Rottehandlingsplan 2022-2024
Rødovre Kommunes rottehandlingsplan – en plan med målsætninger og indsatsområder for kommunens rottebekæmpelse i 2022-2024
Rottehandlingsplan
Teknik- og Miljøudvalget vedtog den 1. februar 2022 ’Rottehandlingsplan 2022-2024’.
Kommunerne skal ifølge rottebekendtgørelsen udarbejde en handlingsplan for rottebekæmpelse. Handlingsplanen skal være offentlig tilgængelig, og den skal revideres hvert tredje år. Handlingsplanen skal indeholde overordnede mål for rottebekæmpelsen, oversigt over tildelte ressourcer, målelige succeskriterier, og konkrete tiltag til opnåelse af de beskrevne mål.
Den overordnede målsætning i Rødovre Kommune er at levere en effektiv rottebekæmpelse. En effektiv bekæmpelse består både af selve bekæmpelsen, hvor de rotter, der har givet anledning til gene fjernes. Den består desuden af fejlfinding og vejledning, der medvirker til, at problemet ikke opstår igen.
Rødovre Kommune har udvalgt en række indsatsområder, der skal understøtte den overordnede målsætning. Det drejer sig blandt andet om kloakrottebekæmpelse, vejledning omkring hønse- og dyrehold, tilsyn på byggepladser, forebyggelse af rotter i kolonihaver og vejledning om fuglefodring.
Rottehandlingsplan 2022-2024
Baggrund
I henhold til ”Bekendtgørelse om forebyggelse og bekæmpelse af rotter” skal kommunerne hvert tredje år udarbejde en handlingsplan for den kommunale rottebekæmpelse. Handlingsplanen skal være offentligt tilgængelig, og den skal revideres hvert tredje år. Handlingsplanen skal indeholde de overordnede mål for rottebekæmpelsen, oversigt over tildelte ressourcer, målbare succeskriterier for bekæmpelsen og konkrete tiltag til opnåelse af de beskrevne mål. Handlingsplanen skal desuden indeholde en plan for den kommunale kloakrottebekæmpelse, samt samarbejde med forsyningen om kloakrottebekæmpelse. Rødovre Kommune har udarbejdet ”Rottehandlingsplan 2022-2024”, og den afløser den hidtidige handlingsplan for 2019-2021.
I handlingsplanen beskrives særlige indsatsområder vedrørende forebyggelse og bekæmpelse af rotter på følgende steder:
- Fødevarevirksomheder
- Kloakker og stikledninger, herunder anvendelsen af kloakblokke og rottespærrer
- Kommunale genbrugsstationer
- Andre ejendomme end tilsynspligtige ejendomme
Fødevirksomheder har ofte en sikringsordning mod rotter. En sikringsordning er en aftale med et skadedyrsfirma om forebyggelse og bekæmpelse af rotter. Problemer omkring fødevirksomheder opdages ofte i forbindelse med den kommunale rottebekæmpelse efter anmeldelse. Da de virksomheder, som oftest har problemer med rotter (typisk virksomheder som bagere, pizzeriaer og supermarkeder) ligger i områder med stor menneskelig aktivitet, vil rotteaktivitet hurtigt blive opdaget. I denne handlingsplan sættes fokus på tilsyn med små fødevirksomheder med det formål at udpege forhold, der kan tiltrække rotter og give problemer for fødevaresikkerheden.
Genbrugsstationen i Rødovre Kommune udgør ikke et problem i forhold til rotter, idet der kun sjældent anmeldes rotter herfra. Fraktionerne opbevares i containere, og der modtages ikke dagrenovation. Haveaffald afhentes så tit, at det ikke udgør en tilstrækkelig interessant ressource for rotter, hverken som føde eller som gemmested. Rødovre Kommunes rottebekæmpere har kontor og lager på genbrugsstationen, og har derfor daglig gang på pladsen. Der er derfor ikke planlagt en særlig indsats i forhold til genbrugsstationen.
Rødovre Kommune er tæt bebygget, og hele kommunen er udlagt som byzone. Anmeldelser i kolonihaver behandles derfor på samme måde som anmeldelser i den øvrige del af kommunen. I denne handlingsplan er der imidlertid fokus på forebyggelse af rotteforekomst i haver og mulighed for sikring af kolonihavehuse. Kolonihavehuse er ofte opført på en måde, hvor rotter har fri adgang til at færdes under huset. Dette er i modstrid med grundejeres pligt til at sikre deres ejendom mest muligt mod rotter. I nogle kolonihaveforeninger er arealet ejet af en forening, mens kolonihaveforeningen ABC i Islev har Naturstyrelsen som grundejer. I de kommende tre år vil Rødovre Kommune undersøge mulighederne for, at ejere af kolonihaver og ejere af kolonihavehuse, via vejledning og eventuelt håndhævelse af rottebekendtgørelsen, sikrer deres huse mod rotter.
