Virksomheder får hjælp

29/05-2019

Flere af virksomhederne i området omkring den nye letbanestation i Rødovre har udsigt til store stigninger i grundskylden. Nu hjælper Rødovre Kommune de virksomheder, der er hårdest ramt. De bliver fritaget for stigningen i fem år.

Den nye letbanestation i Rødovre kommer til at ligge tæt op ad Islevdal Erhvervskvarter. Der er blevet lavet en ny lokalplan for området, som giver virksomhederne i området nye muligheder for at anvende grundene. Det har fået grundpriserne til at stige, og SKAT’s nye vurderinger giver derfor flere grundejere store stigninger i grundskylden fra 2020. Rødovres kommunalbestyrelse har besluttet at fritage de hårdest ramte virksomheder for stigningerne de kommende fem år. Letbanen forventes at være færdig i 2025.

”På langt sigt er letbanen og de nye muligheder for at udvikle på grundene en kæmpe fordel for virksomhederne – og grundene i området bliver mere værd. Men på kort sigt, indtil letbanen står færdig, giver det nogle virksomheder store udfordringer”, siger borgmester Erik Nielsen.

Ejendomsskatten stiger med op til 900.000 kr. for en enkelt virksomhed. Kommunalbestyrelsens beslutning sker efter konkrete henvendelser fra virksomheder i området.

”Vi har lyttet til bekymringerne fra det lokale erhvervsliv og går nu ind og giver dem en hjælpende hånd. Stigningerne i grundskylden er meget ulige fordelt for virksomhederne - for nogle bliver grundskylden firedoblet, og det kan være meget problematisk for en mindre virksomhed, når det sker med så kort varsel”, siger Erik Nielsen.

Rødovre Kommune kontakter de relevante virksomheder direkte og meddeler dem muligheden for at blive fritaget for stigninger i grundskylden.

Fakta

Hvis grundskylden stiger som følge af en ændret lokalplan, giver ejendomsskattelovgivningen mulighed for, at Kommunalbestyrelsen kan meddele ejere af ejendomme hel eller delvis fritagelse for stigningen indenfor nogle bestemte rammer:

Grundværdien for ejendommen skal stige med mere end 20 procent

Fritagelsen kan alene gælde den del af stigningen, der skyldes en ændret lokalplan

Ejendommen kan ikke anvendes eller udnyttes i videre omfang, end hvad der var tilladt før den nye lokalplan.

Det er kun ændringer i ejendomsskatten, der skyldes den ændrede lokalplan, som Kommunalbestyrelsen kan fritage grundejeren fra.