Teknik- og Miljøudvalget
12-09-2023
Medlemmer
Pia Hess Larsen (A)
Lene Due (A)
Ahmed H. Dhaqane (A)
Mogens Brauer (C)
Sager 64 - 71
Meddelelser
Sag nr. 64
Beslutningskompetence: TMU
Sagens kerne
Oversigt fremlægges til orientering.
- Orientering om meddelt dispensation vedr. bilparkering Rødovre Port (se bilagene 1-3)
- Event samt åbningstider for Genbrugshuset (se bilag 4)
- Rammerne for ny genbrugsstation i Rødovre Kommuen (se bilag 5)
- Budgetnotat om gældsudvikling i Rødovre Kommunale Fjernvarme (se bilag 6).
Indstilling
Meddelelsespunkterne forelægges til orientering.
Beslutning
Taget til efterretning.
Bilag
Bilag 1: Orientering om meddelt dispensationBilag 2: Meddelelse om dispensation
Bilag 3: Ansøgning om dispensation
Bilag 4: Event samt åbningstider for Genbrugshuset
Bilag 5: Rammerne for ny genbrugsstation i Rødovre Kommune
Bilag 6: Budgetnotat - Opdateret beskrivelse af scenarier for udvikling i fjernvarmeforsyningens gæld
Drøftelsessag: Mulighed for privat udlejning af el-løbehjul og el-cykler
Sag nr. 65
Beslutningskompetence: TMU
Sagens kerne
I december 2022 ophørte driften af bycyklerne i Rødovre, København og Frederiksberg. Der er derfor fremlagt et forslag til Budget 2024 om afslutningen af driftstilskud til bycykelsystemet.
Teknisk Forvaltning gennemgår i denne drøftelsessag rammerne for at kunne tilbyde borgere alternative mobilitetstilbud med dele- og udlejningscykler og elektriske løbehjul.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
at behovet samt rammerne for at sikre alternative mobilitetsmuligheder med dele- og udlejningscykler og elektriske løbehjul i Rødovre drøftes.
Beslutning
Drøftet.
Sagsfremstilling
Rødovre Kommune har i perioden 2018-2022 været del af et samlet bycykelsystem, som også omfattede København og Frederiksberg. Rødovre blev en del af systemet for at give borgere mulighed for bedre mobilitet, og på de korte strækninger eventuelt erstatte en biltur og understøtte den kollektive trafik.
Bycyklen gik konkurs i december 2022, og der findes derfor ikke længere i kommunen nogen særlige tilbud til sikre bedre mobilitet på korte ture internt og ud ad Rødovre Kommune.
Teknisk Forvaltning fremlægger til drøftelse forskellige muligheder for at kunne øge antallet af mobilitetstilbud i Rødovre.
Dele- og udlejningscykler
I de seneste år er der kommet flere forskellige firmaer, Bolt, Voi, Tier, Lime og Donkey Republic etc., som alle tilbyder ordninger med dele el-cykler og/eller el-løbehjul.
Kendetegnet ved disse ordninger er, at cyklerne kan findes stående rundt om i byen. Ordningerne er mere fleksible end det tidligere bycykelsystem, da der ikke kræves faste lokationer for at hente og aflevere cyklerne. Brugerne kan derfor finde og stille cykler, hvor det passer i forhold til deres behov.
Vejloven blev i december 2020 opdateret med § 80a, der fastslår, at placeringen af udlejningscykler (delecykler) på offentlige vejarealer først må ske efter nærmere aftale med vejmyndigheden. Vejmyndigheden fik hermed muligheder for at stille krav til cyklernes placeringer ved afhentning og aflevering, og derved begrænse omfanget af cykler, der blev efterladt uhensigtsmæssige steder til gene for andre trafikanter. Den ændrede lovhjemmel giver ikke mulighed for at stille vilkår om antal af udlejningscykler. Vejmyndigheden kan godt stille vilkår om, at udgifterne til kommunens administration og tilsyn med delecyklerne betales af delecykeloperatøren.
De private løsninger med cykler og/eller løbehjul, er umiddelbart eneste alternativ til Bycyklen. Disse løsninger opfylder samme behov for mobilitet internt i Rødovre og på tværs af kommunegrænsen, særlig til København og Frederiksberg. Og der er nu givet vejmyndigheden i kommunen værktøjer til at minimere antallet af uhensigtsmæssigt efterladte cykler, selvom der selvsagt ikke kan udstedes garantier i forhold til brugernes adfærd. Delecykelordningerne vurderes til at have en positiv effekt for kollektiv trafik, da brugen af cykler eller løbehjul mellem stationer og stoppesteder kan reducere den samlede rejsetid.
Pt. findes ingen af de nævnte løsninger i Rødovre. Forvaltningen har for ca. et år siden været i dialog med en af disse operatører. På det tidspunkt, var det et krav fra leverandørens side, at en eventuelt aftale skulle indeholde både cykler og løbehjul. Da Bycyklen på det tidspunkt stadig var i drift, og erfaringerne med den udvidede lovhjemmel var begrænset, blev der ikke arbejdet videre på et eventuelt samarbejde. Det er forvaltningens vurdering, at der er et behov for sådanne mikromobilitetsløsninger i Rødovre, da analyse af rejsemønstrene i forhold til Cykelstrategien viste, at rejserne til og fra Rødovre primært var interne ture i kommunen eller ind til København og Frederiksberg, hvor ordningerne allerede er aktive.
