Affaldsplan
Affaldsplan 2022-2033 beskriver de initiativer, Rødovre Kommune sætter i gang på affaldsområdet
Affaldsplan 2022-2033
I Rødovre Kommune er affald ikke bare affald. Vi ser på affaldet som ressourcer, hvor materialerne kan bruges igen og igen.
Affald 2022-2033
Forord
Vi har brug for ca. fire jordkloder, hvis vores overforbrug af jordens ressourcer fortsætter, siger den nationale affaldsplan.Vi har et verdensomspændende problem, og derfor er affald og ressourcer for alvor kommet på den globale dagsorden.
EU har sat ambitiøse mål på affaldsområdet, og verdens ledere har med FN’s 17 verdensmål for første gang formuleret en række konkrete ambitioner for fremtidens bæredygtige udvikling, herunder genbrug af ressourcer.
Disse ambitioner deler vi i Rødovre, hvor vi med Rødovre Strategien har beskrevet hvordan vi vil arbejde med de indsatsområder, der kan bidrage til realisering af FN´s verdensmål.
På affaldsområdet er det særlig FN´s 12. verdensmål, om ansvarligt forbrug og produktion, der er relevant, og udgør et fundament i denne plan.
Som kommune har vi en vigtig opgave at løse for vores lokalsamfund, når det gælder affaldshåndtering. Og vi er allerede nået langt. For husholdningsaffaldet er vi gået fra en genanvendelsesprocent på 16 % i 2012 til 44 % i 2020, men udviklingen er stagneret, og vi skal derfor være kreative og nysgerrige på nye metoder, for at komme endnu videre.
Vores ansvar som kommune er at skabe rammerne for, at borgere og virksomheder nemt kan sortere affald til genanvendelse og sende ressourcer i cirkulation. Vi skal derfor udvikle vores indsamlingsordninger ved boligerne, i det offentlige rum, på genbrugsstationen og på de kommunale arbejdspladser, så borgere, institutioner og virksomheder har mulighed for at sortere mere af deres affald og bidrage positivt til en højere genanvendelse.
I Affaldsplan 2022-2033 kan du læse om, hvad vi konkret vil arbejde med for at øge genanvendelsen af vores affald.Vi har valgt fem overordnede temaer, som danner rammen for vores indsatser og aktiviteter i de kommende seks år.
God læselyst.
Britt Jensen
Borgmester
Indledning
Denne affaldsplan beskriver Rødovre Kommunes vision og plan for udviklingen af affaldsområdet samt de konkrete aktiviteter, som kommunen vil gennemføre på området i perioden 2022-2033.
Planen træder i kraft i 2022, men aktiviteter og indsatser i 2021 er også beskrevet i denne plan. Det skyldes, at Rødovre Kommune har udskudt tilblivelsen af affaldsplanen, da vi har ventet på Regeringens udspil om en national strategi. Det er dog ikke ensbetydende med, at vi ikke har arbejdet målrettet med affaldsprojekter i 2021, og derfor har vi valgt også at tage nogle af de projekter med, der allerede er planlagt til at finde sted i 2021, og som fortsætter i denne planperiode.
Affaldsplanen er opdelt i to dokumenter. En målsætningsdel med konkrete initiativer planlagt for de næste seks år, og en kortlægningsdel. Det er målsætningsdelen og dermed kommunens mål og planlægning der præsenteres i dette dokument, mens kortlægningen inkl. fremskrivningen fremgår af et selvstændigt bilag.
Denne målsætningsdel består af fem overordnede temaer, som hvert indeholder flere indsatsområder og en række konkrete aktiviteter.
I den nationale affaldsplan har man fokus på forebyggelse af affald, bedre udnyttelse af naturressourcer, mere og bedre genanvendelse, bedre udnyttelse af biomasse og bæredygtigt byggeri.
De fem temaer i vores affaldsplan er i overensstemmelse med den nationale handlingsplan for cirkulær økonomi og national plan for forebyggelse og håndtering af affald 2022-2033.
Vores temaer handler om:
- Mere sortering og genanvendelse
- Udvikling af indsamlingsordninger
- Genbrug og cirkulær økonomi
- Erhvervsaffald
- Teknologi
Der er en lang tradition for, at vi samarbejder med de øvrige interessentkommuner under I/S Vestforbrænding. Det samarbejde vil vi fortsat deltage i, og nogle af aktiviteterne foregår derfor i samarbejde med andre kommuner. Her kan vi drage fordel af fælles undersøgelser, og vi deler viden og erfaringer inden for mange forskellige delområder, men resultatet af vores indsats vil være målrettet borgere og virksomheder i Rødovre Kommune.
Planen danner grundlag for kommunens målsætninger og arbejdsindsats på affaldsområdet de næste seks år. Den overordnede målsætning i planen følger den nationale målsætning om 55 % genanvendelse i 2025, 60 % genanvendelse i 2030 og 65 % genanvendelse af husholdningsaffaldet i 2035. Det er en ambitiøs målsætning, som er en udfordring for en kommune som Rødovre, hvor en stor del af boligmassen er etageejendomme med fælles affaldsløsninger.
De planlagte initiativer vil bære os et stykke af vejen, men de forventes ikke at bære os hele vejen til at opfylde målsætningen.Vores udgangspunkt er en genanvendelsesprocent på 44 %, men den er beregnet på baggrund af en tidligere beregningsmodel.
Den nye beregningsmodel er ikke endelig fastlagt, men den forventes ikke at give os en markant bedre genanvendelse.
For at nå vores målsætning skal vi være åbne for nye idéer og metoder, der opstår i løbet af de seks år i planperioden.Vi skal være kreative og udvikle på resultaterne fra vores initiativer, så vi fortsat øger genanvendelsen i Rødovre.
Hvad er en affaldsplan?
Kommunen er ifølge Affaldsbekendtgørelsen forpligtet til at udarbejde og vedtage en 12-årig kommunal plan for håndtering af affald hvert sjette år.
Planen skal som udgangspunkt revideres mindst hvert sjette år. Den skal være detaljeret for de første seks år og overordnet for den resterende del af den 12-årige planperiode. I vores plan er en detaljeret beskrivelse for de første 6 år.
Formålet med det 12-årige fokus i affaldsplanen er at sikre, at kommunen råder over tilstrækkelig kapacitet til forsvarlig håndtering af de forventede fremtidige affaldsmængder. I denne sammenhæng er det forbrændings- og deponeringskapaciteten, der skal tages stilling til. Den er beskrevet i bilaget.
Formålet med den seksårige mere detaljerede planlægning er at fastsætte en langsigtet retning og vision for kommunens arbejde på affaldsområdet. I Affaldsplan 2022-2033 kommer dette konkret til udtryk i vores valgte temaer, indsatsområder og aktiviteter.
Vi vil bruge affaldsplanen som et styrings- og planlægningsværktøj i vores hverdag. Da der kan ske ændringer i lovgivning og teknologi eller komme ny viden, der udfordrer vores tidligere beslutninger, er planen ikke bindende.
Sammenhæng med andre planer og strategier
Affaldsplanen har berøringsflader med flere strategier, planer, politikker og indsatser i Rødovre Kommune.