Miljøvurdering
Der er gennemført en screening af rottehandlingsplanens indvirkning på miljøet i henhold til ”Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)”. Det vurderes, at rottehandlingsplanen ikke har en væsentlig indvirkning på miljøet, og derfor skal der ikke udarbejdes en miljøvurdering.
Rottebekæmpelse
Rødovre Kommune valgte i 2020 at hjemtage den praktiske del af den kommunale rottebekæmpelse i Rødovre Kommune. Både den administrative og praktiske bekæmpelse af rotter ligger nu i Teknisk Forvaltning. Hjemtagelsen giver mulighed for at have mere fokus på en positiv dialog med borgere, boligselskaber og virksomheder. Efter hjemtagelsen lægges der fremadrettet større vægt på forebyggende indsatser, som for eksempel jævnlig gennemgang af områder i kommunen, som er særlig ramt af problemer med rotter. Rødovre Kommunes egne rottebekæmpere vil her kunne fokusere særligt på årsagerne til problemet, i stedet for kun at udføre bekæmpelse. Hjemtagelsen vil samtidigt gøre det enklere for rottebekæmperne at arbejde direkte sammen med de kommunale institutioner og ejendomme.
I 2008 modtog Rødovre Kommune det højeste antal anmeldelser (1321), men siden 2008 har antallet af anmeldelser været generelt faldende.
I bykommuner som Rødovre findes der rotter, som udelukkende lever uden for kloakken. Årsagen er, at der er mange gode leve- og spredningsmuligheder for rotter på grund af tæt bebyggelse og tæt vegetation. Den måde, vi mennesker lever på, giver rotter adgang til de tre basale ting, som de behøver: Mad, vand og skjulesteder. Kortlægning af årsager til rotteproblemer i Rødovre har bl.a. vist, at fuglefodring og hønse- og kaninhold er medvirkende til at skabe levemuligheder for rotter på overfladen.
Udbygningen af Rødovre startede i 1920’erne. En stor del af boligområderne er bygget fra 1920-1950, og kloaknettet i disse områder er fra samme periode. Gamle kloakker udgør en væsentlig årsag til rotteanmeldelser i Rødovre. Det er særligt de private ledninger, hvor fejl ofte først bliver opdaget, når rotterne finder dem og graver sig ud.
I perioden for den tidligere handlingsplan 2019-2021 faldt antallet af rotteanmeldelser med 11 procent i 2019 og 5 procent i 2020. Over de første ti måneder af 2021 er antallet af rotteanmeldelser steget med 17 procent i forhold til samme tidspunkt året før.
Antallet af anmeldelser i den tidligere handlingsplans periode er dermed nogenlunde status quo. Det skal ses i lyset af, at Rødovre Kommune vokser kraftigt i disse år. Over de sidste ti år er indbyggertallet i Rødovre Kommune steget med ca. 500 om året. Det er forventeligt, at byudviklingen giver mere aktivitet, der kan medføre rotter. Det gælder selve byggeaktiviteterne med nedrivning af gamle bygninger og opførelse af nye byggerier, men også stigningen i antallet af borgere, der kan anmelde rotter, medvirker til flere anmeldelser.
Borgernes muligheder for at anmelde rotter
Der kan foretages rotteanmeldelser døgnet rundt via kommunens hjemmeside. Borgere, der anmelder rotter, får normalt besøg af rottefængeren senest første hverdag efter anmeldelse. Ved anmeldelse af rotter i beboelse eller på institutioner, fødevarevirksomheder og lignende, rykker kommunen ud hurtigst muligt og som udgangspunkt samme dag, som anmeldelsen modtages. Med denne service sikrer vi, at der hurtigt bliver taget hånd om rotteproblemet.
Kloakrotter
Rødovre Kommune råder over elektroniske rottefælder til brug i kloakken. Fælderne benyttes i områder, hvor der viser sig generelle problemer med kloakrotter. Samtidig med bekæmpelsen bør eventuelle fejl på kloakken udbedres. Hvis der er afgrænsede kloaksystemer i boligselskaber eller grundejerforeninger, som kan sikres med rottespærrer, kan rottefælder bruges til at rydde systemet bag ved rottespærren.