Forskellige cykelhandlere tilbyder også en mere klassisk form for udlejning, hvor der på en bestemt lokation, der hvor butikken ligger, kan afhentes cykler til leje i en periode og leveres tilbage igen til samme butik. Anvendelsen af disse cykler begrænses af den manglende fleksibilitet i forhold til afhentning og aflevering. Teknisk Forvaltning har ikke overblik over, hvor mange cykelhandlere eller cykelfirmaer i Rødovre, der tilbyder denne form for service.
Det er forvaltningens forståelse, at operatørerne, der tilbyder både løbehjul og elcykler gerne vil have lov til at kunne tilbyde deres brugere begge former for transporttilbud, som del af en samlet transportpakke.
Elektriske løbehjul
Siden de elektriske løbehjul blev lovlige i 2019, er de blevet en del trafikbilledet i Storkøbenhavn. Der er forskellige oplevelser og en række negative historier knyttet til dette transportmiddel, især med afsæt i de første år med løbehjulene. Det viste sig også på uheldstallene, hvor der var en meget større uheldsrisiko ift. en almindelig cykel.
Løbehjulene er efterfølgende blevet underlagt en række sikkerhedskrav. Blandt andet skal der være tændt lys på løbehjulet hele tiden, brugeren skal benytte cykelhjelm, de må kun benyttes af personer som er 15 år eller ældre, brugerne er omfattet af regler for promillekørsel og påvirkning af stoffer i trafikken, og løbehjullet må af egen kraft ikke køre hurtigere end 20 km/t. Altså skærpede krav i forhold til cykler.
Løbehjulenes hastighedsgrænse på 20 km/t ligger under cykelhastighederne i Rødovre. Cyklisterne cykler normalt med på 24-29 km/t på cykelstierne, mens der cykles med 18-20 km/t på de mindre boligveje og stier i Rødovre.
Teknikken er også blevet bedre, da der er kommet flere muligheder for at indstille brugen af løbehjulene efter GPS. Det har de gjort i Glostrup og Københavns Kommuner, hvor der er indført differentieret hastighedsgrænser efter geografiske områder, begrænsninger for brugen af løbehjulene efter geografi, og lokationer hvor løbehjulet kan stilles/afleveres.
F.eks. kan hastigheden nedsættes til 5 km/t i parker eller andre geografiske områder, hvor der i øvrigt ikke må cykles. Indførelse af parkeringsforbudszoner, hvor brugeren ikke har mulighed for at tjekke ud af løbehjulsordningen i zonen. Begrænsninger på det totale antal løbehjul, og muligheden for en eller flere udbydere, kan operere i kommunen.
Disse eksempler tager udgangspunkt i Vejlovens § 80b, som omhandler mindre udlejningskøretøjer (ikke cykler). Denne paragraf tillader i modsætning til delecykler, at kommunen kan fastsætte max-antal for opsatte løbehjul på kommunens arealer. Ud over fastsættelse af antal, så kan kommunen jf. bestemmelser i Vejloven fjerne løbehjul, der er placeret ulovligt i forhold til de opstillede vilkår. Såfremt løbehjulet ikke kan genplaceres korrekt indenfor en rimlig afstand. Dette omfatter dog ikke løbehjul, som er udlejet og derfor kun midlertidigt er opstillet et forkert sted. Kommunens omkostninger til fjernelse, opbevaring og administration af sådanne ulovligt placerede løbehjul, kan i disse tilfælde pålægges løbehjulsoperatøren at afholde.
Sammenkobling af delemobilitet og kollektiv trafik
Fremtidsperspektivet for delemobilitet er en form for sammenkobling med det kollektive transportsystem - særlig i form af en fælles betalingsmulighed og/eller rejseplanlægning, som går på tværs af serviceleverandører. Et fællessystem, hvor rejser via både de private operatører og det offentlige nemt kan betales. Koblet op på et rejseplanlægningssystem, der giver brugeren mulighed for at planlægge sin rejse på tværs af transportmulighederne. Et system der ofte omtales - MaaS system (mobility as a service). På Rejseplan.dk er det allerede muligt at se nogle af deleordningerne f.eks. Donkey Republic og Green Mobility, og hvordan disse passer med ens søgte rejse. Disse leverandører er endnu ikke en integreret del af den planlagte rejse med kollektiv trafik, men en ledig cykel eller bil kan markeres på kortet, og derfra kan der klikkes videre for reservation af cykel eller bil.
Udviklingsprojekt for delecykler og løbehjul i forbindelse med den kommende letbane
Region Hovedstaden har i april 2023 besluttet at få belyst, hvordan delemobiliteten kan udvides og skabe bedre kobling til letbanen. I dette projekt arbejdes der med mulighederne og grundlaget for et fælles tværkommunalt udbud og aftalegrundlag for letbanekommunerne til opsætning af delecykel- og løbehjulsordninger i letbanekommunerne - særlig ved letbanestationerne.