Rødovrestrategi 2020 er Rødovre Kommunes planstrategi og Agenda-21 strategi, og sætter retningen for, hvordan Rødovre kan blive en mere bæredygtig kommune, og det er bl.a. via Affaldsplan 2022-2033, at indsatser om genbrug, genanvendelse og bæredygtigt byggeri sættes i gang.
Rødovre Kommunes indkøbspolitik har også relation til Affaldsplanen, da vi gennem indsatser for grønne indkøb og mere genanvendelse i Affaldsplan 2022-2033 kan være med til at opfylde kommunens målsætninger.
Miljøscreening
For at vurdere om Affaldsplan 2022-2033 skal miljø- vurderes, er der foretaget en screening af planen i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter (VVM) (LBK nr. 973 af 25. juni 2020).
På baggrund af screeningen er det vurderet, at Affaldsplan 2022-2033 ikke har en væsentlig indvirkning på miljøet, og derfor ikke skal miljøvurderes, idet initiativerne i Affaldsplanen er beskrevet på et meget overordnet niveau.
Den videre detailplanlægning af initiativerne vil ske under hensyntagen til natur og miljø, og det vil blive vurderet, om de kan få væsentlig indvirkning på miljøet.
I disse tilfælde udarbejdes en screening og evt. miljø- vurdering af det konkrete projekt.
Tema - 1 Mere sortering og genanvendelse
Mere og bedre genanvendelse handler først og fremmest om at hjælpe borgere, virksomheder og kommunale arbejdspladser med at sortere mere af deres affald.
Overordnet set skal vi reducere andelen af affald til deponi og forbrænding og i stedet genanvende mere og bedre. Samtidig skal vi se på, hvordan materialerne opretholdes så længe som muligt i cirkulation, da materialerne ofte bliver forringet for hver gang, de bliver genanvendt til nye produkter.
Målsætning
Opfylde det nationale mål om 55 % genanvendelse i 2025, 60 % genanvendelse i 2030 og 65 % genanvendelse af husholdningsaffaldet i 2035.
Vi vil arbejde for mindre affald og bedre udnyttelse af naturressourcerne - mere og bedre genanvendelse.
1.1 Sortering i etageejendomme
Vi ved fra kvalitative analyser af restaffald fra etageboliger, at der er op til 40 % madaffald i restaffaldet. Derfor vil vi lave målrettede kampagner til etageboliger, hvor vi vil undersøge hvordan vi kan støtte borgerne i at sortere mere madaffald fra til genanvendelse.
1 ton madaffald bliver til 90 m3 biogas, der kan lagres, svarerende til en besparelse på 90 kg CO2 samt kompost med i alt 10 kg. kvælstof, fosfor og kalium. Det giver derfor god mening at sortere madaffald fra til genanvendelse. I 2020 indsamlede vi 2191 ton madaffald i Rødovre. Det svarer til en besparelse på ca. 200 ton CO2.
Kampagne
I 2021 har vi derfor startet et projekt, der er målrettet sortering af madaffald i udvalgte etageboliger. Her undersøges udfordringer og barrierer for at sortere affald, med fokus på madaffald. Resultaterne herfra skal danne grundlag for et kampagnekoncept, der kan udbredes til etageejendomme i hele kommunen, og bruges til andre affaldstyper.
Projektet vil bl.a. undersøge om det har en gavnlig effekt, hvis kommunen eller boligselskabet udleverer en sorteringsløsning til køkkenet, som husstanden selv vælger blandt forudbestemte modeller, og som efterfølgende installeres i boligen.
Uddeling af poser
En anden løsning der bliver testet er udlevering af farvede poser til sortering af forskellige affaldstyper. Hvis det viser sig, at det øger sorteringen, kan det blive fremlagt til politisk beslutning, om kommunen skal udlevere poser til andet affald end madaffald. Endelig vil vi også afprøve informationskampagner, der viser hvor det sorterede affald skal smides ud i affaldsgården.
Pop-up-events
Kampagnen skal hjælpe os med at finde ud af hvordan vi får dem med, som endnu ikke sorterer affaldet.Vi vil desuden følge op med affaldsevents ude hos boligafdelingerne, hvor vi vil besøge dem og møde beboerne ved affaldsbeholderne, der hvor de smider affald ud.Vi tror på, at det har en positiv effekt at møde beboerne ansigt til ansigt, fremfor at informere på skrift.
Indsatserne vil foregå i den første halvdel af planperioden (2022-2024).
Farligt affald og elektronik
Til de mindre etageejendomme med få husstande vil vi undersøge hvordan vi bedst kan udbrede indsamlingen af farligt affald. Det er ejendomme, hvor hverken viceværtordning med miljøskab eller røde miljøbokse er den bedste ordning.
Indsatsen vil foregå i den første halvdel af planperioden (2022-2024).
Større incitament for valg af nedgravede affaldsbeholdere i boligforeninger
Nedgravede affaldsbeholdere er en praktisk løsning, der giver plads til store mængder dagrenovation på et relativt lille areal, samtidig med, at løsningen løser et arbejdsmiljømæssigt problem for etageboliger, når skaktbeholdere skal køres op til tømning.
Nedgravede affaldsbeholdere er også en mindre iøjnefaldende affaldsløsning, end traditionelle beholdere på hjul. De falder let ind i omgivelserne, uden at give større væsen af sig.
På trods af fordele ved nedgravede affaldsbeholdere er der stadig mange etageboliger, som ikke overvejer at skifte beholdere på hjul ud med nedgravede affaldsbeholdere.
Det er Rødovre Kommune, der indkøber og leverer de nedgravede affaldsbeholdere, men der er en ikke ubetydelig udgift forbundet med at grave beholderne ned. En årsag til at nogle holder sig tilbage kan være, at de nuværende regler i Rødovre Kommune siger, at det er afdelingerne selv, der skal finansiere nedgravningen og etableringen af belægning omkring beholderne.Vi vil derfor undersøge, om det vil give mening, at det også er Rødovre Kommune, som står for selve nedgravningen.
Udgifter til indkøb af beholdere finansieres gennem affaldsgebyrer.Vi vil undersøge, om nedgravningen også kan gebyrfinansieres. Det kan være som et selvstændigt gebyr, så de boligforeninger der allerede selv har betalt for nedgravning, ikke stilles dårligere.
En ny gebyrstruktur og affaldsgebyrer generelt besluttes af Kommunalbestyrelsen, og et nyt gebyr vil derfor kræve en politisk godkendelse.
Indsatsen vil foregå i den første halvdel af planperioden (2022-2025).
1.2 Sortering villaer og rækkehuse
Særskilte indsamlinger hos de private husstande er obligatoriske i henhold til affaldsbekendtgørelsen. Derfor skal vi gøre det nemt for borgerne at sortere.
Det er vigtigt, at borgerne ved, hvordan de skal sortere deres affald, og at de er motiverede for det. Derfor skal informationsbehovet løbende dækkes, da motivationen langt hen ad vejen kommer gennem oplysning.
Vi vil lave kampagner specielt målrettet boligtypen, med fokus på at motivere og oplyse om vigtigheden af affaldssortering i forhold til genanvendelse. Vi vil give positiv feedback, og takker for borgernes indsats.