Rødovre Kommune er i gang med at justere antallet af fælder og indkøbe nye modeller, som svarer til de teknologiske muligheder, der er kommet de seneste år.
Der er gennemført en række områdebekæmpelser, hvor grundejere eller boligselskaber har sikret kloakken med rottespærrer, og vi har bekæmpet med elektroniske rottefælder i kloakken.
Vi vil fortsat foretage målrettet bekæmpelse i kloakken og håndhæve udbedring af defekte kloakker. Da det er intakte kloakker, der giver den bedste sikring mod kloakrelaterede rotteanmeldelser, vil der fortsat være fokus på, at grundejerne er bekendt med deres ansvar vedrørende vedligeholdelse af den private kloakledning og brønde. Dette foregår blandt andet i forbindelse med bekæmpelsen, men sker også ved information på kommunens hjemmeside www.rk.dk. Når vi finder kloakbrud i forbindelse med bekæmpelsen, bliver der meddelt påbud om udbedring af de defekte kloakker til grundejer. I den seneste planperiode er der fundet 467 kloakbrud (166 i 2019, 154 i 2020, 147 per den 1. november 2021).
Rødovre Kommune har i planperioden opsat rottespærrer på private skoler, plejehjem og daginstitutioner efter aftale med de pågældende institutioner. Dermed lever Rødovre Kommune op til kravene i rottebekendtgørelsen på dette punkt. Rødovre Kommune har i forvejen monteret rottespærrer på kommunale skoler, plejehjem og daginstitutioner.
Rødovre Kommune samarbejder med HOFOR (Hovedstadsområdets Forsyningsselskab) om ledningsrenovering, kloakbrud m.m.
Brug af gift i den kommunale rottebekæmpelse
I Rødovre Kommune er der fokus på at anvende gift til bekæmpelse af rotter så hensigtsmæssigt som muligt af hensyn til miljøet og for at mindske risikoen for resistensudvikling. Ved at bruge elektroniske rottefælder kan vi foretage kloakrottebekæmpelse på en miljøansvarlig måde, og der anvendes ikke gift til bekæmpelse af rotter i kloakken.
Der anvendes fortsat gift til bekæmpelse af rotter over jorden i Rødovre. Der er fokus på, at al giftudlægning foretages på den mest forsvarlige måde med de mængder, der er nødvendige og altid med opfølgende besøg, indtil rotteforekomsten vurderes bekæmpet.
Kommunen skal sikre, at al bekæmpelse med gift henholder sig til resistensstrategien: Der skal altid anvendes den svagest mulige gift. Rotter kan udvikle resistens mod gift, men de gifttyper, der er til rådighed, giver mulighed for at bekæmpe resistente rotter med stærkere gifte, som de endnu ikke er resistente overfor. Denne strategi kræver, at man altid bekæmper med det mildeste giftstof først, så man altid har stærkere gifte tilbage, hvis der bliver behov for det.
Forebyggelse af rotter
Forebyggelse af rotter og vejledning af borgere og virksomheder hænger nøje sammen. Vi har fokus på vejledning direkte i forbindelse med bekæmpelsen. Vejledning er primært rettet mod specifikke problemer i forhold til den enkelte bekæmpelse. På vores hjemmeside www.rk.dk har vi materiale omkring forebyggelse af rotter, hvor man kan blive inspireret til, hvordan man bedst forebygger rotter på sin ejendom. Her kan man bl.a. læse om, hvordan man fodrer fugle uden at invitere rotter med til bords.
Rotter har som tidligere nævnt brug for tre ting for at leve i et område: Mad, vand og et tørt redested. Man kan som grundejer forebygge, at rotter slår sig ned ved at sørge for, at disse ting ikke er til stede i omgivelserne.
Mulighed for privat bekæmpelse
Det er muligt for skadedyrsfirmaer at oprette sikringsordninger med firmaer eller grundejere. Dette drejer sig om ejendomme, hvor forekomsten af rotter er særligt problematiske, fx fødevarevirksomheder. I disse sikringsordninger varetages forebyggelse og bekæmpelse af en professionel rottefænger med en såkaldt R1-autorisation. En R1-autorisation giver mulighed for at drive erhvervsmæssig rottebekæmpelse.