Region Hovedstaden har afsat 4,5 mio. kr. til projektet. De afsatte midler forventes primært anvendt på tilskud til driftsleverandørerne i opstartsfaserne, da der ikke nødvendigvis er tilstrækkelig med efterspørgsel til at dække alle af leverandørernes omkostninger i denne fase af udrulningen af delemobiliteten.
Lov- og plangrundlag
Vejloven § 80a-b og 81a-b, Lovbekendtgørelse nr. 421 af 25. april 2023.
Økonomiske konsekvenser
Såfremt der findes delecykel- eller løbehjulsordninger, må der forventes ekstra administration til dialog med operatørerne, borgerhenvendelser og tilsyn med cyklerne og løbehjulene på vejene.
Forvaltningen anslår, at der skal bruges i størrelsesorden 100 timer årligt til yderligere administration og tilsyn, hvis begge typer af deleordninger etableres i Rødovre. Særlig i opstarten af disse ordninger vil der forventelig være et del større tidsforbrug end anslået. Efter nogle år, forventes det, at tidsforbruget vil falde, da der i så fald vil være kommet erfaringer med brugermønstret, indretning af byrummet og der er udviklet et system for den løbende kontakt mellem kommunen og operatørerne.
Nogle af de ekstra administrations- og tilsynstimer kan viderefaktures til operatøren, hvis det stilles som vilkår i aftalen om opsætning af delecykler eller løbehjul i Rødovre. Den resterende andel afholdes indenfor eksisterende budget.
Tidsplan
Ingen.
Godkendelse af priseftervisningsregnskab 2022
Sag nr. 66
Beslutningskompetence: TMU
Sagens kerne
Godkendelse af priseftervisningsregnskab 2022 for Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning. Samlet overdækning i henhold til varmeforsyningsloven på 8.712.316 kr. indregnes i takstbudget 2023, som forventes at "hvile-i-sig-selv".
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
- at priseftervisningsregnskab 2022 for Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning godkendes samt
- at overdækningen på 8.712.316 kr. i henhold til varmeforsyningsloven indregnes i takstbudget 2023.
Beslutning
Godkendt.
Sagsfremstilling
Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning (RKF) fremlægger hermed priseftervisningsregnskab 2022 til godkendelse.
Priseftervisningsregnskabet er udarbejdet efter prisreguleringsbestemmelserne i varmeforsyningsloven.
Priseftervisningsregnskab 2022 giver isoleret set en overdækning på 3.098.664 kr.
Det samlede resultat for 2022 er en overdækning på 8.712.316 kr. Heri er indregnet en overdækning fra 2021 på 5.613.652 kr.
Den samlede overdækning indregnes i takstbudget 2023.
Priseftervisningsregnskab 2022 er sendt til Rødovre Kommunes eksterne revisor for godkendelse. Det revisorgodkendte priseftervisningsregnskab 2022 skal anmeldes til Forsyningstilsynet senest den 15. september 2023.
2022 var på mange områder et usædvanligt og meget travlt år.
I foråret oplevede Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning ekstraordinært mange skriftlige og telefoniske henvendelser om mulighed for tilslutning.
Udbygningen Espely-Valhøj oplevede mange tilmeldinger. I 2021 var der 44 tilmeldinger. I 2022 var der 144 tilmeldinger. De mange tilmeldinger kom efter gravearbejdet i kvarteret var færdigt. Det har betydet en kraftigt forlænget anlægsperiode og det er en fordyrende omkostning, når tilslutningerne sker efterfølgende. De sidste kunder i Espely-Valhøj udbygningen bliver tilsluttet i 2023.
Læren af dette forløb er, at kampagnetilbud med rabat på tilslutning skal slutte inden anlægsarbejdet går i gang, og ikke som her løbe i hele anlægsperioden. Det er fremadrettet blevet indarbejdet i gældende takstblad for 2023 for udbygningen nord og syd for Roskildevej.
I alt 107 nye kunder blev tilsluttet i løbet af året. Størstedelen i Espely-Valhøj udbygningen men også udbygningen på Kirkesvinget og Hendriksholms Boulevard har givet mange nye kunder. I de eksisterende forsyningsområder kom der også flere kunder til. 10 nye kunder i erhvervskvarteret Islevdalvej mod normalt 5-7. Flere kunder end disse ønskede at blive tilsluttet men knaphed på både materialer og mandskab har gjort, at flere kunder har fået udskudt deres tilslutning til efterfølgende år. Med udgangen af 2022 var der i alt 761 kunder tilsluttet Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning.
Knapheden på ressourcer og den kraftige udbygning af fjernvarme over hele landet, førte hen over sommeren til en eksplosiv stigning i leveringstider. Varmemålere og rør gik fra normalt 14 dages leveringstid til op mod 9 måneders leveringstid. Leveringstiderne er siden blevet stabiliseret på et mere normalt niveau.
Grundet den store interesse og de mange henvendelser fra kommende kunder, blev arbejdet med reviderede leveringsbestemmelser og abonnementsvilkår udsat til 2023.