Bygge- og anlægsaffald fra renoveringer
Et helt særligt fokusområde for villaer og rækkehuse bliver en kampagne om anmeldelse og håndtering af bygge- og anlægsaffald, hvor det gælder om at holde de skadelige stoffer ude af genanvendelsen. Asbest, PCB, tungmetaller, klorforbindelser og andre skadelige stoffer har før i tiden været hyppige ingredienser i forskellige byggematerialer og maling, og de skal ud af kredsløbet, inden vi kan genanvende brugte byggematerialer.
Der er rigtig meget byggeaffald, og derfor skal vi have særlig fokus på information og et højt vidensniveau. Når villa- og rækkehusejere ombygger og nedriver deres bygninger, skal vi sørge for, at de skadelige stoffer i byggeaffaldet sorteres fra, inden det afleveres til genanvendelse.
Mange husejere kender ikke reglerne for anmeldelse og korrekt bortskaffelse af bygge- og anlægsaffald. Det vil vi hjælpe dem med, ved at lave en informationskampagne der skal oplyse om regler ved nedrivninger og ombygninger, når man f.eks. skal rive en gammel carport ned eller skifte et tag.
Farligt affald og elektronik
Farligt affald, elektronik og batterier er karakteriseret ved at indeholde en række stoffer, der kan være til skade for natur og miljø, hvis det ikke håndteres forsvarligt. Stort set alle husstande frembringer problematisk affald i varierende mængder og typer.
Elektronik og andre elektriske apparater samt batterier indeholder bl.a. en række metaller, der så vidt muligt bør genbruges. Udvinding af metal fra naturen er ofte en ressourcekrævende og miljøbelastende aktivitet. Endvidere er metal en begrænset ressource.
Der er således flere gode grunde til at arbejde for, at elektronik og batterier ikke havner i det brændbare affald, og vi vil lave en informationskampagne til de boliger, der har fået den røde miljøboks med information om at bruge den. Både til farligt affald og til elektronik.
Sorteringskampagner
Motivation er en afgørende faktor for affaldssortering. Det skal give mening for borgerne at sortere deres affald. Derfor vil vi gennem hele planperioden lave generelle sorteringskampagner for husholdningsaffald, hvor vi informerer om vigtigheden af at holde fast i gode vaner for affaldssortering. Vi vil oplyse om hvordan det går med genanvendelsen.
Gennem affaldsanalyser kan vi identificere hvor vi skal sætte ind, og hvilke affaldstyper der trænger til opmærksomhed.
Vi vil holde fast i at omdele en Affaldsguide. Selvom information generelt bliver mere og mere digital, er der stadig stor efterspørgsel på et hæfte med informationer om affald. Det er særligt ved indflytninger og til alle de nye borgere, der kommer til Rødovre.
Indsatserne vil foregå i hele planperioden (2022-2027).
1.3 Sortering i det offentlige rum
I Rødovre er der mere end 350 offentlige skraldespande fordelt rundt omkring i kommunen. De er typisk placeret ved busstop, ved bænke og på åbne arealer som f.eks. Damhustorvet og Islev Torv, samt ved rekreative områder og i parker. Hovedparten af de offentlige skraldespande i Rødovre er ikke indrettet til affaldssortering.
Affaldssortering i det offentlige rum skal udbygges, særligt de steder hvor der færdes flest mennesker og derfor fremkommer mest affald. Der skal opsættes flere skraldespande til sortering, og vi skal sørge for, at der bliver etableret mulighed for sortering af plast i det offentlige rum senest i 2025. Dette er bestemt i den nationale affaldsplan.
Flere skraldespande til sortering
Teknisk Forvaltning har udviklet en ruminddelt skraldespand med tre rum til sortering. Det er denne type skraldespand, som sættes op de steder, hvor det er vurderes mest hensigtsmæssigt. Det er også denne type som er anvendt indtil nu, og med kombinationen: Restaffald, glas og metal. I de ny skraldespande vil kombinationen blive: Restaffald, glas og plast, da erfaringerne viser, at rummet til metal er det som fyldes mindst og derfor bedst kan udskiftes med plast.
På offentlige vejarealer vil vi udskifte 16 spande om året de næste seks år. I parker og grønne områder har vi udpeget 11 områder, hvor sorteringsspande vil blive opsat i løbet af planperioden.
Indsatsen vil foregå i hele planperioden (2022-2027).
1.4 Skoler og institutioner
Hvert år kommer der nye børn til, og vi vil sikre, at alle børn i Rødovre Kommune opnår bevidsthed og den nødvendige viden om affaldssortering ved løbende at have fokus på information om dette til børn og unge.
Opdatering af informationsmateriale
Vi ønsker at børn og unge er opdateret på viden om genanvendelse og affaldssortering, og det vil vi understøtte ved at forny, vedligeholde og opdatere vores undervisningsmateriale, mindst hvert 3. år, så det fremstår nyt og aktuelt.
Vi vil fortsætte med vejledende affaldsbesøg i daginstitutionerne efter behov.
Vi vil endvidere i samarbejde med skolerne undersøge, hvordan vi minimerer risikoen for fejlsorteringer på skolernes fællesarealer.
Undervisningsforløb på genbrugsstationen
Vi skal udnytte det store potentiale, der er, når børn og unge bliver ”ressourceambassadører” og efterfølgende går hjem efter et besøg på fx genbrugsstationen og fortæller familie og venner vigtigheden i at sortere og genanvende sit affald. Det skal imidlertid gøres i gode og spændende rammer, således at oplevelsen bliver husket.
I forbindelse med bygningen af den nye genbrugsstation, vil vi sørge for, at der etableres nye undervisningsfaciliteter på genbrugsstationen, der understøtter Vestforbrændings koncept og undervisningsforløbene på skolerne.Vi vil også undersøge, hvordan et koncept, hvor alle elever 2 gange i løbet af deres skoletid besøger genbrugsstationen og modtager undervisning om sortering, genanvendelse og genbrug, samt om deres og affaldets rolle i den cirkulære økonomi. Et sådant undervisningsforløb vil kræve en politisk stillingtagen til økonomien.
Indsatserne vil foregå i hele planperioden (2022-2027).
1.5 Idrætsanlæg og kulturinstitutioner
Vi ønsker at fastholde og forbedre affaldssorteringen i de kommunale institutioner, med særlig fokus på de kommunale idrætsanlæg, så der indsamles mere affald og flere forskellige fraktioner til genanvendelse.
De kommunale idrætsanlæg er samlingspunkt for mange rødovreborgere, både aktive voksne men i høj grad også børn og unge, der dyrker sport. Idrætsanlæg og kulturinstitutioner kan derfor betragtes som en form for indirekte ambassadører for affaldssortering, og det skal derfor være synligt, at (1) her sorterer vi affald og (2) hvordan vi sorterer det. De kommunale institutioner sorterer allerede affald, men vi skal blive endnu bedre.
