Teknik- og Miljøudvalget
04-02-2025
Medlemmer
Pia Hess Larsen (A)
Lene Due (A)
Ahmed H. Dhaqane (A)
Mogens Brauer (C)
Sager 9 - 16
Meddelelser
Sag nr. 9
Beslutningskompetence: TMU
Sagens kerne
Oversigt fremlægges til orientering:
1. Orientering vedrørende Vejdirektoratets indsigelse til lokalplan 156 (se bilag).
2. Ændring af færdselslov og høringssvar (se bilag).
Indstilling
Meddelelsespunktet forelægges til orientering.
Bilag
Bilag 1: TMU 040225 Orientering vedr. Vejdirektoratets indsigelse til lokalplanforslag 156Bilag 2: Notat om færdselslov TMU 040225
Bilag 3: Høringssvar til Forslag til lov om ændring af færdselsloven, lov om offentlige veje mv og lov
Forslag til Lokalplan 148A
Sag nr. 10
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Kommunalbestyrelsen vedtog Startredegørelse til Lokalplan 148A den 28. maj 2024. Forslag til Lokalplan 148A er en revideret udgave af Lokalplan 148. Formålet med revisionen er at lempe og/eller præcisere en del af bestemmelserne, samtidig med at lokalplanområdets grønne og åbne karakter fastholdes.
Sagen forelægges til orientering i Klima- og Naturudvalget.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
- at Forslag til Lokalplan 148A med tilhørende miljøscreening fremlægges i offentlig høring i 8 uger, samt
- at Forslag til Lokalplan 148A ikke miljøvurderes.
Sagsfremstilling
Teknik og Miljøudvalget og Klima- og Naturudvalget havde den 15. august 2023 en fælles temadrøftelse af Lokalplan 148. Baggrunden for temadrøftelsen var udvalgenes ønsker om tilpasning af lokalplanen, Teknisk Forvaltnings erfaringer med administrationen af lokalplan 148, samt borgernes perspektiver vedrørende administrationen af lokalplan 148.
Temadrøftelsen førte til en beslutning om at revidere og opdatere Lokalplan 148, så den bliver mindre restriktiv. Grundet revisionens omfang, er det vurderet hensigtsmæssigt, at foretage en gennemskrivning af hele lokalplanen, så den også opdateres med nyeste bestemmelser fra anden lovgivning.
Ændringerne i Lokalplan 148A i forhold til den oprindelige Lokalplan 148 drejer sig om nedenstående 8 punkter:
- Bestemmelsen om byggelinjer lempes, så det bliver muligt at opføre en åben carport i forhaven.
- Bestemmelsen om belægning lempes og præciseres.
- Bestemmelser om hegn lempes og præciseres, så det bliver muligt at etablere begrønnede støjhegn ved støjbelastede boliger.
- Bestemmelser om solenergi lempes, så der ikke længere er krav til farven på solcellerne. Der skal heller ikke længere søges om tilladelse til etablering af solcelleanlæg.
- Bestemmelser om ventilationsanlæg, varmepumper o.lign. tekniske anlæg tilføjes en henvisning til Energistyrelsens råd om forebyggelse af støjgener.
- Bestemmelser om antenner udgår.
- Bestemmelser om renovation lempes, så der ikke længere er krav om visuel afskærmning. Der tilføjes en henvisning om Rødovre Kommunes affaldsregulativ.
- Bestemmelsen om bevaringsværdige træer præciseres med en konkret udpegning af træerne på kortbilag. Kortbilagene suppleres med et bilag, der præcist udpeger de bevaringsværdige træer, som ikke må fældes, stynes eller udsættes for lignende indgreb. Ydermere tilføjes en liste, der på matrikulært niveau beskriver de udpegede træer.
De ovennævnte ændringer i punkt 1 til 7 blev besluttet allerede i forbindelse med startredegørelsen i maj 2024.