Det er muligt at varetage bekæmpelsen af rotter på egen ejendom. Forudsætningen for dette er en ny autorisation, der kan gives til personer, som bruger en væsentlig tid i deres arbejde på rottebekæmpelse. Denne autorisation hedder R2. Autorisationen er bl.a. tiltænkt landbruget. I Rødovre Kommune vil det primært være interessant for boligselskaber eller meget store virksomheder.
Privat bekæmpelse
Rødovre Kommune tillader privat bekæmpelse for autoriserede rottefængere inden for kommunens grænser. Bekæmpelsen skal følge den til en hver tid gældende rottebekendtgørelse, vejledning fra Miljøstyrelsen, samt Rødovre Kommunes egne retningslinjer for bekæmpelse. Bekæmpelse kan kun foretages af personer, der har opnået en R1- eller R2-autorisation. Privat bekæmpelse kan først påbegyndes, når den autoriserede bekæmper skriftligt har underrettet Rødovre Kommune om bekæmpelsen på den pågældende ejendom. Der er ikke nogle, der har opnået eller har haft brug for R2-autorisation i Rødovre Kommune.
Bekæmpelse på privat ejendom skal som minimum overholde følgende retningslinjer:
- Ved bekæmpelse indendørs skal der anvendes smækfælder. Hvis det er relevant, kan der benyttes rottehund og luftpistol.
- Ved bekæmpelse udendørs kan der anvendes gift, opsat i særligt indrettede og aflåste kasser. Der kan også anvendes smækfælder, så længe de er placeret på en sådan måde, at mennesker, kæledyr, fugle m.m. er afskærmet fra fælderne.
- Der skal foretages en skriftlig registrering af bekæmpelsen, som er tilgængelig for grundejer. Registreringen skal sendes til Rødovre Kommune efter endt bekæmpelse. Hvis kommunen forlanger det, skal registreringen udleveres i løbet af en igangværende bekæmpelse. Registreringen skal indeholde logbog over besøg, igangsatte tiltag, vejledning om forebyggelse til grundejer, antal fælder og/eller giftdepoter, eventuel giftmængde, antal fangede rotter, samt hvad der er årsagen til rottetilholdet.
- Rødovre Kommune fører tilsyn med privat bekæmpelse ved stikprøvekontrol.
Tildelte ressourcer til rottebekæmpelse
Rottebekæmpelsen er gebyrfinansieret, og gebyret for 2022 er fastsat som 0,084 ‰ af ejendomsværdien. Gebyret dækker kommunens udgifter til selve rottebekæmpelsen, IT-systemer til registrering af skadedyr, sagsbehandling, elektroniske rottefælder m.m.
Vi benytter IT-systemet Driftweb til registrering af rotteanmeldelser. Systemet gør det muligt for borgere og virksomheder at anmelde rotter digitalt døgnet rundt. Systemet bruges også i forbindelse med bekæmpelsen, så bekæmpelsesforløbet er tilgængeligt digitalt for både sagsbehandler og rottefænger.
Udover selve bekæmpelsen bruger vi ca. et årsværk på kontakt med borgere, planlægning, tilsyn og håndhævelse af lovgivningen.
Målsætning for forebyggelse og bekæmpelse af rotter
Den overordnede målsætning for Rødovre Kommune er at levere en effektiv rottebekæmpelse. En effektiv rottebekæmpelse består dels af selve bekæmpelsen, hvor de rotter, der har givet anledning til en anmeldelse, bliver fjernet, og dels af fejlfinding, information og vejledning, der medvirker til, at problemet ikke kommer igen.
For at understøtte det overordnede mål i den kommunale rottebekæmpelse har Rødovre Kommune opstillet følgende delmål:
- At nedbringe antallet af rotteanmeldelser i Rødovre.
- At mindske muligheden for at rotter i kloakken har mulighed for at skabe problemer over jorden.
- At nedbringe giftforbruget i Rødovre.
- At bidrage med information og vejledning, der forebygger rotters forekomst.
Indsatsområder
Til at understøtte de ovenstående målsætninger er der udvalgt følgende indsatsområder i denne planperiode:
- Målrettet kloakrottebekæmpelse
- Tilsyn ved mindre fødevarevirksomheder i forhold til rottesikring og opbevaring af affald
- Forebyggelse af rotter i kolonihaver
- Vejledning omkring hønse- og kaninhold
- Tilsyn på byggepladser og forebyggende indsats ved store byggerier
- Vejledning om fuglefodring.
