Teknik- og Miljøudvalget
07-02-2023
Medlemmer
Pia Hess Larsen (A)
Lene Due (A)
Ahmed H. Dhaqane (A)
Mogens Brauer (C)
Fraværende
Sager 9 - 17
Meddelelser
Sag nr. 9
Beslutningskompetence: TMU
Sagens kerne
Der er ingen punkter til behandling.
Beslutning
Taget til efterretning.
Startredegørelse - Boliger i Valhøj - Rammeområde 4B20
Sag nr. 10
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Genoptagelse af TMU-sag nr. 72 fra mødet den 15. november 2022.
En ny lokalplan for Rammeområde 4B20 i Valhøj Erhvervskvarter skal danne det planmæssige grundlag for udviklingen af et nyt attraktivt, grønt og blandet boligområde. Startredegørelsen for Lokalplan 156 - Valhøj Erhvervskvarter - Rammeområde 4B20 beskriver hovedtræk vedrørende forventet indhold i arbejdet med lokalplanforslaget.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
at Startredegørelsen for Lokalplan 156 - Valhøj Erhvervskvarter - Rammeområde 4B20 vedtages med de indholdsmæssige hovedtræk, der er skitseret for arbejdet med lokalplanforslaget.
Beslutning
Anbefales, idet der parallelt med lokalplanprocessen arbejdes for, at der kommer støjværn langs M3 på hele strækningen mellem Jyllingevej og Roskildevej, herunder genbesøges tidligere undersøgte muligheder herfor.
Sagsfremstilling
ALFA Development har henvendt sig til Rødovre Kommune med ønske om at opføre et nyt attraktivt grønt og blandet boligområde på deres ejendom i Rammeområde 4B20. Lokalplanen foreslås lavet med udgangspunkt i en samlet udviklingsplan for hele rammeområdet. Med vedtagelsen af kommuneplanen påhviler det ifølge planlovens § 13 stk. 3 Kommunalbestyrelsen snarest at udarbejde et forslag til lokalplan og derefter fremme sagen mest muligt, såfremt det måtte ønskes af grundejer.
Kommuneplan 2022
Rammeområde 4B20 ligger i Kommuneplan 2022 i byudviklingsområdet Valhøj Erhvervskvarter. Udviklingen af byudviklingsområdet forudsætter nyt plangrundlag for at udmønte Kommuneplan 2022's rammer og visioner. I Kommuneplan 2022 er Rammeområde 4B20 udlagt til boligområde (tæt-lav og etagebebyggelse) og sports-/idrætsanlæg med mulighed for tilknytning af en café. Rammebestemmelserne giver mulighed for en maksimal bebyggelsesprocent på 85, maks. 5 etager og et udeopholdsarealkrav på min. 50% i forhold til etageareal boligbebyggelse. Desuden foreskriver kommuneplanens retningslinjer blandt andet, at byrum og bygninger skal udvikles med fokus på at skabe tryghed, oplevelser, grønne rum og steder, som understøtter biodiversitet og at der skal skabes sammenhængende grønne forbindelser fra byudviklingsområderne til de grønne kiler og bykiler.
Startredegørelse for Lokalplan 156
Udarbejdelsen af en lokalplan for Rammeområde 4B20 vil blive den første nye lokalplan i byudviklingsområdet Valhøjs Erhvervskvarter. Startredegørelsen formidler et overblik over nødvendigt grundlag, forventet indhold i lokalplanforslaget og skitserer et forslag til inddragelsesforløb i forbindelse med planprocessen. Nedenfor fremhæves fra Startredegørelsen; formålet med lokalplanen samt temaer der kræver særlig opmærksomhed forud for den videre planlægning.
Formål:
Lokalplanens overordnede formål er at danne det planmæssige grundlag for, at lokalplanområdet kan udvikles til et attraktivt, grønt og blandet boligområde. Det er også lokalplanens formål, at sikre rammer der varetager klimatilpasning, hensyn til eksisterende kvaliteter og sammenhænge og at området kan kobles godt, attraktivt og sikkert op på den omkringliggende by.