Punkt 8 har afventet registreringen af træer og herunder kontrol og formidling af det omfattende registreringsmateriale. Udpegningen af bevaringsværdige træer har været drøftet på TMU-mødet den 14. januar 2025. Resultaterne af træregistreringen foreligger nu, og det samlede lokalplanforslag er klar til beslutning om offentliggørelse. Det samlede lokalplansforslag inkl. træregistreringen har været drøftet med SAGIR.
Registreringen og udpegningen af bevaringsværdige træer
Udpegningen af de bevaringsværdige træer er baseret på en landskabsfaglig registrering. Denne er kombineret med input fra borgerne, der har fremhævet træer, de anser som særligt værdifulde.
Der er ved registreringen af træer taget udgangspunkt i de træer, som er bevaringsværdige ifølge gældende lokalplan, altså træer med stammeomkreds på min. 75 cm. Træerne er vurderet i forhold til deres sundhed og restlevetid, deres værdi for biodiversitet, deres arkitektoniske værdi, kulturhistoriske værdi og deres betydning for kvarterets grønne udtryk. Hvert registreret træ er tildelt point efter et metodeskema, som er udarbejdet af Teknisk Forvaltning med input fra rådgiver.
Formålet med udpegningen af bevaringsværdige træer er at sikre, at Rødovre Kommune fortsat fremstår som en grøn by, i tråd med visionerne i Kommuneplan 2022. Store karakteristiske træer og en sund, mangfoldig træbestand er en afgørende del af kommunens identitet.
Ca. 75 % af kommunens samlede areal er privat ejet. Derfor spiller private arealer en væsentlig rolle i at realisere kommuneplanens mål om en by med en tydelig grøn karakter. Det er til gavn og glæde for både borgere og miljøet, at denne fælles indsats prioriteres.
Lov- og plangrundlag
Planloven
Økonomiske konsekvenser
Ingen
Tidsplan
Vedtagelse af Forslag til Lokalplan 148A: februar 2025.
Offentlig høring af Forslag til Lokalplan 148A i otte uger: vinter/forår 2025.
Endelig vedtagelse af Lokalplan 148A: juni 2025.
Offentliggørelse af Lokalplan 148A: juni 2025.
Bilag
Bilag 1: Forslag til Lokalplan 148ABilag 2: Miljøscreening af Lokalplan 148A
Helhedsgenopretning af veje, drøftelse af rammer
Sag nr. 11
Beslutningskompetence: TMU
Sagens kerne
Teknik- og Miljøudvalget skal drøfte rammerne for fremtidig helhedsgenopretning af kommunens veje. Helhedsgenopretningen er besluttet i forbindelse med budget 2025.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
at rammerne drøftes.
Sagsfremstilling
Vejene i kommunen er centrale for velfærdssamfundets mobilitet, samfundsudviklingen og af afgørende betydning i forhold til oplevelsen af en sammenhængende og funktionel by. Det er derfor vigtigt, at der både på den korte og lange bane er et fokus på at sikre velfungerende veje i kommunen.
I budgetresolution for budget 2025 er det besluttet, at der skal laves en analyse af de offentlige veje i kommunen, inkl. cykelstier og fortove. Baggrunden er dels mange store gravearbejder og dels vinteren 2024-2025, der begge har medført og medfører skader på vejene, og at det ved større regnmængder, har vist sig at være udfordrende at få afvandet vejene tilstrækkeligt hurtigt.
Der er igangsat et analysearbejde, som skal fokusere på tilstanden af kørebaner, cykelstier og fortove på de enkelte vejstrækninger.
Teknisk forvaltning foreslår en fremtidig helhedsgenopretning af kommunens veje drøftes ud fra de nedenfor beskrevne principper.
Kortlægningen af vejene sker ud fra de metoder, der er fastlagt i SAMKOM, som er et samarbejde mellem Vejdirektoratet og kommunerne. Det er samme metode, som blev anvendt i registreringen af kommunens veje i 2021. Målingerne sammenholdes med visuelle observationer og lokalkendskabet.
