorer og udtjente batterier og akkumulatorer (batteribekendtgørelsen)
Bekendtgørelse om deponeringsanlæg (deponeringsbekendtgørelsen).

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Regulativet for husholdningsaffald træder i kraft den 1. december 2022.

Bilag

Bilag 1: Regulativ for husholdningsaffald gældende fra 1 december 2022-endelig
Bilag 2: Høringssvar til Regulativ for husholdningsaffald (personopdelt)

Varmeplan 2022 for de gasforsynede områder
Sag nr. 78

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Varmeplan 2022 for tre gasforsynede områder i kommunen, som fremover ønskes konverteret til kollektiv forsyning med fjernvarme.

Opdateringen sker på grundlag af "Klimaaftale om grøn strøm og varme" af 25. juni 2022 indgået af regeringen og et bredt flertal af partier i Folketinget, og aftalen mellem regeringen og KL "Aftale om fremskyndet planlægning for udfasning af gas til opvarmning og klar besked til borgerne", af 29. juni 2022.

Aftalerne skal fremme udrulningen af grøn varme og bidrage til at sikre den politiske ambition om, at der fra 2035 ikke skal anvendes gas til rumvarme i danske husstande, samt at Danmark senest i 2030 vil være 100 % forsynet med grøn gas.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at Varmeplan 2022 for Rødovre kommune godkendes.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Varmeplan 2022 for de tre gasforsynede områder opdaterer Rødovre Kommunes Varmeplan 2010. Den omfatter de tre resterende områder, i den nordlige del af kommunen, som endnu ikke er godkendt til fjernvarme.

De tre områder er beliggende nord og syd for Jyllingevej samt Islev.

Opdateringen sker på grundlag af "Klimaaftale om grøn strøm og varme" af 25. juni 2022 indgået af regeringen og et bredt flertal af partier i Folketinget, og aftalen mellem regeringen og KL "Aftale om fremskyndet planlægning for udfasning af gas til opvarmning og klar besked til borgerne", af 29. juni 2022.

Aftalerne skal fremme udrulningen af grøn varme og bidrage til at sikre den politiske ambition om, at der i 2025 ikke skal anvendes gas til rumvarme i danske husstande, samt at Danmark senest i 2030 vil være 100 % forsynet med grøn gas.

Kommunalbestyrelsen skal inden udgangen 2022 udarbejde en samlet varmeplan for kommunen. En varmeplan der som minimum omfatter de områder af kommunen, som har status som gasforsynede. Hermed omfattes også de ejendomme i de gasforsynede områder, som har et oliefyr.

Varmeplanen vil i 2023 blive fulgt op med et projektforslag fra Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning, som vil redegøre mere detaljeret for, hvordan fjernvarmen kan udbygges med positiv samfunds-, selskabs- og brugerøkonomi i disse områder.

Varmeplanen viser, at det er samfundsøkonomisk fordelagtigt at konvertere de tre resterende gasforsynede områder i den nordlige del af kommunen til fjernvarme set i forhold til, at varmeforbrugerne alternativt skal etablere individuelle varmepumper. Varmeplanen fortrænger naturgas til individuelle kunder med varme fra VEKS svarende til CO2 emission fra naturgas på ca. 13.000 tons/år.

Varmeplanen i korte træk:

Omfatter ca. 540.000 kvm. bebygget areal.

Varmebehovet er anslået til 72.000 MWh, ud fra standard enhedsforbrug for de typiske bebyggelser.

I alt 3.590 ejendomme/kunder.

Anlægsudgiften er anslået til 608 mio. kr. ekskl. moms. (Inkl. brugerinstallationer, spidslast og vekslere i distributionsnettet).

Afkoblingsgebyret til EVIDA for afkobling af naturgas er ikke medtaget i sammenligningen med individuelle varmepumper. Afkoblingsgebyret skal betales af kunderne, uanset om de skifter til fjernvarme eller individuelle varmepumper.

Varmeplanen viser også, at det er fordelagtigt for kunderne og, at økonomien kan balanceres så økonomien også er neutral for Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning på lang sigt.

Samfundsøkonomi:
De samfundsøkonomiske beregninger i varmeplanen, er baseret på Energistyrelsens forudsætninger af februar 2022 og Finansministeriets nøgletalskatalog af 2. marts 2021.

Den samfundsøkonomiske nutidsværdi er beregnet til ca. 71 mio. kr. i 2022 ved en tidshorisont på 20 år.

De væsentligste miljømæssige forhold, herunder de samfundsøkonomiske omkostninger ved CO2-emissionen, er indeholdt i de samfundsøkonomiske omkostninger og må ikke tillægges nogen vægt i vurderingen af fjernvarme i forhold til de individuelle varmepumper, jf. Varmeforsyningslovens § 1.

Selskabsøkonomi for Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning:

Det er antaget, at kunderne vælger en abonnementsordning med en fast ydelse på 250 kr./mdr. ekskl. moms.

Det er i beregninger antaget, at kunderne herudover betaler et udbygningsbidrag på 2.000 kr./år, for at få selskabsøkonomien til at balancere over 30 år.

