Stort kunstværk bliver vakt til live
09/10-2019
Rødovre Kommune flytter den enorme granitskulptur ’Vångaskibet’ og genetablerer den med rindende vand. I dag står kunstværket anonymt placeret bag en skole.
Rødovre Kommune har de seneste år afsat 1,5 mio.kr. om året til indkøb af kunst i byens rum. Næste år bliver det bl.a. et lokalkendt kunstværk, som får nyt liv og bliver mere synlig i bybilledet. Den store granitskulptur Vångaskibet fra 1979 bliver nemlig genskabt som en gigantisk vandsten og flyttet til et grønt område ved Rødovre Skøjte Arena ud til Rødovre Parkvej. Skulpturen har i dag en anonym placering bag Skovmoseskolen.
”Det er vigtigt, at vi har kunst i byens rum, så det kommer alle i Rødovre til gode. Vi skal have kunsten frem på pladser og i parker, ved skoler og i boligområder. Vi har nogle flotte kunstværker allerede, som vi sætter stor pris på. Vångaskibet er ét af dem”, siger formanden for Kultur- og Fritidsudvalget Lene Due.
Det er kunstnerne Mogens Møller, Stig Brøgger og Hein Heinsen, der har lavet skulpturen. De tre kunstnere har sammen lavet flere kunstværker, bl.a. Frihedens Port ved Friheden Station og Fredens Port i Fredens Park ved Sortedam Dossering.
Fakta om Vångaskibet
- Skulpturen er sprængt ud af en klippe ved Vånga i Blekinge i Sverige.
- Vångaskibet blev i 1979 placeret ved Skovmoseskolens daværende indgang. Skolen har siden dengang fået ny indgang, og kunstværket står derfor i dag på en asfaltplads bag skolen.
- Stenen er 4,4 meter høj og skulle efter sigende veje ca. 40 tons.
- Det koster i alt 800.000 kroner at omplacere stenen og genetablere vandanlægget.