Støjforhold:
Området har som Irmabyen udfordringer med vejstøj fra Korsdalsvej og Motorring 3 (M3). Denne udfordring forventes øget med den planlagte kapacitetsudvidelse af M3 og Rødovre Kommune indgav derfor høringssvar til Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen i 2022, med opfordring til at støjforholdene undersøges nærmere ifm. en VVM-undersøgelse. Vejdirektoratet er nu igang med en Miljøkonsekvensvurdering, som omfatter vurderingen af en række forskellige tiltag til begrænsning af støjen. Miljøkonsekvensrapporten offentliggøres medio sommer 2023.
Planlovens § 15 a. siger, at en lokalplan kun må udlægge støjbelastede arealer til støjfølsom anvendelse (fx boliger), hvis planen med bestemmelser om etablering af afskærmningsforanstaltninger mm. kan sikre den fremtidige anvendelse mod støjgener. Støjhåndteringen i lokalplanområdet er afhængig af at få støjkilderne vurderet (heriblandt fra M3), så de nødvendige tiltag (f.eks. den rette bebyggelsesstruktur som støjskærm) på lokalplanniveau kan fastlægges. Med afsæt i en forventet ny støjkortlægning i forbindelse med miljøkonsekvensvurderingen, vil lokalplanlægningen fastsætte forebyggende tiltag/lokalplanbestemmelser med udgangspunkt i de aktuelle tal.
Klimatilpasning:
Lokalplanområdet ligger i Kommuneplan 2022 i udpeget risikoområde. Der vil i lokalplanprocessen være løbende dialog med HOFOR i forhold til at en eventuel håndtering af regnvand på områdeniveau. En eventuel klimatilpasningsløsning skal sikres integreret hensigtsmæssigt i lokalplanområdet, hvis HOFORs kortlægning og analyse peger på, at det bliver nødvendigt.
Parkering:
En af visionerne for området er, at lokalplanområdet bliver bilfrit ved at samle parkeringen i parkeringshus(e), så det kun bliver muligt at komme ind i området med bil, strategisk placerede steder i forhold til afsætning etc. Parkeringsløsning og konkret placering vil blive undersøgt nærmere i det videre arbejde.
Trafikhåndtering for alle trafikanter:
Omdannelsen af lokalplanområdet fra erhverv til boliger forudsætter, at trafikhånderingen håndteres på områdeniveau (hele byudviklingsområdet). Det betyder, at der i lokalplanprocessen skal udarbejdes en trafikanalyse, som vil danne grundlag for udarbejdelsen af en Helhedsplan for trafik og forbindelser, der fastlægger den fremtidige trafikhåndtering i hele byudviklingsområdet for alle trafikanter (fodgængere, cykler, biler og lastvogne).
Anvendelse og omfang:
Byggeriets omfang forventes at overholde kommuneplanens rammebestemmelser med en samlet bebyggelsesprocent på maks. 85 % og en maks. højde på mellem 2-5 etager. ALFA Development er åbne for, at der kan etableres almene boliger i Rammeområde 4B20, hvis Rødovre Kommune ønsker det.
Almene boliger:
Det foreslås at fastlægge i lokalplanen, at en vis andel af boligerne (Maks. 25%) skal være almene boliger, således at der sikres et bredt og varieret boligudbud i det fremtidige boligkvarter. Forudsætningen for at kunne stille krav om almene boliger i en lokalplan er, at det er indskrevet i kommuneplanens rammebestemmelser for området. Det betyder, at der i givet fald skal udarbejdes et kommuneplantillæg.
Mulighed for idrætsanlæg:
Rammebestemmelserne i Kommuneplanen giver mulighed for opførelse af sports-/idrætsanlæg i lokalplanområdet. Der lægges i det forestående lokalplanarbejde op til, at området skal tilrettelægges med uderum- og faciliteter, der understøtter et sundt og aktivt liv på lokalt niveau. Placering og omfang i forbindelse med opførsel af en multihal, vil indgå i planprocessen i dialog med Børne- og kulturforvaltningen og udviklere i lokalplanområdet.
Inddragelse af naboer og virksomheder
Redegørelsen skitserer også et forslag til inddragelse af naboer og virksomheder, i form af tre inddragelsesaktiviteter. En i forbindelse med opstart, en i forbindelse med temaet omkring trafikhåndtering og en når planforslaget er i offentlig høring.