Gevinsten for Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning som nutidsværdi med indregning af scrapværdi er 91 mio. kr.

Brugerforhold:

Det er antaget, at kunderne som udgangspunkt tilsluttes med en abonnementsordning. Desuden påregnes, at nye kunder må betale et udbygningstillæg på 2.000 kr./installation/år således, at de nye kunder bidrager til at tilbagebetale investeringerne i udbygningen.

Den samlede brugerøkonomiske gevinst som nutidsværdi over 20 år i forhold til individuelle varmepumper, er med de reducerede tilslutningsbidrag (gratis tilslutning under udbygning) og med 1 % i kalkulationsrente beregnet til 46 mio. kr. (ekskl. moms).

Den økonomiske fordel for kunderne ved at skifte til fjernvarme er i gennemsnit det første år 17 % i forhold til en ny varmepumpe.

Lov- og plangrundlag

Cirkulæreskrivelse om kommunal varmeplanlægning og projektgodkendelse. CIS nr. 10081 af 26/(10/2022.

Bekendtgørelse af lov om varmeforsyning (Varmeforsyningsloven), LBK nr. 2068 af 16. november 2021

Klimaaftale for energi og industri m.v., af 22. juni 2020.

Klimaaftale for grøn strøm og varme, af 25. juni 2022.

Strategi for udbygning af fjernvarmeforsyning i Rødovre kommune. Vedtaget af Rødovre Kommunalbestyrelse den 22. juni 2021, sag nr. 117.

Økonomiske konsekvenser

Ingen på nuværende tidspunkt. Varmeplanen følges i 2023 op med et konkret projektforslag.

Tidsplan

November 2022: Varmeplan 2022 for de tre gasforsynede områder godkendes

December 2022: Udsendelse af breve til ejere af ejendomme med gasforsyning med klar besked om den fremtidige varmeforsyning

2023: Fremlæggelse af projektforslag, der udmønter varmeplanen for de tre gasforsynede områder.

Bilag

Bilag 1: Varmeplan 2022

Tillægsbevilling - støjreducerende belægninger – kommunens gennemskærende veje
Sag nr. 79

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Licitationen på det godkendte projekt vedr. begrønning og støjreduktion på Jyllingevej er netop gennemført. Grundet de generelle prisstigninger i branchen er det billigste projekt 4 mio. kr. dyrere end det afsatte budget. Der søges i forlængelse heraf om tillægsbevilling på 4,0 mio. kr. i 2023 til gennemførelse af projektet.

Sagen forelægges til orientering i Klima- og Naturudvalget.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at der gives en anlægsbevilling på 4,0 mio. kr. til Teknik- og Miljøudvalget og afsættes et rådighedsbeløb på 4,0 mio. kr. i 2023 til "Støjreducerende belægning på Jyllingevej", som finansieres af kassebeholdningen samt
  2. at det afsatte budget i 2022 på 16 mio. kr. overføres til 2023.


Beslutning fra Klima- og Naturudvalget, 15. november 2022, pkt. 38:

Orientering taget til efterretning.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

På Kommunalbestyrelsens møde 29. marts 2022 blev dispositionsforslag for renovering af 2 delstrækninger af Jyllingevej behandlet, og der blev givet en bevilling på 16 mio. kr., fordelt over 2022 og 2023. Efterfølgende, på Kommunalbestyrelsens møde 21. juni 2022 blev den del af bevillingen, der vedrører 2023, fremrykket til 2022.

Projektet er hen over sommeren blevet detailprojekteret, og der har været afholdt licitation. Med billigste tilbud på opbygningen af de 2 delstrækninger forventes de samlede udgifter, inkl. ny asfalt og inkl. rådgiverydelse, at være ca. 20 mio. kr., det vil sige 4 mio. kr. mere end afsat i budgettet. Prisstigningen skyldes de generelt stigende priser i bygge- og anlægsbranchen.

Teknisk Forvaltning har undersøgt mulighederne for at reducere projektet, og herunder lade visse elementer udgå af projektet. Det er begrænset, hvor meget udgifterne kan reduceres på denne måde, og det vil kræve væsentlige ændringer i projektet, for at holde det inden for bevillingen på 16 mio. kr. En reduktion af projektet vil reducere den sammehængende effekt og oplevelse af støjreduktion, de fartnedsættende tiltag, biodiversiteten og det visuelle grønne udtryk væsentligt.

Lov- og plangrundlag

Rødovre Kommunes budget 2023 - langsigtede investeringsoversigt.

Økonomiske konsekvenser

Udgiften på 4,0 mio. kr. vedrører hovedfunktionen 2.28 Kommunale veje. En tilsvarende reduktion af puljen til støjreducerende belægninger vil indgå i budgetdrøftelserne for budget 2024.

Tidsplan

Der var oprindelig planlagt, at anlægsarbejdet skulle starte op i november 2022. Med en afklaring af økonomien ultimo november 2022 forventes anlægsarbejdet at kunne starte op i starten af 2023. Beplantningsdelen bør udføres i de kolde måneder, og der kan derfor være noget beplantning, som først kan plantes ultimo 2023.

Diverse
Sag nr. 80

Beslutningskompetence: TMU

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.