1 Målrettet kloakrottebekæmpelse
For at forebygge kloakrotters adgang til overfladen fra defekte kloakledninger foretages målrettet kloakrottebekæmpelse i områder med mange rotteanmeldelser. Kloakrottebekæmpelse er ikke en varig løsning, men bekæmpelsen er et nyttigt redskab forud for udbedring af kloakbrud og ved sikring af det private og kommunale ledningsnet med rottespærrer. Ved større renoveringsarbejde i kloakken kan der opstå gener, når rotterne presses ud i de private ledningsdele på grund af ledningsrenovering. Disse gener kan forebygges ved forudgående bekæmpelse af rotter i kloakken. Rødovre Kommune benytter elektroniske rottefælder til bekæmpelse i kloakken. Med disse fælder foretages en målrettet kloakrottebekæmpelse i mindre områder uden brug af gift. Bekæmpelsen foregår i samarbejde med grundejere eller boligselskaber, der ønsker at sikre deres ledningsnet med rottespærrer. Der foretages også bekæmpelse på offentlige institutioner, der er sikret med rottespærrer, så der ikke lever rotter bag ved rottespærreren.
Rødovre Kommune udfører kloakrottebekæmpelse:
- I områder plaget af kloakrotter. Her vil kloakrottebekæmpelsen blive fulgt op med krav til ledningsejer om ledningsrenovering, hvis der konstateres brud på kloakken.
- I områder, der sikres med rottespærrer, kan kommunen lave områdebekæmpelse bag rottespærren. På kommunale institutioner, hvor der er opsat rottespærrer, ryddes kloaknettet bag rottespærren altid for rotter ved hjælp af elektroniske rottefælder.
- Forud for planlagt ledningsrenovering på den offentlige ledningsdel.
Aktiviteter/handlinger
Vi vil på baggrund af de registrerede rotteanmeldelser vurdere, om der lokalt er behov for kloakrottebekæmpelse. Hvis der er mange anmeldelser koncentreret i et område, hvor kilden ikke umiddelbart kan forklares eller der er uforholdsmæssigt mange anmeldelser af rotter indendørs i et område, kan dette indikere, at der er defekter på kloaksystemet. Vi vil i samarbejde med rottefængeren opsætte elektroniske rottefælder på enkeltejendomme i forbindelse med bekæmpelse, når det er relevant. Vi vil fortsat udføre områdebekæmpelse i kloakken, hvor grundejerforeninger eller boligselskaber ønsker at sikre deres kloaksystem med rottespærrer.
Understøttede målsætninger
- At nedbringe antallet af rotteanmeldelser i Rødovre.
- At mindske muligheden for at rotter i kloakken har mulighed for at skabe problemer over jorden.
Forventede resultater
- Færre anmeldelser relateret til defekte kloakker i de områder, hvor bekæmpelsen gennemføres.
2 Tilsyn ved mindre fødevarevirksomheder i forhold til rottesikring og opbevaring af affald
Rødovre Kommune modtager ofte rotteanmeldelser omkring mindre fødevarevirksomheder såsom bagere, kiosker, pizzeriaer og supermarkeder, hvor der jævnligt håndteres fødevarer. Produktion og håndtering af fødevarer medfører spiseligt affald, som bliver en let tilgængelig fødekilde for rotter, hvis der ikke er tilstrækkeligt fokus på affaldshåndteringen.
Rotter omkring fødevarevirksomheder er meget uhensigtsmæssigt, idet det er en kilde til smittefare for virksomhedens kunder. Større virksomheder har ofte fokus på fødevaresikkerheden, mens mindre fødevarevirksomheder ikke nødvendigvis har tilstrækkeligt fokus på rottesikring og renholdelse. Fødevarestyrelsen fører regelmæssigt tilsyn med virksomheder, der producerer eller håndterer mad. I dette tilsyn indgår også eftersyn for rotter. Rødovre Kommunes tilsyn vil have fokus på forebyggelse gennem vejledning og identifikation af adgangsveje for rotter.
Ved at føre tilsyn med bagere, pizzeriaer, mindre cateringvirksomheder og kiosker kan vi vejlede ejere og ansatte om deres forpligtelser i forhold til at forebygge rotter. Ved tilsynene kan der sættes fokus på specifikke problemer omkring manglende kapacitet til affald, manglende sikring af containere (åbne låg, manglende bundpropper), sikring af adgangsveje, oprydning på udendørs arealer og håndtering og opbevaring af fødevarer efter levering.