Lov- og plangrundlag
Planloven.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
Infomøde 2023 (Teknisk Forvaltning er vært) - marts 2023
Inddragelse af ejere/erhvervsdrivende/naboer (Teknisk Forvaltning er vært) - april/maj 2023
Miljøkonsekvensrapport af Motorring 3 offentliggøres - sommer/medio 2023
Forslag til Lokalplan 156 - efterår/vinter 2023
Høring i otte uger - vinter 2023
Borger-/orienteringsmøde vinter 2023 (Møde vil finde sted med politisk deltagelse) - (i høringsperioden)
Endelig vedtagelse af Lokalplan 156 - forår/sommer 2024
Offentliggørelse sommer/efterår 2024.
Bilag
Bilag 2: Startredegørelse - LP 156-web til sag Anlægsregnskab for nye stik i eksisterende fjernvarmeområder 2022
Sag nr. 11
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Kommunalbestyrelsen har samlet set givet en bevilling på 4.000.000 kr. til nye stik i eksisterende fjernvarmeområder. Anlægsregnskab for bevillingen forelægges til godkendelse.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
- at anlægsregnskabet godkendes samt
- at mindreudgiften på 703.304 kr. tilgår kassebeholdningen.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Kommunalbestyrelsen har samlet set bevilget 4.000.000 kr. til nye stik i fjernvarmeforsynede områder i 2022. Nedenfor er opstillet regnskab for anlægsprojektet med tidspunkter for givne bevillinger.
I løbet af 2022 har der været væsentligt flere ønsker om tilslutning til fjernvarme end normalt. I de eksisterende forsyningsområder er der tilsluttet i alt 12 nye kunder. 10 erhvervskunder i Islevdalvejs erhvervskvarter og to lejlighedkomplekser. Flere af tilslutningerne har været udfordret af stærkt forøgede leveringstider på materialer.
1.000.000 kr Bevilling til nye stik 2022 givet ved Kommunalbestyrelsens godkendelse af Budget 2022 den 05. oktober 2021.
3.000.000 kr. Tillægsbevilling til nye stik givet ved Kommunalbestyrelsens godkendelse den 30. august 2022.
4.000.000 kr. Bevilling i alt
3.296.626 kr. Forbrug
703.304 kr. Mindreudgift
Lov- og plangrundlag
Varmeplan Rødovre 2010 for Rødovre Kommune. Godkendt på Kommunalbestyrelsens møde den 21. december 2010 (sag nr. 263).
Udbygningsplan 2010 for Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning. Godkendt på Kommunalbestyrelsens møde den 25. januar 2011 (sag nr. 2).
Bekendtgørelse om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision m.v., bilag 1, pkt. 7.2.
Området er omfattet af varmeforsyningslovens bestemmelser om økonomisk at hvile-i-sig-selv.
Økonomiske konsekvenser
Mindreudgiften på 703.304 kr. tilgår kassebeholdningen.
Tidsplan
Ingen.
Revideret ejerstrategi for Vestegnens Kraftvarmeselskab
Sag nr. 12
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Nuværende ejerstrategi for Vestegnens Kraftvarmeselskab dækker årene 2018-2021. En revideret ejerstrategi for den igangværende kommunale valgperiode er derfor påkrævet. Den reviderede ejerstrategi fokuserer blandt andet på, at selskabet skal være foregangsselskab i den grønne omstilling ved at bidrage til realiseringen af FN´s verdensmål for bæredygtig omstilling samt understøtte ejerkommunernes klima- og energipolitiske målsætninger.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
at udkast til revideret ejerstrategi for Vestegnens Kraftvarmeselskab for perioden 2022-2025 godkendes.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Der skal vedtages en revideret ejerstrategi for Vestegnens Kraftvarmeselskab (VEKS), som gælder for den igangværende kommunale valgperiode. Ejerstrategien er sammen med vedtægterne rammesættende for selskabets arbejde og er således fundamentet for VEKS´ udvikling og drift. Udkastet til ejerstrategi er udarbejdet og tiltrådt af Embedsmandsudvalget i VEKS, hvor alle ejerkommuner er repræsenteret.