Teknisk Forvaltning foreslår, at helhedsgenopretning generelt sker efter følgende principper:
- Der koordineres med større ledningsarbejder (primært fjernvarme og HOFOR), så der så vidt muligt ikke skal graves i nyrenoverede veje.
- Hvor det er hensigtsmæssigt, kan kommunen stå for endelig reetablering efter gravearbejde, mod at ledningsejerne bidrager økonomisk. Dette vil give det bedste resultat, da der undgås mange lapper, og det vil forventeligt også være billigere for ledningsejerne.
- Hvis kantstenen skal reguleres eller udskiftes, f.eks. hvis kantstenen er lav, eller hvis vejen har revier (bue med chaussesten), vil det normalt også være nødvendigt at renovere fortovet for at sikre korrekt fald og afvanding. Mange ældre boligveje har en opbygning, der gør det nødvendigt at skifte eller regulere kantstenen for at få et godt resultat.
- Grundlaget for analysen hentes via de data, som er tilvejebragt via SAMKOM
Med et systematisk og mere gennemsigtigt overblik vedrørende tilstanden på vejene, kobles denne viden med planerne for større gravearbejder. Og der udarbejdes herefter en plan for en helhedsopretning af kommunens veje. For de veje der indgår i planen og den senere prioritering, vil der blive udarbejdet tilstandsrapporter for brøndene, som indgår i helhedsgenopretningen.
I forbindelse med fremlæggelse af tilstanden af kommunens veje senere på året laves også et foreløbigt og overordnet forslag til, hvordan en genopretning kan prioriteres - hvilke veje hvornår. Der vil i proriteringsforslaget være taget højde for kendte ledningsarbejder. Og derfor kan der være veje, hvor genopretning foreslås udskudt nogle år, selv om vejene ud fra en tilstandsvurdering burde prioriteres. Det betyder, at den vej der trænger mest, er ikke nødvendigvis den vej, der renoveres først. En vejstrækning kan dog blive så dårlig, at det vil være nødvendigt at udbedre den, selv om der f.eks. er planlagt gravearbejde.
Der vil ligeledes blive udarbejdet et overslag vedrørende økonomi.
Efterfølgende, når de økonomiske rammer kendes, kan der laves mere konkrete forslag med en længere tidshorisont, og en eventuel fortsættelse med nye forslag efter de første 2 eller 3 års genopretning. I de konkrete projekter, der besluttes gennemført, vil vejafvandingen/vejbrønde være en del af projektet.
Det økonomiske overblik indarbejdes i den langsigtede investeringsstrategi og prioriteringerne tages med i vej, sti og parkpuljen og den almindelige prioritering af vedligeholdelse af veje.
Fjernvarmeforsyning af Nordkærvej
Sag nr. 12
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Rødovre- og Hvidovre Kommune deler vejen Nordkærvej. I begyndelsen af 2025 påbegynder Hvidovre Fjernvarme et fjernvarmeprojekt i området for at forsyne ejendommene på Nordkærvej i Hvidovre Kommune. For at undgå dobbeltarbejde og anlæg af en parallel fjernvarmeledning i vejen ønsker Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning at overdrage forsyningspligten for syv matrikler til Hvidovre Fjernvarme.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
at forsyningspligten af fjernvarme for ejendommene på Nordkærvej overdrages til Hvidovre Fjernvarme.
Sagsfremstilling
Den 14. december 2021 (sag nr. 105) godkendte kommunalbestyrelsen projektforslaget for fjernvarmeudbygning i området syd for Roskildevej. Forslaget omfattede blandt andet syv matrikler på Nordkærvej, som grænser op til Hvidovre Kommune. Med denne godkendelse fik Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning (RKF) forsyningspligten for de syv matrikler.