For kulturinstitutionerne og især idrætsanlæggene har vi derfor en særlig opgave med at få lavet nogle gode løsninger, der tager hensyn til den specifikke institutions karakter, ressourcer og fysiske rammer. Der skal være gode løsninger både til indendørs og udendørsaktivitet.
Vi vil i samarbejde med kommunens idrætsanlæg få lavet en status på affaldssorteringen på de enkelte anlæg. Vi vil starte med at skaffe et overblik over de løsninger der allerede er etableret, herunder antal og placering af faciliteter til affaldssortering, og finde forbedringsmuligheder.
Vi vil efterfølgende, i samarbejde med kommunens idrætsanlæg, lave en plan for mere affaldssortering både ude og inde.
Implementering af affaldssortering på kultur- institutioner
På baggrund af undersøgelsernes resultat, vil en plan for implementering af affaldssortering på kulturinstitutioner blive fremlagt til politisk godkendelse.
Indsatsen vil foregå i den sidste halvdel af planperioden (2025-2027).
1.6 Kolonihaver
I Rødovre Kommune er der syv kolonihaveforeninger. Udfordringerne, i forhold til affald, hos de fleste kolonihaver er adgangsforholdene. Der er mange små stier og veje med løs belægning og dårlige tilkørselsforhold.
Løsningerne er ofte baseret på fælles opsamlingsmateriel, men egner sig til boligselskaber.
Løsningerne til kolonihavehuse er nødt til at tage udgangspunkt i de meget særlige plads- og arealforhold. Derfor skal der findes andre løsninger, end dem, der egner sig til boligselskaber og etageejendomme.
Da mange kolonihavehuse anvendes mere end halvdelen af året, er det nødvendigt at have øje for potentialet af genanvendelige materialer fra kolonihaveforeningerne.
Besøg i kolonihaver
Vi vil invitere kolonihaveforeninger til dialog om optimering af affaldsindsamling i netop deres forening, da vi mener, at man gennem inddragelse af kolonihaverne selv, finder de bedste løsninger, som tager højde for deres lokale forhold i foreningen.
Formålet med besøgene er at optimere deres affaldsløsning .Ved at inddrage haveejerne forventes der et større ejerskab til de fundne løsninger.
Indsatsen vil foregå i den sidste halvdel af planperioden (2025-2027).
Tema - 2 Udvikling af indsamlingsordninger
Verden står ikke stille, og selvom vi er kommet rigtig langt i Rødovre, skal vi stadig se på nye muligheder og følge den udvikling der er i samfundet, så vores affaldsindsamlingsordninger er tidssvarende og optimale i forhold til økonomi og miljø.
Målsætning:
Opfylde det nationale mål om 55 % genanvendelse i 2025, 60 % genanvendelse i 2030 og 65 % genanvendelse af husholdningsaffaldet i 2035.
Det skal bl.a. ske ved at flytte ca. 500 ton storskrald fra forbrænding til genanvendelse.
2.1 Haveaffald
I Rødovre indsamles der haveaffald i ni af årets 12 måneder. Indsamlingsfrekvensen skifter mellem hver anden uge og hver uge i perioden fra forår, sommer og efterår. I vintermånederne holdes en pause. Det bliver til ca. 26 afhentninger ved hver husstand hvert år. Men er det den optimale løsning?
Vi har spurgt en række haveejere, om hvad de synes om afhentningen af haveaffald. Over 80 % af de adspurgte er tilfredse med afhentningsfrekvenserne hen over året, men knap 20 % ønsker en mulighed for afhentning om vinteren.
Afhentning af haveaffald i vinterperioden
Vi vil derfor undersøge, om vi kan tilrettelægge indsamlingen på en måde, så vi også kan tilbyde en afhentning af haveaffald i en del af vinterperioden, og hvilken betydning det vil få på affaldsgebyret. Der er stor tilfredshed med ordningen med haveaffaldssække, og mange borgere er især glade for sækkene, fordi det betyder, at de ikke skal afse plads til flere beholdere. Sækkene er dog ikke den mest velegnede løsning, når haveaffald består af grene og stammer fra fældning af træer. Derfor er der anledning for at se på alternative indsamlingsformer.
Nye indsamlingsformer
Vi vil derfor i dialog med borgerne om forsøg med andre indsamlingsformer, fælles opsamlingssteder m.v. så vi sammen kan optimere indsamlingen af haveaffald. Et supplement til den nuværende indsamlingsform kunne være, at tilbyde grundejerforeninger, kolonihaver og etageejendomme med sækketømning en mulighed for at få en stor container i weekenden ved fællesarbejder eller få hentet store mængder haveaffald med kran fra et fælles opsamlingssted. Det kan være en fordel for den enkelte borger, der ikke skal tage hensyn til vægten på haveaffaldssække eller størrelsen på haveaffaldsbundter, samtidig vil fældede træer ikke behøve at blive kørt til genbrugsstationen.
Indsatserne vil foregå i den første halvdel af planperioden (2022-2024).
2.1 Haveaffald
Lån af flishugger
Fældning af træer giver, ud over store mængder haveaffald, også mulighed for at producere sin egen flis. Da mange ikke selv har en flishugger, vil vi indkøbe en flishugger, som borgere og foreninger kan låne gratis.
Det skal undersøges, hvordan en ordning med lån af flishugger kan etableres og driftes. Det vil ske ved inddragelse af interesserede borgere.
Indsatsen vil foregå i den sidste halvdel af planperioden (2025-2027).
Æblemoster
I efteråret smides alt for mange æbler ud. Det er ærgerligt og slet ikke bæredygtigt. Derfor vil vi fremme genbrug af overskuds- og nedfaldsæbler fra villahaver i Rødovre.
Rødovre Kommune råder over en æblemoster, som borgere og foreninger kan låne gratis. Det er der desværre ikke så mange der benytter sig af, derfor vil vi lave en informationskampagne, så flere får øje på tilbuddet og gør brug af det.
Gennem inddragelse af borgerne vil vi få skabt nogle rammer eller netværk, der kan understøtte, at æbler gives væk eller bliver brugt til æblemost. Det kan f.eks. ske gennem udendørs arrangementer, hvor interesserede borgere inddrages i at skabe opmærksomhed på muligheden for at få mostet sine æbler, eller give dem væk til andre borgere, institutioner eller virksomheder, der kan bruge æblerne.
Indsatserne vil foregå i den første halvdel af planperioden (2022-2024).
2.2 Storskrald
Indsamlingen af storskrald har fået et servicetjek ved en spørgeskemaundersøgelse hos haveboliger og ejendomsmestre. Undersøgelsen viser, at mange borgere gerne vil aflevere storskrald til genbrug.
Den viser også, at mange efterspørger byggeaffald som en del af storskrald.
Byggeaffald dækker over en bred betegnelse af affald, der opstår i forbindelse med byggeri og renoveringer, og består af ting som: Fliser, beton, murbrokker, sanitet, trygimprægneret træ og lignende. Der er et potentiale for en højere genanvendelse i byggeaffald, men det er en ressourcekrævende affaldstype at indsamle. Derfor iværksætter vi tiltag på kommunens genbrugsstation, hvor vi i samarbejde med Vestforbrænding og ved inddragelse af borgere fra Bæredygtighedslab igangsætter forskellige tiltag, så forskellige typer byggeaffald egnet til genbrug, kan blive indsamlet, sorteret og genbrugt.