Ledningstabet er opgjort til kun 7,5 %. Det er meget lavt, når der tages højde for de mange tilslutninger og tilhørende åbne rørgrave i udbygningsområderne, samt det forhold at året i sig selv var et varmt år med 16 % færre graddage.
Muligheden for at låne et mobilt gasfyr i udbygningsområderne har vist sig at være populær. Ved udgangen af 2022 er i alt 14 styk udlånt.
Regeringen pålagde i efteråret 2022 kommunerne at udarbejde nye varmeplaner for de gasforsynede områder inden årets udgang. Rødovre Kommunalbestyrelse godkendte på sit møde i december 2022 en ny varmeplan for de resterende tre gasforsynede områder. En varmeplan som er i tråd med den eksisterende varmeplan fra 2010, hvor hele kommunen som udgangspunkt udlægges til fjernvarme. I 2023 skal varmeplanen udmøntes i konkrete projektforslag.
Lov- og plangrundlag
Bekendtgørelse af lov om varmeforsyning (Varmeforsyningsloven). LBK nr. 2068 af 16. november 2021.
Bekendtgørelse om anmeldelse af tariffer, omkostningsfordelinger og andre betingelser for levering af fjernvarme, samt varmeproduktionsomkostninger til brug for fastsættelse af prisloft m.v. (Anmeldelsesbekendtgørelsen). BEK nr. 1412 af 3. december 2018.
Afskrivningsbekendtgørelsen. BEK nr. 941 af 4. juli 2017.
Økonomiske konsekvenser
Opgørelse i henhold til varmeforsyningsloven:
- 84.908.533 kr.: Samlede indtægter.
- 81.809.869 kr.: Omkostninger indregnet i varmeprisen.
- 3.098.664 kr.: Årets overdækning.
- 5.613.652 kr.: Overdækning overført fra 2021.
- 8.712.316 kr.: Overdækning overført til 2023.
Mellemregning med Rødovre Kommune den 31. december 2022: 87.973.239 kr.
(I 2021: 56.236.951 kr.) (gæld til Rødovre Kommune)
Tidsplan
Priseftervisningsregnskab 2022 skal være godkendt af Teknik- og Miljøudvalget og revisionen, samt anmeldt til Forsyningstilsynet senest den 15. september 2023.
Revisionen er udført i august/september 2023.
Bilag
Bilag 1: Priseftervisningsregnskab 2022 inkl. noter Arealerhvervelse i projekt om Skybrudssikring af Kagsmosen
Sag nr. 67
Beslutningskompetence: TMU
Sagens kerne
Københavns Kommune har anmodet Rødovre Kommune om at træffe principbeslutning om, hvorvidt kommunen vil iværksætte ekspropriation med henblik på at sikre de nødvendige arealer og rettigheder til skybrudsprojektet i Kagsmosen for en ejendom, der er ejet af PAB Brunevang.
Sagen forelægges samtidig til orientering på Klima- og Naturudvalget.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
at der træffes principbeslutning om iværksættelse af ekspropriation for ejendommen ejet af PAB Brunevang i forbindelse med etablering og drift af et skybrudsprojekt i Kagsmosen.
Beslutning fra Klima- og Naturudvalget, 12. september 2023, pkt. 33:
Taget til efterretning.
Beslutning
Godkendt.
Sagsfremstilling
Skybrudsprojektet i Kagsmosen er et nøgleprojekt i Kapacitetsprojektet for Harrestrup Å, som er politisk besluttet i de 10 oplandskommuner. Projektet bidrager til at reducere risikoen for oversvømmelse af boliger og infrastruktur i oplandet til Harrestrup Å og bidrager således til at løse et samfundsmæssigt problem ved at reducere skadevoldende oversvømmelser. Projektet varetager dermed også et bredere samfundsmæssigt hensyn.
Kommunalbestyrelsen godkendte på mødet den 28. marts 2023 (sag nr. 51) miljøkonsekvensrapporten for projekterne i Kagsmosen og Kagsåen. I miljøkonsekvensrapporten indgår forskellige tiltag til at etablere en skybrudsløsning i Kagsmosen. En del af skybrudssikringen omfatter en ejendom ejet af PAB Brunevang. Ejendommen benyttes på nuværende tidspunkt som rekreativt område for boligforeningen.
Kortbilaget viser hvilke anlægstiltag der skal ske på boligselskabets matrikel. Matrikelskellet ligger i vandløbet, det er hele arealet syd for vandløbet som er boligselskabets matrikel, og dermed falder ind under arealerhvervelsen. Det pågældende areal på boligselskabets matrikel, bliver i dag benyttet til rekreative aktiviteter og ophold. Efter en evt. arealerhvervelse, hvor arealet inddrages til at kunne benyttes til oversvømmelsesareal i skybrudstilfælde, vil arealet fortsat til hverdag kunne benyttes til rekreativ ophold og aktiviteter. Det er kun i skybrudstilfælde, at arealet helt eller delvist vil benyttes til skybrudsareal.