Hvidovre Fjernvarme planlægger nu at påbegynde et fjernvarmeprojekt på Hvidovre-delen af Nordkærvej i starten af 2025, der skal forsyne ejendommene i Hvidovre Kommune. RKF forventer først at kunne forsyne de berørte ejendomme på Nordkærvej i 2026. For at undgå unødvendig dobbeltarbejde og anlæg af parallelle fjernvarmeledninger foreslås det, at forsyningspligten for de syv matrikler på Nordkærvej overdrages til Hvidovre Fjernvarme.
De syv ejendomme, der er omfattet af overdragelsen, er følgende adresser:
- Nordkærvej 3
- Nordkærvej 5
- Nordkærvej 7
- Nordkærvej 9
- Nordkærvej 11
- Nordkærvej 13
- Nordkærvej 15
Overdragelsen af forsyningspligten for de syv matrikler på Nordkærvej til Hvidovre Fjernvarme vurderes at være den samfundsøkonomisk mest hensigtsmæssige løsning. Hvis RKF fastholder forsyningspligten, vil det indebære, at der anlægges parallelle fjernvarmeledninger i vejen, hvilket medfører unødvendige anlægsudgifter, øget ressourcetræk og større gene for borgere og erhvervsliv i området.
Ved at lade Hvidovre Fjernvarme stå for forsyningen af de syv matrikler, kan den samlede projektøkonomi optimeres, da det vil reducere de samlede anlægs- og graveomkostninger for samfundet. Samtidig vil det forkorte den samlede anlægsperiode og minimere generne for trafik og beboere i området.
Den foreslåede løsning er også i overensstemmelse med nationale og kommunale målsætninger om effektiv energi-infrastruktur og en koordineret fjernvarmeudbygning, der sikrer størst mulig samfundsøkonomisk og miljømæssig gevinst.
Lov- og plangrundlag
Bekendtgørelse af lov om varmeforsyning (Varmeforsyningsloven). LBK nr. 124 af 2. februar 2022.
Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg (Projektbekendtgørelsen). BEK nr. 697 af 6. juni 2023.
Økonomiske konsekvenser
Overdragelsen af forsyningspligten for de syv matrikler på Nordkærvej til Hvidovre Fjernvarme har både positive og negative økonomiske konsekvenser for RKF:
- Mindre udgifter til anlæg: RKF vil spare udgifter til etablering af fjernvarmeledninger og tilslutning af de syv ejendomme. Dette inkluderer både omkostninger til projektering, materialer og udførelse af arbejdet.
- Tab af indtægter fra varmesalg: RKF vil samtidig miste fremtidige indtægter fra salg af fjernvarme til de syv ejendomme. Indtægtstabet vil afhænge af det faktiske varmeforbrug i ejendommene.
Samfundsøkonomisk vurderes det dog at være den mest hensigtsmæssige løsning at overdrage forsyningspligten til Hvidovre Fjernvarme. Hvis RKF fastholder forsyningspligten, vil det indebære etablering af parallelle fjernvarmeledninger på Nordkærvej, hvilket medfører unødvendige samfundsøkonomiske omkostninger i form af dobbeltanlæg, øget ressourcetræk og større anlægsudgifter. Derudover vil det forlænge graveperioden og dermed forringe mobiliteten for borgere og erhvervsliv i området.
Samlet set betyder overdragelsen, at RKF reducerer sine investeringsudgifter i området, men også går glip af en mindre, men løbende indtægtskilde. På længere sigt vurderes beslutningen dog at være økonomisk hensigtsmæssig, da den sikrer en mere effektiv koordinering og undgår anlægsudgifter til parallelle fjernvarmeledninger.
Økonomiske konsekvenser for borgerne
Borgerne på Nordkærvej vil generelt have lavere udgifter ved at blive tilsluttet Rødovre Fjernvarme frem for Hvidovre Fjernvarme. Rødovre Fjernvarme tilbyder gratis tilslutning, mens Hvidovre Fjernvarme har en tilslutningsomkostning på 32.500 kr.