Lån af cykeltrailer og samarbejder om lån af biltrailer
Det er ikke alle i villa og rækkehus, som råder over en bil. Det har vi set i spørgeskemaundersøgelsen. Derfor er idéen om lån af cykeltrailer dukket op.Vi vil gerne hjælpe de borgere, der gerne selv vil køre på genbrugsstationen med affald, men som ikke har en bil til rådighed, med lån af en cykeltrailer.Vi vil derfor indkøbe en cykeltrailer, som kan reserveres og lånes.
Ligeledes er der mange, som har en bil, men ingen trailer. Der findes allerede firmaer, som lejer eller låner trailere ud, men vi vil undersøge, om vi gennem samarbejde med eksisterende udlejningsfirmaer kan få trailerudlejning fra genbrugsstationen eller på en andet kommunal adresse.
Eftersortering af forbrændingsegnet storskrald Sortering og mere genanvendelse af storskrald er et af initiativerne i Regeringens Handlingsplan for cirkulær økonomi. For at kunne sende så meget affald som muligt til genanvendelse, skal vi sørge for, at borgerne har mulighed for at vide hvilke affaldstyper der er omfattet af storskraldsordningen, samt at de kan aflevere og få indsamlet sorteret storskrald på en nem måde.
Undersøgelser i 2020 af det affald, der bortskaffes som forbrændingsegnet storskrald i Rødovre viser, at der er op til 40 % af affaldet, som kunne genanvendes. Det er især rent træ og metaller, men også tekstil og plast.Vi vil arbejde på at få denne mængde nedbragt. Dels via information og dels via nye teknologier til eftersortering.
Direkte genbrug af storskrald
Undersøgelsen blandt borgerne viser stor interesse og velvillighed i forhold til at give ting væk til genbrug, fremfor at smide dem ud som affald. Men mange udtrykker også bekymring i forhold til, at klunsning af storskrald på fortov skaber problemer med sammenblanding af affald og uryddelighed, som den enkelte boligejer selv står med efterfølgende.
Derfor vil vi undersøge, hvordan vi kan få storskrald flyttet til genbrug, uden det giver anledning til gener for borgerne. Indsatsen skal ses i sammenhæng med indsat om direkte genbrug.
Indsatserne om storskrald vil foregå i den første halvdel af planperioden (2022-2024).
2.3 Nye piktogrammer
Med den nye affaldsbekendtgørelse, der kom i december 2020, er det vedtaget, at alle landets kommuner skal anvende de samme piktogrammer på alt informationsmateriale om affald. I Rødovre har vi førhen brugt de piktogrammer, som Vestforbrænding har designet og også anvendt på genbrugsstationen, men det er ikke længere en mulighed.
Udskiftning af klistermærker
Derfor vil vi starte udskiftning af alle klistermærker på affaldsbeholdere med piktogrammer (2022), og udskifte piktogrammer på alt informationsmateriale, hvor de gamle piktogrammer er brugt. Det gælder for både materiale til omdeling og elektronisk materiale på hjemmesider og selvbetjeningsløsninger.
Indsatsen vil foregå i den første halvdel af planperioden (2022-2024).
Tema - 3 Genbrug og cirkulær økonomi
I Rødovre er det besluttet at tænke bæredygtigt og implementere FN´s verdensmål i kommunens aktiviteter. Vi vil arbejde på at nedbringe vores affaldsmængder og tilskynde virksomheder og borgere til at genbruge og reducere deres affald. Derfor er den cirkulære tankegang indarbejdet i kommunens planer og strategier. I Rødovrestrategien, som er kommunens planstrategi, er denne tankegang central.
Målsætning:
Vi vil sætte genbrug og cirkulær økonomi på dagsordenen, både hos borgere og hos virksomheder.Vi skal reducere miljøbelastningen fra byggeri og nedrivning og reducere forbruget af plastik.
Gennem direkte genbrug fra storskrald og på genbrugsstationen skal vi flytte 100 ton affald fra behandling (deponi, forbrænding, genanvendelse) over til genbrug.
3.1 Ny genbrugsstation
Etablering, flytning og indretning af ny genbrugsstation
Rødovre Kommune skal etablere en ny genbrugsstation, som forventes at blive taget i brug i 2024.
Den nye genbrugsstation skal indrettes med fokus på borgerbetjening, genbrug og cirkulær økonomi og med henblik på, at det fremover kun er det allermest nødvendige, der deponeres eller sendes til forbrænding.
Ambitionen er at indrette den nye genbrugsstation med fokus på borgerservice.Vi vil arbejde på, at flere af de tunge affaldstyper bliver flyttet til nedsænkede containere, så borgerne ikke længere skal bære affaldet op ad en trappe, men får mulighed for at dumpe affaldet ned i en container. Udfordringen er, at nedsænkede containere kræver meget mere plads.
Indsatsen vil foregå i den første halvdel af planperioden (2022-2024).
3.2 Direkte genbrug på genbrugsstationen
Mange borgere i Rødovre vil gerne give deres aflagte ting videre til genbrug, men under forhold der sikrer, at det de lægger frem på fortov eller i affaldsgården ikke ender som rod og giver udgifter til oprydning.
Der skal etableres mulighed for direkte genbrug på genbrugsstationen, så borgere kan give de gode ting videre til andre, som kan bruge dem i stedet for at købe nyt.
Vi skal også tage kontakt til virksomheder og frivillige organisationer i Rødovre, med henblik på at de kan få adgang til genbrugsting afleveret på genbrugsstationen. Dette er en løbende proces, hvor nye virksomheder kommer til, og det vil derfor være en aktivitet, som foregår løbende med start i 2021 på den nuværende genbrugsstation. Her vil vi samle erfaringer, som kan bruges på den nye genbrugsstation og i løbet af hele planperioden.
Indretning og drift af faciliteter til direkte genbrug
På den nye genbrugsstation vil der blive indrettet et lokale, som skal fungere som en genbrugsbutik. Det ligger endnu ikke fast hvordan forretningsmodellen på den nye genbrugsstation skal være, og hvilke genstande der skal omsættes. Det bliver undersøgt nærmere, men det ligger fast, at der vil blive etableret en mulighed for borgerne, for at finde genbrugsting på genbrugsstationen. De frivillige hjælpeorganisationer vil blive inddraget i processen.
Borgerne efterspørger reparations- og værkstedsfaciliteter på kommunens genbrugsstation, eller andre egnede steder.Værkstedsfaciliteter kan være afgørende i bestræbelserne på en bedre udnyttelse af ressourcerne, på at forebygge affaldsdannelse, og generel adfærdsændring i forhold til brug-og-smid-væk kultur. Derfor vil vi inddrage interesserede borgere, som har mod på at bidrage med ideer og indspark til direkte genbrug.
Der er allerede en del borgere, som gennem Bæredygtighedslab har vist interesse for emnet. Dem vil vi gerne i kontakt med, så deres engagement og ressourcer inddrages i løsninger om direkte genbrug.Vi skal bl.a. se på muligheder for at oprette værkstedsfaciliteter og stille dem til rådighed, eller alternativt samarbejde med de værksteder der allerede findes i kommunens andre forvaltninger, om reparation og upcycling af udvalgte typer affald.