Formålet med revisionen af ejerstrategien har blandt andet været, at skærpe den ejerkommunalt fastlagte strategiske retning for VEKS samtidig med, at der strammes op på de ret omfangsrige proces og rollebeskrivelser, der fremgår af den nuværende ejerstrategi. Udkastet til ejerstrategi fokuserer blandt andet på følgende:
- VEKS skal være foregangsselskab i den grønne omstilling ved blandt andet at bidrage til realiseringen af FN´s verdensmål for bæredygtig udvikling samt understøtte ejerkommunernes klima- og energipolitiske målsætninger
- VEKS skal placere sig centralt i den lokale og regionale omstilling af energisektoren og arbejde aktivt for en CO2-neutral fjernvarme. Indenfor varmeforsyningsloven skal VEKS, som en følge heraf, være en grøn innovativ spydspids i samarbejdet med virksomheder, forskningsinstitutioner og øvrige aktører i energisektoren
- VEKS´ aktive rolle i den grønne omstilling skal gå hånd i hånd med en vedvarende fokus på en sund økonomisk udvikling af selskabet, der kan sikre levering af sikker og stabil fjernvarme til lave og konkurrencedygtige priser
- Behovet for et godt og konstruktivt samarbejde mellem VEKS og ejerkommunerne, hvor man løbende og tidligst muligt informerer hinanden
- Der afholdes borgmestermøder, når der skal igangsættes større strategiske tiltag eller ændringer i VEKS
- Det skal sikres, at bestyrelsesmedlemmerne i VEKS, evt. gennem efteruddannelse, kan stå i spidsen for en forsvarlig, effektiv og innovativ ledelse af selskabet
- Embedsmandsudvalget i VEKS skal sikre en effektiv udveksling af information, sparring og dialog mellem ejerkommunerne og VEKS´ direktion på adminitrativt niveau
- VEKS skal have et styrket fokus på kunderne i alle dele af udvikling og drift, blandt andet gennem en styrkelse af det daglige arbejde i VEKS´ kundeforum.
Samtidig lægger udkastet til ejerstrategi op til, at selskabets vedtægter moderniseres i indeværende valgperiode. De eksisterende vedtægter i VEKS er relativt gamle og trænger til at blive opdateret. I forbindelse med ændring af vedtægterne, vil man evt. kunne overføre visse procesrelaterede dele af ejerstrategien til vedtægterne. Hermed vil det strategiske indhold i ejerstrategien i den kommende valgperiode komme til at stå endnu skarpere.
Det fremlagte udkast til ny ejerstrategi er behandlet og taget til efterretning af bestyrelsen i VEKS på bestyrelsemøde den 9. december 2022.
Lov- og plangrundlag
Ingen.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
Januar-februar 2023: Godkendelse i de respektive VEKS ejerkommuner.
Bilag
Bilag 1: Revideret ejerstrategi for VEKS, 2022-2025 Orientering om igangsættelse af udbud af buslæskure
Sag nr. 13
Beslutningskompetence: TMU/KNU
Sagens kerne
Orientering om igangsættelsen af arbejdet med udbud af buslæskurerne i Rødovre.
Sagen behandles samtidig i Teknik- og Miljøudvalget og Klima- og Naturudvalget.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
at igangsættelsen af arbejdet med at udbyde buslæskurerne til klimavendelige modeller i Rødovre tages til efterretning.
Beslutning fra Klima- og Naturudvalget, 7. februar 2023, pkt. 7:
Taget til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Sagsfremstilling
I Klimahandlingsplanen er udskiftning af kommunens nuværende buslæskure til mere bæredygtige modeller med som Indsats 10. I indsatsen er det beskrevet, at der skal arbejdes for, at buslæskurerne bidrager til den grønne omstilling enten ved at blive udstyret med solceller eller grønne tage.
Dette kan ikke gøres med de nuværende buslæskurer. Derfor skal der findes en ny model, som enten kan have grønne tage eller solceller.
De to forskellige tiltag løser helt forskellige elementer i den grønne omstilling. Solcellerne øger den lokale el-produktion, mens de grønne tage øger det grønne areal i Rødovre.
For at få afklaret hvilket type tiltag der skal være på de nye læskure, vil Teknisk Forvaltning indgå i en markedsdialog, hvor der f.eks. vil blive set på om der er nok dagslys i Rødovre til solceller generer tilstrækkelig med el ift. produktionsomkostningerne af cellerne. Der vil også kunne blive undersøgt hvilke typer planter, som kan vokse på de grønne tage og sikre øget biodiversitet i Rødovre.
Herudover skal der også tages stilling til, hvilken type udstyr, som ønskes indarbejdet i de nye buslæskure. Skal der f.eks. være bænke i alle læskurer, eller skal der være modeller uden bænke til steder, hvor fortovet ikke er bredt nok til at tilgodese siddende ventende buspassager. Teknisk Forvaltning planlægger at inddrage Senior- og Handicaprådet i denne dialog.