Københavns Kommune varetager projektledelsen for det samlede skybrudsprojekt i Kagsmosen, og har som projektleder anmodet Rødovre Kommune om at igangsætte en ekspropriationsproces med henblik på at erhverve de nødvendige rettigheder til realisering af skybrudsprojektet.
Baggrunden er, at der gennem en længere periode er forsøgt indgået en frivillig aftale med PAB Brunevang, og da der på nuværende tidspunkt ikke er indgået en aftale, er der behov for, at ekspropriationsprocessen påbegyndes med henblik på at overholde tidsplanen for projektet. Det bemærkes, at der fortsat arbejdes på at indgå en aftale med PAB Brunevang, og at dette kan ske sideløbende med selve ekspropriationsprocessen.
Arealet, der er ejet af PAB Brunevang, er et grønt areal omfattet af fredningen af Kags- og Viemosen. Ekspropriationen gennemføres med henblik på at etablere følgende tiltag: terrænhævninger med digefunktion, regulering af vandløbet, forlængelse af eksisterende driftsvej og etablering af et udløbsbygværk i Kagsåen. Derudover skal der sikres vejadgang i forbindelse med drift af anlægget, og i anlægsperioden skal Københavns Kommune midlertidigt kunne råde over arealet. I tilfælde af skybrud skal der ligeledes sikres en ret til at oversvømme arealet, hvilket også vil indgå som en del af selve reguleringstilladelsen.
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil Teknisk Forvaltning orientere Københavns Kommune om dette. Hvis der ikke opnås en frivillig aftale, vil Teknisk Forvaltning påbegynde processen med ekspropriation til etablering og drift af skybrudssikringen. Kommunalbestyrelsen får i givet fald forelagt ekspropriationsoplægget til endelig beslutning efter afholdelse af åstedsforretning. Ved åstedsforretningen vil Kommunalbestyrelsen være repræsenteret v/ formanden for Teknik- og Miljøudvalget, som ved åstedsforretningen for ekspropriationen til Rødovre Nord stationsplads. Alle nødvendige tilladelser og dispensationer skal være meddelt før ekspropriationsbeslutningen kan træffes.
Lov- og plangrundlag
Vandløbslovens § 71
Vejlovens §§ 98 og 100-102.
Økonomiske konsekvenser
Ingen for Rødovre Kommune. Udgifter til arealerhvervelse afholdes af Kapacitetsprojekt for Harrestrup Å, hvor de deltagende forsyningsselskaber betaler efter en aftalt fordelingsnøgle.
Tidsplan
Hvis det bliver nødvendigt med ekspropriation, forventer Teknisk Forvaltning, at sagen bliver fremlagt for Kommunalbestyrelsen i starten af 2024.
Bilag
Bilag 1: Kagsmosen - planudsnit Foreløbig godkendelse af projektforslag for konvertering af tre områder beliggende nord og syd for Jyllingevej og vest for M3 (Islev)
Sag nr. 68
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning har udarbejdet projektforslag for konvertering af tre boligområder. De tre boligområder er beliggende nord og syd for Jyllingevej og vest for M3 (Islev).
Projektforslaget omfatter udbygning med fjernvarme til de resterende gasforsynede områder, som endnu ikke er godkendt til fjernvarme. Projektforslaget konverterer områderne fra individuel opvarmning med naturgas til kollektiv opvarmning med fjernvarme. Fuldt udbygget vil områderne spare miljøet for ca. 10.000 tons CO2 udledning om året.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
at projektforslaget godkendes uden betingelse om tilsagn fra Fjernvarmepuljen og sendes i høring.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Resume:
Projektforslaget er i overensstemmelse med Rødovre Kommunes Varmeplan 2022 og Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsynings Udbygningsplan 2010.
Projektforslaget behandler de tre sidste gasforsynede områder i kommunen med et samlet varmebehov på ca. 60.000 MWh. Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsynings nuværende årlige salg er til sammenligning ca. 150.000 MWh.
Der er tilsammen 3.795 potentielle kunder i de tre områder.
Projektforslaget har positiv samfundsøkonomi set i forhold til individuelle varmepumper og lever således op til de energipolitiske målsætninger om, at energisystemet skal udbygges til at blive uafhængigt af fossile brændsler, hvor det er samfundsøkonomisk fordelagtigt med gældende rammebetingelser.
Projektforslaget belyser de samfundsøkonomiske, selskabsøkonomiske og brugerøkonomiske gevinster, samt effekten på begrænsning af CO2 udledning.
Analysen i projektforslaget viser, at fjernvarmeforsyningen, som beskrevet i projektforslaget, er samfundsøkonomisk, selskabsøkonomisk og brugerøkonomisk fordelagtigt.
Samfundsøkonomien er vurderet til 54.000.000 kr.
Selskabsøkonomien balancerer efter 30 år.
Det er beregnet under følgende forudsætninger:
- i lighed med nuværende tilslutningsvilkår i udbygningsområder gives der 100 % kampagnerabat på tilslutningsbidraget.
- i lighed med projektforslag for udbygningsområderne nord og syd for Roskildevej søges der ikke om tilskud fra Fjernvarmepuljen.
- nye kunder i de tre områder betaler et 20-årigt udbygningstillæg på 25 kr./m2/år. (ekskl. moms).