Derudover er de årlige udgifter til varme lavere hos Rødovre Fjernvarme. For et standardhus på 130 m² med et forbrug på 18,1 MWh vil forskellen være cirka 850 kr. om året i Rødovres favør.
Abonnementet på varmeunit er også billigere hos Rødovre Fjernvarme og giver en besparelse på 2.106 kr. om året sammenlignet med Hvidovre Fjernvarme.
Det skal dog bemærkes, at varmepriserne kan variere over tid.
Opsummering
En tilslutning til Hvidovre Fjernvarme vil medføre højere udgifter for borgerne på Nordkærvej sammenlignet med Rødovre Fjernvarme, både i form af tilslutningsomkostninger og løbende driftsudgifter. Dog kan prisudviklingen ændre denne vurdering på længere sigt, og det er derfor vanskeligt at forudsige, hvilken fjernvarmeforsyning der vil være billigst for borgerne i fremtiden.
Tidsplan
Overdragelsen af forsyningspligten for de syv matrikler på Nordkærvej til Hvidovre Fjernvarme følger nedenstående tidsplan:
- 25. februar 2025: Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om overdragelse af forsyningspligten.
- Marts 2025: Overdragelsesaftalen mellem RKF og Hvidovre Fjernvarme færdiggøres.
- Marts 2025: Hvidovre Fjernvarme sender tilbud til de berørte ejendomme med kampangetilbud på etbaleringen.
- Efter marts 2025: Hvidovre Fjernvarme påbegynder fjernvarmeprojektet på Nordkærvej og forsyne de ejendomme der har accepteret tilbuddet.
Bilag
Bilag 1: Bilag 1 - Kortudsnit Nordkærvej Forslag til Rødovrestrategi 2025-2028 - Vi finder fremtidens løsninger i fællesskab
Sag nr. 13
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Rødovrestrategi 2025-2028 med undertitlen Vi finder fremtidens løsninger i fællesskab - tegner vores fælles plan for den fortsatte udvikling af vores velfærd og byen, som vi folder ud i vores politikker, handleplaner, projekter og i det daglige samarbejde. Rødovrestrategien tager afsæt i visionen Sammen om Rødovre, som har været i gang i Rødovre Kommune i flere år, og som sætter retningen for fremtidens Rødovre.
Kommunalbestyrelsen havde 26. november 2024 et temamøde om Rødovrestrategien, hvor strategiens hovedsigte og indsatser blev drøftet.
Sagen behandles samtidig i alle fagudvalg.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
at Forslag til Rødovrestrategi 2025-2028 - Vi finder fremtidens løsninger i fællesskab fremlægges i offentlig høring i otte uger.
Sagsfremstilling
Rødovrestrategien er det fælles politiske ståsted, der sætter retning for Rødovre Kommune. Rødovrestrategien fungerer på den måde som det politiske arbejdsgrundlag, hvor vi viser, hvad vi i kommunen pejler efter i årene frem for fortsat at være en stærk og attraktiv velfærdskommune.
Kommunalbestyrelsen har i hver valgperiode pligt til at offentliggøre et forslag til strategi for kommunens planlægning. Strategien skal iht. planloven indeholde følgende:
- Oplysninger om den planlægning der er gennemført siden seneste revision af kommuneplanen,
- Kommunalbestyrelsens vurdering af og strategi for udviklingen samt
- En beslutning om revisionsmetode
Kommunalbestyrelsen besluttede i august 2023, at den lovpligtige planstrategi indarbejdes i en strategi for hele kommunens virke. Tilsvarende gjorde sig gældende for Rødovrestrategi 2020.