I udbuddet skal kommunen også forholdes sig til opdelingen mellem reklame- og kommunalfinansieret læskure. I dag er ca. 75 % af buslæskurerne reklamefinansieret.
Længden af den udbudte kontrakt samt hastigheden for udskiftningen af de gamle læskure, er også punkter ,som udbuddet af kontrakten skal forholde sig til.
Denne dialog bruges til at udforme det kommende udbud som forventes gennemført i løbet af efteråret 2023.
Lov- og plangrundlag
Klimahandlingsplan, Indsats 10.
Økonomiske konsekvenser
Det er anslået, at det vil koste ca. 7,0 mio. kr. hvis kommunen alene selv finansierer udskiftningen af buslæskurerne. Det er forventet, at dette beløb kan reduceres, hvis en andel af buslæskurerne kan blive reklamefinansieret.
Der er fra 2024 afsat 400.000 kr. årligt til implementering af Klimahandlingsplanens punkt 10.
Alt efter valg af model, beslutning om delvis finansiering via reklamer og ønske om at nå implementering af punkt 10 senest i 2030, kan det være, at det bliver nødvendigt at afsætte yderligere midler til projektet i kommende års budgetforhandlinger.
Tidsplan
I 2023 gennemførelse af markedsdialog og udbud. Opstart af den nye kontrakt i 2024.
Anlægsregnskab - Revitalisering af Vestvolden
Sag nr. 14
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
På Kommunalbestyrelsens møde den 29. marts 2011 blev der givet en bevilling til Befæstningsprojektet, således at Vestvolden kunne blive opgraderet til en cykelpendlerrute, herunder med en opførsel af en stibro over Jyllingevej, og befæstningsanlægget synliggjort med et attraktivt og dynamisk formidlingscenter i Ejbybunkeren. Revitaliseringen er sket i et samarbejde mellem Naturstyrelsen og Realdania, Vejdirektoratet og Rødovre Kommune.
Anlægsprojekterne er nu afsluttet med en samlet merudgift på 120.152 kr.
Sagen forelægges til orientering i Klima- og Naturudvalget.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
- at regnskabet godkendes samt
- at merudgiften på 120.152 kr. finansieres af kassebeholdningen.
Beslutning fra Klima- og Naturudvalget, 7. februar 2023, pkt. 8:
Orientering taget til efterretning.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Revitaliseringen af befæstningsprojektet har bestået af tre delprojekter, projekterne: En historisk vandring på Vestvolden, Vestvolden – infrastruktur, kulturarv og folkesundhed og Stibro over Jyllingevej. Der er samlet set givet en bevilling til de tre projekter på 7,3 mio. kr., som svarer til Rødovre Kommunens andel af finansieringen. Vejdirektoratet og Partnerskabet, Realdania og Naturstyrelsen, har finansieret det resterende.
De tre projekter er kort beskrevet nedenfor.
En historisk vandring på Vestvolden
Med projektet er Vestvolden gjort synlig og mere tilgængelig, som en attraktiv del af Købehavns nyere befæstning med et spændende og dynamisk formidlingscenter. Som en del af projektet, er batteri- togs- og artillerimagasinet genopført, og anvendes blandt andet til formidling af Vestvoldens naturkvaliteter.
Budgettet til projektet var 10,75 mio. kr., hvoraf kommunens andel 2,65 mio. kr. Den resterende andel af projektet er finansieret af Partnerskabet - Realdania og Naturstyrelsen. Kommunens udgifter svarer til det budgetterede.
Vestvolden – infrastruktur, kulturarv og Folkesundhed
Hovedformålet med projektet var at omdanne Vestvolden til en attraktiv og rekreativ cykelpendlerrute, der kommer både brugere af Vestvolden og mange pendlere til gavn. Med projektet er Voldgaden asfalteret. Trafiksikkerheden og trygheden er øget ved opsætning af belysning langs Voldgaden.
Budget til projektet var 5,6 mio. kr. eksklusiv moms, hvoraf Partnerkabet har finansieret 2,8 mio. kr., Vejdirektoratet skulle finansiere 1,4 mio. kr., svarende til 25 % af projektets udgifter, og Rødovre Kommune skulle finansiere 1,4 mio. kr.
