Stigende udgifter til børn og ældre gav merforbrug

30/04-2019

Rødovre Kommunes regnskab for 2018 viser, at kommunen sidste år brugte 35,8 mio.kr. mere på service, end man havde budgetteret med. Det skyldes først og fremmest stigende udgifter til specialtilbud på folkeskoleområdet og til børn og unge på det specialiserede socialområde.

Rødovre Kommune havde sidste år budgetteret med at bruge 1979,6 mio.kr. på service til borgerne, men endte med at bruge 35,8 mio.kr. mere. Det skyldes især stigende udgifter på folkeskoleområdet til køb af pladser i specialskoler og specialklasser samt stigende udgifter til børn og unge med særlige behov. Der har også været behov for mere hjemmehjælp end forventet til ældre og handicappede borgere. Regnskabsresultatet skal ses i sammenhæng med, at Rødovre Kommune i løbet af året fik 709 nye borgere.

”Som mange andre kommuner oplever Rødovre i de her år et stort pres på udgifterne til børn og unge med særlige behov. Presset er forstærket af, at vi samtidigt har fået en markant stigning i befolkningstallet. Vi følger økonomien tæt og har fortsat en robust kassebeholdning”, siger borgmester Erik Nielsen.

Sammen med det økonomiske regnskab følger også et grønt regnskab, som opgør det samlede forbrug af varme, el og vand i de kommunale bygninger samt CO2-udledningen. De seneste mange år er udledningen af CO2 fra kommunens virksomhed faldet – i 2017 med næsten fire procent. I 2018 steg udledningen med 1,6 procent. Stigningen skyldes primært, at Vestbad åbnede efter en længerevarende renovering, og at kommunen har bygget nyt - ikke mindst på daginstitutionsområdet. De seneste to år er bygningsmassen således forøget med ca. 3 procent. Det er knap 8.000 nye m2, som er blevet forsynet med varme, el og vand.

”Vi er en kommune i stor udvikling, og vi bygger nyt, så der er plads til alle børn i daginstitutioner og skoler. Selvom vi gør, hvad vi kan, for at være så klimavenlige som muligt, betyder det, at kommunens samlede udledning af CO2 vokser – men vi bor jo også markant flere mennesker her. Vi har planer om flere store byggeprojekter, så jeg forventer, at vi får en udfordring med at fastholde ambitionen om at nedsætte udledningen af CO2 med to procent om året”, siger Erik Nielsen.

Fakta om Rødovre Kommunes regnskab for 2018

  • Serviceudgifterne udgør 2015,3 mio.kr. Det oprindelige budget var på 1979,6 mio.kr. Der er dermed et merforbrug på 35,8 mio.kr.
  • På anlægsområdet, som omfatter byggerier og renoveringer, er der et mindreforbrug på 124,3 mio.kr. Der er overført 109,9 mio.kr. til 2019.