Egnede affaldstyper til reparation og upcycling på værksted kan være tekstiler, elektronik og mindre møbler, men andre fraktioner kan også komme i spil.Vi vil undersøge muligheder for reparation og upcycling af forskellige typer affald med hjælp fra virksomheder eller frivillige, og vil samtidig invitere borgere til dialog om brug af genbrugsstationen.
Indsatserne vil foregå i hele planperioden (2022-2027).
3.3 Direkte genbrug lokalt
Direkte genbrug behøver ikke kun være noget som sker på kommunens genbrugsstation. I mange boligselskaber er der en affaldsgård, hvor der måske kunne afsættes et lille areal til direkte genbrug. Det kunne eventuelt bare være en reol, hvor beboerne kunne stille ting, som andre kunne have glæde af.
Vi vil tage kontakt til boligselskaber med henblik på at få en dialog om, hvad muligheden i netop deres afdeling kunne være for at etablere direkte genbrug.
Mange borgere i Rødovre vil gerne give deres aflagte ting videre til genbrug, men under forhold der sikrer, at det de lægger frem på fortov eller i affaldsgården ikke ender som rod og giver udgifter til oprydning.
Derfor skal vi inddrage borgerne i løsninger om direkte genbrug rundt i kommunen. Det kan være hjælp til at få arrangeret et loppemarked med lån af borde. En anden idé er mobile genbrugscontainere, som er en slags genbrugshus der kan opstilles i lokalområdet.
Idéer til direkte genbrug rundt i kommunen, skal ske ved inddragelse af lokale borgere, som har tid og interesse for at skabe gode løsninger om direkte genbrug.
Indkøb, indretning og drift af byttecontainer
Skibscontainere kan ombygges til et lille mobilt genbrugshus, som kan opstilles på offentlige arealer, hvor der færdes mange mennesker, eller på foranledning af en grundejerforening, som vil afprøve idéen. Idéen er testet ved en spørgeskemaundersøgelse, hvor tilbagemeldingerne langt overvejende har været positive.
Vi vil derfor se på erfaringer fra andre kommuner eller forsyningsselskaber, der har afprøvet tilsvarende løsninger, og undersøge om der er interesse blandt borgerne for at afprøve en ”Rødovremodel” for et mobilt genbrugshus.
Indsatserne vil foregå i den første halvdel af planperioden (2022-2024).
3.4 Grønne indkøb
Bæredygtig affaldshåndtering handler ikke kun om genanvendelse og direkte genbrug, men i lige så høj grad om at minimere affaldsmængderne, ved at have fokus på at undgå at skabe unødvendigt affald, og prioritere produkter med lang levetid.
Den cirkulære økonomi starter derfor ude hos producenterne, men vores indflydelse sker gennem egne indkøb og planlægning, og ved at have fokus på at de indkøbte materialer efterfølgende kan indgå i en cirkulær økonomi, ligesom vi også kan efterspørge materialer, der tidligere har indgået i andre produkter.
FN´s 12. verdensmål handler om bæredygtigt forbrug og om at fremme bæredygtig offentlig indkøbspraksis. I Rødovrestrategi 2020 har vi forpligtet os til med egne udbud af varekøb og tjenesteydelser, og i indkøbssamarbejder med andre kommuner og staten, at efterspørge miljømæssige og socialt ansvarlige produkter. Det skal implementeres i vores indkøbspolitikker.
Indkøbsstrategi
Vores ønske er at øge fokus på grønne indkøb, bl.a. gennem en ny plaststrategi, hvor Rødovre Kommune ønsker at gå forrest i kampen mod plastikaffald. Rødovre Kommune skal som virksomhed reducere brugen af plast og arbejde på at udfase, reducere og substituere produkter af plast, så mængden af plastaffald reduceres.
Dette vil vi understøtte ved at bistå med viden i forhold til affaldsscreening af nye materialer og produkter der indkøbes – både mht. krav til emballage typer og genanvendelsespotentialet for materialerne og produktet på baggrund af deres affaldsaftryk.
Vi vil gennem dialog med Indkøb & Jura og med afdelingen for tværgående projekter finde ud af, hvor det giver miljømæssig mest mening at lægge vores indkøb, herunder hvilke indkøb, der giver mest CO2-reduktion for pengene.Vi vil i dialogen have fokus på TCO (Total Cost of Ownership).TCO-betragtningen giver os mulighed for, at vælge det produkt, der samlet set, og gennem hele produktets levetid, er det billigste – frem for det der er billigst i indkøbspris.
Indsatserne vil foregå i den første halvdel af planperioden (2022-2024).
Bæredygtige husholdninger
Vi vil også lave en informationskampagne til borgerne, hvor vi vil informere om hvad man som forbruger kan være opmærksom på, hvis man ønsker at købe bæredygtigt og vælge cirkulære produkter.
Informationskampagnen er planlagt til den sidste halvdel af planperioden (2025-2027).
3.5 Cirkulær økonomi i byggeri og renovering
En bæredygtig fremtid kræver en mere cirkulær tankegang. Byggeaffald udgør mere end 13 % af de samlede affaldsmængder i Rødovre og er dermed en væsentlig affaldsfraktion. Byggeaffald udgør derfor et stort potentiale i forhold til at øge bæredygtigheden og reducere CO2 aftrykket i Rødovre.
Erfaringer fra byggeriet ved Valhøj Skole og byggeriet af den nye administrationsbygning ved Rådhuset vil sammen med de initiativer der er beskrevet nedenfor blive brugt i udarbejdelsen af en strategi for cirkulær økonomi i byggeri og renoveringer i Rødovre.
Fokus på bæredygtighed i kommunens egne byggeprojekter
Vi vil tage initiativ til at revidere kommunens procedure for miljøscreening i byggesagsbehandlingen, så der tages stilling til anvendelse af bæredygtige byggematerialer, samt genanvendelse og direkte genbrug i kommunale byggeprojekter og renoveringer. Det gælder både for nedrivninger og ved nybyggeri.
Vi vil øge mængden af byggematerialer der går til genanvendelse og direkte genbrug i kommunale byggeprojekter, og vi vil sikre, at affaldssortering og genanvendelse bliver en mere integreret del af hele kommunens forvaltning. Rødovre Kommune vil arbejde på, at bæredygtige og genanvendte byggematerialer anvendes i de kommunalt ejede bygninger, og opfordre private bygherrer til at gøre det samme.
Fokus på bæredygtighed i udbud
Vi vil arbejde på, at genbrug og genanvendelse af byggematerialer bliver indarbejdet som kriterium i udbudsmaterialer, når kommunen selv er bygherre. Vi vil stille krav om at de materialer der anvendes sætter så lille et affaldsaftryk som muligt, når de senere selv bliver til affald.