Projektet har været koordineret med stibroen over Jyllingevej, og derfor har projektet været væsentligt udskudt. Det har bevirket, at alle udgifter til projektet ikke er blevet revideret rettidig, og den fulde medfinansiering fra Vejdirektoratet har derfor ikke været mulig, svarende til 124 t. kr.
Bro over Jyllingevej
For at omdanne Vestvolden til en attraktiv pendlerrute er der opført en stibro over Jyllingevej, som skaber forbedret fremkommelighed for cykeltrafik og højner trafiksikkerheden. Stibroen blev indviet i 2021. Naturstyrelsen har stået som bygherre af broen, der har været forsinket, fordi oprindelige ledningsoplysninger var misvisende, og det var nødvendigt at flytte en stor vandledning, inden alle brofundamenterne kunne blive anlagt. Kommunen, Naturstyrelsen og Vejdirektoratets Cykelpulje har tilvejebragt finansieringen af projektet, som samlet set har kostet 19,8 mio. kr. Kommunens finansiering var 3,3 mio. kr., mens Vejdirektoratets var 5,3 og Naturstyrelsens andel var 11,2 mio. kr.
Samlet regnskab for Rødovre Kommunes andel af Revitaliseringen af Vestvolden:
- Bevilling: 7.307.000 kr.
- Udgifter: 7.402.152 kr.
- Merudgift: 120.152 kr.
Lov- og plangrundlag
Bekendtgørelse om kommunernes budget- og regnskabsvæsen (BEK nr. 1051 af 15. oktober 2019), kapitel 1.
Økonomiske konsekvenser
Merudgiften på 120.152 kr. finansieres af kassebeholdningen.
Tidsplan
Ingen.
Anlægsregnskab - Damhustorvet og 1. etape af Roskildevej.
Sag nr. 15
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Med udgangspunkt i detailprojektet, der blev fremlagt for Kommunalbestyrelsen den 28. februar 2017, er Damhustorvet og 1. etape af Roskildevej blevet anlagt. Der aflægges derfor regnskab for projektet. Resultatet af projektet er en mindreudgift på 1.487.165 kr.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
- at regnskabet godkendes samt
- at mindreudgiften på 1.487.165 kr. tilgår kassebeholdningen.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
I budget 2015, 2016 og 2017 er der samlet afsat 28.000.000 kr. til ombygning af Damhustorvet og 1. etape af Roskildevej. Herudover er der givet en indtægtsbevilling og tilsvarende udgiftbevilling på 2.800.000 kr.
Som en del af helhedsplanen for Roskildevej blev Damhustorvet og 1. etape af Roskildevej ud for torvet ombygget i 2017-2018. Damhustorvet er nu blevet ombygget fra en parkeringsplads, til et torv med plads til både byliv og ophold.
Damhustorvet og 1. etape af Roskildevej fremstår nu som et sammenhængende byrum, der skaber rammerne for både hverdag og forskellige arrangementer. Torvet er blevet belagt med granitfliser, der ligeledes er lagt i fodgængerfelterne og på den modsatte side af Roskildevej. På torvet er plantet japansk kirsebær og opsat stålkummer til staudebede. Trævalget går også igen på den modsatte side af Roskildevej for at understøtte helheden.
På Damhustorvet er der etableret forskellige elementer, for at understøtte bylivet.
Midt på torvet er der anlagt et springvand, der bl.a. fungerer som en form for lydmur mod trafikken. Dette sker ved at springvandet automatisk justerer højden efter trafikstøjen og derved skaber en lydbarriere.
For at understøtte arrangementer, er der lavet udtag til både vand og strøm. Der er desuden nedgravet en juletræsfod med strømudtag, så det er muligt at opsætte juletræ på torvet.
Rundt om på torvet er opsat bænke og skraldespande til de daglige brugere.
Mod butikkerne er der lavet en ensrettet sivegade, med parkering for at servicere de daglige handlende. Langs denne er der opsat cykelparkering, der virker som en afskærmning mod den kørende trafik.
Selve Roskildevej ud for torvet er vejen bygget om. Vejen er blevet indsnævret en smule og har fået et lille sving, så det har været muligt at nedsætte hastigheden til 50 km/t.
