Teknik- og Miljøudvalget
14-11-2023
Medlemmer
Pia Hess Larsen (A)
Lene Due (A)
Ahmed H. Dhaqane (A)
Mogens Brauer (C)
Sager 82 - 86
Meddelelser
Sag nr. 82
Beslutningskompetence: TMU
Sagens kerne
Oversigt fremlægges til orientering.
- Orientering om høring om nye vejnavne (se bilag 1)
- Mundtlig orientering om håndtering af høringssvar til Lokalplan 155 (se bilag 2 og 3).
Indstilling
Meddelelsespunkterne forelægges til orientering.
Beslutning
Taget til efterretning.
Bilag
Bilag 1: Orientering vedr. nyt vejnavn til Resenbrovejs sydlige delBilag 2: Lokalplan 155 - høringssvar-originale
Bilag 3: Lokalplan 155 - mail fra Boligforeningen AAB
Sammensætning af fjernvarmetakster
Sag nr. 83
Beslutningskompetence: TMU
Sagens kerne
Den igangværende fjernvarmeudbygning samt den gennerelle prisudvikling på energi påvirker fjernvarmetaksterne. I forlængelse af det forøgede fokus herpå har forvaltningen udarbejde en orientering om sammensætningen af fjernvarmetakster for Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
at notat om sammensætning af fjernvarmetakster for Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning tages til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Sagsfremstilling
Takster for fjernvarme skal være i overensstemmelse med varmeforsyningslovens (VFL) bestemmelser. Der er nogle overordnede krav om, at taksterne skal være kostægte, kunne administreres på en enkelt måde, være gennemskuelige og forståelige. Det skal også sikres, at alle kunder bidrager med et positivt dækningsbidrag til selskabets omkostninger.
Et fjernvarmeselskab kan efter VFL kun indregne nødvendige omkostninger i taksterne. VFL opremser en udtømmende liste over nødvendige omkostninger.
De største omkostninger for Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning er udgifter til varmekøb, løn samt øvrige driftsomkostninger, administration og salg, samt finansieringsudgifter ved fremmedkapital (renteudgifter). Disse omkostninger skal dækkes af tilsvarende indtægter, således at selskabets økonomi hviler i sig selv.
Det er til gengæld ikke lovreguleret, hvordan taksterne skal være sammensat.
Ud fra Forsyningstilsynets praksis og afgørelse anbefaler Dansk Fjernvarme, at fjernvarmetaksterne bør ske under iagttagelse af:
at de forskellige omkostningsarter dækkes gennem indtægter fra de led, som omkostningerne kan henføres til (kostægtehed),
at kunderne skal dække deres rimelige andel af de omkostninger, der er nødvendige for forsyning med fjernvarme,
at taksterne skal kunne administreres med et minimum af omkostninger samt
at taksterne skal være forståelige for kunderne.
Takstelementerne opdeles typisk i engangsbetalinger og løbende betalinger.
Engangsbetalingerne sker i forbindelse med tilslutning til fjernvarmenettet i form af et tilslutningsbidrag. Det er muligt at opdele yderligere, så tilslutningsbidraget består af flere elementer, f.eks. et investeringsbidrag til medfinansiering af hovedledningerne og et stikledningsbidrag til medfinansiering af stikledningen fra hovedledning til ejendommen.
De løbende betalinger består typisk af følgende takstelementer: et abonnementsbidrag til dækning af hele eller dele af administrationsomkostningerne, faste bidrag til dækning af faste udgifter, der ikke er forbrugsafhængige, samt et variabelt bidrag, der er afhængig af den enkelte kundes forbrug.
Det er efter VFL tilladt at fastsætte forskellige priser til enkelte kunder, grupper af kunder og geografiske områder, så længe det sker efter objektive og ikke-diskriminerende kriterier. Formålet hermed er at afspejle forskellige omkostningsforhold. Det kan f.eks. være til svømmebade, produktionsvirksomheder der kræver særlig høj temperatur eller særlig megen varme. Der er dog ikke noget krav om dette.
I vedhæftede notat er beskrevet, hvilken prisstruktur Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning har.