Syv velfærdsindsatser
Rødovrestrategien er bygget op omkring syv højt prioriterede velfærdsindsatser, to byudviklingsområder og særlige fokusområder samt strategien for kommuneplanlægningen, der tilsammen sætter retning for, hvordan vi vil arbejde med at indfri visionen Sammen om Rødovre og også i fremtiden fortsætter med at være en mønsterkommune på velfærd, der bygger på stærkt sammenhold og meningsfulde fællesskaber. De syv velfærdsindsatser er:
- Demokrati og stærke sociale fællesskaber
- Attraktive skoler og dagtilbud der fremmer leg, læring og trivsel
- Gode kultur- og idrætstilbud
- Sunde rammer, der favner alle livsfaser
- Et trygt liv for ældre borgere
- En alsidig og levende by for borgere og virksomheder
- Et grønnere og mere bæredygtigt Rødovre
For hver velfærdsindsats beskriver Rødovrestrategien Kommunalbestyrelsens ambitioner og mål på området, sammen med eksempler på konkrete indsatser og tiltag, der bidrager til at indfri ambitionerne.
Involvering og dialog med borgere og brugere
Rødovrestrategiens pejlemærker baserer sig på input fra en lang række involverende aktiviteter og initiativer. Eksempelvis Opgaveudvalg, Ungeklimaråd, Ung strategi, Mod på trivsel, Fremtidens ældreområde, Nabokaffe, Fælleselevråd, Klimaliv, samt Rødovredagen 7. september 2024.
Byudviklingsområder og fokusområder
I den kommende planperiode fortsætter planlægningen og realiseringen i to byudviklingsområder: Bykernen og Valhøj erhvervskvarter. Der udpeges ikke nye byudviklingsområder.
Udover byudviklingsområderne er der fortsat fokus på de gennemskærende veje: Slotsherrensvej, Jyllingevej, Roskildevej og Tårnvej, samt Korsdalsvej og Rødovre Parkvej. Endvidere er udbygning af skoler og idrætsfaciliteter et nyt særligt fokusområde i den kommende planperiode.
Delvis revision af kommuneplanen
Kommunalbestyrelsen i Rødovre finder, at arbejdet i den kommende periode drejer sig om at realisere og færdiggøre de planer og projekter, der allerede er besluttet. Behovene for ændringer i kommuneplanen begrænser sig til mindre justeringer og tilpasninger, hvilket vil ske i form af en delvis revision af Kommuneplan 2022.
Ikke længere Agenda 21-strategi
Tidligere skulle Kommunalbestyrelsen parallelt med sin planstrategi offentliggøre en Agenda 21-strategi. Efter revision af planloven gælder der pr. 1. januar 2024 ikke længere et krav om Agenda 21-strategi. Kommunalbestyrelsen har valgt ikke at udarbejde Agenda 21-strategi, idet den tværgående Rødovrestrategi sammen med Klimahandlingsplanen i fuld tilstrækkelig grad opfylder behovet for strategiske retninger for en bæredygtig udvikling.
Lov om miljøvurderinger af planer og programmer
Rødovrestrategien fastlægger ikke rammer for fremtidige anlægstilladelser til projekter. Plandokumentet er derfor ikke omfattet af § 3, stk. 2 i lov om miljøvurdering af planer og programmer og er derfor ikke omfattet af kravet om miljøvurdering.
Lov- og plangrundlag
Planloven
Økonomiske konsekvenser
Ingen
Tidsplan
Februar 2025: Forslag til Rødovrestrategi 2025-2028 godkendes af Kommunalbestyrelsen
Marts-maj 2025: Offentlig høring af Forslag til Rødovrestrategi 2025-2028
Juni 2025: Bearbejdning af indkomne høringssvar
August 2025: Endelig vedtagelse af Rødovrestrategi 2025-2028
Oktober 2025: Borgermøder om Rødovrestrategiens velfærdsindsatser og mulige betydning for Kommuneplan 2026
December 2025: Forslag til Kommuneplan 2026 godkendes af Kommunalbestyrelsen
Januar-marts 2026: Offentlig høring af Forslag til Kommuneplan 2026
April 2026: Bearbejdning af indkomne høringssvar
Juni 2026: Endelig vedtagelse af Kommuneplan 2026
Bilag
Bilag 1: RødovreStrategi enkeltsider 300125 Godkendelse af låneramme for Vestforbrænding i 2025
Sag nr. 14
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Vestforbrænding har anmodet ejerkommunerne om at godkende en låneramme på 510 mio. kr. til finansiering af forventede investeringer i 2025. Lånet optages, så ejerkommunerne hæfter i forhold til indbyggertallet det år, forpligtelsen bliver indgået.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
- at Rødovre Kommune godkender Vestforbrændings låneramme på 510 mio. kr. til finansiering af forventede investeringer i 2025 på 510 mio. kr., samt
- at Rødovre Kommune godkender, at lånet optages med pro rata hæftelse i forhold til indbyggertallet det år, hvor forpligtelsen blev indgået, jf. Vestforbrændings vedtægter § 6, stk. 2-3.
