Program for hædring af Lars Eller
23/07-2018
Stanley Cup-vinder Lars Eller bringer trofæet hjem til Rødovre den 8. august. Han vil både blive fejret på rådhuspladsen i Rødovre og i Rødovre Skøjte Arena, hvor Lars Eller har brugt et utal af timer, da han spillede for Rødovre Skøjte- og Ishockey Klub (RSIK).
Det officielle arrangement starter kl. 14.00 onsdag den 8. august på rådhuspladsen, Rødovre Parkvej 150, 2610 Rødovre.
Som opvarmning til Lars Ellers ankomst til rådhuspladsen vil der kl. 13.30 være en præsentation af Lars Ellers vej fra RSIK til Stanley Cup-triumfen, ved kommentator på TV2 Sport Jimmy Bøjgaard. Der vil på pladsen være mulighed for at få udleveret flag og balloner. Endvidere vil der være mulighed for køb af øl og vand.
Program:
Kl. 14.00: Lars Eller ankommer til rådhuspladsen med Stanley Cup-trofæet. Fællessang og hyldesttaler
Kl. 14.35: Lodtrækning om at få taget foto sammen med Lars Eller og trofæet
Kl. 14.55: Lars Eller kører i åben vogn til Rødovre Skøjte Arena efterfulgt af publikum i optog
Kl. 15.15: Ankomst til Rødovre Skøjtearena. Lars Eller går på isen.
Kl. 15.35: Hyldesttale
Kl. 15.45: RSIK’s ungdomshold bliver fotograferet sammen med Lars Eller og Stanley Cup-trofæet
Kl. 16.30: RSIK og Rødovre Mighty Bulls afholder et hyldestarrangement i skøjtearenaens foyer og på parkeringspladsen.
Parkering for publikum
Der er et meget begrænset antal parkeringspladser ved rådhuset. Vi henviser derfor til Rødovre Centrum, hvor der er mere end 3000 gratis parkeringspladser.
Parkering for pressen
Der er reserveret parkeringspladser bag Kulturhuset Viften, Rødovre Parkvej 130, 2610 Rødovre til pressen. Viftens foyer står desuden til disposition for pressen på dagen. Pressen kan bevæge sig frit rundt på rådhuspladsen og i skøjtearenaen under arrangementet.
Mellem kl. 16.30 og 17.45 er der et lukket arrangement for indbudte gæster i loungen i skøjtearenaen. Pressen er velkommen, men adgang til arrangementet forudsætter tilmelding. Det skal ske via mail til Rasmus Thye Lynghøj senest den 1. august.