Fjernvarmeforsyningen betyder økonomiske fordele for ca. 75 % af de nye fjernvarmekunder (brugerøkonomien) det første år. Efter udløbet af det 20-årige udbygningstillæg vil 99 % af kunderne se en besparelse.
Godkendelse af projektforslaget indebærer efterfølgende en ansøgning om anlægsbevilling på netto 1.100.000 kr. i 2024 til de indledende projekteringer. I den langsigtede investeringsoversigt er der samlet afsat 1.000.000.000 kr. inkl. kundeinstallationer til Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsynings foreløbige udbygningsplaner for de tre områder.
Samfundsøkonomien
Projektets analyser viser, der er en samfundsøkonomisk gevinst på 54.000.000 kr. i forhold til individuelle varmepumper.
Gennem projektet bidrager Rødovre Kommune til gennemførelse af Danmarks energipolitik, der skal sikre, at Danmark i 2050 er 100 % forsynet med vedvarende energi. I det Storkøbenhavnske område er fjernvarmeforsyning en væsentlig del af løsningen på at udfase de fossile brændsler og opprioritere alternative energiformer.
Samfundsøkonomien er således positiv.
Selskabsøkonomien
Det antages, at alle nye kunder tilsluttes med abonnementsordningen. Med de givne forudsætninger balancere selskabsøkonomien for de nye kunder således, at de efter 30 år bidrager med positiv likviditet, som kommer alle kunder tilgode.
Der regnes med en forholdsvis høj starttilslutning på 80 %, baseret på erfaringerne fra de seneste udbygninger på Voldumvej og Hendriksholms Boulevard.
Selskabsøkonomien er presset grundet de seneste års kraftige stigninger på materialer og entreprenørydelser. Det er derfor nødvendigt at indføre et udbygningstillæg for de nye kunder, (kundetype 1 = fritliggende enfamilieboliger), så de ikke økonomisk belaster de eksisterende kunder. Ved et udbygningstillæg på 25 kr./m2/år i 20 år fra tilslutning er selskabet gældfrit efter 30 års drift. Kundetype 2 er allerede pålagt udbygningstillæg i 18 år. For Forsyningstilsynets standardkunde med 130 kvm bolig og et forbrug på 18,1 MWh, betyder udbygningstillægget en årlig omkostning på 4.062,50 kr. inkl. moms.
Udbygningstillægget for de tre områder dækker de ekstra omkostninger, der forventes i anlægsomkostninger i udbygningsperioden. De senere år er entreprenørydelser og materialepriser steget meget. Ved beregning af selskabsøkonomien skal områderne økonomisk kunne hvile-i-sig-selv. Der er regnet med en fortsættelse af den nuværende kampagnerabat i udbygningsområder på 100 % af tilslutningsbidraget. For at få indtægter og udgifter til at mødes, er der derfor lægt op til at indføre et nyt tillæg for de berørte områder. Inden der annonceres for fjernvarme i de tre områder, er det vigtigt, at de kommende kunder kender vilkårene herunder, at der forventes indført et 20-årigt udbygningstillæg.
Den samlede gevinst som nutidsværdigevinst over 20 år med selskabsøkonomisk diskonteringsrente på 2 % er anslået til 79.000.000 kr.
Selskabsøkonomien er således positiv.
Fjernvarmepuljen
En udmøntning af klimaftalen af 22. juni 2020 er blandt andet muligheden for tilskud til fjernvarmeselskaber. Fjernvarmepuljen giver støtte til udrulning af fjernvarmenet i nye områder. Fjernvarmeselskabers konverteringsprojekter støttes med et fast beløb op til 20.000 kr./varmeforbruger, som konverterer fra olie- eller gasfyr, for det antal, som udgør minimumstilslutningen. Minimumstilslutningen er det antal husstande, der skal tilkobles for at give balance i selskabsøkonomien for konverteringsprojektet.
Ansøgninger behandles efter først-til-mølle princippet.
Et projekt kan risikere ikke at opnå tilsagn om tilskud, bl.a. fordi tilskudsmidler er begrænsede, eller hvis betingelserne herfor ikke er opfyldt. Når der ikke er opnået tilsagn om tilskud, skal det vurderes om projektforslaget skal revideres. Denne vurdering handler om, hvorvidt og i hvilket omfang forudsætningerne i projektforslaget har ændret sig. Herefter vil det være op til Kommunalbestyrelsen at vurdere, om projektet kan godkendes på grundlag af de nye oplysninger.
Landet over har mange projekter hvert år søgt om tilskud, og flere forventes at være på vej. Puljerne er hvert år blevet hurtigt opbrugt. Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning vurderer, der er stor sandsynlighed for ikke at opnå tilsagn om tilskud. En ansøgning med efterfølgende afslag, vil forsinke Rødovre Kommunes ønske om grøn omstilling og CO2 reduktion med forventet mindst et år, fordi projektet skal revideres og genfremsættes til fornyet godkendelse i Kommunalbestyrelsen.