Aktiviteter/handlinger
- Rødovre Kommune vil føre tilsyn med en række mindre fødevarevirksomheder med fokus på affaldshåndtering og vejledning af virksomheden for at forebygge rotters forekomst.
- Understøttede målsætninger
- At nedbringe antallet af rotteanmeldelser i Rødovre.
- At nedbringe giftforbruget i Rødovre.
- At bidrage med information og vejledning, der forebygger rotters forekomst.
Forventede resultater
- Korrekt håndtering af affald vil forebygge forekomst af rotter.
- Færre rotteanmeldelser omkring mindre fødevarevirksomheder.
3 Forebyggelse af rotter i kolonihaveforeninger
Rødovre Kommune bekæmper efter anmeldelse i kolonihaver, da hele kommunen opfattes som én sammenhængende bebyggelse.
Kolonihavehuse er imidlertid ofte opført på en måde, hvor rotter har fri adgang til at færdes under huset. Dette er i modstrid med grundejeres pligt til at sikre deres ejendom mest muligt mod rotter, som beskrevet i rottebekendtgørelsen.
Normalt vil en kommune påbyde grundejer at sikre sin ejendom, hvis det skønnes nødvendigt i forbindelse med rottebekæmpelse. I forhold til kolonihaver kan der imidlertid være udfordringer i forhold til lovhjemmel ved påbud, da grundejer og husejer ikke nødvendigvis er den samme.
I nogle kolonihaveforeninger er arealet ejet af en forening, mens kolonihaveforeningen ABC i Islev har Naturstyrelsen som grundejer. I de kommende tre år vil Rødovre Kommune arbejde for, at kolonihavehuse sikres mod rotter. Det vil ske via vejledning og eventuelt håndhævelse af rottebekendtgørelsen. I forhold til huse, hvor grundejer ikke ejer huset, vil Rødovre Kommune undersøge om husejer kan sikre sit hus mod rotter.
Aktiviteter/handlinger
- Vores rottefængere vil vejlede omkring sikring af kolonihavehuse i forbindelse med den almindelige bekæmpelse. Rødovre Kommune vil føre tilsyn med, at husene rottesikres for at forebygge forekomst af rotter.
Understøttede målsætninger
- At nedbringe antallet af rotteanmeldelser i Rødovre.
- At nedbringe giftforbruget i Rødovre.
- At bidrage med information og vejledning, der forebygger rotters forekomst.
Forventede resultater
- Et fald i antallet af rotteanmeldelser fra kolonihaveforeninger.
4 Vejledning omkring hønse- og kaninhold
Hønse- og kaninhold i haven tiltrækker rotter. Rotterne kan lugte dyrefoder på lang afstand, og hvis ikke hønse- og kaninhold er sikret korrekt, udgør foderet en glimrende fødekilde for rotterne. Samtidig kan særligt hønsegård og hønsehus give mulighed for, at rotter kan finde et sted at bygge rede. Rotter kan passere et hul på størrelse med en to-krone, så hønsenet i sig selv er ikke nogen barriere for en voksen rotte, der kan gå direkte gennem maskerne. Bruges der i stedet volierenet, sikrer maskestørrelsen, at rotter ikke kan passere. Det er også vigtigt, at der ikke er sprækker eller huller, der giver adgang for rotter.
Rødovre Kommune vil vejlede omkring sikring af bure og hønsegårde, dels i forbindelse med rottebekæmpelsen og dels ved at gøre opmærksom på de informationer, der ligger på kommunens hjemmeside om sikring af dyrehold.
Aktiviteter/handlinger
- Vores rottefængere vil vejlede omkring sikring af hønse- og kaninhold i forbindelse med den almindelige bekæmpelse. Bliver vejledningen ikke fulgt, vil Rødovre Kommune føre tilsyn med, at hønse-og kaninholdet bliver sikret for at forebygge forekomst af rotter.
Understøttede målsætninger
- At nedbringe antallet af rotteanmeldelser i Rødovre.
- At nedbringe giftforbruget i Rødovre.
- At bidrage med information og vejledning, der forebygger rotters forekomst.
Forventede resultater
- Et fald i antallet af rotteanmeldelser fra naboer omkring hønse- og kaninhold.
