Radon

Få målt niveauet af radon

Rødovre Kommune opfordrer husejere til at få målt niveauet af radon i deres bolig. En måling kan bestilles via www.radonfrithjem.dk og koster typisk 600-1.300 kroner.

De seneste fire år har 158 husstande i kommunen valgt at måle husets radonniveau via www.radonfrithjem.dk radonfrithjem.dk. Data fra de målinger viser, at 56 % af de målte huse havde et højere niveau radon end Sundhedsstyrelsen og Verdenssundhedsorganisationen WHO anbefaler.

Hvad er radon?

Radon er en radioaktiv gasart, der findes naturligt i undergrunden. Gassen findes i alle huse, men der er store forskelle i mængden af radon fra landsdel til landsdel – og fra hus til hus. Den kan trænge ind i bygninger gennem revner og andre utætheder, og en høj koncentration af radon i indeluften øger risikoen for at udvikle lungekræft – især for rygere. Sundhedsstyrelsens skøn er, at radon årligt er medvirkende årsag til ca. 300 lungekræfttilfælde i Danmark. Derfor er det en god idé at få målt radon i din bolig.

Heldigvis kan god ventilation og udluftning i mange tilfælde være nok til at nedsætte niveauet af radon i dit hus, og man kan forhindre radon i at trænge ind i boligen ved at sørge for, at der ikke er revner, sprækker eller utætheder i boligens konstruktion - særligt mod jorden.

Mere information om radon

Information om radon samt henvisninger til firmaer, der leverer måleudstyr, er samlet på  www.radonfrithjem.dk. Har du spørgsmål eller kommentarer, er det også her fageksperter vil svare dig. Du kan finde vejledning om de ofte enkle løsninger, der findes, hvis en måling viser et for højt radonniveau i huset.

Du er også velkommen til at kontakte  www.radonfrithjem.dk hotline på 33 18 01 15 alle hverdage mellem kl. 8-18.

Kontaktinformation

Rødovre Kommune
Teknisk Forvaltning
Tæbyvej 77
2610  Rødovre
Telefon
36 37 70 00

Send sikker Digital Post til Rødovre Kommune
Kontakt og åbningstider