Vores ambition er at understøtte sunde og sikre kommunale bygninger af høj kvalitet, som begrænser klimapåvirkningen og bygges på en måde, der er holdbar og økonomisk bæredygtig. Derfor vil vi anvende den frivillige bæredygtighedsklasse som kvalitetsparameter, i forbindelse med nybyggeri. Der skal være klimakrav til kommunens egne byggeprojekter, og livscyklusvurderinger (LCA) og totaløkonomi, skal spille en rolle, når der skal vælges materialer til nye bygninger og til renovering af eksisterende bygninger.
Ofte er der en økonomisk fordel forbundet med et totaløkonomisk perspektiv, hvor der i materialer, design og indretning tages højde for, at installationer og bygningsdele er holdbare og nemme at vedligeholde og rengøre. Det er med til at sikre et godt indeklima, som kan øge produktiviteten eller reducere sygefraværet. På den måde kan der være økonomiske fordele ved at investere i langsigtede og helhedsorienterede løsninger, selvom de ved første øjekast ser dyrere ud.
Indsatserne vil foregå i den første halvdel af planperioden (2022-2024).
Tema - 4 Erhvervsaffald
En af de bedste måder, hvorpå kommunen kan være i dialog med de enkelte virksomheder i forhold til regler og vejledning om affaldssortering, affaldshåndtering og cirkulær økonomi er i forbindelse med tilsyn, hvor kommunen har en rolle som både myndighed og vejleder.
Målsætning:
Øge mængden af erhvervsaffald til genanvendelse samt synliggøre virksomhedernes rolle i den cirkulære økonomi.
4.1 Dialog med Erhvervsforening
Rødovre Kommune ønsker gennem en åben dialog med virksomheder at få indsigt i, hvordan kommunen kan bidrage til, at det bliver lettere for virksomhederne at sortere og aflevere deres affald. I bedste fald, kan kommunen skabe kontakt mellem virksomheder, der kan indgå i samarbejder omkring ressourcer (den enes affald – den andens ressource).
Kravene til virksomhedernes affaldssortering er skærpet i den seneste affaldsbekendtgørelse, hvor de nu er forpligtet til at sortere deres husholdningslignende affald i samme affaldstyper som de private husstande.
Vi vil derfor tage kontakt til forskellige brancher, som vi normalt ikke besøger i forbindelse med virksomhedstilsyn, for at få indsigt i de udfordringer virksomhederne har i forhold til affald og sortering.
Vi vil gerne vejlede virksomhederne omkring sortering og håndtering af affald og inspirere dem til at tænke cirkulært. Det kan f.eks. være i forhold til madspild, eller substituering af plast.
Vi ønsker at undersøge muligheder og potentialer for at fremme cirkulær økonomi i forbindelse med erhvervsaffaldet, herunder undersøge potentialet for en cirkulær strøm af ressourcer eller materialer hos virksomheder lokalt. Måske kan der etableres lokale netværk for direkte genbrug af byggematerialer eller andre tiloversblevne materialer? Det vil vi gerne undersøge.
Indsatsen vil foregå i den første halvdel af planperioden (2022-2024).
4.2 Miljøtilsyn
Det er vigtigt at virksomhederne har styr på affaldssorteringen, så farligt affald ikke håndteres forkert og det sikres at genanvendeligt affald går til genanvendelse. Affaldssortering er derfor et fast integreret emne ved miljøtilsyn hos virksomhederne.
Virksomhederne har pligt til at udsortere alt genanvendeligt affald – herunder også madaffald.Vi vil derfor gennem de relevante miljøtilsyn sikre, at virksomhederne kender reglerne og de forskellige afsætningsmuligheder, der findes for genanvendeligt affald.
Opsøgende tilsyn hos virksomheder
Vi vil i forbindelse med miljøtilsyn på virksomhederne sikre os, at virksomhederne håndterer og bortskaffer deres affald korrekt og med særlig fokus på farligt affald.Vi skal være nysgerrige på hvilke udfordringer og barrierer der er for, at virksomhederne kommer i gang med at sortere affald, så vi bliver bedre til at vejlede og hjælpe virksomhederne.
Sammen med Vestforbrænding og de øvrige interessentkommuner vil vi udarbejde materiale til brug ved tilsyn med fokus på cirkulær økonomi for virksomheder.
Indsatsen vil foregå i den første halvdel af planperioden (2022-2024).
4.3 Fremme sorteringen hos mindre virksomheder
Det er nemt at sortere affald, hvis der er en etableret løsning. For mindre virksomheder, hvor der kun er meget små mængder af genanvendeligt husholdningslignende restaffald, er der ikke altid en indendørs sorteringsløsning til affaldet. For at undgå at små mængder af f.eks. papir og plast alligevel kommer i beholderen til småt brændbart, skal der være fokus på især de små autoværksteders håndtering og sortering af husholdningslignende restaffald.
Vejledning af virksomheder til mere affaldssortering
For at understøtte dette vil vi gennemføre en tilsynskampagne, hvor små autoværksteder vejledes i forhold til en nem affaldssortering og bortskaffelse. Vi vil undersøge, hvordan vi kan hjælpe dem til at få indrettet nemme og økonomiske løsninger. Det kunne evt. være billeder med kreative indendørs affaldsløsninger samt en tommelfinderregel om, hvornår det kan betale sig at bruge genbrugsstationen til mindre mængder af affald.
Kampagneindsatsen vil foregå i den første halvdel af planperioden (2022-2024), men miljøtilsyn foregår gennem hele planperioden (2022-2027).
4.4 Fremme sortering i ejendomme med flere erhvervslejemål
Virksomhederne har pligt til at sortere alt deres husholdningslignende restaffald. I udlejningsejendomme med flere små virksomheder er udfordringen i forhold til affaldssortering, at der ofte ikke er plads til, at hver enkelt virksomhed kan have sin egen løsning.
Fremme fælles affaldsløsninger i ejendomme med flere virksomheder
Vi vil derfor gennemføre en tilsynskampagne, hvor vi vil informere om muligheden for partnerskaber i forhold til affaldssortering, hvor flere virksomheder kan dele affaldsbeholder.
Kampagnen skal primært målrettes udlejere, hvor der er flere små virksomheder i samme bygning. Konkret vil vi kontakte bygningsejer og vejlede om muligheden for at hjælpe sine lejere med at overholde lovgivningen i forhold til affaldssortering, ved at oprette en fælles løsning.
Indsatsen vil foregå i den første halvdel af planperioden (2022-2024).
4.5 Affaldssortering på byggepladser
Efter at nedrivningen er afsluttet og bygge- og anlægsaffaldet bortkørt, påbegyndes opførelsen af nybyggeri. Afhængig af byggeriets størrelse, kan der nærmest etableres en hel ”miniby” på byggepladsen. Ud over fx papir- og madaffald fra skurbyen, kan der også genereres andre affaldstyper, fx når materialerne er emballeret i plast eller bliver leveret på træpaller. Vi vil derfor have et øget fokus på sortering af erhvervsaffald fra byggepladserne.
Opsøgende tilsyn på byggepladser
Dette understøttes ved, at der gennemføres tilsyn på alle de større byggepladser, hvor der vejledes om affaldssortering. I tillæg til dette skal vejledning om affaldssortering ved større byggeprojekter integreres som et punkt på det indledende byggeopstartsmøde, som forvaltningen afholder med bygherre, byggele der og entreprenør, på tilsvarende vis som informationerne om indretning af byggepladsen, rottesikring under byggeriet, håndtering af jord og minimering af støj, gennemgås.