Lov- og plangrundlag
Bekendtgørelse af lov om varmeforsyning (Varmeforsyningsloven). LBK nr. 2068 af 16. november 2021
Bekendtgørelse om anmeldelse af tariffer, omkostningsfordelinger og andre betingelser for levering af fjernvarme, samt varmeproduktionsomkostninger til brug for fastsættelse af prisloft m.v. (Anmeldelsesbekendtgørelsen). BEK nr. 1412 af 3. december 2018
Afskrivningsbekendtgørelsen. BEK nr. 941 af 4. juli 2017
Forsyningstilsynets vejledning om varslingsreglerne efter varmeforsyningsloven - særligt med henblik på væsentlige prisstigninger, af 16. marts 2022.
Økonomiske konsekvenser
Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning er takstfinansieret og området er omfattet af varmeforsyningslovens bestemmelser om økonomisk at hvile-i-sig-selv.
Tidsplan
November 2023: Drøftelse af mulige sammensætninger af takster
December 2023: Takster 2024, med virkning fra 1. april 2024 fremlægges til godkendelse i Kommunalbestyrelsen.
Bilag
Bilag 1: Sammensætning af fjernvarmetakster Lokalplan 146 Parkbyen - Endelig vedtagelse
Sag nr. 84
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Kommunalbestyrelsen vedtog på møde den 20. juni 2023 at forelægge Forslag til Lokalplan 146 Parkbyen i ni ugers offentlig høring. Lokalplanen indstilles nu til endelig vedtagelse.
Lokalplanen 146 skaber mulighed for, at Parkbyen udvikles i overensstemmelse med Helhedsplanen for Bykernen, som muliggør en omdannelse fra erhverv til et grønt og sammenhængende boligområde med varierende boligtilbud inklusiv almene boliger og seniorboliger.
Ved endelig vedtagelse af Lokalplan 146 Parkbyen vil den erstatte Lokalplan 62 for et område til erhverv og boliger Egegårdsvej øst og Lokalplan 122 for Egegårdsvej øst, samt en del af Lokalplan 47 for Sibeliusparken (for den del der er beliggende i Lokalplan 146).
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
at Lokalplan 146 vedtages endeligt med de ændringer, der fremgår af sagsfremstillingen.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Lokalplanens overordnede formål er at danne grundlag for, at området kan udvikles til et grønt og sammenhængende beboelseskvarter, der sammen med Gartnerbyen bidrager til en alsidig bykerne.
For at sikre, at området kan realiseres over tid uden, at mulighederne for en helhedsorienteret byomdannelse af hele området forringes, er lokalplanen udarbejdet som en kombineret ramme- og projektlokalplan. For hele området fastlægges rammerne for en trafikal og beplantningsmæssig hovedstruktur (rammelokalplan). For tre af lokalplanens delområder er der udarbejdet en bebyggelsesplan, som danner grundlag for konkrete byggeretsgivende bestemmelser (projektlokalplan).
Bebyggelsesplanen består af vinkelbygninger og rektangulære bygninger i 3 og 3,5 etager samlet omkring tre åbne gårdrum, hvor en gennemgående sti forbinder Tæbyvej med Gunnekær, og derfra forbindelse til Aage Knudsens Strøg og Rådhuspladsen. Lokalplanens bestemmelser sikrer en ensartethed i udformning, proportioner og materialer for de to bygningstyper. Disse bestemmelser gælder for alle de tre delområder (A1, A2 og A3), som med planen gives byggeret. Dermed skabes en bebyggelse, der adskiller sig fra Gartnerbyen med en mere åben, grøn og lavere bebyggelsesstruktur. Med bestemmelser om at anvende rødbrune teglsten til facaderne tilpasses den nye bebyggelse både til Gartnerbyen og til de nærmeste omgivelser, dvs. Sibeliusparken, Skoleparken og de bevaringsværdige, tidligere Linex-bygninger.
Lokalplanen indeholder konkrete bestemmelser om, at 25% af nyopført eller nyindrettet boligareal skal være almene boliger. Det forventes, at den samlede bebyggelse inden for lokalplanområdet, når fuldt udbygget, vil komme til at indeholde omkring 600-800 boliger.
Lokalplanen fastlægger bestemmelser om bevaring af eksisterende, karaktergivende træer og beplantninger samt af Linex-bygningskomplekset, som er udlagt til offentlige formål i form af kommunale servicefunktioner.
Høringssvar
I høringsperioden er der indkommet 11 høringssvar, som omfatter 23 punkter. Høringssvarene omhandler primært udkig fra Sibeliusparken og Skoleparken, anvendelse (at der bygges for mange nye boliger i Rødovre i stedet for fællesfaciliteter for hele Rødovre), at delområde A3 for tæt på naboerne i Sibeliusparken, øgede trafikmængder, utilstrækkelig parkering, flere grønne arealer og bevaringsværdig beplantning, samt solenergi. Samtlige høringssvar kan ses i Bilag 2.