5 Tilsyn på byggepladser og forebyggende indsats ved store byggerier
Rødovre Kommune vil sætte fokus på rotter i forbindelse med nybyggeri. Når der bygges nye huse, er der forskellige forhold, som kan medføre forekomst af rotter. Den mest åbenlyse er, hvis kloakkerne under byggeriet ikke er sikret ordentligt. Samtidig afleder kloakkerne ikke nødvendigvis regnvand eller spildevand i byggeperioden. Det kan virke tillokkende på rotter, der har brug for tørre steder til at bygge reder.
Over jorden kan ophobning af byggematerialer eller byggeaffald give rotter gode muligheder for at søge skjul.
Aktiviteter/handlinger
- Rødovre Kommune vil føre tilsyn på byggepladser og på baggrund af tilsynene vejlede bygherre og/eller den ansvarlige entreprenør om forebyggelse af rotter. Ved åbentstående kloakker vil der om nødvendigt blive fulgt op med påbud om sikring. Ved større byggerier vil forebyggelse mod rotter være et fast punkt på dagordnen ved opstartsmøder med hovedentreprenøren.
Understøttede målsætninger
- At nedbringe antallet af rotteanmeldelser omkring byggepladserne.
- At nedbringe giftforbruget i Rødovre.
- At bidrage med information og vejledning, der forebygger rotters forekomst.
Forventede resultater
- Et fald i antallet af rotteanmeldelser fra naboer omkring byggepladser.
6 Vejledning om fuglefodring
Fuglefodring tiltrækker erfaringsmæssigt rotter. Den tætte bebyggelse i Rødovre og de mange gode spredningsmuligheder via den grønne vegetation, som adskiller de enkelte matrikler, er medvirkende til, at selv ganske få steder med fuglefodring kan give anledning til rotter i et større område.
En analyse af rotteanmeldelser i Rødovre har vist, at i de tilfælde, hvor årsagen til en rotteanmeldelse kunne identificeres, udgjorde fuglefodring årsagen i en tredjedel af tilfældene.
Aktiviteter/handlinger
Vi vil arbejde for, at fuglefodring udgør et mindre problem i forhold til rottebekæmpelse ved hjælp af information, vejledning om forebyggelse og om nødvendigt håndhævelse.
Vi vil arbejde med information om fuglefodring på kommunens hjemmeside, i Lokalnyt og direkte til borgerne ved bekæmpelse om fuglefodring og rotter. Derudover sættes der fokus på information til boligselskaber, som kan nå en lang række beboere på en gang.
I særligt grelle tilfælde vil Rødovre Kommune eventuelt benytte retten til at håndhæve via lovgivning over for grundejere. Der kan bl.a. være tale om midlertidigt at nedlægge lokalt forbud mod fuglefodring i forbindelse med rottebekæmpelse.
Understøttede målsætninger
- At nedbringe antallet af rotteanmeldelser i Rødovre.
- At nedbringe giftforbruget i Rødovre.
Forventede resultater
- Færre rotteanmeldelser forårsaget af fuglefodring.
Opfølgning på Rottehandlingsplan 2019-2021
Der var i Rottehandlingsplan 2019-2021 planlagt en række tilsyn ved fødevarevirksomheder, ubeboede grunde m.fl. På grund af situationen med COVID-19 har det i længere perioder ikke været muligt med tilsyn. Derfor er der ikke ført helt så mange tilsyn som ventet, men der er dog gennemført i alt 108 tilsyn i planperioden. På grund af de svære omstændigheder med nedlukning vurderer Teknisk Forvaltning, at det er et tilfredsstillende resultat.
Målrettet kloakrottebekæmpelse
I løbet af planperioden har Rødovre Kommune foretaget områdebekæmpelse, hvor kloaksystemet er sikret med rottespærrer. Det drejer sig om ti grundejerforeninger, ni afdelinger af boligselskaber, tre erhvervsejendomme og en række skoler og institutioner.
Tilsyn ved mindre fødevarevirksomheder
Der er gennemført 26 tilsyn på en række mindre virksomheder, der producerer eller sælger fødevarer. Det drejer sig om supermarkeder, restauranter, barer, pizzeriaer, bagere m.fl.
Tilsynene har resulteret i identifikation af adgangsveje, kloakbrud, skjulesteder for rotter og i særlig høj grad problemer med affaldshåndtering. Omkring affaldshåndtering er der ofte problemer med manglende bundpropper i containerne, overfyldning af containere og manglende renholdelse. Der har også været eksempler på opbevaring af affald uden for containere, så rotter har fri adgang til affaldet.