Yderligere vil der blive udarbejdet en minisorteringsguide for det mest almindelige erhvervsaffald, der opstår i forbindelse med et byggeri.
Indsatsen vil foregå i den første halvdel af planperioden (2022-2024).
Tema - 5 Teknologi
Borgere og erhverv forventer en sikker drift, lave omkostninger og nemme affaldsløsninger. Det skal vi levere på. Derfor vil vi arbejde på at udnytte ny teknologi og innovative tiltag på affaldsområdet, så vi sikrer nemme og bedre løsninger til borgere og virksomheder.
Målsætning:
Vores målsætning for en ny mobil affaldsportal er, mindst 5000 downloads.
5.1 Affalds-app
Indkøb og drift af ny app til borgere om affald
Vi har allerede digital selvbetjening via hjemmeside og med adgang fra QR-kode, men vi vil udbygge servicen med en mobil affaldsportal i form af en gratis app til smartphones.
Den mobile affaldsportal skal gøre det nemt for borgerne at sende en henvendelse vedrørende affald til kommunen, f.eks. i forbindelse med manglende tømning af affaldsbeholdere, defekte affaldsbeholdere og lignende.
Indsatsen vil foregå i den første halvdel af planperioden (2022-2024).
5.2 Vejesystemer
Kendskab til affaldsmængder kan være en motivationsfaktor for bedre sortering. Flere boligselskaber med etageejendomme har et ønske om at kende de affaldsmængder der indsamles i deres afdelinger. Især forholdet mellem restaffald til forbrænding og de mængder som indsamles til genanvendelse.
For de boligafdelinger, som har nedgravede affaldsbeholdere, vil det kunne blive realiseret, ved at veje affaldet på kranbilerne.Teknisk Forvaltning har forberedt en komprimatorbil og de nye kranbiler til vejesystem, der kan veje den mængde affald, som tømmes over på bilen.
Forsøg og dataopsamling
Vi vil gennem dialog og samarbejde med boligselskaber lave undersøgelser af deres affaldsmængder og -sammensætning. Resultaterne skal bruges til oplysning og motivation for beboere til at fremme deres affaldssortering.
Kendskab til affaldsmængder vil også være et godt redskab i forhold til informationskampagner hos villaer og rækkehuse, hvor data kan danne grundlag for målrettede kampagner, der skal fremme sortering.
Indsatsen vil foregå i den anden halvdel af planperioden (2025-2027).
5.3 Fuldmeldere
I en tæt bebygget kommune som Rødovre, hvor der ikke er store afstande mellem beholdere eller mod- tageanlæg, giver fuldmeldere ikke så meget menig i de almindelige affaldsbeholdere til husholdningsaffald. Hvis fuldmeldere skal give en besparelse, kan det med fordel være i de storskraldscontainere og haveaffaldscontainere, som er opstillet i etageejendomme.
Forsøg og dataopsamling
Rødovre Kommune har i 2020 startet forsøg med forskellige typer fuldmeldere i denne type containere, med henblik på at samle erfaringer med teknologien. Dette arbejde vil vi fortsætte sideløbende med at vi deltager i fællesaktiviteter i Vestforbrændings regi.
Forventningen er, at vi opstiller en forretningsmodel for anvendelse af en eller flere teknologier med udgangspunkt i eksisterende erfaringer – primært europæiske, vurderinger af teknologiernes formåen, direkte og afledte omkostninger, driftssikkerhed og krav til kompetencer hos brugerne.
De praktiske erfaringer er på nuværende tidspunkt meget begrænset hos danske kommuner.Vi deltager derfor i fællesaktivitet, hvor vi gennem praktiske forsøg vil afdække eventuelle opmærksomhedspunkter, som kan indgå i en beslutnings- eller implementeringsfase.
Vi vil i samarbejde med de andre deltagende kommuner fastlægge helt konkret, hvad aktiviteten i de to ovennævnte teknologiaktiviteter kommer til at bestå af.
Indsatsen vil foregå i den anden halvdel af planperioden (2025-2027).
Økonomi
Finansiering af aktiviteterne i Affaldsplan 2022-2033
Affaldsområdet er takstfinansieret og finansieres via affaldsgebyrerne. Området skal hvile-i-sig-selv, hvilket betyder, at et eventuelt overskud eller underskud skal indarbejdes i taksterne de efterfølgende år. Over- og underskud vil derfor ikke kunne overføres til det skatte- finansierede område.
Implementeringen af aktiviteterne i affaldsplanen indeholdes i budgettet på affaldsområdet. Gennemførelsen af initiativerne forudsætter en løbende omprioritering af ressourcerne. Hvor det er nødvendigt vil der forud herfor blive forelagt sager til politisk godkendelse. Det vil for eksempel være resultater fra undersøgelser og efterfølgende ændringer af de nuværende driftsaktiviteter, der vil medføre en ændret driftsudgift, og derfor påvirke budgettet og taksterne.
De aktiviteter, der er målrettet virksomheder og byggeaffald, er bl.a. baseret på miljøtilsyn. Disse miljøtilsyn er i nogle tilfælde gebyrfinansierede og i andre tilfælde skattefinansierede, afhængig af virksomhedens branche.
Lovgivning
Aktiviteterne i relation til miljøtilsyn er primært et supplement til de miljøtilsyn, som kommunen i forvejen er forpligtiget til at gennemføre. Aktiviteter i relation til miljøtilsyn vurderes således ikke at øge kommunens eller virksomhedernes omkostninger.
Affald der opstår i det offentlige rum er skattefinansieret og hører under vejmyndigheden, som er Vej og Park i Teknisk Forvaltning. Investeringer og indkøb til affald i det offentlige rum skal finansieres gennem særskilte bevillinger. Driftsudgifter til området er skattefinansieret.
I samarbejde med de øvrige interessentkommuner i Vestforbrænding gennemføres en række fællesaktiviteter. Disse fællesaktiviteter finansieres af kommunernes obligatoriske indbyggerafhængige betaling til Vestforbrænding. Omkostningerne til fællesaktiviteterne er også indeholdt i de almindelige driftsbudgetter.
Da det er vanskeligt at forudsige, hvad planperioden bringer af nye krav og regler, er det ikke muligt at forudsige de økonomiske konsekvenser på længere sigt mere konkret. I Rødovre Kommunes årlige budgetter fremgår udgifter til affaldsområdet.
- Bekendtgørelse nr. 2159 af 9. december 2020 om affald
- Handlingsplan for cirkulær økonomi. National plan for forebyggelse og håndtering af affald 2020-2032 (national affaldsplan)
- Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi af 16. juni 2020
- Bekendtgørelse nr. 973 af 25. juni 2020 om af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter
Affaldsplan 2022-2033
Kontaktinformation
Teknisk Forvaltning
Tæbyvej 77
2610 Rødovre
Telefon
36 37 70 00
Send sikker Digital Post til Rødovre Kommune Kontakt og åbningstider