På borgermødet om lokalplanforslag 146, som blev afholdt den 17 august 2023, fremkom en række bemærkninger, spørgsmål og ændringsforslag. Bemærkningerne m.v. fra borgermødet er afspejlet i de indkomne høringssvar.
Høringsskemaet med Teknisk Forvaltnings bemærkninger til høringssvarene samt forslag til ændringer i lokalplanen ses i Bilag 3.
Forslag til ændringer
Teknisk Forvaltning foreslår på baggrund af høringssvarene, at lokalplanen vedtages med følgende ændringer (tekst i fed):
Tilføjelse i redegørelsen på side 12: Skitsen af de to bygningstyper er angivet som principsnit og der er tilføjet maks. bygningshøjde på 13,5 m.
Ændring i redegørelsen på side 17: Gennemgående udsyn fra boligerne er ændret til flersidet udsyn fra boligerne.
Tilføjelse i redegørelse på side 22: Regnvand kan nedsives, såfremt grundejer indhenter nedsivningstilladelse.
Ændring / sletning i § 1.1: Sikre at ny bebyggelse og ubebyggede arealer fremtræder med høj arkitektonisk kvalitet og udføres i overensstemmelse med lokalplanens hovedprincipper, som beskrevet i Redegørelsens afsnit ”Hovedprincipperne i lokalplanen”, side 6.
Tilføjelse / uddybning af bestemmelser vedr. parkeringsbåse i § 6.1:
Parkeringsbåse til alm. personbiler skal anlægges med dimensionen 2,5 m i bredden x 5 m i længden.
Der skal etableres min. 1 handicapparkeringsplads pr. 20. bolig.
For H-pladser gælde det, at hver 4 H-plads skal være til kassevogn.
Handicapparkeringspladserne skal anlægges så:
- brugsarealet er 3,5 m i bredden x 5 m i længden, samt 4,5 m i bredden x 8 m i længden ved kassevogn.
- belægning er fast og jævn.
- niveauspring fra adgangsarealet til andet areal må højst være 2,5 cm.
- båsen skal min. være 2,5 m i bredden, hvis der anlægges et tilstødende udstigningsareal på 2,0 m op til p-pladsen.
Tilføjelse i § 6.2: Der skal etableres min. 1 bil p-plads pr. etagebolig. Der skal etableres min. 1½ og maks. 3 p-pladser pr. tæt/lav-bolig.
Ændring / sletning i § 6.8.5: Cykelparkering skal være afgrænset og adskilt fra omkringliggende arealer, herunder adgangsarealer.
Ændring / uddybning i § 7.1 (og § 7.3): Delområde A1 (og delområde A3) kan bebygges i maksimalt 3,5 etage 3 etager samt udnyttet mansard-tagetage.
Ændring i § 7.1: Boligerne skal være i varierende størrelser på mellem 63 m2 og 98 m2 til 60 m2 og 105 m2.
Tilføjelse / uddybning af § 7.1. Ud over 17.300 m2 boligbyggeri kan der opføres skure og småbygninger, orangeri placeres, som angivet i Situationsplanen på Kortbilag 6.
Tilføjelse / uddybning i § 8.2: Bygningernes facader skal fremstå i tegl i røde og rødbrune nuancer i kombination med forskellige farver fuger, som vist i Bilag E. Udvælgelsen af teglsten og fugefarve skal ske i forbindelse med Rødovre Kommunes byggesagsbehandling på baggrund af en eller flere mock-ups.
Ændring / uddybning af § 8.5: Tage skal udformes med mansard som vist på Bilag A, C, D og E. Mansarden / den skrånende tagflade skal beklædes med lodret falsede plademateriale, som stål eller lignende. Farvemæssigt skal tagene matche teglstensfacaderne.
I Note til § 8.2 og 8.5 er følgende slettet: Der skal i forbindelse med byggesagsbehandlingen på baggrund af mock-ups opstillet i delområde A1, vælges én og kun én af de tre viste farve-kombinationer, som skal være gennemgående for al ny bebyggelse i delområderne A1, A2 og A3.
Uddybning af § 8.7: Beplantning skal i størst muligt omfang fortsætte op ad facader til nær mansard-tagfladerne så facader gives et markant grønt udtryk.