Sagsfremstilling
Vestforbrænding har 12. november 2024 anmodet ejerkommunerne om at godkende en låneramme på 510 mio. kr. til finansiering af forventede investeringer i 2025. Anmodningen sker på grundlag af, at Vestforbrændings bestyrelse 18. september 2024 har godkendt en låneramme på 510 mio. kr til finansiering af forventede investeringer i 2025.
Anmodningen er hjemlet i §10, stk. 14 i Vestforbrændings vedtægt. Lånet optages, så ejerkommunerne hæfter i forhold til indbyggertallet det år, forpligtelsen bliver indgået. Indbyggertal for 2025 kendes ikke, men pr. 1. januar 2024 var indbyggertal fordelt sådan, at Rødovre Kommunes andel ville være 4,48% svarende til 22,8 mio. kroner. De forventede investeringer på 510 mio. kr. er fordelt som følger:
- Affaldsforbrænding - anlægsudgifter 278 mio. kr.
- Fjernvarmenet tilslutning eksisterende net 180 mio. kr.
- Bygninger - ikke affaldsforbrændingsanlæg 22 mio. kr.
- IT - understøttelse af forretning og digitalisering 30 mio. kr.
Investeringerne er uddybende beskrevet i det følgebrev, der er vedlagt mødesagen som bilag. Det bemærkes, at Vestforbrændings bestyrelse i Budget 2025 har godkendt investeringer for et samlet beløb på 2.547 mio. kr. Når Vestforbrænding kun har behov for en låneramme på 510 mio. kr. skyldes det, at der allerede er godkendt lånerammer på samlet set 2.037 mio. kr. til Varmeplan 2030, CO2-fangst samt ny elkedel og elforsyning i Glostrup.
Lov- og plangrundlag
Lånebekendtgørelsen, BEK nr. 1714 af 13. december 2023.
Vestforbrændings vedtægt.
Økonomiske konsekvenser
Låneoptagelsen vedrører allerede godkendte projekter, og dermed er der ingen umiddelbare konsekvenser for taksterne. Der er heller ingen økonomiske konsekvenser for ejerkommunerne ud over pro rate hæftelse for de optagne lån.
Tidsplan
Vestforbrænding har anmodet om at modtage ejerkommunernes godkendelse af lånerammen senest 31. marts 2025.
Bilag
Bilag 1: Bilag 1 Vestforbrændings anmodning om kommunal godkendelse af låneramme 2025Bilag 2: Bilag 2 Følgebrev til låneramme 2025
Bilag 3: Bilag 3 Indstilling til Vestforbrændings bestyrelse om godkendelse af låneramme
Bilag 4: Bilag 4 Uddrag af Vestforbrændings vedtægter
Diverse
Sag nr. 15
Beslutningskompetence: TMU
Underskriftsside
Sag nr. 16
Beslutningskompetence: TMU
Indstilling
Forvaltningen indstiller,
at Teknik- og Miljøudvalget godkender protokollen.
Sagsfremstilling
Teknik- og Miljøudvalget skal efter oplæsning af beslutningerne godkende beslutningsprotokollen.
For at godkende beslutningsprotokollen skal hvert medlem underskrive ved at trykke på ”Godkend.”