Om aflastningsfamilier
At blive aflastningsfamilie
Hvad er en aflastningsfamilie?
Aflastningsfamilier er familier med lyst og overskud til at passe et andet barn i deres hjem.
Der kan være tale om et barn med enten et socialt, fysisk eller psykisk handicap.
Ofte vil det dreje sig om, at I kan tilbyde et barn ophold i jeres familie hver 2. eller 3. weekend eller enkelte hverdage. Der kan være behov for, at barnet også har brug for 1 uges ekstra ophold i sommerferien, eller at der uforudset bliver brug for en periode med pasning. Disse aftaler indgås med familieplejekonsulenten, som kontraktansætter jer i Rødovre kommune.
Som aflastningsfamilie er I som regel ansat i en længere periode. Det er vores erfaring, at der kan går lang tid med at knytte de tætte bånd mellem aflastningsfamilien og barnet. Det er derfor vigtigt, at I er indstillet på, at tilbyde barnet et langt forløb i jeres familie, da børnene ofte bliver en god bekendt eller sågar et nyt "familiemedlem", når barnet er hos jer.
Hvis der sker noget i jeres egen familie, som betyder, at I ikke længere har ressourcer til at være aflastningsfamilie, kan man selvfølgelig ophøre. Dette sker i samarbejde med familieplejekonsulenten i Børne-Familieafdelingen.
Hvorfor er der brug for aflastningsfamilier?
Aflastningsfamilieordningen er en forebyggende foranstaltning, hvis sigte er at undgå større indgreb som f.eks. døgnanbringelse af barnet. Børnene vil typisk få en oplevelse af, hvordan en anden familie kan leve deres hverdag, og I vil som aflastningsfamilie derfor være modeller for, hvordan et familieliv også kan være. Mange af børnene kan komme fra hjem, hvor der kun er en forælder.
Familier med børn med handicaps lever ofte en krævende hverdag, og for dem er det nødvendigt at få et pusterum fra barnet, så forældrene kan få lidt tid sammen alene eller sammen med barnets andre søskende. Som aflastningsfamilie bliver man aldrig en erstatning for barnets egen familie, men et supplement.
Hvordan bliver I aflastningsfamilie?
I søger om en generel godkendelse til at modtage børn i aflastning, og det sker ved henvendelse til Socialtilsyn Hovedstaden: https://socialtilsyn.frederiksberg.dk/plejefamilier/bliv-godkendt-som-ny-plejefamilier
Ønsker I at blive aflastningsfamilie for et konkret barn, et familiemedlem eller et barn fra omgangskredsen, skal I kontakte familieplejekonsulenterne i Rødovre kommune. I får tilsendt oplysnings- og ansøgningsskemaer, som udfyldes og returneres til os. Skemaet kan også hentes her på hjemmesiden og fremsendes elektronisk til os.
I forbindelse med godkendelsesproceduren bliver der udarbejdet en socialrapport på Jer. Dette sker ved at 2 familieplejekonsulenter kommer på besøg i jeres hjem, hvor der indhentes personlige oplysninger til brug for vurdering af Jeres egnethed.
I forbindelse med ansættelsen indhenter vi oplysninger fra andre myndigheder og instanser f.eks. straffeattest, børneattest (udvidet straffeattest), oplysninger om helbred, økonomiske forhold og evt. sociale sager i forhold til egne børn.
Hvordan er ansættelsesvilkårene?
Som aflastningsfamilie bliver I ansat på kontrakt. Kontrakten skal indeholde hvilke opgaver, der ønskes løst i forhold til det konkrete barn. Derudover skal den indeholde følgende:
- Aftaler om hvor mange døgn, barnet skal opholde sig i jeres familie.
- Plejelønnens størrelse (skattepligtigt)
- Kost og logi beløb (skattefrit)
- Særaftaler - praktiske/økonomiske
- Forsikringsforhold
- Opsigelsesregler
- Konsulentbesøg
Typiske spørgsmål og svar?
Skal man kunne stille et værelse til rådighed for barnet?
Man behøver ikke at tilbyde barnet eget værelse – dog afhængig af alder, men der skal være plads til en seng til barnet og et sted, hvor barnet kan have sit tøj og legetøj.
Skal man tage på ture og lign. når man har et barn i aflastning?
Det, der forventes af en aflastningsfamilie er, at barnet kan indgå i familiens normale aktiviteter under hensyntagen til barnets handicap. Det er ikke meningen, at der skal arrangeres ture eller lignende hver gang barnet er hos jer. Børn med handicaps vil oftest have brug for en hverdag med forudsigelighed og struktur.
Kan man blive aflastningsfamilie, selv om man er enlig?
Det kan man godt. I mange tilfælde vil det være hensigtsmæssigt at være 2 voksne i en aflastningsfamilie. Det vigtigste er dog at kunne tilgodese barnets behov.
Er det nødvendigt at have en pædagogisk uddannelse eller lign.?
Der er ikke noget krav om, at man skal have en bestemt uddannelse for at blive godkendt som aflastningsfamilie. Det vil dog være en fordel, at have et vist kendskab til mennesker med handicaps, hvis I ansættes som aflastningsfamilie til et sådant barn. Det er nødvendigt, at man har kompetence i familien til at kunne opdrage og give omsorg for et barn. Det er også nødvendigt, at man som familie kan respektere relationer mellem barnet og dets familie. Endelig er det nødvendigt at man kan indgå i et samarbejde med andre professionelle.
Er det et krav, at man selv har børn?
Det er ikke et krav, at man selv har børn for at kunne blive aflastningsfamilie, det afhænger udelukkende af, hvilket behov barnet har. Nogle børn har brug for at komme i familier, som selv har børn, andre børn har mest brug for, at der ikke er børn i aflastningsfamilien.
Skal man have en bestemt alder for at blive aflastningsfamilie?
Som hovedregel må der ikke være mere end 45 års forskel på barnet og aflastningsforældrene. Der kan dog være grunde til at dispensere - f.eks. ved ansættelse som netværksfamilie. (en familie, som på forhånd har kendskab til barnet). Ofte er dette tilfældet for aflastningsfamilier til børn med handicaps.
Samarbejdet med socialforvaltningen
Som aflastningsfamilie vil jeres nærmeste samarbejdspartner være familieplejekonsulenten. Konsulenten støtter og vejleder i forhold til de opgaver, I har med plejebarnet. Familieplejekonsulenten arrangerer endvidere kursusaftener og har mulighed for etablering af netværk til andre aflastningsfamilier.
Udover planlagte konsulentbesøg, vil der afholdes fællesmøder med rådgiver og plejebarnets familie.