I § 8.9 slettes de sidste to ord: ”… tegl og stål”.
Tilføjelse i § 11 vedr. belysning:
§ 11.18 Belysning generelt i lokalplanområdet
11.18.1 Belysning skal etableres jf. Det Kriminalpræventive Råds anbefalinger.
11.18.2 Belysning skal være afskærmet, så det ikke generer omkringboende.
11.18.3 Ledningsanlæg skal ligge under kommende belægning.
11.18.4 Belysningsarmaturer på terræn skal være ens design og indgå som en del af det arkitektoniske udtryk som følger Rødovre Kommunes Designmanual.
11.18.5 Parkeringsarealer, cykelparkeringer samt øvrige gangarealer og ubebyggede arealer skal være tilstrækkeligt oplyst uden mørke og utrygge områder. Det gælder særligt hovedindgange.
11.18.6 Belysning skal etableres som lysstandere med nedadrettet belysning og lave belysningsarmaturer (i max 100 cm. højde)
11.18.7 Belysning i forbindelsen med veje, stier og fællesarealer skal godkendes af Rødovre Kommune.
Sletninger i § 13.3:
13.3.2 Solenergianlæg må kun placeres på den flade del af tagene og må ikke være synlige fra vej og for naboer.
13.3.3 Solenergianlæg skal opsættes i ens retning og i en samlet form - én firkantet flade, som placeres med mindst 0,5 m afstand til tagkanter eller facadeafslutning.
13.3.4 Energianlæg skal så vidt muligt have samme farve som taget, også hvad angår inddækninger, afslutninger m.m.
13.3.5 Solenergianlæg skal indpasses i tagets form, størrelse, rytme og linjer.
13.3.6 Solenergianlæg skal udføres med skjulte rør og kabler.
Tilføjelser i § 13.3:
13.3.1 Solenergianlæg skal udføres refleksfrit, så de ikke blænder.
13.3.2 Solenergianlæg skal integreres i bebyggelsens arkitektur eller udformes som selvstændige arkitektoniske elementer, som skal indpasses i bebyggelsens arkitektur.
13.3.3 Solenergianlæg integreret på vinduer og altaner skal tage hensyn til lysindfald, udsyn og bygningens arkitektur.
Ændring og tilføjelse i § 15.1: Ny bebyggelse må ikke tages i brug før nedenstående krav er opfyldt (i § 15.1.1 - 15.1.7), og tilføjet Note: Ibrugtagning kan ske i etaper, hvis en etapeopdeling er hensigtsmæssig.
Redegørelsen konsekvensrettes, så den afspejler lokalplanens bestemmelser.
Ud over ovenstående er der foretaget en redaktionel oprydning af meningsforstyrrende gentagelser.
Lokalplan 146 med de foreslåede ændringer ses i Bilag 1.
Lov- og plangrundlag
Lov om planlægning (Planloven)
Landsplandirektivet for Hovedstadsområdets planlægning (Fingerplan 2017)
Kommuneplan 2022.
Økonomiske konsekvenser
Ingen på nuværende stade.
Tidsplan
Lokalplanen har været i offentlig høring i ni uger - fra juni til august 2023
Endelig vedtagelse - november 2023
Offentlig bekendtgørelse - december 2023.
Bilag
Bilag 1: Lokalplan 146 ParkbyenBilag 2: Originale høringssvar
Bilag 3: Høringsskema med høringssvar-kommentarer-til Lokalplan 146
Forventet regnskab - Teknik- og Miljøudvalget pr. 30. september 2023
Sag nr. 85
Beslutningskompetence: TMU
Sagens kerne
Forventet regnskab pr. ultimo september 2023 omfatter en opfølgning på forbruget af nettodriftsmidler for Teknik- og Miljøudvalgets rammer med udgangspunkt i status ultimo september 2023.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
at forventet regnskab pr. ultimo september 2023 tages til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Sagsfremstilling
Der henvises til bilaget "Forventet regnskab - Teknik- og Miljøudvalget pr. ultimo september 2023.
Lov- og plangrundlag
Principper for Økonomistyring i Rødovre Kommune.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
Ingen.
Bilag
Bilag 1: Forventet regnskab - Teknik og Miljøudvalget pr. ultimo september 2023 Diverse
Sag nr. 86
Beslutningskompetence: TMU
Sagens kerne
Beslutning
Taget til efterretning.