Som en del af udviklingen af området, var det påtænkt, at muren ved siden af Damhuskroen skulle nedrives af ejeren og kommunens anlægsprojekt skulle lægge granitfliser på området, hvor muren står. Der er på nuværende tidspunkt ikke klarhed over om muren bliver nedrevet, hvorfor denne del udgår. Kommunen har granitfliser på depot, hvis ejeren i fremtiden ønsker at gå videre med projektet. Forvaltningen vil i givet fald fremlægge en ny indstilling om frigivelse af anlægsmidler til opbygning af bund og lægning af fliser. Hvis muren ikke fjernes, vil fliserne blive brugt i et andre projekt i området for til at skabe en sammenhæng med Damhustorvet. Dette kunne være Rødovre Stationsplads eller langs Roskildevej.
Bevilling af 27. januar 2015: 500.000 kr.
Bevilling af 15. december 2015: 2.500.000 kr.
Bevilling af 28. februar 2017: 27.800.000 kr.
Indtægtsbevilling af 28. februar 2017: 2.800.000 kr.
Bevilling i alt: 28.000.000 kr.
Udgift: 29.312.835 kr.
Indtægt: 2.800.000 kr.
Forbrug i alt: 26.512.835 kr.
Mindreforbrug: 1.487.165 kr.
Mindreforbruget skyldes primært et godt licitationsresultat, samt at de føromtalte belægningsarbejder ved siden af Damhuskroen ikke har kunnet udføres.
Lov- og plangrundlag
Bekendtgørelse om kommnernes budget- og regnskabsvæsen, revision m.v. (BEK nr 1051 af 15. oktober 2019), kapitel 1.
Økonomiske konsekvenser
Mindreudgiften for projektet på 1.487.165 kr. tilgår kassebeholdningen.
Tidsplan
Projektet er blevet anlagt i 2017-2018.
Anlægsregnskab - 40km/t Hastighedszoner
Sag nr. 16
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Med udgangspunkt i plan for 40 km/t hastighedszoner på de offentlige veje i Rødovre Kommune fremlagt Kommunalbestyrelsen den 26. februar 2019, er alle zonerne nu blevet anlagt. Der aflægges derfor regnskab for projektet. Resultatet er en mindreudgift på 439.750 kr.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
- at regnskabet godkendes samt
- at mindreudgiften på 439.750 kr. tilgår kassebeholdningen.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
I budget 2018 blev der bevilliget 5 mio. kr. til 40 km/t hastighedszoner på boligvejene i Rødovre Kommune. Hastighedszonerne skulle oprettes i samarbejde med borgerne.
Som opstart på projektet afholdte Teknisk Forvaltning 4 workshops med borgerne for at kvalificere løsningerne og omfanget af zonerne. På workshopperne blev der samtidig nedsat følgegrupper, der kunne følge projektet. Dette arbejde endte med fastlæggelse af de nu anlagte 40 km/t hastighedszoner i Rødovre Kommune, samt mulige løsninger for hastighedsdæmpende tiltag i de enkelte zoner.
Hastighedszonerne blev forelagt Kommunalbestyrelsen til godkendelse den 26. februar 2019. I første omgang var forventning af de afsatte midler ville række til oprettelse af 15 zoner. Disse blev udbudt og anlagt i 2019.
Anlæggelsen af de første zoner viste sig at blive billigere end først antaget. Samtidig justerede forvaltningen lidt på udformningen af de hastighedsdæmpende tiltag, så det var muligt at udføre dem til en lavere pris end det oprindelige prisestimat.
De overskydende midler er efterfølgende blevet brugt på yderligere zoner, der blev godkendt af Teknik og Miljøudvalget henholdsvis den 9. juni 2020 og 14. september 2021.
Dette har resulteret i, at der nu er anlagt alle de planlagte 40 km/t hastighedszoner på de offentlige boligveje i Rødovre Kommune.
- Udgiftsbevilling budget 2018: 5.000.000 kr.
- Forbrug: 4.560.250 kr.
- Mindreforbrug: 439.750 kr.
Lov- og plangrundlag
Bekendtgørelse om kommunernes budget- og regnskabsvæsen (BEK nr. 1051 af 15. oktober 2019), kapitel 1.
Generelle retningslinjer og budgetpublikationen.
Økonomiske konsekvenser
Mindreudgiften for projektet på 439.750 kr. tilgår kassebeholdningen.
Tidsplan
Projektet er udført i årene 2018-2022.
Diverse
Sag nr. 17
Beslutningskompetence: TMU
Sagens kerne
Beslutning
Taget til efterretning.