Muligheden for at søge midler i Fjernvarmepuljen forsvinder med udgangen af 2023, og der er pr. juli 2023 ikke udsigt til, at puljen forlænges. Pr. 20. juli 2023 er puljen budgetteret med 380,8 mio. kr., Energistyrelsen har meddelt tilsagn om tilskud for 329,4 mio. kr (51 stk.) og der er modtaget ansøgninger om tilskud for 579,2 mio. kr. (71 stk.)
Eftersom Energistyrelsen behandler og reservere midler efter et først-til-mølle princip, anser Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning det for urealistisk at opnå tilskud fra Fjernvarmepuljen.
I projektforslagets beregninger er der derfor ikke indregnet tilskud fra Fjernvarmepuljen. Konsekvensen ved evt. tilskud er belyst i projektforslagets afsnit 4.3.2.
Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning anbefaler på det grundlag, at projektforslaget godkendes uden betingelse om tilskud fra Fjernvarmepuljen.
Brugerøkonomien
I forhold til individuelle varmepumper, er den samlede nutidsværdigevinst for de nye kunder i projektforslaget beregnet til 25.000.000 kr. med en tidshorisont på 20 år. Der er regnet med 100 % kampagnerabat på tilslutningsbidraget og 3 % i diskonteringsrente.
Det er i beregningerne antaget, at de nye kunder som udgangspunkt tilsluttes med en abonnementsordning, hvorved forsyningsgrænsen flyttes til kundens side af fjernvarmeunitten.
For kunderne kan det være af betydning, at tilslutning til fjernvarmen er en langsigtet investering en gang for alle, mens den relativt høje investering i en individuel varmepumpe skal gentages med 15-20 års mellemrum. En fjernvarmeunit koster markant mindre og har en længere levetid.
Efter 20 år fra tilslutning vil kunder med fjernvarme ikke skulle betale udbygningstillæg og kunder med abonnement vil ikke skulle reinvestere i fjernvarmeunits, mens kunderne alternativt skulle reinvestere i individuelle varmepumper. Det svarer til, at kundernes nutidsgevinst ved fjernvarme over en periode på 40 år med diskonteringsrente på 3 % er 128.000.000 kr.
Brugerøkonomien er således positiv.
Effekten på begrænsning af CO2 udledning
Fuldt udbygget (90 % tilslutning) vil områderne spare miljøet for ca. 10.000 tons CO2 udledning om året. Det er Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsynings forventning, at områderne vil være fuldt udbygget efter maksimalt 10 år. Det begrundes i Klimaaftalen af 22. juni 2020 indgået af et bredt flertal i Folketinget, der har afsnit om grøn omlægning af varmeafgifter, udfasning af individuelle olie- og gasfyr, grøn fjernvarme og en grøn skattereform. Erfaringen fra de seneste udbygninger på villaveje viser tilslutning på ca. 90 % allerede i anlægsfasen.
Arealafståelse og servitut
Der forventes, at der skal anlægges flere distributionsledninger på private matrikler for at mindske omkostningerne ved, at skulle placere flere ledninger til eksempelvis rækkehuse. Der skal tinglyses servitut på de private matrikler. Øvrige distributionsledninger, der er planlagt til at forløbe i offentlige arealer, kan etableres uden servitut. Stikledninger der kun er beliggende på den ejendom de forsyner, skal ikke pålægges servitut.
Lov- og plangrundlag
Bekendtgørelse af lov om varmeforsyning (Varmeforsyningsloven). LBK nr. 2068 af 16. november 2021
Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg (Projektbekendtgørelsen). BEK nr. 697 af 6. juni 2023
Bekendtgørelse om tilskud til projekter vedrørende udrulning af fjernvarmedistributionsnet. BEK 2306 af 18. december 2020
Rødovre Kommunes Varmeplan 2022. Vedtaget på Kommunalbestyrelsens møde den 29. november 2022, (sag nr. 185)
Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsynings Udbygningsplan 2010. Vedtaget på Kommunalbestyrelsens møde den 25. januar 2011, (sag nr. 163).
Økonomiske konsekvenser
Anlægsinvesteringen i vedlagte projektforslag til etablering af fjernvarmeudbygning, er anslået til netto 653.000.000 kr. ekskl. moms ved 90 % tilslutning. Heri er indregnet at Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning giver 100 % kampagnerabat på tilslutningsbidraget.
I den langsigtede investeringsplan er afsat rådighedsbeløb på netto 1.000.000.000 kr., hvor der er taget udgangspunkt i en forventning om 90 % tilslutning. Årsagen til differencen mellem den langsigtede investeringplan og projektforslaget er forskellige forventninger til fremtidige priser på entreprenørydelser.
Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsynings rabat hos VEKS med 5 års fritagelse for fast afgift tilfalder Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning, og er indregnet i projektforslaget.
Ved endelig godkendelse af projektforslaget kan borgere i de berørte områder ikke længere søge om tilskud til opsætning af varmepumper. Det vil stadig være tilladt for dem at installere varmepumper.
Tidsplan
September: Kommunalbestyrelsen godkender projektforslaget
Oktober-november: Projektforslaget sendes i 4 ugers høring
December: Behandling af høringssvar og klargøring af sagsfremstilling til endelig politisk behandling
Januar: Kommunalbestyrelsens endelige godkendelse af projektforslaget
2024-2028: Udbygning og tilslutning af kunder.