De erhvervsdrivende er blevet vejledt om forebyggelse af rotter ved sikring af adgangsveje samt bedre affaldshåndtering. Vejledningen har også handlet om modtagelse af fødevarer, hvor der bl.a. er set eksempler på, at fødevarer har stået udendørs. Kun ved fund af kloakbrud er der meddelt påbud i forbindelse med tilsynene. Ved tegn på rotter indendørs eller, hvis der er tale om særligt grelle tilfælde, har Rødovre Kommune pligt til at indberette dette til Fødevarestyrelsen.
Fokus på ubeboede grunde
Der er ikke mange ubeboede grunde i Rødovre, men de kan give anledning til rotter hos de omkringboende i lang tid. Anmeldelserne kommer fra beboede grunde, og det er ikke altid let at identificere kilden, hvis rotterne kommer fra en ubeboet grund i nærheden. Derfor er det vigtigt med fokus på disse grunde, og Rødovre Kommune har derfor været på tilsyn på sådanne grunde. Der er i perioden gennemført 13 tilsyn på ubeboede grunde.
Der er i planperioden blevet ryddet vegetation samt fundet flere kloakbrud på ubeboede ejendomme i kommunen.
Særligt fokus på hønse- og kaninhold
Alene det at holde dyr vil have en tiltrækkende effekt på rotter, da de kan lugte, at der er mad. Hvis man sikrer sit kaninbur eller sin hønsegård efter regulativ for hønsehold (kan findes på www.rk.dk), er der dog ikke noget i vejen for at have høns og kaniner i haven. Ved bekæmpelse hos grundejere med dyrehold lægges der vægt på vejledning til grundejere omkring sikring. Rødovre Kommune har ført tilsyn med hønse- og kaninhold, hvor rottefængeren har fundet det nødvendigt.
Rødovre Kommunes har udarbejdet en vejledning til sikring af hønse- og kaninhold, der kan findes på kommunens hjemmeside. Den beskriver detaljeret, hvordan man sikrer hønse- og kaninhold mod rotter.
Tilsyn på byggepladser
Byggepladser kan give anledning til rotteaktivitet af flere årsager. Selve gravearbejdet kan presse rotter ud af kloakken, hvis der er svagheder, som de kan gnave sig igennem. Oplag af byggematerialer og byggeaffald kan give rotter mulighed for at søge skjul og bygge reder. Åbenstående kloakbrønde i forbindelse med både nedrivning og byggeri kan give anledning til rotter på overfladen.
Der er gennemført 27 tilsyn på byggepladser i perioden og ved opstart af store byggeprojekter ydes der vejledning om forebyggelse af rotter på opstartsmøder med bygherre/entreprenør.
Tilsyn med mindre virksomheders sikringsordninger
Der er i planperioden gennemført 31 tilsyn hos en række firmaer, der har købt en sikringsordning hos et professionelt skadedyrsfirma. Den generelle tendens er, at større firmaer, der ønsker at forebygge rotter også gør det. Det giver sig udslag i god affaldshåndtering, renholdelse af ejendomme og ryddelige udendørs arealer. Ved mindre virksomheder såsom bagere, kiosker og autoværksteder halter det forebyggende arbejde desværre bagefter. Det viser sig ved, at affald ikke håndteres på en rottesikker måde, udendørs arealer holdes ikke rene, og døre og porte står åbne eller ikke slutter tæt. Der er også en tendens til, at mindre firmaer ikke i så høj grad har en sikringsordning mere, da der ikke længere må lægges gift i foderdepoterne medmindre, at der er observeret rotter.
I den forrige handlingsplansperiode opsatte Teknisk Forvaltning ti uglekasser i Rødovre Kommune som et forsøg på giftfri bekæmpelse. Der er opsat to kasser på hver af følgende lokaliteter: Ved Munktoftesøen, ved Stadionsøen, i Schweizerdalsparken, på Rødovre Gård og på Rødovre Byggelegeplads.
Natugler er effektive jægere, der sagtens kan tage voksne rotter. Der har dog desværre ikke været ugleaktivitet i kasserne i handlingsplanens periode. Flere af kasserne har i stedet været beboet af alliker.
Rottehandlingsplan 2022 - 2024
Kontaktinformation
Teknisk Forvaltning
Tæbyvej 77
2610 Rødovre
Telefon
36 37 70 00
Send sikker Digital Post til Rødovre Kommune Kontakt og åbningstider