Bilag
Bilag 1: Projektforslag for konvertering til fjernvarme i Rødovre Forslag til Tillæg 1 til Lokalplan 136 for Rødovre Centrum
Sag nr. 69
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Kommunalbestyrelsen vedtog Lokalplan 136 – Rødovre Centrum den 31. maj 2016. I Kommuneplan 2018 vedtog Kommunalbestyrelsen en ændring i den tilladte etageareal pr. butik til detailhandel. Dette er videreført i Kommuneplan 2022. Med lokalplantillægget ændres bestemmelsen for butiksstørrelserne til detailhandlen, således at lokalplanen giver samme muligheder som Kommuneplanen.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
- at Forslag til Tillæg 1 til Lokalplan 136 – Rødovre Centrum med Miljøscreening vedtages og fremlægges i offentlig høring i fire uger samt
- at Forslag til Tillæg 1 til Lokalplan 136 – Rødovre Centrum ikke miljøvurderes.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Tillæg 1 til Lokalplan 136 sikrer, at Lokalplan 136 giver samme mulighed for butiksstørrelserne til detailhandlen som kommuneplanrammerne 5C01 og 5C03 i Kommuneplan 2022-2032. Bestemmelserne vedrørende areal til detailhandlen ændres fra henholdsvis 3.500 m² for dagligvarer og 2.000 m² for udvalgsvarer til 5.000 m² for begge dele.
Forslag til Tillæg 1 til Lokalplan 136 er vedlagt som Bilag 1.
Miljøscreening af Forslag til Tillæg 1 til Lokalplan 136 er vedlagt som Bilag 2.
Lov- og plangrundlag
Lov om planlægning
Lov om Miljøvurdering af planer og programmer
Kommuneplan 2022.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
Vedtagelse af forslag – september 2023
Offentliggørelse af forslag – september 2023
Offentlig høring i fire uger – oktober 2023
Endelig vedtagelse – januar 2023
Offentliggørelse – februar 2023.
Bilag
Bilag 1: Forslag til Tillæg 1 til Lokalplan 136Bilag 2: Miljøscreening af Tillæg 1 til Lokalplan 136
Konkret udpegning af bevaringsværdige træer i lokalplan 148
Sag nr. 70
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
I forlængelse af Kommunalbestyrelsens ønske om, at lokalplan 148 blev evalueret i en temadrøftelse af Teknik- og Miljøudvalget og Klima- og Naturudvalget, blev der fremført et ønske om at lave en konkret udpegning af bevaringsværdige træer i lokalplanens område.
Sagen behandles samtidig i Klima- og Naturudvalget og Teknik- og Miljøudvalget.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
at der igangsættes en proces med henblik på at udpege bevaringsværdige træer i lokalplan 148’s område, samt at udgiften hertil indgår i den kommende budgetproces.
Beslutning fra Klima- og Naturudvalget, 12. september 2023, pkt. 34:
Anbefales.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Lokalplan 148 sikrer, at store karakteristiske træer bevares af hensyn til byens grønne udtryk, biodiversitet og den positive effekt på byklimaet.
Sikring af markante og bevaringsværdige træer har været praksis i kommunens lokalplanlægning i flere år. Sædvanligvis udpeges disse i den enkelte lokalplans kortbilag.
I lokalplan 148 er bestemmelsen for bevaring af træer ikke baseret på en konkret udpegning, men derimod i en generel bestemmelse om træerne stammeomkreds:
§ 9.6 Markante træer Træer med en samlet stammeomkreds på minimum 75 cm målt én meter over jorden, må ikke fældes uden forudgående tilladelse fra kommunen. Derudover må træer ikke stynes, topkappes el.lign. og store rødder må ikke overgraves eller blotlægges uden forudgående tilladelse fra kommunen.
I forbindelse med evalueringen af lokalplanen i august 2023 var der et ønske om at bestemmelsen erstattes af en konkret udpegning.
Forvaltningen har på baggrund af en foreløbig markedsscanning anslået udgiften hertil til 850.000 kr.
Hvis udpegningen skal iværksættes, er der behov for at konkretisere opgaven nærmere samt afsætte midler til opgaven. Forvaltning vil herefter forelægge en konkret procesplan til politisk beslutning i efteråret. I procesplanen vil forvaltningen også komme med et konkret forslag til borgerinddragelse samt en overordnet tidsplan for hele processen for revidering af lokalplan 148.
Lov- og plangrundlag
Planloven.
Økonomiske konsekvenser
Udgiften til udpegning af træer vurderes på det forelæggende grundlag at udgøre 850.000 kr. Udgiften er indarbejdet som en del af de tekniske ændringer i forhold til budget 2024.
Tidsplan
Forvaltningen forelægger en konkret procesplan til politisk beslutning i efteråret. Den konkrete udpegning af træerne vil herefter indgå i udarbejdelsen af tillæg til lokalplan 148.
Diverse
Sag nr. 71
Beslutningskompetence: TMU
Sagens kerne
Beslutning
Taget til efterretning.